Lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v., lov om midlertidig regulering af boligforholdene og byggeloven (Udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.) § 1

Til nr. 1

Titlen på den gældende sommerhuslov er lov om sommerhuse og campering m.v.

Med lovændringen foreslås det, at lovens titel ændres til lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.

Sommerhusloven har siden vedtagelsen i 1972 generelt reguleret udlejning af al fast ejendom (»hus og husrum«) til rekreative formål m.v. og campering og ikke kun sommerhuse og campering.

Udlejning af fast ejendom til anden beboelse end helårsbeboelse, som ikke isoleret set kan betragtes som udlejning til rekreative formål, eller hvor formålet med udlejningen ikke er kendt, er tilsvarende omfattet af loven, hvis udlejningen i tidsmæssig udstrækning, karakter, formål eller lignende nærmere kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse. Som eksempler kan nævnes ophold i forbindelse med tjenesterejser, mødeaktiviteter, konferencer, kurser, studierejser, kortvarig indstationering eller lignende, hvor et nærliggende alternativ ville være et hotelophold.

Udlejning af fast ejendom til helårsbeboelse og andet formål end beboelse er derimod ikke omfattet af loven. Denne form for udlejning reguleres efter de gældende regler herom, for eksempel lov om leje af erhvervslokaler m.v. (erhvervslejeloven) eller lejeloven. Som eksempler kan nævnes udlejning til helårsbeboelse, udlejning til medarbejdere, der indstationeres for en længere periode i tilknytning til en virksomhed eller uddannelsesinstitution eller lignende, og udlejning af boliger eller værelser til studerende.

Loven omfatter såvel sommerhuse og fritidsboliger i mere traditionel forstand, som andre ejendomme, der anvendes til udlejning til rekreative formål m.v.

Med den foreslåede ændring gives der loven en mere dækkende titel i forhold til sit reelle indhold, herunder tilføjes lovens anvendelsesområde i titlen. Anvendelsen af betegnelsen »ferie- og fritidsformål« i lovens titel i stedet for »rekreative formål«, som oprindeligt var den betegnelse, som blev brugt i lovens bemærkninger til at beskrive lovens anvendelsesområde, jf. nedenfor til nr. 2, er udtryk for en sproglig opdatering og ikke for nogen indholdsmæssig ændring eller forskel i de to betegnelser.

Tilføjelsen af et »m.v.« efter ferie- og fritidsformål er udtryk for, at loven som anført ovenfor fortsat ikke kun regulerer udlejning til ferie- og fritidsformål, men også udlejning, som nærmere kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse.

Til nr. 2

Det fremgår af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, at ejere og brugere af fast ejendom ikke uden tilladelse erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 1 år må udleje eller fremleje hus eller husrum på ejendommen til beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse.

Bestemmelsen indebærer, at en ejer eller en bruger, som ønsker at udleje sin ejendom eller husrum på sin ejendom til rekreative formål m.v. skal indhente en tilladelse hertil, hvis udlejningen er erhvervsmæssig eller sker i en periode på mere end 1 år.

Det fremgår ikke klart af loven, hvad der skal forstås ved »erhvervsmæssig «. Af bemærkningerne (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1962) fremgår det dog, at en udlejning normalt må betragtes som erhvervsmæssig (og dermed omfattet af kravet om tilladelse), hvis udlejningen får »en mere professionel karakter«. Det er således med ordet »erhvervsmæssig« ikke tilsigtet, at udlejningen skal være den pågældendes hovederhverv.

Som eksempel på en ikke-erhvervsmæssig udlejning nævnes i betænkningen til loven (Betænkning over I. forslag til lov om sommerhuse og campering m.v. […], Folketingstidende 1971-72, tillæg B, spalte 1806), at en husejer i en sommerferieby uden tilladelse efter loven vil kunne udleje sin sædvanlige helårsbolig eller en del deraf til sommergæster, idet en sådan udleje kun i ganske ekstraordinære situationer kan betegnes som »erhvervsmæssig«.

Den udlejning af hus eller husrum, som reguleres i § 1, stk. 1, nr. 1, er udlejning til »rekreative formål «. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1959, hvoraf det fremgår, at »[…] erhvervsmæssig udlejning til rekreative formål gøres afhængig af en særlig tilladelse«.

Herudover er også udlejning af hus eller husrum til formål, som ikke isoleret set kan betragtes som udlejning til rekreative formål, eller hvor formålet med udlejningen ikke er kendt, reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, hvis udlejningen i tidsmæssig udstrækning, karakter, formål eller lignende nærmere kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse. Som eksempler kan nævnes ophold i forbindelse med tjenesterejser, mødeaktiviteter, konferencer, kurser, studierejser, kortvarig indstationering eller lignende, hvor et nærliggende alternativ ville være et hotelophold.

Af de specielle bemærkninger til § 1, stk. 1, nr. 1, (spalte 1962) fremgår det desuden, at § 1, stk. 1, nr. 1, regulerer udlejning af hus eller husrum til »sommerbeboelse«. Der er ikke holdepunkter for at antage, at der med anvendelsen af betegnelsen »sommerbeboelse« er tilsigtet nogen tidsmæssig afgrænsning, der fører til, at bestemmelsen alene skulle kunne regulere erhvervsmæssig eller langvarig udlejning af hus eller husrum til rekreative formål m.v. i sommerperioder. Betegnelsen antages alene at være et udtryk for, at udlejning til rekreative formål m.v. ofte, men ikke udelukkende, finder sted i sommerperioden.

At bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, er begrænset til at regulere udlejning af hus eller husrum til rekreative formål m.v., er i overensstemmelse med sommerhuslovens generelle anvendelsesområde, som ligeledes er afgrænset til at vedrøre rekreative formål eller interesser m.v. Det fremgår af lovens bemærkninger, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1958-59, at sommerhuslovens tilblivelse skete som led i en gennemførelse af »forskellige lovændringer til styrkelse af samfundets indseende med arealanvendelsen, særligt i det åbne land og i områder af betydning for befolkningens rekreative interesser«. Dette er afspejlet i lovens enkelte kapitler. Kapitel 1 regulerer som anført ovenfor den erhvervsmæssige udlejning af hus og husrum til rekreative formål samt campering, mens kapitel 3 »regulerer selskabers og foreningers adgang til at erhverve fast ejendom til rekreativ anvendelse«, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1958. Sommerhuslovens nu ophævede kapitel 2 havde til formål at regulere udnyttelsen af arealer i udlagte sommerhusområder gennem udnyttelsespåbud. Endelig indeholder kapitel 4 »forskellige bestemmelser«, herunder fastlæggelse af tilsynsbeføjelser, straf, klage, delegation m.v.

Med dette lovforslag foreslås indsat en ny § 1, stk. 2 , som har til formål at undtage ejeres og brugeres udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens egen fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v. fra den generelle regulering af udlejning af hus eller husrum i § 1, stk. 1, nr. 1. Udlejning af en ejers eller brugers egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. skal i stedet reguleres af de foreslåede bestemmelser i lovens §§ 5 og 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4-6.

Det betyder, at der ikke længere skal foretages en vurdering af, om udlejning af en ejers eller brugers fulde helårsbolig kan betragtes som erhvervsmæssig og dermed omfattet af kravet om tilladelse i sommerhuslovens § 1, stk. 1. Det samme gælder kravet om meddelelse af tilladelse ved langvarig udlejning. Grænserne for, hvor længe en ejer eller bruger må udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., reguleres fremadrettet af forslagets § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Ved ejeren forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og dispositionsretten over den faste ejendom. I praksis vil det som oftest være den person, som står registeret som ejer i Tingbogen. Ved brugeren forstås lejer, fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejer og bruger er medlemmer af disses husstand, som lovligt og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Hvornår en fast ejendom kan siges at »tjene til « en ejers eller brugers helårsbolig, afgøres ud fra en samlet vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet en ejer eller bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR og boligens lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt m.v.

Ved helårsbolig forstås som udgangspunkt ejer-, leje- og andelsboliger. Fritidsboliger og sommerhuse, der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i lov om planlægning (planloven), er ligeledes omfattet.

Ved fulde helårsbolig forstås som udgangspunkt udlejning af hele boligen, inklusive alle boligens værelser. Efter omstændighederne kan det dog i konkrete tilfælde bero på et skøn, om der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser, eller om der er tale om udlejning af dele af en helårsbolig, f.eks. udlejning af et eller flere værelse(r) i boligen, som er reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1. Eksempelvis vil der gælde en formodning for, at der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, hvis et eller enkelte rum under udlejningen er aflåst.

Betegnelsen »ferie- og fritidsformål « er anvendt for at tydeliggøre bestemmelsens indhold og lovens generelle anvendelsesområde. Anvendelsen af »ferie- og fritidsformål« i stedet for »rekreative formål«, som er den betegnelse, som tidligere har været anvendt til at beskrive lovens anvendelsesområde, er i øvrigt udtryk for en sproglig opdatering og ikke for nogen indholdsmæssig ændring eller forskel i de to betegnelser.

Tilføjelsen af et »m.v.« efter ferie- og fritidsformål er udtryk for, at loven som anført ovenfor fortsat ikke kun regulerer udlejning til ferie- og fritidsformål, men også udlejning, som nærmere kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, regulerer fortsat udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. af hele ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller brugers fulde helårsbolig. Som eksempler kan nævnes udlejning af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke anvendes som helårsboliger efter reglerne i planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbestyrelsens samtykke anvendes som fritidsbolig efter boligreguleringslovens regler om midlertidig benyttelse (flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvorved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener som ejerens eller brugerens helårsbolig) og tomme boliger.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, omfatter fortsat også udlejning af dele af en ejendom (»husrum«) til ferie- og fritidsformål m.v. Det betyder, at eksempelvis udlejning af et eller flere værelse(r) i en ejendom (uanset om denne ejendom tjener til en ejers eller brugers helårsbolig eller ej) til ferie- og fritidsformål m.v. fortsat reguleres af § 1, stk. 1.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af henvisningen i § 1, stk. 4 , som bliver til stk. 5, er en konsekvens af, at de gældende bestemmelser i § 1, stk. 2 og 3, bliver til stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 4

Der foreslås indsat et nyt kapitel 2 »Udlejning af egen fulde helårsbolig«, som har til formål at regulere ejeres og brugeres udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens og brugerens egen fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v.

Denne udlejning har hidtil være reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, men undtages fra denne bestemmelse med forslaget til ny § 1, stk. 2, jf. ovenfor til nr. 2.

Af den foreslåede § 5 fremgår det, at ejere eller brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens helårsbolig, højst må udleje deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 70 dage pr. kalenderår.

Retten til at udleje den faste ejendom efter den foreslåede bestemmelse tilkommer ejeren , hvorved forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og dispositionsretten over den faste ejendom, i praksis ofte den registrerede ejer i Tingbogen, eller brugeren , hvorved forstås lejer, fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejere og brugere er medlemmer af disses husstand, som lovligt og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Genstanden for udlejning efter § 5 er den faste ejendom, som lovligt og faktisk tjener til ejerens eller brugerens fulde helårsbolig.

Hvornår en bolig kan siges at »tjene til « en ejers eller brugers fulde helårsbolig, afgøres, f.eks. i tilfælde, hvor en person ejer flere ejendomme, som kan anvendes til helårsbeboelse, ud fra en samlet vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet en ejer eller en bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR og boligens lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Ved fulde helårsbolig forstås som udgangspunkt udlejning af hele boligen, inklusive alle boligens værelser. Efter omstændighederne kan det dog i konkrete tilfælde bero på et skøn, om der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser, eller om der er tale om udlejning af dele af en helårsbolig, f.eks. udlejning af et eller flere værelse(r) i boligen, som er reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1. Eksempelvis vil der gælde en formodning for, at der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, hvis et eller enkelte rum under udlejningen er aflåst.

De helårsboliger , som vil være omfattet af bestemmelsen, er som udgangspunkt ejer-, leje- og andelsboliger. Fritidsboliger og sommerhuse, der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i planloven, er ligeledes omfattet.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke udlejning af hele ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller brugers fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v. Som eksempler på ejendomme, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes udlejning m.v. af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke anvendes som helårsboliger efter reglerne i planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbestyrelsens samtykke anvendes som fritidsbolig efter boligreguleringslovens regler om midlertidig benyttelse (flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvorved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener som ejerens eller brugerens helårsbolig) og tomme boliger. Bestemmelsen omfatter heller ikke udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. af dele af en ejendom (»husrum«), eksempelvis udlejning af et eller flere værelse(r) i en helårsbolig.

Udlejning af sådanne ejendomme eller dele af sådanne ejendomme reguleres fortsat af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. de specielle bemærkninger til nr. 2.

Den foreslåede § 5 angiver det antal dage i et kalenderår, som en ejer eller en bruger maksimalt må udleje sin fulde helårsbolig i, hvis kommunalbestyrelsen ikke har fastsat en højere grænse for udlejningen i medfør af den foreslåede § 6.

Brugen af ordet »kalenderår « i bestemmelsen står i modsætning til f.eks. løbende år. Ved angivelsen af den højst tilladte grænse for udlejning inden for et kalenderår forstås således, at det samlede antal af udlejningsdage ikke må overstige 70 i det pågældende år. Bestemmelsen stiller ikke krav om, at udlejningen skal ske i sammenhængende (hele) dage eller perioder. Det afgørende er det samlede antal dage, boligen er udlejet i. Ved hvert nyt kalenderår påbegyndes en ny opgørelsesperiode.

Det antal dage, som en bolig, der tjener som helårsbolig for en ejer eller bruger, maksimalt må udlejes i efter den foreslåede § 5, knytter sig til boligen og ikke til boligens enkelte beboere. Ægtefæller, samlevende eller bofæller har dermed ikke mulighed for at udleje i større omfang, end hvis der var tale om en enkelt beboer.

Sker der imidlertid i løbet af et kalenderår en fuldstændig udskiftning af boligens beboere, f.eks. i forbindelse med salg, genudlejning eller fremleje m.v., begrænses de nye beboeres mulighed for udlejning ikke af de tidligere beboeres udlejning i samme år. Det vil sige, at de nye beboere, hvis betingelserne i § 5 i øvrigt er opfyldt, kan udleje hele boligen i samme omfang, som hvis boligen ikke havde været udlejet.

Det antages, at de foreslåede regler, hvorefter ejerens og brugerens ret til at udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. afgrænses af et loft for antallet af udlejningsdage, indebærer, at der kan og i flere tilfælde formentlig vil være tale om en stramning i forhold til de nugældende regler i sommerhusloven. Det er således Erhvervsministeriets vurdering, at der vil kunne være tilfælde, hvor en ejers eller brugers udlejning af sin fulde helårsbolig i en periode, som er længere end foreskrevet i de foreslåede regler, efter en samlet vurdering ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig efter de nugældende regler.

Omvendt vil selv en meget kort udlejning af en helårsbolig efter de gældende regler i helt ekstraordinære tilfælde kunne vurderes som erhvervsmæssig, mens den vil være inden for udlejningsgrænserne efter de nye foreslåede regler, som i disse tilfælde derfor vil være lempeligere end gældende regler. Se de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1.

Af den foreslåede § 6, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve grænsen for udlejning af ejerens eller brugerens fulde helårsbolig fra 70 og op til 100 dage pr. kalenderår.

Kommunalbestyrelsens beslutning skal som udgangspunkt træffes i ét kalenderår med virkning fra et kommende kalenderår. Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at træffe en ny beslutning for hvert kalenderår. Den senest trufne beslutning er gældende, indtil kommunalbestyrelsen træffer en ny beslutning.

Kommunalbestyrelsen kan ved ny beslutning ændre en fastsat grænse i både op- og nedadgående retning inden for rammerne af bestemmelsen, hvis forudsætningerne for en tidligere truffet beslutning har ændret sig. Kommunalbestyrelsen kan herunder beslutte, at der ikke længere skal gælde et højere loft end 70 dage pr. kalenderår. Kommunalbestyrelsen kan dog ikke fastsætte en lavere grænse end 70 dage. Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at nedsætte en tidligere fastsat grænse, må denne beslutning tidligst få virkning fra et kommende kalenderår.

Kommunalbestyrelsens beslutninger bør træffes i tilstrækkelig god tid til, at ejere og brugere kan nå at indrette sig på de nye grænser.

Det fremgår af den foreslåede § 6, stk. 2, at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 skal offentliggøres på kommunens hjemmeside. Herigennem sikres det, at ejere og brugere kan gøre sig bekendt med de grænser, som gælder i kommunen. Den til enhver tid gældende grænse skal altid fremgå af hjemmesiden.

De beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter § 6, stk. 1, skal meddeles til erhvervsministeren, jf. den foreslåede § 6, stk. 3 . Disse meddelelser giver erhvervsministeren et overblik over hvor mange kommuner, som har besluttet af fastsætte højere udlejningsgrænser i relation til en vurdering af effekten af og behovet for bestemmelsen, herunder som et led i en senere evaluering af reglerne. En oversigt over de kommuner, som har ændret grænserne, offentliggøres på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Til nr. 5

Den foreslåede § 5 er en nyaffattelse af den § 5, som er affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 4, jf. ovenfor til nr. 4, og erstatter denne ved erhvervsministerens ikraftsættelse af bestemmelsen.

Formålet med den foreslåede § 5 er at regulere udlejning af en ejers eller brugers fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Denne udlejning har hidtil været reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, men undtages fra denne bestemmelse med forslaget til ny § 1, stk. 2, jf. ovenfor til nr. 2.

I forslaget til ny § 5 fastsættes de grænser for udlejning af en ejers eller en brugers udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., som gælder efter etablering af en automatisk indberetningsløsning for virksomheder, som formidler udlejningen.

Af den foreslåede § 5, stk. 1, fremgår det, at ejere eller brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens helårsbolig, højst må udleje deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 30 dage pr. kalenderår.

Denne grænse på 30 dage pr. kalenderår kan hæves til 70 dage, hvis ejeren eller brugeren udelukkende anvender en virksomhed til at formidle udlejningen, og denne virksomhed indberetter udlejningsindtægterne efter skatteindberetningslovens § 43. Det følger af den foreslåede § 5, stk. 2.

Retten til at udleje i op til 70 dage efter forslagets § 5, stk. 2, kan påvirkes af, om der samtidig med udlejningen af den fulde helårsbolig, som formidles af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, i samme år også sker udlejning af »husrum« (værelser) i helårsboligen.

Hvis der sker sådan en udlejning af husrum, og denne udlejning ligeledes formidles af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, må der fortsat ske udlejning af den fulde helårsbolig i op til 70 dage. Formidles udlejningen af husrum derimod ikke af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, men af andre, f.eks. af ejer eller bruger selv, må der kun ske udlejning af den fulde helårsbolig i 30 dage. Det følger af den foreslåede § 5, stk. 3 .

Det er således uden betydning, at udlejningen af den fulde helårsbolig formidles af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, hvis dette ikke også er tilfældet for udlejningen af husrum.

Det er ligeledes uden betydning, om der anvendes en eller flere forskellige udlejningsformidlere til formidling af udlejningen af den fulde helårsbolig og udlejning af husrum. Det afgørende er, om der er tale om virksomheder, som indberetter lejeindtægten ved udlejning af den fulde helårsbolig eller husrum i helårsboligen efter skatteindberetningslovens § 43. Det betyder også, at i det omfang en ejer eller en bruger kun delvist udlejer sin fulde helårsbolig og/eller husrum gennem en formidlingsvirksomhed og delvist selv står for udlejningen, og dermed »blander« formidlingsformerne, er det stk. 1 og dermed grænsen på 30 dage, som finder anvendelse.

Det er med andre ord en forudsætning for at kunne gøre brug af den højere udlejningsgrænse i den foreslåede § 5, stk. 2 og 3, på 70 dage pr. kalenderår, at udlejningen af den fulde helårsbolig eller den fulde helårsbolig og husrum i helårsboligen udelukkende formidles af en eller flere virksomheder, som foretager indberetning i overensstemmelse med skatteindberetningslovens § 43.

Ved virksomheder forstås de virksomheder, som fremgår af skatteindberetningslovens § 43.

I medfør af denne bestemmelses stk. 1 skal en virksomhed, som for en skattepligtig formidler udlejning af den skattepligtiges bolig (omfattet af ligningslovens § 15 O eller 15 Q), hvert år indberette til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår. Herudover skal indberetningen indeholde oplysninger til identifikation af virksomheden, boligen og den skattepligtige, jf. skatteindberetningslovens § 43, stk. 3.

Virksomheder, som ikke er indberetningspligtige efter skatteindberetningslovens § 43, stk. 1, kan foretage indberetninger af de oplysninger, som ville have været omfattet af indberetningen, hvis virksomheden havde været indberetningspligtig, jf. skatteindberetningslovens § 43, stk. 5.

Retten til at udleje den faste ejendom efter den foreslåede bestemmelse tilkommer ejeren , hvorved forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og dispositionsretten over den faste ejendom, i praksis ofte den registrerede ejer i Tingbogen, eller brugeren , hvorved forstås lejer, fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejer og bruger er medlemmer af disses husstand, som lovligt og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Genstanden for udlejning efter § 5 er den faste ejendom, som lovligt og faktisk tjener til ejerens eller brugerens fulde helårsbolig.

Hvornår en bolig kan siges at »tjene til « en ejers eller brugers fulde helårsbolig, afgøres, f.eks. i tilfælde, hvor en person ejer flere ejendomme, som kan anvendes til helårsbeboelse, ud fra en samlet vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet en ejer eller en bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR samt boligens lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Ved fulde helårsbolig forstås som udgangspunkt udlejning af hele boligen, inklusive alle boligens værelser. Efter omstændighederne kan det dog i konkrete tilfælde bero på et skøn, om der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser, eller om der er tale om udlejning af dele af en helårsbolig, f.eks. udlejning af et eller flere værelse(r) i boligen, som er reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1. Eksempelvis vil der gælde en formodning for, at der er tale om udlejning af den fulde helårsbolig, hvis et eller enkelte rum under udlejningen er aflåst.

De helårsboliger, som vil være omfattet af bestemmelsen, er som udgangspunkt ejer-, leje- og andelsboliger. Fritidsboliger og sommerhuse, der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i planloven, er ligeledes omfattet.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke udlejning af hele ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller brugers fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v. Som eksempler på ejendomme, som ikke er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes udlejning af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke anvendes som helårsboliger efter reglerne i planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbestyrelsens samtykke anvendes som fritidsbolig efter boligreguleringslovens regler om benyttelse (flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvorved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener som ejerens eller brugerens helårsbolig) og tomme boliger. Bestemmelsen omfatter heller ikke udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. af dele af en ejendom (»husrum«), eksempelvis udlejning af et eller flere værelse(r) i enhelårsbolig.

Udlejning af sådanne ejendomme eller dele af sådanne ejendomme reguleres fortsat af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. de specielle bemærkninger til nr. 2.

Den foreslåede § 5 angiver det antal dage i et kalenderår, som en ejer eller en bruger maksimalt må udleje sin fulde helårsbolig i, hvis kommunalbestyrelsen ikke har fastsat en højere grænse for udlejningen i medfør af den foreslåede § 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Brugen af ordet »kalenderår « i bestemmelsen står i modsætning til f.eks. løbende år. Ved angivelsen af den højst tilladte grænse for udlejning inden for et kalenderår forstås således, at det samlede antal af udlejningsdage ikke må overstige 70 i det pågældende år. Bestemmelsen stiller ikke krav om, at udlejningen skal ske i sammenhængende (hele) dage eller perioder. Det afgørende er det samlede antal dage, boligen er udlejet i. Ved hvert nyt kalenderår påbegyndes en ny opgørelsesperiode.

Det antal dage, som en bolig, der tjener som helårsbolig for en ejer eller bruger, maksimalt må udlejes i efter den foreslåede § 5, knytter sig til boligen og ikke til boligens enkelte beboere. Ægtefæller, samlevende eller bofæller har dermed ikke mulighed for at udleje i større omfang, end hvis der var tale om en enkelt beboer.

Sker der imidlertid i løbet af et kalenderår en fuldstændig udskiftning af boligens beboere, f.eks. i forbindelse med salg, genudlejning eller fremleje m.v., begrænses de nye beboeres mulighed for udlejning ikke af de tidligere beboeres udlejning i samme år. Det vil sige, at de nye beboere, hvis betingelserne i § 5 i øvrigt er opfyldt, kan udleje hele boligen i samme omfang, som hvis boligen ikke havde været udlejet.

Det antages, at de foreslåede regler, hvorefter ejerens og brugerens ret til at udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. afgrænses af et loft for antallet af udlejningsdage, indebærer, at der kan og i flere tilfælde formentlig vil være tale om en stramning i forhold til de nugældende regler i sommerhusloven. Det er således Erhvervsministeriets vurdering, at der vil kunne være tilfælde, hvor en ejers eller brugers udlejning af sin fulde helårsbolig i en periode, som er længere end foreskrevet i de foreslåede regler, efter en samlet vurdering ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig efter de nugældende regler.

Omvendt vil selv en meget kort udlejning af en helårsbolig efter de gældende regler i helt ekstraordinære tilfælde kunne vurderes som erhvervsmæssig, mens den vil være inden for udlejningsgrænserne efter de nye foreslåede regler, som i disse tilfælde derfor vil være lempeligere end gældende regler. Se de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1.

Til nr. 6

Den foreslåede § 6 er en nyaffattelse af den § 6, som er affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 4, og erstatter denne ved erhvervsministerens ikraftsættelse af bestemmelsen.

Af den foreslåede § 6, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve grænsen for udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens helårsbolig, fra 70 dage pr. kalenderår, jf. § 5, stk. 2 og 3, og op til 100 dage pr. kalenderår.

Kommunalbestyrelsen kan ikke beslutte at hæve grænsen på 30 dage i § 5, stk. 1.

Kommunalbestyrelsens beslutning skal som udgangspunkt træffes i ét kalenderår med virkning fra et kommende kalenderår. Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at træffe en ny beslutning for hvert kalenderår. Den senest trufne beslutning er gældende, indtil kommunalbestyrelsen træffer en ny beslutning.

Kommunalbestyrelsen kan ved ny beslutning ændre en fastsat grænse i både op- og nedadgående retning inden for rammerne af bestemmelsen, hvis forudsætningerne for en tidligere truffet beslutning har ændret sig. Kommunalbestyrelsen kan herunder beslutte, at der ikke længere skal gælde et højere loft end 70 dage pr. kalenderår. Kommunalbestyrelsen kan dog ikke fastsætte en lavere grænse end 70 dage. Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at nedsætte en tidligere fastsat grænse, må denne beslutning tidligst få virkning fra et kommende kalenderår.

Kommunalbestyrelsens beslutninger bør træffes i tilstrækkelig god tid til, at ejere og brugere kan nå at indrette sig på de nye grænser.

Det fremgår af den foreslåede § 6, stk. 2, at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 skal offentliggøres på kommunens hjemmeside. Herigennem sikres det, at ejere og brugere kan gøre sig bekendt med de grænser, som gælder i kommunen. Den til enhver tid gældende grænse skal altid fremgå af hjemmesiden.

De beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter § 6, stk. 1, skal meddeles til erhvervsministeren, jf. den foreslåede § 6, stk. 3 . Disse meddelelser giver erhvervsministeren et overblik over, hvor mange kommuner som har besluttet at fastsætte højere udlejningsgrænser i relation til en vurdering af effekten af og behovet for bestemmelsen, herunder som et led i en senere evaluering af reglerne. En oversigt over de kommuner, som har ændret grænserne, offentliggøres på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Til nr. 7

Tilsynet med overholdelsen af sommerhuslovens regler er reguleret i lovens § 10 a og er delt mellem erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen, således at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de regler, der vedrører camping, mens erhvervsministeren fører tilsyn med lovens øvrige regler.

Det foreslås, at tilsynet med de foreslåede regler om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. ligeledes varetages af erhvervsministeren (forudsættes delegeret til Erhvervsstyrelsen), jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.1. og 2.3.2.

Som noget nyt gives der med forslaget til ny § 10 a, stk. 2, 2. pkt., kommunalbestyrelsen en mulighed for i et vist omfang at bistå erhvervsministeren med førelsen af dennes tilsyn.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen kan bistå erhvervsministeren med undersøgelser og tilvejebringelse af faktiske oplysninger m.v. Formålet hermed er at etablere et retligt grundlag, som sikrer kommunalbestyrelsens adgang til kunne bistå med at oplyse sager om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i § 10 a, stk. 3 og 4, hvorefter kommunalbestyrelsen får adgang til at behandle, herunder indsamle og samkøre, forskellige relevante oplysninger i relation til udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. og til at kunne indhente forbrugsoplysninger og opsøge udvalgte husstande, jf. nedenfor til nr. 8.

Den foreslåede bestemmelse er i sit indhold begrænset til at vedrøre sagsoplysning. Det indebærer, at der ikke er tillagt kommunalbestyrelsen beføjelser til f.eks. at afgøre, om der i en konkret sag skal foretages egentlige håndhævelsesskridt og i givet fald hvilke, samt at udføre disse. Beføjelsen hertil, herunder til at udstede påbud, tilkommer erhvervsministeren som tilsynsmyndighed.

Bestemmelsen er desuden begrænset til at vedrøre bistand til sagsoplysning. Det betyder, at der ikke er pålagt kommunalbestyrelsen nogen pligt til at sikre, at en sag er fuldt oplyst. Den endelige forpligtelse til at sikre tilvejebringelsen af det faktiske og retlige materiale, som er nødvendigt for at træffe en rigtig afgørelse i en sag, påhviler erhvervsministeren som tilsynsmyndighed. Tilvejebringelsen af det faktiske materiale kan dog godt ske gennem oplysninger, som kommer fra andre, f.eks. kommunalbestyrelsen, eventuelt i kombination med oplysninger, som ministeren selv ligger inde med eller tilvejebringer. Det retlige materiale består bl.a. af de regler, der er relevante for den pågældende afgørelse, samt administrativ praksis.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ikke kommunalbestyrelsen nogen pligt til at bistå erhvervsministeren ved førelsen af dennes tilsyn, men giver derimod kommunalbestyrelsen en ret hertil. Bestemmelsen fastsætter heller ikke nogle kriterier for, hvornår og i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen kan vælge at bistå, og beslutning herom træffes derfor af kommunalbestyrelsen.

De foreslåede regler om, at kommunalbestyrelsen kan bistå erhvervsministeren med undersøgelser, tilvejebringelse af faktiske oplysninger m.v., betyder, at en sag efter omstændighederne kan undersøges af både kommunalbestyrelsen og erhvervsministeren.

Det er aftalt, at der nedsættes et samarbejdsudvalg med deltagelse af Erhvervsministeriet (forventeligt Erhvervsstyrelsen) og repræsentanter fra kommunerne, hvor der løbende kan drøftes aktuelle udfordringer relateret til udlejningen til ferie- og fritidsformål m.v. omfattet af dette lovforslag og tilsynet med de foreslåede regler, herunder koordinering af indsatsen og kommunernes bistand til erhvervsministerens førelse af tilsynet.

Til nr. 8

De foreslåede bestemmelser er nye.

Med forslaget til § 10 a, stk. 3, får kommunalbestyrelsen adgang til indkomstregistreret, og der tilvejebringes hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger herfra og fra offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder samt egne oplysninger i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen efter forslagets § 10 a, stk. 2, 2. pkt., bistår erhvervsministeren med førelse af dennes tilsyn med § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om grænserne for udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. De foreslåede bestemmelser har til formål at etablere et klart retligt grundlag for, at kommunalbestyrelsen i disse tilfælde kan behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger.

Af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr. 1 , fremgår, at kommunalbestyrelsen bemyndiges til at behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, er oplysninger fra Skatteforvaltningen om eventuelle udlejningsindtægter opnået ved udlejning af den konkrete ejendom. Kommunalbestyrelsen kan herudover rette henvendelse til relevante udlejningsbureauer, som på forespørgsel kan bidrage, uden dog at være forpligtet til det, med oplysninger om omfanget af den mulige udlejning og antallet af dage, som ejendommen har været ejerspærret, ligesom kommunalbestyrelsen kan indhente og indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, herunder udlejningsformidlernes hjemmesider, udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser m.v.

Kommunalbestyrelsen kan desuden indhente oplysninger fra forskellige offentligt tilgængelige registre, eksempelvis indkomstregisteret, Det Centrale Personregister (CPR), Det Digitale Tinglysningssystem, Matriklen, Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), Bygnings- og Boligregistret (BBR), Den Offentlige Informationsserver (OIS), Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR) og Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR).

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, forudsættes i langt overvejende grad at være almindelige personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6. Visse af de oplysninger, som kommunalbestyrelsen forventeligt vil behandle, herunder indsamle og samkøre, vil dog være fortrolige oplysninger om privatpersoners økonomiske forhold. Sådanne oplysninger er også almindelige personoplysninger efter databeskyttelsesloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en udvidet adgang til at indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, men sikrer alene et klart hjemmelsgrundlag for kommunalbestyrelsens behandling, herunder indsamling og samkøring, af oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling, herunder indsamling og samkøring, af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse, foretager en vurdering af, om det er sagligt og proportionalt at indsamle og behandle oplysningerne med henblik på at sikre, at oplysningerne kun indsamles, hvis det er nødvendigt og ikke går videre, end hvad formålet tilsiger.

Det forudsættes i øvrigt generelt, at kommunalbestyrelsens behandling af oplysninger sker inden for rammerne af bl.a. databeskyttelsesforordningen.

»Offentligt tilgængelige kilder « skal forstås bredt og omfatter således både personoplysninger og andre oplysninger fra enhver offentligt tilgængelig kilde, herunder enhver informationskilde af både elektronisk og ikke-elektronisk karakter, som inden for rammerne af gældende ret kan tilgås i det offentlige rum. Oplysninger og kilder, der er tilgængelige på almindelige kommercielle vilkår, f.eks. gennem betaling af abonnement eller andre former for betalingstjenester, anses tillige som offentligt tilgængelige.

Med »nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med førelsen af dennes tilsyn « sigtes til, at der ikke ændres på det grundlæggende kriterium om, at anvendelse af oplysninger, herunder personoplysninger, kræver et sagligt formål, og at behandlingen ikke må være mere omfattende, end forholdet tilsiger. Der er ikke tilsigtet nogen fravigelse af databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelseslovens regler i den forbindelse.

Kommunalbestyrelsens behandling, herunder indsamling og samkøring, fra andre offentlige myndigheder og offentligt tilgængelig kilder vil omfatte oplysninger, som er offentliggjort, eller som andre myndigheder er i besiddelse af, forud for ikrafttræden. Oplysningerne vil således kunne vedrøre forhold fra tidligere end denne lovs ikrafttræden.

Af forslagets § 10 a, stk. 3. nr. 2 , fremgår, at kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder samkøre, oplysninger, som kommunalbestyrelsen, ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er i besiddelse af, når det er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med førelse af dennes tilsyn med overholdelse af lovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse omfatter dermed alle øvrige oplysninger, som kommunalbestyrelsen er i besiddelse af.

Det er hermed tanken, at kommunalbestyrelsen kan anvende oplysninger, som kommunen allerede er i besiddelse af, og eksempelvis samkøre disse oplysninger med oplysninger tilvejebragt i medfør af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr. 1, når det er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med førelse af dennes tilsyn med overholdelse af lovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Af forslagets § 10 a, stk. 3, nr. 3, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger om fysiske personers forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Ved »terminaladgang « menes en direkte elektronisk adgang til at indsamle oplysninger fra det pågældende register. Der er alene adgang til oplysninger i indkomstregisteret i det omfang, det efter en konkret vurdering er nødvendigt og sagligt.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at tilvejebringe klar hjemmel til at anvende registret til sammenstilling og samkøring af oplysninger.

Oplysninger, som er indsamlet efter denne bestemmelse, kan alene behandles, hvis der er udtrykkelig lovhjemmel hertil, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, og kan derfor kun videregives til andre offentlige myndigheder, som også har udtrykkelig hjemmel i lov til at anvende disse oplysninger.

Indkomstregisteret indeholder oplysninger om de udlejningsindtægter og øvrige oplysninger vedrørende udlejning af helårsboliger til ferie- og fritidsformål m.v., som måtte være indberettet til registeret i den forbindelse, jf. § 43 i skatteindberetningsloven.

Det bemærkes, at udlejningsformidlers automatiske indberetning til indkomstregisteret først forventes at ske, når der forventeligt den 1. januar 2021 foreligger en ny digital indberetningsløsning. Af den grund vil det derfor formentlig ikke være relevant for kommunalbestyrelsen at tilgå indkomstregisteret før dette tidspunkt.

Det fremgår af den foreslåede § 10 a, stk. 4, nr. 1 , at erhvervsministeren (Erhvervsstyrelsen) og kommunalbestyrelsen fremadrettet skal have adgang til at indhente oplysninger fra forsyningsselskaber om en konkret boligs samlede forbrug i en afgrænset periode på mindst én måned. Oplysninger om forbrugsmønstre og særligt ændringer i disse kan i visse tilfælde anvendes som supplerende oplysninger i sager, hvor der i øvrigt er en begrundet mistanke om, at der sker udlejning i strid med reglerne.

De oplysninger, der kan indhentes fra forsyningsselskaberne, er ikke-følsomme personoplysninger i form af navne, adresser og oplysninger om et samlet forbrug af el, vand, varme og gas i en af erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen afgrænset periode, der skal have en længde på mindst en måned. Forslaget giver ikke erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen mulighed for at følge med i en husstands aktuelle forbrug ved at anmode om at modtage løbende forbrugsaflæsninger.

Forbrugsoplysninger kan alene indhentes i konkrete sager, hvor der er begrundet mistanke om, at der sker en overtrædelse af reglerne om udlejning af en ejers eller brugeres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Herudover er det en betingelse, at de forbrugsoplysninger, der indhentes, er nødvendige til at opfylde formålet. Det betyder, at oplysningerne alene kan indhentes som led i erhvervsministerens tilsyn eller kommunalbestyrelsens bistand til førelse heraf. Oplysningerne må ikke videregives til andre dele af den kommunale forvaltning eller anvendes til andet formål.

Det er erhvervsministerens og kommunalbestyrelsens ansvar, at betingelserne for at indhente forbrugsoplysninger i konkrete sager er opfyldt. Forsyningsselskabet har således pligt til at udlevere oplysningerne.

Erhvervsministerens og kommunalbestyrelsens behandling, herunder indhentelse og samkøring, skal leve op til de almindelige principper og regler om behandling af personoplysninger, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 5, medmindre der foreligger en undtagelse hertil, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3 om lovforslagets forhold til databeskyttelsesforordningen.

Principperne indebærer blandt andet, at databehandlingen skal være både nødvendig og stå i rimeligt forhold til formålet om kontrol med overholdelse af reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen skal som dataansvarlige derudover være opmærksom på, at der alene må indhentes og behandles oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere, om reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. er overtrådt. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen er samtidig forpligtet til at sikre, at forbrugsoplysningerne er korrekte og ajourførte.

Når erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen vurderer, at forbrugsoplysningerne ikke længere er relevante, og de ikke skal gemmes som følge af en anden retlig forpligtelse (eksempelvis fordi de er journaliseringspligtige), skal oplysningerne slettes.

Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen samt den enkelte databehandler skal endvidere iagttage princippet om behandlingssikkerhed, som følger af forordningens artikel 5, stk. 1, litra f. Princippet er videre uddybet i artikel 32, stk. 1. Der skal etableres et sikkerhedsniveau, der passer til de risici, der er forbundet med databehandlingen. Risiciene må i den forbindelse afdækkes i en risikoanalyse. Erhvervsministeren og den enkelte kommune skal herefter kunne påvise og dokumentere, at forbrugsoplysningerne behandles på en tilstrækkelig sikker måde.

Endelig skal erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen som dataansvarlig behandle oplysningerne lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Dette indebærer, at erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen ud over at overholde forordningens behandlingsprincipper også skal sikre, at øvrige regler om databehandling overholdes.

Det foreslås desuden i § 10 a, stk. 4, nr. 2, at erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen får mulighed for at opsøge udvalgte husstande. Et sådant opsøgende besøg kan efter omstændighederne betyde, at erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen kan få yderligere oplysninger, som kan være af betydning i en konkret sag, hvor det skal vurderes, om der sker udlejning i strid med reglerne.

Adgangen til kontrolbesøg gælder alle typer af helårsboliger.

Kontrolbesøg kan kun ske i konkrete sager, hvor der er begrundet mistanke om, at der sker en overtrædelse af reglerne om udlejning af en ejers eller brugeres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Adgangen for erhvervsministeren og kommunalbestyrelsens kontrolbesøg strækker sig alene hen til husstandens dør. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen må ikke som led i kontrolbesøget gå inden for i boligen.

Kontrolmuligheden omfatter tillige udvalgte husstande, hvortil adgang sker gennem en fællesopgang eller tilsvarende fællesarealer. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen vil således få adgang til at kunne betræde et fællesareal, for eksempel en kollegiegang eller en fælles opgang i en ejendom med flere lejligheder eller værelser, med henblik på at kunne besøge udvalgte husstande. Dette forudsætter dog, at der foreligger en tilladelse fra ejendommens ejer, lejer eller andelshaver. Der vil bl.a. foreligge tilladelse, hvis der er uhindret adgang til den udvalgte husstands dør, eller hoveddøren for eksempel står åben. Både den person, som besøget er rettet imod, og andre personer, som har adgang til et fællesareal i kraft af eksempelvis at være ejendommens ejer, lejer eller andelshaver, kan give tilladelse til færden på fællesareal. Hvis adgangen nægtes, skal ejendommen forlades.

Ønsker erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen at foretage kontrolbesøg ved husstande, hvortil der kræves adgang gennem en fælles opgang eller lignende, må erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen således ringe på dørtelefonen til den pågældende bolig og – hvis opkaldet besvares – legitimere sig og oplyse om besøgets formål samt anmode om, at døren til opgangen åbnes. Såfremt den pågældende ikke ønsker at åbne døren til opgangen, må erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen ikke tiltvinge sig adgang.

Hvis kommunalbestyrelsens sagsoplysning, jf. den foreslåede § 10 a, stk. 2-4, fører til, at der efter kommunalbestyrelsens vurdering er sket en overtrædelse af reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., skal kommunalbestyrelsen indgive en anmeldelse til erhvervsministeren (forudsættes delegeret til Erhvervsstyrelsen). Anmeldelsen skal ledsages af de relevante oplysninger. Det følger af forslagets § 10 a, stk. 5, 1. pkt .

Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at indgive en anmeldelse til erhvervsministeren, hvis kommunalbestyrelsens sagsoplysning efter § 10 a, stk. 2-4, efter kommunalbestyrelsens vurdering har tilvejebragt et grundlag for at antage, at der er sket overtrædelse af den foreslåede § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om grænserne for udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Med bestemmelsen tilvejebringes samtidig et klart retligt grundlag for kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger til erhvervsministeren til brug for dennes varetagelse af sin tilsynsforpligtelse. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen i samme sag kan videregive oplysninger af flere gange over en periode, eksempelvis hvis kommunalbestyrelsen kommer i besiddelse af flere oplysninger, eller hvis erhvervsministeren eksempelvis anmoder om supplerende oplysninger.

Kommunalbestyrelsens anmeldelse skal ledsages af de relevante oplysninger, jf. den foreslåede § 10 a, stk. 5, 2. pkt.

Hvad, der forstås ved »relevante oplysninger«, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Bestemmelsen indebærer ikke nogen forpligtelser for erhvervsministeren. Det vil i alle tilfælde være erhvervsministeren som tilsynsmyndighed, som skal vurdere, om og i givet fald på hvilken måde der skal følges op på en anmeldelse fra kommunalbestyrelsen, herunder om anmeldelsen giver anledning til foretagelse af egentlige håndhævelsesskridt.

Til nr. 9

I sommerhuslovens § 10 b fastsættes det hvilke overtrædelser af loven, der kan medføre bødestraf. Det foreslås, at der indsættes en strafhjemmel i den gældende lovs § 10 b, stk. 1, nr. 1 , således, at den, der overtræder de foreslåede bestemmelser om grænser for udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., kan straffes efter lovens almindelige bestemmelser herom. Det følger heraf, at overtrædelser af loven kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet er privatpersoner, der overtræder reglerne i § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Det foreslås, at den bøde, som skal pålægges den, som overtræder de foreslåede bestemmelser i § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, ud fra et proportionalitetshensyn skal tage udgangspunkt i den forholdsmæssige overskridelse af den gældende grænse for udlejningen. Det vil sige hvor stor en procentuel overskridelse, der i det enkelte tilfælde er tale om.

Det foreslås på den baggrund, at en forholdsmæssig overskridelse af den gældende grænse for udlejningen på op til 6 pct. skal udløse en bøde på 5.000 kr. Hvis overskridelsen er større, men ikke overstiger 10 pct., foreslås bøden at andrage 10.000 kr. Er der tale om større overskridelser op til og med 17 pct., straffes den ulovlige udlejning med en bøde på 20.000 kr. I sager, hvor overskridelsen overstiger 18 pct., foreslås den ulovlige udlejning straffet med en bøde på 25.000 kr.

De ovenfor anførte procentsatser er fastsat under hensyn til, at overskridelsen af udlejningsgrænserne bliver opgjort i hele dage. De valgte procentsatser modsvarer således i videst muligt omfang et helt antal dage, uanset hvilken grænse der gælder for udlejningen. Ved beregningen af overskridelsens omfang afrundes efter de gængse regneregler.

De foreslåede bødeniveauer er fastsat ud fra en betragtning om, at bøden reelt skal have en adfærdsregulerende effekt, da fortjenesten ved udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. efter omstændighederne kan være ikke ubetydelig.

Hvis flere beboere af den samme helårsbolig benytter sig af muligheden for udlejning af egen helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., og der herved sker en overskridelse af de grænser, som gælder for udlejningen, er det den beboer, der konkret overskrider grænsen, som overtræder de i lovforslaget foreslåede bestemmelser.

Ud over fastsættelse af en bøde efter det ovenfor angivne bødekatalog kan der samtidig foreligge skærpende omstændigheder, som ved siden af bøden kan begrunde udbyttekonfiskation efter reglerne i straffelovens 9. kapitel.

Ved vurderingen af, om der skal overvejes udbyttekonfiskation, må større overskridelser af udlejningsgrænserne eksempelvis anses for skærpende omstændigheder. Desuden kan omfanget af fortjenesten (udbyttet) ved overskridelsen være så betydelig, at dette også eller alene må anses for at være en skærpende omstændighed. Det samme gælder for tilfælde, hvor den ejer eller bruger, som udlejer boligen, ikke selv anvender boligen til helårsbeboelse, eller hvor ejeren eller brugeren, som udlejer boligen, tidligere er straffet for overskridelse af udlejningsgrænserne. Der er intet til hinder for, at en ejer eller en bruger benytter sig af forskellige virksomheder som udlejningsformidlere, men det må anses for en skærpende omstændighed, hvis den ejer eller bruger, som udlejer boligen, har forsøgt at omgå reglerne, herunder forsøgt at sløre overskridelsens samlede omfang ved brug af flere forskellige udlejningsformidlere.

Hvis en udlejningsformidler er bekendt med udlejningsaktivitetens samlede omfang, og ved sin formidling medvirker til en overskridelse af udlejningsgrænserne, vil denne kunne ifalde strafansvar for medvirken efter straffelovens almindelige regler. Sådanne sager forudsættes i alle tilfælde overgivet til politiet til videre foranstaltning.

I sager om overtrædelse af de foreslåede bestemmelser, hvor erhvervsministeren vurderer, at der bør ske udbyttekonfiskation, overdrages disse til politiet, som vurderer, om sagen bør indbringes for domstolene med henblik på domstolenes stillingtagen til såvel bødestørrelse i henhold til det beskrevne bødekatalog som udbyttekonfiskation. Se også bemærkningerne til nr. 10.

Til nr. 10

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Erhvervsministeren kan med den foreslåede § 10 c, stk. 1, udstede administrative bødeforelæg, således at sagen kan afgøres uden dom, hvor den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale bøden inden en nærmere angiven frist.

I § 10 c, stk. 2, foreslås det, at bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af anklageskriftet og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på et bødeforelæg efter stk. 1.

I § 10 c, stk. 3, foreslås det, at såfremt bødeforelægget vedtages, så bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har i et sådant tilfælde samme virkning som en dom.

En betingelse for, at sagen kan afsluttes med et administrativt bødeforelæg, vil efter den foreslåede ordning således være, at den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig indforstået med, at sagen afgøres administrativt med betaling af bøden, ligesom vedgåelsen konkret skal findes underbygget af de foreliggende oplysninger.

I tilfælde, hvor den pågældende ikke vedgår sig overtrædelsen, og hvor det bliver vanskeligt med den fornødne påkrævede klarhed at afgøre, om der er sket en overtrædelse eller ej, kan forholdet ikke føre til udstedelse af administrative bødeforelæg, ligesom de ikke på et ufuldstændigt grundlag kan overdrages til politiet.

I de tilfælde, hvor ejer eller bruger ikke vedgår sig overtrædelsen, men hvor tilsynsmyndigheden i øvrigt med den fornødne klarhed kan dokumentere, at der er sket en overtrædelse af reglerne, skal forholdet overdrages til politiet til videre foranstaltning. Det forudsættes i den forbindelse, at det er en forudsætning for overdragelse af sager til politiet, at sagerne er tilstrækkeligt oplyst.

Vedtages bødeforelægget, vil yderligere strafforfølgning bortfalde. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.

Vurderer erhvervsministeren, at der foreligger skærpende omstændigheder, således at der udover en bøde tillige bør overvejes udbyttekonfiskation, skal sagen overgå til politiet til videre foranstaltning.

Størrelsen af den administrative bøde vurderes konkret i de enkelte sager, dog således at de vejledende bødestørrelser, som er angivet under bemærkningerne til nr. 9, lægges til grund.

Det forudsættes, at erhvervsministeren vil delegere kompetencen til at udstede administrative bøder til Erhvervsstyrelsen.

Til nr. 11

Det fremgår af den gældende § 10 e, stk. 1, at afgørelser truffet efter §§ 2 og 8 af erhvervsministeren eller afgørelser truffet efter bemyndigelse af en kommunalbestyrelse, jf. § 2, stk. 2, kan påklages til Planklagenævnet.

Det betyder, at de afgørelser, der efter de gældende regler kan påklages til Planklagenævnet, er afgørelser om meddelelse af tilladelse efter lovens § 2 til erhvervsmæssig udlejning efter § 1 og § 8 om selskabers erhvervelse af fast ejendom.

Den foreslåede ændring af § 10 e, stk. 1 , betyder, at afgørelser truffet efter forskrifter fastsat i medfør af § 3 (campingreglementet) om campingpladsens indretning og benyttelse som noget nyt fremadrettet vil kunne påklages til Planklagenævnet.

De afgørelser, der som noget nyt vil kunne påklages efter den foreslåede bestemmelse, er afgørelser, som kommunalbestyrelserne træffer efter bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet), og som ikke vedrører meddelelse af tilladelse efter lovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2, (jf. § 1, stk. 1, nr. 3). Det kan f.eks. være kommunalbestyrelsens påbud, hvis reglerne om vintercampering eller enhedspladsens indretning efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke overholdes.

Til nr. 12

Kommunalbestyrelser, Skatteforvaltningen og Tinglysningsretten har, jf. den gældende § 11, stk. 1, pligt til at indberette om virksomhed, der kan være omfattet af § 1, som fastsætter, at erhvervsmæssig udlejning eller udlejning af hus eller husrum i mere end et år kræver tilladelse, medmindre der er tale om udlejning til helårsbeboelse.

Det følger heraf, at kommunalbestyrelser, Skatteforvaltningen og Tinglysningsretten efter denne bestemmelse skal indberette virksomhed, som kan være i strid med § 1, det vil sige, hvis der er eller kan være tale om erhvervsmæssig eller langvarig udlejning. Kommunalbestyrelser skal tillige afgive indberetning til erhvervsministeren, når en ejendom ikke udnyttes efter et meddelt påbud.

Det foreslås at ændre § 11, stk. 1, 1. pkt., således, at kommunalbestyrelser, Skatteforvaltningen og Tinglysningsretten også skal afgive indberetning til erhvervsministeren, hvis disse myndigheder kommer til kundskab om virksomhed, der kan være i strid med § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om udlejning af egen helårsbolig.

Kommunalbestyrelsens indberetningsforpligtelse efter denne bestemmelse gælder i tilfælde, der ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anmeldelsesforpligtelse i den foreslåede § 10 a, stk. 5.