Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om valg til menighedsråd, at valgret har ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år og
har dansk indfødsret eller har haft fast bopæl i riget uafbrudt i et år forud for valgdagen.
Det følger videre af § 2, stk. 2, i lov om valg til menighedsråd, at valgmenighedsmedlemmer ikke har valgret til menighedsråd.
Det fremgår af § 3, stk. 1, i lov om valg til menighedsråd, at enhver er valgbar, som opfylder betingelserne i § 2 for valgret.
Det følger videre af § 3, stk. 2, at præster ansat i folkekirken ikke er valgbare.
Videre følger det af § 3, stk. 3, at kirkefunktionærer, der er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om arbejdsgiverens pligt til at
underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, ikke er valgbare til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor
de har tjenestested.
Det foreslås at nyaffatte § 3, stk. 3,
i lov om valg til menighedsråd således, at kirkefunktionærer, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end en måned, og
hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer, ikke er valgbare til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor de
har tjenestested.
Lovforslaget vil medføre, at valgbarhedskriterierne for kirkefunktionærer videreføres således, at kriterierne tilføjes i
bestemmelsen, hvor disse hidtil blot har fulgt af en henvisning til § 1, stk. 1, i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette
lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.
Med lovforslaget fastholdes kriterierne om, at kirkefunktionærer, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end en måned, og
hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer, ikke er valgbar til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor
vedkommende har tjenestested. Er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på mindre end 8 timer, er det pågældende folkekirkemedlem
valgbar til menighedsrådet i det sogn, hvor vedkommende har tjenestested.
Med forslaget er det vigtigt, at valgbestyrelsen fortsat i forbindelse med valg til menighedsråd kontrollerer, at den faktiske
arbejdstid lever op til kravene fastsat i den foreslåede § 3, stk. 3.
Baggrunden for bestemmelsen er bl.a., at en kirkefunktionær, der har tjeneste i sognet, vil være inhabil i forhold til en meget
stor del af de sager, der behandles i menighedsrådet, herunder i forbindelse med tilsynet med egne eller andre ved kirken ansatte
funktionærers tjenstlige forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære en forringelse af kirkefunktionærernes mulighed for at følge med i rådets arbejde og
være orienterede om menighedsrådets drøftelser af forhold, der har betydning for deres ansættelses- og arbejdsforhold, idet der
ikke med bestemmelsen ændres ved, at en repræsentant for sognets kirkefunktionærer har ret til uden stemmeret at deltage i rådets
møder.
Kirkefunktionærer kan fortsat vælges til menighedsrådet dér, hvor vedkommende bor, hvis det er et andet sogn end tjenestestedet.
Den foreslåede ændring, skal fastholde de krav, der har været gældende siden 2007, således at kirkefunktionærer med et
ansættelsesforhold med en varighed på mere end en måned og gennemsnitlig arbejdstid på mere end 8 timer, ikke er valgbar i det
sogn, hvor vedkommende har tjenestested. Dermed vil kirkefunktionærers mulighed for at stille op og blive valgt til menighedsråd
være uændret, uanset at kravene for, hvornår man skal have et ansættelsesbevis, ændres.
Det foreslås i stk. 1,
at loven skal træde i kraft den 1. juli 2023.
Loven gælder ikke for Grønland, fordi den lov, der foreslås ændret, ikke gælder for Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at
sætte loven i kraft for Grønland.
Færøerne har i 2007 overtaget samtlige opgaver vedrørende sagsområdet »Folkekirken« og har dermed også overtaget kompetencen til
at fastsætte regler for menighedsråd.
Gældende
LOV nr 746 af 13/06/2023
By-, Land- og Kirkeministeriet
Ændringer:
0
Lov om ændring af lov om valg til menighedsråd (Videreførelse af valgbarhedskriterier for kirkefunktionærer)
I lov om valg til menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 8. januar 2020, foretages følgende ændring:
1. § 3, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Kirkefunktionærer, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer, er ikke valgbare til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor de har tjenestested.«