LOV nr 410 af 25/04/2023
Forsvarsministeriet
Lov om ændring af militær retsplejelov (Styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel, der er narkopåvirket i tjenesten) § 1
I militær retsplejelov, lov nr. 531 af 24. juni 2005, som ændret ved § 100 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 8 i lov nr. 639 af 12. juni 2013 og § 3 i lov nr. 1550 af 19. december 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 15, stk. 1, ændres »foretager udåndingsprøve« til: »afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve eller lader sine øjne besigtige«.
2. I § 15, stk. 2, 1. pkt., ændres »udåndingsprøve« til: »udåndings-, spyt- eller svedprøve eller at lade sine øjne besigtige«.
3. I § 15, stk. 2, 2. pkt., ændres »udåndingsprøven« til: »udåndings-, spyt- eller svedprøven eller øjenbesigtigelsen«.
4. I § 15, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 20 eller en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller« til: »§ 20, en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller en overtrædelse af«.
Forarbejder til Lov om ændring af militær retsplejelov (Styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel, der er narkopåvirket i tjenesten) § 1
Til nr. 1
Det fremgår af § 15, stk. 1, i militær retsplejelov, lov nr. 531 af 24. juni 2005, at auditøren og andre militære myndigheder til enhver tid kan kræve, at tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser, foretager udåndingsprøve.
De nævnte opgaver omfatter f.eks. omgang med farlige kemiske stoffer, lægefaglig og sundhedsfaglig tjeneste, skarpskydning m.m., jf. bekendtgørelse nr. 220 af 20. marts 2009 om promillegrænser på særlige områder for tjeneste i forsvaret.
Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at ændre »foretager udåndingsprøve« til: »afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve eller lader sine øjne besigtige« i § 15, stk. 1, i militær retsplejelov.
Den foreslåede ændring i § 15, stk. 1, vil medføre, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides, således at auditøren og andre militære myndigheder, herunder militærpolitiet, vil kunne kræve, at tjenstgørende militært personel inden for Forsvarsministeriets område, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser, afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve eller lader deres øjne besigtige. Auditøren og andre militære myndigheder vil dermed have mulighed for at foretage prøver og stikprøver for at vurdere, om tjenstgørende militært personel udfører opgaver som nævnt i § 15, stk. 1, i militær retsplejelov under påvirkning af euforiserende stoffer.
Ved euforiserende stoffer forstås i denne sammenhæng også opstemmende eller bedøvende midler, som er omfattet af § 20 i militær straffelov.
Auditørens og de militære myndigheders adgang til i henhold til § 15, stk. 1, i militær retsplejelov at foretage kontrol af, om der foreligger narkotikapåvirkning, vil herefter svare til den adgang, som politiet i dag har i henhold til færdselsloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 og 3
Det fremgår af § 15, stk. 2, i militær retsplejelov, lov nr. 531 af 24. juni 2005, at såfremt en person nægter at afgive udåndingsprøve, eller vedkommende ikke er i stand til at medvirke, kan vedkommende fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve. Det samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.
Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at ændre »udåndingsprøve« til: »udåndings-, spyt- eller svedprøve eller at lade sine øjne besigtige« i § 15, stk. 2, 1. pkt., i militær retsplejelov.
Den foreslåede ændring i § 15, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides, således at det vil blive muligt for auditøren og andre militære myndigheder, herunder militærpolitiet, at fremstille tjenstgørende militært personel til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve, hvis vedkommende nægter at afgive udåndings-, spyt- eller svedprøve eller at lade sine øjne besigtige. Tilsvarende gælder for de situationer, hvor vedkommende er ude af stand til at medvirke til at afgive udåndings-, spyt- eller svedprøve eller at lade sine øjne besigtige.
Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det at ændre »udåndingsprøven« til: »udåndings-, spyt- eller svedprøven eller øjenbesigtigelsen« i § 15, stk. 2, 2. pkt., i militær retsplejelov.
Den foreslåede ændring i § 15, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides, således at det vil blive muligt for auditøren og andre militære myndigheder, herunder militærpolitiet, at fremstille tjenstgørende militært personel til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve, hvis udåndings-, spyt- eller svedprøven eller øjenbesigtigelsen giver grund til at antage, at der foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en overskridelse af promillegrænser fastsat i medfør af § 21 i militær straffelov eller færdselslovens §§ 53 og 54.
Er der begrundet mistanke om overtrædelse af § 20 i militær straffelov, kan auditøren herudover efter gældende ret, som ikke foreslås ændret, beslutte, at der skal udtages blodprøve med hjemmel i retsplejelovens § 792 b, stk. 2, eller § 15, stk. 3, i militær retsplejelov.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af § 15, stk. 2, 2. pkt., i militær retsplejelov, lov nr. 531 af 24. juni 2005, at hvis der er grund til at antage, at der foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54, så kan vedkommende fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve.
Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at ændre »§ 20 eller en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller« til: »§ 20, en overskridelse af en promillegrænse fastsat i medfør af § 21 eller en overtrædelse af« i § 15, stk. 2, 2. pkt., i militær retsplejelov.
Den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at bestemmelsen præciseres, således at det entydigt fremgår, at henvisningen til færdelsloven vedrører en overtrædelse af lovens §§ 53 og 54, og ikke en overskridelse af promillegrænser i færdselsloven. Ændringen er alene udtryk for en sproglig præcisering, og der er således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i de almindelige bemærkninger.