Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 753 af 13/06/2023

Social- og Boligministeriet

Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 7

I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, § 1 i lov nr. 969 af 26. juni 2020, § 3 i lov nr. 227 af 15. februar 2022 og § 9 i lov nr. 344 af 22. marts 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, 1. pkt., ændres »kapitel 11 i lov om social service« til: »kapitel 4-6 i barnets lov«.

2. I § 9, 2. pkt., ændres »§ 50 i lov om social service« til: »§ 20 i barnets lov«.

3. I § 16, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4) Afholdelse af samtaler og rådgivning, når et barn udnytter sin initiativret efter § 25 f i adoptionsloven.«

4. I § 24, stk. 1, ændres »kapitel 11 i lov om social service« til: »kapitel 4 og 5 i barnets lov«, og »§ 58 i lov om social service« ændres til: »§ 47 i barnets lov«.

5. I § 24, stk. 4, 2. pkt., og § 29 ændres »kapitel 11 i lov om social service« til: »kapitel 4 og 5 i barnets lov«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 7

Til nr. 1

Ved modtagelsen af en sag følger det af § 4 i Familieretshusloven, at Familieretshuset visiterer sagen på baggrund af en indledende screening. Ved visitationen fastlægges det, hvordan sagen skal behandles. Til brug for denne visitation kan Familieretshuset efter § 9, 1. pkt. i Familieretshusloven indhente oplysninger fra kommunalbestyrelsen om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har iværksat støtte til barnet efter kapitel 11 i serviceloven, og hvilken type støtte der i givet fald er tale om.

Det foreslås, at henvisningen til kapitel 11 i serviceloven i § 9, 1. pkt., i Familieretshusloven ændres til kapitel 4-6 i barnets lov.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at kapitel 11 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne i kapitel 11 i serviceloven om iværksættelse af støtte til børn videreført som kapitel 4-6 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 9, 1. pkt., i Familieretshusloven til kapitel 4-6 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4-6 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Til nr. 2

Ved modtagelsen af en sag følger det af § 4 i Familieretshusloven, at Familieretshuset visiterer sagen på baggrund af en indledende screening. Ved visitationen fastlægges det, hvordan sagen skal behandles. Til brug for denne visitation kan Familieretshuset efter lovens § 9, 2. pkt., indhente oplysninger om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har gennemført eller iværksat gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 50 serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til § 50 i serviceloven i § 9, 2. pkt., i Familieretshusloven ændres til § 20 i barnets lov.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 50 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås indholdet af § 50 i serviceloven videreført som § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 9, 2. pkt., i Familieretshusloven til § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Til nr. 3

Det fremgår af § 15 i Familieretshusloven, at Familieretshusets Børneenhed yder støtte og rådgivning til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger. Formålet med Børneenhedens tilbud er at hjælpe barnet og understøtte barnets trivsel. Støtten ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for støtte.

Til brug for Familieretshusets behandling af sag, der involverer børn, varetager Børneenheden efter § 16, stk. 1, nr. 1-3, i Familieretshusloven bl.a. følgende opgaver: Afholdelse af samtale med et barn efter bl.a. § 6 i adoptionsloven, iværksættelse af børnesagkyndige undersøgelser og afdækning af barnets perspektiv i sager efter forældreansvarsloven og adoptionsloven.

Det foreslås, at der i § 16, stk. 1, i Familieretshusloven som nr. 4 indsættes en bestemmelse, hvorefter Børneenheden varetager opgaven med afholdelse af samtaler og rådgivning, når et barn udnytter sin initiativret efter den i lovforslagets § 4, nr. 8, foreslåede § 25 f i adoptionsloven.

Efter denne bestemmelse vil et barn, der er adopteret gennem national adoption, og som er fyldt 12 år, kunne tage initiativ til, at der iværksættes en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Efter bestemmelsen vil anmodning herom skulle sendes til Familieretshuset.

Forslaget vil betyde, at det vil være Familieretshusets Børneenhed, der varetager opgaven med at afholdelse af samtale og yde rådgivning, når et barn udnytter sin initiativret efter den foreslåede § 25 f i adoptionsloven.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Børneenheden i Familieretshuset er i besiddelse af de faglige kompetencer, der er nødvendige i forhold til at tale med og rådgive børn, der benytter sig af den foreslåede initiativret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 7 og 8, og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4.3.

Til nr. 4

Det fremgår af § 24, stk. 1, i Familieretshusloven, at den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn efter kapitel 11 i serviceloven, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, kan anmode Familieretshuset om at indlede en sag efter forældreansvarsloven, hvis det må antages, at en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan forhindre en umiddelbart forestående anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke efter § 58 i serviceloven ved at fjerne risikoen for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Det foreslås, at henvisningen til kapitel 11 i serviceloven i § 24, stk. 1, i Familieretshusloven ændres til kapitel 4 og 5 i barnets lov, og at henvisningen til § 58 i serviceloven ændres til § 47 i barnets lov.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at kapitel 11 i serviceloven om særlig støtte til børn og unge med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Bestemmelserne om særlig støtte til børn og unge foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som kapitel 4 og 5 i barnets lov. Der er derfor behov for, at der i § 24, stk. 1, i Familieretshusloven henvises til kapitel 4 og 5 i barnets lov. Samtidig foreslås § 58 i serviceloven videreført som § 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 24, stk. 1, i Familieretshusloven til § 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Til nr. 5

Det følger af § 24, stk. 1, i Familieretshusloven, at den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn efter kapitel 11 i serviceloven, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, kan anmode Familieretshuset om at indlede en sag efter forældreansvarsloven, hvis det må antages, at en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan forhindre en umiddelbart forestående anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke ved at fjerne risikoen for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Efter § 24, stk. 4, 1. pkt., i Familieretshusloven holder Familieretshuset kommunalbestyrelsen orienteret om behandlingen af sagen. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at når den kommunalbestyrelse, der har rettet henvendelse efter § 24, stk. 1, på tidspunktet for sagens afslutning ikke længere har forpligtelsen til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i serviceloven, gives orienteringen i stedet til den kommunalbestyrelse, der har denne forpligtelse.

Efter § 7 i Familieretshusloven er § 7-sager komplekse sager efter forældreansvarsloven. Efter Familieretshuslovens § 29 skal Familieretshuset, når behandlingen af en § 7-sag indledes, rette henvendelse til den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i serviceloven, med henblik på at afdække behovet for at finde helhedsorienterede løsninger for familien med hensyn til forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

Det foreslås, at henvisningen til kapitel 11 i serviceloven i § 24, stk. 4, 2. pkt., og § 29 i Familieretshusloven ændres til kapitel 4 og 5 i barnets lov.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at kapitel 11 i serviceloven og særlig støtte til børn og unge med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Bestemmelserne om særlig støtte til børn og unge foreslås med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført som kapitel 4 og 5 i barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 24, stk. 1, og § 29 i Familieretshusloven til kapitel 4 og 5 i barnets lov. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.