Kilde

Til nr. 1

Det følger af kulturværdilovens § 12 a, stk. 1, at forsendelser, der vurderes at indeholde genstande, der er omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, kan tages i bevaring af Skatteforvaltningen eller politiet, når de i henhold til toldloven er frembudt korrekt, med henblik på at anmode Kulturministeriet om at vurdere, hvilken del af den pågældende forordnings bilag genstandene er omfattet af, og om genstandene er fjernet fra det lands område, hvor de er skabt eller fundet, i strid med dette lands love og bestemmelser.

Det foreslås, at § 12 a, stk. 1 , affattes således, at den kompetente myndighed efter anmodning fra Skatteforvaltningen vurderer, om genstande, der efter toldloven er udtaget til kontrol, er omfattet af indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, eller af reglerne om importørerklæring og importlicens i artikel 3, stk. 2, i forordningen.

Det foreslåede vil medføre, at Skatteforvaltningen kan anmode den kompetente myndighed, jf. punkt 2.3 ovenfor, om at vurdere, om genstande, der er udtaget til kontrol, er omfattet af indførselsforbuddet, der følger af den nævnte forordning. Skatteforvaltningens kontrol kan f.eks. ske efter toldlovens § 10 a, der bl.a. skal imødegå overtrædelse af forbud mod indførsel og udførsel. Den kompetente myndighed vil f.eks. kunne vurdere følgende:

– Hvilken del af den pågældende forordnings bilag genstandene er omfattet af.

– Om genstandene er fjernet fra det lands område, hvor de er skabt eller fundet, i strid med dette lands love og bestemmelser.

– Om genstandene er omfattet af reglerne om importlicens eller importørerklæring.

– Om der er afgivet urigtige oplysninger eller urigtig dokumentation i forbindelse med importørerklæringen vedrørende genstanden eller i ansøgningen om importlicens vedrørende genstanden.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af kulturværdilovens § 12 a, stk. 2, 1. pkt., at Skatteforvaltningen eller politiet – under iagttagelse af reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 – kan beslaglægge forsendelser, der vurderes at indeholde genstande omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande.

Det foreslås, at § 12 a, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og at der i stedet indsættes to nye punktummer.

Det foreslås i § 12 a, stk. 2, 1. pkt, at politiet efter anmodning fra den kompetente myndighed og under iagttagelse af reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 kan beslaglægge genstande, der vurderes at kunne være omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i artikel 3, stk. 2, i samme forordning.

Det foreslåede vil medføre, at det fremover er politiet, der kan foretage beslaglæggelsen, hvis den kompetente myndighed har anmodet om det. Skatteforvaltningen vil kunne beslaglægge genstandene efter toldlovens regler, i det omfang beslaglæggelse f.eks. sker til sikkerhed for betaling af told, moms og eventuelle afgifter.

Der henvises til punkt 2.3 om den kompetente myndighed i henhold til forordningen.

En beslaglæggelse vil alene angå den del af en forsendelse, der formodes at være ulovlig, hvis alene en del af forsendelsen formodes at være ulovlig, og det er muligt at adskille de formodet ulovlige dele fra forsendelsens øvrige indhold. Hvis det ikke er muligt, vil beslaglæggelsen angå hele forsendelsen.

Henvisningen til retsplejelovens kapitel 74 indebærer bl.a., at afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten, med mindre indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. lovens § 806, stk. 1, 2 og 4. Tilsvarende kan der fremsættes begæring for retten om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelsen, jf. retsplejelovens § 807 c. Henvisningen til retsplejelovens kapitel 74 indebærer endvidere, at der eksempelvis vil kunne ske beslaglæggelse af en kulturgenstand, hvis den, der har rådighed over genstanden, med rimelig grund er mistænkt for en overtrædelse af forbuddet i forordningens artikel 3, stk. 1, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende vil der kunne ske beslaglæggelse af en kulturgenstand, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, hvis der grund til at antage, at der er tale om en overtrædelse af forbuddet i forordningens artikel 3, stk. 1, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at der tillige kan ske beslaglæggelse i det omfang, det i øvrigt følger af retsplejelovens regler, eksempelvis beslaglæggelse med henblik på sikring af bevis, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås i § 12 a, stk. 2, 2. pkt., at politiet dog med henblik på efterfølgende vurdering fra den kompetente myndighed kan foretage en beslaglæggelse på eget initiativ, hvis formålet ellers ville forspildes. Beslaglæggelse sker også i disse tilfælde under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 74.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at selvom den kompetente myndighed ikke har anmodet politiet om det, kan politiet beslaglægge genstande, der vurderes at kunne være omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i artikel 3, stk. 2, i samme forordning. Den foreslåede bestemmelse er begrænset til de tilfælde, hvor afventningen af en anmodning fra den kompetente myndighed vil medføre, at formålet med beslaglæggelsen ellers forspildes. I sådanne situationer vil politiet efter beslaglæggelsen skulle forelægge genstandene for den kompetente myndighed til vurdering af, om genstandene er omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i artikel 3, stk. 2, i samme forordning.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i forbindelse med, at politiet i forbindelse med ransagning af et varelager ved mistanke om salg af stjålne varer finder varer, der måske ikke er stjålne, men som udviser tegn på at være blevet indført uden overholdelse af forordningens regler.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

I gældende ret findes der ikke en bestemmelse om straf for overtrædelse af reglerne om importlicenser og importørerklæringer i artikel 3, stk. 2, litra a og b, i Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande. Afhængig af de nærmere omstændigheder vil overtrædelse af reglerne om importlicens og importørerklæring kunne være omfattet af bestemmelser i straffelovens § 163 og § 171. Straffelovens bestemmelser vil dog kun være anvendelige for så vidt at overtrædelsen af reglerne sker forsætligt.

Det foreslås, at der i lovens § 13 indsættes et nyt stk. 4 og 5 om straf for overtrædelse af reglerne i artikel 3, stk. 2, litra a og b i Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande.

I det foreslåede stk. 4 fastlægges det, at med bøde straffes den, der indfører en kulturgenstand, der er omfattet af reglerne om importlicens eller importørerklæring, jf. artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, uden importlicens eller importørerklæring, jf. forordningens artikel 4 og 5.

I det foreslåede stk. 5 fastlægges det, at med bøde straffes den, der i en importørerklæring eller ved ansøgning om en importlicens giver urigtige eller vildledende oplysninger eller dokumentation, eller undlader at fremlægge relevante oplysninger eller dokumentation af betydning for sagen, som vedkommende er i besiddelse af, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning

Bestemmelsen vil også kunne omfatte den, der undlader at fremlægge oplysninger eller dokumentation, som vedkommende er i besiddelse af, og som vedkommende ved eller burde vide kunne tale imod, at genstandene er lovligt udført fra deres oprindelsesland.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der kan pålægges bødestraf uanset, at overtrædelsen af forbuddet alene kan tilregnes gerningspersonen som uagtsomt.

Det følger af forordningens artikel 11, at sanktionen skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. I lyset heraf vurderer Kulturministeriet, at der kan være en række tilfælde, hvor der ikke bør pålægges straf for overtrædelse af forbuddet. Dette kan være under hensyn til overtrædelser af bagatelagtig karakter eller i tilfælde, hvor overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

I forhold til spørgsmålet om overtrædelser af bagatelagtig karakter, så kan der være tilfælde, hvor en genstand teknisk set er en arkæologisk genstand, men er af så almindelig og anonym karakter, at det ikke kan forventes, at gerningspersonen har opfattet den som en genstand, der kunne være omfattet af indførselsregler. F.eks. kan genstande som muslingeskaller fra bopladser eller flintafslag efter forordningens definition være arkæologiske genstande. I forhold til overtrædelser, der ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom, kan man f.eks. have erhvervet en arkæologisk genstand under omstændigheder eller til en pris, der gør det naturligt at antage, at der er ikke er tale om en arkæologisk genstand, eller man kan have erhvervet en genstand, som det fremstår unaturligt at betegne som en arkæologisk genstand omfattet af reglerne, men hvor det efterfølgende ved toldkontrol konstateres, at der faktisk er tale om en arkæologisk genstand. Der kan f.eks. være tale om billige souvenirs, der fremstår uægte. Her må forholdet anses for at lægge under den nedre grænse for strafbare overtrædelser, medmindre der er særligt grundlag for at antage, at den, der indfører genstanden, havde viden eller mistanke om, at der var tale om en reel arkæologisk genstand. Også her foretages vurderingen som udgangspunkt af den kompetente myndighed forud for politianmeldelse.

Det samme gør sig f.eks. gældende for kravet om importørerklæringer for andre typer kulturgenstande, der er mere end 200 år gamle og har en værdi på over 18.000 euro stykket. Her vil den, der indfører en genstand, normalt kunne antage uden yderligere undersøgelse, at en genstand, man nyligt har erhvervet, faktisk har den markedsværdi, man har erhvervet den til, og såfremt det alligevel ved en nærmere undersøgelse fra den kompetente myndighed skulle vise sig ikke at være tilfældet, vil det igen kunne siges at ligge under den nedre grænse for strafbare overtrædelser.

Vurderingen heraf vil dog skulle foretages konkret. Det vil eksempelvis tale imod at anse forholdet for under den nedre grænse for straf, hvis forhold taler for at den, der indfører genstanden rent faktisk er vidende om, at genstanden har en højere markedsværdi, end han har betalt for den, f.eks. hvis køberen, i modsætning til sælger, kan sandsynliggøres at have gennemskuet, at et maleri er af en kendt kunstner.

Der kan endvidere være tilfælde, hvor en overtrædelse ikke kan tilregnes den, der indfører en genstand, som forsætlig eller uagtsom. Det er således ikke hensigten, at der pålægges bødestraf, hvis gerningspersonen ikke har haft en rimelig mulighed for at gennemskue, at en genstand er omfattet af reglerne eller at en oplysning er forkert, f.eks. fordi vedkommende har erhvervet genstanden fra en handlende, der har præsenteret dokumentation for genstandens proveniens, der er urigtig, men måtte forekomme troværdig. Ved proveniens forstås genstandens oprindelse og historik, i form af hvem der har ejet den og hvor den har befundet sig

Som udgangspunkt bør bødeniveauet svare til værdien af den eller de ulovligt indførte genstande, svarende til den allerede eksisterende strafbestemmelse vedr. de allerede gældende dele af forordningen. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

Der henvises i øvrigt til punkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

I gældende ret findes der ikke en bestemmelse om strafskærpelse for overtrædelse af reglerne om importlicenser og importørerklæringer, som de følger af artikel 3, stk. 2, litra a og b, samt artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande.

Det foreslås, at der i lovens § 13, stk. 4 , som bliver stk. 6, indsættes en henvisning til den foreslåede § 13, stk. 4 og 5, om straf for overtrædelse af reglerne i artikel 3, stk. 2, litra a og b samt artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, således at skærpelsesbestemmelsen også kommer til at omfatte reglerne om importlicenser og importørerklæringer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at straffen efter det foreslåede stk. 4 og 5 kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der 1) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser, eller 2) hvis der foreligger skærpende omstændigheder, der kan sidestilles med nr. 1. Her sigtes til, at en person erhverver en kulturgenstand i udlandet og forsætligt eller groft uagtsomt søger at indføre den i Danmark med henblik på at lade den indgå i sin personlige samling eller lignende. Det er dog alene hensigten, at dette motiv for indførsel skal sidestilles med økonomisk vinding, når kulturgenstanden har stor værdi eller sjældenhed. Alle genstande under bilagets del C må anses for sådanne, mens genstande under bilagets del B som udgangspunkt kan anses for sådanne, hvis de i en dansk kontekst ville have været danefæ.

Det bemærkes, at henvisningen til det foreslåede stk. 4 og 5 vil indebære, at der kan idømmes fængselsstraf for groft uagtsomme overtrædelser af forordningens artikel 3, stk. 2. Givet sjældenheden af de genstande, der typisk vil være omfattet af reglerne om importlicens og importørerklæring, må der foreligge en særlig forpligtelse til at udvise stor agtpågivenhed ved erhvervelse og indførsel. Kulturministeriet finder det derfor rimeligt, at groft uagtsomme overtrædelser ligesom forsætlige overtrædelser skal kunne medføre fængselsstraf. Der tænkes her navnlig på sager, hvor professionelle handlende med kulturgenstande groft tilsidesætter pligten til at udvise rimelig omhu, f.eks. ved at undlade at kontrollere proveniensoplysninger, som åbenlyst fremstår tvivlsomme.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Ordningen om importlicenser til arkæologiske genstande er ny, og der findes på nuværende tidspunkt ikke en kompetent myndighed med beføjelse til at udstede importlicenser.

Kompetente myndigheder er efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande artikel 2, nr. 5, defineret som de offentlige myndigheder, medlemsstaterne har udpeget til at udstede importlicenser.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 14 a vedr. udpegning af kompetent myndighed i henhold til forordningen.

Det foreslås i stk. 1 , at kulturministeren udpeger den kompetente myndighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, jf. forordningens artikel 4, stk. 11.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kulturministeren får mulighed for at udpege en kompetent myndighed i henhold til forordningen, som besidder de nødvendige faglige kompetencer til at behandle ansøgninger vedr. importlicens til arkæologiske genstande.

Da opgaven primært vedrører udstedelse af importlicens for arkæologiske genstande, forventes Nationalmuseet, der er Danmarks arkæologiske hovedmuseum, at blive udpeget som kompetent myndighed. Hvis erfaringerne skulle vise det relevant, vil kulturministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne udpege en ny kompetent myndighed uden fornyet lovgivningsarbejde.

I gældende ret er ikke fastsat bestemmelser om klageadgang for de afgørelser, som den kompetente myndighed under Kulturministeriet, vil komme til at træffe om ansøgning om importlicenser i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande. Disse afgørelser vil derfor efter den almindelige retsgrundsætning om rekurs kunne påklages til Kulturministeriet.

Det foreslås i stk. 2, at afgørelser om afslag på importlicens i henhold til forordningens artikel 4, truffet af den kompetente myndighed, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Med den foreslåede bestemmelse vil afgørelser om ansøgninger om importlicenser til genstande omfattet af forordningens bilag, del B, som er den type ansøgninger den kompetente myndighed vil skulle behandle, ikke kunne påklages til Kulturministeriet. Afgørelsen vil kunne indbringes for domstolene i henhold til grundlovens § 63.

Den kompetente myndigheds stillingtagen til ansøgninger vil – navnlig i tilfælde, hvor der er risiko for afslag, hvor der typisk ikke vil foreligge formelle tilladelser fra oprindelseslandet – bestå i stillingtagen til forskellig dokumentation for genstandens proveniens, og ofte argumenter for, at genstandens oprindelsesland ikke kan fastslås pålideligt, og der derfor ikke kan tilvejebringes dokumentation for lovlig eksport herfra. Det kræver betydelig faglig indsigt at tage stilling til disse argumenter, og Kulturministeriet vurderer derfor ikke, at ministeriet som rekursmyndighed i praksis ville have forudsætninger for at tage kvalificeret stilling til den kompetente myndigheds vurderinger.

Der ses heller ikke nogen hensigtsmæssige muligheder for at henvise klagebehandling til et nævn. Der er ikke noget eksisterende klagenævn, der er i besiddelse af ovennævnte faglige indsigt, og givet ordningens forventet beskedne omfang vil det ikke være hensigtsmæssigt at oprette et særligt klagenævn hertil.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 28. juni 2025, samtidig med at forordningens regler om importlicenser og importørerklæringer træder i kraft.

Der kan kun straffes for overtrædelser af forordningen, der begås efter lovens ikrafttræden.

Lov om sikring af kulturværdier i Danmark gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. lovens § 16, ligesom loven ikke indeholder hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland. Denne ændringslov gælder på den baggrund ikke for Færøerne og Grønland og kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Færøerne.