Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Decorumkrav og obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre)

Kilde

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) anvendes terminologien »præst«. Dette begreb opfattes i praksis som omfattende gejstlige i det pågældende trossamfund og omfatter derfor præster, imamer religiøse forkyndere og tilsvarende embedsindehavere i trossamfundet.

I lovtekstens stk. 3-6 er ægteskabslovens terminologi videreført. I bemærkningerne anvendes terminologien »religiøse forkyndere« for at understrege bredden i personkredsen.

Med forslaget til stk. 3 i ægteskabslovens § 16 lovfæstes decorumkravet for religiøse forkyndere i anerkendte og godkendte trossamfund, der tildeles vielsesbemyndigelse. Efter bestemmelsen skal en præst i de i stk. 1, nr. 2-3, nævnte trossamfund således udvise en adfærd, der ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed.

Forslaget om at indsætte et stk. 3 i § 16 i ægteskabsloven er en konsekvens af aftaleparternes ønske om at stramme kravene for at kunne virke som religiøs forkynder i Danmark og Trossamfundsudvalgets indstilling af 13. maj 2016, hvori det anbefales, at et krav om decorum for religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken, der ansøger om vielsesbemyndigelse, lovfæstes.

Begrebet »decorum« (eller »decorum officiale«) betegner en adfærdskodeks, nemlig det med en offentlig stilling forbundne krav om en vis til stillingen svarende vandel.

Inden for den offentlige ansættelsesret – særligt inden for tjenestemandsansættelsen – er decorum-begrebet bl.a. kommet til udtryk i tjenestemandslovens § 10, hvoraf det fremgår, at tjenestemanden samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Det antages i den juridiske litteratur, at der for overenskomstansatte gælder et krav svarende til decorumkravet i tjenestemandslovens § 10. Denne retstilstand omfatter således bl.a. folkekirkens overenskomstansatte præster.

For så vidt angår religiøse forkyndere med vielsesbemyndigelse i trossamfund uden for folkekirken, er der tale om et privat ansættelsesforhold eller lignende i forhold til trossamfundet, hvor den pågældende i henhold til den offentligretlige bemyndigelse samtidig udøver offentlig myndighed i form af indstiftelse af ægteskab med borgerlig gyldighed. Decorumkravet for disse personer har hidtil beroet på ulovbestemt grundlag, men vil med forslaget til ægteskabslovens § 16, stk. 3, fremover fremgå udtrykkeligt af lovgivningen.

I forbindelse med tildeling af vielsesbemyndigelse vil decorumkravet ligesom i dag blive kontrolleret ved indhentelse af straffeoplysninger og børneattest. Heri er således indeholdt en forudsætning om, at en religiøs forkynder i trossamfund uden for folkekirken, der søger om vielsesbemyndigelse, ikke forud for ansøgningen må have udvist en adfærd, der gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed.

Efter forslaget til stk. 4 i ægteskabslovens § 16 kan en vielsesbemyndigelse til en præst i de i stk. 1, nr. 2-3, nævnte trossamfund tilbagekaldes, hvis den bemyndigede ikke længere opfylder betingelserne for tildeling af vielsesbemyndigelse.

Hermed lovfæstes det, at manglende opfyldelse af decorumkravet kan betyde, at vielsesbemyndigelsen tilbagekaldes. Ved en tilbagekaldelse forstås det forhold, at den udstedende forvaltningsmyndighed (det ansvarlige ressortministerie) af egen drift ændrer sin egen, gyldige afgørelse.

En afgørelse om tilbagekaldelse er skønsmæssig og skal opfylde de almindelige forvaltningsprocessuelle og forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring samt retsgrundsætningerne om saglighed og proportionalitet.

Tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, som en tildeling af vielsesbemyndigelse utvivlsom vil være, kan ske dels som følge af, at forudsætningerne for den oprindelige afgørelse viser sig ikke at have været opfyldt, dels i tilfælde af, at forudsætningerne for afgørelsen efterfølgende tilsidesættes.

For så vidt angår en religiøs forkynder med vielsesbemyndigelse i et trossamfund uden for folkekirken, tildeles denne en bemyndigelse til at forrette vielser med borgerlig gyldighed, og den pågældende tildeles således en adgang til at udøve offentlig myndighed. Denne bemyndigelse vil således også kunne tilbagekaldes, hvis den pågældende religiøse forkynder ikke længere lever op til den værdighed og tillid, som udøvelsen af myndighedsfunktionen forudsætter.

Før vedtagelsen af ægteskabsloven af 1969 fulgte det af en førkonstitutionel retssædvane, at trossamfund kunne anerkendes ved kongelig resolution, jf. herved også § 29 i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Der er i dag 11 anerkendte trossamfund, som er anerkendt efter denne praksis.

Når religiøse forkyndere i de anerkendte trossamfund skal kunne foretage kirkelige familieretlige handlinger med borgerlig gyldighed (navngivning, navneændring og vielser), skal den enkelte forkynder som følge af den førkonstitutionelle retssædvane anerkendes ved kongelig resolution. Sådanne kongelige resolutioner gives i dag af Dronningen og den ressortansvarlige minister i forening.

Vielsesbemyndigelser og bemyndigelser til at føre kirkebøger til religiøse forkyndere i anerkendte trossamfund, der er givet ved kongelig resolution, vil således også skulle tilbagekaldes ved kongelig resolution. Ved vurderingen af hvorvidt der kan ske tilbagekalde af en vielsesbemyndigelse, er det på tilsvarende vis som ved tilbagekaldelse ved ministeriel beslutning, en afvejning af konkrete omstændigheder, hvori decorumkravet også medtages.

Spørgsmålet om, hvorvidt decorumkravet i givet fald er overtrådt eller ej, må bero på en konkret vurdering, hvorfor det ikke er muligt at opstille en udtømmende opregning af de situationer, der kan føre til et decorum-forhold.

Som eksempler, hvor der vil kunne rejses decorumsag, kan dog nævnes den situation, hvor den religiøse forkynder med vielsesbemyndigelse foretager vielse af en mindreårig uden prøvelsesmyndighedens tilladelse eller foretager en vielse uden begge parters samtykke. Efter bestemmelsens ordlyd vil manglende deltagelse i det obligatoriske kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre eller manglende underskrivelse af løfteerklæringen også kunne betyde, at vielsesbemyndigelsen kan tilbagekaldes. Tilsvarende gælder, at grovere straffelovsovertrædelser kan betyde, at vielsesbemyndigelsen kan tilbagekaldes.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det ikke er en forudsætning for at forsynde sig mod decorumkravet, at den religiøse forkynder i særlige kredse eller hos bestemte personer konkret har mistet agtelse og tillid. Det er tilstrækkeligt, hvis den religiøse forkynder har udført handlinger eller udvist en adfærd, der er egnet til at betage vedkommende den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Som eksempel kan nævnes grovere straffelovsovertrædelser o.l.

Ved vurderingen af, om der skal rejses decorumsag, vil det endvidere være relevant at inddrage den praksis, der gennem tiden er udviklet vedrørende decorumkrav i forhold til folkekirkens præster.

Som nævnt i afsnit 2.1.1. gælder der i dag et decorumkrav for præster i folkekirken. Manglende overholdelse af decorumkravet kan for disse præster få ansættelsesretlige konsekvenser – herunder i form af afsked. Med forslaget om lovfæstelse af decorumkravet til religiøse forkyndere med vielsesbemyndigelse i trossamfund uden for folkekirken og lovfæstelsen af muligheden for at tilbagekalde en vielsesbemyndigelse tydeliggøres en overensstemmelse vedr. decorumkravet mellem præster i folkekirken og religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken.

Det bemærkes dog, at tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen til en religiøs forkynder i et anerkendt eller godkendt trossamfund ikke har ansættelsesretlige konsekvenser, medmindre trossamfundet selv træffer beslutning herom. Tilbagekaldelsen betyder således umiddelbart kun, at vedkommende ikke længere er bemyndiget til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.

I forslaget til stk. 5 i ægteskabslovens § 16 indebærer 1. pkt. et nyt krav om, at tildeling af vielsesbemyndigelse til religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken er betinget af, at den pågældende inden 6 måneder efter meddelelse af vielsesbemyndigelse gennemfører et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre. Med 2. pkt. gives der mulighed for, at fristen på 6 måneder efter ansøgning kan forlænges ved lovligt forfald. Forslaget til 3. pkt. betyder, at den religiøse forkynder kan fritages for at deltage i kurset, hvis vedkommende har et tilsvarende dokumenteret kendskab til dansk familieret, frihed og folkestyre. I medfør af sidste pkt. påhviler det præsten at fremlægge dokumentation herfor.

Med forslaget vil det fremover være en forudsætning for tildeling af vielsesbemyndigelse, at den religiøse forkynder inden 6 måneder efter meddelelse af vielsesbemyndigelse har gennemført et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre.

Hidtil har kravet om kursus alene været gældende for udenlandske forkyndere, som har søgt om forlængelse af forkynderopholdet i medfør af udlændingelovens § 9 f, hvis ansøgeren foretager eller ønsker at foretage vielser med borgerlig gyldighed.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken, der tildeles vielsesbemyndigelse, har indsigt i og forstår dansk familieret, frihed og folkestyre, så de opnår generelle forudsætninger for at kunne rådgive og vejlede deres menigheder i overensstemmelse med dansk ret.

Fristen på 6 måneder kan efter ansøgning forlænges ved lovligt forfald. Lovligt forfald vil f.eks. foreligge, når den religiøse forkynder bliver forhindret i at deltage i kurset på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption.

En religiøs forkynder kan desuden helt fritages fra deltagelse i kurset, hvis vedkommende kan dokumentere et tilsvarende kendskab til dansk familieret, frihed og folkestyre. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor den pågældende allerede har gennemført kurset i medfør af udlændingelovens § 9 f, og derved kan fremvise kursusbevis for gennemført kursus.

Fritagelsen vil desuden kunne ske, hvis den pågældende har gennemført pastoralseminariet eller har afsluttet en dansk uddannelse som BA.jur., cand.jur. eller socialrådgiver. Det forudsættes, at fritagelse i praksis kun sker rent undtagelsesvist.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Med forslaget til stk. 6 i ægteskabslovens § 16 indføres et krav om, at den religiøse forkynder som afslutning på det obligatoriske kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre skal underskrive en løfteerklæring om, at den pågældende vil overholde dansk lovgivning. Ved afslutning på kurset får den pågældende desuden udleveret et kursusbevis som dokumentation for, at vedkommende har deltaget i og gennemført kurset.

Afgivelse af løfteerklæringen skal ses i sammenhæng med, at den religiøse forkynder med vielsesbemyndigelse har en offentlig bemyndigelse til at foretage vielser med borgelig gyldighed og efter den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 16, stk. 3, er undergivet et decorumkrav. Manglende overholdelse af dansk lovgivning vil kunne betyde, at der rejses decorumsag om tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelsen. En løfteerklæring vil således medvirke til at tydeliggøre overfor den religiøse forkynder, at vedkommende skal varetage sit hverv som vielsesforretter og dermed udøver af offentlig myndighed under iagttagelse af dansk lovgivning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

Med forslaget til stk. 7 i ægteskabslovens § 16 fastsættes krav om, at kurset i dansk familieret, frihed og folkestyre finansieres ved brugerbetaling.

Det er den enkelte religiøse forkynder i trossamfund uden for folkekirken, der ønsker en vielsesbemyndigelse, og det forekommer derfor også mest naturligt, at det er vedkommende selv, eller det trossamfund han/hun er tilknyttet, som afholder udgifterne til kurset.

Med forslaget til stk. 8 i ægteskabslovens § 16 bemyndiges kirkeministeren til efter aftale med udlændinge-, integrations- og boligministeren at fastsætte nærmere regler om kurset, herunder regler om ansøgningsprocedure, betingelser og vilkår for lovligt forfald, regnskab og opkrævning af gebyr, udstedelse af kursusbevis og betingelser for fritagelse for kurset.

Det er tanken, at bemyndigelsen skal anvendes til at fastsætte regler om, at undervisningen som udgangspunkt skal berøre forskellige familieretlige emner, som har relevans for religiøse forkynderes daglige virke med et særligt fokus på reglerne om indgåelse af ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed. Desuden skal undervisningen berøre samspillet og modsætningerne mellem dansk ret og danske traditioner på den ene side og religiøse normer og sædvaner, herunder de sociale og manglende juridiske konsekvenser af ikke-borgerligt gyldige religiøse vielser og religiøse ægteskabskontrakter, på den anden side.

Undervisningen skal herudover omfatte lovgivning om ytrings- og religionsfrihed, folkestyre, ligestilling mellem kønnene og frihed til seksuel orientering, ikke-diskrimination og kvinderettigheder.

Undervisningen vil få et omfang svarende til det kursus, der allerede er obligatorisk for udenlandske forkyndere, der søger om forlængelse af forkynderopholdet, og som led i deres virke foretager eller vil foretage vielser med borgerlig gyldighed, jf. afsnit 2.2.1. Det er således hensigten, at kurset skal afvikles som et 2-dages kursus, som tager udgangspunkt i oplæg fra undervisere med juridisk baggrund. Herudover vil der kunne være faglige bidrag fra eksterne oplægsholdere, ligesom kurset vil kunne bestå af dialog med deltagerne samt gennemgang af cases.

Undervisningen skal i modsætning til i dag, jf. afsnit 2.2.1., foregå på dansk, og deltagerne vil på eget initiativ og ved egen finansiering kunne medbringe en tolk.

Efter gennemførelse af kurset modtager deltagerne et kursusbevis, jf. forslagets til ægteskabslovens § 16, stk. 6.

Kirkeministeriet vil fremover have ressortansvaret for afviklingen af kurset for de personer, der er forpligtet til at deltage i kurset som følge af, at de søger om vielsesbemyndigelse.

Bemyndigelsen vil herudover blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om ansøgningsprocedure, betingelser og vilkår for lovligt forfald, regnskab og opkrævning af gebyr, udstedelse af kursusbevis, og betingelser for fritagelse for kurset.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Som nævnt i afsnit 2.2.3 og 2.3.3 skabes der med kravet om religiøse forkynderes deltagelse i det obligatoriske kursus og afgivelse af løfteerklæring overensstemmelse med de krav, der gælder for præster i folkekirken.

Kilde

I bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Efter bestemmelsens stk. 2 finder § 16, stk. 5-8, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som affattet ved § 1, nr. 1, ikke anvendelse for personer, som inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om vielsesbemyndigelse.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås således en overgangsbestemmelse, der indebærer, at kravet om deltagelse i kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre samt underskrivelse af løfteerklæringen ved kursets afslutning, bliver obligatorisk for religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken, der søger om vielsesbemyndigelse efter 1. januar 2017. Vielsesforrettere, der inden 1. januar 2017 har søgt om eller fået vielsesbemyndigelse vil derfor ikke blive omfattet af det nye kursuskrav, medmindre de pågældende allerede skulle gennemgå kursus i medfør af den nugældende § 9 f, stk. 5, i udlændingeloven.

Kilde

I medfør af forslagets § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Bestemmelsens indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kgl. anordning kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning er sat i kraft for Grønland, jf. anordning nr. 307 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets indgåelse og opløsning med senere ændringer.

Loven er også sat i kraft for Færøerne, jf. anordning nr. 37 af 22. januar 2002 om ikrafttræden for Færøerne af lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, som senere ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. Det bemærkes, at de foreslåede ændringer ikke kan sættes i kraft for Færøerne, da Færøerne har overtaget sagsområdet »folkekirken« og sagsområdet »andre trossamfund« med virkning fra den 29. juli 2007. Dette medfører, at det efter denne dato ikke længere er de danske myndigheder, der kan godkende nye trossamfund eller kan give præster i andre trossamfund bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Kompetencen hertil ligger i dag hos de færøske myndigheder.