Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 724 af 25/06/2014

Erhvervsministeriet

Lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, lov om ændring af søloven og forskellige andre love og lov om søfarendes ansættelsesforhold (Skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af dykkerulykker) § 2

I lov nr. 457 af 18. maj 2011 om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs foretages følgende ændring:

1. I § 3, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Havarikommissionen kan endvidere beslutte at undersøge ulykker vedrørende dykkerarbejde, som er omfattet af lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, lov om ændring af søloven og forskellige andre love og lov om søfarendes ansættelsesforhold (Skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af dykkerulykker) § 2

Til nr. 1

Det foreslås, at der indsættes hjemmel i lov om Danpilot til at give Danpilot mulighed for at supplere sin virksomhed med andre maritime tjenesteydelser end de tjenesteydelser, som DanPilot kan levere i dag.

DanPilot får med ændringen mulighed for at udføre maritime tjenesteydelser, der ligger i naturlig forlængelse af DanPilots formål og hovedvirksomhed. DanPilot får dermed mulighed for at lade sine lodsbåde indgå i andre aktiviteter såsom trossetjeneste, proviantering af skibe og lignende ydelser.

Det er en forudsætning for DanPilots varetagelse af andre maritime tjenesteydelser end lodsning, at DanPilot ved salg af disse tjenesteydelser opererer på markedsvilkår og sælger ydelserne på samme vilkår, som en privat udbyder ville gøre. Dette for at sikre, at udvidelsen af DanPilots virksomhed ikke indebærer unfair konkurrence eller statsstøtte. For at skabe gennemsigtighed og undgå konkurrenceforvridning fastlægges et krav om særskilt regnskabsaflæggelse for de andre maritime tjenesteydelser, jf. bemærkningerne til det foreslåede nr. 2 nedenfor.

Til nr. 2

DanPilot vil allerede i dag skulle udarbejde og aflægge særskilt regnskab for henholdsvis gennemsejlingslodsninger og regionallodsninger. Ændringen indebærer, at DanPilot også skal udarbejde og aflægge særskilt regnskab for de andre maritime tjenesteydelser, som DanPilot med den foreslåede ændring af § 2 i lov om Danpilot får adgang til at levere.

Kravet om særskilt regnskabsaflæggelse for de andre maritime tjenesteydelser fastsættes for at skabe gennemsigtighed og undgå konkurrenceforvridning bl.a. i lyset af, at DanPilots eneret på gennemsejlingslodsninger opretholdes delvist med nærværende lovforslag.

Kravet om særskilt regnskabsaflæggelse indebærer, at DanPilot skal holde den interne bogføring vedrørende henholdsvis gennemsejlingslodsninger, regionallodsninger og andre maritime tjenesteydelser adskilt, tildele eller fordele alle omkostninger og indtægter korrekt på grundlag af konsekvent anvendte og objektivt begrundede omkostningsregnskabsprincipper og klart fastlægge, efter hvilke omkostningsregnskabsprincipper de adskilte regnskaber føres.

Det forudsættes i den forbindelse, at det i DanPilots særskilte regnskaber for regionallodsninger, gennemsejlingslodsninger og andre maritime tjenesteydelser anføres, hvilke lodsninger og andre maritime tjenesteydelser, der er omfattet af storkundeaftaler. Det skal således angives klart i regnskaberne, hvilke storkundeaftaler, der er indgået, og hvilke andre maritime tjenesteydelser, som DanPilot udbyder, samt de forudsætninger der ligger til grund for prisfastsættelsen, uden at detaljeringsgraden skal være så stor, at konkurrencefølsomme oplysninger derved blotlægges.