LOV nr 753 af 13/06/2023
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 20
I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, foretages følgende ændring:
1. I § 3, nr. 1, ændres »afsnit IV i lov om social service« til: »barnets lov«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) § 20
Til nr. 1
§ 3 i arbejdsskadesikringsloven indeholder bemyndigelse for beskæftigelsesministeren til at fastsætte, hvordan loven skal gælde for visse bestemte grupper, der er oplistet i bestemmelsen. Det drejer sig bl.a. efter § 3, nr. 1, om de personer, der er omfattet af afsnit IV i serviceloven. Afsnit IV i serviceloven omhandler hjælp og støtte til børn og unge, herunder ved anbringelse på opholdssteder og døgninstitutioner. Bemyndigelsen i § 3 i arbejdsskadesikringsloven er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 586 af 1. juni 2017 om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for personer i døgnophold efter lov om social service.
Det foreslås, at henvisningen til afsnit IV i serviceloven i § 3, nr. 1, i arbejdsskadesikringsloven ændres til barnets lov.
Med den foreslåede ændring vil beskæftigelsesministeren efter § 3, nr. 1, i arbejdsskadesikringsloven kunne fastsætte, hvordan arbejdsskadesikringsloven skal gælde for personer, der er omfattet af barnets lov.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at afsnit IV i serviceloven med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet. Samtidig foreslås indholdet af afsnit IV i serviceloven om hjælp og støtte til børn videreført i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Barnets lov vil indeholde de bestemmelser, der efter gældende ret indgår i afsnit IV i serviceloven, men vil også indeholde andre bestemmelser om hjælp og støtte til børn, herunder rådgivning og forebyggende indsatser samt hjælp til børn med handicap, herunder hjælpemidler. Idet bestemmelserne vil indgå i en samlet ny barnets lov om hjælp og støtte til børn, findes det ikke hensigtsmæssigt at udskille og identificere de bestemmelser, der efter gældende ret udgør afsnit IV i serviceloven. Det vil derimod være muligt for beskæftigelsesministeren i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i § 3, nr. 1, i arbejdsskadesikringsloven at afgrænse, hvordan arbejdsskadesikringsloven skal gælde for personer, der er omfattet af barnets lov i lighed med reguleringen i bekendtgørelse om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for personer i døgnophold efter lov om social service. Der er således ikke med den foreslåede ændring af bemyndigelsesbestemmelsen tiltænkt en udvidelse af arbejdsskadesikringslovens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.2.2 og 2.7.2.3.