Lov om ændring af lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere og lov om markedsføring (Skærpelse af regler om markedsføring af lattergas til beruselse og indførelse af mulighed for fængselsstraf)

Kilde

Til nr. 1

Den gældende lovs titel er ”lov om salg og markedsføring af lattergas” (herefter benævnt lattergasloven).

Det foreslås, at lovens titel fremover skal være ”Lov om markedsføring og besiddelse af lattergas (lattergasloven)”.

Ændringen i titlen foreslås som følge af, at det primære forbud i lovens § 3 omformuleres, så salg udgår af lovteksten og at der indføres forbud mod besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder.

Til nr. 2

Det fremgår af § 1 i lov om salg og markedsføring af lattergas (lattergasloven), at loven finder anvendelse på lattergas.

Det foreslås, at anvendelsesområdet i § 1 omformuleres, så loven finder anvendelse på markedsføring og besiddelse af lattergas.

Ændringen vil medføre, at det klart fremgår, at loven finder anvendelse på markedsføring og besiddelse af lattergas.

Til nr. 3

I den gældende lattergaslovs § 2 fremgår der definitioner på lattergas og forbruger.

Det foreslås at indsætte yderligere fire definitioner i § 2, som nr. 3-6.

Det foreslås i § 2, nr. 3, at markedsføring defineres som det at gøre lattergas tilgængeligt for forbrugere mod eller uden betaling, herunder via internettet.

Definitionen foreslås indsat for at gøre det klart, at markedsføringsbegrebet i denne del af lovforslaget ikke vedrører annoncering eller reklamer. Betydningen af ordet skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen om eksempelvis tobak og elektroniske cigaretter, hvor der ved ”markedsføring” forstås at bringe et produkt på markedet, sætte det til salg eller på anden måde gøre det tilgængeligt for forbrugerne.

I § 2, nr. 4, foreslås cracker defineret som et aggregat, som anvendes til at åbne lattergaspatroner, således at gassen kan udtømmes.

Crackers bruges til at ”åbne” en lattergaspatron, så indholdet kan udtømmes i eksempelvis en ballon og indtages via denne. Flødeskumssifoner er ikke omfattet af definitionen af crackers, selv om disse også ”åbner” lattergaspatronen, idet sifoner har et legitimt formål.

Det foreslås i § 2, nr. 5, at en onlinegrænseflade defineres som enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, hvor der markedsføres, sælges eller formidles salg af lattergas.

En onlinegrænseflade vil således være enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter eller indhold. Definitionen af en onlinegrænseflade foreslås dermed at kunne rumme den teknologiske udvikling inden for området, hvorefter nye onlinegrænseflader, som løbende forventes at blive udviklet, vil være omfattede af definitionen. I øjeblikket er det særligt hjemmesider og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere, der bliver brugt for at tilgå eksempelvis en webshop. Dette formodes dog at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på markedet. På nuværende tidspunkt omfatter begrebet onlinegrænseflade bl.a. onlinemarkedspladser, som formidler salget mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

I relation til dette lovforslag er det udelukkende onlinegrænseflader, som anvendes til at markedsføre, sælge eller formidle salg af lattergas. Kommunikationsplatforme, som ligeledes omfattes af dette lovforslag, er at betragte som en underkategori til onlinegrænseflader. Disse er særligt relevante, hvor kommunikationsplatformen anvendes til at formidle kontakten og deraf følgende salg af lattergas.

I § 2, nr. 6, foreslås det at definere kommunikationsplatform som en online platform, som med henblik på opnåelse af fortjeneste tilbyder den besøgende at oprette en profil og udforske andre profiler, og hvis primære funktion består i at give brugerne af platformen mulighed for at tilslutte sig og dele meddelelser eller præsentationer med indhold i tegn, ord, på skrift, lyd, billeder eller video.

At platformen er online indebærer, at interaktion på platformen sker via internettet. Online platforme varierer i format og antal funktioner, som er designet og vedligeholdt af en tjenesteudbyder, men de kan som regel tilgås via et websted fra både stationære og bærbare computere og via applikationer på mobile enheder, såsom tabletcomputere og smartphones. Platforme, som udbydes ved hjælp af f.eks. telefax eller telex, er ikke omfattet.

Det forhold, at kommunikationsplatformen skal tilbydes af en tjenesteudbyder med henblik på opnåelse af fortjeneste, skal forstås således, at kommunikationsplatformen har et kommercielt sigte, hvilket omfatter alle aktiviteter, der er af økonomisk art, eller som er udført mod betaling. Der skal ikke nødvendigvis ske betaling fra brugeren, dvs. at en kommunikationsplatform godt kan have et kommercielt sigte i lovens forstand, selv om tjenesteudbyderens virksomhed i almindelighed ikke betegnes som kommerciel. Kommunikationsplatformen skal sigte mod at generere en omsætning. Det kan f.eks. være, at tjenesteudbyderen tilbyder ydelser eller produkter mod betaling til andre fysiske og juridiske personer, som ønsker at promovere sine ydelser eller produkter på kommunikationsplatformen. Denne betaling kan også udgøre adgang til data. Tjenesteudbydere kan f.eks. opnå fortjeneste ved at give virksomheder adgang til at købe medieplacering med annoncering og ved in-app køb m.m. Herudover kan tjenesteudbydere opnå fortjeneste ved at tilbyde sine brugere, som har adgang til kommunikationsplatformen uden betaling, muligheden for at tilkøbe premium-medlemsskaber for f.eks. et ugentligt, månedligt eller årligt beløb.

Platformen skal tilbyde den besøgende at oprette en profil og udforske andre profiler. Brugeren kan således efter registrering på platformen få adgang til at skabe sociale relationer ved at forbinde sig med andre brugere, som også har profiler på webstedet eller appen, enten gensidigt eller ved at andre brugere følger brugerprofilen. “Venne-” eller ”følger-”netværket på platformen er typisk synligt for andre brugere, og den primære sociale interaktion på platformen består af en offentlig, delvist offentlig eller privat kontinuerlig strøm af indhold, der genereres af andre brugere eller én selv. Det bemærkes hertil, at det ikke er en forudsætning for at falde ind under definitionen af kommunikationsplatform, at brugere tilknytter sig til andre brugere.

Det foreslås, at forudsætningen for at blive omfattet af definitionen af en kommunikationsplatform er, at en primær funktion af platformen skal bestå i at muliggøre det for brugere at tilslutte sig, dele meddelelser eller præsentationer med indhold i tegn, ord, på skrift, lyd, billeder eller video. Dette skal forstås bredt, således at f.eks. en tilslutning ikke nødvendigvis skal ske på skrift, men kan ske ved at trykke på en ”like”-knap på en anden brugers indhold på platformen. Brugergenereret indhold gøres typisk let tilgængeligt for brugerne generelt, uden at den bruger, der leverer informationen, skal foretage sig andet for at give disse personer adgang til den pågældende information.

Kravet om primær funktion betyder, at definitionen kun omfatter den del af en given kommunikationsplatform, som opfylder dette krav. Hvis en tjenesteudbyder i tilknytning til sin kommunikationsplatform også tilbyder en separat tjeneste, hvor det f.eks. er muligt for brugerne at handle med varer eller benytte en individuel kommunikationstjeneste, er denne del ikke omfattet af loven.

Det er blevet mere almindeligt, at websteder, som er genstand for meget brugertrafik, også tilbyder en interaktiv kommunikationsmulighed, som tillader registrerede brugere at interagere og dele indhold på deres websted gennem f.eks. en chatfunktion. Det er ikke hensigten, at lovforslaget skal omfatte interaktive kommunikationsmuligheder mellem brugere, som udgør en mindre og rent accessorisk del, der er knyttet til et websted, som primært tilbyder f.eks. journalistisk eller redaktionelt indhold m.m. Kommentarsektionen i en onlineavis vil f.eks. udgøre en sådan accessorisk funktion, i forhold til den primære tjeneste, nemlig offentliggørelsen af nyheder under udgiverens redaktionelle ansvar. I visse tilfælde tilbyder en virksomhed f.eks. salg af produkter på sit websted som den primære funktion, men virksomheden giver også brugerne adgang til at kommunikere og meningsudveksle om produkterne på webstedet gennem en interaktiv kommunikationsmulighed. Den del af webstedet, som benyttes af brugerne som en interaktiv kommunikationsmulighed, skal anses for en accessorisk del af webstedet, som ikke er omfattet af begrebet kommunikationsplatform.

Til nr. 4

Kapitlets overskrift er ”salg og markedsføring af lattergas til forbrugere”.

Det foreslås, at kapitlets overskrift fremover skal være ”Markedsføring af lattergas til forbrugere og forbud mod besiddelse”.

Ændringen i overskriften foreslås som følge af, at det primære forbud i lovens § 3 omformuleres, så salg udgår og der i § 4 a foreslås at indføre forbud mod besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende § 3, stk. 1, i lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere, at det er forbudt at sælge mere end 17 gram lattergas til hver enkelt forbruger pr. dag.

Mængdebegrænsningen blev indført ved lov nr. 800 af den 9. juni 2020 og har til formål at dæmme op for de situationer, hvor lattergas bliver solgt i mængder, der overstiger den mængde, som vurderes ikke at kunne rummes af legitime formål. Mængdebegrænsningen svarer til, at der lovligt kan sælges højst 2 små lattergaspatroner med 7-8,5 gram i hver. Det er uden betydning, om de i alt tilladte 17 gram lattergas sælges i en eller flere beholdere. Lattergas findes på markedet i andre beholdere, som indeholder mere eller mindre lattergas end små lattergaspatroner. Fælles er dog, at det er tilladt at sælge op til 17 gram, mens det er ulovligt at sælge over mængdebegrænsningen.

Mængdebegrænsningen er fastsat på baggrund af en afvejning af, at forbrug til beruselse af blot en enkelt lattergaspatron efter Sundhedsstyrelsens vurdering er sundhedsskadelig, men at det fortsat skal være muligt for forbrugere at købe lattergas til legitime formål, herunder som drivmiddel i sifoner til at lave skum af f.eks. fløde.

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere, at lattergas ikke må sælges eller markedsføres i Danmark til forbrugere under 18 år.

Bestemmelsen forbyder salg og markedsføring af lattergaspatroner til forbrugere under 18 år. Bestemmelsen tjener som en beskyttelse mod risikoen for et potentielt misbrug, som nogle unge under 18 år kan udvikle ved anvendelse af lattergas til beruselsesformål.

Der findes i dag ikke et egentlig forbud mod salg og markedsføring af lattergas til beruselsesformål.

Det foreslås i § 3, stk. 1, at det forbydes at markedsføre mere end 17 gram lattergas pr. dag til en forbruger eller en person, der fremstår som en forbruger, jf. dog stk. 2 og 3.

Ændringen af bestemmelsens ordlyd foretages primært for at præcisere, at forbuddet også gælder over for personer, der fremstår som forbrugere. Denne præcisering er relevant for personer, som arbejder med kontrolmyndigheden for at kontrollere, at reglerne bliver overholdt.

Ændringen foretages også for at fremrykke fuldbyrdelsen af den ulovlige gerning, så denne sker allerede ved markedsføringen af mere end 17 gram lattergas til forbrugere eller personer, der fremstår som forbrugere. Den ulovlige gerning er derfor ikke længere betinget af, at et egentligt salg til en forbruger har fundet sted. Det betyder, at overtrædelse af forbuddet sker i det øjeblik, hvor f.eks. en webshop lægger lattergas over mængdebegrænsningen op på shoppen og dermed markedsfører til forbrugerne.

Ved ”markedsføre” forstås i henhold til lovforslaget alle handlinger, der gør lattergas tilgængeligt på markedet, herunder ved at sætte til salg eller stille lattergas til rådighed for forbrugeren mod eller uden betaling. Opbevares lattergas ”under disken”, i lagerlokalet, eller i bagagerummet på en bil, så det kun sælges ved direkte forespørgsel fra en forbruger, vil dette blive anset for tilgængeliggørelse, som omfattes af begrebet ”markedsføre”. De situationer, hvor lattergas markedsføres via internettet, på sociale medier eller via andre digitale kanaler, vil ligeledes være omfattet.

Det bemærkes, at markedsføringsbegrebet ikke handler om annoncering eller reklamer. Betydningen af ordet vil skulle forstås i tråd med lovgivningen om eksempelvis tobak og elektroniske cigaretter i betydningen at bringe et produkt på markedet, sætte det til salg eller på anden måde gøre det tilgængeligt for forbrugerne.

Det understreges, at Sikkerhedsstyrelsens kontrol under brug af skjult identitet aldrig må anspore til ulovlige handlinger (provokationsforbuddet). Dette er særligt aktuelt i de situationer, hvor lattergas opbevares ”under disken”, i lagerlokalet, eller i bagagerummet på en bil, så det kun sælges ved direkte forespørgsel fra en forbruger. I disse situationer må der søges bevis for markedsføringen ved eksempelvis klip fra videoovervågning, vidneudsagn fra forbruger eller den tilsynsførendes observationer.

Sikkerhedsstyrelsen skal ligeledes iagttage, at provokationsforbuddet medfører, at der alene må købes den mindste udbudte mængde lattergas over mængdebegrænsningen, når der gennemføres kontrolkøb.

Forbuddet mod at markedsføre mere end 17 gram lattergas pr. dag til en forbruger eller en person, der fremstår som en forbruger, gælder for erhvervsdrivende såvel som forbrugere, som markedsfører lattergas til andre forbrugere.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 2, at lattergas ikke må markedsføres i Danmark til forbrugere eller personer, der fremstår som forbrugere, under 18 år.

Den sproglige formulering i bestemmelsen tilpasses dermed ændringen af § 3, stk. 1. Bestemmelsen indebærer fortsat, at enhver tilgængeliggørelse af lattergas til forbrugere under 18 år er ulovlig.

Forhandleren er ansvarlig for at sikre, at en forbruger, som køber lattergas, er over 18 år. Forhandleren skal kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation, der dokumenterer, at forbrugeren er fyldt 18 år, jf. den foreslåede § 6.

Forbuddet mod at markedsføre lattergas over for forbrugere under 18 år vil gælde for alle forhandlere, uanset om de er erhvervsdrivende eller forbrugere, som markedsfører lattergas til andre forbrugere.

Det foreslås i stk. 3, at lattergas ikke må markedsføres til beruselsesformål uanset mængde.

Med bestemmelsen forbydes enhver tilgængeliggørelse af lattergas til beruselsesformål. Forbuddet indføres for at beskytte forbrugerne, idet lattergas er sundhedsskadeligt at indtage selv i små mængder. Der sendes samtidig et klart signal til brugerne om, at anvendelse af lattergas til beruselse selv i små mængder er sundhedsskadeligt og ikke accepteres af samfundet.

Lattergas fra patroner bliver typisk misbrugt ved, at det inhaleres fra gaspatronerne via en flødeskumssifon eller fra en ballon, som fyldes med gassen fra patronerne. En indikator for, at lattergassen sælges til beruselsesformål, kan være de omstændigheder, lattergassen markedsføres under. Sælges der f.eks. balloner og crackers fra samme udsalgssted, vil dette klart indikere, at lattergassen sælges til beruselsesformål.

En anden indikator kan være, hvilken type udsalgssted lattergassen sælges fra. Markedsføring på diskoteker, festivaler, ungdomsklubber eller lignende steder, hvor lattergas ikke umiddelbart har et legitimt formål, vil ligeledes indikere, at salget sker med beruselse for øje, ligesom markedsføring fra en bil, der indeholder et større lager af patroner, også indikerer, at formålet er beruselse.

Markedsføring fra bagagerummet eller ud af sideruden på en bil, via profiler på sociale medier eller lignende, hvor sælgeren enten kun forhandler lattergas eller lattergas sammen med andre rusmidler, vil ligeledes indikere, at salget sker til beruselsesformål.

Måden, markedsføringen af lattergassen sker på, kan ligeledes indikere, at det sker til beruselsesformål. Eksempelvis vil mere eller mindre skjulte henvisninger til anvendelse af lattergas til beruselse i en annonce eller anden reklame kunne indikere, at forhandleren henvender sig særligt til forbrugere, som ønsker at anvende lattergas til beruselsesformål.

Forbuddet mod at markedsføre lattergas til beruselsesformål vil gælde, uanset om der er tale om erhvervsdrivende eller forbrugere, som markedsfører lattergassen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere indeholder ingen regler om besiddelse af lattergas.

Det foreslås i § 4 a, at lattergas ikke må besiddes på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse eller har et andet anerkendelsesværdigt formål.

Besiddelse på offentligt tilgængelige steder m.v. skal forstås på samme måde som i § 1 i lov nr. 376 af 27. april 2016 om knive og blankvåben samt ordensbekendtgørelsens § 2. Ved offentligt tilgængelige steder forstås således steder, hvortil der er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restaurationer (herunder diskoteker, værtshuse og lignende), butikker og butikscentre i åbningstiden, forlystelsessteder og offentlige kontorer, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 13.

Forbuddet mod besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder vil endvidere omfatte besiddelse i nattelivet, på festivaler og på markedspladser. Besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder m.v. skal endvidere forstås sådan, at dette ikke alene omfatter at bære lattergas fysisk, men at besiddelsen også kan omfatte besiddelse i et køretøj eller lignende, som befinder sig på et offentligt tilgængeligt sted.

Med erhvervsudøvelse menes formål, hvor lattergas anvendes i forbindelse med udøvelse af et givent erhverv. Det kan eksempelvis være på en bar eller i et professionelt køkken. Med andet anerkendelsesværdigt formål menes de situationer, hvor lattergas anvendes på legitim vis, f.eks. som drivmiddel i en sifon, der kan lave skum. Det er dog ikke afgørende, hvilket redskab der anvendes, men måden hvorpå lattergassen anvendes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere indeholder i § 5 et forbud mod at sælge lattergas til forbrugere fra udsalgssteder, hvor der sælges alkohol eller produkter relateret til tobak eller elektroniske cigaretter.

Det foreslås i § 5 , at det forbydes at markedsføre lattergas til forbrugere fra udsalgssteder, hvor der markedsføres alkohol, crackers, tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter eller elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen indebærer, at markedsføring erstatter salg. Ændringen foreslås som følge af, at det primære forbud i lovens § 3 omformuleres, således at salg udgår og erstattes af markedsføring.

Det foreslås endvidere, at crackers indsættes i den foreslåede § 5, så det bliver forbudt at markedsføre lattergas til forbrugere fra udsalgssteder, hvor der sælges alkohol, crackers, tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter eller elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at lattergas anvendes til legitime formål. Lattergas er ikke beregnet til direkte menneskelig indtagelse, men alene som et fødevaretilsætningsstof, og Sundhedsstyrelsen advarer om, at der er en forøget risiko for iltmangel og i værste fald kvælning, hvis lattergas indtages samtidig med f.eks. alkohol, da alkohol påvirker hjernens evne til at reagere på iltmangel.

Det foreslås derfor, at lattergas ikke må sælges på steder, hvor der sælges rusmidler som alkohol i form af f.eks. øl, vin eller spiritus, eller hvor der sælges crackers, som kan anvendes til at ”åbne” lattergaspatronen, så gassen kan udtømmes i f.eks. en ballon og herefter indtages. Det foreslås yderligere, at lattergas heller ikke må sælges samme sted som tobaksvarer (produkter, som helt eller delvist består af tobak, uanset om den er generisk modificeret samt varer, der fortrinsvist benyttes i forbindelse med tobaksrygning), tobakssurrogater (produkter med indhold af nikotin, der ikke er tobaksvarer, som defineret i § 2, nr. 2, i lov om tobaksvarer m.v.).

Der foreslås et endvidere et forbud mod at markedsføre lattergas samme sted som elektroniske cigaretter, som defineret i § 2, nr. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v. Ydermere foreslås det forbudt at markedsføre lattergas samme sted som urtebaserede rygeprodukter (produkter baseret på planter, urter eller frugter, som ikke indeholder tobak, og som kan forbruges via en forbrændingsproces). Endelig omfattes også genopfyldningsbeholdere til elektroniske cigaretter af forbuddet, uanset om disse er med eller uden nikotin.

Salg af lattergas på steder, hvor ovennævnte produkter markedsføres, kan give forbrugere et uhensigtsmæssigt indtryk af, at lattergas har et naturligt beruselsesformål. Forslaget indebærer på den baggrund, at lattergas alene må sælges på steder, hvor lattergassen kan indgå som en naturlig del af produktporteføljen, hvilket eksempelvis er isenkrambutikker eller specialforretninger, som primært sælger lattergas.

Markedsføring af lattergas i strid med den foreslåede § 5 sanktioneres efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 8

Lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere indeholder ikke krav til forhandleren af lattergas om at kontrollere, at køber handler på vegne af en virksomhed, når der sælges lattergas i mængder, som overstiger mængdebegrænsningen. Da det imidlertid er forbudt at sælge mere end 17 gram til hver enkelt forbruger pr. dag, stilles der dermed et indirekte krav til forhandleren.

Det foreslås i § 5 a, at der gives forhandleren en klar forpligtelse til at kontrollere, at denne ikke handler med en forbruger. Det foreslås derfor i stk. 1, at ved handel med lattergas, der overstiger mængdebegrænsningen i § 3, stk. 1, skal forhandleren forud for betalingstransaktionen kontrollere, at køberen er en erhvervsdrivende med gyldigt CVR-nummer.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der ved handel med lattergas over mængdebegrænsningen pålægges forhandlere et ansvar for at kontrollere, om den danske køber reelt er erhvervsdrivende. Derved afskæres forbrugere muligheden for at omgå mængdebegrænsningen, ved f.eks. at foretage køb over de tilladte 17 gram pr. dag under anvendelse af falske oplysninger, herunder brug af fiktive eller vilkårlige CVR-numre.

Der indføres derfor et krav til forhandleren af lattergas om, at denne, forud for at salget gennemføres, skal kontrollere CVR-nummeret på deres kunde.

Kravet medfører ikke, at sælgeren får pligt til at kontrollere, om køberen har et anerkendelsesværdigt formål med købet inden for rammerne af sit erhverv. Kravet går alene på, at sælgeren vil skulle kontrollere, om det CVR-nummer, som køber oplyser, er gyldigt eller ej.

At sælgere forud for betalingstransaktionen vil skulle kontrollere, at der handles med en erhvervsdrivende med gyldigt CVR-nummer, betyder, at når der handles i en fysisk butik, vil denne kontrol bl.a. kunne foretages ved at konstatere, om købet foretages på et kreditkort udstedt til en erhvervsdrivende eller efter rekvisition fra en erhvervsdrivende.

Ved internethandel vil kontrollen eksempelvis kunne foretages ved, at der indsættes et felt i forbindelse med ordreafgivelsen, hvor køberen skal indtaste sit CVR-nummer. Forhandleren vil derefter skulle foretage et krydstjek af, om det oplyste CVR-nummer er gyldigt. Dette kan f.eks. ske ved opslag via det Centrale Virksomhedsregister.

Transaktionen skal afvises, hvis køber oplyser et CVR-nummer, som ikke er gyldigt.

Det foreslås i stk. 2, at forhandleren skal have en relevant procedure for kontrollen i stk. 1. Kontrollen skal dokumenteres, og dokumentation for den udførte kontrol skal opbevares i 2 år.

Bestemmelsen skal sikre, at forhandlerne indfører relevante kontrolprocedurer, og at de efterfølgende kan dokumentere, at kontrollen har fundet sted.

Der vil være metodefrihed til, hvordan disse procedurer udformes, så længe forhandleren kan redegøre for relevante procedurer, og at disse er effektive til at sikre, at CVR-kontrollen gennemføres. Proceduren kan eksempelvis bestå af en tjekliste med punkter, som ekspedienten skal udføre i forbindelse med salg af lattergas.

Dokumentation og relevante procedurer hos forhandleren vil efter lovens ikrafttræden indgå i Sikkerhedsstyrelsens markedsovervågning. Forhandleren skal kunne dokumentere over for kontrolmyndigheden, at CVR-kontrollen er gennemført for hvert enkelt salg af lattergas over mængdebegrænsningen. Forhandleren vælger selv formatet af dokumentationen, så længe det kan dokumenteres, at kontrollen er foretaget. Det kan f.eks. være ved hjælp af skærmbilleder fra det Centrale Virksomhedsregister eller med en udfyldt tjekliste.

Når forhandleren handler med faste kunder, vil det være tilstrækkeligt, at der foretages periodisk kontrol, som foretages ud fra en konkret vurdering. Som eksempel kan der efter kontrollen ved første salg kontrolleres hver 6. måned eller for hvert 10. salg til samme virksomhed for at sikre, at CVR-nummeret fortsat er gyldigt. Denne kontrol vil ligeledes skulle dokumenteres og opbevares.

Dokumentationen skal opbevares i 2 år efter hvert salg af lattergas. Knyttes dokumentationen op på en procedure, f.eks. ved henvisning til konkrete punkter i en tjekliste, omfatter opbevaringskravet tillige den procedure, som var gældende på tidspunktet for salget.

Det toårige opbevaringskrav knytter sig til den strafferetlige forældelse for de almindelige overtrædelser af lattergasloven, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af § 6 i lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere, at forhandlere af lattergas skal drive et effektivt alderskontrolsystem ved forbrugerrettet internethandel.

Det foreslås i § 6, stk. 1, at forhandlere af lattergas skal kontrollere, at forbrugeren er fyldt 18 år, inden salget gennemføres.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes et krav om, at forhandlere af lattergas skal kontrollere alderen på forbrugere eller personer, der fremstår som en forbrugere, som ønsker at købe lattergas. Bestemmelsen skal dermed bidrage til at sikre, at forhandleren overholder forbuddet mod at sælge lattergas til forbrugere eller personer, der fremstår som forbrugere, som ikke er fyldt 18 år, jf. den foreslåede § 3, stk. 2.

Alderskontrollen i fysiske butikker vil skulle ske ved kontrol af køberens billedlegitimation, eksempelvis ved, at forhandleren kræver fremvisning af gyldig legitimation. Det er væsentligt, at der er tale om billedlegitimation eller anden form for legitimation, hvor forhandleren kan verificere, at personen, som fremviser legitimationen, er den person, som forsøger at købe lattergas. Derfor vil et sygesikringsbevis ikke i sig selv være tilstrækkelig legitimation. Foregår handlen online, er alderskontrollen reguleret i bestemmelsens stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at ved forbrugerrettet internethandel skal forhandlere af lattergas drive et alderskontrolsystem, som effektivt sikrer, at forbrugeren er fyldt 18 år.

Alderskontrolsystemet vil derfor skulle benyttes ved handel over internettet. Bestemmelsen indebærer et krav til forhandlerne om at sikre et system, der effektivt verificerer køberens alder. Det er således ikke tilstrækkeligt med f.eks. et pop-up vindue, der anmoder køberen om at bekræfte, at vedkommende er fyldt 18 år, som det ses på nogle hjemmesider i dag. Der skal således ske en verificering af en købers alder, således at det sikres, at personer under 18 år ikke kan købe lattergas.

Det foreslåede alderskontrolsystem er udtryk for, at myndighederne skal have de bedste muligheder for at håndhæve aldersgrænsen for salg af lattergas.

Samtidig skal det sikres, at den rette tilgængelige løsning til et alderskontrolsystem kan implementeres hos forhandlere af lattergas. I den henseende er det ikke hensigten, at der vil blive udviklet en central løsning, som sælgere kan benytte til alderskontrol ved salg af lattergas.

Det vil således være den enkelte forhandlers ansvar at have et alderskontrolsystem, der effektivt kan anvendes til at verificere køberes alder i forbindelse med et salg til en forbruger. Som eksempel på et effektivt alderskontrolsystem kan forhandleren ved forbrugerrettet internethandel kræve en form for brugeroprettelse, hvor brugerens alder skal verificeres, før et køb af lattergas kan gennemføres.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om alderskontrollen nævnt i stk. 1 og 2, herunder om de nærmere krav til selve kontrollen, om et alderskontrolsystem, og om forhandleres pligt til at give kontrolmyndigheden oplysninger om systemets indhold og anvendelse.

Bestemmelsen kan bl.a. anvendes til at fastsætte krav til, hvordan systemet på sikker vis kan kontrollere, at købere er over 18 år. Bemyndigelsen kan imidlertid alene anvendes til at fastsætte regler i det omfang, der er nødvendigt for at sikre, at lattergas ikke sælges til forbrugere under 18 år.

Det forudsættes, at reglerne, som fastsættes i medfør af stk. 3, bliver strafbelagt i medfør af lattergaslovens § 12, stk. 6. Efter § 12, stk. 6, kan det i regler udstedt i medfør af lattergasloven fastsættes, at overtrædelse af reglerne straffes med bøde.

Til nr. 10

I lattergaslovens § 7 fremgår det, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med salg og markedsføring af lattergas til forbrugere, herunder om udstedelse af forbud og påbud.

Det foreslås i § 7, at formuleringen ”salg og” udgår, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med markedsføring af lattergas til forbrugere, herunder om udstedelse af forbud og påbud.

Ændringen i § 7 foreslås som følge af, at det primære forbud i lovens § 3 omformuleres, så salg udgår. Erhvervsministeren vil følgelig have bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrol med markedsføring af lattergas til forbrugere, herunder om udstedelse af forbud og påbud.

Til nr. 11

I den gældende lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere findes ingen bestemmelse om refusion af kontrolmyndighedens udlæg i forbindelse med kontrollen.

Det foreslås i § 8, stk. 3, at har kontrollen nødvendiggjort en betaling, kan kontrolmyndigheden kræve udgiften refunderet fra forhandleren. Refusionen omfatter såvel omkostningen til lattergassen som fragt heraf.

At kontrollen har nødvendiggjort en betaling vil særligt være aktuelt ved kontroller under brug af skjult identitet, da en sådan kontrol af natur vil betyde, at myndigheden ikke kan anvende betalingskort knyttet til myndigheden. I praksis vil det betyde, at kontrolmyndigheden foretager købet uden at give sig til kende og først i den efterfølgende sagsbehandling afslører, at der er tale om et salg til en person, der fremstår som forbruger. Forhandleren vil herefter blive mødt af et refusionskrav til dækning af myndighedens omkostninger til køb af lattergassen plus eventuel fragt.

Bestemmelsen skal tage højde for webbutikker, onlinemarkedspladser og sociale medier, som udgør en voksende del af den samlede handel med lattergas, og som ikke har et offentligt tilgængeligt salgslokale, hvor kontrolmyndigheden kan foretage kontrollen. Bestemmelsen vil også blive bragt i anvendelse, når der foretages kontrol af webbutikker, selv om virksomheden også har en fysisk butik, da det oftest ikke er muligt at anvende samme løsning på f.eks. CVR-kontrollen i fysiske og webbaserede butikker.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på både internetbaseret markedsføring og markedsføring ved fysiske salgssteder og sidestiller således vilkårene for kontrol. Bestemmelsen skal desuden finde anvendelse på både etablerede virksomheder og private, som markedsfører lattergas til forbrugere.

Til nr. 12

Der findes i den gældende lattergaslov ikke bestemmelser om kommunikationsplatforme eller onlinegrænseflader.

Det foreslås, at der indsættes en § 10 a, som giver kontrolmyndigheden mulighed for at påbyde en kommunikationsplatform eller onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold eller blokere brugerprofiler, der anvendes til at markedsføre lattergas til forbrugere. Der vil være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor kontrolmyndigheden skal iagttage reglerne om partshøring, begrundelse og klagevejledning m.v.

Forslaget skal ses i lyset af, at salg af lattergas til beruselsesformål har flyttet sig markant fra primært at foregå i kiosker og på webshops til nu primært at ske via de sociale medier, hvor forbrugere sælger til andre forbrugere. For i højere grad at kunne sætte ind over for denne type salg skal bestemmelsen sikre, at kommunikationsplatforme og onlinegrænseflader, som ikke ad frivillig vej vil bidrage til at fjerne brugerprofiler, salgsopslag eller andet indhold på deres brugergrænseflader, kan påbydes at ændre eller fjerne indholdet. I den forbindelse bemærkes det, at kontrolmyndigheden som udgangspunkt vil anmode om, at brugerprofiler og salgsopslag m.v. fjernes frivilligt. Et påbud om at ændre eller fjerne indhold vil dermed som udgangspunkt først blive udstedt, når kontrolmyndigheden har konstateret, at en kommunikationsplatform eller onlinegrænseflade ikke har efterkommet en anmodning om frivilligt at fjerne det pågældende indhold. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.

Bestemmelsen vil kunne anvendes i situationer, hvor Sikkerhedsstyrelsen finder eller modtager en underretning om salgsopslag eller brugerprofiler m.v., hvorfra der sælges lattergas til beruselsesformål. Bestemmelsen giver mulighed for at påbyde ændring eller fjernelse af alle typer af lattergasrelateret indhold, der måtte findes på kommunikationsplatformen eller onlinegrænsefladen. Terminologien, som den enkelte kommunikationsplatform eller onlinegrænseflade anvender, er således ikke afgørende for anvendelsen af bestemmelsen.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at påbyde kommunikationsplatforme eller onlinegrænseflader at foretage løbende screening af indholdet på den pågældende kommunikationsplatform eller onlinegrænseflade. Bestemmelsen vil udelukkende kunne anvendes i konkrete tilfælde, hvor der er konstateret ulovligt indhold.

Til nr. 13

Der findes ikke bestemmelser om obligatorisk digital kommunikation i den gældende lattergaslov. Ligesom den gældende lov ikke indeholder mulighed for at træffe afgørelser på området og derfor heller ikke indeholder bestemmelser om klageadgang, herunder afskæring af denne.

Det foreslås at indsætte to nye kapitler og to nye bestemmelser efter kapitel 3.

Det foreslåede kapitel 3 a indeholder forslag til en bestemmelse vedrørende digital kommunikation.

Det foreslås i stk. 1, at skriftlig kommunikation til og fra kontrolmyndigheden om forhold vedrørende denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov skal foregå digitalt, jf. dog stk. 2.

Bestemmelsen medfører, at det vil blive obligatorisk at kommunikere digitalt ved al skriftlig kommunikation med Sikkerhedsstyrelsen. Dette vil f.eks. betyde, at skriftlige henvendelser m.v. til Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af loven eller regler, som er udstedt i medfør af loven, ikke anses for behørigt modtaget af Sikkerhedsstyrelsen, hvis de indsendes på anden vis end ved den foreskrevne digitale metode. Hertil skal det bemærkes, at hvis oplysninger m.v. bliver sendt til Sikkerhedsstyrelsen på anden måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af offentlige myndigheders almindelige vejledningspligt, at Sikkerhedsstyrelsen må vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.

Det foreslås i § 11 a, stk. 2, at kontrolmyndigheden kan undtage en borger eller erhvervsdrivende fra digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det.

Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 2 fastsættes en undtagelsesmulighed til det foreslåede stk. 1, idet kontrolmyndigheden får mulighed for at undtage en borger eller virksomhed fra at kommunikere digitalt med kontrolmyndigheden. Undtagelsen kan anvendes, når særlige omstændigheder taler for det. En særlig omstændighed kan f.eks. foreligge, hvor en person med handicap har en funktionsnedsættelse af en sådan karakter, at det vurderes at være uhensigtsmæssigt at tvinge den pågældende person til at kommunikere digitalt med kontrolmyndigheden. I så fald kan myndigheden tilbyde andre kommunikationskanaler, som den pågældende borger eller erhvervsdrivende har mulighed for at bruge. Undtagelse er ligeledes aktuel i situationer, hvor parten er undtaget fra digital post, eller hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital signatur, og der er tale om en person uden dansk CPR-nummer eller en erhvervsdrivende m.v. med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur.

Det forhold, at en erhvervsdrivende eller borger oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sit eID eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre til undtagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek eller anmode en partsrepræsentant om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

I overensstemmelse med udgangspunktet i dansk ret, herunder § 10 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 15. april 2021, fastsætter det foreslåede stk. 3, at en meddelelse anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten.

Endvidere foreslås det i § 11, stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation og om anvendelse af bestemte it-systemer og særlige digitale formater.

På sigt kan det komme på tale at udvikle digitale løsninger, herunder selvbetjeningsløsninger til brug for kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Anvendelsen af bemyndigelsen skal ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler om den danske nationale eID-løsning og den fællesoffentlige digitale infrastruktur.

Det foreslås at indsætte § 11 b, hvorefter kontrolmyndighedens afgørelser truffet efter lattergasloven eller regler fastsat i medfør heraf ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Bestemmelsen afskærer den administrative klageadgang fra kontrolmyndigheden til Erhvervsministeriets departement og andre administrative myndigheder. Nødvendigheden i at afskære klageadgangen skyldes, at der vil være tale om behandling af sager, som kræver betydelig sagkundskab, der som udgangspunkt findes hos kontrolmyndigheden. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, hvis Erhvervsministeriets departement eller andre administrative myndigheder uden den forudsatte sagkundskab skal håndtere denne type af sager.

Afgørelser om påbud efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 10 a kan træffes over for kommunikationsplatforme og onlinegrænseflader. Der vil derfor være tale om en tredjepart, som alene formidler det ulovlige salg ved at stille en platform eller onlinegrænseflade til rådighed. På nuværende tidspunkt løses sagerne, hvor der konstateres ulovligt salg af lattergas eller formidling af kontakt mellem køber og sælger, som udgangspunkt gennem et samarbejde mellem kontrolmyndigheden og en tredjepart i form af en kommunikationsplatform eller onlinegrænseflade. Derudover vil afgørelserne kunne indbringes for domstolene efter de civilretlige regler herom.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om klageadgang vedrørende afgørelser, der er truffet på baggrund af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 1 og 2.

Med bestemmelsen vil der således kunne fastsættes en særlig klageadgang, der afviger fra stk. 1 om, at kontrolmyndighedens afgørelser, truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Bestemmelsen indebærer, at det vil være muligt for erhvervsministeren at fastsætte en særlig klageadgang for forbrugere, hvis produkter tilbageholdes af told- og skatteforvaltningen, og kontrolmyndigheden efterfølgende træffer afgørelse om, at produkterne ikke må frigives til forbrugeren.

Udmøntningen af bemyndigelsen afhænger af, hvilke nærmere regler der fastsættes efter lattergaslovens § 11, stk. 1 og 2, og ikke mindst hvornår de pågældende regler fastsættes. Dette vil som anført ovenfor være betinget af, at der tilføres finansiering til told- og skatteforvaltningens bistand til kontrolmyndigheden.

Til nr. 14

I § 12 i lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere findes hjemmel til at straffe visse overtrædelser af loven med bøde.

Det foreslås i § 12, stk. 1, at medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder nr. 1-6.

Straffen for overtrædelse af lovens bestemmelser er i udgangspunktet bøde, medmindre der foreligger skærpende omstændigheder, jf. § 12, stk. 2, eller højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det foreslåede udgangspunkt for bødernes størrelse over for forbrugere er beskrevet i pkt. 3.5.2 i de almindelige bemærkninger og der henvises derfor hertil.

Det foreslås i § 12, nr. 1, at den, der markedsfører eller indfører lattergas i strid med §§ 3-5, kan straffes med bøde. Bestemmelsen medfører, at det fortsat skal være strafbart at markedsføre mere end 17 gram lattergas til hver enkelt forbruger pr. dag. Det gøres med lovforslaget endvidere strafbart at markedsføre mere end 17 gram lattergas til personer, der fremstår som forbrugere. Dette skal sikre, at sager, hvor kontrolmyndigheden handler under brug af skjult identitet, kan strafforfølges. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 5.

Overtrædelse af den foreslåede § 3, stk. 1, kan ske i fire forskellige situationer. For det første i de situationer, hvor en erhvervsdrivende markedsfører lattergas ud over mængdebegrænsningen til en forbruger. Det bemærkes, at det ikke er et krav, at et egentligt salg er gennemført, før den ulovlige handling er fuldbyrdet. Der henvises til lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 5, om det fremrykkede fuldbyrdelsesmoment.

Den anden situation, som kan udgøre en overtrædelse af den foreslåede § 3, stk. 1, er, hvor en forbruger markedsfører lattergas over mængdebegrænsningen til andre forbrugere. Dette kan f.eks. ske via profiler på sociale medier, via bagagerumssalg eller salg i nattelivet. Det er ikke et krav, at markedsføringen sker som led i en økonomisk transaktion mellem køber og sælger. Gerningen vil også være fuldbyrdet, hvis en forbruger vederlagsfrit stiller lattergas til rådighed for en gruppe af venner i forbindelse med en fest eller lignende. Oftest vil denne type overtrædelse ske samtidig med, at den foreslåede § 3, stk. 3, også overtrædes.

Den tredje og fjerde situation, der kan udgøre en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, er, hvor markedsføringen sker, som ovenfor beskrevet, men hvor køber ikke er en forbruger, men en person, der fremstår som en forbruger. Situationen vil f.eks. opstå, når kontrolmyndigheden som led i markedsovervågningen udgiver sig for at være forbruger ved at føre kontrol ved brug af skjult identitet, jf. § 10, stk. 2.

Herudover videreføres det, at det er strafbart at markedsføre lattergas til en forbruger under 18 år uanset mængde. På samme måde kriminaliseres det at markedsføre lattergas uanset mængde til forbrugere eller personer, der fremstår som forbrugere, under 18 år.

Forbuddet mod at markedsføre lattergas til forbrugere eller personer, som fremstår som forbrugere, under 18 år, samt forbuddet mod markedsføring til beruselsesformål gælder for både erhvervsdrivende og forbrugere. Det er ikke et krav, at markedsføringen er sket som led i en økonomisk transaktion, idet også vederlagsfri tilgængeliggørelse af lattergas til personer under 18 år, eller til beruselsesformål, vil være omfattet af bestemmelserne.

Det gøres ligeledes strafbart at overtræde den gældende bestemmelse i § 4, hvorefter det er forbudt for forbrugere at indføre mere end 17 gram lattergas til Danmark pr. dag, mens det videreføres uændret, at det er strafbart for forbrugere under 18 år at indføre lattergas uanset mængde til Danmark.

Endelig foreslås det at videreføre, at det er strafbart at markedsføre lattergas fra udsalgssteder, hvor der sælges alkohol, tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter eller elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin, efter § 5 i lattergasloven. Som konsekvens af ændringen i § 1, nr. 7, gøres det ligeledes strafbart at markedsføre lattergas sammen med crackers.

Overtrædelse af § 4, stk. 1, kan ske enten ved, at lattergassen indføres ved den fysiske landegrænse, via lufthavne, eller ved at erhververen får lattergassen tilsendt som pakke ind i Danmark. Uanset omstændighederne er det den, der indfører lattergassen, og ikke sælgeren, som er strafsubjektet for overtrædelse af denne bestemmelse. Overtrædelse af stk. 2, kan ske under samme omstændigheder som stk. 1, men hvis erhververen er under 18 år, foreligger der et forbud, som svarer til markedsføringsforbuddet i den foreslåede § 3, stk. 2.

Overtrædelse af den foreslåede § 5, vil være fuldbyrdet allerede i det øjeblik, hvor lattergassen markedsføres fra samme sted, hvor der forhandles alkohol, crackers, tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter eller elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin. Det er således ikke et krav, at et egentligt salg af lattergassen og f.eks. alkoholen har fundet sted til samme kunde. Fuldbyrdelsen af overtrædelsen er sket allerede ved markedsføringen fra samme udsalgssted, uanset om produkterne reelt har været solgt til en kunde eller ej. Dette betyder også, at det vil udgøre en overtrædelse, uanset om forhandleren indfører systemer, som sikrer, at samme kunde ikke kan købe lattergas og f.eks. alkohol samtidigt.

Overtrædelse af bestemmelsen vil som oftest føre til, at også den foreslåede § 3, stk. 3, om markedsføring til beruselsesformål overtrædes. Har overtrædelse af begge bestemmelser fundet sted, straffes i sammenstød.

Det foreslås i nr. 2, at det gøres strafbart at besidde lattergas i strid med § 4 a.

Overtrædelse af § 4 a vil f.eks. være fuldbyrdet i de situationer, hvor forbrugere besidder lattergas på uddannelsessteder (gymnasier, folkeskoler, videregående uddannelser, erhvervsskoler eller praktikpladser m.v.), ungdomsklubber (både private og offentlige), fritidsordninger, lignende steder eller på alle offentligt tilgængelige steder, herunder også i nattelivet (på barer, diskoteker, klubber eller lignende), på festivalpladser, til koncerter, markedspladser m.v. Forbuddet vil også være overtrådt, hvis f.eks. markedsboder eller lignende på de ovennævnte steder besidder lattergas med henblik på markedsføring, undtagen hvor lattergassen besiddes som led i erhvervsudøvelsen eller til et andet anerkendelsesværdigt formål, f.eks. hvis en bar benytter skum til fremstilling af drinks og derfor har en sifon med tilhørende lattergaspatroner liggende.

Det foreslås i nr. 3, at det gøres strafbart ikke at leve op til kravene til kontrol i §§ 5 a eller 6, stk. 2.

Overtrædelse af den foreslåede § 5 a, stk. 1, fuldbyrdes, hvis en forhandler af lattergas forhandler lattergas ud over mængdebegrænsningen på 17 gram pr. dag til en forbruger eller en person, der fremstår som en forbruger, og ikke forud for betalingstransaktionen foretager den lovpligtige CVR-kontrol med henblik på at sikre sig, at køberen reelt er en anden erhvervsdrivende. Overtrædelse af den foreslåede § 5 a, stk. 2, sker, hvis forhandleren ikke har lavet de relevante procedurer, som skal sikre, at kontrollen udføres – også af forhandlerens ansatte. Der ifaldes ligeledes strafansvar, hvis kontrollen ikke er udført, eller forhandleren forsømmer at opbevare dokumentationen for den udførte kontrol.

Med bestemmelsen bliver det strafbart for forhandleren af lattergas ved internethandel ikke at have et effektivt alderskontrolsystem. Det vil sige, at forhandleren kan ifalde straf ved ikke at have et alderskontrolsystem eller ved at have et alderskontrolsystem, der ikke er effektivt.

Det foreslås i nr. 4, at den, der ikke kontrollerer, at forbrugeren er fyldt 18 år, jf. § 6, stk. 1, kan straffes med bøde.

Dette medfører, at en forhandler af lattergas, som ikke kontrollerer forbrugerens gyldige billedlegitimation eller på anden måde sikrer sig, at forbrugeren er fyldt 18 år, kan straffes. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9.

Det foreslås i nr. 5, at den, der undlader at give kontrolmyndigheden oplysninger, som kontrolmyndigheden efter § 9 kan kræve udleveret, eller afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med sagsbehandlingen, kan straffes med bøde.

Dermed videreføres den gældende bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 2, hvorefter det er strafbart at undlade at give kontrolmyndigheden de oplysninger, som kontrolmyndigheden har skønnet nødvendige for kontrolmyndighedens virksomhed. Herudover er det også strafbart, hvis den pågældende afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med den sagsbehandling, som kontrolmyndigheden foretager.

Når kontrolmyndigheden anmoder om oplysninger i henhold til lovens § 9, er oplysningerne af betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolaktiviteter. Modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede oplysninger, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv kontrol. Det er derfor nødvendigt, at tilsidesættelse af oplysningspligten kan straffes med bøde. Ligeledes er det væsentligt at kunne straffe for afgivelse af urigtige oplysninger.

Oplysninger, som afgives mundtligt, f.eks. under kontrolbesøg eller telefonisk, er ligeledes omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at bestemmelsen går videre, end hvad der er indeholdt i straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige skriftlige oplysninger til det offentlige. Derudover gælder det, at den foreslåede bestemmelse i § 12, nr. 4 om forbud mod afgivelse af urigtige oplysninger, i modsætning til straffelovens § 163, fuldbyrdes allerede ved uagtsomhed.

Hvis der opstår en konkret mistanke om, at den, fra hvem myndighederne kræver oplysningerne, har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan kontrolmyndigheden ikke længere kræve oplysningerne udleveret, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10. Sagen må i stedet overgives til politiet til nærmere efterforskning efter retsplejelovens regler.

Det foreslås i nr. 6 at videreføre, at det er strafbart at undlade at give kontrolmyndigheden adgang til erhvervsmæssige lokaliteter eller transportmidler i strid med § 10, stk. 1.

Det er således strafbart at undlade at give kontrolmyndigheden adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes lattergas, som er omfattet af lattergaslovens anvendelsesområde.

Strafbestemmelsen finder anvendelse, uanset at kontrolmyndigheden efterfølgende rekvirerer politiets bistand, jf. § 10, stk. 5, og på den måde skaffer sig adgang. Hvis der opstår en konkret mistanke om, at den, som er genstand for kontrolbesøget, har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Det foreslås i nr. 7, at det gøres strafbart at overtræde eller undlade at efterkomme et påbud fra kontrolmyndigheden meddelt i henhold til § 10 a.

Der vil typisk være tale om påbud om fjernelse eller ændring af dele af indholdet på de pågældende kommunikationsplatforme eller onlinegrænseflader, eller om blokering af brugere, som benytter platformene eller grænsefladerne.

Straffen for ikke at efterkomme kontrolmyndighedens påbud skal være med til at sikre en høj efterlevelse på de afgørelser, som kontrolmyndigheden udsteder til de aktører, som ikke selv markedsfører lattergas, men som via deres øvrige virke som kommunikationsplatforme eller onlinegrænseflade stiller onlineplads til rådighed for brugerne. På den måde skal muligheden for at pålægge straf være med til at sikre, at kontrollen med markedsføring af lattergas via kommunikationsplatforme eller onlinegrænseflader også får den ønskede effekt.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 15

Det fremgår af lattergaslovens § 12, stk. 2, 1. pkt., at straffen efter stk. 1 under skærpende omstændigheder kan stige til fængsel indtil 2 år.

Det foreslås at ændre i § 12, stk. 2, 1. pkt., så alene nr. 1-3 skal kunne medføre fængselsstraf.

Bestemmelsen tilpasses, så ikke overtrædelse af alle numre i § 12, stk. 1, skal kunne medføre fængselsstraf, men alene de groveste overtrædelser.

Til nr. 16

Det fremgår af lattergaslovens § 12, stk. 2, nr. 5, at har en erhvervsdrivende forsøgt at omgå eller unddrage sig kontrolmyndighedens kontrol, anses dette som en skærpende omstændighed.

Det foreslås at ændre ”den erhvervsdrivende” i § 12, stk. 2, nr. 5, til ”den, der markedsfører lattergas,”.

Ændringen skal ses i lyset af, at en del af den handel, der i dag foregår med lattergas til beruselsesformål, sker fra en forbruger til en anden forbruger. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at omformulere bestemmelsen, så det ikke kun er erhvervsdrivende, der kan omfattes af strafforhøjelsen under skærpede omstændigheder.

Til nr. 17

Det fremgår af lattergaslovens § 13, stk. 1, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i § 13, stk. 1, at ”, jf. dog stk. 2” slettes.

§ 13, stk. 2, omhandler erhvervsministerens bemyndigelse til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 6. Da § 6 sættes i kraft med dette lovforslag, og § 13, stk. 2, ophæves, er henvisningen ikke længere relevant. Som en konsekvens heraf udgår henvisningen til stk. 2.

Til nr. 18

Det fremgår af lattergaslovens § 13, stk. 2, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 6.

Det foreslås, at § 13, stk. 2, ophæves.

Med lovforslaget sættes § 6 i kraft. Erhvervsministerens bemyndigelse i § 13, stk. 2, til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 6 er dermed overflødig, hvorfor bestemmelsen ophæves.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af markedsføringslovens § 37, stk. 3, at overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, §§ 6a og 6 b, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18 og § 19, § 20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.

Det følger af den gældende § 37, stk. 5, i markedsføringsloven, at ved udmåling af bøder efter § 37, stk. 1-3, lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning. For juridiske personer fastsættes bødeniveauet efter en model, hvor de erhvervsdrivende inddeles i 8 kategorier efter deres størrelse målt på omsætning.

Det foreslås, at der i § 37 indsættes et nyt stykke 4 , der indebærer, at ved overtrædelse af § 7 og bilag I, nr. 24-31, jf. § 9, og under skærpende omstændigheder § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, kan straffen stige til fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.

De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringsloven er uagtsomhed eller forsæt, jf. straffelovens § 19, 2. pkt.

Det følger af markedsføringslovens §§ 5 og 6, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. Det følger videre, at erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det følger endvidere af markedsføringslovens § 7, der omhandler aggressiv handelspraksis, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må benytte chikane, ulovlig tvang, vold eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt.

Bestemmelsen omfatter aggressive salgsmetoder som f.eks. gentagne fremsendelser af produkter, som forbrugeren ikke har bedt om, og truende eller utilbørligt sprog eller adfærd. I nr. 24-31 i bilag 1 til den gældende markedsføringslov er der endvidere oplistet en række former for aggressiv handelspraksis, som altid er ulovlig i medfør af lovens § 9.

Fængselsstraf forudsætter, at overtrædelsen eller undladelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed.

Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde og af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at det anses som skærpende omstændigheder, når overtrædelsen eller undladelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af reglerne med økonomisk vinding for øje.

En overtrædelse kan f.eks. være systematisk, hvis der er tale om et stort antal overtrædelser, eller hvis det kan påvises, at meget grove overtrædelser er gennemtænkte, eller følger et på forhånd fastlagt system eller princip.

Den foreslåede bestemmelse har nær sammenhæng med, at det ikke må kunne betale sig at bryde reglerne. Det skal derfor anses som en skærpende omstændighed, hvis den erhvervsdrivende systematisk overtræder reglerne for at opnå økonomisk vinding.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, fordi hovedlovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. lattergaslovens § 14 og markedsføringslovens § 41.