LOV nr 503 af 23/05/2018
Justitsministeriet
Lov om ændring af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, lov om massemediers informationsdatabaser og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt medieansvarslovens anvendelse på offentligt tilgængelige informationsdatabaser m.v.) § 2
I forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, foretages følgende ændringer:
1. I § 10, stk. 1, ændres »lov om behandling af personoplysninger« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger«.
2. § 28, stk. 1, affattes således:
»For manuel videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i databeskyttelseslovens §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1, og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, jf. databeskyttelseslovens § 2, stk. 1. For videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, finder reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven anvendelse, medmindre videregivelsen er reguleret af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.«
3. § 28, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved samtykke efter stk. 2, nr. 1, forstås enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse, hvorved den, oplysningen angår, ved erklæring eller klar bekræftelse indvilger i, at oplysningen videregives.«
4. I § 28, stk. 4, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Inden der gives samtykke, skal den, oplysningen angår, oplyses om, at et samtykke kan trækkes tilbage. Det skal være lige så let at trække samtykket tilbage som at give det.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| DrikkevandsvejledningenVEJ nr 9747 af 23/06/2025 | – |
Forarbejder til Lov om ændring af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, lov om massemediers informationsdatabaser og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt medieansvarslovens anvendelse på offentligt tilgængelige informationsdatabaser m.v.) § 2
Til nr. 1
Det følger af forvaltningslovens § 10, stk. 1, at det i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt skal overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 12-15 b. Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger.
Det foreslås, at henvisningen til persondataloven i forvaltningslovens § 10, stk. 1, ændres som følge af, at persondataloven ophæves. Henvisningen skal således tilpasses databeskyttelsesforordningen, forslag til databeskyttelsesloven og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.
Der er tale om en justering af lovteknisk karakter, som ikke ændrer på gældende ret.
Til nr. 2
Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 1, at for videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 i lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 1, stk. 3.
Bestemmelsen fastslår således, at persondatalovens videregivelsesregler også gælder for manuel videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.
Det foreslås, at henvisningen til en række bestemmelser i persondataloven ændres til de nu tilsvarende bestemmelser, som både fremgår af databeskyttelsesforordningen og forslag til databeskyttelsesloven. Ændringen er en konsekvens af, at persondataloven ophæves og databeskyttelsesforordningen samt forslag til databeskyttelsesloven finder anvendelse den 25. maj 2018.
Der er med ændringerne ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Således vil manuel videregivelse af personoplysninger skulle foretages inden for rammerne af de nævnte bestemmelser i lovforslaget, mens automatisk behandling af personoplysninger skal foretages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og forslag til databeskyttelsesloven. Endelig skal automatisk behandling af personoplysninger foretages inden for rammerne af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, når behandlingen er inden for denne lovs anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1.
Der er således tale om en justering af lovteknisk karakter, som ikke ændrer på gældende ret.
Til nr. 3
Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 3, at ved samtykke efter stk. 2, nr. 1, forstås enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den, oplysningen angår, indvilger i, at oplysningen videregives.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, skal et samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger om f.eks. en juridisk person til en anden forvaltningsmyndighed således være en viljestilkendegivelse, der er frivillig, specifik og informeret. I ordet ”specifik” indfortolkes et krav om utvetydighed. Samtykket skal gives af den, som oplysningen angår, eller på baggrund af en fuldmagt. Der er efter gældende ret ingen formkrav til et samtykke. Den offentlige myndighed har bevisbyrden for, at samtykket er givet, og det anbefales derfor, at det indhentede samtykke er skriftligt.
Det foreslås, at § 28, stk. 3, nyaffattes således, at ved samtykke efter stk. 2, nr. 1, forstås enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse, hvorved den, oplysningen angår, ved erklæring eller klar bekræftelse indvilger i, at oplysningen videregives. Ordet ”utvetydig” indsættes hermed i forvaltningslovens § 28, stk. 3. Dette indebærer ikke en reel ændring af gældende ret. Ordet ”specifik” i forvaltningslovens § 28, stk. 3, fortolkes således allerede i dag sådan, at det skal være klart og utvetydigt, hvad der meddeles samtykke til.
Endvidere foreslås det, at ordene ”ved erklæring eller klar bekræftelse” tilføjes til forvaltningslovens § 28, stk. 3. Efter gældende ret er der ikke formkrav til et samtykke efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, hvorfor tilføjelsen ikke vil indebære en reel ændring af gældende ret.
Ændringen af forvaltningslovens § 28, stk. 3, foretages således alene for at bringe definitionen af et samtykke i forvaltningslovens § 28, stk. 3, i overensstemmelse med definitionen af samtykke i databeskyttelsesforordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 4
Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 4, at et samtykke efter stk. 3 kan tilbagekaldes. Efter bestemmelsen kan et samtykke givet efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, til videregivelse af eksempelvis fortrolige oplysninger om en juridisk person til en anden forvaltningsmyndighed således tilbagekaldes på ethvert tidspunkt. Tilbagekaldelsen af samtykket har kun virkning for fremtidig videregivelse af fortrolige oplysninger.
Det foreslås, at der indsættes to nye punktummer i forvaltningslovens § 28, stk. 4, for delvist at tilpasse bestemmelsen til de yderligere krav til et samtykke til behandling af personoplysninger, der følger af databeskyttelsesforordningens artikel 7.
Det foreslåede nye 2. pkt. i § 28, stk. 4, indebærer, at den, som oplysningerne angår, inden der meddeles samtykke til videregivelse af oplysninger, skal oplyses om, at et samtykke kan trækkes tilbage. Den foreslåede tilføjelse bygger på artikel 7, stk. 3, 3. pkt. i databeskyttelsesforordningen. Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at kravet om, at en offentlig myndighed, forinden et samtykke gives, skal informere om, at samtykket kan trækkes tilbage, også finder anvendelse, hvor det eksempelvis er en juridisk person, som afgiver samtykket efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1. Ministeriet er således af den opfattelse, at dette krav om information også bør gælde i forhold til juridiske personer mv., som afgiver samtykke til en offentlig myndighed til at videregive oplysninger. Med ændringen af forvaltningslovens § 28, stk. 4, vil en myndighed skulle give denne information, for at et gyldigt samtykke kan anses for givet. Der er ikke i bestemmelsen indsat formkrav til informationen om, at et samtykke kan trækkes tilbage. Det må imidlertid være i den offentlige myndigheds interesse, at informationen gives på skrift, således at en eventuel senere bevisbyrde om samtykkets gyldighed kan løftes af myndigheden.
Det foreslåede nye 3. pkt. i forvaltningslovens § 28, stk. 4, vil medføre, at et samtykke skal kunne trækkes tilbage lige så let, som det er givet. Den foreslåede tilføjelse bygger på artikel 7, stk. 3, 4. pkt., i databeskyttelsesforordningen. Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at det præciseres i forvaltningslovens § 28, stk. 4, at et samtykke afgivet af eksempelvis en juridisk person til videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 1, skal kunne trækkes tilbage ligeså let, som det er givet. Ministeriet er således af den opfattelse, at det også i forhold til juridiske personer mv., som afgiver samtykke til en offentlig myndighed til at videregive oplysninger, bør være ligeså let at trække et samtykke tilbage som at give det. Det nye 3. pkt. er ikke en gyldighedsbetingelse for samtykket, men opstiller alene begrænsninger for, hvilke formkrav der kan opstilles i forbindelse med meddelelse om tilbagekaldelse af et samtykke. Myndigheden vil således ikke kunne kræve, at et mundtligt samtykke kun kan tilbagekaldes ved en skriftlig erklæring.
Der henvises til afsnit 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.