Lov om ændring af lov om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område m.v., og lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union (Gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/60/EU af 15. maj 2014 om tilbagelevering af kulturgoder) § 1

Til nr. 1

Lovens nuværende titel henviser til kulturgoder, der ulovligt er fjernet fra et medlemslands område. Såvel det tidligere, som det omarbejdede direktiv taler imidlertid om en ”medlemsstats” område. Forskellen kan ikke umiddelbart sige at have nogen betydning, men indebærer ikke desto mindre efter Kulturministeriets vurdering en unødvendig uklarhed, som ændringen af loven er en lejlighed til at bringe i orden. Hermed gøres det helt klart, at der ikke er begrebsmæssig forskel på lovens og direktivets område.

Til nr. 2

Lovens nuværende § 1, stk. 1, sætter direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 i kraft i dansk ret. Ændringen af paragraffen indebærer, at det omarbejdede direktiv 2014/60/EU i stedet sættes i kraft i dansk ret. Bestemmelsens opbygning svarer i øvrigt til den nuværende bestemmelse.

Det nye, omarbejdede direktiv svarer i hovedtræk til det eksisterende direktiv, med de ændringer der er behandlet i de almindelige bemærkninger. Direktivet har til hensigt at sikre, at kulturgoder, der udføres af en EU-medlemsstat i strid med denne medlemsstats lovgivning, og som senere genfindes på en anden medlemsstats territorium, kan leveres tilbage (jf. direktivets artikel 3).

Direktivet finder anvendelse på goder, der af den medlemsstat, hvorfra godet er ulovligt udført, før eller efter den ulovlige udførelse defineres som nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi. Det fremgår (betragtning 9), at også genstande af palæontologisk, etnografisk, numismatisk eller tilsvarende videnskabelig værdi er omfattet af denne definition.

Den medlemsstat, hvorfra et kulturgode ulovligt er fjernet (”den ansøgende medlemsstat”), kan efter direktivets bestemmelser sagsøge besidderen eller indehaveren af et sådant kulturgode med krav om tilbagelevering af godet (artikel 6). Søgsmålet sker ved domstolene i det land, hvor godet befinder sig (”den ansøgte medlemsstat”). Kulturgodet skal tilbageleveres, hvis det fastslås, at godet er et kulturgode i henhold til direktivets bestemmelser og at det ulovligt er fjernet fra den ansøgende medlemsstats område (artikel 9). Ejendomsretten til kulturgoder efter tilbageleveringen afgøres efter den ansøgende medlemsstats retsregler (artikel 13) og udgifter i forbindelse med fuldførelsen af retsafgørelsen om tilbageleveringen afholdes af den ansøgende medlemsstat (artikel 11)

At et kulturgode er ulovligt fjernet betyder i denne sammenhæng (artikel 2), at det er fjernet fra den ansøgende medlemsstat i strid med denne medlemsstats lovgivning eller ikke er leveret tilbage efter udløbet af en lovlig, men tidsbegrænset fjernelse.

Hvis den kompetente domstol i den ansøgte medlemsstat påbyder tilbagelevering, tildeler domstolen besidderen en efter omstændighederne rimelig erstatning, som afholdes af den ansøgende medlemsstat. Tildelingen af erstatning forudsætter, at besidderen beviser at have udvist fornøden omhu ved erhvervelsen af godet (artikel 10).

Direktivet indeholder en række frister for anlæggelse af søgsmål med krav om tilbagelevering, med henblik på en rimelig beskyttelse af besidderen. Sag med krav om tilbagelevering skal være anlagt inden for 3 år efter den dato, hvor den ansøgende medlemsstat fik kendskab til, hvor kulturgodet befandt sig, og til besidderens eller indehaverens identitet. Sag skal under alle omstændigheder være anlagt inden for 30 år efter den ulovlige fjernelse (75 år for visse goder), og direktivets regler kan under alle omstændigheder kun anvendes for så vidt angår goder, der er ulovligt fjernet fra en medlemsstats område fra og med 1. januar 1993. Direktivet berører i øvrigt ikke medlemsstaters eller ejeres ret til at anlægge civilretlige eller strafferetlige sager efter anden lovgivning.

Hver medlemsstat udpeger en eller flere centrale myndigheder til at udføre de i direktivet omhandlede opgaver (artikel 4). Herunder skal de centrale myndigheder på forskellig måde bistå andre medlemsstater med eftersøgning efter, sikring af og tilbagelevering af kulturgoder på de pågældende centrale myndigheders territorium (artikel 5)

Direktivets bestemmelser skal ses i lyset af behovet for at beskytte medlemsstaternes kulturarv mod tab og nedbrydning via tyveri, ulovlige udgravninger, ulovlig handel mv., og skal også generelt tilskynde til opretholdelse af en ansvarlig praksis omkring handel med kulturgoder.

En række bestemmelser i direktivet er efter direktivets artikel 19, stk. 1, udtrykkeligt omfattet af fristen for gennemførelse i national ret. Dette gælder bestemmelserne i artikel 2, nr. 1, artikel 5, stk. 1, nr. 3, artikel 5, stk. 2, artikel 7, stk. 3, artikel 8, stk. 1, artikel 10, stk. 1, og 2, og artikel 17, stk.1. Med ændringen af § 1 gennemføres disse bestemmelser i dansk ret.

Da direktivets bestemmelser ikke kræver særlig tilpasning til dansk ret, finder Kulturministeriet ikke nogen anledning til at indskrive direktivet i dansk lov i sin helhed. Det er efter ministeriets vurdering enklere og giver større klarhed at implementere direktivet ved en opdatering af lovens § 1. Som det fremgår af de generelle bemærkninger til lovforslaget har ministeriet endvidere ved udfærdigelsen af lovforslaget foretaget en række ordensmæssige ændringer, således at overflødige bestemmelser, der uden særlig anledning gentager enkeltbestemmelser i direktivet, udgår.

Ved den nye affattelse af lovens § 1 udgår endvidere den nuværende § 1, stk. 2, der alene angiver, at direktivet er optaget som bilag til loven. Dette stykke må anses for overflødigt, når § 1 sætter direktivet i kraft i dansk ret, og udgår derfor.

Som ny § 1, stk. 2 indsættes en bestemmelse om, at henvisninger til det gamle direktiv i anden lovgivning læses som henvisninger til det nye direktiv iht. sammenligningstabellen i direktivets bilag 2.

Til nr. 3

Bestemmelsen i den nuværende bestemmelse i § 1 a giver kulturministeren hjemmel til at gennemføre nye EU-retsakter på området ved bekendtgørelse. Ændringen opdaterer henvisningerne i bestemmelsen, således at bestemmelsen henviser til det omarbejdede direktiv og den gældende forordning. Kulturministeriet vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at mindre ændringer i de relevante EU-retsakter kan gennemføres ved bekendtgørelse, og ændringen af bestemmelsen sikrer, at dette fortsat er muligt. Der kan f.eks. være tale om enkeltstående ændringer i frister, procedurer eller afgrænsninger.

Til nr. 4

Den gældende lovs § 2 fastlægger, at Kulturværdiudvalget for Danmarks vedkommende udgør den centrale myndighed og for Danmarks vedkommende udfører de opgaver, som den centrale myndighed har efter direktivet. Desuden beskriver bestemmelserne i § 2 i hovedtræk de opgaver, som Kulturværdiudvalget dermed er tillagt.

Heri indgår, at Kulturværdiudvalget varetager samarbejdet med de respektive centrale myndigheder i de øvrige medlemslande og etablerer samarbejde mellem de kompetente myndigheder i Danmark. Kulturværdiudvalget assisterer herunder andre medlemslandes myndigheder med hensyn til eftersøgning af ulovligt fjernede kulturgoder, som formodes at befinde sig her i landet, ligesom udvalget i givet fald søger at modvirke, at sådanne kulturgoder unddrages tilbageleveringsproceduren. Disse opgaver videreføres i det omarbejdede direktiv.

Det omarbejdede direktiv præciserer endvidere, at den centrale myndighed skal gøre det muligt for andre medlemsstaters kompetente myndigheder at påvise, at det et gode er et kulturgode, hvor det tidligere direktiv angiver, at de centrale myndigheder skal gøre det lettere. Opgavens karakter ændres endvidere, da udgangspunktet for bestemmelsen af, om et gode er et kulturgode, ikke længere er et bilag til direktivet, men alene den ansøgende medlemsstats lovgivning og definitioner på området. Det må derved forudsættes, at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling i forhold til en evt. påvisning vil være beskeden.

I situationer, hvor en medlemsstat finder et formodet kulturgode, og sender meddelelse til den medlemsstat, hvor kulturgodet formodes at hidrøre fra, har medlemsstaten, hvor det formodede kulturgode er fundet, pligt til at træffe foranstaltninger for den fysiske bevaring af kulturgodet og til at forhindre, at kulturgoder unddrages tilbageleveringsproceduren. Disse forpligtelser er kun gældende, hvis den efterfølgende påvisning af at godet er et kulturgode finder sted senest 6 måneder efter tidspunktet for notifikation, jf. direktiv 2014/60/EU, artikel 5, stk. 1, nr. 3. Denne frist har hidtil været to måneder, jf. direktiv 93/7/EØF, artikel 4, stk. 1, nr. 3.

Under Kulturværdiudvalgets opgaver i henhold til direktivet hører endvidere at rejse sager om udlevering af danske kulturgoder fra andre medlemsstater. Kulturværdiudvalget tager i den forbindelse stilling til, om der er tale om et kulturgode i direktivets forstand, og påviser i givet fald dette over for den anden medlemsstats centrale myndighed, jf. direktivets artikel 5. Kulturværdiudvalget kan endvidere bistå ved evt. drøftelser om frivillig tilbagelevering.

Medlemsstaternes centrale myndigheder anvender i deres samarbejde og samråd et modul i informationssystemet for det indre marked (IMI), der er indført ved forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«). Bestemmelsen rummer mulighed for, at systemet af Kommissionen kan erstattes af nyere versioner eller andre systemer med samme formål, som bruger andre betegnelser.

Det omarbejdede direktiv angiver endvidere, at de centrale myndigheder kan anvende andre kommunikationsmidler, foruden det system Kommissionen stiller til rådighed. En sådan informationsudveksling skal ske i overensstemmelse med de gældende retsregler om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred.

Den foreslåede lovændring affatter § 2 på ny, således at henvisningen i stk. 1 opdateres til at gælde det omarbejdede direktiv. Samtidig udgår stk. 2 og 3 ud fra ordensmæssige hensyn, da de alene udgør en delvis redegørelse for de opgaver, som Kulturværdiudvalget er tillagt efter stk. 1.

Direktivets artikel 17, stk. 1, indeholder endvidere en forpligtelse for medlemsstaterne til hvert 5 år at forelægge Kommissionen en rapport om direktivets anvendelse. Bestemmelsen erstatter artikel 16 i det gældende direktiv, som indeholdt en forpligtelse til at forelægge en rapport om direktivets anvendelse for Kommissionen hvert 3 år.

Det fremgår af direktivet, at fristen for den første rapport om direktivets anvendelse skal forelægges Kommissionen den 18. december 2015, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Derfor har Kommissionen den 12. juni 2015 udsendt en berigtigelse af direktivet, som betyder, at fristen for den første rapport i stedet er den 18. december 2020 i stedet for den 18. december 2015. Berigtigelsen er optaget som bilag til loven i tilknytning til direktivet.

Det fremgår ikke af hverken det tidligere eller det omarbejdede direktiv, at denne opgave tilfalder de centrale myndigheder. Kulturværdiudvalget har dog hidtil varetaget opgaven for Danmarks vedkommende. Kulturministeriet har derfor fundet det hensigtsmæssigt i loven at fastlægge, at denne opgave varetages af Kulturværdiudvalget, og har derfor affattet et nyt stk. 2 til § 2.

Til nr. 5

Den gældende lovs § 3 indeholder to bestemmelser, der fastlægger rækkevidden af lovens gyldighed. Stk. 1. fastlægger, at loven gælder kulturgoder, der er omtalt i bilag til direktivet. Stk. 2 fastlægger, at loven gælder kulturgoder, der ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område 1. januar 1993 eller senere. Begge bestemmelser indgår i det tidligere direktiv – den ene ændres med det omarbejdede direktiv, mens den anden forbliver uændret. Under alle omstændigheder gennemføres direktivets bestemmelser om gyldighed i dansk ret med § 1, og Kulturministeriet finder det derfor uhensigtsmæssigt, at udvalgte bestemmelser uden særlig grund gengives i lovteksten, da det kan give anledning til uklarhed. Derfor ophæves den gældende § 3 i sin helhed.

Til nr. 6

Den gældende lovs § 4, stk. 1, tillægger Kulturværdiudvalget den opgave at sikre, at genstande, der er omfattet af Rådets forordning 3911/92/EØF af 9. december 1992 om udførsel af kulturgoder, og som befinder sig lovligt og definitivt her i landet, ikke udføres fra Danmark til lande uden for Fællesskabets toldområde i strid med forordningen. Henvisningen er ændret til den gældende forordning.

Til nr. 7

Den gældende lovs § 4, stk. 2, skaber hjemmel til fastsættelse af bødestraf for overtrædelse af forordning 3911/92 om udførsel af kulturgoder, som senest er ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 116/2009 af 18. december 2008. Henvisningen er ændret til den gældende forordning.