Til nr. 1

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i tilholdslovens § 2 a, som giver mulighed for at give et tilhold foreløbigt (strakstilhold).

Tilholdet kan gives i forbindelse med en anmodning om at meddele et tilhold efter lovens § 2 eller et opholdsforbud efter lovens § 4 eller i forbindelse med, at politiet af egen drift har iværksat sagsbehandling angående de nævnte foranstaltninger.

Et tilhold efter den foreslåede bestemmelse omfatter de samme typer af forbud og har samme retsvirkning som et tilhold, der meddeles efter de gældende bestemmelser i tilholdsloven. Det indebærer bl.a., at tilholdet omfatter de forhold, der er nævnt i § 1, herunder at det kan begrænses til at omfatte et forbud mod visse former for adfærd eller henvendelser, og at overtrædelse af tilholdet kan straffes efter tilholdslovens § 21 (som ikke foreslås ændret). Herudover finder tilholdslovens kapitel 3 om fælles bestemmelser anvendelse på tilholdet.

Forslaget til stk. 1 indeholder de betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan gives et foreløbigt tilhold.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et tilhold kan gives, hvis en person med rimelig grund er mistænkt for at krænke en anden som anført i § 2, stk. 1, nr. 1.

Karakteren af de forhold, som kan føre til et tilhold efter den foreslåede bestemmelse følger af lovens § 2, stk. 1, nr. 1 (som ikke foreslås ændret).

Tilhold efter § 2, stk. 1, nr. 1, litra a, kan således meddeles, når den pågældende har krænket den andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kontakt som anført i § 1. Fredskrænkelsen kan som hidtil bestå i hyppige uønskede henvendelser eller i andre handlinger, der ikke i sig selv er strafbare, men som opleves som ubehagelige og forstyrrende på grund af deres antal, deres indhold eller et udtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt. Herudover vil en enkeltstående krænkelse kunne være af en så grov beskaffenhed, at krænkelsen i sig selv kan danne grundlag for at give et tilhold. Med definitionen af tilhold i § 1 vil fredskrænkelse navnlig kunne ske ved at forfølge eller genere den anden ved personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser, anden kontakt eller ved at følge efter den anden. Det følger af fremhævelsen i § 1, at også henvendelser foretaget via elektronisk kommunikation vil kunne udgøre en fredskrænkelse, der kan udløse et tilhold.

Tilhold kan endvidere efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 1, litra b, gives på grundlag af et strafbart forhold. Efter bestemmelsen vil i princippet alle strafbare forhold rettet mod den, tilholdet skal beskytte, kunne udløse et tilhold. Det kræves imidlertid som hidtil, at strafbare forhold, der skal begrunde tilhold, kan sidestilles med en fredskrænkelse omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, litra a. Betingelsen kan være opfyldt ved, at forholdet har karakter af en egentlig, strafbar fredskrænkelse (som f.eks. husfredsfredskrænkelse eller strafbare trusler) eller ved strafbart forhold, som efter de konkrete omstændigheder kan sidestilles med en fredskrænkelse. Selv om tyveri normalt ikke vil være omfattet af bestemmelsen, kan f.eks. en række tyverier, hvis motiv ikke er vinding, men chikane, efter omstændighederne begrunde et tilhold. Karakteren af det strafbare forhold vil endvidere have betydning ved vurderingen af, om indikationskravet er opfyldt, jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr. 2, nedenfor.

Det er efter forslaget kun muligt at give det foreløbige tilhold, når der har været en forudgående fredskrænkelse. Dette svarer til kravet efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse stiller endvidere krav til styrken af mistanken om, at der er sket fredskrænkelse eller er begået et strafbart forhold mod den anden (mistankekrav). Der er ved forslaget til udformningen af mistankekravet (”rimelig grund er mistænkt”) tilsigtet en væsentlig lempelse af kravet til mistankens styrke i forhold til mistankekravet ved meddelelse af en endelig afgørelse om tilhold efter § 2, stk. 1, nr. 1 (”begrundet mistanke”).

”Rimelig grund” skal forstås i overensstemmelse med eksempelvis retsplejelovens § 755 om anholdelse og tilholdslovens § 2, stk. 3. Det indebærer, at der skal være visse konkrete holdepunkter for at antage, at den forurettede af den anden er krænket som anført i § 2, stk. 1, nr. 1.

Det vil således bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Dette kan f.eks. bero på forurettedes forklaring, herunder særligt når oplysninger fra udenforstående, breve, sms-beskeder, e-mails eller en oversigt over modtagne opkald støtter forklaringen, der i øvrigt forekommer troværdig. Herudover kan der lægges vægt på indholdet og karakteren af henvendelserne, parternes indbyrdes relation og forurettedes forhold. En enkelt grov henvendelse vil også kunne opfylde mistankekravet.

En mistanke kan ligeledes efter omstændighederne være til stede, hvis den, tilholdet retter sig mod, tidligere har fået tilhold eller opholdsforbud i forhold til den forurettede eller medlemmer af dennes husstand. Desuden kan der foreligge en mistanke, hvis den pågældende tidligere har fået tilhold i forhold til andre, som er uvedkommende for den pågældende, og det nye forhold også vedrører en påstået krænkelse af en fremmed og uvedkommende person.

Det lavere mistankekrav indebærer, at politidirektøren ikke nødvendigvis skal vurdere, at oplysningerne i sagen på tidspunktet for meddelelse af tilholdet vil kunne føre til, at der efterfølgende vil kunne meddeles et tilhold efter § 2 eller et opholdsforbud efter § 4. Omvendt skal tilholdet ikke meddeles, hvis det på forhånd kan udelukkes, at betingelserne i tilholdslovens § 2, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, f.eks. fordi kontakten mv. ikke udgør en fredskrænkelse eller kan sidestilles med en fredskrænkelse.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at betingelserne i den gældende § 2, stk. 1, nr. 2, skal være opfyldt, for at tilholdet kan gives.

Tilholdslovens § 2, stk. 1, nr. 2, indeholder et indikationskrav. Det følger af bestemmelsen, at der skal foreligge bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke den anden. Reglen forudsættes som hidtil anvendt under hensyntagen til de særlige forhold, der knytter sig til tilholdssager. Dette indebærer bl.a., at betingelsen om gentagelsesfare i højere grad vil være opfyldt end det enslydende krav (”bestemte grunde”) i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, selv om der kun er oplysninger om få eller eventuelt et enkelt forhold, ligesom der ofte vil være tale om forhold, der ikke har udløst straf, herunder et endnu ikke pådømt forhold.

I de tilfælde, hvor fredskrænkelser har karakter af henvendelser, der ikke i sig selv er strafbare eller truende, foruroligende, fornærmelige, fysisk forulempende eller lignende, hvor det hovedsageligt er henvendelsernes antal, der bevirker, at de opleves som ubehagelige eller forstyrrende, skal der som hidtil i almindelighed foreligge flere fredskrænkelser, der er foregået over en vis periode, førend tilhold meddeles. Der må desuden tages hensyn til sandsynligheden for, at krænkelserne fortsætter, hvis der ikke gribes ind. I den vurdering kan indgå bl.a. den pågældendes motiv til krænkelserne samt krænkelsernes karakter. Hvis henvendelser sker uden rimelig grund, f.eks. efter at den anden klart har udtrykt ønske om at være fri for kontakt, vil der ofte kunne meddeles tilhold, og der behøver således ikke at være tale om et større antal henvendelser. Dette følger af, at hver enkelt ny henvendelse viser den pågældendes vilje til at sætte sig ud over anmelderens ønske om at være i fred.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at det er en betingelse for at meddele tilholdet, at den, tilholdet rettes mod, ikke har en rimelig interesse i at kontakte den anden.

Betingelsen vil navnlig være opfyldt i tilfælde, hvor den formodede krænkelse mv. foretages af en for den forurettede fremmed og uvedkommende person, f.eks. hvor en i offentligheden kendt person forfølges. Endvidere vil betingelsen være opfyldt i forhold til bekendte eller personer, som den forurettede har afbrudt forholdet til eller ikke ønsker at indgå i et forhold med, f.eks. tidligere kærester, klassekammerater eller personer, som kender hinanden fra de sociale medier eller en datingside.

En rimelig interesse i kontakt foreligger omvendt, hvor der er en saglig, objektiv begrundelse for en regelmæssig kontakt, f.eks. hvor parterne har umyndige fællesbørn, har en nær familiemæssig relation, er naboer eller i handels- og erhvervsmæssige forhold.

Tilholdet skal herudover opfylde kravet om proportionalitet i tilholdslovens § 12 (som ikke foreslås ændret).

Tilholdet kan påklages til den regionale statsadvokat efter de gældende regler i tilholdslovens § 15, stk. 3. En afgørelse om tilhold vil endvidere i overensstemmelse med de almindelige regler for prøvelse af forvaltningsafgørelser kunne indbringes for domstolene.

Tilholdet kan desuden i medfør af tilholdslovens § 6 (som ikke foreslås ændret) omfatte et medlem af forurettedes husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet. Som hidtil kan tilholdet også udstrækkes til at omfatte flere medlemmer af den pågældendes husstand, hvis det i forhold til hver enkelt af disse må anses for nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet.

Det foreslåede stk. 2 vedrører tidspunktet for, hvornår tilholdet bortfalder.

Virkningen af tilholdet indtræder på tidspunktet for forkyndelsen og gælder efter den foreslåede bestemmelse indtil videre. Tilholdet bortfalder, når der træffes en afgørelse angående tilhold efter § 2, opholdsforbud efter § 4 eller om tilbagekaldelse.

Afgørelsen kan gå ud på, at et endeligt tilhold og/eller et opholdsforbud gives, eller at betingelserne herfor ikke er opfyldt. Afgørelsen kan endvidere gå ud på, at tilholdet tilbagekaldes, f.eks. fordi den forurettede har trukket sin anmodning om tilhold tilbage, og almene hensyn ikke taler for, at behandlingen skal fortsætte.

En afgørelse om tilhold skal ikke forkyndes på ny, hvis der er sket forkyndelse af et tilhold efter § 2 a med et tilsvarende forbud mod kontakt mv., jf. bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 3, nedenfor. Virkningerne af det endelige tilhold indtræder, når afgørelsen træffes, såfremt der ikke skal ske forkyndelse. I tilfælde, hvor forkyndelse kan undlades, får det endelige tilhold således virkning samtidig med, at det foreløbige tilhold bortfalder.

Det foreslåede stk. 3 vedrører tidspunktet for, hvornår en endelig afgørelse vedrørende tilhold efter § 2 eller opholdsforbud efter § 4 senest bør træffes. Det foreslås, at dette så vidt muligt skal ske senest 60 dage efter, at tilholdet efter stk. 1 er forkyndt.

Med ordlyden ”så vidt muligt” tilsigtes, at særlige forhold, som ikke kan tilregnes politiet, kan begrunde, at den endelige afgørelse ikke træffes inden for senest 60 dage. Dette kan f.eks. være tilfældet som følge af, at den, tilholdet rettes mod, undgår politiets henvendelser, eller det er nødvendigt at foretage særligt langvarige efterforskningsskridt. Er det alene den forurettedes forhold, der er skyld i overskridelse af fristen, kan det efter omstændighederne give anledning til, at strakstilholdet tilbagekaldes. Den endelige afgørelse angående tilhold mv. bør som udgangspunkt ikke udsættes på, at der træffes afgørelse om et eventuelt underliggende strafbart forhold. Hvis afgørelsen kan træffes tidligere, bør udløbet af fristen på de 60 dage ikke afventes.

Det forhold, at politidirektøren ikke har truffet afgørelse efter udløbet af de 60 dage efter forkyndelsen medfører ikke, at tilholdet bortfalder. Tilholdet bortfalder først, når der træffes en endelig afgørelse eller en afgørelse om tilbagekaldelse.

Et tilhold efter den foreslåede § 2 a forudsættes alene anvendt i de situationer, hvor de tidsmæssige hensyn taler for det. Der er således ikke grund til at træffe en foreløbig afgørelse, hvis sagsbehandlingen til brug for politidirektørens endelige afgørelse om tilhold eller opholdsforbud kan afsluttes inden for samme tidsperiode, som det ville tage at træffe den foreløbige afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende § 5, 1. pkt., i tilholdsloven, at et tilhold gives for et bestemt tidsrum på indtil 5 år.

Det foreslås, at der ikke skal fastsættes en tidsmæssig grænse for varigheden af et tilhold efter den foreslåede § 2 a i lovforslagets § 1, nr. 1.

Virkningen af tilholdet, som indtræder på tidspunktet for forkyndelsen, gælder således ifølge den foreslåede § 2 a, stk. 2, indtil videre og bortfalder, når der træffes en afgørelse angående tilhold efter § 2, opholdsforbud efter § 4 eller om tilbagekaldelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 3

Det følger af den gældende § 16, 1. pkt., i tilholdsloven, at afgørelser om tilhold, opholdsforbud og bortvisning skal forkyndes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en fravigelse af forkyndelseskravet, som gælder ved afgørelse om tilhold efter tilholdslovens § 2, stk. 1, i tilfælde af, at der forinden er sket forkyndelse af et tilhold efter den foreslåede § 2 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, såfremt tilholdet indeholder et tilsvarende forbud mod kontakt mv. Med ”kontakt mv.” menes adfærd og henvendelser som anført i tilholdslovens § 1.

Afgørelser om tilhold kan begrænses til et forbud mod visse nærmere angivne former for adfærd eller henvendelser. Dette gælder også for tilhold, der er meddelt efter den foreslåede § 2 a, selv om der som følge af afgørelsens foreløbige karakter formentlig sjældent vil være grundlag for at begrænse forbuddet til visse former for adfærd eller henvendelser rettet mod den forurettede.

Det bør derfor være en forudsætning for at kunne fravige forkyndelseskravet, at den af politidirektøren trufne endelige afgørelse om tilhold ikke omfatter andre forbud end det foreløbige tilhold efter den foreslåede § 2 a. Såfremt det endelige tilhold ikke er identisk med det foreløbige tilhold – i forhold til typen af forbud eller den omfattede personkreds – forudsættes det, at forkyndelsesreglerne iagttages.

Virkningerne af et tilhold indtræder på tidspunktet for forkyndelsen. Virkningerne af den endelige afgørelse om tilhold træder dog i kraft, når afgørelsen træffes, såfremt der ikke skal ske forkyndelse på ny. Afgørelsen skal i givet fald straks sendes til den pågældende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Bestemmelsen fastslår, at de foreslåede ændringer ikke gælder for Færøerne og Grønland. De foreslåede ændringer af tilholdsloven kan dog ved kongelig anmodning sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.