I lov nr. 481 af 26. april 2022 om ændring af SU-loven (Midlertidig suspension af SU-godkendelse af hele uddannelser i visse lande) foretages følgende ændring:
Det følger af § 4, stk. 1, i SU-loven, at uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at uddannelser i udlandet
kan give ret til SU.
Det følger af § 4, stk. 2, i SU-loven, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen efter disse regler godkender, at en uddannelse giver
en uddannelsessøgende ret til SU. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om styrelsens godkendelse og særlige
regler om SU, herunder om i hvilke perioder der kan gives SU.
Det følger af § 4, stk. 3, i SU-loven, at uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at uddannelser i visse
lande ikke kan godkendes til SU. Uddannelses- og forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at godkendelser efter
regler fastsat i medfør af § 4, stk. 1, i SU-loven, suspenderes.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 508 af 26. april 2022 om suspension af godkendelse af hele uddannelser i Rusland og
Belarus som berettigende til statens uddannelsesstøtte.
Bemyndigelsen i § 4, stk. 3, er midlertidig og udløber den 1. januar 2024, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 481 af 26. april 2022 om
ændring af SU-loven.
Det foreslås at ændre ophævelsestidspunktet den 1. januar 2024 til den 1. januar 2027 i § 2, stk. 2,
i lov nr. 481 af 26. april 2022 om ændring af SU-loven.
Den foreslåede ændring vil medføre, at uddannelses- og forskningsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om, at
uddannelser i visse lande ikke kan godkendes til SU, forlænges med 3 år. Bemyndigelsen vil således blive ophævet den 1. januar
2027.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at uddannelses- og forskningsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om, at
hidtidige godkendelser efter regler fastsat i medfør af SU-lovens § 4, stk. 1, suspenderes, forlænges med 3 år. Bemyndigelsen vil
således blive ophævet den 1. januar 2027.
Bemyndigelsen forventes fortsat alene anvendt for hele uddannelser i Rusland og Belarus i relation til den aktuelle situation
vedrørende Ruslands invasion af Ukraine, og hvor situationen tilsiger det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
SU-loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, jf. SU-lovens § 63, og dette gælder tilsvarende for lov nr. 481 af 26. april
2022 om ændring af SU-loven (Midlertidig suspension af SU-godkendelse af hele uddannelser i visse lande). Loven indeholder ikke
hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland.
Loven vil derfor heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.