Lov om ændring af miljøskadeloven og lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Ændring af handlepligten for den ansvarlige for en miljøskade, indførelse af godtgørelsesordning samt ændring af definitionen af arter og naturtyper) § 4

Til nr. 1 (§ 47 b, stk. 3)

Den gældende bestemmelse i § 47 b, stk. 3, i lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. november 2019 (herefter havmiljøloven), fastsætter, hvem der skal anses for ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade og på hvilket ansvarsgrundlag det vurderes. I overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b), fastlægges et culpaansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade omfattet af § 47 c, stk. 4. § 47 b, stk. 3, omhandler miljøskader eller overhængende fare for en miljøskade for beskyttede arter eller internationale naturområder, som udpeget af miljøministeren i medfør af lov om miljømål m.v. for internationale naturbeskyttelsesområder, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 26. januar 2017.

Det foreslås, at i § 47 b, stk. 3 , ændres ”beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede arter eller naturtyper".

Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitionen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 2 (§ 47 c, stk. 4)

Den gældende bestemmelse i § 47 c, stk. 4, i havmiljøloven, fastsætter, at afværgeforpligtelsen for miljøskader eller overhængende fare herfor, der udgår fra alle andre påvirkninger fra erhvervsmæssige aktiviteter end omfattet af § 47 c, stk. 2 og 3, i havmiljøloven, fra skibe, fly, rørledninger eller platforme alene skal bedømmes ud fra et culpaansvar. Der er endvidere kun tale om et culpaansvar for miljøskade eller overhængende fare herfor på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder, jf. også miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b). Omfattet er f.eks. påvirkninger i form af støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner (der ikke falder ned i havet) fra andre erhvervsmæssige aktiviteter end de i § 47 c, stk. 2, nævnte.

Culpaansvaret er ikke begrænset til miljøskader på beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder inden for søterritoriet, men kan række ud i den eksklusive økonomiske zone, idet beskyttede arter og internationale beskyttelsesområder også forefindes uden for søterritoriet

Det foreslås, at i § 47 c, stk. 4 , ændres "beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder" til "beskyttede arter og naturtyper".

Ændringen foreslås på baggrund af ændringen af definitionen i lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 3 (§ 47 d)

Det fremgår af den gældende § 47 d, stk. 1, i havmiljøloven, at den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd. En i lovgivningen tilladt udtømning sidestilles med en udtrykkeligt tilladt udledning. Som et eksempel herpå kan nævnes, at skibe i medfør af bekendtgørelse nr. 539 af 22. maj 2017 om udtømning af olie fra skibe under opfyldelse af en række nærmere bestemte betingelser gerne må udtømme olie svarende til 15 ppm (15 liter olie per en million liter vand) i den eksklusive økonomiske zone. En sådan udtømning vil i havmiljøloven skulle betragtes som udtrykkelig tilladt, og vil fritage den ansvarlige for at bære omkostningerne ved afværgeforanstaltningerne, såfremt tilførslen til havet medfører en miljøskade. Den ansvarlige har dog fortsat et objektivt ansvar for miljøskader og overhængende fare for miljøskade, der ikke kan henføres til den anførte lempelsesgrund, f.eks. uheld.

Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, ikke har pligt til at afværge en overhængende fare for en miljøskade, hvis den ansvarlige for driften godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter.

Er der indtrådt en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og den ansvarlige for driften kan godtgøre, at han ikke er pligtig at foretage afværgeforanstaltninger i henhold til § 47 d, består adgangen og pligten for forsvarsministeren, jf. § 34, og for kommunalbestyrelsen, jf. § 35, til at foretage beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger uændret efter bestemmelserne i bl.a. kapitel 11, ligesom ansvaret for beredskabs- og bekæmpelsesomkostningerne skal bedømmes ud fra § 44, i havmiljøloven. Uanset § 47 d består der også fortsat en forpligtelse for den ansvarlige for driften til at foretage akut umiddelbar afværge i overensstemmelse med almindelige regler uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først. Skibes egne afværgeforanstaltninger kan f.eks. være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning og /eller skibet bjærges.

Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar og handlepligt, der ellers følger af § 47 b, stk. 2, og § 47 c, stk. 1-3, i havmiljøloven.

Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.

Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse, hvis miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes enhver større miljøhændelse som defineret i offshoresikkerhedsloven.

Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.

For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.

Det foreslås derfor, at § 47 d ophæves.

Ved ophævelsen af § 47 d, i havmiljøloven, sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forslaget indebærer, at forholdet, der i dag er omfattet af reglerne om lempet ansvar efter stk. 1 og 2 fremover vil være reguleret af § 47 c, i havmiljøloven, hvorefter den ansvarlige for driften af et skib, luftfartøj, en platform eller rørledning har en pligt til straks at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse og hindre yderligere skade. Denne bestemmelse sikrer en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1.

Det fremgår af § 47 c, stk. 1, i havmiljøloven, at hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af stoffer, materialer og mikroorganismer eller støj og vibrationer forårsager en overhængende fare for en miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse miljøskadens omfang og forhindre yderligere miljøskade. Det samme gælder, hvis en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4, til havet eller luften af farligt eller forurenende gods eller en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5, til havet eller luften af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og kemikalieforureninger gælder § 34, for så vidt angår havet og de kystnære dele af søterritoriet, og § 35, for så vidt angår kyststrækninger og havne.

Bestemmelsen er principal i forhold til havmiljølovens øvrige relevante bestemmelser, herunder § 34 a. Dette gælder dog ikke for bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med olie- og kemikalieforurening fra skibe i medfør af § 34 eller bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter § 35. Det er således fortsat forsvarsministeren, der forestår enhver form for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet, der stammer fra udledning af havet og de kystnære dele af søterritoriet, der stammer fra udledning eller udtømning fra skibe. Kommunalbestyrelsen forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havne og sanering af kyststrækninger. Skibets fører har dog under alle omstændigheder, i overensstemmelse med de almindelige regler og uanset § 34, ret og pligt til at beskytte skibets sikkerhed og træffe beslutning herom, herunder at begrænse en forureningsskade ved at iværksætte de nødvendige afværgeforanstaltninger uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først. Skibes egne afværgeforanstaltninger kan f.eks. være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning og/eller skibet bjærges.

Det fremgår af § 47 c, stk. 2, at følgende erhvervsmæssige aktiviteter er omfattet af handlepligten i stk. 1: 1) dumpning af optaget havbundsmateriale, 2) bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald, 3) grænseoverskridende transport af affald, som kræver tilladelse eller er forbudt, 4) transport ad indre vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods, samt 5) håndtering af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige produkter.

Det er tilsvarende bestemt i § 47 c, stk. 3, at handlepligten i stk. 1 også gælder, hvis en hvilken som helst anden tilførsel til havet af stoffer og materialer, som kan påvirke søterritoriet, forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.

Efter § 47 c, stk. 6, gælder pligterne efter bl.a. stk. 1 og 3, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h.

Det følger endeligt, af § 47 c, stk. 7, at tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter bl.a. stk. 1 og 3 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 47 h. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører imidlertid, når der er truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.

Den foreslåede ophævelse af § 47 d, i havmiljøloven, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter der sker en implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i § 47, i miljøskadeloven, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 7, vedrørende den foreslåede nye implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).

Til nr. 4 (§ 47 h)

Det følger af den gældende § 47 h, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven.

Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der foreligger forhold som nævnt i havmiljølovens § 47 d, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis § 47 d, stk. 1, nr. 1 og 2.

Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.

Det foreslås, at § 47 h, stk. 2 og 3 ophæves. Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af det lempede ansvar i § 47 d, i havmiljøloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 3, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.

Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 4, nr. 3, for en beskrivelse af den ansvarliges handlepligt.

Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 og 5 herefter bliver stk. 2 og 3.