I lov om tjenestemænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017, foretages følgende ændring:
1. Efter kapitel 6 a indsættes:
»Kapitel 6 b
Særbestemmelse om rigsadvokaten
§ 33 e. Rigsadvokaten ansættes som tjenestemand på åremål for en periode på 10 år uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Stk. 2. §§ 33 a-33 c finder ikke anvendelse for stillingen som rigsadvokat.
Stk. 3. Har den pågældende ikke tidligere haft varig ansættelse som tjenestemand, fastsættes der i henhold til §§ 45-47 et pensionsgivende skalatrin til brug for beregningen af pensionen.«
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse for ansættelsesforhold indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne ansættelsesforhold finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det fremgår af tjenestemandslovens § 2, at ansættelse som tjenestemand sker som enten varig ansættelse, ansættelse på prøve med
senere varig ansættelse for øje eller på åremål. Tjenestemandslovens kapitel 6 a indeholder særbestemmelser om åremålsansættelse.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 6 b
med titlen Særbestemmelse om rigsadvokaten.
Det foreslås endvidere at indsætte en ny § 33 e,
hvorefter rigsadvokaten ansættes som tjenestemand på åremål for en periode på ti år uden mulighed for forlængelse eller
genansættelse, jf. stk. 1. Herudover foreslås det i bestemmelsens stk. 2,
at §§ 33 a-33 c ikke finder anvendelse for stillingen som rigsadvokat. Ifølge det foreslåede stk. 3,
skal der, hvis den pågældende ikke tidligere har haft varig ansættelse som tjenestemand, i henhold til §§ 45-47 fastsættes et
pensionsgivende skalatrin til brug for beregningen af pensionen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansættelse af rigsadvokater efter lovens ikrafttræden, vil ske som en åremålsstilling
af en varighed på ti år. Der vil ikke være mulighed for at forlænge ansættelsen, ligesom der heller ikke vil være mulighed for
genansættelse af den pågældende. Efter udløbet af den 10-årige periode skal der således ansættes en ny rigsadvokat.
Endvidere vil forslaget medføre, at særbestemmelserne om åremålsansættelse i tjenestemandslovens §§ 33 a-33 c, ikke vil finde
anvendelse på rigsadvokatens ansættelsesforhold, da deres indhold bliver erstattet af den foreslåede særbestemmelse om
rigsadvokaten.
Tjenestemandslovens § 33 d, som vedrører retten til at genindtræde i varig ansættelse efter åremålsansættelsens udløb, vil fortsat
finde anvendelse på rigsadvokatens ansættelsesforhold.
Med forslaget ændres ikke på stillingens karakter af tjenestemandsstilling. Det vil sige, at kommende rigsadvokater fortsat vil
blive ansat som tjenestemænd, og at ansættelsesforholdet således fortsat vil være omfattet af tjenestemandslovens regler om
pligter, disciplinærforfølgning og afsked m.v. Med forslaget tilsigtes der ikke ændringer af lønningsvilkårene for kommende
rigsadvokater, og reglerne i cirkulære nr. 9358 af 19. april 2016 om åremålsansættelse samt aftale om løn og andre
ansættelsesvilkår under åremålsansættelse i staten (åremålsaftalen) vil således finde anvendelse i relevant omfang. Det vil sige,
at de gældende regler om bl.a. åremålstillæg, fratrædelsesbeløb og tilbagegangsstilling således vil finde anvendelse på
ansættelsesforholdet. Endvidere vil det, i tilfælde hvor den pågældende ikke i forvejen er tjenestemand, kunne aftales, at
vedkommende har ret til varig ansættelse efter åremålets udløb.
Eftersom rigsadvokaten foreslås ansat som tjenestemand på åremål, fastsættes pensionen til rigsadvokaten på samme måde som
pensionen til andre tjenestemænd på åremål efter reglerne i tjenestemandspensionslovens kapitel 4 a. Det vil sige, at pensionen
fastsættes med udgangspunkt i den pågældendes pensionsmæssige placering under den seneste varige ansættelse inden
pensioneringstidspunktet. Efter det foreslåede stk. 3 skal der, i tilfælde hvor den pågældende ikke tidligere har haft varig
ansættelse som tjenestemand, i henhold til §§ 45-47 fastsættes et pensionsgivende skalatrin til brug ved beregningen af pensionen.
I tilfælde, hvor den, der skal ansættes som rigsadvokat, ikke i forvejen er ansat som tjenestemand, vil der således skulle aftales
et pensionsgivende skalatrin til brug for beregningen af pensionen. Vedkommendes pension vil herefter blive fastsat ud fra dette
skalatrin. Skalatrinnet vil skulle fastsættes efter aftale med vedkommende centralorganisation.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 2, stk. 1,
at loven skal træde i kraft den 1. juli 2024.
Det vil sige, at rigsadvokater, hvis ansættelsesforhold indgås på denne dato eller senere, vil blive ansat som tjenestemænd i en
åremålsstilling af ti års varighed uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Det foreslås endvidere i § 2, stk. 2,
at loven ikke finder anvendelse på ansættelsesforhold indgået før lovens ikrafttræden. For sådanne ansættelsesforhold finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Det vil sige, at loven ikke finder anvendelse på ansættelsesforhold, der er indgået før lovens ikrafttræden og således allerede
består på dette tidspunkt. For dette ansættelsesforhold vil det i stedet være de vilkår, som er aftalt med den pågældende, der vil
gælde.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Det bemærkes, at tjenestemandsloven gælder direkte for Færøerne og Grønland, da hovedloven ikke indeholder en
territorialbestemmelse. Eftersom lovforslaget vedrører en ændring af rigsadvokatens ansættelsesvilkår, og da rigsadvokaten er
ansat i Danmark, vurderes det ikke relevant, at loven skal gælde for henholdsvis Færøerne og Grønland.