Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter loven. I vurderingen af, om en borger har lovligt ophold i Danmark i servicelovens forstand, lægges vægt på, om den pågældende har lovligt ophold efter reglerne i udlændingeloven. En borger med en opholdstilladelse eller et visum, der ikke er udløbet, har således uanset opholdsgrundlagets karakter og varighed lovligt ophold i servicelovens forstand. Serviceloven sondrer dermed ikke mellem EU-/EØS-statsborgere og tredjelandstatsborgere i forhold til spørgsmålet om ret til hjælp og støtte efter serviceloven, så længe de befinder sig i Danmark på et lovligt grundlag efter udlændingeloven.

En borger, der flytter ud af Danmark, vil ikke længere anses for at have lovligt ophold her i landet i servicelovens forstand, og den pågældende vil derfor ikke længere have ret til at modtage hjælp efter serviceloven. Dog gælder, at borgere, der er socialt sikret i Danmark i henhold til forordning 883/2004/EF (herefter 883-forordningen), ved flytning fra Danmark til et andet EU-/EØS-land, herunder Det Forenede Kongerige, har ret til at medtage kontantydelser efter dansk lovgivning og på Danmarks regning. Dette følger af forordningens artikel 21. Dermed er kontantydelser eksportable i henhold til forordningen.

Hvad der nærmere ligger i begrebet kontantydelser i henhold til forordningen, er fastlagt i praksis fra EU-domstolen. Ved kontantydelser forstås ydelser, der udbetales regelmæssigt, og det kræves ikke, at der forinden udbetalingen er opstået udgiftsforpligtelser, og heller ikke, at det dokumenteres, at udgifterne er afholdt. Desuden sker udbetaling med et fast beløb uanset den ydelsesberettigedes faktiske udgifter til at opfylde dagliglivets behov. Endelig har modtageren en betydelig frihed med hensyn til anvendelsen af de udbetalte beløb.

Ud fra denne definition af kontantydelser indeholder serviceloven på Social- og Indenrigsministeriets område aktuelt en enkelt type hjælp, som kan anses som en kontantydelse i forordningens forstand. Det drejer sig om servicelovens § 42 om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Denne ydelse udgør således en hjælp til dækning af det indtægtstab, som en borger har ved ikke at kunne være på arbejdsmarkedet som følge af, at den pågældende passer sit barn med funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse i hjemmet.

Efter servicelovens § 42, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fastsættes, jf. servicelovens § 42, stk. 3, på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, dog højst med et i loven nærmere angivet beløb pr. måned. Maksimumbeløbet reduceres i forhold til den andel, de visiterede timer til tabt arbejdsfortjeneste udgør af den samlede arbejdstid. Ydelsen er skattepligtig for modtageren, og der beregnes bidrag til pensionsordning af ydelsen efter de nærmere regler herom i servicelovens § 42, stk. 3.

En borger, som i henhold til forordningen er socialsikret i Danmark, og som modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, vil kunne medtage denne hjælp efter dansk lovgivning og på Danmarks regning ved flytning fra Danmark til Det Forenede Kongerige. Tilsvarende vil en statsborger i Det Forenede Kongerige, som er socialsikret i Danmark, kunne medtage hjælp efter servicelovens § 42 ved flytning til et andet EU-/EØS-land.

Ved Det Forenede Kongeriges eventuelle udtræden af EU uden en udtrædelsesaftale ophører 883-forordningen med at have virkning for Det Forenede Kongerige. Borgere, der efter servicelovens § 42 har medtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i overensstemmelse med forordningens regler om medtagelse af kontant-ydelser ved flytning til et andet EU-/EØS-land, vil ikke længere kunne bevare retten til denne hjælp. Tilsvarende vil statsborgere i Det Forenede Kongerige, som har været socialt sikret i Danmark, og som er flyttet til et andet EU-/EØS-land ikke kunne bevare hjælp efter servicelovens § 42.

Det følger af § 21, stk. 1, i Brexit-loven, at personer omfattet af lovens § 9, der har været socialt sikret i Danmark i henhold til EU-retten på udtrædelsestidspunktet, og som på dette tidspunkt har bosat sig i Det Forenede Kongerige og ved flytningen dertil har medtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 som følge af EU-rettens regler om ret til at medtage kontantydelser, bevarer denne hjælp indtil den 1. januar 2020.

Det foreslås, at § 21 i Brexit-loven ændres sådan, at den periode, hvor personer omfattet af § 21 kan modtage tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i serviceloven vil være 9 måneder efter den sidste dag i den måned, hvor Brexit-loven træder i kraft.

Med denne ændring, opretholdes det oprindelige formål med § 21 i Brexit-loven om at give borgerne en rimelig periode til at afklare deres rettigheder under den lovgivning, som de fremadrettet vil være omfattet af, og indrette deres livssituation, pasningen af barnet og deres økonomi herefter.

Ændringen imødekommer samtidig eventuelt kommende forlængelser af fristen for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union til et senere tidspunkt end den 31. januar 2020.

Da tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 udbetales månedsvis, imødekommer ændringen også, at en eventuel forlænget frist for Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union kan ligge midt i en måned. Den periode, hvor personer omfattet af § 21 kan modtage tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i serviceloven vil således være frem til udgangen af den måned, hvor Brexit-loven træder i kraft og op til 9 måneder herefter.

Til nr. 2

Efter § 24 i lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union bevarer personer, som på udtrædelsestids-punktet er bevilget og har påbegyndt en pasning af en døende bosat i Det Forenede Kongerige efter § 119 i lov om social service, retten til at modtage plejevederlag frem til pasningsaftalens udløb.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget til Brexit-loven, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 166 som fremsat, side 63, at ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet, jf. servicelovens § 121. Udbetalingen af plejevederlag vil endvidere kun fortsætte indtil udgangen af 2019, og kommunalbestyrelsen skal derfor sørge for, at hjælpen standses pr. 1. januar 2020.

Efter servicelovens § 119, stk. 1, er personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter ansøgning berettiget til plejevederlag som nævnt i servicelovens § 120. Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

Med lovforslaget foreslås det i § 24 at ændre »som« til »der«. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive, at allerede påbegyndte pasningsforhold kan videreføres også efter den 31. januar 2020. Således vil personer, der på udtrædelsestidspunktet er bevilget og har påbegyndt en pasning af en døende bosat i Det Forenede Kongerige efter § 119 i lov om social service, bevarer retten til at modtage plejevederlag frem til pasningsaftalens udløb.

Det bemærkes, at ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlaget i indtil 14 dage efter dødsfaldet, jf. servicelovens § 121. Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ændring ikke ændrer ved, at der fortsat alene er mulighed for at færdiggøre plejeforløb, der er bevilgede og påbegyndte på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden af den Europæiske Union.

Kilde

Det foreslås i § 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ændringslovens ikrafttræden.

Dermed sikres det, at der i videst mulig omfang kan tages hensyn til udviklingen i udtrædelsesforhandlingerne, herunder hvis det aftales, at udtrædelsestidspunktet udskydes midlertidigt.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter også tidspunktet for ikrafttræden af Brexit-loven. Ministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.