Lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Implementering af det reviderede udstationeringsdirektiv og målretning af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Den gældende fodnote til udstationeringsloven indeholder en henvisning til, at loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/97/EF af 16. december 1096 om udstationering af arbejdstagere, som led i udveksling af tjenesteydelser og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«),

Eftersom der med lovforslaget også skal ske en gennemførelse af dele af Europa-Parlaments og Rådets direktiv 2018/957/EU af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udvekling af tjenesteydelser, foreslås det, at fodnoten til lovens titel affattes på ny så det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører følgende 3 EU-retsakter:

– Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, EF-Tidende 1997 L 18 s. 1,

– dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-tidende 2014, nr. L 159, side 11, og

– dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/957/EU af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, EU-Tidende 2018, nr. L173, side 16.

Til nr. 2

Den gældende § 1, stk. 1, afgrænser lovens anvendelsesområde, og henviser til, at anmeldelsespligten til RUT finder anvendelse i situationer, hvor virksomheder i forbindelse med levering af tjenesteydelser udstationerer lønmodtagere til Danmark.

Med den forslåede ændring af § 1, stk. 1, ændres henvisningen til § 7 a, stk. 1 og 4-7, til § 7 a, stk. 1, og 3-5 og 7.

Den foreslåede ændring har ingen materiel betydning for bestemmelsen, men er foranlediget af, at § 7 a, stk. 2, ophæves, hvorefter de efterfølgende stykker rykkes, ligesom der indsættes et nyt stk. 6, som ikke skal omfattes af henvisningen.

Til nr. 3

Den gældende § 1, stk. 2, afgrænser lovens anvendelsesområde, og henviser til, at anmeldelsespligten til RUT finder anvendelse i situationer, hvor virksomheder i forbindelse med levering af tjenesteydelser udstationerer lønmodtagere til Danmark, uden at betingelserne for at udstationere lønmodtagere er opfyldt efter § 4.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen til § 7 a, stk. 3, til § 7 a, stk. 2.

Ændringen er foranlediget af, at § 7 a, stk. 2, ophæves, og § 7 a, stk. 3, som følge heraf bliver den nye stk. 2.

Til nr. 4

Den gældende § 1, stk. 4, i loven afgrænser lovens anvendelsesområde og henviser til, at såfremt en tjenesteydelse leveres ved udførelse af arbejde i Danmark af en udenlandsk selvstændig virksomhed, som ikke udstationerer lønmodtagere til Danmark, er der pligt til at anmelde sig til RUT.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen i bestemmelsen fra at være til § 7 a, stk. 2 og 4-7, til i stedet at være til § 7 a, stk. 3-7.

Ændringen er foranlediget af, at § 7 a, stk. 2, ophæves, og at § 7 a, stk. 3, som følge heraf bliver den nye stk. 2, ligesom der indsættes et nyt stk. 6 om anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 5

I Danmark er der ikke generelt gældende regler om arbejdsgiverens forpligtelser til at give ansatte ydelser og godtgørelse til dækning af udgifter til rejse, kost og logi som led i deres arbejde.

Funktionærlovens § 9, stk. 1, indeholder krav om, at såfremt en funktionærs arbejde i arbejdsgiverens tjeneste medfører udgifter til rejse, ophold uden for hjemstedet og lignende, har funktionæren krav på, at alle nødvendige udgifter hertil bæres af arbejdsgiveren, og denne er pligtig til at yde funktionæren passende forskud til afholdelse af disse udgifter. Hvad der nærmere forstås ved nødvendige udgifter, fastlægges med udgangspunkt i stillingens karakter og virksomhedens praksis og med hensyntagen til de gældende skatteretlige regler om fradrag til fortæring, biludgifter m.v.

Det fremgår af ændringsdirektivet, at i det omfang værtslandet har generelt gældende regler om ydelser eller godtgørelse af udgifter til rejse, kost og logi, skal disse også finde anvendelse i forhold til udstationerede lønmodtagere i værtslandet. Med direktivet er der ikke en pligt for medlemslandene til at indføre regler om godtgørelse af udgifter til rejse kost og logi.

Ydelser eller godtgørelse for rejse, kost og logi, som den udstationerede lønmodtager har ret til i henhold til artikel 3, stk. 1, i ændringsudstationeringsdirektivet henviser til kompensation, som en tilsvarende lønmodtager i værtslandet ville have ret til, hvis pågældende skulle rejse til eller fra arbejdspladsen på samme måde eller blive sendt til en anden arbejdsplads end den sædvanlige. Det vil kunne være en ydelse eller godtgørelse af udgifter for rejser, som den udstationerede lønmodtager foretager til og fra sin arbejdsplads i værtslandet, men det kan også dreje sig om udlandsrejser, der foretages under en løbende udstationering, som led i udførelsen af arbejdet. Der skal være tale om rejser, der foretages i erhvervsmæssig sammenhæng.

En anden type ydelse, som ikke reguleres i artikel 3, stk. 1 i ændringsdirektivet, er ydelse eller godtgørelse for udgifter til rejse, kost og logi fra afsendelseslandet til værtslandet. Det drejer sig om omkostninger, der er afholdt som følge af selve udstationeringen, og dette omfattes af artikel 3, stk. 7, andet afsnit.

Det foreslås i udstationeringsloven § 5, nr. 4, at udvide henvisningen til funktionærlovens § 7 til også at omfatte funktionærlovens § 9, stk. 1.

Forslaget medfører, at udstationeringslovens § 5, nr. 4, udvides til også at omfatte de bestemmelser i funktionærlovens § 9, stk. 1, der indeholder krav om, at en funktionær har krav på at få dækket udgifter af arbejdsgiveren i forbindelse med rejse, kost og logi som led i udførelse af arbejdet. Det gælder også, hvor rejseudgifterne overstiger den faste løn eller den indtjente provision, jf. funktionærlovens § 9, stk. 1, 2. pkt.

Med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 4, vil ændringsdirektivets artikel 3, stk. 1, i), være implementeret.

Til nr. 6

Der findes i særlovgivning visse bestemmelser om indkvartering. Relevant i forhold til implementering af ændringsdirektivet er lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. af 20. august 2002 (medhjælperloven), samt arbejdsmiljøloven. § 5 i medhjælperloven indeholder krav om, at såfremt lønmodtageren har logi, som en del af lønnen, skal boligforholdene være gode og tidssvarende. Ifølge bestemmelsen skal arbejdsgiveren sørge for rent sengelinned og håndklæder. Standarden for indkvartering skal vurderes ud fra de til enhver tid gældende boligforhold. Efter § 6 i medhjælperloven, skal arbejdsgiveren betale for forsikring af lønmodtagerens ejendele på et niveau, der svarer til en almindelig familieforsikring. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.1.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 8, at §§ 5 og 6 i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. (medhjælperloven), også skal finde anvendelse, når en virksomhed udstationerer en lønmodtager til Danmark, forudsat at den pågældende lønmodtagere opfylder betingelserne for at være omfattet af medhjælperloven.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 8, vil medføre, at udstationeringslovens § 5 udvides til også at omfatte de bestemmelser i medhjælperloven, som indeholder krav om en arbejdsgivers pligter i forhold til at sikre tidssvarende indkvartering samt indboforsikring i ny § 5, nr. 8.

Med den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, nr. 8 vil ændringsdirektivets artikel 3, stk. 1 h), være implementeret.

Til nr. 7

Efter de gældende regler i udstationeringslovens § 3 defineres en udstationeret, som en lønmodtager, som sædvanligvis udfører sit arbejde i et andet land end Danmark, og som midlertidigt udfører arbejde i Danmark. Der er hverken i udstationeringsdirektivet eller udstationeringsloven fastsat en øvre tidsmæssig grænse for, hvor længe en person kan være udstationeret til et andet EU-land. Midlertidig levering af tjenesteydelser kan strække sig over en årrække, typisk i forbindelse med et større infrastrukturprojekt.

Når en lønmodtager udstationeres til et andet land, skal den udstationerende virksomhed sikre lønmodtageren de vilkår, der fremgår af den ”hårde kerne” i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1.

Efter ændringsdirektivet skal den udstationerende virksomhed sikre den udstationerede lønmodtager en række yderligere vilkår i værtslandet ved udstationeringer, hvis faktiske varighed overstiger 12 måneder. Den udenlandske virksomhed kan sende en meddelelse om forlængelse i op til 18 måneder, hvorefter de yderligere ansættelsesretlige regler i værtslandet finder anvendelse.

Kort fravær, fx daglig og ugentlig hviletid samt ferie tæller med i opgørelsen af de henholdsvis 12 eller 18 måneder. Det er alene ved suspension af ansættelsesforholdet, at perioden bliver afbrudt.

Det er alle relevante arbejds- og ansættelsesvilkår i værtslandet, der er fastlagt ved lov eller administrative bestemmelser eller ved kollektiver aftaler, der finder generel anvendelse, jf. direktivets artikel 3, stk. 1 og stk. 8, der skal finde anvendelse bortset fra regler om procedurer, formaliteter og betingelser i forbindelse med indgåelse og ophævelse af ansættelseskontrakter, herunder konkurrenceklausuler samt indbetaling til erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger. Det er op til medlemsstaten selv at definere de relevante arbejds- og ansættelsesvilkår.

Der er ikke i ændringsdirektivet krav om, at de nationale regler, der skal finde anvendelse ved langtidsudstationering skal fremgå af implementeringsloven. Men Danmark er som medlemsstat forpligtet til at offentliggøre oplysningerne om arbejds- og ansættelsesvilkår på det centrale nationale websted www.workplacedenmark.dk. Oplysningerne skal være nøjagtige og ajourføres regelmæssigt. Sanktioner pålagt en virksomhed på grund af manglende overholdelse af de arbejds- og ansættelsesvilkår, som udstationerede arbejdstagere skal sikres, bør stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og sanktionen bør fastsættes under hensyntagen til navnlig, om oplysningerne findes på det centrale officielle nationale websted om arbejds- og ansættelsesvilkår.

Direktivets artikel 3, stk. 1, litra b), femte afsnit indeholder en bestemmelse om, at hvis en udstationeret arbejdstager erstattes med en anden udstationeret arbejdstager til at udføre den samme opgave på samme sted, er udstationeringens varighed med henblik på anvendelsen af bestemmelsen om langtidsudstationering den samlede varighed af de berørte udstationeredes udstationeringsperioder.

Det foreslås i § 5, stk. 2 , at når en lønmodtager har været udstationeret i mere end 12 måneder i Danmark, skal virksomheden ud over de krav, der er anført i § 5, stk. 1, og uanset hvilket lands ret, der i øvrigt finder anvendelse på ansættelsesforholdet, sikre lønmodtageren de yderligere ansættelses- og arbejdsvilkår, som i henhold til dansk lovgivning finder anvendelse for en lønmodtager i en tilsvarende situation, der er ansat i en dansk virksomhed, jf. dog stk. 3. Dette forhindrer ikke virksomheden i at anvende vilkår, der er mere gunstige for lønmodtageren. Det er udstationeringsperiodens faktiske varighed, som skal lægges til grund ved opgørelsen af de 12 måneder, herunder kort fravær, fx daglig og ugentlig hviletid, samt ferie. De yderligere ansættelses- og arbejdsvilkår, som kan finde anvendelse er bl.a. deltidsloven, lov om tidsbegrænset ansættelse, yderligere bestemmelse i funktionærloven m.v.

Med den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, vil ændringsdirektivets artikel 3, stk. 1 a) være implementeret. Bestemmelsen medfører, at når en lønmodtager har været udstationeret i mere end 12 måneder, skal lønmodtageren sikres en række yderligere ansættelsesretlige vilkår.

Det foreslås i § 5, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., ikke omfatter lovgivning, der vedrører procedurer, formaliteter og betingelser i forbindelse med indgåelse og opsigelse af ansættelseskontrakter, herunder konkurrenceklausuler samt indbetaling til erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger.

Det vil medføre, at reglerne om langtidsudstationering ikke omfatter lovgivning, der vedrører procedurer og andre regler for indgåelse og opsigelse af ansættelseskontrakter, konkurrenceklausuler eller indbetaling til erhvervstilknyttede tillægspensionsordninger. I forhold til lovgivning, der vedrører procedurer, formaliteter og betingelser i forbindelse med indgåelse og opsigelse af ansættelseskontrakter, kan det fx være i forhold til opsigelsesvarsler og skriftlighed for ansættelsesforholdet m.v.

Det foreslås i § 5, stk. 4, at en udstationeringsperiode på 12 måneder for en udstationeret lønmodtager, jf. stk. 2, forlænges i op til 18 måneder, hvis virksomheden sender en meddelelse til RUT, jf. § 7 a. Virksomheden skal sende en meddelelse senest den dag, hvor lønmodtageren har været udstationeret i Danmark i 12 måneder.

Den foreslåede stk. 4, vil medføre, at en virksomhed kan udvide perioden fra 12 måneder til 18 måneder , før bestemmelsen om langtidsudstationering efter stk. 2, finder anvendelse for den udstationerede lønmodtager. Forlængelse af udstationeringsperioden fra 12 til 18 måneder kan ske ved, at virksomheden sender en meddelelse til RUT, jf. § 7 a. Meddelelsen skal fremsendes til RUT senest den dag, hvor lønmodtageren har været udstationeret i Danmark i 12 måneder for, at den får virkning i forhold til hvilke regler, der skal finde anvendelse under udstationeringen.

Det foreslås endvidere i § 5, stk. 5 , at ved en successiv udstationering, hvor en udstationeret lønmodtager erstatter en anden udstationeret lønmodtager til at udføre samme arbejdsopgave på samme sted, er det varigheden af den samlede udstationeringsperiode for udførelsen af arbejdsopgaven, som skal lægges til grund efter stk. 2 og 4.

Det medfører, at hvis en lønmodtager erstattes af en eller flere udstationerede lønmodtagere (såkaldte successive udstationeringer), til at udføre samme arbejdsopgave på samme sted, er det varigheden af den samlede udstationeringsperiode for udførelsen af arbejdsgaven, som skal lægges til grund efter stk. 2 og 4.

Bestemmelsen har til formål at hindre omgåelse af 12/18 måneders reglen, således at hvis en udstationeret lønmodtager erstattes af en anden udstationeret lønmodtager, der udfører den samme opgave på samme sted, anses varigheden af de enkelte perioder som en samlet udstationeringsperiode. Det betyder bl.a., at i en situation, hvor flere udstationeres successivt til at udføre den samme opgave på det samme sted, vil den lønmodtager, som er udstationeret på tidspunktet, hvor arbejdsopgaven har varet længere end 12/18 måneder, blive omfattet af bestemmelsen om langtidsudstationering, uanset hvor lang tid den pågældende har været udstationeret i Danmark.

Udgangspunktet for vurderingen er, at det er den samme opgave på samme sted, hvis lønmodtageren, der erstatter en anden lønmodtager, udfører det samme arbejde, som den første udstationerede lønmodtager ville have fortsat med at udføre, hvis pågældende fortsat havde arbejdet for den udenlandske virksomhed. Der bør tages hensyn til bl.a. den type service, der skal leveres; det arbejde, der skal udføres; og adressen eller adresserne på arbejdspladsen. Der er ikke tale om samme opgave, hvis udstationeringen har til formål af opkvalificere den enkelte udstationerede lønmodtager med henblik på at varetage fremtidige opgaver, fx traineeforløb eller lignende.

Samlet set må det således bero på en konkret vurdering, hvornår der er tale om ”samme opgave på samme sted”.

Endeligt foreslås det i § 5, stk. 6, at erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvordan en forlængelse af perioden efter stk. 4, skal meddeles til Erhvervsstyrelsens IT-system og brugen af dette system

Det foreslåede stk. 6, vil betyde, Erhvervsstyrelsen får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvordan en meddelelse om forlængelse af en udstationeringsperiode efter stk. 4, skal ske i styrelsens IT-system og brugen af dette system.

Det bemærkes, at bemyndigelsen til Erhvervsstyrelsen vedrører den tekniske udformning og brug af systemet, hvor der blandt andet vil kunne sendes automatiseret vejledningsmateriale via det centrale websted til virksomheder og udstationerede lønmodtagere, når virksomheden anmelder oplysninger i systemet og giver meddelelse om forlængelse af udstationeringsperioden.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.2.

Til nr. 8

Det følger af de gældende regler i udstationeringsloven, at udstationering af vikarer er omfattet af udstationeringsloven. Men udstationeringsloven indeholder ikke i videre omfang særbestemmelser i relation til vikarforhold. Det gør den danske vikarlov, jf. lov nr. 595 af 12. juni 2013 om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. med senere ændring, som fastlægger retsstillingen for både danske vikarer og vikarer, der udstationeres til en dansk brugervirksomhed.

Efter udstationeringslovens § 5, stk. 1, er vikarloven en af de love, som finder anvendelse ved udstationering.

I noten til vikarlovens titel er det anført, at artikel 3, stk. 9, i direktiv 96/71/EF, hvorefter medlemsstater kan udstrække national regulering af vikararbejde til også at gælde for udstationerede vikarer, er udnyttet i forbindelse med implementeringen af vikardirektivet. De materielle regler i vikarloven, som udspringer af vikardirektivet (direktiv 2008/104/EF), gælder således fuldt ud for udstationerede vikarer.

Uddybende og om forholdet mellem vikarloven og udstationeringsloven henvises til afsnit 4.2 i de almindelige bemærkninger til vikarlovforslaget, jf. lovforslag L 209, Folketingstidende 2012/2013, tillæg A, hvor det blandt andet er nævnt, at udstationerede vikarer også omfattes af udstationeringsloven, jf. denne lovs § 4, stk. 1, nr. 3. Som også anført i afsnit 4.2 i lovbemærkningerne til vikarlovforslaget, kan vikarloven netop i relation til udstationerede vikarer ses som en overbygning på udstationeringsloven. Der kan tillige henvises til det i bemærkningerne til § 1 i vikarlovforslaget anførte om, at baggrunden for, at udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 9 udnyttes, er at sikre, at udenlandske vikarer ikke udfører arbejde i Danmark på ringere vilkår end dem, der gælder for vikarer ansat i danske vikarbureauer, og således at imødegå risikoen for social dumping.

Vikarlovens § 4, stk. 1, indeholder blandt andet et forbud mod klausuler, som hindrer vikarers efterfølgende ansættelse i en brugervirksomhed, men bortset fra denne bestemmelse reguleres det indbyrdes forhold mellem et vikarbureau og en brugervirksomhed ikke direkte i vikarloven. Det er en bagvedliggende forudsætning for vikarloven, at vikarbureauer, som skal overholde lovens ligebehandlingsprincip, i forbindelse med indgåelse af en aftale med en brugervirksomhed om udsendelse af vikarer sikrer sig, at man informeres om vilkår på brugervirksomheden, så man kan leve op til princippet, men det er ikke udtrykkeligt fastsat i nogen lovbestemmelse. Informationspligt omkring videreudstationering af vikarer er heller ikke lovreguleret, men beror alene på aftale mellem vikarbureau og brugervirksomhed.

Som det fremgår af afsnit 3.3.1. om gældende ret, så gælder den danske vikarlov, herunder ligebehandlingsprincippet, allerede i dag ved udstationering af vikarer til en dansk brugervirksomhed. Det vurderes derfor ikke at være nødvendigt at ændre i dansk lovgivning som følge af 1. punktum i det nye stykke 1 b i artikel 3. På dette punkt lever dansk lovgivning allerede op til, hvad der følger af direktiv 2018/957/EU. Den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 9, der er beskrevet i afsnit 2.3.3 under de almindelige bemærkninger, vurderes heller ikke at nødvendiggøre ændring af vikarloven eller i anden lovgivning. Det er fortsat muligt at udstrække reguleringen af vikarloven ud over ligebehandlingsprincippet til at gælde for udstationerede vikarer.

Derimod vurderes de underretningsforpligtelser, der ligger dels i den nye artikel 1, stk. 3, litra c), og dels i det nye stykke 1 b, 2. punktum i artikel 3 at nødvendiggøre lovgivning. Da det alene er i forbindelse med udstationering, at der gælder et direktivmæssigt underretningskrav for brugervirksomheder, vil det være naturligt at implementere dette krav i udstationeringsloven. Efter udstationeringslovens § 5, stk. 1, er vikarloven en af de love, som finder anvendelse ved udstationering.

Det foreslås med en ny § 5 a, stk. 1, at en brugervirksomhed, hvortil lønmodtagere i overensstemmelse med § 4, stk. 1, nr. 3, udstationeres, skal underrette den udstationerende virksomhed, altså vikarbureauet, om de vilkår, der i medfør af § 3, stk. 1 og 2, i lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. skal sikres lønmodtageren under udstationeringen. Efter de gældende regler i vikarloven gælder vikarlovens ligebehandlingsprincip allerede ved udstationering af vikarer til en dansk brugervirksomhed.

Med den foreslåede § 5 a, stk. 1, vil underretningskravet for brugervirksomheder blive implementeret.

Det foreslås endvidere i § 5 a, stk. 2, at en brugervirksomhed som nævnt i stk. 1 i rimelig tid inden en videreudstationering til et andet EU- eller EØS-land skal underrette den i § 4, stk. 1, nr. 3, nævnte udstationerende virksomhed om videreudstationeringen. Det må bero på en konkret vurdering, hvad der anses for rimelig tid til at underrette vikarbureauet om videreudstationeringen. I den henseende bør der tages hensyn til, at vikarbureauet får mulighed for at opfylde sine forpligtelser over for vikaren.

Med den foreslåede § 5 a, stk. 2, vil 2. afsnit i det nye stk. 1 b i artikel 3 i udstationeringsdirektivet, jf. artikel 1, nr. 2, b) i direktiv 2018/957/EU, og sidste punktum i tilføjelsen til litra c) i udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 3, jf. artikel 1, nr. 1, c) i direktiv 2018/957/EU blive implementeret.

Det foreslåede stk. 2, vil medføre, at en brugervirksomhed, som nævnt i stk. 1, i rimelig tid inden en videreudstationering til et andet EU- eller EØS-land skal underrette den i § 4, stk. 1, nr. 3, nævnte udstationerende virksomhed, altså vikarbureauet, om videreudstationeringen.

Der bliver med forslaget en forpligtelse for brugervirksomheder at underrette udstationerende vikarbureauer om løn- og arbejdsvilkår, der skal iagttages i medfør af vikarlovens ligebehandlingsprincip, og om en eventuel videreudstationering. Det skal i den forbindelse nævnes, at ligebehandlingsprincippet ikke finder anvendelse, hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en landsdækkende overenskomst, der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og underretningspligten for så vidt angår løn- og arbejdsvilkår er derfor ikke gældende i sådanne situationer.

Til nr. 9

I Danmark reguleres ansættelses- og arbejdsvilkår fortrinsvist ved kollektive overenskomster indgået af arbejdsmarkedets parter. Parterne anses for at være de nærmeste til at varetage udviklingen af dette område. I tilknytning til de kollektive overenskomster gælder forskellige retsprincipper som fx konfliktret og fredspligt. Retten til at anvende kollektive kampskridt over for en arbejdsgiver udspringer af parternes konfliktret, som grundlæggende sikrer, at der sker udvikling og fornyelse i overenskomsterne, så de modsvarer kravene på arbejdsmarkedet. Fredspligten skaber balance, så der ikke kan indledes konflikt under en gældende overenskomst. Den danske model er på denne baggrund i høj grad udviklet i retspraksis.

På baggrund af EF-Domstolens afgørelse i sag nr. C-341/05, Laval, blev § 6 a indsat i udstationeringsloven, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1. Bestemmelsen regulerer rammerne for at anvende kollektive kampskridt over for udenlandske tjenesteydere til støtte for at indgå kollektive overenskomster om lønforhold.

Hidtil har det været forudsat, at der i forbindelse med udformning af overenskomstkrav efter ud stationeringslovens § 6 a - under iagttagelse af klarhedskravet - også vil kunne ske henvisning til bestemmelser om ydelser, såsom fx kost og logi, der i overensstemmelse med gældende dansk praksis og i henhold til den pågældende kollektive overenskomst kan sidestilles med anden aflønning inden for overenskomstområdet. Der kan her henvises til lovbemærkningerne til den gældende bestemmelse i udstationeringslovens § 6 a, jf. lovforslag L36, Folketingstidende 2008/2009, tillæg A, spalte 953-954.

Det foreslås således, at der i § 6 a, stk. 1, 1. pkt., efter ”løn” indsættes følgende passus ”og godtgørelse for udgifter til rejse, kost og logi”.

Det vil medføre, at der tages højde for udvidelsen af artikel 3, stk. 1, i), således at det tydeliggøres i § 6 a, stk. 1, i udstationeringsloven, at overenskomstkrav ud over krav om løn fremover også kan indeholde krav om godtgørelse for udgifter til rejse, kost og logi svarende til hvad danske arbejdsgivere er forpligtet til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde i henhold til de overenskomster, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Til nr. 10

Efter udstationeringslovens § 6 a stk. 2, er det en betingelse for iværksættelse af kollektive kampskridt efter i stk. 1, at der forinden over for den udenlandske virksomhed er henvist til bestemmelser i de kollektive overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som er gældende for hele det danske område. Det skal af disse overenskomster med den fornødne klarhed fremgå, hvilken løn der efter overenskomsterne skal betales.

Efter ændringsdirektivets artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne i overensstemmelse med national ret og/eller praksis uden unødig forsinkelse og på en gennemsigtig måde sikre, at oplysninger om arbejds- og ansættelsesvilkår, herunder aflønningens bestanddele fremgår af det det centrale officielle nationale websted.

Medlemsstaterne skal samtidigt sikre, at oplysningerne er nøjagtige og ajourførte.

I forhold til fastsættelsen af sanktioner for manglende overholdelse af udstationeringsreglerne skal manglende offentliggørelse af oplysninger om, hvilke arbejds- og ansættelsesvilkår der gælder, tages i betragtning i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at sanktionerne står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Det betyder, at manglende offentliggørelse kan have indflydelse på den vurdering af sanktionens proportionalitet, som skal ske i overensstemmelse med de almindelige EU-retlige principper herom.

Den ændrede bestemmelse i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, indeholder krav om offentliggørelse af alle de obligatoriske bestanddele af aflønning, således at det er tydeligt for den udenlandske tjenesteyder, hvilken aflønning den udstationerede lønmodtager er berettiget til. På den baggrund er der behov for at præcisere udstationeringsloven i lyset af de øgede krav til transparens. I lyset af at lønfastsættelse og definition af løn alene er et overenskomstanliggende og reguleres af arbejdsmarkedets parter, har Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i regi af implementeringsudvalget og i overensstemmelse med den danske model i fællesskab anbefalet, at udstationeringslovens § 6 a, stk. 2, som allerede i dag fastsætter, at der gælder et klarhedskrav, når der iværksættes konflikt til støtte for et krav om indgåelse af overenskomst, justeres således, at der indsættes en henvisning til de oplysninger om lønvilkår i Danmark, der fremgår af det centrale websted om aflønning, herunder aflønningens bestanddele, der skal betales efter overenskomsterne i henhold til § 6 a, stk. 1.

Det foreslås, at § 6 a, stk. 2, ændres således, at det tydeligt fremgår, at når der iværksættes kollektive kampskrift over for en uorganiseret udenlandsk tjenesteyder med henvisning til en kollektiv overenskomst indgået af de mest repræsentative parter i Danmark, så skal det af disse overenskomster sammenholdt med oplysninger på det centrale officielle nationale websted med den fornødne klarhed fremgå, hvilken aflønning, herunder aflønningens bestanddele, og godtgørelse for udgifter til rejse, kost og logi, der efter overenskomsterne skal betales.

Med forslaget præciseres det, at de overenskomstkrav, som en faglig organisation rejser over for en udstationerende virksomhed, skal kunne understøttes ud fra oplysningerne om de overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder for hele landet, og oplysningerne på det centrale nationale websted. Med henvisningen til webstedets oplysninger om lønsystemet, lønninger og lønspredningen i Danmark, kan udstationerende virksomheder få kendskab til, hvordan overenskomsterne anvendes af danske virksomheder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.1.

Til nr. 11

I Danmark er der ikke generel lovgivning om ret til dækning af udgifter i forbindelse med udstationering af lønmodtagere fra Danmark til et andet land. Kollektive overenskomster kan indeholde bestemmelser herom.

Hverken i det oprindelige udstationeringsdirektiv eller i ændringsdirektivet pålægges arbejdsgiveren at refundere eller kompensere faktiske udgifter i forbindelse med rejse, kost og logi i forbindelse med udstationering fra hjemlandet til værtslandet. I den finske sag (C-396/13) fastslog EU-Domstolen, at udgifter til logi ikke var en del af lønnen, selv når arbejdsgiveren på forhånd har betalt udgiften. Efter dommen skal sådanne udgifter betales eller refunderes ud over lønnen.

Af ændringsdirektivet fremgår, at hvis de arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for ansættelsesforholdet, ikke angiver, om der er, og i bekræftende fald hvilke, bestanddele af ydelsen, som specifikt vedrører udstationeringen, der betales som godtgørelse af udgifter, som reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, eller som er en del af aflønningen, anses hele ydelsen for at være betalt som godtgørelse for udgifter.

Det foreslås, at der som ny § 6 b indsættes en bestemmelse om, at hvis det ikke er angivet i de arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for ansættelsesforholdet, om der er og i givet fald hvilke dele af en ydelse, som vedrører udstationeringen, og som betales som en godtgørelse for udgifter afholdt i forbindelse med udstationeringen, så anses hele ydelsen for at være betalt som godtgørelse for udgifter, og vil ikke indgå som en del af aflønningen.

Med forslaget indskrives direktivets artikel 3, stk. 7, 3. pkt. i udstationeringsloven, således at det fremgår, at det er arbejdsgiverens pligt, at det bliver tydeligt, om en ydelse relateret til udstationeringen er godtgørelse for udgifter eller løn. Er der ikke taget stilling til dette, vil ydelsen blive betragtet som en godtgørelse for udgifter og kan ikke indgå som en del af aflønningen, når bruttolønnen opgøres.

Til nr. 12

Efter udstationeringslovens § 7 a, stk. 1-3, skal udenlandske virksomheder, som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark, anmelde en række oplysninger til RUT, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsespligten gælder både for virksomheder med ansatte (§ 7 a, stk. 1 og 3) og for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte (§ 7 a, stk. 2).

Anmeldelsespligten gælder som udgangspunkt inden for alle brancher, men der er fastsat visse undtagelser fra anmeldelsespligten. Det gælder fx for visse kortvarige udstationeringer.

Anmeldelsen til RUT skal ske senest samtidig med, at leveringen af tjenesteydelsen i Danmark påbegyndes. Derudover skal ændringer vedrørende de anmeldte oplysninger registreres senest førstkommende hverdag efter ændringen.

For hver tjenesteydelse skal en selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte anmelde følgende oplysninger:

1. Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger.

2. Dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen.

3. Sted for levering af tjenesteydelsen.

4. Virksomhedens branchekode.

5. Oplysninger om eventuel momsregistrering i hjemlandet.

6. Oplysninger om socialsikringsforhold i hjemlandet.

7. Oplysninger om dansk hvervgiver i forbindelse med tjenesteydelsen, hvis hvervgiveren ikke er en privatperson.

Det foreslås, at den generelle anmeldelsespligt for udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte i § 7 a, stk. 2 ophæves, og erstattes af en målrettet anmeldelsespligt for selvstændigt erhvervsdrivende i risikobrancher, hvor det kan påvises, at der er en risiko for, at udenlandske selvstændige uden ansatte overtræder dansk lovgivning.

I specifikke brancher, blandt andet i bygge- og anlægsbranchen og i visse underbrancher i industrien, er det i forbindelse med Arbejdstilsynets og Skattestyrelsens kontrolindsats dokumenteret, at en væsentlig del af de udenlandske tjenesteydere, der oplyser i RUT, at de er selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, reelt er i et arbejdstagerforhold. Derudover er der i de nævnte brancher konstateret en høj overtrædelsesprocent af arbejdsmiljølovgivningen og/eller skatte- og afgiftslovgivningen. Anmeldelsespligten til RUT for selvstændigt erhvervsdrivende i disse brancher er således en nødvendig foranstaltning for at sikre beskyttelsen af arbejdstagere og forhindre svig og misbrug i forbindelse med udstationering af arbejdstagere.

Med den foreslåede ændring ophæves § 7 a, stk. 2. Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 13, der med en ny § 7 a, stk. 6, giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte m.m. Med den foreslåede ordning, vil selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte have pligt til at anmelde oplysninger til RUT, når der udføres arbejde i specifikke identificerede brancher, hvor der er påvist en høj forekomst af overtrædelser af reglerne på det danske arbejdsmarked, og hvor der som følge heraf er fastsat en anmeldelsespligt ved bekendtgørelse.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

Til nr. 13

Efter udstationeringslovens § 7 a, stk. 1-3, skal udenlandske virksomheder, som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark, anmelde en række oplysninger til RUT, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsespligten gælder både for virksomheder med ansatte (§ 7 a, stk. 1 og 3) og for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte (§ 7 a, stk. 2).

Anmeldelsespligten gælder som udgangspunkt inden for alle brancher, men der er fastsat visse undtagelser fra anmeldelsespligten. Det gælder fx for visse kortvarige udstationeringer.

Anmeldelsen til RUT skal ske senest samtidig med, at leveringen af tjenesteydelsen i Danmark påbegyndes. Derudover skal ændringer vedrørende de anmeldte oplysninger registreres senest førstkommende hverdag efter ændringen.

For hver tjenesteydelse skal en selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte anmelde følgende oplysninger:

1. Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger.

2. Dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen.

3. Sted for levering af tjenesteydelsen.

4. Virksomhedens branchekode.

5. Oplysninger om eventuel momsregistrering i hjemlandet.

6. Oplysninger om socialsikringsforhold i hjemlandet.

7. Oplysninger om dansk hvervgiver i forbindelse med tjenesteydelsen, hvis hvervgiveren ikke er en privatperson.

Det foreslås, at den generelle anmeldelsespligt for udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte i § 7 a, stk. 2, erstattes af en målrettet anmeldelsespligt for selvstændigt erhvervsdrivende i risikobrancher, hvor det kan påvises, at der er en risiko for, at udenlandske selvstændige uden ansatte overtræder dansk lovgivning.

Med den foreslåede § 7 a, stk. 6, får beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, der leverer tjenesteydelser i nærmere bestemte risikobrancher, skal anmelde oplysninger til Erhvervsstyrelsen. Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, hvorefter § 7 a, stk. 2, ophæves.

Udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte vil fortsat skulle anmeldes i RUT på samme måde, som det er tilfældet for udenlandske tjenesteydere med ansatte.

Formålet med at fastholde en anmeldelsespligt i udvalgte risikobrancher er at sikre et datagrundlag for myndighederne, således at der kan føres et effektivt og målrettet tilsyn med, at også udenlandske virksomheder og deres ansatte overholder fx arbejdsmiljølovgivningen og skatte- og afgiftslovgivningen.

Afgørelsen af hvilken branche, den pågældende tjenesteydelse er omfattet af, og dermed hvorvidt der er anmeldelsespligt til RUT, vil skulle ske på baggrund af en konkret vurdering med udgangspunkt i de faktiske omstændigheder for det udførte arbejde. Brancheopdelingen vil ske på baggrund af EU´s fælles branchenomenklatur, den 4-cifrede NACE.

Det er hensigten, at der årligt skal foretages en vurdering af hvilke brancher, der i det kommende år skal være omfattet af anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte. Denne vurdering vil tage udgangspunkt i tilsyns- og kontroldata fra bl.a. Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen. Europa-Kommissionen vil blive hørt i forbindelse hermed.

Beskæftigelsesministeren får desuden bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal anmeldes, om fristen for anmeldelse og ændring af oplysninger samt om adgangen til de anmeldte oplysninger.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte skal anmelde følgende oplysninger:

1. Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger

2. Dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen

3. Arbejdsstedsadresse hvor tjenesteydelsen udføres

4. Virksomhedens og tjenesteydelsens branchekode

5. Oplysninger om eventuel momsregistrering i hjemlandet

6. Oplysninger om dansk hvervgiver i forbindelse med tjenesteydelsen, hvis hvervgiveren ikke er en privatperson.

Det forventes ligeledes, at der vil blive fastsat regler om, at anmeldelsen skal ske senest samtidig med at leveringen af tjenesteydelsen i Danmark påbegyndes, ligesom det er tilfældet for virksomheder med ansatte. Ændringer vedrørende oplysningerne skal anmeldes senest førstkommende hverdag efter ændringen.

Adgangen til de anmeldte oplysninger vil følge reglerne herom i forhold til virksomheder med ansatte, jf. udstationeringslovens § 7 c.

Med den foreslåede ordning vil overtrædelse af anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte kunne straffes med bøde. Det forudsætter, at der i medfør af udstationeringsloven § 10 b, fastsættes regler om at overtrædelse af anmeldelsespligten for selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, vil kunne straffes med bøde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.2.

Til nr. 14

Den gældende § 7 a, stk. 4-6, omhandler fremgangsmåden ved anmeldelse af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen, oplysningernes anvendelse samt hvornår oplysningerne senest skal anmeldes i RUT.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen i § 7, stk. 4, 5 og 6, der bliver til 3, 4 og 5, og i § 7 a, stk. 7, fra stk. 1-3 til stk. 1, 2 og regler fastsat i medfør af stk. 6.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, at § 7 a, stk. 2, ophæves, hvorefter de efterfølgende stykker rykkes, ligesom der indsættes en ny bemyndigelsesbestemmelse som nyt stk. 6, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsespligten for udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte.

Den foreslåede ordning indebærer, at anmeldelsen af udenlandske selvstændige uden ansatte følger de samme regler i forhold til fremgangsmåde, oplysningernes anvendelse og anmeldelsestidspunkt, som anmeldelsen for udenlandske virksomheder med ansatte.

Til nr. 15

Den gældende § 7 b, nr. 3, omhandler hvornår en virksomhed ikke skal foretage anmeldelse, og det er i situationer, hvor lønmodtageren eller den selvstændige virksomhed efter § 7 a, stk. 2, har til opgave og er specialiseret i eller kvalificeret til at montere, installere, efterse, reparere eller informere om et teknisk anlæg eller en teknisk installation i Danmark. Bestemmelsen omtales i daglig tale som ”montørreglen”.

Med den foreslåede ændring udgår ”den selvstændige virksomhed efter § 7 a, stk. 2, af bestemmelsen.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, at § 7 a, stk. 2, ophæves, og erstattes af en ny bemyndigelsesbestemmelse i en ny § 7 a, stk. 6, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsespligten for udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte.

Det forudsættes, at der i medfør af den nye bemyndigelsesbestemmelse fastsættes regler om, at udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, der har til opgave og er specialiseret i eller kvalificeret til at montere, installere, efterse, reparere eller informere om et teknisk anlæg eller en teknisk installation i Danmark, ikke er omfattet af anmeldelsespligten til RUT.

Til nr. 16

Efter den gældende § 7 b, stk. 2, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at visse kortvarige leveringer af tjenesteydelser undtages fra anmeldelsespligten efter § 7 a.

I forbindelse med lov nr. 870 af 14. juni 2020 om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel, lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter og lov om udstationering af lønmodtagere m.v., blev der indsat et nyt stk. 2 i § 7 b. Bestemmelsen er endnu ikke trådt i kraft, og bestemmelsen foreslås derfor af lovtekniske årsager at blive ophævet, jf. lovforslagets § 2. I stedet foreslås det, at der tilføjes et nyt stk. 2 i § 7 b, hvoraf det fremgår, at levering af en tjenesteydelse i form af vejtransport af gods eller passagerer ikke er omfattet af anmeldelsespligten efter § 7 a, stk. 1-2 og reglerne fastsat i medfør af stk. 6.

Den gældende stk. 2 bliver herefter til stk. 3.

Til nr. 17

Den gældende § 7 c, stk. 1, vedrører hvilke oplysninger i RUT, der kan gives offentlig adgang til.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen i § 7 a, fra at være til stk. 2, nr. 1-5 og stk. 3, nr. 1-5 og 7 til i stedet at henvise til stk. 1, nr. 1-5 og 7, og stk. 3, nr. 1-5 og 7.

Den foreslåede ændring er foranlediget af, at § 7 a, stk. 2, ophæves, og erstattes af en ny bemyndigelsesbestemmelse i en ny § 7 a, stk. 6. Det forudsættes, at der fastsættes regler om adgangen til de oplysninger, der anmeldes til RUT af udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte i medfør af den nævnte bemyndigelsesbestemmelse.

Til nr. 18

Den gældende § 7 c, stk. 2, omhandler, hvornår en faglig organisation og en arbejdsgiverorganisation har adgang til oplysninger i RUT. Bestemmelsen giver videre adgang til oplysninger end den almindelige offentlige adgang i § 7 c, stk. 1.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen i § 7 a, fra stk. 3, nr. 6 og 9, til at være til stk. 2, nr. 6 og 9.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, at § 7 a, stk. 2, ophæves, hvorved § 7 a, stk. 3 bliver til § 7 a, stk. 2.

Til nr. 19

Den gældende § 7 d, stk. 1, vedrører tjenesteyderens pligt til, senest samtidig med at levering af tjenesteydelsen påbegyndes, at give dokumentation til hvervgiver for, at anmeldelse er foretaget efter § 7 a, stk. 1-3, hvis tjenesteydelsen angår bygge- og anlægsvirksomhed eller landbrug, skovbrug og gartneri.

Med den foreslåede ændring ændres henvisningen i § 7 a, fra stk. 1-3 til stk. 1-2.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, at § 7 a, stk. 2, ophæves, hvorved § 7 a, stk. 3 bliver til § 7 a, stk. 2. Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorved beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at pligten for tjenesteydere og hvervgivere, jf. § 7 d, stk. 1 og 2, finder anvendelse i relation til tjenesteydelser leveret af udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte.

Til nr. 20

Efter udstationeringslovens § 7 d, stk. 1, har tjenesteyderen pligt til, senest samtidig med at levering af tjenesteydelsen påbegyndes, at give dokumentation til hvervgiver for, at anmeldelse er foretaget, jf. § 7 a, stk. 1-3, hvis tjenesteydelsen angår bygge- og anlægsvirksomhed eller landbrug, skovbrug og gartneri.

Efter udstationeringslovens § 7 d, stk. 2, skal en hvervgiver, der modtager en tjenesteydelse fra en anmeldelsespligtig virksomhed inden for de i stk. 1 nævnte brancher, senest 3 dage efter at levering af tjenesteydelsen er påbegyndt, rette henvendelse til Arbejdstilsynet, såfremt hvervgiver ikke har modtaget dokumentation for, at virksomheden har foretaget anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, eller hvis oplysninger om sted for levering af tjenesteydelsen eller dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen er mangelfulde eller forkerte. Dette omtales i forhold til reglerne om RUT som den såkaldte ”hvervgiverpligt”.

Det fremgår endvidere af udstationeringslovens § 7 d, stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at pligten for tjenesteydere og hvervgivere, jf. stk. 1 og 2, udvides til at omfatte andre brancher end de i stk. 1 nævnte. Ved bekendtgørelse nr. 799 af 20. juni 2013 er pligten for tjenesteydere og hvervgivere udvidet til også at omfatte rengøringsbranchen.

Med den foreslåede § 7 d, stk. 4 , gives beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at pligten for tjenesteydere og hvervgivere, jf. stk. 1 og 2, finder anvendelse i relation til tjenesteydelser leveret af udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte i nærmere bestemte risikobrancher.

Formålet med hvervgiverpligten er også i denne sammenhæng at sikre, at der sker anmeldelse til RUT, således at myndighederne kan føre tilsyn og kontrol med overholdelse af dansk lovgivning i de brancher, hvor det er påvist, at der er risiko for, at lovgivningen overtrædes af udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte.

Det forudsættes, at pligten for tjenesteydere og hvervgivere i relation til anmeldelsespligtige selvstændige uden ansatte indholdsmæssigt følger den tilsvarende pligt i forhold til virksomheder med ansatte, jf. beskrivelsen af gældende ret ovenfor.

Med den foreslåede ordning vil overtrædelse af hvervgiverpligten i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte kunne straffes med bøde. Det forudsætter, at der i medfør af udstationeringsloven § 10 b, fastsættes regler om at overtrædelse af hvervgiverpligten i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, vil kunne straffes med bøde.

I forbindelse med tjenesteydelser leveret af selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte, vil det også være sådan, at for private, ikke-erhvervsdrivende, hvervgivere, der ikke er vant til at indgå kontrakter, vil manglende opfyldelse af hvervgiverpligten i førstegangstilfælde som udgangspunkt ikke blive påtalt. Hvis hvervgiverpligten efterfølgende ikke overholdes, gives en bøde, der i normaltilfælde er på 10.000 kr.

Strafudmålingen beror i sidste ende på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne bødeniveauer vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.8.1.

Til nr. 21

Efter den gældende § 7 e, stk. 2, skal enhver tjenesteyder, der er pålagt anmeldelsespligt efter denne lov, og dennes kontaktperson, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 4, eller § 7 a, stk. 3, nr. 4, efter anmodning give Arbejdstilsynet oplysninger, der kan tjene til at identificere virksomheden, udstationerede lønmodtagere og arbejdssted, jf. § 7 a, stk. 1-3.

Det foreslås, at henvisningen til § 7 a, stk. 3, nr. 4, ændres til § 7 a, stk. 2, nr. 4.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, § 7 a, stk. 2 ophæves, hvorfor § 7 a, stk. 3, bliver til § 7 a, stk. 2.

Det foreslås desuden, at henvisningen til § 7 a, stk. 1-3, ændres til stk. 1-2 og regler fastsat i medfør af stk. 6.

Ændringen er foranlediget af, at det foreslås, at § 7 a, stk. 2, ophæves, og erstattes af en ny bemyndigelsesbestemmelse i en ny § 7 a, stk. 6, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsespligten for udenlandske selvstændigt erhvervsdrivende uden ansatte.

Til nr. 22

Efter den gældende § 7 e, stk. 3, som vedrører pligten til at oplyse eget navn og navnet på den virksomhed, som den pågældende udfører arbejde for, til brug for Arbejdstilsynets tilsyn med udenlandske virksomheders overholdelse af anmeldelsespligten efter § 7 a, stk. 1-3.

Med den foreslåede ændring af § 7 e, stk. 3 ændres henvisningen i bestemmelsen fra § 7 a, stk. 1 og 3 til § 7 a, stk. 1 og 2.

Ændringen er foranlediget af, at § 7 a, stk. 2 foreslås ophævet, hvorefter § 7 a, stk. 3, bliver til § 7 a, stk. 2.

Til nr. 23

Efter den gældende § 10 a, nr. 1 straffes den, der undlader rettidigt at anmeldelse oplysninger eller afgiver urigtige eller mangelfulde oplysninger efter § 7 a, stk. 1-3.

Med den foreslåede ændring af § 10 a, nr. 1 ændres henvisningen i bestemmelsen fra § 7 a, stk. 1-3 til § 7 a, stk. 1 eller 2.

Ændringen er foranlediget af, at § 7, a, stk. 2 foreslås ophævet, hvorefter § 7 a, stk. 3 bliver til § 7 a, stk. 2.

Til nr. 24

I den gældende lov om udstationering af lønmodtagere m.v., er der indsat en revisionsbestemmelse i lovens § 11. Efter denne bestemmelse skulle der senest den 1. januar 2019 fremsættes et forslag til revision af loven. Der har imidlertid ikke inden for denne frist været taget stilling til revionsbestemmelsen, fx i forbindelse med den seneste ændring af udstationeringsloven, jf. lov nr. 702 af 8. juni 2018.

Det foreslås, at § 11 ændres fra ”2019” til: ”2024”. Det vil betyde, at revisionsbestemmelsen i udstationeringslovens § 11 forlænges til 1. januar 2024.

Forslaget indebærer desuden, at revisionsbestemmelsen i udstationeringsloven opretholdes således, at det senest den 1. januar 2024 skal genovervejes, om der skal fremsættes et lovforslag om mindsteløn. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 3.9.

Kilde

Efter den gældende § 7 b, stk. 2, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at visse kortvarige leveringer af tjenesteydelser undtages fra anmeldelsespligten efter § 7 a.

I forbindelse med lov nr. 870 af 14. juni 2020 om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel, lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter og lov om udstationering af lønmodtagere m.v., i § 4, nr. 2 blev der indsat et nyt stk. 2 i § 7 b, som skal træde i kraft den 1. januar 2021.

Da bestemmelsen endnu ikke er trådt i kraft, foreslås det af lovtekniske årsager, at § 4, nr. 2 ophæves.

Der henvises til bemærkninger til § 1 nr. 16.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Fristen for at implementere ændringsdirektivet er d. 30. juli 2020, men blandt andet på grund af overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i foråret 2020, har det ikke været muligt at overholde implementeringsfristen.

I stk. 2. foreslås det, at for lønmodtagere, der er udstationeret til Danmark fra den 30. juli 2020, indgår den samlede udstationeringsperiode fra dette tidspunkt i opgørelsen i henhold til lovens § 5 stk. 2 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, under forudsætning af, at lønmodtageren udfører samme arbejdsopgave på samme sted ved lovens ikrafttræden.

EU-Kommissionen har i forbindelse med implementeringen af ændringsdirektivet tilkendegivet, at på trods af at direktivet først træder i kraft den 30. juli 2020 bør medlemsstaterne i forhold til de nye bestemmelser om langtidsudstationering medregne udstationeringsperioder før denne dato under forudsætning af, at det er samme lønmodtager, der er udstationeret. Nogle medlemsstater har tilkendegivet, at de ikke ønsker at følge EU-Kommissionens anbefalinger, mens andre vil følge dem. Beskæftigelsesministeriet finder, at eftersom man fra dansk side implementerer efter fristen, skal det ikke komme den lønmodtager, som udstationeres efter implementeringsfristen til skade, hvorfor udstationeringsperioder efter implementeringsfristen men inden lovens ikrafttræden tæller med i den samlede opgørelse af varigheden for udstationeringsperioden.

Derimod finder Beskæftigelsesministeriet ikke, at reglerne om successiv udsendelse skal finde anvendelse før efter den 1. januar 2021. Det betyder, at den periode, hvor en anden udstationeret lønmodtager har varetaget samme opgave på samme sted ikke tæller med før lovens ikrafttræden.

Hvis en lønmodtager begynder udstationeringen før lovens ikrafttræden, men fortsætter efter lovens ikrafttrædelse og derefter erstattes af en anden udstationeret lønmodtager, skal alene den første lønmodtagers udstationeringstid efter lovens ikrafttræden, tælles med ved vurderingen af den anden lønmodtagers udstationering.

For en lønmodtager, der har været udstationeret i Danmark i mere end 12 måneder på tidspunktet for lovens ikrafttræden, kan virksomheden forlænge perioden på op til 18 måneder ved at sende en meddelelse til RUT senest den 1. januar 2021, når loven træder i kraft.

I stk. 3 , foreslås fastsat en overgangsbestemmelse i forhold til udstationering inden for vejtransportsektoren, således at denne lovs § 1, nr. 5-11 først finder anvendelse fra den 2. februar 2022, når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2020/1057/EU af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, skal være gennemført.

Efter artikel 3, stk. 3, i ændringsdirektivet skal ændringsdirektivet først finde anvendelse for udstationering af chauffører inden for vejtransportsektoren på det tidspunkt, hvor en ændring af direktiv 2006/22 /EF og direktiv 2014/67 / EU træder i kraft. Med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, skal de nye regler være implementeret og finde anvendelse senest d. 2. februar 2022. Ved udstationering inden for vejtransportsektoren finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse indtil de nye regler er trådt i kraft.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet udstationeringsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke indeholder hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland, jf. § 13 i udstationeringsloven