Kilde

Til nr. 1

Lovens titel er lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det foreslås, at titlen på lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste ændres fra ”Lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste” til ”Lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste samt iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen i straffesagerne mod Lars Johan Findsen og Claus Hjort Frederiksen”.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at undersøgelsen også skal omfatte, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen i straffesagerne mod Lars Johan Findsen og Claus Hjort Frederiksen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Det fremgår af § 3, stk. 1, i lov om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE-undersøgelseskommissionsloven), som afgrænser undersøgelseskommissionens opgaver, at undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge forløbet vedrørende tjenestefritagelsen af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, der fandt sted i august 2020. Kommissionen skal i den forbindelse undersøge, om der i forbindelse med tjenestefritagelsen blev varetaget usaglige hensyn.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i lovens § 3, stk. 2, hvorefter undersøgelseskommissionen endvidere har til opgave at undersøge forløbet vedrørende efterforskningen og retsforfølgningen i straffesagerne mod Lars Johan Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Kommissionen skal i den forbindelse undersøge, om der i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen blev varetaget usaglige hensyn.

Den foreslåede bestemmelse udvider undersøgelseskommissionens opgaver.

Undersøgelsen vil skulle omfatte alle relevante myndighedspersoner, herunder ministre, og vil skulle belyse, om der i forbindelse med efterforskningen og retsforfølgningen er varetaget usaglige hensyn, herunder f.eks. politiske eller personlige interesser.

Til nr. 3

Det fremgår af § 3, stk. 2, i FE-undersøgelseskommissionsloven, at undersøgelseskommissionen på grundlag af den i stk. 1 nævnte undersøgelse skal udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

Det foreslås at ændre lovens § 3, stk. 2, der bliver til stk. 3, således at der også indsættes en henvisning til det foreslåede stk. 2.

Den foreslåede ændring vil medføre, at undersøgelseskommissionen på grundlag af undersøgelsen af forløbet vedrørende efterforskningen og retsforfølgningen i straffesagerne mod Lars Johan Findsen og Claus Hjort Frederiksen efter det foreslåede § 3, stk. 2, skal udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

På baggrund af den beskrevne undersøgelse, skal undersøgelseskommissionen således foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

Med hensyn til embedsmænd, der er fratrådt deres stillinger i den statslige forvaltning, kan der ikke rejses spørgsmål om disciplinært ansvar, men der kan rejses spørgsmål om eventuelt strafferetligt ansvar, jf. herved straffelovens §§ 155-157, hvis der ikke er indtrådt forældelse. Undersøgelseskommissionens eventuelle vurdering af det strafferetlige spørgsmål må udformes i lyset heraf.

I lighed med, hvad der er forudsat i den ordning, der gælder efter lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, bør undersøgelseskommissionen ikke udtale sig på en sådan måde, at det efterlader det indtryk, at der ville have været grundlag for at søge et disciplinæransvar gennemført, hvis den pågældende fortsat havde været ansat i den statslige forvaltning. Baggrunden for denne begrænsning er, at den pågældende ikke vil have mulighed for at få et sådant belastende udsagn prøvet under en efterfølgende disciplinærsag.

For så vidt angår ministre vil undersøgelseskommissionen kunne undersøge de faktiske omstændigheder. Som det tilsvarende gælder efter lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, vil undersøgelseskommissionen ikke skulle foretage retlige vurderinger af ministres forhold, herunder vurdere, om lov om ministres ansvarlighed (eller andre relevante ansvarsregler) må antages at være overtrådt. Det vil således tilkomme Folketinget at tage stilling til spørgsmålet om ministres politiske og/eller retlige ansvar.

Til nr. 4

Det fremgår af § 3, stk. 3, i FE-undersøgelseskommissionsloven, at den i stk. 2 nævnte udtalelse alene skal afgives i det omfang, ingen af undersøgelseskommissionens medlemmer finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Det foreslås at ændre lovens § 3, stk. 3, der bliver til stk. 4, således at henvisningen til stk. 2 ændres til stk. 3.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås indsat et nyt stk. 2 i lovens § 3.

Til nr. 5

Det fremgår af § 7, stk. 1, i FE-undersøgelseskommissionsloven, at undersøgelseskommissionen kan anmode en person om at afgive forklaring for kommissionen som vidne, hvis det ikke har været muligt at få belyst et spørgsmål på anden måde, og kommissionen vurderer, at det er strengt nødvendigt for en tilstrækkelig oplysning af sagen.

Den offentlige debat om rammerne for undersøgelsen har efterladt et indtryk af, at der er tvivl om, hvorvidt den hidtidige formulering af bestemmelsen, hvorefter afhøring af vidner kræver, at kommissionen vurderer det »strengt nødvendigt«, indebærer, at undersøgelseskommissionen vil være afskåret fra at foretage vidneafhøringer, som vil være af afgørende betydning for, at kommissionen kan lave en fyldestgørende undersøgelse.

Det foreslås på den baggrund at ændre lovens § 7, stk. 1, således at »strengt nødvendigt« ændres til »af afgørende betydning«.

Der er tale om en ændring, som har til formål at tydeliggøre, at undersøgelseskommissionen kan foretage afhøring af vidner, hvis kommissionen vurderer, at det er af afgørende betydning for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen.

Bestemmelsen om vidnepligt skal ses i lyset af FE-undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., hvorefter undersøgelsen skal tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at forholdet til fremmede magter og hensynet til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand ikke skades.

Den foreslåede ændring vil således ikke ændre på, at sagsoplysningen i undersøgelseskommissionen i videst muligt omfang vil skulle ske på grundlag af det foreliggende skriftlige materiale.

Hvis undersøgelseskommissionen – for at få et spørgsmål tilstrækkeligt belyst – finder det nødvendigt, at der afgives forklaring om spørgsmålet, har undersøgelseskommissionen derfor mulighed for at gennemføre afhøringer, hvis det ikke har været muligt at få belyst et givet spørgsmål på anden måde, og kommissionen vurderer, at det er af afgørende betydning for en tilstrækkelig oplysning af sagen.

Undersøgelseskommissionen skal således ved tilrettelæggelsen af sin undersøgelse – også i relation til vidneafhøringer – i behørigt omfang inddrage det tungtvejende hensyn til at begrænse udbredelsen af kendskabet til det klassificerede materiale, der vil kunne indgå i undersøgelsen.

Til nr. 6

Det fremgår af § 17 i FE-undersøgelseskommissionsloven, at undersøgelseskommissionen træffer beslutning ved stemmeflerhed, jf. dog § 3, stk. 3, og § 4, stk. 1.

Det forslås at ændre lovens § 17 , således at henvisningen til § 3, stk. 3, ændres til § 3, stk. 4.

Forslaget er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås indsat et nyt stk. 2 i lovens § 3, der medfører, at § 3, stk. 3, bliver til § 3, stk. 4.

Til nr. 7

Det fremgår af § 22, stk. 1, i FE-undersøgelseskommissionsloven, at undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse. Beretningen skal udarbejdes og offentliggøres i en form, som ikke indeholder informationer, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens sikkerhed eller tredjemand. Justitsministeren offentliggør beretningen.

Det fremgår af lovens § 22, stk. 2, at hvis kommissionen vurderer, at den beretning, der er omtalt i stk. 1, ikke kan udformes således, at den indeholder en tilstrækkelig redegørelse for de spørgsmål, som undersøgelseskommissionen efter § 3, stk. 1, skal undersøge, skal kommissionen udarbejde en yderligere beretning, som afgives til justitsministeren. Denne beretning offentliggøres ikke. Justitsministeren giver Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne adgang til beretningen.

Det foreslås at ændre lovens § 22, stk. 2, 1. pkt., således at der også indsættes en henvisning til § 3, stk. 2.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås fastsat i lovens § 3, stk. 2, at undersøgelsen også skal omfatte, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskningen og retsforfølgningen i straffesagerne mod Lars Johan Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

Undersøgelseskommissionen vil også skulle afgive en beretning om resultatet af denne undersøgelse, og hvis kommissionen vurderer, at den beretning, der er omtalt i § 22, stk. 1, ikke kan udformes således, at den indeholder en tilstrækkelig redegørelse for de spørgsmål, som undersøgelseskommissionen skal undersøge, skal kommissionen udarbejde en yderligere beretning, som afgives til justitsministeren. Denne beretning offentliggøres ikke, men justitsministeren giver Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne adgang til beretningen.

Kommissionen bør dog bestræbe sig på at give en tilstrækkelig redegørelse i den beretning, som er omtalt i lovens 22, stk. 1, og der vil derfor alene skulle afgives en beretning efter lovens § 22, stk. 2, hvis kommissionen vurderer, at det er nødvendigt at beskrive informationer, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens sikkerhed eller tredjemand, for at give en tilstrækkelig redegørelse for de spørgsmål, som undersøgelseskommission skal undersøge. Det vil herunder navnlig kunne være tilfældet, hvis det vurderes nødvendigt med henblik på at afgive en udtalelse om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

Til nr. 8

Det fremgår af ministeransvarlighedslovens § 8, 1. pkt., at ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs §§ 93-95. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at forældelsesfristen dog i intet tilfælde er mindre end 5 år. Bestemmelsen vedrører ikke alene strafansvar efter ministeransvarlighedslovens § 6, men også ansvar efter de bestemmelser i den øvrige lovgivning, som hjemler strengere straf, og hvortil ministeransvarlighedslovens § 7 henviser, jf. Folketingstidende 1963-1964 (1. samling), tillæg A, spalte 264.

Det foreslås, at der efter kapitel 8 indsættes et nyt kapitel 8 a om forældelse af ministres strafansvar. Med den foreslåede § 22 a fastsættes det, at forældelsesfristen for ministres strafansvar for forhold omfattet af undersøgelseskommissionens undersøgelse, jf. § 3, stk. 1 og 2, i intet tilfælde er mindre end 6 måneder efter, at undersøgelseskommissionen har afgivet en beretning om resultatet af sin undersøgelse, jf. § 22, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ministres eventuelle strafansvar for forhold omfattet af undersøgelseskommissionens undersøgelse ikke forældes før tidligst 6 måneder efter, at undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning. Det sikres derved, at tidshorisonten for undersøgelseskommissionens undersøgelse ikke afskærer Folketingets mulighed for at gøre et eventuelt strafferetligt ansvar gældende mod ministre på baggrund af undersøgelseskommissionens beretning.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Baggrunden for den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse er, at det vurderes nødvendigt, at loven træder i kraft hurtigst muligt.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland og vil heller ikke kunne sættes i kraft for disse dele af riget, fordi loven, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 24 i FE-undersøgelseskommissionsloven.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 8, finder anvendelse på forhold, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Dette vil medføre, at den foreslåede bestemmelse om forældelse af strafansvar, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, vil gælde for forhold, der er begået før lovens ikrafttræden. Strafansvar, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er forældet, vil dog fortsat være forældet efter lovens ikrafttræden.