LOV nr 628 af 08/06/2016
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.) § 53
I lov om boligsparekontrakter, jf. lovbekendtgørelse nr. 26 af 12. januar 2005, foretages følgende ændring:
1. Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a. Udbetaling Danmark varetager administrationen af boligsparekontrakter efter denne lov.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.) § 53
RetsinformationDet foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. oktober 2016 med de undtagelser, som foreslås i stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2 , at lovforslagets § 1, nr. 22 og 23, om indbetaling af administrationsbidrag til Udbetaling Danmark fra det ressortministerium, som har det bevillingsmæssige ansvar for en statslig opgave, der foreslås overført til Udbetaling Danmark ved denne lov, skal træde i kraft den 1. januar 2017. Dette medfører, at administrationsbidrag først opkræves i overensstemmelse med § 1, nr. 22 og 23, fra den 1. januar 2017. Finansieringen af administrationsudgifterne vil i stedet for skulle ske i overensstemmelse med forslaget til § 54, stk. 3, i perioden fra den 1. oktober 2016 til den 31. december 2016.
Det foreslås i stk. 3 , at lovforslagets § 1, nr. 24-28, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. oktober 2012.
Forslaget til § 1, nr. 24 og 25, er alene præciseringer af gældende ret.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 27, at det som noget nyt fremgår af loven, at tab, som alene skyldes fejlagtig administration i Udbetaling Danmark, herunder som følge af manglende ret til betaling fra staten efter § 26, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark eller manglende dokumentation efter § 26, stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark dækkes af kommunerne på sagsområder, der er overført fra kommunerne. Det foreslås, at disse tab dækkes som en del af kommunernes udgifter til betalingen for ydelser og tilskud. Det foreslås videre, at tab på sagsområder, der er overført fra staten, dækkes af staten, og at disse tab dækkes som en del af statens udgifter til betalingen for ydelser og tilskud. Som følge heraf vil dækningen af disse tab ikke længere skulle indgå i henholdsvis kommunernes og statens administrationsbidrag til Udbetaling Danmark som forudsat i bemærkningerne til §§ 22 og 25 i lov om Udbetaling Danmark.
Forslaget i § 53, stk. 3, indbærer, at bestemmelserne i lovforslagets § 1, nr. 24-28, vil få tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 2012, det vil sige tilbage fra det tidspunkt, hvor Udbetaling Danmark overtog de første opgaveområder fra kommunerne. Forslaget medfører, at Udbetaling Danmark med tilbagevirkende kraft skal opgøre de nævnte tab i overensstemmelse med reglerne i forslaget til ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 27 og 28. Det vil sige, at tab tilbage fra den 1. oktober 2012 vil skulle dækkes via kommunernes udgifter til betalingen for ydelser og tilskud på sagsområder, der er overført fra kommunerne og ikke via administrationsbidrag fra kommunerne efter § 22.
Herudover vil tab tilbage fra den 1. oktober 2012 på sagsområder, der er overført fra staten, skulle dækkes som en del af statens udgifter til betalingen for ydelser og tilskud og ikke via administrationsbidrag fra staten efter § 25.
Forslaget vil ikke få betydning for kommunernes eller statens økonomi, idet forslaget alene ændrer ved, hvordan tabene dækkes af den myndighed, der i dag dækker tabet.
De nævnte tab er endnu ikke blevet opkrævet og dækket af kommunerne. Med lovforslaget vil de nævnte tab kunne opkræves efter de nye regler tilbage i tid, det vil sige for tab, der er opstået tilbage fra 2012. Det er fra det tidspunkt, hvor de første opgaver blev overflyttet til Udbetaling Danmark. For så vidt angår staten opkræves de nævnte tab allerede i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 28, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Udbetaling Danmark kan fastsætte nærmere regler om, hvordan dækningen af tab efter de nævnte bestemmelser skal fordeles mellem kommunerne. Der forventes fastsat regler om dette for tab, der er opstået tilbage fra 2012.