Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 29 e i lov om sikkerhed til søs, at retten til at gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester ved dom kan frakendes for den, der har gjort sig skyldig i en række forskellige overtrædelser. Stk. 1 omhandler spiritussejlads, mens stk. 2 henviser til situationer, hvor den pågældende har foranlediget grundstødning, forlis eller anden søulykke, eller har navigeret eller behandlet skibet i strid med godt sømandskab. Efter både stk. 1 og 2 kan frakendelsen gøres betinget.

Ovenstående oplistning af de overtrædelser, der kan føre til frakendelse af retten til at sejle, er udtømmende.

Det foreslås, i § 29 e, at indsætte et nyt stk. 3 , hvor det fremgår, at retten til at gøre tjeneste om bord kan ved dom frakendes den, som har gjort sig skyldig i visse overtrædelser af straffeloven, såfremt forbrydelsen er sket om bord eller i relation til tjenesten.

Det fremgår af straffelovens § 79, at man kan miste retten til at udøve sin erhvervsaktivitet, hvis man dømmes for strafbart forhold, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Der indføjes en mulighed for ved dom at frakende en søfarende retten til at gøre tjeneste om bord, hvis den pågældende er dømt for visse overtrædelser af straffeloven og sådanne overtrædelser er begået om bord eller i nær relation til tjenesten. Det er hensigten, at denne mulighed skal kunne bringes i anvendelse også i forhold, der ikke opfylder kriteriet i straffelovens § 79 om nærliggende fare for stillingsmisbrug, men som måtte være egnet til at fremkalde utryghed om bord.

For så vidt angår spørgsmålet om frakendelsens karakter, er bestemmelsen udformet, så den tager hensyn til, at lovovertrædelsen skal være sket om bord eller i relation til tjenesten. Det tidsmæssige aspekt følger de eksisterende rammer i den nuværende § 29 e i lov om sikkerhed til søs, hvorefter frakendelsen kan ske ubetinget eller betinget (sidstnævnte under formildende omstændigheder) og for et tidsrum af mellem 6 måneder og 5 år eller for bestandig.

De konkrete overtrædelser af straffeloven, der tænkes indeholdt i denne ordning er navnlig forbrydelser, der er rettet mod en eller flere enkelpersoner, og som er egnet til at skabe utryghed på arbejdspladsen. Når skibet for en længere periode fungerer både som arbejdsplads og hjem for den søfarende, der udsættes for overtrædelser af straffeloven, får det en særlig karakter, da den søfarende ikke på samme måde som på land har mulighed for at komme væk.

Konkret er hensigten således, at de straffelovsovertrædelser, der skal kunne føre til rettighedsfrakendelse, er brandstiftelse (straffelovens § 180), voldtægt (§ 216), at skaffe sig samleje ved groft misbrug (§ 220), grooming (§ 231), blufærdighedskrænkelse (§ 232), drab (§ 237), uagtsomt manddrab (§ 241), chikane (§ 242), vold (§§ 244-246), uagtsom legemsbeskadigelse (§ 249), fareforvoldelse (§ 252), frihedsberøvelse (§ 261), uberettiget fotografering og videregivelse (§ 264 a og d), trusler (§ 266) og røveri (§ 288), og hvor ofret har en arbejdsmæssig relation til gerningsmanden.

Det bør i vurderingen af rettighedsfrakendelsen indgå som skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden har en ledende stilling i forhold til ofret.

Det er hensigten, at samtlige domme vedrørende ovennævnte forbrydelser med vilkår om fængselsstraf, herunder betingede fængselsdomme, skal kunne føre til frakendelse. Omstændighederne kan dog i særlige tilfælde tale for, at også forhold, der alene straffes med bøde, omfattes, hvis forholdet skønnes egnet til at fremkalde utryghed om bord. Ved vurderingen af om frakendelse efter den foreslåede § 29 e, stk. 3 , skal ske, forudsættes der lagt afgørende vægt på grovheden af den eller de begåede forseelser.

I modsætning til de gældende muligheder for at frakende en skibsfører, styrmand eller maskinmester retten til at udføre sit hverv, er denne mulighed for frakendelse udstrakt til samtlige besætningsmedlemmer.

Lovens eksisterende muligheder for at frakende nogen retten til at sejle bibeholdes. De eksisterende rammer for frakendelsernes tidsmæssige udstrækning bibeholdes, ligesom det fortsat skal være strafbart at udføre sit erhverv, mens frakendelsen er gældende.

Det foreslås derudover, at der i forlængelse af ovenstående indsættes et nyt stk. 4 , hvor det fremgår, at lovens bestemmelser om frakendelse af retten til at gøre tjeneste om bord med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også finder anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.

Hovedparten af de relevante straffelovsovertrædelser vil forventelig finde sted om bord på et skib, hvor der er dansk strafferetlig jurisdiktion. Sigtet med lovændringen er imidlertid bredere end blot hændelser, der sker på selve arbejdspladsen, og vil tillige kunne omfatte handlinger foretaget i land. Det må lægges til grund, at en betydelig del af disse tilfælde vil finde sted i fremmed havn, altså uden for dansk strafferetlig jurisdiktion.

Det følger af straffelovens § 11, at hvis en person, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, i en fremmed stat straffes for en handling, der efter dansk ret kan medføre frakendelse eller fortabelse af kald eller erhverv eller anden rettighed, kan frakendelse heraf ske efter offentlig påtale her i landet.

Efter straffelovens § 11, jf. den foreslåede § 29 e, stk. 4 , kan der således ske frakendelse af retten til at gøre tjeneste om bord, hvis en dansk statsborger eller en person, der er bosat i Danmark m.v., i et andet land er straffet for en overtrædelse, der efter lov om sikkerhed til søs kan medføre frakendelse af retten til at gøre tjeneste om bord.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 5-9.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, således at den eksisterende bestemmelse om frakendelsers tidsmæssige udstrækning fremover også omfatter frakendelser i medfør af visse forbrydelser begået om bord eller i nær relation til tjenesten.

Kilde

Til nr. 1

Ifølge den gældende § 2, nr. 8, forstås ved en STCW-F-konventionspåtegning, et sønæringsbevis eller anerkendelsesbevis udfærdiget i overensstemmelse med bestemmelserne i den internationale konvention om uddannelse, om sønæring og om vagthold for personel i fiskeskibe, 1995 (STCW-F-konventionen).

Det foreslås i § 2, nr. 8 , at ”med senere ændringer” tilføjes bestemmelsen.

Den 1. januar 2026 vil en revideret STCW-F-konvention træde i kraft. Arbejdet med revisionen har været i gang i en årrække i FN’s Søfartsorganisation, IMO, og der er en del ændringer i forhold til den oprindelige konvention. Referencen i den reviderede lov skal derfor være til den reviderede STCW-F-konvention.

Den foreslåede ordning vil medføre, at den reviderede STCW-F-konvention sættes i kraft for Danmark ved dens ikrafttræden internationalt. Ændringen vil gøre det muligt at udstede korrekt påtegnede sønæringsbeviser til fiskere i henhold til bestemmelserne i den reviderede konvention. Uden ændringen vil dette ikke være muligt.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende § 6, stk. 2, at beviserne skal forefindes om bord i original og have STCW-konventionspåtegning enten i overensstemmelse med STCW-konventionens reglement VII som anført i skibets besætningsfastsættelse eller i overensstemmelse med skemaerne.

Det foreslås, at der i § 6, stk. 2, efter »original« indsættes »papirform eller i en flagstatsgodkendt elektronisk form« og efter »og« indsættes »skal uanset formatet«.

Med den foreslåede ændring vil der blive mulighed for elektroniske beviser om bord. Dette vil ske ved formuleringen om, at beviserne skal forefindes om bord i enten original eller i en flagstatsgodkendt elektronisk form.

Til nr. 3

§ 6, stk. 3, regulerer, at Søfartsstyrelsen for passagerskibe og tankskibe kan forøge eller formindske de i § 6, stk. 2, anførte kvalifikationskrav under hensyn til skibets indretning, udstyr, fartsområde og passagerantal. I medfør af bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 om fravigelse af kvalifikationskrav og besætningsregler kan Søfartsstyrelsen tillige forøge eller formindske de i stk. 2 anførte kvalifikationskrav ved sejlads i ethvert skib med særlige manøvreegenskaber, ved sejlads i skibe med særlig udrustning eller særligt udstyr og ved sejlads med skibe af særlig konstruktion.

Ved lovændringen vil det efter § 6, stk. 3, være muligt for Søfartsstyrelsen tillige at forøge eller formindske de i stk. 2 anførte kvalifikationskrav ved sejlads i ethvert skib med særlige manøvreegenskaber, ved sejlads i skibe med særlig udrustning eller særligt udstyr og ved sejlads med skibe af særlig konstruktion.

Det fremgår, at den foreslåede retstilstand allerede findes jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 om fravigelse af kvalifikationskrav og besætningsregler efter lov om skibes besætning. I henhold til denne bekendtgørelse kan Søfartsstyrelsen efter en konkret vurdering forøge eller formindske de kvalifikationskrav og besætningsregler, der fremgår af § 6, stk. 2, i lov om skibes besætning. Bekendtgørelsens § 1, nr. 2-5, regulerer at der kan ske fravigelse for passagerskibe og tankskibe under hensyn til skibets indretning, udstyr, fartsområde og passagerantal, ved sejlads i skibe med særlige manøvreegenskaber, ved sejlads i skibe med særlig udrustning eller særligt udstyr, og ved sejlads med skibe af særlig konstruktion.

For at forenkle reglerne foreslås det, at undtagelsesbestemmelserne i § 1, nr. 2-5, i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 om fravigelse af kvalifikationskrav og besætningsregler efter lov om skibes besætning tilføjes i § 6, stk. 3 .

Undtagelsesbestemmelserne gør det muligt at tage individuel hensyntagen, når dette er nødvendigt. Sådanne bør kunne tages til konkrete skibe eller skibstyper pga. deres konstruktion eller beskaffenheden af det arbejde, de udfører, så sikkerheden altid kan opretholdes – også for fx. nye skibstyper, som man ikke har erfaring med, og for skibstyper, som udgør en særlig risiko (fx. tankskibe). I gældende ret findes fravigelsesmulighederne dels i besætningsloven, dels i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023.

Ændringen vil medføre at reglerne bliver mere overskuelige, idet alle undtagelsesbestemmelserne herefter vil være samlet i lov om skibes besætning. Bekendtgørelsen vil kunne ophæves samtidig med lovens ikrafttræden.

Til nr. 4

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 om fravigelse af kvalifikationskrav og besætningsregler efter lov om skibes besætning, at Søfartsstyrelsen, efter en konkret vurdering kan forøge eller formindske de kvalifikationskrav og besætningsregler, der fremgår af § 6, stk. 2, i lov om skibes besætning. Bekendtgørelsens § 1, nr. 1, regulerer, at der kan ske fravigelse ved sejlads uden for dansk kystfart på kystfartslignende vilkår i et andet lands kystfart under forudsætning af, at både detaljerne for de pågældende områder og andre relevante betingelser er specificeret i samarbejde med det eller de pågældende lande eller berørte parter, jf. STCW-konventionens regulation I/3.

For at gøre reglerne mere overskuelige, foreslås det, at bestemmelsen i § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 om fravigelse af kvalifikationskrav og besætningsregler efter lov om skibes besætning indsættes som et nyt § 6, stk. 4.

Ændringen vil medføreat reglerne gøres mere overskuelige, idet alle undtagelsesbestemmelserne herefter vil samles et sted. Bekendtgørelsen vil herefter kunne ophæves. Det bemærkes, at bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2023 ikke gælder i Grønland. Dette skyldes, at Grønland har et forbehold for STCW-konventionen, hvorfor der ikke for Grønland er defineret et kystfart-område efter samme konvention. Indtil Grønland en dag måtte vælge at tiltræde STCW-konventionen, kan der altså ikke i konventionens forstand indgås aftaler vedrørende grønlandske farvande.

Til nr. 5

Det fremgår af § 6, stk. 2, i lov om skibes besætning, hvilke uddannelsesniveauer der kræves til de forskellige stillinger om bord.

Det foreslås, at der i § 6 tilføjes et stk. 7 , som giver visse skibe mulighed for at anvende en ny besætningskategori, som følge af den nye Færgenavigatøruddannelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at bekendtgørelsen om sønæringsbeviser kan få den nye besætningskategori indarbejdet, hvorefter elever, som har gennemført den nye uddannelse til færgenavigatør, vil kunne få et sønæringsbevis som sådan.

Det bemærkes, at de i stk. 3 anførte muligheder for at fravige skemaet i stk. 2 ikke tilsvarende finder anvendelse i skemaet i det nye stk. 7 . Der kan derfor ikke tillades bemanding med personer, som er uddannet som færgenavigatører eller færgefører, hvis skibet ikke kan indplaceres inden for skemaets rammer. Undtaget herfra er dog de i det nye stk. 8 nævnte tilfælde.

Da kravene til skibes besætningers uddannelse som regel beskrives i henhold til de internationale bestemmelser, skal det understreges, at færgenavigatøruddannet personale kun vil kunne gøre tjeneste i danske indenrigsfærger under 500 BT i fart i indre dansk territorialfarvand (dog ikke ved Grønlands kyster), og kun hvis skibets besætningsfastsættelse for broofficersgruppen kræver uddannelse til kystskipper eller lavere jf. skemaet i lovens § 6, stk. 2, om skibe under 500 BT i kystfart.

Det foreslås endvidere, at der i § 6 tilføjes et stk. 8, som en undtagelsesbestemmelse for det geografiske farvandskrav nævnt i stk. 7 .

Uanset afgrænsningen af fartsområde i skemaet i stk. 7 , kan Søfartsstyrelsen ud fra en konkret vurdering tillade undtagelsesvis sejlads uden for indre dansk territorialfarvand med et passagerskib, som er omfattet af skemaet, såfremt der i hvert enkelt tilfælde er truffet behørige foranstaltninger til sikring af sejladsen. En sådan sejlads er dog altid begrænset til det havområde, som er fastsat i passagerskibets fartstilladelse, og skal altid ske under gunstige vejrforhold og uden passagerer om bord.

Hvor stk. 7 vil give visse skibe mulighed for at anvende en ny besætningskategori inden for indre dansk territorialfarvand, fastlægger stk. 8 , at undtagelsesvis fart uden for indre dansk territorialfarvand vil kunne tillades den samme gruppe af skibe på visse betingelser.

Ved undtagelsens formulering forstås, at sejlads til og fra danske værfter samt forlægninger og lignende kan foretages inden for samme havområde som fastsat i færgens fartstilladelse, når der overholdes en række kriterier, som er opsat i færgens sikkerhedsstyringssystem, herunder at sejladsen skal ske uden passagerer og under gunstige vejrforhold. Vejrforhold skal her forstås bredt således, at også en vurdering af søens tilstand skal være omfattet af beskrivelsen i sikkerhedsstyringssystemet.

Kilde

Til nr. 1

Efter de gældende regler i sølovens § 15 a betaler ejere af skibe en årlig afgift for hvert skib, der er registreret i skibsregisteret eller Fartøjsfortegnelsen. Afgiften er fastsat efter skibets størrelse i bruttotonnage og i visse tilfælde skibets anvendelse. Afgiften er inddelt i følgende grupper:

– Fritidsfartøjer med en BT fra 0 til 20 betaler 800 kr. om året.

– Fritidsskibe med en BT på 20 eller mere betaler 1.600 kr. om året.

– Mindre erhvervsskibe med en BT fra 0 til 30 betaler 300 kr. om året.

– Erhvervsskibe med en BT på 30 eller indtil 500 betaler 1.600 kr. om året.

– Erhvervsskibe med en BT på 500 eller mere betaler 2.400 kr. om året.

Følgende typer af skibe er ikke omfattet af pligten til at betale årlig afgift:

– Skibe under bygning optaget i Skibsbygningsregistret.

– Skibe registreret i dansk register, men som midlertidigt er bareboatregistreret til et udenlandsk register på et bareboat certeparti.

– Skibe med hjemsted i Grønland og hvis ejer har adresse i Grønland.

– Bevaringsværdige skibe, som er opført på Skibsbevaringsfondens liste over skibe, der er erklæret bevaringsværdige.

Det foreslås i § 15 a, stk. 1 , at såvel registrerede ejere som noterede befragtere forpligtes til at betale årlig afgift.

Formålet med lovændringen er at bringe ordlyden af, hvem der er forpligtet til at indbetale årlig afgift, på linje med den faktiske situation efter indførelse af Det Digitale Skibsregister (DSRG), idet der ikke længere sker ”registrering”, men notering af bareboatbefragteren af et skib, som er registreret i dansk register på grundlag af en bareboat aftale.

Den foreslåede ændring medfører ingen materielle ændringer.

Det foreslås i § 15 a, stk. 2 , generelt at hæve satserne for den årlige afgift ved at forenkle bestemmelsens opbygning, indføre ensartede afgifter for alle skibe med en given bruttotonnage uden hensyntagen til skibets anvendelse og begrænse antallet af skibe, for hvilke der ikke skal betales årlig afgift.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den årlige afgift fremover for følgende grupper af skibe vil indebære følgende årlige afgifter:

– For fritidsskibe med en bruttotonnage under 20 hæves den årlige afgift fra 800 kr. til 1.025 kr.

– For fritidsskibe med en bruttotonnage på 20 eller mere, men under 30 sænkes den årlige afgift fra 1.600 kr. til 1.025 kr.

– For handelsskibe og fiskeskibe med en bruttotonnage under 30 hæves den årlige afgift fra 300 kr. til 1.025 kr.

– For skibe med en bruttotonnage mellem 30 og 500 hæves den årlige afgift fra 1.600 kr. til 3.075 kr.

– For skibe med en bruttotonnage på 500 eller derover hæves den årlige afgift fra 2.400 kr. til 9.225 kr.

Med henblik på at simplificere afgiftsordningen, skal fritidsskibe med en BT på 20 eller derover, men under 30, fremover alene betale en årlig afgift på 1.025 kr. Disse skibe har med de hidtidige satser skullet betale en årlig afgift på 1.600 kr., men opnår nu en besparelse, fordi bruttotonnagen på den laveste afgiftsgruppe hæves fra 20 BT til 30 BT, for at nå målet om en enklere ordning.

For handelsskibe og fiskeskibe med en bruttotonnage under 30 betales der fremadrettet afgift svarende til skibets tonnage og de ovennævnte takster. Det betyder, at alle sådanne skibe med en BT under 30 skal betale 1.025 kr. i årlig afgift, og at alle sådanne skibe med en bruttotonnage mellem 30 og 500 skal betale 3.075 kr., samt at skibe med en bruttotonnage over 500 skal betale 9.225 kr.

Det foreslås i § 15 a, stk. 3 , at afgiften for skibe, der alene er registreret med en målt bruttoregistertonnage, blive fastsat efter stk. 2 på baggrund af skibets bruttoregistertonnage.

For at undgå kostbare ommålinger af de ældre fartøjer, der ikke er målt efter de nye måleregler og derfor ikke har en registreret bruttotonnage, er det valgt at sidestille bruttoregistertonnage (BRT) med bruttotonnage (BT) i relation til fastsættelsen af de årlige afgifter. Det bemærkes, at det ikke er muligt at omregne fra BRT til BT uden at foretage en ommåling af skibet.

Det foreslås i § 15 a, stk. 4, at i de tilfælde, hvor Søfartsstyrelsens registre på nuværende tidspunkt hverken indeholder oplysninger om skibets bruttotonnage eller bruttoregistertonnage, fastsættes den årlige afgift som for skibe med en bruttotonnage på under 30, jf. stk. 2, nr. 1. Fremadrettet vil alle skibe, der optages i registrene, indeholde oplysninger om BT.

Det foreslås i § 15 a, stk . 5, at ejere af skibe med bevaringsstatus, er fritaget for betaling af årlig afgift.

Da Skibsbevaringsfonden på sin hjemmeside fører en offentligt tilgængelig liste over skibe, som er erklæret bevaringsværdige, foreslås bestemmelsens ordlyd ændret, således at oplysningen om et skibs bevaringsværdighed autoritativt konstateres på listen og ikke ved indkaldelse af bevaringsværdighedserklæring for hvert skib årligt forud og for hver afgiftsperiode. Det er en løsning, som er administrativt mindre belastende både for ejere af bevaringsværdige skibe og for Søfartsstyrelsen. Der er tale om en videreførelse af gældende ret, da bevaringsværdige skibe på nuværende tidspunkt heller ikke betaler en årlig afgift.

Det foreslås i § 15 a, stk. 6, at give skibe, hvis sejlads er omfattet af § 21 b i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, mulighed for at få refunderet betaling af årlig afgift. Refusionen tjener til at understøtte ”Landevejsprincippet”, således at prisen pr. km for at komme frem og tilbage til en mindre ø, svarer til hvad det koster at transportere sig ad vej over en tilsvarende distance.

Det er vurderingen, at selvom det ville være optimalt helt at undtage sådanne skibe fra årlig afgift, så vurderes det ikke at være muligt ét år i forvejen at udpege præcist, hvilke skibe, der vil besejle en bestemt rute i den pågældende periode. Det er hensigten, at ejeren af et skib, som kan opnå refusion efter § 21 b i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, skal betale årlig afgift i forbindelse med den generelle opkrævning. Ejeren kan så anmode om refusion, evt. forholdsmæssigt, af betalt årlig afgift ved den næstfølgende periodes start. Anmodning om refusion vil være underlagt almindelige forældelsesregler og skal vedlægges dokumentation for, at skibet har besejlet en af de i § 21 b nævnte ruter.

Det foreslås i § 15 a, stk. 7, at for skibe hjemmehørende i Grønland, der ejes af personer, der har bopæl i Grønland, eller af juridiske personer, der har hjemsted i Grønland, finder stk. 1-5 ikke anvendelse.

Forslaget svarer til den gældende § 15 a, stk. 7.

Indtil da foreslås det at fastholde den eksisterende bestemmelse, som modsætningsvist indebærer, at skibe, som har hjemsted i Grønland, men hvis ejer er bosiddende i den sydlige del af riget er omfattet af forpligtelsen til at betale årlig afgift. Aktuelt er der kun ganske få skibe, som i medfør af denne modsætningsslutning betaler årlig afgift. Imidlertid ville en ophævelse af bestemmelsen før end årlig afgift sættes i kraft for alle skibe med hjemsted i Grønland, åbne for en omgåelse af pligten til at betale årlig afgift for alle skibe i skibsregistret og Fartøjsfortegnelsen, som ikke er fiskeskibe, fordi de uden konsekvenser kan vælge at ændre hjemsted til Grønland og dermed ikke være omfattet af årlig afgift.

Det foreslås i § 15 a, stk. 8, at skibe, der er bareboatet ud af et af de danske registre, ikke skal betale afgift, så længe skibet i bareboatperioden bærer fremmed flag. Dette gælder uanset, at skibet i bareboatperioden fortsat vil være optaget i det danske register, skibet er bareboatet ud fra.

Det foreslås i § 15 a, stk. 9 , at afgiftssatserne kan pris- og indeksreguleres højest en gang årligt. Erhvervsministeren beslutter, hvornår regulering skal ske, og enhver regulering vil ske ved udstedelse af bekendtgørelse.

Til nr. 2

§ 15 b i søloven indeholder nærmere regler om betaling af årlig afgift, herunder, at den årlige afgift forfalder til betaling hvert år den 1. marts og dækker perioden fra den 1. marts samme år til den sidste dag i februar det efterfølgende år.

Skibe, for hvilke der er betalt årlig afgift, og som efterfølgende udslettes af registret i en afgiftsperiode inden den 31. august samme år, kan efter udslettelsen anmode om at få refunderet halvdelen af den årlige afgift. Søfartsstyrelsen foretager herefter refusion af halvdelen af den indbetalte årlige afgift.

Erhvervsministeren er bemyndiget til at fastsætte regler om betalingsmåden, frister for indbetaling, erindringsskrivelser, gebyrer og renter samt regler om, at Søfartsstyrelsen kan eftergive eller frafalde krav på betaling af den årlige afgift. Bemyndigelsen er udnyttet ved fastsættelse af regler i kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 35 af 13. januar 2023 om registrering af skibe, herunder bareboat registrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister, Dansk Internationalt Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen og om årlig afgift af skibe med hjemsted i Danmark.

Det foreslås at nyaffatte sølovens § 15 b med henblik på at foretage sproglige tilpasninger som konsekvens af indførelsen af Det Digitale Skibsregister samt for at justere adgangen for Søfartsstyrelsen til at tilbagebetale afgift.

Det foreslås i § 15 b, stk. 1 , at registrerede ejere eller noterede befragtere af skibe, er forpligtede til at betale forfalden årlig afgift til Søfartsstyrelsen.

Ændringen er en konsekvens af, at der efter indførelsen af Det Digitale Skibsregister ikke længere sker egentlig registrering af befragtere, men derimod en notering.

Ændringen indebærer også, at den eksisterende § 15 b, stk. 3, hvorefter en registreret bareboatbefragter har pligt til at betale afgift, bliver overflødig og derfor ikke indgår i nyaffatningen.

Ændringen medfører herudover ingen ændringer af gældende ret.

Det foreslås i § 15 b, stk. 2, at ejes skibe af partredere, hæfter partrederne solidarisk for afgiftens betaling. Ejes skibe af kommanditselskaber, interessentskaber, interessentskabslignende samejer m.v., hæfter de ansvarlige deltagere eller ejere solidarisk for afgiftens betaling.

Der er alene tale om en sproglig ændring af benævnelsen ”skibet” til det mere generiske ”skibe”, som i øvrigt anvendes i sølovens bestemmelser om årlig afgift. Der er således tale om videreførelse af gældende ret.

Det foreslås i § 15 b, stk. 3, at den årlige afgift forfalder hvert år den 1. marts og dækker perioden fra den 1. marts samme år til den sidste dag i februar det efterfølgende år, jf. dog stk. 4. Bestemmelsen er en sproglig tilpasning af den eksisterende § 15 b, stk. 4.

Det foreslås i § 15 b, stk. 4, at for skibe, som optages i dansk register mellem 1. marts og inden udgangen af februar det følgende år, forfalder en forholdsmæssig afgift for alle hele måneder, skibet er registreret indtil den førstkommende 1. marts.

Formålet med ændringen er at effektivisere ordningen med årlig afgift, således at det tidspunkt, hvorfra betaling af årlig afgift skal ske, afspejler hele den periode, hvor et skib faktisk er registreret i skibsregistret. I dag er det sådan, at ethvert skib, som anmeldes til registrering efter den sidste dag i februar et givent år, først opkræves årlig afgift for den næstkommende periode.

Med indførelsen af Det Digitale Skibsregister og den dermed forbedrede adgang til data og træk på data, kan der opkræves årlig afgift også for ”skæve” perioder. Endvidere vil det mindske muligheden for at spekulere i, hvornår et skib anmeldes til registrering med henblik på at undgå at betale årlig afgift det første år, et skib er registreret.

Det foreslås i § 15 b, stk. 5 , at udslettes et skib fra dansk register inden den 1. marts i en afgiftsperiode, tilbagebetaler Søfartsstyrelsen indbetalt afgift for de hele måneder efter udslettelsestidspunktet og indtil den 1. marts i det følgende afgiftsår.

Samtidig med forslaget om indførelse af forholdsmæssig betaling af årlig afgift, som beskrevet ovenfor, forslås den hidtidige ordning for delvis tilbagebetaling af indbetalt årlig afgift ændret tilsvarende. Endvidere foreslås tilbagebetaling ændret fra en ordning, hvor tilbagebetaling sker efter ansøgning, til en ordning hvor Søfartsstyrelsen automatisk gennemfører tilbagebetaling, når betingelserne er til stede.

Muligheden for delvis tilbagebetaling af årlig afgift vil fortsat gælde, når et skib udslettes af skibsregistret. Det er således ikke muligt at få betalt årlig afgift tilbage, blot fordi skibet skifter ejer i en afgiftsperiode. Da parterne ved overdragelse af skibet inter partes kan tage højde for den betalte årlige afgift, og da det ville medføre øget administration, foreslås det ikke at lade ejerskifte af skib omfatte af tilbagebetalingsmuligheden.

Det foreslås i § 15 b, stk. 6 , at erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af årlig afgift, herunder tidspunkt for betaling, betalingsmåden, frister for indbetaling, frister for tilbagebetaling, erindringsskrivelser, rykkergebyrer og renter samt regler om, at Søfartsstyrelsen kan eftergive eller frafalde krav på betaling af den årlige afgift. Bestemmelsen indeholder en tilføjelse til den eksisterende § 15 b, stk. 6, idet erhvervsministeren med den foreslåede bestemmelse bemyndiges til også at fastsætte regler om tidspunktet for betaling af årlig afgift.

Det foreslås at indsætte mulighed for at fastsætte bestemmelser om tidspunkt for betaling. Det foreslås, fordi det erfaringsmæssigt gennem de sidste 11 år har vist sig at være upraktisk at udsende samtlige opkrævninger samtidig.

Derudover er der foretaget en sproglig præcisering i forhold til den del af bestemmelsen, der vedrører gebyrer, således, at det fremgår udtrykkeligt, at der er tale om rykkergebyrer.

Rykkergebyret kan kun dække omkostninger forbundet med inddrivelsen, og dets størrelse beregnes ud fra styrelsens faktiske omkostninger forbundet med opgaven. Det tilstræbes, at der med opkrævning af rykkergebyr vil være fuld omkostningsdækning.

Der er i dag indsat bestemmelser om betaling af årlig afgift i overensstemmelse med ovenstående i kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 35 af 13. januar 2023 om registrering af skibe, herunder bareboat-registrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister, Dansk Internationalt Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen og om årlig afgift af skibe med hjemsted i Danmark gældende for skibe med hjemsted i Danmark. Den tilsvarende bekendtgørelse for skibe med hjemsted i Grønland indeholder i dag ikke bestemmelser om årlig afgift, fordi sølovens bestemmelser om årlig afgift ikke gælder for skibe, hjemmehørende i Grønland, som ejes af en person, der har bopæl i Grønland, eller af selskaber el.lign., der har hjemsted i Grønland.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende § 6, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 526 af 7. juni 2006 om ændring af søloven og forskellige andre love, at lovens § 1 og § 2 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, der følger af de særlige grønlandske forhold.

§ 1, nr. 1-9, 11-24 og 26-28 i lov nr. 526 af 7. juni 2006 blev sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 782 af 6. juni 2018 og kongelig anordning nr. 30 af 13. januar 2023. Lovens § 1, nr. 25, blev dog ikke sat i kraft.

Lovens § 1, nr. 25, vedrører indsættelsen af sølovens § 47, stk. 4-8, som omhandler fiskerirettigheder og i hvilket omfang fiskerirettigheder omfattes af en rettighed over et skib.

Ændringen til sølovens § 47 skal også kunne sættes i kraft for Grønland. Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 6 i lov nr. 526 af 7. juni 2006 således, at lovens § 1, nr. 25, vil kunne sættes i kraft for Grønland, med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås i § 6, stk. 3, at lovens § 1, nr. 25, som ikke i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Grønland, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Formålet med ændringen er at kunne sætte sølovens § 47, stk. 4-8, i kraft for Grønland.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende § 9, stk. 3, i lov nr. 493 af 12. maj 2010 om ændring af lov om sikkerhed til søs, sømandsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forhyring af skibsmandskab, som ændret ved lov nr. 1773 af 28. december 2023, at §§ 1-5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

§ 1, nr. 2-4, 6-7, 9, 11-14, 17-22 og 25-26 samt dele af nr. 10 og 23 i lov nr. 493 af 12. maj 2010 blev sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 71 af 29. januar 2013. Lovens § 1, nr. 5, 8 og 16 samt dele af nr. 10 og 23 blev dog ikke sat i kraft.

Baggrunden for, at ændringerne i lovens § 1, nr. 5, 8 og 16 ikke er sat i kraft for Grønland sammen med de andre ændringer skyldes, at bestemmelserne har sammenhæng med lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., og denne lov endnu ikke er sat i kraft for Grønland. Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. kan sættes i kraft for Grønland ved en kongelig anordning, hvilket forventes at ske inden for en kortere tidshorisont. I samme anordning skal ændringerne i lovens § 1, nr. 5, 8 og 16, også kunne sættes i kraft.

Lovens § 1, nr. 5, vedrører indsættelsen af § 3, stk. 2, i lov om sikkerhed til søs og giver erhvervsministeren hjemmel til for udenlandske skibe, der er omfattet af loven, at fastsætte regler om de forhold, som er omfattet af FN’s Internationale Arbejdsorganisations Konvention om søfarendes arbejdsforhold.

Lovens § 1, nr. 8, vedrører en ændring af § 14, stk. 2, i lov om sikkerhed til søs, som giver Søfartsstyrelsen mulighed for at tilbageholde et skib, hvis der fx konstateres overtrædelser af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

Lovens § 1, nr. 16, vedrører indsættelsen af § 20 b i lov om sikkerhed til søs, som giver Søfartsstyrelsen hjemmel til udstedelse af foreskrevne certifikater og anden dokumentation efter lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

Ændringerne, som er relateret til lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., skal også kunne sættes i kraft for Grønland. Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i § 9 i lov nr. 493 af 12. maj 2010 således at lovens § 1, nr. 5, 8 og 16 samt dele af nr. 10 og 23 vil kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås i § 9, stk. 4, at de dele af loven, som ikke i medfør af stk. 3 er sat i kraft for Grønland, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Formålet med ændringen er at kunne sætte bestemmelser, som er relateret til lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. i kraft for Grønland.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 10, stk. 2, i lov nr. 1384 af 23. december 2012 om ændring af lov om søloven, lov om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, lov om skibes besætning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreringsafgift for fritidsfartøjer, at Erhvervsministeren ved kongelig anordning kan sætte loven helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

§ 5, nr. 2 og 3, i lov nr. 1384 af 23. december 2012 blev sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1031 af 24. august 2015. Lovens § 5, nr. 1, blev dog ikke sat i kraft.

Baggrunden for, at ændringen ikke er sat i kraft for Grønland sammen med de andre ændringer skyldes, at bestemmelsen har sammenhæng med lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF, og denne er ikke sat i kraft for Grønland.

Lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs kan sættes i kraft for Grønland ved en kongelig anordning, hvilket er igangsat. I samme anordning skal ændringen til § 4, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs også kunne sættes i kraft.

§ 4, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs giver erhvervsministeren hjemmel til at kunne fastsætte regler om anmeldelsespligt til danske og udenlandske søfartsmyndigheder vedrørende ulykker og andre hændelser til søs og om danske myndigheders indberetning heraf til den europæiske informationsplatform for ulykker til søs.

Ændringen til § 4, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs skal også kunne sættes i kraft for Grønland. Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke efter stk. 2 i § 10 i lov nr. 493 af 12. maj 2010 således at lovens § 5, nr. 1, kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås i § 10, stk. 3, at lovens § 5, nr. 1, som ikke i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Grønland, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Formålet med ændringen er alene at kunne sætte § 4, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs i kraft for Grønland.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.4 i lovforlagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 27. februar 2025.

Regulering, som har direkte konsekvenser for erhvervslivet, skal som hovedregel træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli. Det letter virksomhedernes arbejde med at holde sig orienteret om ny regulering. I dette tilfælde fraviges de faste ikrafttrædelsesdatoer. Med ikrafttræden i februar 2025 kan lovændringerne implementeres, således de får virkning for de årlige afgifter allerede i 2025, idet disse forfalder 1. marts som affattet ved lovforslagets § 3, nr. 2.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 .

Lov om sikkerhed til søs kan i henhold til § 36 i lov nr. 900 af 16. december 1998 sættes i kraft for Grønland med de ændringer, der følger af de særlige grønlandske forhold.

Loven er første gang sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 607 af 25. juni 2001 om ikrafttræden for Grønland af lov om sikkerhed til søs og senere ændringer til loven er sat i kraft for Grønland i 2003, 2008, 2013 og 2015.

Lov om skibes besætning kan i henhold til § 32 i lov nr. 15 af 13. januar 1997 sættes i kraft for Grønland med de ændringer, der følger af de særlige grønlandske forhold.

Loven er første gang sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 608 af 25. juni 2001 om ikrafttræden for Grønland af lov om skibes besætning og senere ændringer til loven er sat i kraft for Grønland i 2005 og 2023.

Søloven er fortsat et rigsanliggende for både Færøerne og Grønland, og forslaget til ændringer i søloven vil derfor ved kongelige anordninger kunne sættes i kraft der med de fornødne tilpasninger. Dog er skibsregistrering et hjemmestyreanliggende på Færøerne, og lovforslaget vil derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.

Den gældende lov om Dansk Internationalt Skibsregister er ikke sat i kraft for Grønland. Skibe hjemmehørende i Grønland kan derfor i dag ikke registreres i Dansk Internationalt Skibsregister. Såfremt loven sættes i kraft for Grønland, vil denne ændring også kunne sættes i kraft.

Det foreslås derfor i stk. 2, at § 1, nr. 1-2, § 2, nr. 1-5, og § 3, nr. 1 og 2, som vedrører ændringer til lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning og søloven, ved en kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Det er i øvrigt i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, da ændringerne sikrer opdatering af lovgivningen i Grønland.