Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 6

Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 6

Til nr. 1

Forældreansvarsloven indeholder bl.a. regler om fastsættelse af samvær og anden kontakt med barnet, når barnets forældre ikke bor sammen. Der henvises til lovens §§ 19-22. Efter lovens § 24, 1. pkt., finder disse bestemmelser ikke anvendelse, hvis barnet er anbragt uden for hjemmet efter kapitel 11 i serviceloven. Tilsvarende gælder efter bestemmelsens 2. pkt., hvis barnet eller den unge opholder sig på en institution eller er indlagt på sygehus under gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter kapitel 11 i serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til kapitel 11 i serviceloven i § 24, 1. pkt., i forældreansvarsloven ændres til kapitel 5 i barnets lov. Endvidere foreslås henvisningen til kapitel 11 i serviceloven i § 24, 2. pkt., i forældreansvarsloven ændret til § 20 i barnets lov.

Den foreslåede ændring af § 24, 1. pkt., i forældreansvarsloven er begrundet i, at kapitel 11 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne i kapitel 11 i serviceloven om anbringelse af børn uden for hjemmet videreført som kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 24,

1. pkt., i forældreansvarsloven til kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede ændring af § 24, 2. pkt., i forældreansvarsloven er begrundet i, at kapitel 11 i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne i kapitel 11 i serviceloven om børnefaglige undersøgelser videreført som § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er således behov for at ændre henvisningen i § 24, 2. pkt., i forældreansvarsloven til § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til kapitel 5 og § 20 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.3.

Til nr. 2

Forældreansvarsloven regulerer barnets ret til samvær og anden kontakt med den af forældrene, som barnet ikke har bopæl hos.

Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter lovens § 21, stk. 1, træffes afgørelse herom. Aftale eller afgørelse om samvær kan efter lovens § 21, stk. 3, ændres.

Der kan efter § 22 træffes afgørelse om anden kontakt mellem barnet og forælderen og om ændring af en sådan afgørelse. Anden kontakt omfatter bl.a. telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.lign.

Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.

Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt træffes en midlertidig afgørelse om samvær eller anden kontakt. Efter bestemmelsen kan det bl.a. under behandlingen af en sag om fastsættelse af samvær bestemmes, at der skal være samvær under den videre behandling af sagen. Bestemmelsen giver også mulighed for under behandlingen af en sag om ophævelse af samvær at suspendere samværet.

Hvis barnet ikke har samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal Familieretshuset efter lovens § 29 a som udgangspunkt hurtigst muligt og inden tre uger træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær.

Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at barnet har ret til kontakt med begge forældre. Det følger således af lovens § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

Efter § 1 i forældreansvarsloven skal hensynet til barnets bedste og til barnets ret til trivsel og beskyttelse i alle forhold, der er omfattet af loven, komme i første række. Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal ved afgørelsen have fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare. Endvidere skal der være fokus på at beskytte barnet mod at blive vidne til vold. Sidstnævnte kan bl.a. have selvstændig betydning, hvis barnet tidligere har været vidne til vold mellem forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene, som barnet ikke har været vidne til, men hvor der er risiko for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til.

Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste i §§ 1 og 4 i forældreansvarsloven indeholder loven i § 4 a, stk. 1, en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet af grovere karakter såsom manddrab, seksualforbrydelser eller grov vold eller for overtrædelse af terrorbestemmelserne i straffeloven, ikke mod den anden forælders ønske har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder mod den anden forælders ønske. Dette gælder uanset, om det strafbare forhold er begået mod egne børn, øvrige familiemedlemmer eller andre. § 4 a gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt m.v. med den anden forælder.

Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder, der er dømt for at have begået de nævnte straffelovsovertrædelser.

Begrebet barnets bedste skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen af barnets bedste skal altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer, og på barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed.

Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrørende barnet. Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre.

Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve samvær, hvis det er bedst for barnet. Dette vil eksempelvis i udgangspunktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres.

Som led i fastlæggelsen af, hvad der er barnets bedste, skal der i alle forhold vedrørende barnet tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Barnet skal således inddrages under en sag om samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder. Dette gælder også ved midlertidige afgørelser, men ved disse afgørelser må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til, at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Det må derfor ved midlertidige afgørelser vurderes, hvad der er bedst for barnet ud fra et kortere tidsperspektiv end, hvis der er tale om en endelig afgørelse. Der henvises til §§ 5 og 34 i forældreansvarsloven.

Efter § 109, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Disse boformers virksomhed omfatter kvinder, som har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, trusler om vold eller tilsvarende.

Boformer efter § 109 i serviceloven kaldes også kvindekrisecentre. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Ophold på et kvindekrisecenter er omfattet af det såkaldte selvmøderprincip, som indebærer en ret for kvinden til at få ophold og modtage hjælp på kvindekrisecentre uden forudgående kommunal visitation. Det er lederen af kvindekrisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning af kvinden på krisecenteret, jf. § 109, stk. 3, i serviceloven.

Efter § 110, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Disse § 110-tilbud henvender sig til både kvinder og mænd og til en bredere målgruppe end voldsramte. § 110 i serviceloven regulerer ikke optagelse af børn, men bestemmelsen er ikke til hinder for, at et barn tager ophold på et § 110-tilbud sammen med den ene forælder.

Når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, kan der opstå spørgsmål om barnets samvær med den anden forælder.

Efter forældreansvarsloven vil opholdet ikke i sig selv kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Bestemmelserne om barnets bedste og trivsel og beskyttelsen af barnet mod vold m.v. i lovens §§ 1 og 4 og § 4 a, stk. 1, indebærer imidlertid, at enhver tvivl om barnets trivsel og beskyttelse skal komme barnet til gode, så der ikke fastsættes eller fastholdes et samvær, hvor der er risiko for, at barnet udsættes for vold eller for at være vidne til vold. Oplysning om, at barnet sammen med den ene forælder har taget ophold på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud, er væsentlig i den forbindelse.

Kvindekrisecentre udsteder erklæringer om baggrunden for opholdet, f.eks. at kvinden har været udsat for vold eller trusler om vold. Foreligger der en sådan kvindekrisecentererklæring, der samtidigt indeholder oplysninger om barnet og barnets perspektiv på baggrund af volden m.v., vil der kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Dette forudsætter dog, at volden m.v. er godtgjort eller sandsynliggjort, f.eks. ved politianmeldelse, skadestuerapport m.v. Ved afgørelsen lægges der dog også vægt på omfanget af et eventuelt eksisterende samvær, barnets alder, konfliktniveauet mellem forældrene, konkrete beskyttelseshensyn, årsagen til ophold på kvindekrisecenteret og oplysninger om barnets forhold til den pågældende forælder. Af hensynet til barnets bedste træffes der således i konkrete tilfælde afgørelse om, at samværet kan fastsættes eller ikke skal ophæves, idet det vurderes at være til barnets bedste at opretholde kontakten med den anden forælder.

I praksis forekommer det aldrig eller sjældent, at der søges om samvær med et barn, der opholder sig på et § 110-tilbud, men i givet fald vil sagen blive behandlet på samme måde som ved ophold på et kvindekrisecenter. Det bemærkes dog, at der ved ophold på et § 110-tilbud ikke udstedes en krisecentererklæring som den, der udstedes ved ophold på et kvindekrisecenter.

Det foreslås med § 29 b, 1. pkt., i forældreansvarsloven, at når et barn opholder sig i en boform efter §§ 109 eller 110 i serviceloven med den ene forælder, og det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, skal der af hensyn til barnets bedste efter anmodning fra den forælder, som barnets opholder sig hos, træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder. Det foreslås videre med bestemmelsens 2. pkt., at dette ikke gælder, når det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.

Forslaget vil betyde, at når et barn, der er involveret i en sag om samvær, opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbudsammen med den ene forælder på grund af vold eller trusler om vold fra den anden forælder, vil det som udgangspunkt være bedst for barnet, at der træffes afgørelse om at suspendere et allerede fastsat samvær eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær, herunder også kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven. Dette vil dog forudsætte, at den forælder, der opholder sig med barnet på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, anmoder om, at der ikke skal være samvær.

Bestemmelsen vil kun finde anvendelse, hvis det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og det derfor umiddelbart anses for bedst for barnet ikke at have kontakt med den anden forælder. Ved ophold på et kvindekrisecenter vil dette normalt kunne godtgøres ved fremlæggelse af en krisecentererklæring, som kvindekrisecenteret har udfyldt, og ved ophold på et § 110-tilbud vil dette normalt kunne godtgøres ved, at tilbuddet bidrager med lignende oplysninger om årsagen til opholdet m.v.

Med henblik på vurderingen af barnets bedste bør erklæringen m.v. indeholde oplysninger om den vold eller trusler herom, som er foregået i familien, en beskrivelse af behovet for midlertidigt at skærme barnet fra at have kontakt med den anden forælder samt oplysninger om barnets situation og belysning af barnets perspektiv, herunder i forhold til hvordan volden m.v. påvirker barnet, og hvordan barnet selv oplever sin situation i forhold til at have kontakt med den anden forælder.

Det er derfor vigtigt, at det nøje påses, at erklæringen indeholder den fornødne godtgørelse af, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder og af barnets perspektiv. Er dette ikke tilfældet, finder den foreslåede bestemmelse kun anvendelse, hvis disse forhold kan godtgøres på anden vis f.eks. ved politianmeldelse, skadestuerapport, andre sagkyndige udtalelser m.v.

Fremlægges der ikke en erklæring fra kvindekrisecentret eller tilsvarende oplysninger fra § 110-tilbuddet, vil det bero på en konkret vurdering, om det trods den manglende erklæring vil kunne anses for godtgjort, at betingelserne for at anvende den foreslåede bestemmelse er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke vil pålægge de omhandlede kvindekrisecentre og § 110-tilbud at udarbejde de nævnte erklæringer m.v.

Er den omhandlede vold og de omhandlede trusler anmeldt til politiet, og beslutter politiet ikke at foretage videre i sagen, vil dette indgå i samværsafgørelsen. Politiets beslutning kan eventuelt give Familieretshuset anledning til at indhente en supplerende krisecentererklæring.

Flytter barnet fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, inden der er truffet en midlertidig afgørelse, vil den foreslåede bestemmelse ikke længere finde anvendelse.

En afgørelse truffet efter den foreslåede bestemmelse vil ikke bortfalde, selvom barnet flytter fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, og den vil heller ikke bortfalde, selvom den omhandlede vold og de omhandlede trusler er anmeldt til politiet, og politiet beslutter ikke at foretage videre i sagen. Under henvisning til disse omstændigheder vil samværsforælderen kunne søge om fastsættelse af midlertidigt samvær under den fortsatte behandling af sagen. Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse ved afgørelsen af denne ansøgning.

I de situationer, hvor den foreslåede bestemmelse ikke vil finde anvendelse, vil det forhold, at barnet opholder sig på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, indgå i den almindelige vurdering af barnets bedste og hensynet til barnets trivsel og beskyttelse mod vold m.v.

Er der truffet afgørelse om at suspendere et samvær eller en anden kontakt eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær eller anden kontakt, vil afgørelsen skulle følges op af en nærmere undersøgelse af barnets bedste med henblik på, at der træffes en endelig afgørelse i sagen. Under behandlingen af sagen vil en afgørelse om midlertidigt afslag på samvær kunne ændres således, at der fastsættes midlertidigt samvær eller anden kontakt under den videre behandlingen af sagen, eventuelt alene i begrænset omfang eller under overvågning.

Forslaget må ikke gøre det muligt at omgå et andet bærende princip i loven om, at der er en generel formodning for, at det er bedst for et barn at have kontakt med begge forældre.

Begrundelsen for forslaget er, at der trods det skærpede fokus på at skærme barnet mod vold fra tid til anden opstår situationer, hvor der er risiko for, at et barn, der opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, har samvær med en voldelig forælder.

Børn, der med en forælder opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud på grund af vold fra den anden forælder, er særligt sårbare, og der må derfor ikke opstå tvivl om hverken mulighederne for at beskytte barnet mod en voldelig forælder eller myndighedernes pligt til at sætte barnets bedste først. Det bør derfor være helt klart, at hensynet til barnet og barnets bedste også i disse situationer skal stå over andre hensyn, herunder også over hensynet til den anden forælders mulighed for at have kontakt med barnet.

Når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med den ene forælder, og opholdet skyldes vold mod denne forælder, bør der efter anmodning træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, medmindre det anses for bedst for barnet at have kontakt med denne forælder.

Der vil helt undtagelsesvist kunne være situationer, hvor det efter en konkret og individuel vurdering anses for bedst for barnet at have kontakt til den forælder, som barnet ikke opholder sig hos, mens sagen undersøges nærmere. Der vil således under hensyn til barnets bedste kunne fastsættes samvær, eventuelt under overvågning, eller der vil kunne fastsættes anden kontakt, f.eks. videomøde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.2 og 2.5.3.