Lov om ændring af miljøskadeloven og lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Ændring af handlepligten for den ansvarlige for en miljøskade, indførelse af godtgørelsesordning samt ændring af definitionen af arter og naturtyper) § 5

Til nr. 1 (§ 68 a)

Den gældende bestemmelse i § 68 a, stk. 3, i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 22. februar 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af 17. december 2019 (herefter vandforsyningsloven), fastsætter, hvem der skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag det vurderes. I overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b), fastlægges et culpaansvar for den ansvarlige for driften for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, som fastlagt i §§7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af det objektive ansvar i § 68 a, stk. 2, i vandforsyningsloven og som ikke skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

Det foreslås, at i § 68 a, stk. 3 , ændres "beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede arter eller naturtyper".

Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitionen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 2 (§ 68 d)

Det fremgår af den gældende § 68 d, stk. 1, i vandforsyningsloven, at den ansvarlige for driften efter lovens § 68 a, stk. 2, ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.

Det er tilsvarende bestemt i den gældende § 68 d, stk. 2, at den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, ikke har pligt til at afværge en overhængende fare for en miljøskade, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at faren er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter.

Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 68 a, stk. 2, og § 68 b, stk. 2, i vandforsyningsloven.

Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.

Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.

For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.

Det foreslås derfor, at § 68 d ophæves.

Ved ophævelsen af § 68 d, i vandforsyningsloven, sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at forholdet vil være reguleret af § 68 b, stk. 2, i vandforsyningsloven, som gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.

Efter § 68 b, stk. 2, skal den ansvarlige for driften straks søge følgerne af en miljøskade afværget eller begrænset og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen fastlægger ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige ikke-lovbestemte og i øvrigt gældende forsigtigheds- og forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men de særlige regler om miljøskade, herunder miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i tilfælde af overhængende fare for en miljøskade.

Den foreslåede ophævelse af § 68 d, vandforsyningsloven, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).

Til nr. 3 (§ 68 e)

Det følger af den gældende § 68 e, stk. 1, i vandforsyningsloven, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven.

Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der foreligger forhold som nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis § 68 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i vandforsyningsloven.

Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.

Det foreslås, at § 68 e, stk. 2 og 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af det lempede ansvar i § 68 d, i vandforsyningsloven, jf. lovforslagets § 5, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.

Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 2, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.

Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.