Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 4

Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 4

Til nr. 1

Det fremgår af § 9, stk. 3, i adoptionsloven, at der kan meddeles adoption uden samtykke fra barnets forældre, hvis betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.

Det foreslås, at i § 9, stk. 3, i adoptionsloven ændres ”§ 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om social service er opfyldt” til ”§ 47, stk. 1, nr. 1 eller 2, i barnets lov er opfyldt,”.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås indholdet af § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, i serviceloven videreført med sproglige ændringer som § 47, stk. 1, nr. 1 og 2, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er derfor behov for at ændre henvisningen til § 58 i serviceloven i § 9, stk. 3, i adoptionsloven. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3

Til nr. 2

Det fremgår af § 2 i adoptionsloven, at adoption kun må bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Det fremgår af § 7 i adoptionsloven, at adoption af en person under 18 år kræver samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden forælder. Gælder dette begge forældrene, kræves samtykke fra værge.

Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter lovens § 7, skal der efter lovens § 13 inden afgørelsen som udgangspunkt indhentes en erklæring. Efter § 8, stk. 2, i adoptionsloven kan samtykke til adoption ikke modtages før tre måneder efter barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold foreligger.

Selvom moren ønsker at bortadoptere sit nyfødte barn, indebærer bestemmelserne i §§ 7 og 13 i adoptionsloven, at adoptionen som udgangspunkt ikke kan gennemføres, før det er fastslået, hvem der anses som far eller medmor til barnet. Herved sikres det, at barnets far eller medmor får mulighed for at udtale sig om adoptionsspørgsmålet, og får muligheden for at søge at få forældremyndigheden over barnet. Ønsker en mulig far eller medmor ikke at tilslutte sig adoptionen, sættes adoptionssagen som udgangspunkt i bero, indtil forældreskabet er endeligt fastlagt.

Et barn kan efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven frigives til adoption uden samtykke, hvis betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.

Betingelsen i § 9, stk. 3, om, at det skal være sandsynliggjort, at forældrene varigt er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, forudsætter, at forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet i hele barnets opvækst. Dette indebærer, at der skal foretages en prognosevurdering af den fremtidige forældreevne og dermed en vurdering af, hvordan fremtiden vil forme sig for barnet, hvis barnet ikke gennem adoption får en ny familie. Det forhold, at en forælder har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og derfor har behov for f.eks. praktisk hjælp til at varetage forældreskabet, betyder ikke i sig selv, at forælderen er uden forældreevne.

Gennemførelsen af adoption efter § 9, stk. 3. forudsætter, at forældrenes og barnets forhold og deres indbyrdes relationer er blevet grundigt belyst og nøje vurderet, og at vurderingen viser, at det er sandsynliggjort, at forældrene varigt er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Ved bortadoption af helt små børn inddrages bl.a. fødselsoplysninger fra hospitalet.

En sag om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven består af to adskilte dele: I første del træffes der afgørelse om frigivelse af barnet til adoption uden forældrenes samtykke. Kommunalbestyrelsen, børn og unge-udvalget og Ankestyrelsen samt i nogle situationer også domstolene er involveret i disse afgørelser. Anden del begynder, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at barnet er frigivet til adoption uden samtykke. Det er først på dette tidspunkt, der tages stilling til, hvem der skal adoptere barnet. I tilfælde hvor adoptionen gennemføres som en familieadoption, foretager Adoptionsnævnet ikke denne matchning.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at barnet bør bortadopteres, og at adoption vil kunne gennemføres uden samtykke efter § 9, 2-4, i adoptionsloven, forelægger kommunalbestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn og unge-udvalget.

På baggrund af indstillingen fra kommunalbestyrelsen kan børn og unge-udvalget efter § 68 f i serviceloven indstille til Ankestyrelsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven. Når Ankestyrelsen har modtaget en indstilling efter § 68 f i serviceloven fra børn og unge-udvalget om, at et barn adopteres uden samtykke, træffer Ankestyrelsen efter § 10 i adoptionsloven afgørelse om adoption af barnet efter lovens § 9.

Bestemmelsen i § 8, stk. 2, i adoptionsloven, hvorefter samtykke til adoption ikke kan modtages før tre måneder efter barnets fødsel, indebærer efter Ankestyrelsens praksis, at der tidligst tre måneder efter barnets fødsel træffes afgørelse om at frigive barnet til adoption uden samtykke.

Afgørelsen om frigivelse af barnet til adoption kan forlanges indbragt for byretten inden 14 dage. Ankestyrelsen kan derfor ikke meddele bevilling til adoption af barnet, før denne frist er udløbet. Indbringes afgørelsen for domstolene, kan Ankestyrelsen ikke meddele bevilling til adoption af barnet, før dommen er endelig

Når barnet ikke kan bortadopteres fra fødslen, selvom forældrene ikke kan tage sig af det, kan der efter § 58 i serviceloven træffes afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke. Efter § 75 i serviceloven kan formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget bl.a. træffe foreløbige afgørelser efter lovens § 58, som af hensyn til barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Det foreslås, at der som § 9, stk. 3, 2. pkt., i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter afgørelse efter 1. pkt. kan træffes inden barnets fødsel, når der i helt særlige tilfælde er grundlag herfor.

Det foreslåede nye 2. pkt. vil betyde, at Ankestyrelsen inden fødslen vil kunne træffes afgørelse om at frigive barnet til adoption uden samtykke fra forældrene, når der i helt særlige tilfælde er grundlag herfor. Denne afgørelse vil forældrene kunne forlange indbragt for byretten, hvis afgørelse vil kunne indbringes for landsretten. Hvis afgørelsen om at frigive barnet til adoption indbringes for domstolene, vil forslaget også give byretten og landsretten mulighed for at træffe afgørelse i sagen inden fødslen.

Forslaget vil ikke ændre ved, at en afgørelse om frigivelse af et barn til adoption fortsat ikke bør træffes, før faderskabet eller medmoderskabet til barnet er fastslået, eller før eventuelle mulige fædre og medmødre er blevet identificeret, eller det konstateres, at de ikke kan identificeres, og alle identificerede mulige fædre og medmødre har haft mulighed for at udtale sig om adoptionsspørgsmålet i overensstemmelse med § 13 i adoptionsloven.

Når Ankestyrelsen inden fødslen har truffet afgørelse om at frigive barnet til adoption, vil Ankestyrelsen straks efter fødslen skulle bede Adoptionsnævnet matche det frigivne barn med en adoptant og straks efter matchningen placere barnet hos den valgte adoptant efter § 32 a i adoptionsloven. Efter den i lovforslagets § 4, nr. 9, foreslåede ændring af § 32 a i adoptionsloven vil barnet også kunne placeres hos en adoptionsansøger, der skal adoptere barnet gennem familieadoption.

Proceduren for Adoptionsnævnets udvælgelse af, hvem der skal adoptere barnet, er fastlagt i adoptionsbekendtgørelsen og i nævnets forretningsorden. Proceduren er fastlagt med henblik på at sikre, at barnet adopteres af den adoptant, der har de bedste forudsætninger til at sikre barnet den bedste opvækst, herunder har de fornødne ressourcer til at håndtere barnets helbredsmæssige eller mentale situation. Denne matchning mellem barn og adoptant foretages på grundlag af oplysninger om barnets og de mulige adoptanters situation.

Som led i udmøntningen af ordningen vil adoptionsbekendtgørelsen og forretningsordenen blive ændret sådan, at Adoptionsnævnet straks efter fødslen vil kunne udvælge, hvem der skal adoptere barnet. Det bemærkes, at denne udvælgelse ikke vil kunne foretages inden fødslen, da nævnet som nævnt matcher et barn med kommende adoptanter ud fra barnets konkrete behov. Vurderingen af et barns behov vil bl.a. bero på en pædiatererklæring foretaget af nævnets pædiater på baggrund af helbredsoplysninger om barnet efter fødslen.

Der vil dog ikke være noget til hinder for, at udvælgelsen forberedes inden fødslen på grundlag af de foreliggende oplysninger om det ufødte barn. På den måde vil det være muligt at foretage udvælgelsen hurtigst muligt efter fødslen eller i forbindelse med udskrivningen af barnet fra fødeafdelingen.

Selvom en sag om adoption uden samtykke indledes i god tid inden barnets fødsel, vil det dog ikke være sikkert, at det vil være muligt for Ankestyrelsen at træffe afgørelse efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven om frigivelse af barnet til adoption inden fødslen. Det vil bl.a. kunne skyldes arbejdet med at fastslå faderskabet til barnet og inddragelse af den pågældende mand i sagen, den nødvendige overholdelse af forældrenes retssikkerhedsmæssige garantier i form af partsrepræsentation, partshøring, ret til aktindsigt og ret til at anmode om udsættelse af afgørelsen på at afgive en udtalelse m.v., og behov for at indhente supplerende oplysninger om forældrene og barnet.

Når Ankestyrelsen inden barnets fødsel har truffet afgørelse om frigivelse af barnet til adoption efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven, vil vejen være banet for kort efter fødslen midlertidigt at placere barnet hos den kommende adoptant efter § 32 a i adoptionsloven. Dette vil dog forudsætte, at det hurtigt efter fødslen er muligt at matche barnet med en adoptant, der har mulighed for med det samme at hente barnet og tage det med hjem. Viser det sig, at barnet har særlige behov, vil det kunne være vanskeligt med det samme at finde en adoptant, der kan håndtere barnets helbredsmæssige eller mentale situation, hvorfor matchningen ikke vil kunne gennemføres straks. Der vil også kunne forekomme situationer, hvor barnet har så specielle behov, at det ikke er muligt at finde en egnet adoptant.

Der vil således som udgangspunkt være nødvendigt i en kortere periode at anbringe barnet uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov om anbringelse. Selvom det således i konkrete situationer ikke vil være muligt at gennemføre adoptionen fra fødslen, vil forslaget dog kunne gøre det muligt at placere barnet midlertidigt hos de kommende adoptanter inden tre måneder efter fødslen.

Det bemærkes i den forbindelse, at adoptionen er for livet, og at det set i det perspektiv må anses for uproblematisk, at adoptionen afventer, at den rigtige adoptant til barnet findes.

Den foreslåede mulighed for at adoptere et barn fra fødslen vil ikke ændre betingelserne i § 9, stk. 3, i adoptionsloven for adoption uden samtykke. Der vil dog skulle tages højde for, at der er tale om en meget indgribende afgørelse, der i helt særlige tilfælde træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene, ligesom myndighederne ved afgørelsen om at frigive barnet til adoption inden fødslen reelt aldrig har arbejdet for genforening mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er overholdt. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.

Endvidere vil en afgørelse om frigivelse af et barn til adoption kunne forlanges indbragt for byretten inden 14 dage. Ankestyrelsen vil derfor ikke kunne meddele bevilling til adoption af barnet, før denne frist er udløbet. Indbringes afgørelsen for domstolene, vil Ankestyrelsen ikke kunne meddele bevilling til adoption af barnet, før dommen er endelig. Indbringes afgørelsen ikke for domstolene inden fristens udløb, vil Ankestyrelsen efter fristens udløb kunne udstede adoptionsbevillingen. Fremkommer der på dette stadie af sagen nye oplysninger, der viser, at adoptionen ikke vil være bedst for barnet, vil Ankestyrelsen kunne undlade at gennemføre adoptionen eller udsætte udstedelsen af bevillingen.

En afgørelse om adoption af et barn inden fødslen vil efter forslaget således kun kunne træffes, når der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, der klart er begrundet i tungtvejende hensyn til barnets bedste. Bestemmelsen vil i praksis navnlig kunne finde anvendelse i relation til børn, hvis forældre på grund af svære kroniske psykiske lidelser, svære personlighedsforstyrrelser eller mental retardering har en så begrænset forældreevne, at det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.

Der vil således i alle sager, der er omfattet af forslaget, skulle foretages en konkret vurdering af, om der er et klart grundlag for at vurdere, at det vil være til barnets bedste at vokse op i sin egen familie, der vil kunne sikre kontinuiteten og stabiliteten for barnet i opvæksten, frem for at være anbragt hele barndommen.

Forslaget vil ikke ændre § 8, stk. 2, i adoptionsloven, hvorefter forældresamtykke til adoption ikke kan modtages før tre måneder efter barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold foreligger. En forælder vil således fortsat som udgangspunkt ikke kunne give samtykke til bortadoption af et barn inden fødslen. Uanset om forælderen inden fødslen gerne vil give samtykke til adoption, vil der således skulle træffes afgørelse om frigivelse af barnet til adoption efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Det vil dog kunne indgå i vurderingen af, om betingelserne i § 9, stk. 3, for adoption uden samtykke er opfyldt, at forælderen har givet samtykke til adoptionen, navnlig hvis forælderen har begrundet samtykket med en erklæring om ikke at ville have noget med barnet at gøre.

Det vil ikke ændre proceduren for behandling af en sag om adoption uden samtykke, at barnet fødes under behandlingen af sagen. Er sagen igangsat inden fødslen, fortsættes behandlingen af den uændret efter fødslen. Det bemærkes i den forbindelse, at efter § 15 a, stk. 3, i adoptionsloven skal kommunalbestyrelsen under en sag om adoption uden samtykke efter lovens § 9, stk. 2-4, beskikke en advokat for barnet, inden sagen forelægges for børn og unge-udvalget. Forslaget vil betyde, at denne pligt til advokatbeskikkelse også vil gælde, selvom barnet ved forelæggelsen for børne- og ungeudvalget, jf. lovforslagets § 4, nr. 5, endnu ikke er blevet født.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at den første tid i et barns liv er af stor betydning for barnets videre udvikling. Nogle få forældre har så svært ved at klare forældrerollen, at de trods støtte fra de sociale myndigheder vil give barnet en start på livet, der er præget af voldsomme omsorgssvigt, hvilket vil få store negative konsekvenser for barnet. I disse situationer er løsningen i dag at beslutte, at barnet fra fødslen skal anbringes uden for hjemmet efter § 58 i serviceloven. I nogle af disse situationer er den bedste løsning for barnet imidlertid at få mulighed for at starte livet med vokse op i en anden familie. Disse børn skal beskyttes bedre. Der bør derfor etableres mulighed for at træffe afgørelse om frigivelse til bortadoption inden barnets fødsel sådan, at barnet hurtigst muligt efter fødslen kan flytte til sin nye familie.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1, samt til den i lovforslagets § 4, nr. 9, foreslåede ændring af § 32 a i adoptionsloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

Det fremgår af § 9, stk. 4, i adoptionsloven, at når et barn er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven, og betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, i serviceloven er opfyldt, kan adoption uden samtykke fra forældrene meddeles plejeforældrene, hvis barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning, navnlig under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst og til barnets relation til sine forældre.

Det foreslås, at henvisningen til § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven i § 9, stk. 4, i adoptionsloven ændres til § 43, stk. 1, nr. 1-4, i barnets lov, og at henvisningen til § 58, stk. 1, i serviceloven ændres til § 47, stk. 1, i barnets lov.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at § 58, stk. 1, og § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås indholdet af § 58, stk. 1, og § 66, stk. 1, nr. 1-4, i serviceloven videreført som henholdsvis § 47, stk. 1, og § 43, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er derfor behov for at ændre henvisningerne i § 9, stk. 4, i adoptionsloven til §§ 58 og 66 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til §§ 43 og 47 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Til nr. 4

Når Ankestyrelsen modtager meddelelse fra kommunalbestyrelsen om, at børn og unge-udvalget efter § 68 f i serviceloven har indstillet, at et barn adopteres uden samtykke fra forældrene, træffer Ankestyrelsen efter § 10, stk. 1, i adoptionsloven afgørelse om adoption af barnet uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det bemærkes, at § 10, stk. 1, i adoptionsloven henviser til § 68 e i serviceloven om kommunalbestyrelsens indstilling om adoption uden samtykke, men bestemmelsen burde rettelig henvise til § 68 f i serviceloven om børn og unge-udvalgets indstilling om adoption uden samtykke.

Det foreslås, at henvisningerne til børn og unge-udvalget og til § 68 e i serviceloven i § 10, stk. 1, i adoptionsloven ændres til børne- og ungeudvalget og til § 72 i barnets lov.

De foreslåede ændringer er for det første begrundet i, at det med den i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede ændring af retssikkerhedsloven foreslås at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget, således at det følger dansk retskrivning. Den foreslåede ændring af betegnelsen vil ikke medføre materielle ændringer.

For det andet er de foreslåede ændringer begrundet i, at §§ 68 e og 68 f i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås indholdet af § 68 f i serviceloven videreført som § 72 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der er derfor behov for at ændre henvisningerne i § 10, stk. 1, i adoptionsloven til børn og unge-udvalget og til § 68 e i serviceloven.

De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 72 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2 og 2.7.1.3.

Til nr. 5

Efter 15 a, stk. 3, 1. pkt., i adoptionsloven skal kommunalbestyrelsen under en sag om adoption uden samtykke efter lovens § 9, stk. 2-4, beskikke en advokat for barnet, inden sagen forelægges for børn og unge-udvalget.

Det foreslås, at børn og unge-udvalget i § 15 a, stk. 3, 1. pkt., i adoptionsloven ændres til børne- og ungeudvalget.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede ændring af retssikkerhedsloven foreslås at ændre betegnelsen fra børn og unge-udvalget til børne- og ungeudvalget således, at det følger dansk retskrivning. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Til nr. 6

Adoptionsloven indeholder i § 25, nr. 1-5, hjemmel for social- og boligministeren til at fastsætte regler om behandling af adoptionssager. Det drejer sig bl.a. efter nr. 4 om Ankestyrelsens behandling af sager om adoption uden samtykke, jf. lovens § 9, og efter nr. 5 om behandlingen af sager om godkendelse af, at et adoptionsforløb fortsætter.

Det foreslås, at ”og” i § 25 , nr. 4, i adoptionsloven udgår, og at ”fortsætter. ” i bestemmelsens nr. 5 ændres til: ”fortsætter, og”.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at det med lovforslagets § 4, nr. 7, foreslås, at der som nr. 6 i § 25 i adoptionsloven indsættes en yderligere hjemmelsbestemmelse. Den foreslåede indsættelse af denne hjemmelsbestemmelse i § 25 vil forudsætte, at der foretages de foreslåede lovtekniske tilpasninger af § 25, nr. 4 og 5.

De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 7.

Til nr. 7

Adoptionsloven indeholder i § 25, nr. 1-5, hjemmel for social- og boligministeren til at fastsætte regler om behandling af adoptionssager, f.eks. om godkendelse som adoptant, om adoptionssagers behandling, herunder om indholdet af ansøgninger om adoption m.v., og om afgivelse af samtykke til adoption.

Der foreslås, at der i § 25 i adoptionsloven som nr. 6 indsættes en bestemmelse, der vil give social- og boligministeren hjemmel til at fastsætte regler om en proces med henblik på at etablere kontakt mellem et adopteret barnet og de oprindelige slægtninge, jf. den ved lovforslagets § 4, nr. 8, foreslåede nye bestemmelse i § 25 f i adoptionsloven.

Efter den foreslåede § 25 f i adoptionsloven vil et barn, der er adopteret gennem national adoption, og som er fyldt 12 år, kunne tage initiativ til, at der iværksættes en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Anmodning herom vil skulle sendes til Familieretshuset.

Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil social- og boligministeren få hjemmel til at fastsætte regler om Familieretshuset behandling af anmodninger om iværksættelse af den omhandlede proces. Ved fastlæggelsen af processen vil der skulle tages højde for den sårbarhed, der ofte vil være hos et barn, der søger afklaring af/oplysninger om sin identitet og baggrund. Processen vil derfor skulle sikre, at barnet kommer skånsomt igennem forløbet med den nødvendige børne- og adoptionsfaglige rådgivning og støtte. Samtidig vil processen skulle sikre, at barnet ikke uden samtykke fra de oprindelige slægtninge får oplyst deres identitet, og at de oprindelige slægtninge tilsvarende ikke uden samtykke får oplyst barnets og adoptanternes identitet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4, og til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 6 og 8, og § 7, nr. 3.

Til nr. 8

Efter adoptionsloven behandles adoptionssager af Familieretshuset og Ankestyrelsen.

Efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven må adoption af et barn under 18 år kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant. Sådanne adoptioner kaldes fremmedadoptioner. Disse adoptioner er som udgangspunkt anonyme, idet de oprindelige forældre normalt ikke kender identiteten på den, der adopterer barnet. Godkendelse som adoptant kræves dog ikke ved familieadoption efter bestemmelsens stk. 2, herunder ved plejefamilieadoption hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre.

Ved adoption gennemføres der efter § 16 i adoptionsloven et fuldstændigt familieskifte, hvor adoptanterne træder i forældrenes sted. Som et led i forberedelsen og håndteringen af dette familieskifte er bl.a. åbenhed i adoptionen og den adopteredes ret til egen historie et tema i adoptionsprocessen. Mere overordnet kan dette ses som et element i Post Adoption Services (PAS), som er den internationale betegnelse for de forskellige former for vejledning, støtte og rådgivning, der er henvendt til adoptivfamilier og adopterede efter adoptionen. Danmark er gennem Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner forpligtet til at fremme dette arbejde.

Om et adoptivbarn har kendskab til og viden om sine oprindelige slægtninge (forældre, søskende m.v.), afhænger i nogen grad af adoptionsformen. Ved plejefamilieadoptioner er der tale om større børn, der ofte i et eller anden omfang har haft kontakt med de oprindelige slægtninge under anbringelsen. På samme måde vil der ved andre familieadoptioner også være en formodning for, at barnet har et vist kendskab til eller har haft en vis kontakt med de oprindelige slægtninge. Derimod vil der ved fremmedadoption som udgangspunkt være tale om anonyme adoptioner, og barnet vil oftest ikke have kendskab til eller have haft kontakt med de oprindelige slægtninge.

Når der er tale om en national adoption, kan den adopterede henvende sig til adoptionsmyndighederne med ønske om at få kontakt til de oprindelige slægtninge. Der er dog ikke tale om en lovhjemlet ret, og en adopteret kan heller ikke søge om at få fastsat kontakt med sine oprindelige slægtninge.

En adopteret kan søge Familieretshuset, Adoptionsnævnet eller Ankestyrelsen om aktindsigt i sin adoptionssag. Da et barn normalt betragtes som part i de familieretlige sager, der vedrører barnets forhold, herunder sager om adoption, er en adopterets adgang til sin egen adoptionssag reguleret af forvaltningsloven. Hvis den adopterede er under 18 år, udøver forældrene som altovervejende hovedregel barnets rettigheder på vegne af barnet. Et barn kan således normalt ikke på egen hånd søge om aktindsigt i sin adoptionssag.

En henvendelse fra de oprindelige slægtninge til adoptionsmyndighederne med ønske om oplysninger om et barn, der er blevet bortadopteret, herunder med henblik på at skabe kontakt til barnet, behandles af Ankestyrelsen. Ankestyrelsen videreformidler henvendelsen til den adopterede, hvis han/hun er myndig. Etablering af kontakt mellem barnet og den oprindelige slægt vil afhænge af den adopteredes eget ønske. Hvis den adopterede ikke er myndig, er det alene adoptivforældrene, der kontaktes af Ankestyrelsen, og ønsket om kontakt videregives til dem.

Er der tale om en national adoption gennemført efter den 26. maj 2009, har de oprindelige forældre mulighed for at få anonymiserede opfølgningsrapporter fra adoptanterne om barnets trivsel og udvikling.

Af hensyn til muligheden for at opretholde kontakten mellem barnet og de oprindelige slægtninge kan barnets oprindelige slægtninge efter § 20 a i forældreansvarsloven søge om at få fastsat kontakt med barnet, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde kontakt med dem.

Det foreslås, at der som § 25 f, stk. 1, i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter et barn, der er adopteret gennem national adoption efter lovens § 4 a, stk. 2, og som er fyldt 12 år, kan tage initiativ til, at der iværksættes en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Efter den foreslåede bestemmelse skal anmodning herom sendes til Familieretshuset.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 f, stk. 1, vil betyde, at et adopteret barn, der er fyldt 12 år, vil få ret til uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at tage initiativ til at få kontakt med sine oprindelige slægtninge. Kontakten vil blive søgt etableret gennem en proces, som Familieretshuset igangsætter.

Barnet vil til enhver tid kunne standse processen, og det vil være frivilligt for de oprindelige slægtninge, som barnet ønsker at få kontakt med, om de vil deltage i processen.

Der vil således ikke være tale om en traditionel ansøgning om fastsættelse af kontakt, som myndighederne kan imødekomme eller afslå. Der vil i stedet være tale om at give barnet ret til at tage initiativ til, at der iværksættes en proces, der har til formål at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge, navnlig de oprindelige forældre.

Sager om den foreslåede initiativret vil skulle behandles af Familieretshuset, hvor det vil være Børneenheden, der vil tage sig af dem. Det bemærkes i den forbindelse, at det med lovforslagets § 7, nr. 3, foreslås, at anvendelsesområdet for § 16, stk. 1, i Familieretshusloven om Børneenhedens arbejdsområder udvides sådan, at Børneenheden også vil varetage opgaven med at afholde samtale og yde rådgivning, når et barn udnytter sin initiativret efter den foreslåede § 25 f i adoptionsloven.

Social- og boligministeren vil fastsætte regler om processen for behandlingen af anmodninger fra et adopteret barn om, at der etableres kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge, jf. den ved lovforslagets § 4, nr. 7, foreslåede hjemmelsbestemmelse i § 25, nr. 6, i adoptionsloven.

Denne proces vil skulle tage højde for den sårbarhed, der ofte vil være hos et barn, der søger afklaring af/oplysninger om sin identitet og baggrund. Processen vil derfor skulle sikre, at barnet kommer skånsomt igennem forløbet med den nødvendige børne- og adoptionsfaglige rådgivning og støtte.

Inden processen iværksættes, vil det skulle gøres klart for barnet, at processen ikke nødvendigvis vil føre til kontakt med de oprindelige slægtninge. Det første møde vil skulle være rettet mod barnet og mod belysning af barnets overvejelser om kontakten til de oprindelige slægtninge. På det første møde drøftes det også med barnet, om forældremyndighedsindehaveren skal orienteres om sagen. Herefter vil der med barnets accept kunne tages kontakt til de oprindelige slægtninge, som barnet ønsker at komme i kontakt med. Hvis slægtningene ønsker at gå videre i processen, vil næste skridt typisk være at indkalde dem til et møde.

Hvis de oprindelige slægtninge ikke ønsker at indgå i processen, vil det være Familieretshusets opgave at sikre, at barnet samtidig med oplysningen om, at de oprindelige slægtninge ikke ønsker, at der etableres kontakt, får den nødvendige støtte og rådgivning.

Der vil ikke være noget til hinder for, at barnet lader sig bistå af andre, men det vil i sagens natur være nødvendigt, at barnet også selv deltager.

I processen må barnet ikke uden samtykke fra de oprindelige slægtninge få oplyst deres identitet eller få oplysninger, der gør det muligt for barnet at identificere de oprindelige slægtninge, men til brug for afklaringen af barnets ønsker vil det kunne være nødvendigt for Børneenheden at give barnet generelle baggrundsoplysninger om barnets slægt, herunder om dødsfald, og slægtninge, der ikke bor i Danmark, samt slægtning, der ikke kan identificeres, f.eks. fordi faderskabet til barnet ikke er blevet fastslået.

Den foreslåede initiativret vil ikke give barnet en selvstændig ret til aktindsigt i sin adoptionssag. Denne partsrettighed skal fortsat som altovervejende hovedregel udøves gennem adoptanterne, indtil barnet er fyldt 18 år og dermed er blevet myndigt. Derfor skal den omhandlede initiativret ikke give den adopterede ret til at få udleveret oplysninger om de oprindelige slægtninges identitet, hvis de ikke ønsker det.

Der er ikke behov for, at den foreslåede ordning omfatter voksne, da de selv kan tage initiativ til at få etableret kontakt med deres oprindelige forældre.

Det foreslås videre, at der som § 25 f, stk. 2, 1. pkt., i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan afslutte en proces efter det foreslåede stk. 1, hvis det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. kan Familieretshusets beslutning herom ikke påklages til højere administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 f, stk. 2, vil give Familieretshuset mulighed for at afslutte den foreslåede proces, hvis det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge.

Når et barn har valgt at kontakte Familieretshuset med henblik på at få kontakt med sine oprindelige slægtninge, vil Familieretshuset skulle støtte barnets valg. Familieretshuset vil dog skulle rådgive barnet om konsekvenserne for barnet og dens adoptivfamilie af, at barnet får kontakt med sine oprindelige slægtninge. Familieretshuset vil i den forbindelse kunne anbefale barnet ikke at søge kontakt med disse slægtninge, hvis en eventuel kontakt ikke vil være til barnets bedste, f.eks. fordi barnet er særligt skrøbeligt. Fastholder barnet ønsket om at få kontakt med sine oprindelige slægtninge, selvom etablering af kontakt vil kunne være problemfyldt, vil Familieretshuset som udgangspunkt skulle sikre barnet den fornødne faglige understøttelse. Det kan dog ikke udelukkes, at der rent undtagelsesvist vil være situationer, hvor det utvivlsomt ud fra en børne- og adoptionsfaglig vurdering vil være bedst for barnet, at der ikke etableres kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge, eller at kontakt først søges etableret på et senere tidspunkt. I så fald vil Familieretshuset kunne afslutte processen.

Hverken barnet eller forældremyndighedsindehaveren vil kunne påklage beslutningen herom. Selvom Familieretshuset har afsluttet processen, vil barnet på et senere tidspunkt på ny kunne søge kontakten etableret.

Etableres der kontakt mellem barnet og dets oprindelige forældre og andre slægtninge, kan den fremadrettet foregå på aftalebasis. Er der ikke enighed om kontakten, vil barnets oprindelige forældre og andre slægtninge efter § 20 a i forældreansvarsloven kunne søge om fastsættelse af samvær eller anden kontakt.

Den foreslåede initiativret er begrundet i, at et adopteret barn bør sikres adgang til at påvirke sin egen situation i forhold til sine oprindelige forældre og andre slægtninge gennem en selvstændig ret til at tage initiativ til at søge tilbage til sine rødder. Barnet kan i dag henvende sig til adoptionsmyndighederne med et ønske om kontakt til sine oprindelige forældre og andre slægtninge, men det kan ikke ske uden adoptanternes samtykke, når barnet ikke er fyldt 18 år. For langt de fleste adopterede børn vil dette ikke udgøre en barriere i forhold til at søge tilbage til de oprindelige slægtninge, men barnets mulighed for at søge sine rødder bør ikke afhænge af adoptanternes holdning, da det ikke kan afvises, at adoptanterne i nogle situationer vil kunne have modsatrettede interesser eller vil kunne være tilbageholdende i forhold til at imødekomme barnets ønsker.

Under hensyn til den mulige følelsesmæssige kompleksitet, som den foreslåede proces kan rumme, og den måde, det kan påvirke barnet, bør initiativretten kun gælde for børn, der er fyldt 12 år. Endvidere bør initiativretten afgrænses til nationalt adopterede, dvs. situationer hvor barnet ved adoptionen boede i Danmark. Dette skyldes, at den alene bør omfatte situationer, hvor de geografiske forhold normalt ikke udgør en praktisk hindring i forhold til at skabe kontakt mellem den adopterede og de oprindelige slægtninge.

Den foreslåede initiativret vil ikke omfatte adopterede, der er fyldt 18 år, da de selv vil kunne tage initiativ til at søge kontakt med deres oprindelige slægtninge.

Den foreslåede mulighed for Familieretshuset til at afslutte den foreslåede proces er begrundet i, at der er tale om følelsesmæssige komplekse forhold, og at der derfor vil kunne opstå situationer, hvor det ikke er bedst for barnet at få kontakt med de oprindelige slægtninge. Da der er tale om en beslutning af processuel karakter, bør beslutningen ikke kunne påklages til højere administrativ myndighed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4, og bemærkningerne til § 4, nr. 6 og 7, og § 7, nr. 3.

Til nr. 9

Det fremgår af § 32 a, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter loven § 10 om at frigive et barn til adoption uden forældrenes samtykke efter loven § 9, stk. 1-3, placeres barnet hos den ansøger med godkendelse som adoptant, der er udvalgt af Adoptionsnævnet til at adoptere barnet. Der er tale om en midlertidig placering, indtil afgørelsen om at frigive barnet til adoption er endelig. Denne afgørelse er først endelig, når fristen på 14 dage i § 11, stk. 3, i adoptionsloven for at indbringe afgørelsen er udløbet, og der ikke er fremsat anmodning om domstolsprøvelse. Indbringes afgørelsen for domstolene, er afgørelsen endelig, når dommen, der frigiver barnet til adoption, er endelig. Indbringes afgørelsen ikke for domstolene inden fristens udløb, vil Ankestyrelsen efter fristens udløb kunne udstede adoptionsbevillingen. Fremkommer der nye oplysninger, der viser, at adoptionen ikke vil være bedst for barnet, vil Ankestyrelsen kunne undlade at gennemføre adoptionen eller udsætte udstedelsen af bevillingen.

Efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven må adoption af et barn under 18 år kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant af adoptionssamrådet eller Adoptionsnævnet. Adoption efter § 4 a, stk. 1, kaldes fremmedadoption.

Efter § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven kræves godkendelse dog ikke ved adoption af ægtefælles eller samlevers barn eller efter regler fastsat af social- og boligministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. Adoption efter § 4 a, stk. 2, kaldes familieadoption og omfatter efter § 1, nr. 3, i adoptionsbekendtgørelsen navnlig adoption, hvor ansøgeren adopterer et barnebarn, et søskendebarn eller en søskende, adoption af et barn under 18 år af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, og adoption af et barn, som ansøgeren har et særligt tilknytningsforhold til.

Efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven kan der træffes afgørelse om adoption uden samtykke fra barnets forældre, hvis forældrene tilbagekalder et samtykke til adoption, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det, eller hvis forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.

Adoption efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven kan gennemføres både som fremmedadoption og som familieadoption. Den, der adopterer et barn efter § 9, stk. 1-3, behøver således ikke at være godkendt som adoptant efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven.

I praksis gennemføres adoptioner efter § 9, stk. 1-3, normalt som fremmedadoptioner.

Der vil dog kunne opstå situationer, hvor et barn, der er frigivet til adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, fordi forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, har nære slægtninge, f.eks. en søskende til en af barnets forældre, der gerne vil adoptere barnet. I så fald kan adoptionen gennemføres, hvis det i overensstemmelse med § 2 i adoptionsloven må antages, at det er bedst for barnet at blive adopteret af dette familiemedlem. Når barnet ikke skal adopteres af en godkendt adoptant, men gennem familieadoption af en nær slægtning m.v., kan barnet ikke placeres midlertidigt hos adoptanten efter § 32 a i adoptionsloven, men må forblive hos sin hidtidige plejefamilie.

Det foreslås, at betingelsen om, at ansøgeren skal have en godkendelse som adoptant, udgår af § 32 a, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven.

Den foreslåede ændring vil betyde, at bestemmelsen i § 32 a i adoptionsloven også vil finde anvendelse ved familieadoption efter § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven, når adoptantens ansøgning om at adoptere barnet er imødekommet, fordi dette er bedst for barnet. Herefter vil barnet kunne placeres midlertidigt hos den kommende adoptant, mens adoptionssagen færdigbehandles.

Begrundelsen for forslaget er, at når en adoption efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven søges gennemført som en familieadoption, bør barnet som ved andre adoptioner efter § 9, stk. 1-3, hurtigst muligt kunne placeres hos den kommende adoptant, mens adoptionssagen færdigbehandles.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.