LOV nr 498 af 01/05/2019
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Ændrede regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne og indførelse af mulighed for målretning af botilbud til unge og kommunal dækning af skader forvoldt af lejere i almene boliger) § 2
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018, som ændret ved § 8 i lov nr. 1430 af 5. december 2018, § 9 i lov nr. 1526 af 18. december 2018, § 12 i lov nr. 1701 af 27. december 2018, § 61 i lov nr. 1705 af 27. december 2018 og § 14 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:
1. § 73, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 1 og 2.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service, lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Ændrede regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne og indførelse af mulighed for målretning af botilbud til unge og kommunal dækning af skader forvoldt af lejere i almene boliger) § 2
Til nr. 1
Ifølge retssikkerhedslovens § 73, stk. 1, nr. 1, kan Ankestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 127 indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Det samme gælder efter bestemmelsens nr. 2 og 3 for afgørelser efter servicelovens §§ 129, 129 a og 169.
Det foreslås, at § 73, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Med ændringen ophæves adgangen til at indbringe Ankestyrelsens afgørelser om tilbageholdelse i boligen efter servicelovens § 127 for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Baggrunden for ændringen er, at det med dette lovforslag foreslås at ophæve servicelovens § 127 om kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgørelse om tilbageholdelse i boligen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget om ophævelse af servicelovens § 127 (lovforslagets § 1, nr. 14).