Det fremgår af § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1147 af 24. oktober 2017 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (herefter drikkevandsbekendtgørelsen), som trådte i kraft den 27. oktober 2017, at Miljøstyrelsen skal underrette forbrugerne af vand, som ikke er underlagt obligatorisk kontrol, om dette, og om enhver foranstaltning, der kan træiffes for at beskytte deres sundhed mod skadelige virkninger forårsaget af forurening fra drikkevand.
Denne bestemmelse gennemfører drikkevandsdirektivets artikel 3, stk. 3, 1. pkt., i Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (drikkevandsdirektivet). Heraf fremgår, at ”[m]edlemsstater, som gør brug af undtagelserne i stk. 2, litra b), sørger for, at den berørte befolkning underrettes herom og om enhver foranstaltning, der kan træffes for at beskytte menneskers sundhed mod de skadelige virkninger forårsaget af forurening af drikkevand”.
Det fremgår desuden af drikkevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, at Miljøstyrelsen skal underrette de berørte forbrugere om, hvad der er god vandkvalitet, og minimum hvert femte år give en ejer af et vandforsyningsanlæg, hvis vand ikke er underlagt obligatorisk kontrol, underretning om, at ejeren med fordel kan foretage en kontrol af vandet.
Det fremgår af bestemmelsen i § 1, stk. 5, at underretning kan ske ved offentlig annoncering. Da bestemmelsen er ny, har Miljøstyrelsen endnu ikke nået at iværksætte underretningen af ejere og forbrugere. Miljøstyrelsen forventer på nuværende tidspunkt at stille den nødvendige information til rådighed på styrelsens hjemmeside. Her er det bl.a. tanken, at det vil fremgå, at vand, som opfylder de kvalitetskrav, som fremgår af drikkevandsbekendtgørelsen, har ”god vandkvalitet”.
Med den foreslåede § 62 a i vandforsyningsloven åbnes der mulighed for, at miljø- og fødevareministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen pligt til at varetage opgaven med at underrette ejere af vandforsyningsanlæg og forbrugere om forhold vedrørende vandet. Denne opgavevaretagelse vurderes mest hensigtsmæssigt at påhvile kommunalbestyrelsen, der som udgangspunkt varetager de myndighedsopgaver på drikkevandsområdet, der følger af vandforsyningsloven og af regler udstedt i medfør heraf. Kommunalbestyrelsen har desuden kendskab til kommunens borgere og til de lokale forhold på drikkevandsforsyningsområdet.
I medfør af den foreslåede § 62 a, 1. pkt., bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at fastsætte regler om, at offentlige myndigheder har pligt til at underrette ejere af vandforsyningsanlæg og forbrugere af vand om forhold vedrørende vandet.
Hensigten med denne bestemmelse er, at miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, at de underretningsforpligtelser, der i medfør af drikkevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, i dag varetages af Miljøstyrelsen, fremadrettet skal varetages af kommunalbestyrelsen som led i den kommunale opgavevaretagelse på drikkevandsområdet.
Underretningsforpligtelsen i drikkevandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, indebærer, at forbrugerne af vand, som ikke er underlagt obligatorisk kontrol, skal underrettes om dette, og om enhver foranstaltning, der kan træffes for at beskytte deres sundhed mod skadelige virkninger forårsaget af forurening fra drikkevand. Herudover skal de berørte forbrugere underrettes om, hvad der er god vandkvalitet, og minimum hvert femte år skal en ejer af et vandforsyningsanlæg, hvis vand ikke er underlagt obligatorisk kontrol, underrettes om, at ejeren med fordel kan foretage en kontrol af vandet.
I medfør af den foreslåede § 62 a, 2. pkt., bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at fastsætte regler om, at underretningen af ejere og forbrugere kan ske udelukkende digitalt.
Hensigten med denne bestemmelse er at sikre, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsens underretning til ejere og forbrugere efter omstændighederne kan ske udelukkende på kommunalbestyrelsens hjemmeside. Herudover vil der efter omstændighederne blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen som supplement hertil skal underrette fx i lokale blade, aviser e.l.
I det omfang kommunalbestyrelsen er bekendt med eller uden brug af uforholdsmæssigt mange ressourcer kan opnå et kendskab til, præcis hvilke ejere eller forbrugere, der skal underrettes, er det ligeledes hensigten, at reglerne udformes på en sådan måde, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at underrette disse ejere eller forbrugere individuelt. Denne individuelle underretning kan som udgangspunkt ske udelukkende digitalt ved fx brug af e-mail eller SMS.
Kommunalbestyrelsen skal dog i forbindelse med tilrettelæggelsen af underretningen foretage en vurdering af, om der er ejere eller forbrugere, som ikke ejer eller nemt kan tilgå digitale medier. I sådanne tilfælde skal kommunalbestyrelsen sikre, at disse ejere og forbrugere underrettes under hensyntagen hertil, fx ved (husstands)omdeling af papirmateriale med den fornødne underretning.
Den foreslåede bestemmelse i § 62 a er ikke begrænset til kun at omfatte kommunalbestyrelsens underretning af ejere og forbrugere i de tilfælde, som er nævnt ovenfor, men kan også anvendes i andre tilfælde, hvor der er behov for, at offentlige myndigheder skal underrette ejere og forbrugere om andre forhold vedrørende vandet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. og 2.2. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2018.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, da vandforsyningsloven ikke gælder for disse områder, jf. vandforsyningslovens § 90.
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 26. januar 2017, foretages følgende ændring:
1. Efter § 62 indsættes:
»§ 62 a. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om offentlige myndigheders pligt til at underrette ejere af vandforsyningsanlæg og forbrugere af vand om forhold vedrørende vandet. Ministeren kan fastsætte, at underretningen kan ske udelukkende digitalt.«
Loven træder i kraft den 1. februar 2018.
Givet på Amalienborg, den 23. januar 2018
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Esben Lunde Larsen