LOV nr 632 af 11/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Fradragsret for indbetalinger til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum i indtægtsgrundlaget ved beregning af visse sociale ydelser) § 5
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024, som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023 og lov nr. 479 af 22. maj 2024, foretages følgende ændring:
1. I §§ 44, 64 og 77 indsættes efter »indkomstregister,«: »og regler om, at indbetalingerne til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum skal fradrages i indkomstgrundlaget,«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Fradragsret for indbetalinger til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum i indtægtsgrundlaget ved beregning af visse sociale ydelser) § 5
Til nr. 1
Efter dagtilbudslovens § 44 fastsætter børne- og undervisningsministeren regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, som vedrører tilskud til dagtilbud, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.
Efter dagtilbudslovens § 64 fastsætter børne- og undervisningsministeren regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, som vedrører tilskud til fritidshjem, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.
Efter dagtilbudslovens § 77 fastsætter børne- og undervisningsministeren regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, som vedrører tilskud til klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.
Bestemmelserne, herunder reglerne om indkomstregistret, er udmøntet i bekendtgørelse om dagtilbud, bekendtgørelse om fritidshjem og klubtilbud m.v. til børn og unge samt bekendtgørelse om indtægtsgrænser for økonomisk fripladstilskud i dag-, fritids- og klubtilbud.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i dagtilbudslovens §§ 44, 64 og 77 efter »indkomstregister« indsættes »samt regler om, at indbetalingerne til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum skal fradrages i indkomstgrundlaget«.
Det vil betyde, at de eksisterende bemyndigelsesbestemmelser i dagtilbudslovens §§ 44, 64 og 77 udvides, således at børne- og undervisningsministeren får mulighed for at fastsætte regler om, at indbetalingerne til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum skal fradrages i indkomstgrundlaget.
Den foreslåede ændring skal muliggøre en efterfølgende udmøntning heraf på bekendtgørelsesniveau.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til pkt. 2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.