LOV nr 1379 af 23/12/2012
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om seniorjob og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ret til seniorjob til medlemmer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1957) § 1
I lov om seniorjob, lov nr. 1543 af 20. december 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 483 af 12. juni 2009, § 4 i lov nr. 1540 af 21. december 2010 og § 4 i lov nr. 928 af 18. september 2012, foretages følgende ændring:
1. I § 1 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Uanset stk. 1, 1. pkt., har et medlem, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1957, og hvis dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er udløbet eller vil udløbe i perioden fra den 1. januar 2012 til og med den 30. juni 2013, ret til ansættelse i et seniorjob. Medlemmet kan dog ikke få ret til seniorjob, såfremt dagpengeretten er udløbet før det fyldte 55. år.
Stk. 3. Et medlem, som er omfattet af stk. 2, og som i perioden fra den 1. januar 2012 til og med den 16. november 2012 har anmodet om tilbagebetaling af sine efterlønsbidrag, kan anmode sin bopælskommune om seniorjob, selv om medlemmet ikke har ret til efterløn. Det er en betingelse, at personen ved anmodningen om tilbagebetaling ville kunne opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn ved efterlønsalderen, jf. § 74 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag. Har personen i denne periode meldt sig ud af arbejdsløshedskassen, er det en betingelse for ret til seniorjob, at personen melder sig ind på ny og betaler medlemsbidrag. Personen kan tidligst anmode om seniorjob samtidig med genindmeldelsen.«