§ 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret konkurs.

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadeforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadeforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer) og de sikrede, tredjemænd, der er sikret mod person- eller tingsskade ifølge motoransvarsforsikringer, tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer, forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 1, stk. 2, at Fonden skal yde dækning til et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark i henhold til § 5, når:.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 1, stk. 2, nr. 1, at skadesforsikringsselskabet bliver erklæret konkurs.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 1, stk. 2, nr. 2, s kadesforsikringsselskabet får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed

Det foreslåede vil medføre, at Garantifondens dækning af erstatningskrav fremover ikke forudsætter et forsikringsselskabs konkurs, men udvides til også at skulle yde dækning i henhold til lovens § 5, når et forsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvad enten det er et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse, eller et udenlandsk forsikringsselskab, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Endvidere er ændringen en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 13, hvor det foreslås, at Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Endelig er ændringen en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 14, hvor det foreslås, at Finanstilsynet kan beslutte, at Garantifonden skal overtage administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land i forbindelse med, at Finanstilsynet forbyder selskabet at tegne arbejdsulykkesforsikringer i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 1, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at erhvervsministeren ved ophør af Garantifonden med finansministerens godkendelse træffer beslutning om anvendelse af Garantifondens formue. Beslutning om anvendelse af Garantifondens formue træffes efter høring af de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 1, stk. 2.

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret konkurs.

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlem af og yde bidrag til Garantifonden.

Det foreslås, at henvisningen til § 1, stk. 2, i § 1, stk. 4, 2. pkt., ændres til § 3, stk. 1.

Efter gældende ret henvises der til, hvilke forsikringsselskaber Garantifonden skal yde dækning til i tilfælde af konkurs, jf. § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Det findes hensigtsmæssigt, at der i stedet henvises til bestemmelsen om, hvilke selskaber der skal være medlem af og yde bidrag til Garantifonden, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, da det findes rimeligt, at kun de selskaber, der har ydet bidrag til Garantifonden, skal høres i forbindelse med beslutning om anvendelse af Garantifondens formue.

Med forslaget skabes der således sammenhæng mellem de forsikringsselskaber, der skal være medlem af og yde bidrag til Garantifonden, og de forsikringsselskaber, som erhvervsministeren skal høre i forbindelse med en beslutning om at nedlægge Garantifonden og anvendelse af Garantifondens formue.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 2 og § 4, stk. 1 og 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskabers formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Det følger endvidere af den gældende § 4, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at en forsikringstager, indtil Garantifondens formue udgør 300 mio. kr., ikke kan opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene anvendes til betaling af bidrag til Garantifonden.

Endelig følger det af den gældende § 4, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at hvis erhvervsministeren udnytter sin hjemmel i loven til at stille krav om en større formue i Garantifonden end 300 mio. kr., finder stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Med lov nr. 375 af 1. maj 2018 om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber og lov om finansiel virksomhed blev der indført en pligt for forsikringsselskaber med hjemsted i et andet EU-/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, til at blive medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. I den forbindelse blev der indført et krav om, at hvert nyt medlem af Garantifonden skulle betale et engangsbidrag til Garantifonden på 100.000 kr. i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det følger af forarbejderne til loven, at erhvervsministeren vil foretage en vurdering af kravet til størrelsen af Garantifondens formue, når de udenlandske forsikringsselskaber, som med loven bliver medlemmer af Garantifonden, har indbetalt engangsbidraget til Garantifonden, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 176 som fremsat, side 5.

Det foreslås at ændre kravet til størrelsen af Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr. I den forbindelse foreslås det at ændre henvisningen til størrelsen af Garantifondens formue i § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 2, fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Kravet til størrelsen af Garantifondens formue foreslås ændret, dels som følge af den øgede risiko for potentielle tab, der følger af udvidelsen af Garantifondens medlemmer i lov nr. 375 af 1. maj 2018, og dels som følge af de øgede omkostninger, der påføres Garantifonden med dette lovforslags § 1, nr. 1, og § 2, nr. 12, hvor Garantifonden overtager de forpligtelser, som et forsikringsselskab har i henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser, sagsoplysning og stillingtagen til spørgsmål om dækning af behandlingsudgifter og udgifter til hjælpemidler samt udgifter i forbindelse med udbetaling af erstatning og godtgørelse m.v. Endvidere overtager Garantifonden med dette lovforslags § 1, nr. 17, de forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med deres konkurser, og som forsikringsselskaberne havde inden deres konkurser efter lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandlingen af konkrete skadesager, herunder udgifter i forbindelse med udbetaling af erstatning og godtgørelse m.v., som tilsvarende vurderes at øge Garantifondens løbende omkostninger.

Den øgede formue har til formål at sikre, at Garantifonden har tilstrækkelige midler til at kunne foretage de udbetalinger, der er nødvendige som følge af forsikringsselskabers konkurser.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden for skadesforsikringsselskabers formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 3, stk. 2, 2. pkt. , at mindst 200 mio. kr. af Fondens formue skal bestå af bidrag fra forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikringer.

Bestemmelsen skal sikre, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer dækker de udgifter, som er forbundet med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers administration af arbejdsulykkesforsikringer.

Finanstilsynet fastsætter de nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Garantifonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten, jf. § 3, stk. 9, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Finanstilsynet har benyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgørelse nr. 1437 af 5. december 2018 om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 3, hvor det foreslås at ændre kravet til Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 4, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Det følger af den gældende § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer, jf. stk. 9.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes », og et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice« efter »forbrugerforsikringer«.

Tilføjelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden.

Arbejdsulykkesforsikringer er ikke forbrugerforsikringer. Det følger af § 48 i lov om arbejdsskadesikring, at arbejdsgivere har sikringspligt efter loven. Flere personer (arbejdstagere) er derfor som udgangspunkt sikrede under samme police. Eftersom der er et stort antal sikrede under én arbejdsulykkesforsikring, der som udgangspunkt indebærer væsentlig højere præmier end forbrugerforsikringer, findes det hensigtsmæssigt, at der skelnes på beregningsgrundlaget for bidraget til Garantifonden på henholdsvis arbejdsulykkesforsikringer og øvrige forsikringer dækket under Garantifonden. Det foreslås derfor, at det tilføjes til bestemmelsen, at Garantifonden også opkræver bidrag pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice.

Finanstilsynet fastsætter de nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Garantifonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten, jf. § 3, stk. 9, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Finanstilsynet har udnyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgørelse nr. 1437 af 5. december 2018 om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Tilføjelsen skal desuden ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 7, hvor det foreslås, at Finanstilsynet ved fastsættelse af de beløb, som forsikringsselskaberne skal betale bidrag til Garantifonden på baggrund af, skal tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers administration af arbejdsulykkesforsikringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 3, stk. 5, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 5, 1. pkt., indsættes »for forbrugerforsikringer og det beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice« efter »pr. police«.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 5, hvorefter det tilføjes, at der udover opkrævning pr. police for forbrugerforsikringer også opkræves bidrag pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice, idet forsikringsselskabernes bidrag fremadrettet både omfatter forbrugerforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer. Finanstilsynet skal tage højde for forskellene mellem arbejdsulykkesforsikringspolicer og andre policer ved sin stillingtagen til beregning og opkrævning af de løbende bidrag, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 3, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Garantifonden. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen, senest 6 måneder før at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Garantifonden.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 5 , indsættes et nyt 2. pkt. , hvorefter Finanstilsynet ved fastsættelse af beløbet skal tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Garantifondens administration af arbejdsulykkesforsikringer.

En arbejdsulykkesforsikring tegnes af arbejdsgiver til dækning af arbejdstagers ulykker. En arbejdsulykkesforsikringspolice kan have et stort antal sikrede, hvorfor præmien og eventuelle erstatningsudbetalinger er tilsvarende høje. Efter gældende ret ydes der bidrag til Garantifonden fra udvalgte forbrugerforsikringer, hvor der som udgangspunkt maksimalt er op til én husstand dækket pr. police, hvorfor præmierne og de eventuelle erstatningsudbetalinger som udgangspunkt er tilsvarende lavere end for arbejdsulykkesforsikringspolicer. Samtidig findes det ikke rimeligt, hvis forbrugerforsikringer skal betale for en arbejdsulykkesforsikringsbestand, der er overtaget af Garantifonden. Dette skaber behov for en adskillelse af formen for beregning og opkrævning af bidrag på henholdsvis arbejdsulykkesforsikringspolicer og andre policer, der skal betale til Garantifonden.

Med tilføjelsen af det nye 2. pkt. skal Finanstilsynet derfor i videst muligt omfang tage højde for forskellen mellem arbejdsulykkesforsikringspolicer og andre policer, der skal betale til Garantifonden, ved sin stillingtagen til beregning og opkrævning af de løbende bidrag.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden.

Ændringen skal desuden ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 3, hvor det foreslås at hæve kravet til Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Finanstilsynet vil ved fastsættelsen af bidrag fra arbejdsulykkesforsikringspolicer tage hensyn til, at bidragene fra arbejdsulykkesforsikringerne ikke skal dække de øvrige forbrugerforsikringer, når kravet til Garantifondens formue skal hæves til 500 mio. kr. Dette sikrer Finanstilsynet ved, at opkrævning af bidrag fra arbejdsulykkesforsikringspolicer standses, når der fra disse bidrag er opkrævet 200 mio. kr. tillagt de omkostninger, som Garantifonden andrager i forbindelse med overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestande. Såfremt et forsikringsselskab får tilbagekaldt tilladelsen til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed under oparbejdelsen af den del af Garantifondens formue, som skal hidrøre fra bidrag fra arbejdsulykkesforsikringspolicer, vil Garantifondens omkostninger hertil ligeledes skulle opkræves udover de beløb, som opkræves i forbindelse med, at kravet til Garantifondens formue hæves til 500 mio. kr., jf. dette lovforslags § 1, nr. 3. Såfremt et forsikringsselskab derefter får tilbagekaldt tilladelsen til at udøve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, vil Finanstilsynet fastsætte bidraget efter dette lovforslags § 1, nr. 7, under hensyntagen til, at opkrævning af bidrag pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice, i videst muligt omfang, dækker de af Garantifonden overtagne arbejdsulykkesforsikringsbestande.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 3, stk. 11, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 11, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Erhvervsministeren kan tillade, at Garantifonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Garantifondens formue. Garantifonden skal i anmodningen til erhvervsministeren bl.a. redegøre for grundene til, at Garantifonden enten ikke overholder kravet til størrelsen af Garantifondens formue eller forventer ikke at kunne overholde kravet til størrelsen af Garantifondens formue. Garantifonden skal i redegørelsen angive et begrundet skøn over, hvilket beløb Garantifondens formue forventes at falde til, og i hvor lang en periode Garantifonden forventer, at formuen vil være under kravet fastsat i loven. Garantifonden skal endvidere redegøre for eventuelle tabsreducerende foranstaltninger, som Garantifondens bestyrelse har iværksat for at sikre Garantifondens formue. Dette vil være særlig relevant i en situation, hvor faldet i Garantifondens formue skyldes markedsudsving, der har en negativ indvirkning på Fondens investeringsaktiver. Erhvervsministeren kan bede om alle de oplysninger, som vurderes relevante og nødvendige for behandlingen af Garantifondens anmodning.

Erhvervsministeren kan give tilladelse til, at Garantifonden i en periode ikke opfylder kravet til størrelsen af Garantifondens formue, hvis det f.eks. skyldes midlertidige likviditetsforskydninger, hvor Garantifonden kan godtgøre nære fremtidige betalingsstrømme, der igen vil få Garantifondens formue op på det niveau, som loven foreskriver. Det kan være en situation, hvor Garantifonden har foretaget udbetaling af større erstatningsbeløb til forsikringstagere og sikrede i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs, inden Garantifonden har fået udbetalt beløb fra forsikringsselskabets konkursbo eller dettes genforsikringsselskaber. Det kan også være tilfældet, hvor Garantifonden har anlagt en sag mod et forsikringsselskabs konkursbo for at få anerkendt krav for udbetalte erstatninger i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs.

Tilladelsen kan meddeles for et halvt år med mulighed for forlængelse, hvis Garantifonden fortsat kan sandsynliggøre fremtidige indtægter, der gør, at Garantifonden igen kan opfylde lovens krav til størrelsen af Garantifondens formue. Tilladelsen bør samlet ikke udstrække sig til mere end to år, medmindre særlige grunde taler herfor.

Endvidere kan tilladelsen som udgangspunkt være betinget af, at Garantifondens formue ikke falder med mere end 50 mio. kr. i forhold til kravet til størrelsen af Garantifondens formue. I det tilfælde vil Finanstilsynet iværksætte opkrævning af bidrag til Garantifonden med henblik på at genetablere Garantifondens formue.

Det foreslås i § 3, stk. 11, at tilføje efter »Fondens Formue« », uden at Finanstilsynet samtidig meddeler, at der skal opkræves bidrag til Fonden, jf. stk. 5.«.

Ændringen er en præcisering af gældende ret, hvorefter Garantifonden ikke skal have Erhvervsministerens tilladelse til ikke at efterleve kravet til Garantifondens formue, såfremt Finanstilsynet har iværksat opkrævning af bidrag til Garantifonden. Den gældende formulering har givet anledning til tvivl om, hvorvidt Garantifonden i alle tilfælde, hvor den ikke lever op til kravet om formuens størrelse, skal have Erhvervsministerens tilladelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Bestemmelsen retter sig mod situationer, hvor mindstekravet til formuens størrelse kan genetableres som følge af kapitalindtægter hidrørende fra Garantifondens formue inden for en kort årrække, som udgangspunkt maksimum to år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til et antal nærmere angivne personer.

Det foreslås i § 5, stk. 1, 1. pkt. , at » der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs« udgår.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden. Garantifondens dækning af erstatningskrav vil således fremover ikke forudsætte et forsikringsselskabs konkurs.

Til nr. 10 (§ 5, stk. 1, nr. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 4 , at »samt« udgår.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 12, hvorefter der indsættes nye numre.

Til nr. 11 (§ 5, stk. 1, nr. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 5 , at ændre »sikrede.« til: »sikrede,«.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 12, hvorefter der indsættes nye numre.

Til nr. 12 (§ 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer) og de sikrede, tredjemænd, der er sikret mod person- eller tingsskade ifølge motoransvarsforsikringer, tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer, forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås i § 5, stk. 1 , at indsætte et nyt nr. 6 , hvorefter sikrede i henhold til byggeskadeforsikringer inkluderes i oplistningen af dækkede efter § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, nr. 6 medfører, at byggeskadeforsikringer vil være omfattet af Garantifondens dækningsområde.

For byggeskadeforsikringer gør det sig særligt gældende, at det er den udførende entreprenør af nybyggeri eller væsentlig ombygning af eksisterende byggeri til beboelse, som skal tegne forsikringen, hvorimod den sikrede under byggeskadeforsikringen er bygningsejeren. Der er således ikke tale om en forbrugerforsikring efter den gældende bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at indsætte et nyt nr. 7 , hvorefter sikrede i henhold til arbejdsulykkesforsikringer inkluderes i oplistningen af dækkede efter § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1 nr. 7 medfører, at arbejdsulykkesforsikringer vil være omfattet af Garantifondens dækningsområde.

Den foreslåede tilføjelse af § 5, stk. 1, nr. 7, er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 5 i lov om en garantifond for arbejdsskadeforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 54, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager de forpligtelser, som det forsikringsselskab, der af Finanstilsynet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, har efter denne lov, for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 og betaling for udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan overlade den behandling, der er nævnt i 1. pkt., til et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring.

Det foreslås, at der i § 5 indsættes et nyt stk. 2, der fastslår, at når Garantifonden tager et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, overtager Garantifonden de rettigheder og forpligtelser, som forsikringsselskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring.

Rettighederne og forpligtelserne omfatter behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 i lov om arbejdsskadesikring og betaling for udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59 i lov om arbejdsskadesikring.

Ændringen viderefører retstilstanden med den forskel, at de rettigheder og forpligtelser, som forsikringsselskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, overgår til Garantifonden i stedet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ændringen er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at pligten til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14 (§ 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden dækker erstatningskrav, der er opstået, senest 4 uger efter at kurator eller Garantifonden har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne.

Det foreslås, at § 5, stk. 2, der bliver stk. 3, nyaffattes.

Det foreslås i stk. 3 , at Garantifonden dækker erstatningskrav, der er opstået, senest 4 uger efter at kurator eller Garantifonden har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne, eller Finanstilsynet har offentliggjort en meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden.

I forhold til arbejdsulykker anses et erstatningskrav for opstået på tidspunktet for arbejdsulykkens indtræden. Det gælder, uanset om arbejdsulykken først anmeldes på et senere tidspunkt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den gældende 4 ugers frist for dækning af erstatningskrav efter meddelelse om et forsikringsselskabs konkurs ligeledes gælder, i tilfælde af at Finanstilsynet har afgivet meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, jf. lovforslagets § 1, nr. 29. Bestemmelsen vil indebære, at der kan være to forskellige begyndelsestidspunkter for fristen på 4 uger. I forhold til dækning af erstatningskrav under arbejdsulykkesforsikringsbestanden vil det være det tidligste af disse to tidspunkter, som gælder for beregningen af 4-ugers fristen.

Bestemmelsen er en konsekvens af, at dækning af erstatningskrav i forbindelse med overtagelse af administrationen af arbejdsulykkesforsikringer, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Hermed sikres en samlet og koordineret indsats over for forsikringstagere og sikrede, når et skadesforsikringsselskab går konkurs eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Ændringen er således en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 (§ 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at uanset stk. 2 dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2, i § 5, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres til stk. 3.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2 og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 16 (§ 5, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Forsikringstagere kan ikke gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen på 1.000 kr., jf. stk. 4.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 4, i § 5, stk. 5, som bliver stk. 6, ændres til stk. 5.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2 og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 17 (§ 5, stk. 6, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 6, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden ikke dækker præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3.

Det foreslås i § 5, stk. 6 , der bliver stk. 7, at ændre »og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3« til: », sælgeransvarsforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer, jf. stk. 4.«

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af, at et forsikringsselskab som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden, og en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2.

Til nr. 18 (§ 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring overtager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager en arbejdsulykkesforsikringsbestand efter den gældende § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, indtræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i alle de rettigheder og forpligtelser vedrørende forsikringstagerne og de forsikrede arbejdstagere, som det konkursramte forsikringsselskab havde i tilknytning til arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dækker alle udækkede erstatningskrav vedrørende skader, der er indtrådt før Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen, jf. § 250, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, og som sker, indtil 4 uger efter at forsikringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsikringstagerne om, at forsikringsselskabet ikke længere har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber indeholder regler om Garantifondens overtagelse af de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i stk. 1, at Garantifonden overtager de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og som et selskab havde inden inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed efter lov om arbejdsskadesikring.

Rettighederne og forpligtelserne omfatter behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 i lov om arbejdsskadesikring og betaling for udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59 i lov om arbejdsskadesikring.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden overtager administrationen af de arbejdsulykkesforsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved lovens ikrafttræden har under administration, som følge af at Finanstilsynet har tilbagekaldt et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed inden lovens ikrafttræden. Garantifonden indtræder således i de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at pligten til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, når et skadesforsikringsselskab får tilbagekaldt sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt. , at Garantifonden indtræder i de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for de konkursboer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden eksempelvis indtræder i aftaler om garantistillelser eller overtager retlige tvister, som relaterer sig til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings varetagelse af administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt. , at Garantifonden indtræder på samme vis i og overtager udeståender, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med konkursboet eller øvrige parter som følge af varetagelsen af administrationen af et selskab.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der ikke i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efterlades udeståender, som knytter sig til de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Garantifonden skal overtage efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., omfatter ligeledes eventuelle udeståender med øvrige parter.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt. , at Garantifonden anvender den dividende, som Garantifonden modtager fra konkursboerne, jf. stk. 2, til at refundere de beløb, som forsikringsselskaber har betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene.

På tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget, har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring flere arbejdsulykkesforsikringsbestande under administration. De konkursramte selskaber, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget arbejdsulykkesforsikringsbestandene fra, er endnu ikke afsluttet på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Der må således forventes dividende på et senere tidspunkt. Da gældende ret indebærer, at forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, har lagt ud for udgifterne forbundet med Arbejdsmarkedet Erhvervssikrings overtagelse af det konkursramte selskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand, jf. § 54, stk. 5, jf. § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, skal Garantifonden anvende den dividende, som Garantifonden modtager fra konkursboerne, til at dække forsikringsselskabernes udlæg.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt. , at hvis dividenden ikke er tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav, fordeler Garantifonden dividenden forholdsmæssigt år for år, så de beløb, der er betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det tidligste år inden bestandens overdragelse, dækkes først, indtil dividenden er fordelt.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at de forsikringsselskaber, der har bidraget mest til finansieringen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af arbejdsulykkesforsikringsbestandene, tildeles flest midler fra konkursboerne, når enten Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Garantifonden modtager dividende i forbindelse med afslutningen af konkursboerne.

Det foreslås i stk. 4, at uanset bestemmelsen i stk. 3 kan Garantifonden indgå aftale om fuld og endelig afgørelse af mellemværender mellem Garantifonden og den enkelte kreditor om refusion af beløb efter stk. 3, forud for tidspunktet for Garantifondens modtagelse af dividende fra konkursboet, under forudsætning af at samtlige øvrige kreditorer, der kan være berettigede til refusion efter stk. 3, samtykker til aftalens indgåelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19 (§ 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende § 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, skal erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, eller § 5 b anmeldes til Garantifonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 3 i § 6, stk. 1, 2. pkt., ændres til stk. 4.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 5, og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 20 (§ 6 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at krav, der ønskes dækket af Garantifonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Krav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til Garantifonden.

Det foreslås, at der efter stk. 1 indsættes nyt stk. 2 , hvorefter reglerne i kapitel 7 i lov om arbejdsskadesikring om anmeldelse, sagsbehandling og forældelse finder anvendelse på anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke.

Det vil således fortsat være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der forestår behandlingen af sager om arbejdsulykker, der efter de gældende regler i lov om arbejdsskadesikring, skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, selvom det med lovforslaget vil være Garantifonden, som skal betale erstatningen i tilfælde af en arbejdsulykkesforsikringsvirksomheds konkurs.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21 (§ 6, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at erstatningskrav i henhold til § 5, der ønskes dækket af Garantifonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, skal dog anmeldes til Garantifonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør. Erstatningskrav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til Garantifonden.

Det følger af den gældende § 6, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at 6-måneders fristen ikke gælder, hvis den dækningsberettigede har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Det vil sige, hvis den dækningsberettigede uforskyldt ikke har kunnet påberåbe sig sin ret. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis vedkommende på grund af alvorlig personskade ikke har været i stand til at agere inden for tidsfristen. Manglende avislæsning eller længerevarende ferier i udlandet vil ikke være tilstrækkeligt til at påberåbe sig bestemmelsen.

Dog finder forældelseslovens forældelsesregler anvendelse med de undtagelser, der følger af forsikringsaftalelovens § 29, for forsikringer, der ikke er arbejdsskadeforsikringer.

Det foreslås i § 6, stk. 2, der bliver til stk. 3, at indsætte »og 2«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at reglerne i kapitel 7 i lov om arbejdsskadesikring om anmeldelse, sagsbehandling og forældelse finder anvendelse på anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (§ 6, stk. 1, 3. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende § 6 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, finder § 6, stk. 2, ikke anvendelse for anmeldelser i henhold til 1. og 2. pkt.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2, i § 6 a, stk. 1, 3. pkt., ændres til stk. 3.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 6, hvorefter stk. 2 bliver stk. 3, og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 23 (§ 7, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 7, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at udbetalinger fra Garantifonden skal finde sted snarest muligt og senest 3 måneder efter anmeldelse af kravet. Garantifonden forudsættes således at være i stand til at foretage en vurdering af det anmeldte krav indenfor maksimalt 3 måneder. Bestemmelsen skal sikre skadelidte personer hurtig behandling af anmeldte krav.

Efter gældende ret sker erstatningsudbetalinger under arbejdsulykkesforsikringer fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, i tilfælde af at et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, får tilbagekaldt sin tilladelse, jf. § 54 i lov om arbejdsskadessikring.

Det foreslås i § 7, stk. 1 , 1. pkt., at indsætte »jf. dog stk. 2« efter »kravet«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 1, nr. 24, hvor der i § 7, stk. 2, bliver indført en undtagelse til 3-måneders fristen for Garantifondens udbetaling af erstatning efter stk. 1, når et erstatningskrav udspringer af en arbejdsulykkesforsikring. Udbetaling af erstatning under arbejdsulykkesforsikringer vil fremadrettet ske fra Garantifonden under iagttagelse af reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (§ 7, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter gældende ret sker erstatningsudbetalinger under arbejdsulykkesforsikringer i tilfælde af en arbejdsulykkesforsikringsvirksomheds tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadessikring.

Det foreslås at indsætte § 7, stk. 2 , hvorefter udbetalinger fra Garantifonden vedrørende arbejdsulykkesforsikringer sker efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Der er således tale om en delvis videreførelse af gældende ret, hvor ændringen vil indebære, at det fremadrettet vil være Fonden, der udbetaler erstatningen i stedet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25 (§ 8, stk. 1, nr. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet straks efter afsigelse af konkursdekret skal indrykke meddelelse om forsikringsdækningens ophør i dagspressen, jf. dog § 5, stk. 3.

Det følger af den gældende § 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at uanset stk. 2 dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.

Det foreslås, at henvisningen til § 5, stk. 3, i § 8, stk. 1, nr. 2 , ændres til § 5, stk. 4.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 5, hvilket bevirker, at stk. 2-7 herefter bliver stk. 3-8.

Ændringen er af lovteknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 26 (§ 8, stk. 1, nr. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet straks efter afsigelse af konkursdekret skal indrykke meddelelse om anmeldelse af erstatningskrav, som er omfattet af den gældende § 5 i lov om en garantifond, til Fonden, jf. § 6, stk. 1, og hvortil anmeldelse kan ske i dagspressen.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, nr. 4 , også henvises til den foreslåede § 6, stk. 2, således at Finanstilsynet straks efter konkursdekretets afsigelse ligeledes i dagspressen skal indrykke meddelelse om anmeldelse af erstatningskrav til Fonden under en arbejdsulykkesforsikring.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet, i forbindelse med Finanstilsynets orientering til offentligheden om tilbagekaldelsen af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, skal gøre opmærksom på, at anmeldelse af arbejdsskader fortsat skal ske efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 6.

Til nr. 27 (§ 8, stk. 2, nr. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 2, nr. 1, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne i henhold til konkurslovens § 124, stk. 1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at Garantifonden vil tilbagebetale præmie, undtagen i tilfælde hvor der er tegnet ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, jf. § 5, stk. 6, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i § 8, stk. 2, nr. 1 , at henvisningen til § 5, stk. 6, ændres til § 5, stk. 7.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i § 5, hvorefter stk. 2-7 bliver til stk. 3-8.

Ændringen er af lovteknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 28 (§ 8, stk. 2, nr. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 2, nr. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne i henhold til konkurslovens § 124, stk. 1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at anmeldelse af erstatningskrav skal ske i overensstemmelse med den gældende § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det følger af den gældende § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at krav, der ønskes dækket af Fonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 2, nr. 3, indsættes »og stk. 2« efter § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Det forslåede medfører, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne i henhold til konkurslovens § 124, stk. 1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at anmeldelse af erstatningskrav under en arbejdsulykkesforsikring skal ske i overensstemmelse med reglerne i lov om en arbejdsskadesikring.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20, hvorefter de gældende regler i kapitel 7 i lov om arbejdsskadesikring om anmeldelse, sagsbehandling og forældelse også finder anvendelse på anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke.

Til nr. 29 (§ 8 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Finanstilsynet har pligt til straks efter afsigelse af konkursdekret at indrykke meddelelse i dagspressen om forsikringsselskabets konkurs, forsikringsdækningens ophør, nytegning af lovpligtige forsikringer og forsikringer, der som bygningsbrandforsikringer kan sidestilles hermed samt om anmeldelse af krav til garantiordningen.

Finanstilsynets pligt skal ses på baggrund af de særlige forhold, der gør sig gældende for skadesforsikring. På den ene side er det ikke alle selskabets kunder, der kan tænkes at få krav mod Fonden, jf. bestemmelsen i § 5. På den anden side er det ikke alle, der kan tænkes at få et krav mod Fonden, der er kunder i det konkursramte selskab, idet Garantifonden også dækker skadelidte tredjemænd. Det er derfor nødvendigt, at der sker tydelig meddelelse til offentligheden om konkursen. Der vil for alle lovpligtige forsikringer være pligt til at tegne en ny forsikring til erstatning for den, som oprindelig var tegnet i det konkursramte selskab. Derfor pålægges Finanstilsynet at oplyse om nytegning af lovpligtige forsikringer og forsikringer, der kan sidestilles hermed. Som eksempel på sidstnævnte kan anføres, at tegning af visse forsikringer kan være en forudsætning for at realkreditbelåne fast ejendom. Finanstilsynet har endvidere pligt til samtidigt at offentliggøre, hvorledes krav skal anmeldes til Fonden.

Det foreslås i § 8, stk. 4 , at stk. 1 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse ved beslutning om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden.

Bestemmelsen medfører, at den gældende regel i § 8, stk. 1, også vil gælde ved Finanstilsynets beslutning om, at et selskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration med de fornødne tilpasninger.

Det gør sig særligt gældende for arbejdsulykkesforsikringer, at bestanden af arbejdsulykkesforsikringer overtages på tidspunktet for Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette adskiller sig fra andre forsikringer, hvor forsikringsbestanden som udgangspunkt tages under administration af Garantifonden på tidspunktet for selskabets konkurs.

Finanstilsynets pligt til indrykke meddelelse efter den gældende § 8, stk. 1, vil således, for så vidt angår arbejdsulykkesforsikringer, allerede indtræde på tidspunktet for Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette vil blandt andet lade sig afspejle i § 8, stk. 1, nr. 1, hvorefter der ikke skal oplyses om forsikringsselskabets konkurs, men i stedet om, at Finanstilsynet har tilbagekaldt forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Med de fornødne tilpasninger forstås, at orienteringen af offentligheden ikke retter sig mod konkurs, men i stedet inddragelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde dækning, i tilfælde af at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 30 (§ 12, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 12, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at bestyrelsen antager fornøden medhjælp og inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for det forløbne år med beretning om Garantifondens virksomhed til Finanstilsynet.

Det foreslås således i § 12, stk. 1 , at inden 3 måneder ændres til senest 4 måneder.

Dette medfører, at bestyrelsen senest afgiver beretning om Garantifondens virksomhed til Finanstilsynet inden 4 måneder efter et kalenderårs udløb, og afgiver regnskab for det forløbne år.

Ændringen medfører, at afgivelse af Garantifondens regnskab følger fristen for finansielle virksomheders indsendelse af årsrapport til Finanstilsynet, jf. § 195, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31 (§ 12, stk. 1, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 12, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at bestyrelsen antager fornøden medhjælp og inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 12, stk. 1, 2. pkt., at Garantifonden i regnskabet skal redegøre særskilt for administrationen af eventuelle arbejdsulykkesforsikringsbestande.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden i årsregnskabets beretning skal redegøre for administrationen af de arbejdsulykkesforsikringsbestande, som Garantifonden har under administration.

Finanstilsynet anvender allerede efter gældende ret Fondens årsregnskab til at fastsætte bidragssatsen til indbetalinger til Fondens formue. Da lovforslagets § 1, nr. 7, vil indebære, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang skal dække de udgifter, som er forbundet med Fondens administration af arbejdsulykkesforsikringer, vil det være nødvendigt, at Garantifonden i sit årsregnskab redegør særskilt for administrationen af eventuelle arbejdsulykkesforsikringsbestande.

Bestemmelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, som vil indebære, at administrationen af arbejdsulykkesforsikringer overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

§ 2

Til nr. 1 (§ 33, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring)

Den gældende bestemmelse i § 33 i lov om arbejdsskadesikring regulerer, hvortil arbejdsskader skal anmeldes. Det fremgår af bestemmelsen, at skader anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når sikringspligten ikke er opfyldt, jf. § 48, stk. 4, der ikke er sikringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller skaden er omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4.

De nærmere regler om anmeldelse af arbejdsulykker til forsikringsselskaberne og om forsikringsselskabernes oversendelse af anmeldelserne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fremgår af lov om arbejdsskadesikring kapitel 7 og bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker efter lov om arbejdsskadesikring.

Anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldelsessystem i medfør af § 3, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker efter lov om arbejdsskadesikring.

Såfremt skaden har medført eller må antages at ville medføre tilskadekomnes død, eller hvis skadens følger kan begrunde godtgørelse eller erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v., jf. lovens § 15, eller hvis skaden har medført, at den tilskadekomne senest på 5-ugers dagen efter ulykkens indtræden ikke har kunnet genoptage sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, skal forsikringsselskabet anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I dette lovforslags § 4, nr. 5, foreslås det, at administrationen af et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer overføres fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Garantifonden vil med forslaget indtræde i de samme rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i dag efter § 54, herunder i forhold til reglerne om anmeldelse af ulykker. Da forslaget om at overføre administrationen til Garantifonden er en nyskabelse, vurderes det at være hensigtsmæssigt samtidigt at præcisere Garantifondens rolle i forhold til § 33.

Det foreslås derfor at indsætte § 33, stk. 3 , hvorefter det følger, at har Garantifonden overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, skal anmeldelsen ske til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiveren vil skulle foretage anmeldelsen af en arbejdsulykke til Garantifonden i situationer, hvor Garantifonden har overtaget en bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som arbejdsgiveren er omfattet af.

De øvrige regler om anmeldelse af arbejdsulykker vil med forslaget gælde tilsvarende for ulykker omfattet af den bestand af forsikringer, som Garantifonden har overtaget. Det samme gør sig gældende, hvis betingelserne for anerkendelse af ulykken som en arbejdsulykke efter Garantifondens vurdering ikke er opfyldt, herunder at tilskadekomne ikke er sikret efter arbejdsskadesikringsloven, eller når følgerne ikke skyldes arbejdsulykken, og når arbejdsgiverens forsikring ikke er i kraft.

Med forslaget sikres det, at arbejdsgivere og andre ikke er i tvivl om, hvor en arbejdsulykke skal anmeldes i den periode, hvor Garantifonden skal modtage anmeldelserne. Dette vil medvirke til, at behandlingen af ulykkessagen, herunder Garantifondens vurdering af tilskadekomnes ret til behandlingsudgifter m.v. efter lovens § 15, ikke bliver unødigt forsinket.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Til nr. 2 og 3 (§ 46 og § 46, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring)

Opregningen af klageberettigede i arbejdsskadesager er udtømmende beskrevet i § 44 i lov om arbejdsskadesikring. Opregningen af klageberettigede svarer i hovedsagen til det almindelige forvaltningsretlige princip om, at det alene er sagens parter, der er klageberettigede. Hertil er arbejdsgiveren uden at være part i sagen dog tillagt klagekompetence for så vidt angår spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 44, stk. 1, nr. 2, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan indbringes for Ankestyrelsen af forsikringsselskabet i sager om ulykker.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i § 46 i lov om arbejdsskadesikring, at Forsikring & Pension har ankeadgang som nævnt i § 44 i sager om arbejdsulykker, som af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring henføres under § 48, stk. 6, §§ 52 og 54.

Baggrunden for forsikringsselskabets adgang til at klage i disse sager er, at forsikringsselskabet som den, der finansierer udgifterne til erstatninger m.v. i forbindelse med arbejdsulykker, er part i sagen og har en væsentlig, retlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse.

I tilfælde af at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser om erstatning m.v. til tilskadekomne, som er kommet til skade hos en arbejdsgiver, som ikke har en arbejdsulykkesforsikring, eller i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget en forsikringsbestand efter lovens § 54, fordi forsikringsselskabet f.eks. er gået konkurs, er forsikringsselskabets klagekompetence overført til Forsikring & Pension, som dermed varetager forsikringsselskabernes interesse i disse sager.

I dette lovforslags § 1 foreslås det, at administrationen af et forsikringsselskabs arbejdsulykkespolicer overføres fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det betyder samtidig, at § 54 i lov om arbejdsskadesikring foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

På den baggrund foreslås det i § 46, at §§ 52 og 54 ændres til § 52, således at henvisningen til § 54 udgår som en konsekvens af, at § 54 foreslås ophævet.

Med forslaget sikres det, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som afholder udgifterne til erstatninger m.v. i ulykkessager efter overtagelse af en bestand af ulykkesforsikringer, får samme mulighed som forsikringsselskabet for at klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i sager, som er omfattet af bestemmelsen.

Garantifonden vil indtræde i samme rettigheder og forpligtelser som forsikringsselskabet, herunder gælder samme frister for at anke en afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Til nr. 4 (§ 54 i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af stk. 1 og 2 i den gældende § 54 i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal overtage et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indtræder i alle forsikringsselskabets rettigheder og forpligtelser vedrørende forsikringstagerne og de forsikrede arbejdstagere i bestanden af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring, og dækker alle udækkede erstatningskrav vedrørende skader, der er sket før Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen, og som sker, indtil 4 uger efter at forsikringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsikringstagerne om, at forsikringsselskabet ikke længere har tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring.

Det følger endvidere af den gældende § 54, stk. 3, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager de forpligtelser, som forsikringsselskabet har efter lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter loven. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan vælge at overlade denne behandling til et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring.

Det fremgår af den gældende § 54, stk. 4 og 5, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finansierer de udgifter, der følger af overtagelsen af arbejdsulykkespolicer af de aktiver, herunder tilgodehavender fra genforsikringsaftaler, der overføres fra forsikringsselskabet eller fra boet efter dette selskab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at forvalte de modtagne aktiver efter de principper, som følger af § 158 i lov om finansiel virksomhed. I det omfang de øvrige forsikringsselskaber har finansieret udgifterne, fordeles aktiverne til de enkelte selskaber i overensstemmelse med selskabernes bidrag til finansieringen. Dækker aktiverne ikke den fulde udgift, bliver aktiverne fordelt forholdsmæssigt år for år, således at de udgifter, der er afholdt i det tidligste år efter bestandens overtagelse, dækkes først, indtil alle midlerne er fordelt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal udlægge udgifterne, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring modtager de fornødne aktiver fra forsikringsselskabet, hvis der ikke er overført aktiver eller der ikke er overført tilstrækkelige aktiver fra forsikringsselskabet eller fra boet efter dette selskab på det tidspunkt, hvor udgifterne skal afholdes. Udgifter afholdt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finansieres af alle forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikring, og efter fordelingen i lov om arbejdsskadesikrings § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt.

Endelig følger det af den gældende § 54, stk. 6, at ved forsikringsselskabets konkurs skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmelde sit krav efter lov om arbejdsskadesikring i konkursboet. Beløb, der indgår i boet fra dækning ved genforsikring vedrørende bestanden af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af denne lov, anvendes forlods til dækning af krav fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har betalt erstatninger eller godtgørelser, som udløser betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler. Genforsikringskontrakter og registrerede aktiver, der udelukkende eller overvejende vedrører selskabets forpligtelser vedrørende arbejdsulykkesforsikringer skal overføres til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forvaltes efter de principper, som følger af § 158 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ophæve § 54.

Forslaget om at ophæve bestemmelsen er en konsekvens af, at overtagelsen af administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestande, når Finanstilsynet tilbagekalder et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, med dette lovforslag foreslås overført fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 4, nr. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3. og bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 5.

Til nr. 5 (§ 60, stk. 1, 1. pkt., i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 60, stk. 1, 1. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, at de beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1 og 5, § 54, stk. 5, og § 57, forrentes med en årlig rente. De nærmere regler for fastsættelse af renten fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Bestemmelsen giver mulighed for, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte renteniveauet for bl.a. de beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring forskudsvist har udlagt til erstatninger m.v. og i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring efter § 54, eller til tilskadekomne, som er kommet til skade under arbejde for en arbejdsgiver, som ikke har opfyldt sin pligt til at tegne arbejdsulykkesforsikring.

I lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås lov om arbejdsskadesikring § 54 ophævet. Henvisningen til § 54, stk. 5, vil derfor være overflødig i § 60, stk. 1, 1. pkt.

Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen til § 54 udgår af § 60, stk. 1, 1. pkt.

Til nr. 6 (§ 88, 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 88, 4. pkt., at arbejdsgivernes bidrag efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1, og § 54, stk. 5, opgøres efter reglen i § 48, stk. 6, 3. pkt.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at arbejdsgivere, som efter den tidligere lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde er fritaget for at skulle tegne lovpligtig arbejdsskadesikring, har samme retsstilling efter lov om arbejdsskadesikring som et forsikringsselskab. Disse arbejdsgivere skal således på samme måde som forsikringsselskaberne bl.a. medvirke til at finansiere erstatninger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afholder, som følge af at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkespolicer efter lov om arbejdsskadesikrings § 54.

Det foreslås i § 88, 4. pkt. , at ændre »§ 48, stk. 6, § 52, stk. 1, og § 54, stk. 5, « til: »§ 48, stk. 6, og § 52, stk. 1,«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget i lovforslagets § 2, nr. 4, om at ophæve arbejdsskadesikringslovens § 54.

§ 3

Til nr. 1 (§ 68, stk. 1, nr. 3, i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, nr. 3, at bl.a. forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadesforsikring, bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats.

Det foreslås at »og« udgår af § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslåede medfører, at oplistningen af de, der bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats, kan udvides til også at omfatte Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter Garantifonden skal bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats på samme vilkår som forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 68, stk. 1, nr. 4, i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, nr. 4, at bl.a. kommuner, regioner og andre selvforsikrede arbejdsgivere bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats.

Det foreslås, at »arbejdsskadesikring.« ændres til »arbejdsskadesikring, og« i § 68, stk. 1, nr. 4 .

Det medfører, at oplistningen af dem, der bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats, kan udvides.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter Garantifonden skal bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats.

Til nr. 3 (§ 68, stk. 1, nr. 5, i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, at midlerne til arbejdsmarkedets parters indsats til forbedring af arbejdsmiljøet tilvejebringes gennem bidrag fra staten, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår opgavevaretagelsen vedrørende finansiering af erhvervssygdomsområdet, forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikring, og kommuner, regioner og andre selvforsikrede arbejdsgivere.

Det foreslås, at der i § 68, stk. 1, som nr. 5 indsættes: »5) Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i de situationer, hvor Garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.«

Det foreslåede medfører, at midler til staten, jf. stk. 7, og til gennemførelse af Arbejdsmiljørådets aktiviteter og indsatsen fra branchefællesskaberne for arbejdsmiljø til forbedring af arbejdsmiljøet tilvejebringes ved bidrag, jf. stk. 2 og 3, fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i de situationer, hvor Garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslåede medfører, at hvis Garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab, fordi forsikringsselskabet bliver erklæret konkurs eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed af Finanstilsynet, vil Garantifonden overtage forpligtelsen til at bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats. Forpligtelsen omfatter alle bidrag, som forfalder til betaling efter lovens ikrafttræden, uanset hvornår forsikringsselskabet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede medfører endvidere, at Garantifonden vil komme til at bidrage både til beløbet på 45 mio. kr., der reguleres af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet, og til beløbet, som fastsættes som gennemsnittet af to procent af de årlige godtgørelser og erstatninger, som er tilkendt i arbejdsulykkessager i en 10-årig periode. Begge typer af beløb fordeles forholdsmæssigt på de bidragspligtige ud fra deres andele af godtgørelser og erstatninger.

Dermed sikres det, at bidragene til parternes arbejdsmiljøindsats, dvs. Arbejdsmiljørådets aktiviteter og indsatsen fra branchefællesskaberne for arbejdsmiljø, i tilfælde af at et forsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, fortsat dækkes af arbejdsulykkesforsikringsselskaber, som har en væsentlig økonomisk fordel af parternes arbejdsmiljøindsats, via deres bidrag til finansiering af Garantifonden.

§ 4

Til nr. 1 (fodnoten i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres fra »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106«.

Ændringen vil medføre, at det fremgår, at dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, herefter cross border-direktivet, er implementeret i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 1 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om anvendelsesområdet for lov om finansiel virksomhed. § 1, stk. 4, fastsætter nærmere, hvilke bestemmelser i loven der finder anvendelse på filialer af udenlandske virksomheder med tilladelse i lande indenfor EU/EØS.

Det fremgår af § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at for filialer her i landet af kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at indsætte § 307 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter § 307 a, stk. 1, 1. pkt., også vil finde anvendelse på filialer af kreditinstitutter med tilladelse i et andet EU-/EØS-land.

Det fremgår af § 307 a, stk. 1, at Finanstilsynet mindst hvert andet år udpeger de penge- og realkreditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester.

Lovforslaget er en konsekvens af, at det i medfør af § 4, nr. 16, i lovforslaget foreslås at indsætte et nyt punktum i § 307, stk. 1, hvoraf det fremgår, at § 307, stk. 1, også gælder for filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et land indenfor EU/EØS.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, i lovforslaget samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 15, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende lov om finansiel virksomhed finder ikke anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere efter § 1 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte stk. 15 i § 1, hvorefter Kapitel 20 a finder anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilke bestemmelser i lov om finansiel virksomhed der skal finde anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere. Det foreslås samtidig at gennemføre Finanstilsynets ansvar som kompetent myndighed for crowdfundingforordningens overholdelse, herunder de undersøgelses- og tilsynsbeføjelser og sanktionsforanstaltninger, de kompetente myndigheder er tillagt i forordningen, i et særskilt kapitel i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås desuden i det særskilte kapitel at fastsætte, at lovens kapitel 21 om det generelle tilsyn finder tilsvarende anvendelse på crowdfundingtjenesteudbydere med de nødvendige tilpasninger.

De tilsynsmæssige krav og rammer for crowdfundingtjenesteudbydere i øvrigt er fastsat i crowdfundingforordningen og finder direkte anvendelse. Således fremgår det bl.a. af artikel 12, stk. 10, i crowdfundingforordningen, at den kompetente myndighed i en medlemsstat kan give juridiske personer, der har til hensigt at udbyde crowdfundingtjenester, tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og om ændring af forordning (EU) 2017/1129 og direktiv (EU) 2019/1937 (herefter crowdfundingforordningen) finder anvendelse i Danmark fra den 10. november 2021.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 17, og lovforslagets pkt. 2.3.

Til nr. 4 (§ 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed)

§ 38 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 24. april 2019, omhandler finansielle virksomheders etablering af filialer i et andet land.

Det følger af § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med en række oplysninger om filialen.

Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, i hvilket land filialen ønskes etableret, en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter, filialens adresse, navnene på filialens ledelse, for forsikringsselskaber, navnet på filialens generalagent og for fondsmæglerselskaber, pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvorvidt filialen har til hensigt at anvende tilknyttede agenter, samt identiteten på disse.

En finansiel virksomhed er en virksomhed, der er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen, senest 1 måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen, senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Værtslandet er det land, hvori filialen er etableret.

§ 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed gennemfører artikel 17, stk. 8, i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), UCITS-direktivet.

§ 38 gennemfører delvist artikel 17, stk. 8, i UCITS-direktivet. Cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. og 2. afsnit, ændrer i artikel 17, stk. 8, i UCITS-direktivet.

Det foreslås, at der tilføjes et 5. pkt. til § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet skal underrette investeringsforvaltningsselskabet inden 15 arbejdsdage efter modtagelsen af oplysningerne som nævnt i 1. pkt. om, at investeringsforvaltningsselskabet ikke må iværksætte ændringen af filialen, hvis investeringsforvaltningsselskabet ved ændringen ikke længere overholder direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Tilføjelsen af 5. pkt. vil medføre, at Finanstilsynet får en meddelelsespligt over for investeringsforvaltningsselskabet, hvis investeringsforvaltningsselskabet ikke længere overholder UCITS-direktivet efter ændringen af en filial i et andet land. Meddelelsespligten skal iagttages inden 15 arbejdsdage fra modtagelsen af oplysninger efter den gældende § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget gennemfører cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. og 2. afsnit

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 43, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Forsikringsselskaber kan som en del af deres sagsbehandling undersøge sager (såkaldt efterforskning), hvis de vurderer, at der er en begrundet mistanke om forsikringssvindel eller uberettiget udbetaling af forsikringsdækning. Det kan f.eks. være, hvis der i forbindelse med skadesanmeldelsen eller sagens behandling opstår mistanke om forsikringssvindel, eller hvis der opstår mistanke om, at en tidligere udbetalt forsikringsdækning er uberettiget. Forsikringsselskaber kan som en del af disse undersøgelser, der i dette lovforslag betegnes visse undersøgelser, bl.a. benytte skjulte personobservationer af en skadelidt, f.eks. for at dokumentere skadelidtes fysiske formåen. Dokumentationen kan forsikringsselskabet bruge til at vurdere, om skadelidtes fysiske formåen er bedre end det, som skadelidte selv har oplyst. Hvis det er tilfældet, kan selskabet vælge at anmelde den skadelidte til politiet for forsikringssvindel, hvis selskabet vurderer, at skadelidte bevidst har opgivet falske oplysninger eller udeladt vigtige oplysninger, eller selskabet kan træffe afgørelse om, at den skadelidte ikke skal eller ikke længere skal modtage udbetaling af en erstatning.

Forsikringsselskaber skal, som alle andre virksomheder, holde sig inden for de generelle retlige rammer, når de udfører disse undersøgelser, herunder personobservation. De eksisterende regler består af behandlingsbestemmelserne i databeskyttelsesreguleringen, straffelovens kapitel 27 om beskyttelse af privatlivets fred samt regler i tv-overvågningsloven. Derudover følger det af reglerne om god skik for finansielle virksomheder, at forsikringsselskaberne også har en retlig pligt til at handle redeligt og loyalt over for kunderne.

Efter den gældende § 43 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1447 af 11. september 2020, skal forsikringsselskaber drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Efter den gældende § 4 i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører, jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 15. november 2019, skal forsikringsdistributører handle redeligt og loyalt over for deres kunder.

Reglerne om god skik er begrundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og andre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reglerne skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder, og bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer.

God skik tilsiger dermed bl.a., at en personobservation af skadelidte først må indledes, når der er en begrundet mistanke om, at den skadelidte ikke er berettiget til hel eller delvis forsikringsdækning, og når andre mindre indgribende undersøgelsesmetoder er anvendt eller ikke antages at kunne belyse sagen, idet skjulte observationer er af meget indgribende karakter for den enkelte person.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 15 har kunden ret til indsigt i de personoplysninger, som forsikringsselskabet behandler om kunden (egenacces). Selskaberne skal vejlede kunderne om muligheden for egenacces for at handle i overensstemmelse med reglerne om god skik.

God skik tilsiger endvidere, at forsikringsselskabet ikke kan stoppe udbetalingerne uden at have varslet kunderne herom, så kunden i den forbindelse har mulighed for at gøre indsigelser og kræve al dokumentation fremlagt.

Det vil desuden være i strid med god skik, hvis et forsikringsselskab bevidst truer med et uretmæssigt krav for at få kunden til at acceptere forsikringsselskabets afgørelse.

Et krav om tilbagebetaling kræver, at forsikringsselskabet har dokumentation for, at kunden uberettiget har modtaget forsikringsydelser i den periode, som kravet stammer fra. Ifølge den almindelige obligationsretlige (uskrevne) grundsætning om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Hvorvidt et beløb, der fejlagtigt er blevet betalt, kan kræves tilbagebetalt, beror på en vurdering af, om modtageren af ydelsen har været i ond tro om modtagelsen af pengene, f.eks. ved at have afgivet urigtige oplysninger for at få beløbet udbetalt.

God skik tilsiger endvidere, at når et selskab varsler, at det vil standse en udbetaling, skal det også vejlede kunden om muligheden for indsigt i egne oplysninger, reglerne om condictio indebiti samt muligheden for at klage til ankenævn eller indbringe sagen for domstolene.

Det foreslås at indsætte et stk. 9 i § 43, hvorefter erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om de procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af skadelidte. Formålet med de nye regler vil være at øge beskyttelsen af de skadelidte, ved at tydeliggøre de pligter og rettigheder, der gælder, når forsikringsselskaber benytter visse undersøgelser i forbindelse med deres sagsbehandling af skadeanmeldelser og forsikringssager. Samtidig får Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med forsikringsselskaberne, når de foretager visse undersøgelser efter de nye regler.

Ved et forsikringsselskab forstås både skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber, som også kaldes pensionsselskaber.

Ved visse undersøgelser skal forstås undersøgelser hvor der indsamles oplysninger uden den skadelidtes viden. Begrebet vil blive defineret i bekendtgørelsen. Det kan f.eks. være såkaldte ”skrivebordsundersøgelser”, hvor selskabet indsamler oplysninger fra frit tilgængelige kilder, herunder internettet og de sociale medier, samt undersøgelser bestående af personobservation.

Ved skadelidte forstås både en kunde i et forsikringsselskab, der har lidt en skade, som umiddelbart er dækningsberettiget, og en person, der har lidt en skade, som umiddelbart skal dækkes af en tredjeparts forsikringsselskab. Sidstnævnte situation opstår f.eks., hvis en person bliver påkørt af et motorkøretøj og påføres tab eller personskade. Her vil skadevolders forsikringsselskab, hvor skadevolder har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for sit motorkøretøj, skulle udbetale erstatningen for tabet og/eller skaden til skadelidte.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler ved udstedelse af en bekendtgørelse, som skal gælde for danske forsikringsselskaber og udenlandske forsikringsselskaber, som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Bekendtgørelsen vil fastsætte de god skik-regler, forsikringsselskaber skal efterleve, når de foretager visse undersøgelser, herunder regler om forsikringsselskabernes procedurer og oplysningsforpligtelser. Denne bekendtgørelse vil således sammen med de generelle regler i straffeloven, databeskyttelsesreguleringen, tv-overvågningsloven og de generelle god skik-regler i den finansielle regulering fastsætte rammerne for forsikringsselskaber, når de foretager visse undersøgelser (såkaldt efterforskning).

Der vil kunne fastsættes regler i bekendtgørelsen, som udgør en kodificering af fortolkningen af de eksisterende generelle god skik-regler. På den måde vil pligter, der i dag allerede følger af en fortolkning af god skik-reglerne, kunne specificeres og konkretiseres i bekendtgørelsen. Der henvises til beskrivelsen af gældende ret ovenfor i afsnit 2.2.1

Der vil desuden kunne fastsættes nye krav i bekendtgørelsen, herunder krav til særlige beslutningsprocesser for forsikringsselskaberne, når de ønsker at foretage visse undersøgelser, herunder når selskabet på baggrund af undersøgelsen vil afvise forsikringsdækning helt eller delvist, standse en løbende udbetaling, nedsætte en løbende udbetaling eller fremsætte krav om tilbagebetaling. Der kan ligeledes fastsættes regler, som sikrer, at en skadelidt får indsigt i det indsamlede dokumentationsmateriale og mulighed for at kommentere på materialet. Herudover vil erhvervsministen også kunne fastsætte en pligt for forsikringsselskaberne til at informere den skadelidte om mulighederne for at få prøvet selskabets afgørelse om afvisning af dækning ved Ankenævnet for Forsikring eller ved domstolene.

Det vil desuden være muligt at fastsætte særlige krav for brugen af personobservation, herunder særlige godkendelsesprocedurer, da en sådan undersøgelsesmetode kan opleves som særdeles indgribende.

Forsikring & Pensions branchekodeks, ”Kodeks for særlig undersøgelse af forsikringssager – 2020”, vil kunne indgå som inspiration ved udarbejdelsen af reglerne.

Tilsynet på området vil indgå som en del af Finanstilsynets generelle og risikobaserede tilsyn på forbrugerområdet. At Finanstilsynets tilsyn på forbrugerområdet er risikobaseret betyder, at Finanstilsynet løbende vurderer, hvilke problemstillinger Finanstilsynet bør tage op.

Finanstilsynet har ikke og får heller ikke kompetence til at afgøre konkrete, individuelle klager over skadesbehandlingen. Finanstilsynet kan derfor heller ikke tage stilling til enkeltsager om efterforskning, herunder personobservation, men Finanstilsynet vil føre tilsyn med, at forsikringsselskaberne generelt overholder reglerne i bekendtgørelsen. Som en del af tilsynet vil Finanstilsynet have mulighed for at påbyde forsikringsselskaber at ændre eller ophøre med en bestemt adfærd, som ikke er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen.

Det vil endvidere være muligt at fastsætte, at grove og gentagne overtrædelser af visse regler i bekendtgørelsen skal være forbundet med bødestraf, jf. § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 6 (§ 72 c i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 72 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan pengeinstitutter, sparevirksomheder, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som virksomheden ellers selv ville udføre, til en leverandør. § 72 a, stk. 1, gælder også for fælles datacentraler, jf. § 343 r, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed og for Danmarks Skibskredit, jf. § 7 i bekendtgørelse om et skibsfinansieringsinstitut.

Efter § 72 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed kan forsikringsselskaber outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som selskaberne ellers selv ville udføre, til en tjenesteyder. Efter stk. 2-4 har forsikringsselskaberne pligt til bl.a. at sikre, at outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter ikke foregår på en måde, der kan medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i forsikringsselskabet, og til at underrette Finanstilsynet om forestående outsourcing, og selskaberne er ansvarlige for samtlige outsourcede funktioner og aktiviteter. Efter stk. 5 kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at forsikringsselskabers outsourcing skal bringes til ophør inden for en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist, hvis outsourcingkontrakten eller dennes parter ikke opfylder reglerne i denne bestemmelse eller regler fastsat i medfør af stk. 6.

Efter § 72 a, stk. 3, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. outsourcingvirksomheders ledelsesordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør, herunder leverandørens videreoutsourcing, og interne retningslinjer. Tilsvarende regler kan efter § 72 b, stk. 6, fastsættes for forsikringsselskabers brug af outsourcing. Bestemmelserne er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 723 af 28. maj 2020 om outsourcing for gruppe 2-forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond og bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. Sidstnævnte finder dog ikke anvendelse for gruppe 1-forsikringselskaber, der er omfattet af reglerne om outsourcing i Solvens II-forordningen, jf. artikel 274 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at MitID-løsningen defineres som den danske nationale elektroniske identifikationsordning. MitID-løsningen kan også betegnes som en eID-ordning eller eID-løsning. Med løsningen kan der foretages elektronisk identifikation. Løsningen fungerer derved som en autentifikationstjeneste af privatpersoners digitale identiteter. MitID-løsningen er den nationale identitetsgarant for privatpersoner.

Ved overgangen fra NemID til MitID sker der en række ændringer i den fællesoffentlige digitale infrastruktur. En central ændring medfører, at MitID-løsningen fremadrettet alene vil udgøre en autentifikationsløsning, hvor NemID-løsningen også indeholder digital signatur. Dette medfører, at hvor der tidligere var lighed mellem NemID og digital signatur, vil der fremadrettet skulle anvendes serviceområdet Digital Signatur i NemLog-in til den offentlige digitale underskrift baseret på autentifikation med MitID.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at autentifikation defineres som en proces, som genkender og verificerer en digital identitet gennem anvendelse af et elektronisk identifikationsmiddel.

Med NemID-løsningen kunne en tjenesteudbyder henvende sig til leverandøren af NemID-løsningen og blive tilsluttet løsningen. MitID-løsningen vil fungere anderledes på dette punkt, idet en tjenesteudbyder i stedet skal anvende en broker, der fungerer som bindeled mellem tjenesteudbyderen og MitID-løsningen, hvor autentifikationen sker. I NSIS-standarden, som lægges til grund for den offentlige digitale infrastruktur, defineres en identitetsbroker som formidler af en autentificeret digital identitet til tredjeparter på baggrund af en autentifikation verificeret af brokeren selv eller eventuelt af en anden tredjepart. MitID-løsningen vil således være baseret på et brokerkoncept, som indebærer, at tjenesteudbydere i stedet for at tilgå MitID-løsningen direkte, tilgår løsningen gennem en broker. MitID brokere skal være certificerede i henhold til foruddefinerede krav for at kunne tilslutte sig MitID. Der stilles dog kun krav om NSIS-anmeldelse for brokere, der ønsker at indgå i den offentlige digitale infrastruktur.

Autentifikationen, som genkender og verificerer en digital identitet sker i MitID-løsningen. Den digitale signatur vil derimod skulle udvikles af den individuelle broker eller kan tilkøbes som en service fra den offentlige broker i NemLog-in eller fra andre brokere i markedet.

Det foreslås i § 72 c, at § 72 b, stk. 2-4, og regler fastsat i medfør af § 72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6, ikke gælder for virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-in.

Det foreslåede indebærer, at reglerne om forsikringsselskabers outsourcing i § 72 b, stk. 2-4, samt reglerne i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af § 72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed ikke skal finde anvendelse for finansielle virksomheder, når de anvender MitID-løsningen til at foretage autentifikation af en bruger.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 3, stk. 2, i den kommende lov om MitID og NemLog-in, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen stiller MitID til rådighed for privatpersoner og erhvervsbrugere, hvis disse opfylder betingelserne for udstedelse af MitID fastsat i medfør af § 4, stk. 2. Der vil således i medfør af samme lovs § 4, stk. 2, blive fastsat regler om udstedelse af MitID, som bl.a. finansielle virksomheder vil skulle overholde ved anvendelsen af MitID.

For at undgå en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af virksomheders brug af MitID, herunder at finansielle virksomheder vil skulle opfylde både de aftaler, der indgås for at overholde den kommende lov om MitID og NemLog-in, og reglerne om outsourcing, herunder reglerne i outsourcingbekendtgørelserne, på det finansielle område, foreslås det, at § 72 b, stk. 2-4, og outsourcingbekendtgørelserne ikke skal kunne finde anvendelse.

Finansielle virksomheder vil således kunne anvende MitID-løsningen til autentifikationen af deres kunder, altså til at genkende og verificere en kundes digitale identitet. Finansielle virksomheder vil dog stadig have behov for at udvikle en løsning til digitale signaturer og log-in løsninger til eksempelvis netbank. En finansiel virksomhed vil skulle anvende en broker, som kan formidle en autentificeret digital identitet på baggrund af autentifikationen. For pengeinstitutter vil broker-rollen eksempelvis kunne varetages af en fælles datacentral.

Forholdet mellem den finansielle virksomhed og brokeren vil stadig være omfattet af regler i outsourcingbekendtgørelsen, såfremt betingelser herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil imidlertid kunne opstå usikkerhed om, hvorvidt forholdet mellem en finansiel virksomhed, en broker og MitID-løsningen vil kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing. Uanset om aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen kan anses for outsourcing eller videreoutsourcing, er det ikke hensigten, at finansielle virksomheders brug af MitID-løsningen til autentifikation af en bruger skal omfattes af outsourcingreglerne. Det foreslåede har derfor til formål at skabe entydig klarhed om, at anvendelse af MitID til autentifikation af brugere ikke vil skulle være omfattet af reglerne om outsourcing udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen, ville kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing fra en finansiel virksomhed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

Til nr. 7 (§ 124 b i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynet har i bilag 2 om markedsrisiko i forslag til bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (ledelsesbekendtgørelsen), som trådte i kraft den 28. december 2020, fastsat styringsmæssige krav, som Finanstilsynet skal sikre, at virksomhederne overholder. Bekendtgørelsens bilag 2 implementerer artikel 84, stk. 2, i kapitalkravsdirektivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V), fuldt ud. Bekendtgørelsens bilag 2 er desuden en delvis implementering af artikel 84, stk. 1, i CRD V, idet der angives i bilaget, at der skal etableres procedurer, men ikke at disse procedurer skal bestå af interne systemer, standardmetoden eller den forenklede standardmetode.

Artikel 84, stk. 1, og 2, fastsætter krav om, at de kompetente myndigheder sikrer, at institutter skal indføre interne systemer, anvender standardmetoden eller den forenklede standardmetode til at identificere, styre og afbøde risici som følge af potentielle ændringer af rentesatserne, der påvirker både den økonomiske værdi af kapitalgrundlaget og nettorenteindtægterne fra de ikke-handelsmæssige aktiviteter. Hertil kommer krav om, at instituttet skal indføre systemer til at vurdere og overvåge de risici, der opstår som følge af potentielle ændringer af kreditspænd, som påvirker både den økonomiske værdi af kapitalgrundlaget og nettorenteindtægterne fra ikke-handelsmæssige aktiviteter.

Finanstilsynet har hidtil vurderet kreditinstitutters opgørelse af renterisiko uden for handelsbeholdningen som led i vurderingen af virksomhedernes solvensbehov. Det er sket i henhold til § 124, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og afsnit 6 i vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.

Der har ikke tidligere været særskilte krav til kreditinstitutters opgørelse af påvirkningen på kapitalgrundlaget af nettorenteindtægterne fra et instituts ikke-handelsmæssige aktiviteter. Opgørelsen har hidtidigt indgået i institutternes vurdering af solvensbehovet opgjort i henhold til § 124, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1 , at kreditinstitutter skal indføre interne systemer og anvende standardmetoden eller den forenklede standardmetode til at identificere, vurdere, styre og afbøde de risici, der opstår som følge af potentielle ændringer af rentesatserne, der påvirker både den økonomiske værdi af et instituts kapitalgrundlag og nettorenteindtægterne fra et instituts ikkehandelsmæssige aktiviteter.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 1, i CRD V.

Forslaget medfører, at kreditinstitutter skal indføre systemer til at identificere, vurdere, styre og afbøde renterisiko på ikkehandelsmæssige aktiviteter. Ikke-handelsmæssige aktiviteter er f.eks. beholdninger, som ikke har handel til hensigt og dermed er placeret uden for instituttets handelsbeholdning. Virksomheden kan enten udvikle egne interne systemer til at håndtere disse risici eller anvende standardmetoden eller den forenklede standardmetode, som bliver fastlagt af den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA).

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan kræve, at et kreditinstitut anvender den i stk. 1 nævnte standardmetode, hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens interne systemer ikke er tilfredsstillende.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V).

Som udgangspunkt kan en virksomhed anvende egne interne systemer til at identificere, vurdere og styre renterisikoen fra et instituts ikkehandelsmæssige aktiviteter. Forslaget giver Finanstilsynet beføjelser til at kunne kræve, at virksomheden anvender standardmetoden. Finanstilsynet vil kunne anvende beføjelsen, hvis Finanstilsynet konstaterer, at de interne systemer ikke er tilstrækkeligt retvisende og dermed ikke i tilstrækkelig grad opgør de i artikel 84, stk. 1, omtalte risici, f.eks. hvis det konstateres, at der er en række mangler i systemet.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan kræve, at et lille og ikke-komplekst kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 145, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter skal anvende den i stk. 1 nævnte standardmetode, hvis Finanstilsynet finder, at den forenklede standardmetode ikke er tilstrækkelig til at tage højde for den renterisiko, der opstår som følge af instituttets ikkehandelsmæssige aktiviteter.

Forslaget implementerer artikel 84, stk. 4, i CRD V.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan kræve, at standardmetoden anvendes af et lille og ikke-komplekst kreditinstitut frem for den forenklede standardmetode, hvis Finanstilsynet vurderer, at den forenklede standardmetode ikke er tilstrækkelig til at tage højde for den renterisiko, der opstår som følge af virksomhedens ikke-handelsmæssige aktiviteter. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor virksomhedens ikke-handelsmæssige aktiviteter er mere komplekse eller omfattende end forudsat i den forenklede standardmetode.

Af CRD V artikel 84 stk. 5, fremgår, at EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS), der fastsætter en standardmetode, som kreditinstitutter kan anvende til at vurdere de i CRD V artikel 84, stk. 1, omhandlede risici, herunder en forenklet standardmetode for små og ikkekomplekse kreditinstitutter. Den forenklede standardmetode skal være mindst lige så konservativ som standardmetoden. Den tekniske standard skulle i henhold til CRD V have været forelagt kommissionen inden den 28. juni 2020. EBA har meldt ud, at de ikke forventer at have en endelig RTS klar til forelæggelse for Kommissionen før marts 2022.

Håndhævelse af Finanstilsynets bemyndigelser vil dermed ikke være aktuelt før efter vedtagelse af den delegerede forordning, som fastlægger standardmetoden og den forenklede standardmetode. Det er vurderingen, at det er hensigtsmæssigt, at bemyndigelsen implementeres inden standardmetoden og den forenklede standardmetode er fastlagt, således at bemyndigelsen kan håndhæves umiddelbart efter ikrafttræden af Kommissionens delegerede forordning.

Indtil der foreligger en delegeret forordning, som fastlægger standardmetoden og den forenklede standardmetode, vil Finanstilsynet føre et proportionalt tilsyn med kreditinstitutternes interne systemer for opgørelse af renterisiko ved virksomhedens ikkehandelsmæssige aktiviteter. Finanstilsynets forventninger til opgørelsen fremgår af afsnit 6 i vejledning nr. 9093 af 17. februar 2020 om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.

Til nr. 8 (§ 125 b, stk. 5, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 125 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal opfylde det kombinerede kapitalbufferkrav.

En virksomhed, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, er pålagt at udregne det maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom. Før det maksimale udlodningsbeløb er udregnet, må virksomheden ikke indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, såfremt forpligtelsen er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav.

Det foreslås at der i § 125 b, stk. 5, nr. 2,  indsættes » eller gearingsgradbufferkravet« efter »det kombinerede kapitalbufferkrav«.

Forslaget medfører, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse, ikke må indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, førend virksomheden har opgjort de maksimale udlodningsbeløb, såfremt forpligtelsen er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet.

Forslaget sidestiller dermed brud på gearingsgradbufferkravet med brud på det kombinerede kapitalbufferkrav i forhold til restriktioner på udlodninger, førend det maksimale udlodningsbeløb er opgjort.

Den foreslåede ændring har til formål at implementere artikel 141b, stk. 2, i CRD V tekstnært. Gearingsgradbufferkravet finder kun anvendelse for G-SIFIer. Danmark har på nuværende tidspunkt ikke et G-SIFI.

Til nr. 9 (§ 226, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 226, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019 om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet ved inddragelse af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge sin forsikringsbestand overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet.

For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, følger det af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås, at der i § 226, stk. 3, indsættes et nyt 3. pkt., hvorefter Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden efter reglerne i § 230 a i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforslagets § 4, nr. 11.

Med forslaget overgår forpligtelsen til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

I dag overtager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om at inddrage et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Med forslaget kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Forslaget har til formål at sikre, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand ikke tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, før det er undersøgt, om det er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab.

I forbindelse med inddragelsen af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, eller i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs, kan arbejdsulykkesforsikringsbestanden godt være likvid og være af interesse for øvrige forsikringsselskaber med tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. I den sammenhæng vil det være hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet afklarer om andre forsikringsselskaber kan overtage arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Finanstilsynet forventes således ikke at træffe afgørelse om, at Garantifonden overtager administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, indtil Finanstilsynet har undersøgt og konstateret, at det ikke er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab. Det er således sidste udvej, at bestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Udgangspunktet er, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal søges overdraget til et andet forsikringsselskab, hvor forsikringerne kan videreføres. Viser det sig, at det ikke er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab, forventes Finanstilsynet at træffe afgørelse om, at forsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for at sikre, at de forsikrede arbejdstagere modtager de erstatninger og de løbende ydelser, som de er berettiget til i henhold til arbejdsskadeforsikringerne og de regler, der følger af lov om arbejdsskadesikring.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og hvor selskabet fortsætter med at drive forsikringsvirksomhed inden for de øvrige forsikringsklasser, som forsikringsselskabet har tilladelse til i henhold til bilag 7 i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse finder endvidere anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i sin helhed, og hvor selskabets forsikringsvirksomhed afvikles ved likvidation. Den foreslåede bestemmelse finder derimod ikke anvendelse i det tilfælde, hvor et forsikringsselskab, der har tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs. I sådan et tilfælde tages forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. dette lovforslags § 4, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 10 (§ 230 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 230 i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, ikke kan opløses, medmindre det forinden har overdraget hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med reglerne fastsat i § 204 i lov om finansiel virksomhed, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring.

Det foreslås, at henvisningen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring ændres til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter reglerne i § 230 a.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforslagets § 4, nr. 11.

Til nr. 11 (§ 230 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods anvender aktiverne i et skadesforsikringsselskab til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikrede. Forsikringstagerne og de sikrede viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.

Efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, indtræder Garantifonden i det omfang, den har ydet dækning i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs.

Eftersom Garantifonden indtræder i forsikringstagerens eller den sikredes krav efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, opnår Garantifonden samme fortrinsstilling i konkursordenen som forsikringstageren eller den sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Med dette lovforslags § 4, nr. 9, foreslås det, at Finanstilsynet kan beslutte, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, når selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed inddrages.

Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en ny bestemmelse i § 230 a , der fastsætter de nærmere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at når et forsikringsselskab overdrager en arbejdsulykkesforsikringsbestand til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller 243, stk. 2, skal forsikringsselskabet samtidig overdrage de forsikringsmæssige hensættelser, der knytter sig til bestanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede hensættelser der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således at hensættelserne kan overdrages til Garantifonden i forbindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskabet endvidere skal overdrage aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser, herunder de genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede aktiver, herunder genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således at aktiverne kan overdrages til Garantifonden i forbindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at forsikringsselskabet skal overdrage et beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Et skadesforsikringsselskab kan drive forsikringsvirksomhed inden for forskellige forsikringsklasser. Ved inddragelse af en tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed skal overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden kunne ske uafhængigt af den resterende forsikringsforretning. Den foreslåede bestemmelse medfører således, at det ved udøvelse af skønnet over, hvor stor kapital der skal overføres, tilstræbes ikke væsentligt at ændre selskabets solvensdækning. På denne måde tilstræbes det, at den resterende forsikringsforretning kan drives videre i selskabet efter selskabet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Modsat sikres det, at selskabet ikke opnår en utilbørlig fordel ved inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette er en følge af, at selskabets kapital indgår som en del af selskabets solvensdækning, som er en forudsætning for at selskabet kan fortsætte driften. På denne måde sikres en balance mellem hensynet til, at Garantifonden tilføres tilstrækkelige midler, og at inddragelse af tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed ikke automatisk bevirker selskabets konkurs.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører således, at samtlige af de rettigheder, der knytter sig til en arbejdsulykkesforsikringsbestand, skal overdrages til Garantifonden, samtidig med at Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 18. Dette følger af den gældende § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, som ved nærværende lovforslag foreslås ophævet.

Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at Garantifonden, i forbindelse med overtagelse af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, bliver tilført tilstrækkelige midler til opfyldelse af de forpligtelser, som følger af overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Bestemmelsen skal samtidig sikre, at Garantifonden ved overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden indtræder i forsikringstagernes rettigheder, herunder den fortrinsstilling, der følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 1 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Det strafbare vil bestå i, at selskabet ikke efterlever sine forpligtelser efter den foreslåede § 230 a, stk. 1, til at overdrage hensættelser, aktiver, herunder genforsikringsaktiver, og et beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden efter det foreslåede stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at Garantifonden modtager et beløb, der modsvarer de forpligtelser, som Garantifonden overtager fra det pågældende forsikringsselskab.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den uvildige undersøgelse skal foretages af en eller flere sagkyndige personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet anmoder forsikringsselskabet om at indstille en eller flere sagkyndige personer til at forestå den uvildige undersøgelse.

Ved sagkyndige personer forstås eksempelvis aktuarer eller andre fagpersoner med kendskab til forsikringsmatematik.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at den udpegede sagkyndige har de fornødne uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne forestå undersøgelsen i § 230 a.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at forsikringsselskabet udpeger de sagkyndige personer inden for en frist fastsat af Finanstilsynet og afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet herefter vil vurdere, om den eller de foreslåede sagkyndige personer kan anses for uvildige samt er i besiddelse af de fornødne kompetencer og dermed kan udpeges som sagkyndig. Såfremt de indstillede sagkyndige ikke vurderes egnede og uvildige, kan Finanstilsynet udpege andre sagkyndige personer. Det centrale for Finanstilsynets afgørelse af, hvorvidt den eller de sagkyndige er uvildige, er, om de har tilknytning til virksomheden, eller om der i øvrigt foreligger forhold, hvorved der efter Finanstilsynets vurdering kan rejses tvivl om de pågældendes uvildighed i forhold til denne. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, hvorvidt den sagkyndige opfylder habilitetskrav, svarende til konkurslovens § 238 samt den relevante brancheorganisations eventuelle egne habilitetskrav. Det vil ligeledes være Finanstilsynets bestyrelse, der samtidig med afgørelsen om påbuddet tager stilling til, om den eller de sagkyndige personer, som forsikringsselskabet har indstillet, kan udpeges, eller om der skal vælges en anden.

Det følger endvidere af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at udgifterne til den eller de sagkyndige personer afholdes af forsikringsselskabet.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 3. pkt., at Finanstilsynet skal godkende de udpegede sagkyndige personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet kan afvise den eller de indstillede sagkyndige under hensynstagen til eventuelle interessekonflikter eller frygt for manglende faglige kompetencer.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 3 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Den strafbare handling i stk. 3 består i, at selskabet ikke inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist udpeger den eller de sagkyndige personer, som skal foretage den uvildige undersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det foreslås i stk. 4 , at forsikringsselskabet skal give de sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.

Da det er Finanstilsynet, der godkender den eller de sagkyndige personer, vil de i forhold til forsikringsselskabet være at opfatte som repræsentanter for Finanstilsynet. Dette vil indebære, at den eller de sagkyndige i vidt omfang vil have adgang til oplysninger i samme omfang, som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen.

Med den foreslåede bestemmelse sikres klarhed om, at den eller de sagkyndige personer kan få de oplysninger til brug for undersøgelsen af det pågældende forsikringsselskab, som de finder nødvendige, på samme måde som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen, jf. lov om finansiel virksomhed, § 347, stk. 1.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 4 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 25.

Den strafbare handling i stk. 4 består i, at forsikringsselskabet ikke giver den eller de sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse. Hensigten med at strafbelægge bestemmelsen er, at de sagkyndige personer rettidigt modtager de nødvendige oplysninger, således at rapporten kan udarbejdes inden for fristen, under hensyntagen til at aktiver og forsikringsmæssige hensættelser skal overdrages samtidig med de pligter, der følger af arbejdsulykkesforsikringsbestanden, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Det følger af det foreslåede stk. 5, 1. pkt., at resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som skal foreligge inden for en frist fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal godkende den endelige rapport.

Finanstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse fastsætte en frist for den skriftlige rapport, når de sagkyndige personer er udpeget. Finanstilsynet vil i samarbejde med de sagkyndige personer fastsætte fristen og vil i den forbindelse inddrage de sagkyndige personers vurdering af omfanget af opgaven. Ved fastlæggelse af fristen skal størrelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden og kvaliteten af forsikringsselskabets data indgå som forhold.

Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at Finanstilsynet skal godkende den endelige rapport.

Formålet med rapporten er, at der dannes et retvisende billede af selskabets hensættelser, aktiver, herunder genforsikringsaktiver, og det beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver, jf. § 230 a, stk. 1, således at Garantifonden i forbindelse med overtagelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden modtager de økonomiske rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

I forbindelse med Finanstilsynets godkendelse af den endelige rapport vil afgørelse herom skulle træffes inden for rimelig tid under hensynstagen til rapportens omfang og kompleksitet.

Det følger af det foreslåede stk. 6, 1. pkt., at når Garantifonden har taget arbejdsulykkesforsikringsbestanden under administration og modtaget de beløb, som følger af den uvildige undersøgelse, kan Garantifonden ikke gøre krav gældende over for forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at overdragelsen til Garantifonden sker til fuld og endelig opgørelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse har dermed til formål at skabe forudsigelighed for forsikringsselskabet om, hvad det skal overdrage til Garantifonden, når Garantifonden overtager administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Dette vil være relevant i de tilfælde, hvor bestanden udvikler sig negativt i forhold til, hvad der blevet antaget ved den skriftlige rapport efter det foreslåede stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 6, 2. pkt., at forsikringsselskabet ikke kan gøre krav gældende over for Garantifonden for eventuelle overskydende beløb efter afviklingen af den overdragne bestand.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forsikringsselskabet ikke senere hen vil kunne gøre krav gældende over for Garantifonden, hvis det viser sig, at bestanden udvikler sig mere positivt end antaget i den skriftlige rapport fra de sagkyndige personer.

Det følger af det foreslåede stk. 7, at de foreslåede stk. 1-6 ikke finder anvendelse, når et forsikringsselskab afvikles ved konkurs.

Forslaget betyder, at der ved et forsikringsselskabs konkurs ikke skal ske overdragelse af beløb til Garantifonden, samtidig med at Garantifonden overtager administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Endvidere skal der ikke foretages en uvildig undersøgelse af den arbejdsulykkesforsikringsbestand, som Garantifonden overtager. Garantifonden vil i stedet skulle anmelde sit krav i konkursboet efter forsikringsselskabet.

I henhold til § 234 a i lov om finansiel virksomhed har alle forsikringstagere og sikrede i et skadesforsikringsselskab en fortrinsret til at blive fyldestgjort i et forsikringsselskabs aktiver. Garantifonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs, jf. § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Garantifonden opnår således samme fortrinsstilling i konkursboet, som forsikringsselskabets forsikringstagere og sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 234, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at lovens § 252 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, erklæres konkurs.

I henhold til § 252 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet, snarest mulig efter at et forsikringsselskab er trådt i likvidation, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til aftale med vedkommende selskab. Det er erhvervsministeren, der træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages efter den gældende § 252, stk. 3.

Det foreslås, at der i § 234, stk. 4, indsættes et nyt 2. pkt., der fastslår, at har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uanset 1. pkt. under administration af Garantifonden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at de forsikrede arbejdstagere får udbetalt deres tilkendte erstatninger og løbende ydelser, og at betalingerne ikke skal afvente Finanstilsynets og kuratorernes undersøgelse af, om det er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab. Garantifonden overtager således administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse og sikrer udbetalingen af erstatninger og de løbende ydelser.

Den foreslåede bestemmelse sikrer endvidere, at behandlingen af anmeldte arbejdsskader ikke bliver sat i bero i den periode, hvor Finanstilsynet sammen med kuratorerne undersøger mulighederne for, at et andet forsikringsselskab overtager arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 242 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial, 2 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det følger endvidere af den gældende § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 242 a , hvorefter Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af lovens § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. § 230 a finder tilsvarende anvendelse.

Såfremt en arbejdsulykkeforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden efter den foreslåede § 242 a finder den foreslåede § 230 a anvendelse.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Forslaget har til formål at sikre, at Garantifonden kan overtage administrationen af en dansk arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land og dermed sikre, at verserende sager om arbejdsulykker bliver behandlet, og tilkendte erstatninger og løbende ydelser bliver udbetalt.

Når Finanstilsynet modtager meddelelse fra en tilsynsmyndighed i et andet EU-/EØS-land om, at tilsynsmyndigheden har inddraget et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og forsikringsselskabet har tegnet arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, undersøger Finanstilsynet med den pågældende tilsynsmyndighed, om tilsynsmyndighedens beslutning om at inddrage tilladelsen tillige omfatter selskabets mulighed for at behandle skader på allerede tegnede policer. I det omfang at tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at det er forsvarligt, at forsikringsselskabet fortsætter med at behandle skader, og selskabet fortsat foretager udbetaling af erstatninger og løbende ydelser, vil Finanstilsynet ikke foretage sig yderligere.

Såfremt tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at forsikringsselskabet ikke skal fortsætte med at behandle skader og udbetale erstatninger og løbende ydelser, vil Finanstilsynet høre tilsynsmyndigheden i hjemlandet om muligheden for, at Garantifonden tager arbejdsulykkesforsikringsbestanden under administration. I et sådant tilfælde foreslås det med det foreslåede 2. pkt., at den foreslåede § 230 a, jf. dette lovforslags § 4, nr. 11, finder anvendelse.

Det foreslåede 2. pkt. har til formål at sikre, at Garantifonden får overdraget beløb til dækning af de forpligtelser, som Garantifonden overtager fra et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land i forbindelse med, at Garantifonden overtager administrationen af selskabets danske arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det forhold, at selskabet har hjemsted i et andet EU-/EØS-land kan vanskeliggøre den proces, der er foreskrevet i den foreslåede § 230 a. Finanstilsynet vil i dialog med den relevante hjemlandsmyndighed koordinere processen foreskrevet i den foreslåede § 230 a, som omfatter udpegning af sagkyndige personer, som kan forestå en uvildig undersøgelse af forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand med henblik på at kunne fastslå, hvilke beløb forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden i forbindelse med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers overtagelse af administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

I det tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke frivilligt overdrager de beløb, som det er pålagt i henhold til den foreslåede § 230 a, og hjemlandsmyndigheden ikke kan påbyde selskabet at foretage de nødvendige betalinger til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, vil det være Garantifonden for skadesforsikringsselskabet, som vil skulle tage de nødvendige juridiske skridt med henblik på at få inddrevet de skyldige beløb. Det kan betyde, at Garantifonden vil skulle udtage stævning mod forsikringsselskabet og anlægge sag ved retten i forsikringsselskabets hjemland.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14 (§ 243 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 243 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet efter de procedurer, der er fastsat i EU-retlige regler herom, kan forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet. Finanstilsynet kan forbyde de i 1. pkt. nævnte virksomheder at udøve virksomhed som nævnt i 1. pkt., hvis virksomheden groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod forsikringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.

Det foreslås, at der i § 243 indsættes et nyt stk. 2, der fastslår, at vedrører forbuddet i stk. 1 et forsikringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesforsikringer her i landet, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt selskabets danske arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Finanstilsynet forventes at træffe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden, hvis Finanstilsynets forbud gives på baggrund af selskabets håndtering af danske kunder i forbindelse med behandlingen af anmeldte skader. Vedrører Finanstilsynets forbud derimod ikke selskabets skadesbehandling men f.eks. den måde, som selskabet har markedsført sig på overfor danske kunder, forventes Finanstilsynet ikke at træffe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, medmindre Finanstilsynet i øvrigt finder det uhensigtsmæssigt, at selskabet fortsætter behandlingen af skader.

Finanstilsynets beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet fortsat skal have mulighed for at varetage skadebehandlingen i det tilfælde, hvor Finanstilsynet forbyder selskabet at tegne forsikringer i Danmark, vil blive truffet i tæt dialog med selskabets hjemlandsmyndighed, idet det er hjemlandsmyndigheden, som har ført tilsyn med selskabet, herunder selskabets skadesbehandling.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 (§ 250, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 250, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser, Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller selskabet ikke overholder loven.

Endvidere følger det af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis de påbudte foranstaltninger ikke er truffet inden for den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation. Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden tages under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. 2. pkt.

Det foreslås, at 2. pkt. i § 250, stk. 2, ophæves.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Med forslaget skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere overtage administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Denne opgave foreslås overført til Garantifonden i lovforslagets § 4, nr. 9. Bestemmelsen i § 250, stk. 2, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 (§ 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed udpeger Finanstilsynet mindst hvert andet år de penge- og realkreditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester. I medfør af § 307 a, stk. 2, skal Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen lægge vægt på, at de tjenester, der leveres, er væsentlige for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, leveringen af tjenesten afhænger af net- og informationssystemer, og en hændelse vil få væsentlige forstyrrende virkninger for leveringen af tjenesten.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i § 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf fremgår, at det samme gælder filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Lovforslaget implementerer betragtning 21 i præamblen til NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne udpege filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet EU-/EØS-land, som operatører af væsentlige tjenester, såfremt disse opfylder kriterierne herfor i medfør af § 307 a, stk. 2. Bliver en filial udpeget som operatør af væsentlige tjenester, skal virksomheden bl.a. underrette Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om hændelser, der har væsentlige konsekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som virksomheden leverer.

I forhold til filialer af kreditinstitutter med hjemsted udenfor EU/EØS, finder lov om finansiel virksomhed anvendelse på disse, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt., i loven, herunder bestemmelsen i § 307 a i lov om finansiel virksomhed om udpegelse af operatører af væsentlige tjenester.

Til nr. 17 (Afsnit X a i lov om finansiel virksomhed)

§ 5

Til nr. 1 (fodnoten i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel affattes således, at det fremgår, at loven også gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s. 106.

Ændringen vil medføre, at det fremgår af fodnoten til loven, at dele af cross border-direktivet er implementeret i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det er de dele af direktivet, der omhandler forvaltere af alternative investeringsfondes præmarkedsføring af alternative investeringsfonde, oplysninger eller ændringer i oplysninger, som forvalteren skal angive i anmeldelse om markedsføring til Finanstilsynet og anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 til 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 55, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 3 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1166 af 19. september 2018, indeholder definitioner af en række begreber, som finder anvendelse i loven.

Præmarkedsføring fremgår ikke i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., da det er et nyt begreb, som indføres med cross border-direktivet, hvorfor der ikke findes en definition af præmarkedsføring i gældende ret.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 1, tilføjer en definitionen af præmarkedsføring til FAIF-direktivets artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet). Artikel 4, stk. 1, i FAIF-direktivet er implementeret i § 3 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås at indsætte en definition på præmarkedsføring i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i § 3, stk. 1, nr. 55, hvorefter præmarkedsføring foreslås defineret som udlevering af oplysninger eller meddelelser, direkte eller indirekte, om investeringsstrategier eller -idéer fra en forvalter af alternative investeringsfonde, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Den Europæiske Unionen, i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. eller på forvalterens vegne, til potentielle professionelle investorer, som er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted i Unionen, for at afprøve investorers interesse i en alternativ investeringsfond, der endnu ikke er etableret, en afdeling i en endnu ikke etableret alternativ investeringsfond, eller en alternativ investeringsfond eller en afdeling i en alternativ investeringsfond, der er etableret, men som endnu ikke har indgivet anmeldelse om markedsføring i overensstemmelse med artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, i den pågældende medlemsstat, hvor de potentielle investorer er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted, og som i det enkelte tilfælde ikke udgør det samme som et udbud til eller en placering hos investoren med henblik på at investere i andelene eller kapitalandelene i den pågældende alternative investeringsfond eller afdeling.

Præmarkedsføring vil kun kunne anvendes af forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde og dermed ikke af registrerede forvaltere af alternative investeringsfonde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af § 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en forvalter med tilladelse må markedsføre andele i alternative investeringsfonde over for detailinvestorer i Danmark, samt regler for tilladelsen og markedsføringen vedrørende dette.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 5, stk. 7, er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 797 af 26. juni 2014 om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvestorer og ved bekendtgørelse nr. 941 af 28. juni 2013 om form og indhold af dokumenter indeholdende væsentlig investorinformation for alternative investeringsfonde, der delvist gennemfører artikel 43 i FAIF-direktivet.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 6, tilføjer en ny artikel, artikel 43 a, til FAIF-direktivet vedrørende, hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer, når forvalteren har til hensigt at markedsføre andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond til detailinvestorer.

Reglerne om, hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer, skal sikre en konsekvent behandling af detailinvestorer, uanset om de investerer i en alternativ investeringsfond eller en dansk UCITS. Der findes tilsvarende regler for udenlandske UCITS, der markedsfører sig i Danmark.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. udgår »samt« og efter »»markedsføringen vedrørende dette« indsættes », regler for faciliteter til rådighed for detailinvestorer«.

Ændringen vil medføre, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for de faciliteter, der skal være til rådighed for detailinvestorer. Med bemyndigelsen kan reglerne i bekendtgørelse nr. 797 af 26. juni 2014 om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvestorer tilpasses.

Bemyndigelsen skal anvendes til at implementere cross border-direktivets artikel 2, nr. 6, i bekendtgørelse om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvestorer. Artiklen regulerer, hvordan en forvalter af alternative investeringsfonde, der har til hensigt at markedsføre andele i en alternativ investeringsfond direkte eller indirekte i Danmark, skal indrettes, når forvalteren varetager en række opgaver.

Det foreslåede implementerer cross border-direktivets artikel 2, nr. 6, som ændrer i § 43 a i FAIF-direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 81, stk. 2, nr. 9, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 81 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter en pligt for danske forvaltere af alternative investeringsfonde til at anmelde markedsføring af alternative investeringsfonde til professionelle investorer i en anden medlemsstat eller et EØS-land til Finanstilsynet. § 81 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. gennemfører bilag IV i FAIF-direktivet i dansk ret.

Det følger af § 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at anmeldelsen efter stk. 1 skal være skriftlig og omfatte bestemte former for dokumentation og oplysninger.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra i, ændrer i bilag IV i FAIF-direktivet.

Det foreslås derfor, at der i § 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indsættes et nyt nr. 9 , hvoraf det fremgår, at forvalterens adresse og de oplysninger, der er nødvendige for, at tilsynsmyndighederne i værtslandet kan fakturere og meddele lovbestemte gebyrer eller afgifter, skal inkluderes i meddelelsen til finanstilsynet efter § 81, stk. 1.

Ændringen vil medføre, at markedsføringsanmeldelsen, som en forvalter sender ind til Finanstilsynet, jf. § 81 stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, også skal indeholde forvalterens adresse og de oplysninger, der er nødvendige for, at tilsynsmyndighederne i værtslandet kan fakturere og meddele lovbestemte gebyrer eller afgifter.

Ændringen vil gennemføre cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra i, som ændrer i bilag IV i FAIF-direktivet i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 86, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler den dokumentation og de oplysninger, som skal indgå i en forvalters anmeldelse til Finanstilsynet om markedsføring efter § 81 stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 81, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Det følger endvidere af § 86, stk. 2, i FAIF-loven, at hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 3, i FAIF-loven, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 17.

§ 86 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. gennemfører artikel 32, stk. 7, i FAIF-direktivet. Cross border-direktivet, artikel 2, nr. 3, 1. afsnit, ændrer artikel 32, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Det foreslås derfor at nyaffatte § 86, stk. 2 , så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal meddele forvalteren inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk.1, om, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets meddelelsespligt ændres, da Finanstilsynet nu inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i § 86, stk. 1, jf. § 81, stk. 2, skal meddele forvalteren, at ændringen ikke må iværksættes.

Nyaffattelsen gennemfører artikel 2, nr. 3, 1. afsnit, i cross border-direktivet, som ændrer i artikel 32, stk. 7, i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 86, stk. 3, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 86 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler væsentlige ændringer i de oplysninger, som en forvalter har angivet til Finanstilsynet i forbindelse med anmeldelse om markedsføring.

Det følger af § 86, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 81, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

§ 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler den dokumentation og de oplysninger, som skal indgå i en forvalters anmeldelse til Finanstilsynet om markedsføring efter § 81 stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det følger endvidere af § 86, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 17.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 86, stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynet straks underretter de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland herom.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får en underretningspligt til værtslandet, hvor den alternative investeringsfond markedsføres, hvis forvalteren iværksætter en ændring, trods Finanstilsynets meddelelse om ikke at iværksætte ændringen. Finanstilsynet skal træffe nødvendige foranstaltninger, så som at undersøge eller foretage inspektioner hos forvalteren, give påbud og påtaler eller fratage forvalterens tilladelse, jf. § 4, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det vil bero på en konkret vurdering, om Finanstilsynet vil give et udtrykkeligt forbud mod markedsføring, fratage forvalterens tilladelse, undersøge eller foretage inspektion af forvalteren eller træffer andre foranstaltninger.

Det foreslåede gennemfører en del af artikel 2, nr. 3, i cross border-direktivet, som ændrer i § 32, stk. 7 i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 87 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

De gældende regler i kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler grænseoverskridende markedsføring af alternative investeringsfonde. Loven indeholder ikke regler om anmeldelse af ophør af aftaler om grænseoverskridende markedsføring, herefter markedsføringsaftaler.

Med cross border-direktivets artikel 2, nr. 4, indføres en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet vedrørende anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler. Det foreslås, at artikel 32 a implementeres som en ny § 87 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at der indsættes en ny overskrift i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. efter § 87, hvoraf det skal fremgå at:

Anmeldelse af ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele eller kapitalandele i nogle eller alle alternative investeringsfonde fra et land inden for Unionen eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i andre medlemsstater end forvalterens hjemland.

Det foreslås endvidere at indsætte § 87 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det foreslås, at bestemmelsen skal indeholde de betingelser, som forvalteren skal opfylde for at opsige en aftale, der er indgået med henblik på markedsføring af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union, som foretages af en forvalter med registreret hjemsted i unionen.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 1 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en forvalter på vegne af en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan indgive en anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring, for nogle eller alle sine andele eller kapitalandele i en medlemsstat, for hvilke den har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med § 81, hvis alle betingelserne i § 87 a, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede § 87 a, stk. 1 medfører, at den alternative investeringsfond kan indgive en anmeldelse til Finanstilsynet ved ophør af en markedsføringsaftale, jf. § 81 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 1 , at der skal være fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning, og at dette tilbud skal opfylde alle betingelserne i nr. 1, litra a-d.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 1, litra a-d , at et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning skal være fremsat uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne andele eller kapitalandele i alternative investeringsfonde, der besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er offentlig tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage, og er stillet individuelt, enten direkte eller via finansielle formidlere, til alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt.

Det forslås, at det skal fremgå af nr. 2 , at hensigten om at opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele eller kapitalandele i nogle eller alle alternative investeringsfonde på den pågældende medlemsstats område, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ad elektronisk vej, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af alternative investeringsfonde og er egnet for en typisk investor i en alternativ investeringsfond.

Et offentligt tilgængeligt medium kan for eksempel være forvalterens hjemmeside.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 3, 1. pkt. , at eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller den, som markedsføringen er delegeret til, ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 3, 2. pkt., at en ændring eller opsigelse skal have virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret, med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af de andele eller kapitalandele, der er angivet i den i stk. 3 omhandlende anmeldelse.

Det foreslås at det skal fremgå af nr. 3, 3. pkt., at fra og med datoen for anmeldelsen af ophøret, skal forvalteren ophøre med ethvert nyt eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af andele eller kapitalandele i den alternative investeringsfond, som forvalteren forvalter i den medlemsstat, for hvilken forvalteren har indgivet en anmeldelse, jf. stk. 3.

Den foreslåede § 87 a, stk. 1 implementerer cross border-direktivets artikel 2, nr. 4, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, og 2. afsnit.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 2 i FAIF-loven, at stk. 1, nr. 1 gælder ikke for alternative investeringsfonde af den lukkede type og fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og Rådets Forordning 2015/760/EU af 29. april 2015.

Med en lukket fond menes en ”AIF af den lukkede type”, jf. Kommissionens delegerede forordning nr. 694/2014 af 17. december 2013 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til bestemmelse af typer af forvaltere af alternative investeringsfonde.

Fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/760/EU er europæiske langsigtede investeringsfonde.

Den foreslåede § 87 a, stk. 2, gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 1, litra a i cross border-direktivet, som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 3 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal fremsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, nr. 1-3.

Den foreslåede § 87 a, stk. 3, medfører, at forvaltere af alternative investeringsfonde skal anmelde til Finanstilsynet, hvis en markedsføringsaftale opsiges. Anmeldelsen skal inde holde de oplysninger, som er oplistet i § 87 a, stk. 1.

Den foreslåede § 87 a, stk. 3, gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 2, i cross border-direktivet, som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 4 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at Finanstilsynet kontrollerer, om forvalterens anmeldelse, jf. stk. 3, er fuldstændig.

Den foreslåede § 87 a, stk. 4, vil medføre, at Finanstilsynet skal kontrollere, at anmeldelsen indeholder alle nødvendige oplysninger.

Den foreslåede § 87 a, stk. 4, gennemfører en del af artikel 2, nr. 4, stk. 3, 1. afsnit., i cross border-direktivet, som indfører en del af en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at Finanstilsynet skal videresende anmeldelsen til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, der er angivet i anmeldelsen og til ESMA senest 15 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, jf. stk. 3.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at efter at have videresendt anmeldelsen skal Finanstilsynet straks underrette forvalteren herom.

Den foreslåede § 87 a, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at Finanstilsynet får en underretningspligt over for forvalteren. Finanstilsynet skal underrette forvalteren om, at anmeldelsen er sendt til relevante tilsynsmyndighed og den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Den foreslåede § 87 a, stk. 5, gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 3, 2. afsnit., i cross border-direktivet, som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 6 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at i en periode på 36 måneder fra datoen for anmeldelsen af ophøret jf. stk. 1, nr. 3, 1. pkt., må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af andele eller kapitalandele i de alternative investeringsfonde, der er angivet i anmeldelsen, eller i forbindelse med lignende investeringsstrategier eller investeringsidéer, i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlende i stk. 3.

Den foreslåede § 87 a, stk. 6, medfører, at fra datoen for anmeldelsen af ophøret og i en periode på 36 måneder frem må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af den eller de alternative investeringsfonde, som er angivet i anmeldelsen af ophør af markedsføringsaftale.

Vedrørende definitionen af præmarkedsføring samt betingelserne for præmarkedsføring henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, og § 2, nr. 8.

Den foreslåede § 87 a, stk. 6, gennemfører artikel 2, nr. 4, stk. 3, 3. afsnit, i cross border-direktivet, som indfører dele af en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgår af § 87 a, stk. 7 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal give investorer, der vedbliver med at investere i den alternative investeringsfond, og Finanstilsynet de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde. Forvalteren kan anvende digital kommunikation eller andre midler til fjernkommunikation til at sende oplysninger, jf. 1. pkt.

Bestemmelsen medfører, at forvalteren skal overholde de oplysningsforpligtelser, som følger af artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde til Finanstilsynet og til investorer, der vedbliver med at investere i fonden trods ophør af markedsføringsaftalen.

Oplysningsforpligtelserne i artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde omhandler blandt andet krav til årsrapporten og oplysninger til investorerne.

Den foreslåede § 87 a, stk. 6, gennemfører artikel 2, nr. 4, stk. 4, og stk. 8, i cross border-direktivet, som indfører dele af en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

De gældende regler kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler grænseoverskridende markedsføring af alternative investeringsfonde og levering af tjenesteydelser.

Loven indeholder ikke regler om præmarkedsføring.

Med cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, indsættes en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet vedrørende præmarkedsføring. Det foreslås, at bestemmelsen implementeres som § 88 a, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i dansk ret. Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 2, vedrørende definitionen af præmarkedsføring.

Det foreslås at indsætte en overskrift efter § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det foreslås, at følgende skal fremgå af overskriften:

Præmarkedsføring i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union, som foretages af en forvalter med registreret hjemsted i Unionen.

Det foreslås endvidere at indsætte § 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. efter overskriften. Det foreslås, at bestemmelsen skal indeholde de betingelser, som forvalteren skal opfylde ved præmarkedsføring af alternative investeringsfonde. Forvalteren vil ikke have pligt til at opfylde andre betingelser eller krav end dem, der fastsat i § 88 a.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 1 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan foretage præmarkedsføring inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede § 88 a, stk. 1, medfører, at det kun er en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., der kan foretage præmarkedsføring i andre medlemslande eller i et EØS-land. Forvaltere med registrering, jf. § 9 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., må således ikke foretage præmarkedsføring.

Den foreslåede § 88 a, stk. 1, gennemfører en del af artikel 2, nr. 2, stk.1, 1. afsnit, i cross border-direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 2 , 1. pkt, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde ikke må foretage præmarkedsføring, hvis de oplysninger, der gives til potentielle professionelle investorer opfylder en eller flere af betingelserne i § 88 a, stk. 2, nr. 1-3.

Den foreslåede § 88 a, stk. 2, 1. pkt., medfører, at præmarkedsføring kun må foretages over for professionelle investorer og dermed ikke detailinvestorer.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 1 , at er oplysningerne tilstrækkelige til at sætte investorerne i stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller kapitalandele i en bestemt alternativ investeringsfond, må præmarkedsføring ikke foretages.

Den foreslåede nr. 1 medfører, at oplysninger ikke må være så omfangsrige, at investorerne vil være i stand til at forpligte sig til at erhverve andele.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 2, at oplysningerne ikke må udgøre det samme som tegningsformularer eller lignende dokumenter, i udkast eller i endelig form.

Det foreslås, at det skal fremgå af nr. 3, at oplysninger ikke må udgøre det samme som stiftelsesdokumenter, et prospekt eller udbudsdokumenter for en endnu ikke etableret alternativ investeringsfond i endelig form.

Præmarkedsføringsmaterialet må ikke være et reelt udbud eller tilbud af fonden.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører en del af artikel 2, nr. 2, stk. 1, 1. afsnit, litra a-c, i cross border-direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 3 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at udleveret udkast til prospekt eller udbudsdokumenter ikke må indeholde oplysninger, der er tilstrækkelige til at udgøre grundlag for en investeringsbeslutning for investorerne. Det skal fremgå tydeligt af udkastet til prospekt eller udbudsdokumenter, at de ikke udgør et tilbud om eller en invitation til at tegne andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond, og oplysningerne i udkastet ikke kan gøres gældende, da de er ufuldstændige og kan blive ændret.

Det skal dermed være klart, at der ved præmarkedsføring skal være tale om et udkast, og at oplysningerne i dokumenterne derfor ikke er endelige, kan ændres og ikke kan gøres gældende.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 1, 2. afsnit, litra a-b, i cross border-direktivet, som tilføjer en del af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 4 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en forvalter ikke har pligt til at underrette Finanstilsynet om indholdet eller adressaterne for præmarkedsføring.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 1, 3. afsnit, i cross border-direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal sikre, at investorer ikke erhverver andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond gennem præmarkedsføring, og at investorer, der kontaktes i forbindelse med præmarkedsføring, kun må erhverve andele eller kapitalandele i den pågældende alternative investeringsfond efter markedsføring, som er tilladt i henhold til artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Bestemmelsen medfører, at forvalteren er forpligtet til at sikre, at ingen investorer erhverver andele i fonden gennem præmarkedsføring. Erhvervelse af andele i den alternative investeringsfond skal ske efter regler om markedsføring i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Bestemmelsen gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 1. afsnit, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 6 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at professionelle investorers eventuelle tegning inden for 18 måneder efter, at forvalteren er begyndt at foretage præmarkedsføring, betragtes som værende et resultat af markedsføring og vil være underlagt anmeldelsesprocedurerne i artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, hvis investorerne tegner andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond, der henvises til i den information, som er udleveret i forbindelse med præmarkedsføringen, eller i en alternativ investeringsfond, der er etableret som et resultat af præmarkedsføringen.

Hvis professionelle investorer investerer i en alternativ investeringsfond inden for 18 måneder efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring af den pågældende fond, og der i præmarkedsføringsmaterialet er henvist til den pågældende fond, betragtes det som markedsføring. I dette tilfælde vil forvalteren skulle opfylde anmeldelsesprocedurerne, som fremgår af reglerne i FAIF-direktivet. Det samme gør sig gældende, hvis professionelle investorer investerer i en alternativ investeringsfond inden for 18 måneder efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring af den pågældende fond, og fonden er etableret som resultat af præmarkedsføringen.

Bestemmelsen gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 2. afsnit, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 7 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal sende en uformel meddelelse, i papir- eller elektronisk form, til Finanstilsynet, inden for to uger efter at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring. I meddelelsen angives, i hvilke medlemsstater og hvilke perioder der foregår eller er foregået præmarkedsføring, en kort beskrivelse af præmarkedsføringen med oplysninger om de fremlagte investeringsstrategier og, hvis det er relevant, en liste over de alternative investeringsfonde og afdelinger af alternative investeringsfonde, der var genstand for præmarkedsføringen.

Den foreslåede § 88 a stk. 7, 1. pkt., vil medføre, at forvalteren vil få en meddelelsespligt til Finanstilsynet. Med uformel meddelelse menes, at meddelelsen ikke skal godkendes af Finanstilsynet. Herudover er der ikke særlige formkrav til meddelelsen. Meddelelsen skal sendes til Finanstilsynet inden for to uger efter, at forvalteren er påbegyndt præmarkedsføringen. Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som er oplistet i bestemmelsens 2. pkt.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 3. afsnit, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 8 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en tredjepart kun må foretage præmarkedsføring på vegne af en forvalter med tilladelse, hvis den pågældende har tilladelse som investeringsselskab i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU, som kreditinstitut i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, som administrationsselskab for et investeringsinstitut i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, som forvalter i overensstemmelse med 2011/61/EU eller fungerer som tilknyttet agent i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. En sådan tredjepart er underlagt alle de betingelser, der er fastsat i § 88 a.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en tredjepart kun må foretage præmarkedsføring på vegne af forvalteren, hvis tredjeparten har tilladelse som investeringsselskab (i Danmark: fondsmæglerselskaber), som kreditinstitut, som administrationsselskab (i Danmark: investeringsforvaltningsselskab), som forvalter af alternative investeringsfonde eller fungerer som tilknyttet agent. Tredjeparten er underlagt reglerne, som fremgår af § 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

En tilknyttet agent er en fysisk eller juridisk person, som på kun ét investeringsselskabs fulde og betingelsesløse ansvar, for hvis regning der handles over for kunder eller potentielle kunder, markedsfører investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser, modtager og formidler kundens instrukser eller ordrer vedrørende investeringsservicer eller finansielle instrumenter, placerer finansielle instrumenter eller rådgiver kunder eller potentielle kunder om sådanne finansielle instrumenter eller tjenesteydelser, jf. 4, stk. 1, nr. 29, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at delegation eller aftaler med en tredjepart vedrørende præmarkedsføring ikke medfører en mulighed for omgåelse af reglerne om, at det kun er en forvalter med tilladelse, der kan præmarkedsføre alternative investeringsfonde. Tredjeparter kan således kun være de oplistede finansielle virksomheder med tilladelse og dermed under tilsyn.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 3, i cross border-direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se § 2, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Endeligt foreslås, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 9 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skal sikre, at dens præmarkedsføring er tilstrækkeligt dokumenteret.

Bestemmelsen medfører, at forvalteren blandt andet skal kunne dokumentere, hvor og hvordan alle alternative investeringsfonde er blevet præmarkedsført. Det skal kunne dokumenteres, at der ikke er foretaget præmarkedsføring over for detailinvestorer, og præmarkedsføringsmaterialet ikke har indeholdt tilstrækkelige oplysninger til, at investorer kan tegne fondene.

§ 88 a foreslås strafbelagt, da det er vigtigt, at præmarkedsføring ikke anvendes til omgåelse af FAIF-direktivets bestemmelser om markedsføring og anmeldelses herom. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 4, i cross border-direktivet som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Kapitel 14 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder regler om grænseoverskridende forvaltning af alternative investeringsfonde samt grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

Det følger af den gældende § 93, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 90. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Endvidere følger det af den gældende § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det fremgår af den gældende § 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond, forbyde leveringen af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, eller inddrage forvalterens tilladelse i medfør af § 11, jf. § 17.

Det følger endvidere af § 93, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

Det foreslås at nyaffatte § 93, stk. 2 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfonde i henhold til den planlagte ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville opfylde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Nyaffattelsen medfører, at Finanstilsynet har en meddelelsespligt over for forvalteren, hvis en planlagt ændring eller oplyste forhold i øvrigt vil medføre, at forvalteren ikke længere overholder lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter, at alle oplysninger er modtaget, underrette forvalteren om, at ændringen ikke må iværksættes.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 5, stk. 1, i cross border-direktivet, som ændrer i artikel 33, stk. 6, 2. afsnit, i FAIF-direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Kapitel 14 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en række regler om grænseoverskridende forvaltning af alternative investeringsfond samt grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

§ 93 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler væsentlige ændringer i de oplysninger, som en forvalter af alternative investeringsfonde har givet til Finanstilsynet i forbindelse med grænseoverskridende forvaltning eller grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

Det følger af § 93, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysningerne, der er indgivet til Finanstilsynet. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Det følger af § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at i tilfælde af at de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser ikke længere vil være i overensstemmelse med loven eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde loven eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren ikke at iværksætte ændringerne.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets påbud om ikke at iværksætte ændringen, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser, ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond, forbyde leveringen af tjenesteydelser, eller inddrage forvalterens tilladelse, jf. § 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne, jf. § 93, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Værtslandet er den medlemsstat eller det EØS-land, hvor den alternative investeringsfond forvaltes grænseoverskridende, eller hvor tjenesteydelsen leveres.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 93, stk. 3, 2. pkt ., at Finanstilsynet underretter straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland herom.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får en underretningspligt til værtslandet, hvor den alternative investeringsfond markedsføres, hvis forvalteren iværksætter en ændring, trods Finanstilsynets meddelelse om ikke at iværksætte ændringen.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 5, stk. 2, nyaffatter artikel 33, stk. 6, andet og tredje afsnit i FAIF-direktivet. Artikel 33, stk. 6, i FAIF-direktivet er implementeret i § 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvorfor gældende § 93, stk. 3, ændres.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. regulerer straf for overtrædelse af en række bestemmelser i loven samt artikler i en række forordninger.

Det følger af § 190, stk. 1, at overtrædelse af de oplistede bestemmelser og forordninger straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Med lovforslagets § 5, nr. 7 og 8, foreslås det at indsætte § 87 a og 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes henvisninger til § 87 a, stk. 3 og 6, § 88 a, stk. 1-3, 5, og stk. 7, 1. pkt., og stk. 8 og 9, i § 190, stk. 1 , i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Ændringen vil medføre, at overtrædelse af § 87 a, stk. 3 og 6, § 88 a, stk. 1-3, 5, og stk. 7, 1. pkt., og stk. 8 og 9 kan straffes efter § 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

§ 87 a, stk. 3, i lov om alternative investeringsfonde m.v. omhandler forvalterens anmeldelse af ophør af ophør af markedsføringsaftaler til Finanstilsynet.

Den strafbare handling i § 87 a, stk. 3, består i, at en forvalter ikke fremsender en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder oplysningerne i § 87, stk. 1, nr. 1-3.

Ansvarssubjektet er bestyrelsen eller direktionen hos forvalteren.

§ 87 a, stk. 6, i lov om alternative investeringsfonde m.v. omhandler ophør af markedsføringsaftaler.

Den strafbare handling i § 87 a, stk. 6, består i, at en forvalter foretager præmarkedsføring i en periode på 36 måneder fra datoen for anmeldelsen af ophøret, jf. § 87 a, stk. 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Ansvarssubjektet er bestyrelsen eller direktionen hos forvalteren.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 7, samt bemærkningerne hertil.

§ 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., omhandler præmarkedsføring af alternative investeringsfonde. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 8, samt bemærkningerne hertil.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 88 a, stk. 1-3 og 5, 7-9, er bestyrelsen eller direktionen i en forvalter med tilladelse til at forvalte en alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 1, består i, at præmarkedsføring af en alternativ investeringsfond foretages af en registreret forvalter, der alene er registeret og ikke har tilladelse. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2, består i at præmarkedsføre overfor andre end professionelle investorer, f.eks. detailinvestorer.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2, nr. 1, består i at give oplysningerne til professionelle investorer i forbindelse med præmarkedsføring, som er tilstrækkelige til at forpligte investoren til at erhverve andele eller kapitalandele i en bestemt alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2, nr. 2, består i at give oplysningerne til professionelle investorer i forbindelse med præmarkedsføring, som udgør det samme som tegningsformularer eller lignende dokumenter, i udkast eller i en endelig form.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, 1. pkt., består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument indeholder oplysninger, der er tilstrækkelige til at udgøre grundlag for en investeringsbeslutning for investorerne.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, nr. 1, består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument udleveres uden, at det fremgår tydeligt, at prospektet eller udbudsdokumentet ikke udgør et tilbud om eller en invitation til at tegne andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, nr. 2, består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument udleveres uden, at det tydeligt fremgår, at oplysningerne i udkastet ikke kan gøres gældende, da de er ufuldstændige og kan blive ændret.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 5, består i, at en forvalter med tilladelse ikke sikrer sig, at investorerne ikke kan erhverve andele i en alternativ investeringsfond, som forvalteren præmarkedsfører.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 7, består i, at en forvalter med tilladelse ikke opfylder meddelelsespligten i § 88 a, stk. 8.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 8, består i, at en forvalter med tilladelse indgår aftale med en tredjepart om præmarkedsføring af alternative investeringsfonde på vegne af forvalteren, og tredjeparten ikke har tilladelse som investeringsselskab i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU, som kreditinstitut i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, som administrationsselskab for et investeringsinstitut i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, som forvalter i overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU eller fungerer som tilknyttet agent i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 9, består i, at en forvalter med tilladelse ikke sørger for, at præmarkedsføringen er tilstrækkeligt dokumenteret.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 88 a, stk. 1-3, 5 og 7-9, er bestyrelsen eller direktionen i en forvalter med tilladelse til at forvalte en alternativ investeringsfond.

Straf for overtrædelse af § 88 a, stk. 1-3, 5, og stk. 7, 1. pkt., og stk. 8 og 9, vil kunne være bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

§ 6

Til nr. 1 (fodnoten i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres således, at det fremgår, at loven også gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1160 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU (cross border-direktivet) for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s. 106.

Ændringen vil medføre, at det fremgår af fodnoten til loven, at dele af cross border-direktivet er implementeret i lov om investeringsfonde m.v. Det er de dele af direktivet, der omhandler oplysninger eller ændringer i oplysninger, som den danske UCITS skal angive i anmeldelse om markedsføring til Finanstilsynet og anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler.

Til nr. 2 (§ 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 28 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (selskaber for investering med kapital, der er variabel) og værdipapirfonde.

Det følger af § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at en dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal sende en anmeldelse herom til Finanstilsynet. Anmeldelsen skal opfylde kravene i Kommissionens forordning nr. 584/2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Den danske UCITS skal i anmeldelsen oplyse, hvor de kompetente myndigheder i værtslandet elektronisk kan gøre sig bekendt med de dokumenter, som den danske UCITS skal vedlægge ansøgningen, eventuelle oversættelser heraf og senere ændringer af dokumenterne.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel 93 er implementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov om investeringsforeninger m.v. og dermed gennemføre cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, i dansk ret.

Det foreslås at indsætte et 4. pkt . i § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., hvoraf det fremgår, at anmeldelsen også skal indeholde de oplysninger, herunder den danske UCITS adresse, der er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende fakturaer og meddelelser om lovbestemte gebyrer, afgifter og oplysning om faciliteterne til at udføre opgaver vedrørende behandling, tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og fortage andre udbetalinger til investorerne i forbindelse med andele i den danske UCITS.

Den foreslåede tilføjelse vil medføre, at en dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i en anden medlemsstat eller i et EØS-land, i anmeldelsen til Finanstilsynet også skal anføre oplysninger, som er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende meddelelser til den danske UCITS. I anmeldelsen skal den danske UCITS' adresse fremgå.

§ 28, stk. 1, er ved den gældende § 190, stk. 1, strafbelagt med bøde, hvorfor den danske UCITS ledelse kan straffes, hvis den danske UCITS markedsføres, uden at dette er anmeldt til Finanstilsynet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra a, i cross border-direktivet.

Til nr. 3 (§ 28, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 28 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring.

Det følger af § 28, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet fremsender den komplette dokumentation, som den danske UCITS har indsendt sammen med anmeldelsen i stk. 1, til de kompetente myndigheder i det land, hvor den danske UCITS agter at markedsføre sine andele. Finanstilsynet skal fremsende dokumentationen, senest 10 arbejdsdage efter at Finanstilsynet har modtaget anmeldelsen og den komplette dokumentation.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel 93 er implementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov om investeringsforeninger m.v. og dermed gennemføre cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit.

Det foreslås at nyaffatte § 28, stk. 2 , i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår af bestemmelsen, at den danske UCITS skal, mindst en måned før iværksættelse af en ændring af oplysningerne, som er angivet i anmeldelsen, jf. stk. 1, eller en ændring vedrørende de andelsklasser, der skal markedsføres, give skriftlig meddelelse om ændringen til Finanstilsynet og til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle oplysningerne, jf. 1. pkt., underrette den danske UCITS om, at den danske UCITS ikke må iværksætte en ændring, hvis ændringen medfører, at den danske UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov.

Nyaffattelsen medfører, at den danske UCITS har en meddelelsespligt til Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne i værtslandet, hvis de oplysninger, som er angivet i anmeldelsen om markedsføring, jf. § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., eller oplysninger om andelsklasser ændres. Den danske UCITS skal meddele Finanstilsynet ændringen, mindst en måned før ændringen iværksættes.

Nyaffattelsen medfører endvidere, at Finanstilsynet har en underretningspligt over for en dansk UCITS, hvis en ændring medfører, at den danske UCITS ikke længere overholder UCITS-direktivet. Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS inden for 15 dage fra modtagelsen af alle oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra b, 1. afsnit og 2. afsnit, 2. pkt., i cross border-direktivet.

Til nr. 4 (§ 28, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 28 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel 93 er implementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov om investeringsforeninger m.v. for at implementere cross border-direktivets artikel 1, nr. 5.

Det foreslås at indsætte stk. 3 i § 28 i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår af bestemmelsen, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved den danske UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis den danske UCITS på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den danske UCITS eller inddrage den danske UCITS’ tilladelse, jf. § 110. Finanstilsynet underretter herefter uden unødigt ophold de kompetente myndigheder i den danske UCITS’ værtsland om de foranstaltninger, der er truffet.

Det foreslåede stk. 3 medfører, at Finanstilsynet kan træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af et påbud fra Finanstilsynet i medfør af § 28, stk. 2, om, at det ikke må ske, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved den danske UCITS ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør heraf, herunder forbyde markedsføring af den danske UCITS eller inddrage den danske UCITS’ tilladelse, jf. § 110.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 98 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra b, 3. afsnit, i cross border-direktivet og artikel 98 i UCITS-direktivet.

Til nr. 5 (§ 28 a, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder ikke regler for danske UCITS’ anmeldelse af ophør af aftaler om markedsføring, herefter markedsføringsaftaler.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 6, indsættes en ny artikel 93 a i UCITS-direktivet vedrørende anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler. Det foreslås at indsætte § 28 a i lov om investeringsforeninger m.v. i kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v. for dermed at implementere artikel 93 a i UCITS-direktivet. Kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler grænseoverskridende virksomhed.

Det foreslås, at det skal følge af § 28 a, stk. 1 , 1. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v., at en dansk UCITS kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele, herunder eventuelt andelsklasser, i en medlemsstat eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, for hvilken den danske UCITS har indgivet en anmeldelse, jf. § 28, og den danske UCITS har opfyldt følgende betingelser:

Den foreslåede § 28, stk. 1, 1. pkt., medfører, at en dansk UCITS kan indgive en anmeldelse til Finanstilsynet ved ophør af en markedsføringsaftale, som er anmeldt, jf. § 28, i lov om investeringsforeninger m.v., hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslås med nr. 1 , at en af betingelserne for anvendelsen af stk. 1 vil være, at der er fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning, uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne andele, som besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er offentligt tilgængelig i mindst 30 arbejdsdage, og det er stilet individuelt, enten direkte eller via finansielle formidlere, til alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt.

Det foreslås med nr. 2 , at en af betingelserne for anvendelsen af stk. 1 vil være, at hensigten om at opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af sådanne andele i den pågældende medlemsstat, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ved anvendelse af digital kommunikation, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af danske UCITS og er egnet for en typisk investor i danske UCITS.

Det foreslås med nr. 3 , at en af betingelserne for anvendelsen af stk. 1 vil være, at eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller med den, som markedsføringen er delegeret til, ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af de andele, der er angivet i den i stk. 2 nævnte anmeldelse. Fra anmeldelsesdatoen af ophøret skal den danske UCITS ophøre med ethvert nyt eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af andele, der var genstand for anmeldelsen om ophør i nævnte medlemsstat.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 1, 1. afsnit litra a-b samt litra c, 1. afsnit og 3. afsnit, 2. pkt., i cross border-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 28 a, stk. 2 , at de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger klart skal beskrive, hvilke konsekvenser det får for investorer, hvis de ikke accepterer tilbuddet om at indløse eller tilbagekøbe deres andele. De i stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte oplysninger skal stilles til rådighed på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvortil den danske UCITS har indgivet en anmeldelse, jf. § 28, stk. 1, eller på et sprog, der er godkendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende medlemsstat.

Bestemmelsen medfører, at det skal fremgå klart af anmeldelsen, hvilke konsekvenser det har for investorerne, hvis de ikke accepterer at blive indløst. Endvidere skal oplysninger i anmeldelsen stilles til rådighed på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor den danske UCITS bliver markedsført eller et sprog, som tilsynsmyndighederne i den pågældende medlemsstat har godkendt. Hvis medlemsstaten har flere officielle sprog, er det tilstrækkeligt at oplysningerne er til rådighed på et enkelt af sprogene.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 1, litra c., 2. afsnit og 3. afsnit, 1. pkt., i cross border-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 28 a, stk. 3 , i lov investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS skal fremsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder oplysningerne, som er nævnt i stk. 1, nr. 1-3.

Det foreslås endvidere ved lovforslagets § 6, nr. 6, at manglende anmeldelse efter § 28 a, stk. 3, straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 2, i cross border-direktivet, som indfører en del af en ny § 93 a i UCITS-direktivet, i dansk ret.

Det foreslås, at i medfør af § 28 a, stk. 4 , i lov om investeringsforeninger m.v., skal Finanstilsynet sikre, at den danske UCITS’ anmeldelse er fuldstændig. Finanstilsynet videresender senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse den pågældende anmeldelse til de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 1, og til ESMA. Efter at have videresendt anmeldelsen skal Finanstilsynet straks underrette forvalteren herom.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet skal sikre, at anmeldelsen, som modtages fra den danske UCITS er fuldstændig.

Bestemmelsen medfører endvidere, at Finanstilsynet har en forpligtelse til at videresende den fuldstændige anmeldelse til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor markedsføringen skal ophøre med at finde sted, samt til den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) senest 15 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse.

Endeligt medfører bestemmelsen, at Finanstilsynet får en underretningspligt over for den danske UCITS. Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS, når anmeldelsen er videresendt.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 3, 1. afsnit, 1. pkt. og 2. afsnit, i cross border-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 28 a, stk. 5 , i lov om investeringsforeninger m.v., at den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med at investere i den danske UCITS, og Finanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII eller nævnt i regler som udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII. Der kan anvendes digital kommunikation eller andre midler til fjernkommunikation under forudsætning af at informations- og kommunikationsmidlerne er tilgængelige for investorer på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor investoren befinder sig, eller på et sprog, der er godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Bestemmelsen medfører, at den danske UCITS skal overholde de oplysningsforpligtelser, som følger af §§ 102-108 i lov om investeringsforeninger m.v. (afsnit VII i lov om investeringsforeninger) over for Finanstilsynet og over for investorer, der vedbliver med at investere i fonden trods ophør af markedsføringsaftalen.

Bestemmelsen medfører endvidere, at den danske UCITS kan anvende digital kommunikation eller andre midler til fjernkommunikation, når den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med at investere i den danske UCITS, og Finanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII i lov om investeringsforeninger m.v. eller nævnt i regler som udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII.

Den foreslåede bestemmelse i § 28 a, stk. 5, gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 4, og artikel 1, nr. 6, stk. 7, i cross border-direktivet.

Til nr. 6 (§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 190 i lov om investeringsforeninger m.v. er en strafbestemmelse, som regulerer straf for overtrædelse af en række bestemmelser i loven.

Det følger af § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at overtrædelse af de oplistede bestemmelser straffes med bøde.

Det foreslås, at § 190, stk. 1 , i lov om investeringsforeninger m.v., ændres således, at § 28, stk. 1 og 4, og § 28 a, stk. 3, fremgår af oplistningen, i stedet for § 28, stk. 1 og 3.

Ændringen vil medføre, at bestyrelsesmedlemmerne i en dansk UCITS kan straffes med bøde, hvis den danske UCITS ikke fremsender en anmeldelse om ophør af aftaler om markedsføring til Finanstilsynet, jf. § 28 a, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.

Herudover er ændringen en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 4, hvorefter der bliver indsat et stk. 3 i § 28, hvorefter stk. 3 og 4 bliver til stk. 4 og 5.

§ 7

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1 i hvidvaskloven)

Efter den gældende § 1, stk. 1, nr. 23-24, i hvidvaskloven er udbydere af veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta og udbydere af virtuelle tegnebøger omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde. Hvidvasklovens § 2, nr. 15-17, omfatter definitioner af virtuelle tegnebøger, virtuel valuta og fiatvaluta.

Ved virtuel valuta forstås efter § 2, stk. 1, nr. 16 et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garanteret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retsstatus som valuta eller penge, men som accepteres af fysiske og juridiske personer som vekslingsmiddel, som kan overføres, lagres og handles elektronisk.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 10, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling. A, L 204, som fremsat, side 36.

Det foreslås i § 1, stk. 1, nr. 25-27, at indsætte tre nye numre.

Det foreslås i nr. 25, at udbydere af veksling mellem en eller flere virtuelle valutaer omfattes af hvidvaskloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter de virksomheder og personer, som foretager en veksling af virtual valuta på vegne af en tredjemand.

Ved veksling af virtual valuta forstås alle former for veksling af virtuel valuta, både veksling til samme type af virtuel valuta og veksling til en eller flere andre typer af virtuel valuta.

Et eksempel på en aktivitet, som er omfattet af begrebet veksling af virtuel valuta, er, hvor en kunde, som ønsker at veksle sin virtuelle valuta af en type til en anden type. Kunden overfører valutaen til en udbyder af veksling mellem virtuelle valutaer, hvorefter udbyderen overfører den ønskede valuta til kunden. I disse tilfælde modtager udbyderen kundens valuta, inden vekslingen er gennemført. Der veksles ligeledes med virtuelle valuta i de tilfælde, hvor udbyderen ikke modtager valutaen fra kunden, før vekslingen er gennemført. Her sker udvekslingen simultant ved en automatiseret og typisk mere decentral proces. Når en kunde vælger denne type tjeneste til at foretage en veksling, er det typisk for at undgå unødig modpartsrisiko til udbyderen af tjenesten, idet udbyderen af tjenesten ikke er i besiddelse af begge valutaer samtidig.

Der er ingen fiatvaluta involveret i vekslingen. Det er i øvrigt ikke nødvendigt for udbyderen af vekslingstjenesten at have en bankkonto for at gennemføre vekslingen.

Ved veksling mellem samme type af virtuel valuta forstås den situation, hvor en kunde veksler sin virtuelle valuta af en vis værdi til samme type virtuel valuta. Denne veksling sker typisk til en lidt mindre værdi, fordi der bliver fratrukket et gebyr til udbyderen. Dette svarer til den situation, hvor en kunde veksler f.eks. en 100 kr.seddel til 99 kroner.

Det kan imidlertid også svare til den situation, hvor en kunde veksler én 100 kr. seddel til en anden 100 kr. seddel. Her kan formålet med vekslingen være at øge anonymiteten og gøre det vanskeligere at følge transaktionshistorikken. FATF betegner denne form for virksomhedsaktivitet ”mixers og tumblers. ”For så vidt angår FATFs anbefalinger henvises nærmere til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.1.

Bestemmelsen omhandler endvidere situationer, hvor en kunde veksler én type af virtuel valuta til en anden type af virtuel valuta. Dette svarer til den situation, hvor en kunde veksler f.eks. danske kroner til Euro. Formålet med veksling mellem flere typer af virtuel valuta kan eksempelvis være, at kunden har brug for en specifik type virtuel valuta til at betale med, fordi kunden ønsker at handle med en virksomhed, som kun modtager den specifikke type virtuel valuta. Et andet eksempel kan være, at kunden handler i spekulationsøjemed og derfor ønsker at investere i forskellige typer af virtuel valuta ud fra et investeringsperspektiv. Baggrunden for dette er, at værdien på visse typer virtuelle valutaer er defineret af udbud og efterspørgsel, mens værdien på andre typer virtuel valuta er kurssikret mod eksempelvis den amerikanske dollar. Formålet med veksling mellem flere typer valutaer kan herudover være, at kunden ønsker at benytte sin virtuelle valuta som kollateral/pant/deponering for at opnå en modydelse, eksempelvis ved at stille sikkerhed for at kunne optage et lån eller for at kunne udnytte likviditet, som det kendes med pantebreve. Kunden overgiver herved retten til at disponere over sine virtuelle valuta og kan herved opfylde sin del af en aftale.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af veksling mellem en eller flere virtuelle valutaer bliver omfattet af hvidvaskloven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner m.v. og underretning af Hvidvasksekretariatet. Det betyder, at der skal gennemføres kundekendskabsprocedurer, når der etableres en forretningsforbindelse. En forretningsforbindelse anses for at være etableret, når der eksempelvis er blevet oprettet en bruger hos udbyderen, eller i visse tilfælde først i forbindelse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved dette lovforslags § 1, nr. 5, foreslås det, at der i § 10, nr. 2, tilføjes et litra d, hvorefter virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktion på 1000 euro eller derover ved veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 7 nr. 5.

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens § 10.

Det foreslås i nr. 26 , at udbydere af overførsel af virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven.

Bestemmelsen omfatter virksomheder og personer, som gennemfører transaktioner med virtuel valuta på vegne af tredjemand.

Ved overførsel af virtuel valuta forstås en centraliseret eller decentraliseret løsning, hvorefter en virtuel valuta flyttes fra én virtuel valutaadresse til en anden, eller hvis der sker skifte af ejerskab af den adresse eller wallet, hvor de virtuelle valutaer opbevares, uden der er tale om en egentligt overførsel. Dette kan eksempelvis ske ved ajourføring af en centraliseret hovedbog (også kaldet en off-chain transaktion).

Ved en centraliseret løsning vil beløbet, der sendes, være i virksomhedens besiddelse, mens det ved den decentrale løsning sker ved brug af virksomhedens system, uden at den virtuelle valuta kommer i virksomhedens varetægt. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 4, nr. 1.

Overførsel af virtuel valuta svarer til overførsel af fiatvalutaer fra én konto til en anden.

Den ydelse, som bestemmelsen regulerer, består i, at en kunde benytter en udbyders tjeneste til at gennemføre overførslen af den virtuelle valuta. Kunden beskytter typisk selv sin private kryptografiske nøgler, og udbyderen har dermed ikke mulighed for at disponere over de virtuelle valutaer (betegnet normalt som non-custodial). Kunden benytter herved udbyderens tjeneste til at overføre den virtuelle valuta til betalingsmodtageren. Et eksempel herpå kan være, at en person benytter sig af en udbyders tjeneste til at gennemføre overførsler af virtuelle valuta på grund af en nemt tilgængelig brugergrænseflade. Et andet eksempel kan være, at kunden benytter sig af en anden funktionalitet, der er gjort tilgængelig i tilknytning til overførslen, eksempelvis generering af en faktura, der knytter sig til overførslen af den virtuelle valuta.

Den foreslåede bestemmelse omfatter udbydere af overførsel af virtuel valuta. Indikatorer på, at der er tale om en udbyder omfattet af denne lov, kan være, at tjenesten direkte gøres tilgængelig eksempelvis via en hjemmeside, der administreres eller ejes af den pågældende, at den pågældende modtager gebyr, i forbindelse med at tjenesten bruges, at den pågældende løbende leverer opdateringer af systemet, der bruges til at gennemføre overførsler, eller at den pågældende har bestemmende indflydelse på beslutninger, der vedrører tjenesten. En anden indikator er graden af centralisering, idet meget decentrale tjenester kan anses for at være en del af infrastrukturen, der som udgangspunkt ikke kan eller bør omfattes.

Den foreslåede bestemmelse regulerer således selve udbyderen af tjenesten, mens bestemmelsen og hvidvaskloven i øvrigt ikke regulerer den teknologi, hvorved overførslen sker.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af overførsel af virtuelle valutaer bliver omfattet af hvidvaskloven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner m.v. og underretning af Hvidvasksekretariatet. Dette betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når der etableres en forretningsforbindelse. Dette sker typisk, når kunden opretter sig som bruger hos udbyderen, eller i visse tilfælde først i forbindelse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det, at der i § 10, nr. 2, tilføjes et litra d , hvorefter virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktioner på 1000 euro eller derover ved overførsel af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 5.

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens § 10.

Det foreslås i nr. 27, at udstedere af virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter virksomheder og personer, som udsteder virtuel valuta med henblik på overdragelse til tredjemand.

Virtuelle valutaer kan ud over at bruges som betalingsmiddel for varer og som spekulationsobjekt repræsentere en rettighed for den, der har adgang til at disponere over dem. Denne ret kan eksempelvis bestå i en stemmeret og retten til et udbytte fra en virksomhed, som det kendes fra aktier.

Retten kan også være udtryk for et ejerskab af et individuelt identificerbart fysisk eller digitalt aktiv, som det kendes fra tingsretten.

Ved udstedelse af virtuel valuta forstås den situation, hvor en virksomhed eller person udsteder virtuel valuta, som kan overdrages til tredjemand, hvilket typisk sker mod betaling, som det kendes fra kapitalselskabsretten, når en kapitalejer erhverver udstedte kapitalandele i et selskab. Det kan f.eks. være i form af en initial coin offering (ICO), som er en metode til at rejse kapital ved at udstede virtuelle valutaer (der også betegnes tokens eller coins), som tredjemand modtager til gengæld for sit indskud. Et eksempel herpå kan være en udsteder, som via en ICO ønsker at rejse kapital til sin virksomhed.

I nogle tilfælde sker udstedelsen af virtuelle valuta uden direkte involvering af en virksomhed eller person. Dette er bl.a. tilfældet, når kunden deponerer kollateralt og til gengæld modtager ny udstedt virtuel valuta. Ved en vurdering af om en virksomhed eller person omfattes af hvidvasklovens regler som udsteder, indgår bl.a. graden af decentralisering i vurderingen.

De virksomheder og personer, som indskyder kapital i virksomheden, modtager virtuelle valutaer, som repræsenterer en ret i virksomheden. Hvis den virtuelle valuta kan handles, repræsenterer den også en økonomisk værdi. Dårlig omsættelighed eller manglende efterspørgsel på de markeder, hvor den virtuelle valuta kan handles, ændrer ikke på, om det er en virtuel valuta. I forbindelse med gennemførelsen af en ICO, kan der tidligt i forløbet være tale om, at den, der indskyder kapital, alene modtager retten til at få virtuelle valutaer, som efterfølgende overdrages indskyderen, når udstedelsen af de virtuelle valutaer teknisk er gennemført.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udstedere af virtuelle valutaer bliver omfattet af hvidvaskloven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner m.v. og underretning af Hvidvasksekretariatet. Dette betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når der etableres en forretningsforbindelse. Dette sker typisk, når kunden opretter sig som bruger hos udbyderen, eller i visse tilfælde først i forbindelse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås det, at der i § 10, nr. 2, tilføjes et litra d, hvorefter virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktion på 1000 euro eller derover ved udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens § 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 5 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 5 medfører, at erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, ikke må modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbydes forbundet.

Det foreslås, at § 5 ændres, så erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, ikke må modtage kontantbetalinger på 20.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbydes forbundet.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen og fortolkningen af denne vil i øvrigt være det samme som i den gældende lov. Det bemærkes, at det alene er beløbsgrænsen, der ændres.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 78, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 5 er erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, og den strafbare handling består i at modtage en kontantbetaling, på 20.000 kr. eller derover.

Der tilsigtes ikke med forslaget ændringer i de gældende bødeudmålingsprincipper, hvorefter bøden for overtrædelse af kontantforbuddet som udgangspunkt udmåles til 25 % af de beløb over beløbsgrænsen, som er modtaget i de enkelte handler, dog mindst 10.000 kr. Der henvises til de gældende bemærkninger for bødeudmåling, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 164, som fremsat, side 36.

Et eksempel på bødeudmåling kan være, at en erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, modtager en kontantbetaling på 30.000 kr. Beløbet, som overstiger den foreslåede beløbsgrænse er således 10.001 kr., og 25 % af beløbet udgør 2.500,25 kr. Her vil virksomheden ifalde en bøde på 10.000 kr. (minimumsbøden for overtrædelse af beløbsgrænsen).

Et andet eksempel på bødeudmåling kan være, at en erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, modtager en kontantbetaling på 70.000 kr. Beløbet, som overstiger den foreslåede beløbsgrænse, er således 50.001 kr., og virksomheden vil ifalde en bøde på 12.500,25 kr. (25 % af det beløb, som overstiger beløbsgrænsen).

Til nr. 3 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 7, stk. 2, medfører, at den daglige ledelse i de virksomheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at træffe beslutninger om virksomhedens risikoeksponering på vegne af virksomheden, som virksomhedens hvidvaskansvarlige i henhold til § 8, stk. 2, § 17, stk. 2, nr. 5, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af bestemmelsen, at personen kan være medlem af virksomhedens daglige ledelse. Personen skal endvidere have tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask og terrorfinansiering til at kunne træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhedens risikoeksponering. Endelig skal personen have et tilstrækkeligt godt omdømme og må ikke have udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås at udvide § 7, stk. 2 , 1. pkt., således, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta bliver omfattet § 7, stk. 2, da anvendelsesområdet for hvidvaskloven foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta skal udpege en hvidvaskansvarlig.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. hvidvasklovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 7, stk. 2, er virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, og den strafbare handling består i ikke at have udpeget en person med fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden eller en person, der har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for hvidvask og terrorfinansiering. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen kan være, hvor en virksomhed har udpeget en ansat, der ikke har indgående kendskab til virksomhedens risiko, eller hvor en virksomhed ikke har givet personen fuldmagt til at tegne virksomheden.

Til nr. 4 (§ 10, nr. 2, litra c, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 23, fastsætter, at udbydere af veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta er omfattet af hvidvaskloven.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 10, nr. 2, litra c, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktion på 500 euro eller derover ved valutaveksling, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Det følger af bemærkningerne til § 1, nr. 5 at § 10, nr. 2, litra c, også gælder ved veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 204, som fremsat, side 29.

Det foreslås, at § 10, stk. 1, nr. 2, litra c, ændres således, at det fremgår, at bestemmelsen også omfatter veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at udbydere af veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta skal gennemføre kundekendskabsprocedurer på enkeltstående transaktioner på 500 euro eller derover.

Til nr. 5 (§ 10, nr. 2, litra d, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 10, stk. 1, nr. 2, litra a-c, fastsætter, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktion, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet, på mindst 15.000 euro, mere end 1.000 euro i form af en pengeoverførsel, og 500 euro eller derover ved valutaveksling.

I dette lovforslag § 7, nr. 1, foreslås det, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes af hvidvasklovens anvendelsesområde. Det betyder, at de vil blive omfattet af hvidvasklovens §§ 10-21 om gennemførelse af kundekendskabsprocedurer.

Det foreslås, at der i § 10, nr. 2, tilføjes et nyt litra d, hvorefter virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktioner på 1000 euro eller derover ved veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, overførsel af virtuel valuta, og udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 og 7 (§ 38, stk. 3 og 6, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 38 omhandler tavshedspligt i forbindelse med undersøgelser og underretninger i henhold til §§ 25 og 26. Bestemmelsen omhandler endvidere, hvornår virksomheder og personer kan udveksle sådanne oplysninger uden at bryde tavshedspligten.

Det fremgår af hvidvasklovens § 38, stk. 3, at oplysninger om, at der er givet underretning efter hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder i koncerner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 eller 24, og andre virksomheder i koncernen, der har hjemsted eller er hjemmehørende i et EU- eller EØS-land.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vil medføre, at anvendelsesområdet for hvidvaskloven udvides til også at omfatte udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

På den baggrund foreslås anvendelsesområdet for lovens § 38, stk. 3 , ændret således, at oplysninger om, at der er givet underretning efter hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder i koncerner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 eller 23-27, og andre virksomheder i koncernen, der har hjemsted eller er hjemmehørende i et EU- eller EØS-land.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 38, stk. 6, at oplysninger om, at der er givet underretning efter § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-15, 17, 19, 21, 23 og 24, forudsat at oplysningerne vedrører samme kunde og samme transaktion, at modtageren af oplysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og at modtageren er underlagt forpligtelser med hensyn til tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 7, nr. 1, foreslås § 38, stk. 6 , ændret, så oplysninger om, at der er givet underretning efter § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-15, 17, 19, 21, 23 eller 24, forudsat at oplysningerne vedrører samme kunde og samme transaktion, at modtageren af oplysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og at modtageren er underlagt forpligtelser med hensyn til tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger, vil blive udvidet til også at omfatte udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

Til nr. 8 (§ 47, stk. 1, 1. pkt., § 49, stk. 1, 1. pkt., § 51, § 51 a, stk. 1, § 51 b, stk. 1, 1. pkt., § 53 og § 54, stk. 1 og 2 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i § 47, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet skal påse, at virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås § 47, stk. 1 , så Finanstilsynet skal påse, at også virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 25-27, overholder de i den gældende § 47, stk. 1, nævnte love og regler udstedt i medfør heraf samt forordninger.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 49, stk. 1, medfører, at virksomheder og personer, der er nævnt i lovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, samt leverandører og underleverandører til disse skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Omfattet af bestemmelsen er således de virksomheder, der er underlagt tilsyn af Finanstilsynet.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 7, nr. 1, foreslås det, at § 49, stk. 1, 1. pkt., ændres så det fremgår, at det er virksomheder og personer som nævnt i lovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27, samt leverandører og underleverandører til disse, der skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Det betyder, at med udvidelsen af § 49, stk. 1, hvorved udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes, vil de oplysninger, som Finanstilsynet kan hente direkte hos den underlagte virksomhed eller person tilsvarende kunne indhentes hos leverandører eller underleverandører. Formålet med at omfatte leverandører og underleverandører er således, at Finanstilsynets indhentelse af oplysninger ikke kan hindres eller omgås ved outsourcing.

Den gældende bestemmelse i § 51 fastsætter, at Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, eller forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 7, nr. 1, foreslås det at ændre § 51 , så Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist også kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 25-27, at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i den gældende § 51, nævnte love, regler udstedt i medfør heraf samt forordninger.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan udstede et påbud i de situationer, hvor udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta skal efterleve en bestemt adfærd eller handling fremover. Det kan både skyldes, at en virksomhed eller person handler i strid med loven, eller at en virksomhed eller person undlader at handle, hvor handling er påkrævet efter loven.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 51 a, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, hvis personen ikke har tilstrækkelig godt omdømme, eller personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det, at ændre § 51 a , stk. 1 , så Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist også kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 25-27, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, hvis personen ikke har tilstrækkelig godt omdømme, eller personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Den gældende bestemmelse i § 51 b, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheder og personer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midlertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. Er overtrædelsen foregået helt eller delvis i en virksomheds udenlandske filial, kan påbuddet udstrækkes til at omfatte filialen.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det at ændre § 51 b , stk. 1 1. pkt., således at Finanstilsynet også kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 25-27, at virksomheden eller personen midlertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 53 fastsætter, at for virksomheder, som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, kan erhvervsministeren fastsætte regler om disse virksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det at ændre § 53, så bestemmelsen fastsætter, at for virksomheder, som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23-27, kan erhvervsministeren fastsætte regler om disse virksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.

Forslaget vil indebære, at de virksomheder, der er omfattet af lovforslaget i henhold til § 55, stk. 1, skal offentliggøre de reaktioner, som Finanstilsynet giver efter § 47, stk. 1 og 2, eller § 51.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 54, stk. 1, medfører, at har en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, videregivet oplysninger om virksomheden eller personen, og er disse kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden eller personen at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende, og hvis Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have skadevirkning for virksomhedens eller personens kunder, indskydere, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller værdipapirer udstedt af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet generelt.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det at ændre § 54, stk. 1 , så bestemmelsen omfatter virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27.

Det betyder, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes af Finanstilsynets adgang til at påbyde berigtigelse. Finanstilsynets adgang hertil er dog betinget af, at Finanstilsynet vurderer, at de af virksomheden eller personen offentliggjorte oplysninger kan have skadevirkning for virksomhedens eller personens kunder, indskydere, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller værdipapirer udstedt af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet. Finanstilsynet fastsætter en kort frist, inden for hvilken virksomheden eller personen skal offentliggøre de berigtigende oplysninger.

Den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, fastsætter, at hvis en virksomhed eller person omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, ikke berigtiger oplysningerne i overensstemmelse med Finanstilsynets påbud og inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist, kan Finanstilsynet offentliggøre påbuddet, der er meddelt efter stk. 1.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med hvidvasklovens § 49, stk. 2, hvorefter Finanstilsynets tavshedspligt ikke ophæves, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger. Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte de omfattede virksomheders og personers kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om - af konkurrencemæssige grunde - at beskytte de omfattede virksomheders og personers forretningsmæssige forhold. Med bestemmelsen åbnes dog op for Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af tavshedsbelagte oplysninger i tilfælde, hvor en virksomhed eller en person har videregivet fejlagtige oplysninger om virksomheden eller personen, og hvor virksomheden eller personen ikke inden for en af Finanstilsynet fastsat frist har berigtiget de fejlagtige oplysninger.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det at ændre § 54, stk. 2 , så den omfatter virksomheder eller personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27.

Dette betyder, at Finanstilsynets adgang til at offentliggøre påbuddet også vil omfatte udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta. Længden af den af Finanstilsynet meddelte frist for virksomhedens eller personens berigtigelse af de misvisende oplysninger vil afhænge af oplysningernes karakter. Efter omstændighederne vil der kunne være tale om, at berigtigelse skal ske inden for samme dag som meddelelsen af påbuddet.

Til nr. 9 (§ 47, stk. 3, og § 50, stk. 2, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i § 47, stk. 3, fastsætter, at Finanstilsynet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når det gælder virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 9, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 23 og 24, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det at ændre § 47, stk. 3, så forpligtelserne for Finanstilsynet, som følger af den gældende § 47, stk. 3, udvides til også at omfatte virksomheder og personer omfattet af den i hvidvaskloven foreslåede § 1 nr. 25-27.

Beføjelser til at meddele og inddrage tilladelser m.v. henhører under hjemlandsmyndighedens kompetence. Finanstilsynet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i andre lande inden for EU/EØS om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når det gælder virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13 og 23-27, der er under tilsyn i et andet land inden for EU/EØS. Samtidig skal Finanstilsynet samarbejde med værtslandet ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner i værtslandet af en dansk virksomhed.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 2, at Finanstilsynet kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, som er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 23 og 24, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 7, nr. 1, foreslås det at ændre § 50, stk. 2 , så forpligtelserne for Finanstilsynet, som følger af den gældende § 50, stk. 2, udvides til også at omfatte virksomheder og personer omfattet af den i hvidvaskloven foreslåede § 1 nr. 25-27.

De nævnte foreslåede ændringer af bestemmelserne i § 47, stk. 3, og § 50, stk. 2, er en konsekvens af, at Finanstilsynet fremover skal føre tilsyn med udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

Til nr. 10 (§ 48, stk. 2, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 48, stk. 2, medfører en registreringspligt hos Finanstilsynet for de virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 23 og 24.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås § 48, stk. 2 , indsat så virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 23-27, ligeledes skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres aktiviteter. Anmeldelse skal ske, selvom aktiviteten ikke er virksomhedens eller personens hovedaktivitet.

Anmeldelsespligten har til formål, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med virksomheder og personer, der udbyder henholdsvis veksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer, virtuelle tegnebøger, udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

Overtrædelse af den gældende bestemmelse i § 48, stk. 2, er strafbelagt, jf. hvidvasklovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af hvidvasklovens § 48, stk. 2, er virksomheder og personer, der udbyder tjenester med virtuelle valutaer, som angivet i § 1, stk. 1, nr. 23-27. Den strafbare handling består i ikke at foretage en registrering hos Finanstilsynet, inden aktiviteten udøves.

Til nr. 11 (§ 52 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 52 medfører, at Finanstilsynet, for virksomheder og personer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 8, 23 og 24, kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse, registrering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke forhold anmeldere eller andre kan indsende og registrere elektronisk i Finanstilsynets it-system ved at benytte digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vil medføre, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven. Det følger endvidere af lovforslagets § 1, nr. 9, at virksomheder og personer, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 25-27, skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres aktiviteter. Udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta bliver således omfattet af hvidvasklovens regler om registreringer.

Som en konsekvens af at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags § 7, nr. 1, foreslås § 52 ændret, således at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse, registrering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke forhold anmeldere eller andre kan indsende og registrere elektronisk i Finanstilsynets it-system ved at benytte digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system, for virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 8 og 23-27, således, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 25-27, ligeledes skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres aktiviteter. Anmeldelse skal ske, selvom aktiviteten ikke er virksomhedens eller personens hovedaktivitet.

Der er således tale om en udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen som følge af dette lovforslags § 7, nr. 1. Dette vil medføre, at Finanstilsynet for udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal registreres.

Finanstilsynet har med hjemmel i § 52 udstedt bekendtgørelse nr. 1346 af 9. december 2019 om anmeldelse og registrering af virksomheder og personer i Finanstilsynets hvidvaskregister, Bekendtgørelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke virksomheder og personer der skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres virksomhed, hvilke oplysninger der skal indsendes til Finanstilsynet til brug for registrering, samt hvordan disse skal indsendes. Finanstilsynet vil ændre bekendtgørelsen, således at den tillige omfatter virksomheder og personer nævnt i den foreslåede § 1, stk. 1, nr. 25-27.

Til nr. 12 (§ 55, stk.1, 1.pkt., i hvidvaskloven)

Det følger af den gældende § 55, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet efter § 47, stk. 1 og 2, eller § 51 eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midlertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at § 55, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at § 51 b indsættes i oplistningen. Det vil indebære, at reaktioner givet efter § 51 b, skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

Til nr. 13 (§ 55, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)

Det følger af den gældende § 55, stk. 1, i hvidvaskloven, at reaktioner givet efter § 47, stk. 1 og 2, eller § 51 eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog stk. 6. Beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning, jf. § 47, stk. 2, offentliggøres som resumé, jf. dog stk. 6. Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.

Den gældende bestemmelse i § 55, stk. 2, i hvidvaskloven medfører, at offentliggjorte reaktioner forbliver på Finanstilsynets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun forblive på Finanstilsynets hjemmeside i det nødvendige tidsrum, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen implementerer artikel 60, stk. 3, i 4. hvidvaskdirektiv. Der er tale om en tekstnær implementering af artikel 60, stk. 3.

Det foreslås, at § 55, stk. 2, 1. pkt ., præciseres, så det fremgår af bestemmelsen, at offentliggjorte reaktioner forbliver på Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år efter offentliggørelse.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at reaktioner offentliggjort af Finanstilsynet efter § 55, stk. 2, skal forblive på Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år efter offentliggørelsen. Der er fortsat tale om en direktivnær implementering af artikel 60, stk. 3, i 4. hvidvaskdirektiv, som ikke fastsætter en øvre grænse for, hvornår reaktionerne skal fjernes fra Finanstilsynets hjemmeside, men derimod fastsætter en minimumsgrænse for, hvor længe reaktionerne skal forblive på hjemmesiden.

Til nr. 14 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 78, stk. 1, 2. pkt., indeholder hjemmel til at fastsætte bøde for bl.a. visse overtrædelser af hvidvaskloven. I stk. 2 er der fastsat en forhøjet strafferamme på fængsel i indtil 2 år for særligt grove eller omfattende forsætlige overtrædelser af visse bestemmelser i hvidvaskloven.

Hvidvasklovens § 49, stk. 2, om pligt til at berigtige oplysninger over for Finanstilsynet trådte i kraft den 10. januar 2020. Overtrædelse af berigtigelsespligten er omfattet af den forhøjede strafferamme i hvidvasklovens § 78, stk. 2, og kan derfor efter omstændighederne sanktioneres med fængsel i indtil 2 år. Overtrædelse af bestemmelsen er imidlertid ved en fejl ikke tilføjet rækken af bestemmelser i hvidvaskloven, hvor overtrædelse efter den almindelige strafferamme i bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. kan være forbundet med bødestraf.

Det foreslås på den baggrund i § 78, stk. 1, 2. pkt., at overtrædelse af bl.a. hvidvasklovens § 49, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler.

Forslaget har til hensigt at sikre, at overtrædelse af berigtigelsespligten i § 49, stk. 2, ikke kun vil være strafbar, hvis der foreligger et groft eller omfattende forsætligt forhold af manglende berigtigelse.

§ 8

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af MiFID II. Det fremgår endvidere af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at der i loven er medtaget visse bestemmelse fra MiFIR.

Det følger af den foreslåede ændring, at fodnoten til lov om kapitalmarkeder ændres, således at det fremgår, at MiFID II er ændret ved omnibusdirektivet, og at MiFIR er ændret ved omnibusforordningen, således at det er klart, at disse EU-retsakter er indarbejdet i lov om kapitalmarkeder i det omfang, det er relevant, herunder at dele af loven er ændret som følge af de ændrede EU-retsakter.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder)

I medfør af den gældende § 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder gælder reglerne i kapitel 26-30 for udbydere af dataindberetningstjenester, der for juridiske personer har hjemsted i Danmark, og som for fysiske personer har hovedkontor i Danmark.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, stk. 1, artikel 1, stk. 3, litra d, artikel 1, stk. 4, litra c, og artikel 1, stk. 6, i MiFID II. Artikel 1, stk. 1, i MiFID II ændres ved artikel 1, stk. 1, i omnibusdirektivet ved, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af artikel 1, stk. 1, i omnibusforordningen.

Det foreslås, at § 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Forslaget skal sikre, at der ikke vil komme dobbeltregulering på området og er en konsekvens af, at kapital 26-30 i lov om kapitalmarkeder foreslås ophævet. Herefter vil det ikke længere være relevant at have § 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder.

Ændringen implementerer artikel 4, stk. 1, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 3, nr. 12, 13 og 15, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges i loven.

Den gældende § 3, nr. 12, definerer levering af dataindberetningstjenester og er en implementering af bilag 1, afsnit D, i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk. 11, i omnibusdirektivet.

Den gældende § 3, nr. 13, definerer udbyder af dataindberetningstjenester og er en implementering af artikel 4, stk. 1, nr. 63, i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Den gældende § 3, nr. 15, definerer udbyder af konsolideret løbende handelsinformation (CTP) og er en implementering af artikel 4, stk. 1, nr. 53, i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Det foreslås, at § 3, nr. 12, 13 og 15, i lov om kapitalmarkeder ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af udbydere af dataindberetningstjenester samt CTP’er fremgå af MiFIR, jf. artikel 4, litra a, nr. iii) og iv), i omnibusforordningen, mens definitionen om levering af dataindberetningstjenester ikke overføres.

Der ses derfor ikke behov for, at disse fortsat fremgår af lov om kapitalmarkeder.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, og artikel 1, stk. 11, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 3, nr. 12, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges i loven.

Den gældende § 3, nr. 14, definerer en godkendt offentliggørelsesordning (APA) som en fysisk eller juridisk person, der efter denne lov har tilladelse til at udøve virksomhed med offentliggørelse af efterhandelsdata på vegne af fondsmæglerselskaber i medfør af artikel 20 og 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Det foreslås, at § 3, nr. 14, som bliver nr. 12, nyaffattes således, at en godkendt offentliggørelsesordning (APA) defineres som en godkendt offentliggørelsesordning (APA) som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 34, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af en godkendt offentliggørelsesordning (APA) være omfattet af MiFIR, jf. artikel 4, litra a, nr. iii), i omnibusforordningen. Det foreslås derfor, at definitionen i lov om kapitalmarkeder indeholder en henvisning til definitionen i artikel 2, stk. 1, nr. 34, i MiFIR.

Artikel 2, stk. 1, nr. 34, i MiFIR kommer med omnibusforordningen til at definere en godkendt offentliggørelsesordning eller APA som en person, der er godkendt efter denne forordning til at udøve virksomhed, der består i at offentliggøre handelsindberetninger på vegne af investeringsselskaber i medfør af artikel 20 og 21.

Årsagen til, at bestemmelsen ikke foreslås ophævet, er, at der efter overgangen af reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fra MiFID II til MiFIR fortsat vil være APA’er, der vil være underlagt nationalt tilsyn, hvis de har begrænset relevans for det indre marked. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor vil disse stadig være omfattet af regler i lov om kapitalmarkeder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt fortsat at have en definition af en APA.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 3, nr. 13, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges i loven.

Den gældende § 3, nr. 16, definerer en godkendt indberetningsmekaniske (ARM) som en fysisk eller juridisk person, der efter denne lov har tilladelse til på vegne af fondsmæglerselskaber at udøve virksomhed, der består i at levere data om transaktioner til Finanstilsynet og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Det foreslås, at § 3, nr. 16, som bliver nr. 13, nyaffattes således, at en godkendt indberetningsmekanisme (ARM) defineres som en godkendt indberetningsmekanisme (ARM) som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 36, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af en godkendt indberetningsmekaniske (ARM) være omfattet af MiFIR, jf. artikel 4, litra a, nr. iii), i omnibusforordningen. Det foreslås derfor, at definitionen i lov om kapitalmarkeder indeholder en henvisning til definitionen i artikel 2, stk. 1, nr. 36, i MiFIR.

Artikel 2, stk. 1, nr. 36, i MiFIR kommer med omnibusforordningen til at definere en godkendt indberetningsmekanisme eller ARM som en person, der er godkendt efter denne forordning til på vegne af investeringsselskaber at udøve virksomhed, der består i at levere indberetningsoplysninger om transaktioner til de kompetente myndigheder eller Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Årsagen til, at definitionen ikke foreslås ophævet, er, at der efter overgangen af reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fra MiFID II til MiFIR fortsat vil være ARM’er, der vil være underlagt nationalt tilsyn, hvis de har begrænset relevans for det indre marked. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor vil disse fortsat være omfattet af regler i lov om kapitalmarkeder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt fortsat at have en definition af en ARM.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 3, nr. 36 og 37, i lov om kapitalmarkeder)

Bestemmelsen i § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges i loven.

Det foreslås, at der i § 3 indsættes et nr. 36, hvorefter en afregningskonto skal forstås som en konto i en centralbank, et afregningsfirma eller et depot hos en værdipapircentral (CSD) til anbringelse af midler eller værdipapirer samt til afregning af transaktioner mellem deltagerne i et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssystem eller et interoperabelt system.

Med den foreslåede definition vil en afregningskonto omfatte pengekonti i centralbanker, herunder Nationalbanken, eller depoter til opbevaring af værdipapirer i en værdipapircentral.

Et afregningsfirma er defineret i artikel 2, litra d, i finalitydirektivet og er en enhed, som stiller afregningskonti til rådighed for institutter og/eller en central modpart, der deltager i systemer, som anvendes til afregning af overførselsordrer inden for sådanne systemer, og som eventuelt yder kredit til brug for afregningen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra l, i finalitydirektivet.

Det foreslås, at der i § 3 indsættes et nr. 37, hvorefter en forretningsdag skal forstås som både dag- og natafvikling omfattende alle hændelser, der forekommer i løbet af et systems forretningsmæssige cyklus.

Med den foreslåede definition vil en forretningsdag i et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssystem og et interoperabelt system omfatte både dag- og natafvikling i systemet.

Det er ikke ualmindeligt, at systemer arbejder med forretningsdøgn, der ikke følger kalenderdøgnet. Et afviklingsdøgn kan eksempelvis begynde kl. 18.00 for handler, der skal gennemføres med effekt pr. dagen efter.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra n, i finalitydirektivet.

Til nr. 7 (§ 56, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 56 indeholder reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester, CCP’er og CSD’er.

Det følger af den gældende § 56, stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester, CCP’er og CSD’er ikke uberettiget må røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har fået kundskab om.

Det følger af den gældende § 56, stk. 1, 2. pkt., at hvis en udbyder af dataindberetningstjenester drives som enkeltmandsvirksomhed, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på indehaveren.

Det foreslås at ændre § 56, stk. 1, 1. pkt., således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og meddelt tilladelse og underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.

En APA eller ARM kan få tilladelse og dermed være under tilsyn fra Finanstilsynet, når de kriterier, der er fastsat for at identificere de ARM’er og APA’er, der som en undtagelse fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked er underlagt tilladelse og tilsyn fra en kompetent myndighed i et medlemsland, er opfyldt, jf. artikel 2, stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Kommissionen er tillagt beføjelse til at vedtage deleregerede retsakter, som skal fastsætte kriterierne. Det er endnu ikke sket, og kriterierne kendes derfor ikke på fremsættelsestidspunktet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for de APA’er og ARM’er, der fortsat er underlagt nationalt tilsyn. Det gælder bl.a. reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt direktører og øvrige ansatte i en APA eller en ARM, som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, som således fortsat skal overholde reglerne om tavshedspligt som fastsat i § 56 i lov om kapitalmarkeder. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 56, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 154.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 56, stk. 2 og 3, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 56 indeholder reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester, CCP’er og CSD’er.

Det følger af den gældende stk. 1, at bestyrelsesmedlemmer og revisorer samt direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester, centrale modparter (CCP’er) og værdipapircentraler (CSD’er) ikke uberettiget må røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har fået kundskab om. Drives en udbyder af dataindberetningstjenester som enkeltmandsvirksomhed, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på indehaveren.

Det følger af den gældende stk. 2, at tavshedspligten i stk. 1 ikke er til hinder for, at en virksomhed omfattet af stk. 1 som led i et samarbejde med andre virksomheder omfattet af stk. 1, et reguleret marked for finansielle instrumenter i et EU-/EØS-land m.v. eller et af Finanstilsynet anerkendt udenlandsk reguleret marked, udbyder af dataindberetningstjenester, CCP og CSD videregiver oplysninger til disse, hvis oplysningerne er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtagerne.

Det følger af den gældende stk. 3, at tavshedspligten i stk. 1 tillige omfatter oplysninger, som en virksomhed omfattet af stk. 1 modtager fra andre virksomheder omfattet af stk. 1 eller udenlandske regulerede markeder, udbydere af dataindberetningstjenester, CCP’er og CSD’er med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter.

Det foreslås at ændre § 56, stk. 2 og 3, således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om tavshedspligt. En APA eller en ARM, som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, skal således fortsat overholde reglerne om tavshedspligt i § 56 i lov om kapitalmarkeder. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 56, stk. 2 og 3, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155, side 154.

Bestemmelsen har betydning i de situationer, hvor modtageren af fortrolige oplysninger ikke i forvejen er pålagt tavshedspligt i medfør af den finansielle lovgivning. Ligesom for stk. 1 kan videregivelse af fortrolige oplysninger kun ske, hvis videregivelsen er berettiget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 57, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 57 i lov om kapitalmarkeder vedrører indsendelse af revisionsprotokollat og årsrapporter. Det følger af stk. 1, 1. pkt., at for en operatør af et reguleret marked, en udbyder af dataindberetningstjenester, en CCP, en CSD eller et registreret betalingssystem skal revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten, samt for virksomheder med intern revision tillige den interne revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten, indsendes til Finanstilsynet senest samtidig med indrapportering af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.

Det foreslås at ændre § 57, stk. 1 1. pkt., således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b i omnibusforordningen.

Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om indsendelse af revisionsprotokollater og årsrapporter.

Formålet med § 57 er at sikre, at Finanstilsynet får tilsendt relevante oplysninger om virksomheden i form af revisionsprotokollater m.v. Ændringen sikrer, at en APA eller en ARM, som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, fortsat skal overholde reglerne om at indsende revisionsprotokollater og årsrapporter, som Finanstilsynet bruger i det løbende tilsyn med de pågældende virksomheder. Der henvises til de oprindelige bemærkninger til § 57, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 155.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10-13 (overskriften før § 57 a og § 57 a, stk. 1 og 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 57 a vedrører oplysningspligt for eksterne revisorer for operatører af et reguleret marked og udbydere af dataindberetningstjenester.

Den gældende § 57 a, stk. 1, nr. 1, forpligter en ekstern revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste til straks at meddele Finanstilsynet om ethvert forhold og enhver afgørelse vedrørende virksomheden, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som særlig vedrører virksomheden.

Det følger af den gældende § 57 a, stk. 1, nr. 2, at oplysningspligten tillige indtræder ved forhold, som påvirker virksomhedens fortsatte aktivitet.

Det følger af den gældende § 57 a, stk. 2, at meddelelsespligten omfatter ethvert forhold og enhver afgørelse omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelser med operatøren af et reguleret marked eller udbyderen af en dataindberetningstjeneste.

Bestemmelsen er en implementering af artikel 77 i MiFID II.

Det foreslås at ændre overskriften før § 57 a således, at udbydere af en dataindberetningstjeneste ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer (ARM).

Det foreslås endvidere at ændre § 57 a, stk. 1, således, at en udbyder af en dataindberetningstjeneste ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM). I § 57 a, stk. 1, nr. 1 og 2, foreslås at ændre udbyderen af en dataindberetningstjenestes til den godkendte offentliggørelsesordnings (APA) eller den godkendte indberetningsmekanismes (ARM).

Endelig foreslås § 57, stk. 2, ændret således, at udbydere af en dataindberetningstjeneste ændres til den godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendte indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslagene er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fremover vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om den eksterne revisors meddelelsespligt. En ekstern revisor for en APA eller en ARM, som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, skal således fortsat overholde reglerne om meddelelsespligten, som er fastsat i § 57 a i lov om kapitalmarkeder.

I praksis vil der eksempelvis straks skulle gives meddelelse fra den eksterne revisor til Finanstilsynet, hvis den eksterne revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste eksempelvis opdager alvorlige problemer med - eller væsentlig risiko for alvorlige problemer med - tekniske funktioner, it-sikkerhed eller manglende styring af væsentlige processer, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 7, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14 og 15 (§ 58, stk. 1, 1. pkt., stk. 4 og 5, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 58 i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne for oprettelsen af en whistleblowerordning for operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester og værdipapircentraler (CSD).

Det følger af den gældende stk. 1, at en operatør af et reguleret marked, en udbyder af dataindberetningstjenester og en værdipapircentral (CSD) skal have en ordning, hvorefter virksomhedens ansatte gennem en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Virksomheden skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan virksomheden har fulgt op på indberetningerne.

Det følger af den gældende stk. 4, at hvis en ansat eller en tidligere ansat og en operatør af et reguleret marked, en udbyder af dataindberetningstjenester eller en værdipapircentral (CSD) indgår en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, til offentlige myndigheder.

Det følger af den gældende stk. 5, at uanset stk. 4 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af lov om kapitalmarkeder eller regler fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og operatøren af et reguleret marked, udbyderen af dataindberetningstjenester eller værdipapircentralen (CSD).

Bestemmelsen er blandt andet en implementering af artikel 73, stk. 2, i MiFID II, som ikke ændres ved omnibusdirektivet.

Det foreslås at ændre § 58, stk. 1, 1. pkt. og stk. 4, således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet. Derudover foreslås § 58, stk. 5, 1. pkt., ændret således, at udbyderen af dataindberetningstjenester ændres til den godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendte indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om virksomhedernes whistleblowerordning. En APA eller en ARM under tilsyn af Finanstilsynet, skal således fortsat have en whistleblowerordning som fastsat i § 58 i lov om kapitalmarkeder. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 58, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 155.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 (§ 58, a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Efter § 58 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder udpeger Finanstilsynet mindst hvert andet år de operatører af markedspladser og centrale modparter (CCP’er), der er operatører af væsentlige tjenester. I medfør af § 58 a, stk. 2, skal Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen lægge vægt på, at de tjenester, der leveres, er væsentlige for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, at leveringen af tjenesten afhænger af net- og informationssystemer, og at en hændelse vil få væsentlige forstyrrende virkninger for leveringen af tjenesten.

Det foreslås at indsætte et nyt punkt i § 58 a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, hvoraf fremgår, at Finanstilsynets mulighed for at udpege operatører af markedspladser som operatører af væsentlige tjenester også gælder for filialer af udenlandske operatører af markedspladser.

Lovforslaget implementerer betragtning 21 i præamblen til NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (NIS-direktivet).

En operatør af en markedsplads kan enten være en operatør af et reguleret marked, en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF). Lov om kapitalmarkeder giver ikke mulighed for, at en operatør af et reguleret marked, der er meddelt tilladelse hertil i et andet EU-/EØS-land eller et land udenfor EU/EØS kan få tilladelse til at drive en markedsplads her i landet igennem en filial. Den udenlandske operatør skal have tilladelse som operatør af et reguleret marked fra Finanstilsynet, på samme vis som en dansk virksomhed ville skulle, og opfylde de krav, der stilles til en sådan tilladelse, jf. § 127 i lov om kapitalmarkeder.

Derimod kan et investeringsselskab eller et kreditinstitut med hjemsted i et andet land indenfor eller udenfor EU/EØS få tilladelse til at drive en MHF eller OHF igennem en filial her i landet, jf. henholdsvis § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 33 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne udpege filialer af udenlandske operatører af markedspladser, som operatører af væsentlige tjenester, såfremt disse opfylder kriterierne herfor i medfør af § 58 a, stk. 2. Bliver en filial udpeget som operatør af væsentlige tjenester, skal virksomheden bl.a. underrette Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om hændelser, der har væsentlige konsekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som virksomheden leverer.

I forhold til centrale modparter (CCP’er) gælder en tilladelse hertil i hele EU, jf. artikel 14, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre. Desuden fremgår det af artikel 25, stk. 1, i forordningen, at en CCP, der er etableret i et tredjeland, kan levere clearingydelser til clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen, hvis CCP'en er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). På baggrund heraf findes det ikke nødvendigt at tilføje filialer af CCP’er til bestemmelsen i § 58 a, stk. 1.

Til nr. 17 (§ 62 a i lov om kapitalmarkeder)

Efter § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767 af 27. november 2020, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om outsourcing af drift af et reguleret marked. Bestemmelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at MitID-løsningen defineres som den danske nationale elektroniske identifikationsordning. MitID-løsningen kan også betegnes som en eID-ordning eller eID-løsning. Med løsningen kan der foretages elektronisk identifikation. Løsningen fungerer derved som en autentifikationstjeneste af privatpersoners digitale identiteter. MitID-løsningen er den nationale identitetsgarant for privatpersoner.

Ved overgangen fra NemID til MitID sker der en række ændringer i den fællesoffentlige digitale infrastruktur. En central ændring medfører, at MitID-løsningen fremadrettet alene vil udgøre en autentifikationsløsning, hvor NemID-løsningen også indeholdt digital signatur. Dette medfører, at hvor der tidligere var lighed mellem NemID og digital signatur, vil der fremadrettet skulle anvendes serviceområdet Digital Signatur i NemLog-in til den offentlige digitale underskrift baseret på autentifikation med MitID.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at autentifikation defineres som en proces, som genkender og verificerer en digital identitet gennem anvendelse af et elektronisk identifikationsmiddel.

Med NemID-løsningen kunne en tjenesteudbyder henvende sig til leverandøren af NemID-løsningen og blive tilsluttet løsningen. MitID-løsningen vil fungere anderledes på dette punkt, idet en tjenesteudbyder i stedet skal anvende en broker, der fungerer som bindeled mellem tjenesteudbyderen og MitID-løsningen, hvor autentifikationen sker. I NSIS-standarden, som lægges til grund for den offentlige digitale infrastruktur, defineres en identitetsbroker som formidler af en autentificeret digital identitet til tredjeparter på baggrund af en autentifikation verificeret af brokeren selv eller eventuelt af en anden tredjepart. MitID-løsningen vil således være baseret på et brokerkoncept, som indebærer, at tjenesteudbydere i stedet for at tilgå MitID-løsningen direkte, tilgår løsningen gennem en broker. MitID-brokere skal være certificerede i henhold til foruddefinerede krav for at kunne tilslutte sig MitID. Der stilles dog kun krav om NSIS-anmeldelse for brokere, der ønsker at indgå i den offentlige digitale infrastruktur.

Autentifikationen, som genkender og verificerer en digital identitet, sker i MitID-løsningen. Den digitale signatur vil derimod skulle udvikles af den individuelle broker eller kan tilkøbes som en service fra den offentlige broker i NemLog-in eller fra andre brokere i markedet.

Det foreslås i § 62 a, at regler fastsat i medfør af § 62, stk. 2, ikke gælder for virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-in.

Det foreslåede indebærer, at reglerne i bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder ikke skal finde anvendelse for et reguleret marked, når de anvender MitID-løsningen til at foretage autentifikation af en bruger.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 3, stk. 2, i den kommende lov om MitID og NemLog-in, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen stiller MitID til rådighed for privatpersoner og erhvervsbrugere, hvis disse opfylder betingelserne for udstedelse af MitID i medfør af § 4, stk. 2. Der vil således i medfør af samme lovforslags § 4, stk. 2, blive fastsat regler om udstedelse af MitID, som bl.a. et reguleret marked vil skulle overholde ved anvendelsen af MitID.

For at undgå en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af virksomheders brug af MitID, herunder at et reguleret marked vil skulle opfylde både de aftaler, der indgås for at overholde den kommende lov om MitID og NemLog-in, og regler i outsourcingbekendtgørelserne på det finansielle område foreslås det, at outsourcingbekendtgørelserne ikke skal kunne finde anvendelse.

Et reguleret marked vil således kunne anvende MitID-løsningen til autentifikationen af dets kunder, altså til at genkende og verificere en kundes digitale identitet. Et reguleret marked vil dog stadig have behov for at udvikle en løsning til digitale signaturer og log-in-løsninger til eksempelvis netbank. Et reguleret marked vil skulle anvende en broker, som kan formidle en autentificeret digital identitet på baggrund af autentifikationen. For et reguleret marked vil broker-rollen eksempelvis kunne varetages af en it-virksomhed, der har specialiseret sig i at udbyde digitale identitetstjenester.

Forholdet mellem det regulerede marked og brokeren vil stadig være omfattet af regler i outsourcingbekendtgørelsen, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil imidlertid kunne opstå usikkerhed om, hvorvidt forholdet mellem et reguleret marked, en broker og MitID-løsningen vil kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing. Uanset om aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen kan anses for outsourcing eller videreoutsourcing, er det ikke hensigten, at et reguleret markeds brug af MitID-løsningen til autentifikation af en bruger skal omfattes af outsourcingreglerne. Det foreslåede har derfor til formål at skabe entydig klarhed om, at anvendelse af MitID til autentifikation af brugere ikke vil skulle være omfattet af reglerne om outsourcing udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen, ville kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing fra et reguleret marked.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.14.

Til nr. 18 (Afsnit IX i lov om kapitalmarkeder)

Afsnit IX i lov om kapitalmarkeder vedrører reglerne for udbydere af dataindberetningstjenester.

De gældende §§ 142-144 i lov om kapitalmarkeder stiller krav om tilladelse til drift af dataindberetningstjenester og indeholder også regler om inddragelse af tilladelse. Der sondres mellem tre kategorier af dataindberetningstjenester. Den første kategori er godkendte offentliggørelsesordninger (herefter APA’er), hvis virksomhed består i at offentliggøre handelsindberetninger på vegne af værdipapirhandlere. Den anden kategori er udbydere af konsolideret løbende handelsinformation (herefter CTP’er), hvis virksomhed består i at indsamle handelsdata fra markedspladser og offentliggøre disse i konsolideret form. Den sidste kategori er godkendte indberetningsmekanismer (herefter ARM’er), hvis virksomhed består i at levere indberetningspligtige oplysninger til myndighederne.

De gældende §§ 145-149 i lov om kapitalmarkeder indeholder krav om, at medlemmer af ledelsen i en udbyder af dataindberetningstjenester eller indehaveren af en udbyder af dataindberetningstjenester, der er en enkeltmandsvirksomhed, til enhver tid skal være egnede og hæderlige og afsætte tilstrækkelig tid til at varetage deres hverv eller stilling i udbyderen. Derudover skal ledelsen henholdsvis indehaveren besidde tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå udbyderens aktiviteter og sikre en effektiv og forsigtig ledelse af virksomheden, herunder forebyggelse af interessekonflikter.

I de gældende §§ 150-153, §§ 154-159 og §§ 160-162 i lov om kapitalmarkeder fremgår særlige regler om henholdsvis APA’er, CTP’er og ARM’er.

Reglerne om dataindberetningstjenester er en gennemførelse af afsnit V (artikel 59-66) i MiFID II, som indeholder betingelserne for tilladelse som udbyder af en dataindberetningstjeneste, krav til udbydernes ledelsesorganer samt de nærmere organisatoriske krav til hver enkelt type af dataindberetningstjeneste, herunder krav om passende kontroller og sikkerhedsmekanismer.

Det foreslås at ophæve afsnit IX i lov om kapitalmarkeder. Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA, som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester.

Overgangen til MiFIR medfører, at udbydere af dataindberetningstjenester fremover er reguleret i afsnit IVa i MiFIR. Desuden indsættes i MiFIR et afsnit VIa om ESMA’s beføjelser og kompetenceområder, som også vil omfatte de beføjelser, den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) vil have i forhold til deres tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter over for udbydere af dataindberetningstjenester. Reglerne i MiFIR er umiddelbart gældende i Danmark.

Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn fra en kompetent myndighed i det enkelte medlemsland. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Kommissionen er bemyndiget til at vedtage den delegerede retsakt, som skal fastsætte de nærmere kriterier for at identificere de APA’er og ARM’er, der skal falde ind under den nævnte undtagelse. Det er forventningen, at undtagelsen vil gælde for mindre virksomheder, hvis aktivitet som APA eller ARM ikke har et grænseoverskridende element, og som derfor er nationale virksomheder. Der vil derfor på trods af forslaget om at ophæve afsnit IX i lov om kapitalmarkeder være en række tilsynsbestemmelser, som fortsat vil gælde APA’er og ARM’er under tilsyn af Finanstilsynet.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 4, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19 (§ 163 a i lov om kapitalmarkeder)

§ 163 i lov om kapitalmarkeder regulerer beskyttelsen af overførselsordrer i tilfælde af en deltagers konkurs. Bestemmelsen regulerer muligheden for, at et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssystem, interoperable systemer eller Danmarks Nationalbank kan gennemføre afvikling af overførselsordrer via netting. Netting indebærer, at de indkomne betalinger i systemets clearing udelukkende anvendes til fyldestgørelse af systemets øvrige deltagere. Dette gælder også i tilfælde af insolvensbehandling mod en deltager efter § 163.

Det følger af artikel 4 i finalitydirektivet, at medlemslandene kan fastsætte, at indledning af insolvensbehandling mod en deltager ikke må være til hinder for, at midler eller værdipapirer, der er disponible på den insolvente deltagers afregningskonto, anvendes til at indfri deltagerens forpligtelser inden for systemet på forretningsdagen for insolvensbehandlingens indledning.

Det foreslås på den baggrund at indsætte § 163 a i lov om kapitalmarkeder, hvorefter afsigelse af konkursdekret eller indledning af rekonstruktionsbehandling mod en deltager ikke er til hinder for, at midler eller værdipapirer, der er disponible på den deltagers afregningskonto, kan anvendes på forretningsdagen, hvor konkursen indtræder eller rekonstruktionsbehandlingen indledes, til at indfri deltagerens forpligtelser til at afvikle overførselsordrer, der er indgået i værdipapirafviklingssystemet, det registrerede betalingssystem eller det interoperable system, jf. § 166, jf. 163, stk. 2.

Det foreslås, at afregningskonto defineres i § 3, nr. 36, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 8, nr. 6.

Ved afvikling af værdipapirhandler, hvor der leveres værdipapirer mod penge, stiller Nationalbanken kroner til rådighed for afviklingen. Det gælder også, hvis afvikling sker på T2S-platformen, hvorpå deltagerne har dedikerede afregningskonti, der stilles til rådighed af Nationalbanken. Det lægges til grund, at deltagernes dedikerede afregningskonti er øremærket som afregningskonto og udelukkende kan anvendes som afregningskonto ved deltagelse i værdipapirafviklingen.

For en deltager, der også er kontoførende institut, vil insolvens også have den konsekvens, at en tilslutningsaftale ophører med omgående virkning, jf. § 193, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, hvilket har den konsekvens, at det kontoførende institut ikke længere kan foretage indrapportering til registrering i en værdipapircentral. Systemet vil dog fortsat være beskyttet mod deltagerens insolvens, selv om tilslutningsaftalen som kontoførende institut er ophørt med omgående virkning.

En overførsel i Nationalbankens system til en T2S-konto, en såkaldt dedicated cash account (DCA), er en intern overførsel og ikke en overførselsordre som defineret i § 3, nr. 29, i lov om kapitalmarkeder. Denne overførsel til den dedikerede afregningskonto er derfor ikke beskyttet efter den gældende § 163, hvorfor en lovændring er nødvendig.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en værdipapirafvikling, der finder sted uden afgivelse af garantistillelse, som det f.eks. er tilfældet på T2S, vil være beskyttet mod en deltagers insolvens i løbet af den dag, hvor insolvensen indtræder. Forpligtelsen til at stille likviditet på en afregningskonto til rådighed til brug for afviklingen indtil de respektive cut-offs vil herefter kunne efterleves uden risiko for, at dispositionerne efterfølgende bliver underkendt af den insolvente deltagers konkursbo.

Afviklingssystemer kan kun bruge afregningskontoen til at inddække ordrer, der er blevet endelige, jf. § 166, hvorefter et system skal have fastsat et tidspunkt for, hvornår der indtræder endelighed i afviklingen. Tidspunktet er afgørende for, hvornår overførselsordrer er bindende og har retsvirkning over for tredjeparter. Efter § 163, stk. 2, kan en fordring blive uigenkaldelig i henhold til et tidspunkt fastsat i henhold til § 166 efter, at der er afsagt konkursdekret eller indledt rekonstruktionsbehandling, men på den dag, hvor konkursdekret er afsagt eller rekonstruktionsbehandling er indledt, hvis systemoperatøren, værdipapirafviklingssystemet, det registrerede betalingssystem, interoperable system eller Danmarks Nationalbank hverken var eller burde have været vidende om konkursen eller rekonstruktionsbehandlingen.

Det følger af § 163 a, at det er midler eller værdipapirer, der er disponible på deltagerens afregningskonto, som kan anvendes til at afvikle overførselsordrer, der er indgået i et system, jf. § 166, jf. § 163, stk. 2.

Med den foreslåede bestemmelse vil et konkursbo skulle respektere, at der trækkes på en insolvent deltagers afregningskonto i forbindelse med realtidsafvikling. En insolvent deltager vil således kunne deltage i afviklingen resten af forretningsdagen, hvor konkursen indtræder, så længe der er dækning på den dedikerede afregningskonto.

Den foreslåede ændring er en fravigelse af konkurslovens almindelige principper (det konkursretlige lighedsprincip). En sådan fravigelse kan kun begrundes i tungtvejende samfundsøkonomiske hensyn til den grundlæggende sikkerhed i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Det overordnede formål med finalitydirektivet er at sikre denne grundlæggende sikkerhed omkring afviklingen i systemerne ved at eliminere de risici, som deltagerne (finansielle institutter) har, hvis afviklingen ikke forløber smidigt og f.eks. bliver stoppet eller rullet tilbage pga. insolvens hos en deltager. Herved sikres den samfundsmæssige interesse i, at betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer fungerer sikkert og effektivt med henblik på at sikre den finansielle stabilitet i markedet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4 i finalitydirektivet.

Der henvises til punkt 2.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20 (§ 176, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 176 fastlægger, hvilke aktører der kan være deltagere i et registreret betalingssystem.

Det foreslås at ændre § 176, nr. 4, således, at henvisningen til § 3, nr. 27, i stedet bliver § 3, nr. 24. Forslaget er alene en konsekvensændring af lovforslagets § 8, nr. 3, som ophæver en række numre i § 3 i lov om kapitalmarkeder, hvorefter nr. 27 bliver nr. 24. Forslaget indeholder ingen materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 8, nr. 3.

Til nr. 21 (§ 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 212 fastlægger, hvilke virksomheder Finanstilsynet i henhold til lov om kapitalmarkeder fører tilsyn med. Tilsynsvirksomheden består bl.a. i udstedelse af tilladelser, løbende indberetninger samt undersøgelser på stedet.

Det følger af den gældende § 212, stk. 1, at Finanstilsynet fører tilsyn med operatører af en markedsplads, udbydere af dataindberetningstjenester, centrale modparter (CCP’er), værdipapircentraler (CSD’er), kontoførende institutter, registrerede betalingssystemer samt administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks.

Det foreslås at ændre § 212, stk. 1, således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med MiFIR og har en undtagelse i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i MiFIR.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor er der fortsat behov for, at Finanstilsynet har adgang til at føre tilsyn med disse i medfør af § 212 i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 og 23 (§ 214, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 214 i lov om kapitalmarkeder fastlægger Finanstilsynets beføjelse til at kræve oplysninger, dokumenter eller andre former for data hos fysiske og juridiske personer til brug for Finanstilsynets tilsyn med de virksomheder, som er omtalt i § 212, og Finanstilsynets undersøgelse af forhold vedrørende regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det følger af det gældende stk. 2, at Finanstilsynet kan kræve, at revisorer for fondsmæglerselskaber, operatører af et reguleret marked og udbydere af dataindberetningstjenester samt revisorer, der reviderer eller udfører andre revisionsopgaver for udstedere, udbydere af omsættelige værdipapirer eller personer, der anmoder om optagelse til handel af et finansielt instrument på en markedsplads, fremlægger oplysninger, der skønnes at være nødvendige for Finanstilsynets afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, i lov om kapitalmarkeder. Finanstilsynet kan endvidere kræve dokumenter udleveret fra revisor til brug for Finanstilsynets afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af reglerne i kapitel 5 og 7 og § 213 i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af det gældende stk. 4, at Finanstilsynet endvidere uden retskendelse kan kræve udlevering af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation eller fortegnelser over datatrafik hos et fondsmæglerselskab, operatører af en markedsplads, udbydere af dataindberetningstjenester samt administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks.

Det foreslås at ændre § 214, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse. Herunder de regler i § 214, hvormed Finanstilsynet har mulighed for at indhente relevante oplysninger til brug for tilsynsvirksomheden hos de APA’er og ARM’er, der måtte være under tilsyn af Finanstilsynet. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 214, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 306.

Forslaget implementerer artikel 1, stk. 3, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24-30 (§ 221 i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 147 i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne om egnethed og hæderlighed for ledelsen af udbyder i dataindberetningstjenester, og den gældende § 148 indeholder krav om, at ledelsesmedlemmer i en udbyder af dataindberetningstjenester eller indehaveren af en udbyder af dataindberetningstjenester skal afsætte tilstrækkelig tid til varetagelsen af hvervet eller stillingen i den pågældende udbyder.

Den gældende § 221 i lov om kapitalmarkeder fastlægger regler om Finanstilsynets muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetningstjenester. Derudover fastsætter § 221 en række beføjelser for Finanstilsynet til at kunne meddele påbud over for en udbyder af dataindberetningstjenester eller et medlem af bestyrelsen i en udbyder af dataindberetningstjenester, som ikke overholder reglerne i henholdsvis §§ 147 og 148.

Den gældende § 221 i lov om kapitalmarkeder implementerer artikel 45, stk. 7, 63, stk. 5, og 69, stk. 2, litra u, i MiFID II.

Det foreslås i § 221, stk. 1 og 2, stk. 4, 1. og 3. pkt., samt stk. 6, 8 og 9, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår. Det betyder, at begrebet vil udgå alle steder i § 221.

Det foreslås endvidere i § 221, stk. 1 og 2, at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 2-5, og § 148 ændres til »eller § 69«. I § 221, stk. 4, 1. pkt., foreslås det, at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 3, udgår.

I § 221, stk. 5, foreslås det, at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, og § 148 udgår, og i § 221, stk. 8, foreslås det, at henvisningen til § 144 stk. 1, nr. 5, udgår.

De foreslåede ændringer medfører, at alle henvisninger til §§ 147 og 148 udgår af § 221. §§ 147 og 148 foreslås ophævet ved lovforslagets § 8, nr. 18.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fremover vil være reguleret i MiFIR. Reglerne i MiFIR er umiddelbart gældende i Danmark. De foreslåede ændringer af § 221 skal derfor ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 18, hvor det foreslås at ophæve reglerne i afsnit IX i lov om kapitalmarkeder.

I og med at reglerne i lov om kapitalmarkeder om, at udbydere af dataindberetningstjenester skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes, ophæves, foreslås det som konsekvens heraf ligeledes at ophæve reglerne om Finanstilsynets mulighed for at afsætte et ledelsesmedlem hos en udbyder af dataindberetningstjenester, hvis ledelsesmedlemmet ikke lever op til de gældende regler.

Der vil være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn fra en kompetent myndighed i det enkelte medlemsland. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. For de APA’er og ARM’er som vil være underlagt tilsyn af Finanstilsynet gælder kravene til ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester i artikel 27f i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 6, i omnibusforordningen.

§ 211 i lov om kapitalmarkeder er den generelle hjemmel for Finanstilsynet til at give reaktioner såsom påbud og påtaler. Bestemmelsen fastlægger, hvilke regler Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør loven, regler fastsat i medfør af loven samt øvrig regulering, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Det følger af § 211, stk. 2, nr. 6, at Finanstilsynet påser overholdelsen af MiFIR og regler fastsat i medfør heraf. § 212 i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvilke virksomheder Finanstilsynet i henhold til loven skal føre tilsyn med. Tilsynsvirksomheden består i udstedelse af tilladelser, løbende indberetninger m.v. samt undersøgelser på stedet. Det betyder, at Finanstilsynet kan anvende de tillagte tilsynsbeføjelser i lov om kapitalmarkeder overfor de APA’er og ARM’er, som fremover vil være omfattet af den omtalte undtagelse i MiFIR og derfor vil skulle meddeles tilladelse og være under tilsyn fra Finanstilsynet.

Herudover kan Finanstilsynet i medfør af § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter lov om kapitalmarkeder eller regler fastsat i medfør af loven og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder. Efterkommer en juridisk person ikke påbuddet, kan Finanstilsynet i særlige tilfælde benytte hjemlen i § 256 i lov om kapitalmarkeder til at udstede tvangsbøder, indtil personen efterkommer påbuddet. Kun i helt særlige tilfælde kan Finanstilsynet pålægge fysiske personer tvangsbøder. Finanstilsynets anvendelse af tvangsbøder er underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper om proportionalitet. Der skal være særligt tungtvejende grunde til anvendelse af reglerne om tvangsbøder. Manglende efterlevelse af et påbud kan endvidere medføre bøde i henhold til § 254 i lov om kapitalmarkeder. Ansvarssubjektet for overtrædelse heraf er den fysiske eller juridiske person, som er modtager af påbuddet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31 og 32 (§ 224, stk. 4, § 225, stk. 1, nr. 8, og nr. 10 og 12, § 226, nr. 6 og 11, og § 227, nr. 5, i lov om kapitalmarkeder)

De gældende §§ 224-227 i lov om kapitalmarkeder vedrører alle tavshedspligt og undtagelser hertil i form af videregivelse af fortrolige oplysninger i specifikt angivne tilfælde og til specifikt angivne myndigheder m.v.

Den gældende § 224 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om tavshedspligt for Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank. Det følger af stk. 4, at fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en operatør af en markedsplads, en udbyder af dataindberetningstjenester, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem eller andre omfattet af lov om kapitalmarkeder er erklæret konkurs eller er trådt i likvidation, og oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde de pågældende personer eller andre omfattet af loven.

Den gældende § 225 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til en række nationale myndigheder og domstole. Det gælder bl.a. Folketingets stående udvalg vedrørende generelle økonomiske forhold i bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, for så vidt angår krisehåndtering af virksomhederne, når der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal yde garanti eller stille midler til rådighed, jf. stk. 1, nr. 8. Det gælder desuden videregivelse af fortrolige oplysninger til interessenter, herunder myndigheder, involveret i et forsøg på at redde bl.a. en nødlidende udbyder af dataindberetningstjenester, når Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervsministeren, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor, jf. stk. 1, nr. 10. Ligeledes er det muligt at videregive fortrolige oplysninger til personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelse af deres opgaver, jf. stk. 1, nr. 12.

Den gældende § 226 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til en række institutioner, myndigheder og organer m.v. i et andet EU-/EØS-land m.v. Det gælder bl.a. for myndigheder, der fører tilsyn med personer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester og et registreret betalingssystem, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver. Det gælder også for ministre med ansvar for den finansielle lovgivning i et andet EU-/EØS-land m.v. i forbindelse med krisehåndtering af bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, hvis virksomhed har væsentlig betydning for den finansielle stabilitet i det pågældende land.

Den gældende § 227 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til en række institutioner, myndigheder og organer m.v. i et tredjeland. Det gælder bl.a. for myndigheder i et tredjeland, der fører tilsyn med personer i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester.

Det foreslås at ændre § 224, stk. 4, § 225, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., nr. 10 og nr. 12, § 226, nr. 6 og nr. 11, og § 227, nr. 5, således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse. Herunder regler om tavshedspligt og undtagelser hertil vedrørende de APA’er og ARM’er, der er underlagt tilsyn af Finanstilsynet. Der henvises til de oprindelige bemærkninger til § 224, stk. 4, § 225, stk. 1, nr. 8, 10 og 12, § 226, nr. 6 og 11, og § 227, nr. 5, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 322 ff.

Som følge af det foreslåede vil rækkefølgen i § 226, nr. 6, ændres således, at rækkefølgen i bestemmelsen bliver enslydende med rækkefølgen i de øvrige bestemmelser, som er nævnt. Der er alene tale om en korrektion uden materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33 (§ 233, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 233 fastlægger klageadgangen for personer, som en afgørelse retter sig mod, i det tilfælde hvor afgørelsen er truffet af en operatør af et reguleret marked, en operatør af en MHF eller en OHF, en udbyder af dataindberetningstjenester, en CCP, en CSD eller et kontoførende institut.

Det følger således af § 233, stk. 1, 1. pkt., at afgørelser truffet af bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester kan indbringes for Finanstilsynet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås at ændre § 233, stk. 1, 1. pkt., således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at der fortsat er nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som gælder for disse. Derfor bør der fortsat være klageadgang for den fysiske eller juridiske person, som en APA eller ARM, der fremover vil være underlagt tilsyn, træffer imod personen eller virksomheden. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 233, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 338.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34 (§ 242 i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 242, at hvis en operatør af en markedsplads, en udbyder af dataindberetningstjenester, en CCP eller en CSD videregiver oplysninger om virksomheden, og oplysningerne er kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende, og Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have skadevirkning for virksomhedens kunder, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå finansielle instrumenter udstedt af virksomheden handles, markedets ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet generelt.

Det foreslås at ændre § 242 således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at der fortsat er nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som gælder for disse. Derfor bør Finanstilsynet fortsat have beføjelse til påbyde en APA eller ARM, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstilsynet, at berigtige oplysninger, som er kommet offentligheden til kendskab, og som Finanstilsynet vurderer, er misvisende og kan have en skadevirkende effekt. Der henvises til de oprindelige bemærkninger til § 242, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155, side 350.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35 (§ 246, stk. 1, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 246 fastlægger, hvilke fysiske og juridiske personer der skal betale afgift til Finanstilsynet. Af nr. 4 fremgår udbydere af dataindberetningstjenester.

Der foreslås at nyaffatte § 246, stk. 1, nr. 4, således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til godkendte offentliggørelsesordning (APA) og godkendte indberetningsmekanisme (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse med forordringens artikel 2, stk. 3.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at de APA’er eller ARM’er, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstilsynet skal betale afgift til Finanstilsynet. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 246, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 354.

Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed omhandler finansieringen af Finanstilsynet, der primært dækkes af opkrævning af afgifter. § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed foreslås ligeledes ændret ved nærværende lovforslag. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 19.

Det grundbeløb, der skal betales i medfør af § 361 i lov om finansiel virksomhed, reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven. Afgifterne for det pågældende år opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året, jf. § 369 i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 36 (§ 247, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

I medfør af den gældende § 247 i lov om kapitalmarkeder straffes overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen implementerer bl.a. artikel 70, stk. 3, litra a, og artikel 70, stk. 4, litra a, i MIFID II.

Det foreslås i oplistningen i § 247, stk. 1, at henvisningerne til § 142, stk. 1, § 145, § 146, stk. 1 og 2, § 147, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 147, stk. 4, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, §§ 149-162 udgår.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR, og at de gældende regler om udbydere af dataindberetningstjenester foreslås ophævet ved lovforslagets § 8, nr. 16. Henvisningerne til de bestemmelser, som foreslås ophævet, foreslås således at udgå af strafbestemmelsen.

Artikel 70, stk. 3, litra a, og artikel 70, stk. 4, litra a, i MIFID II ændres ved § 1, stk. 5, i omnibusdirektivet. Ændringerne medfører, at henvisningerne til de bestemmelser, som vedrører udbydere af dataindberetningstjenester, som udgår med artikel 1, stk. 4, i omnibusdirektivet, udgår af strafbestemmelserne i MiFID II.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra a, nr. i), og en delvis gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 37 (§ 248 i lov om kapitalmarkeder)

Overtrædelse af reglerne for udbydere af dataindberetningstjenester straffes efter gældende ret med bøde i henhold til § 247, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Den gældende § 248 i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvilke overtrædelser af reglerne i MiFIR, der straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen implementerer artikel 70, stk. 3, litra b, og stk. 4, litra b, i MiFID II.

Det foreslås, at § 248 ændres således, at overtrædelse af artikel 27f, stk. 1- 3, artikel 27g, stk. 1-5, og artikel 27i, stk. 1-4, hvis en APA eller ARM har en undtagelse i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i MiFIR kan straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR, og at de gældende regler om udbydere af dataindberetningstjenester foreslås ophævet ved lovforslagets § 1, nr. 16. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b.

Derfor bør Finanstilsynet have sanktionsmuligheder overfor disse, hvis de ikke overholder de specifikt oplistede regler i MiFIR. For udbydere af dataindberetningstjenester, som vil være underlagt tilsyn af ESMA, har ESMA en række sanktionsbeføjelser overfor disse.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra a, nr. ii), og en delvis gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra b, i omnibusdirektivet, som ændrer artikel 70, stk. 3, litra b, og stk. 4, litra b, i MiFID II.

Det følger af § 255, stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter 5. kapitel i straffeloven. Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven fremgår, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til - ud over tiltalen mod den juridiske person - tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

Det følger endvidere af § 255, stk. 5, at der ved udmåling af bøder efter § 248 skal lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold.

Nedenfor vil det fremgå, hvis der skal lægges vægt på noget særligt ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, eller hvis der skal indgå noget særligt som skærpende eller formildende omstændigheder. Hvor der ikke skal lægges vægt på noget særligt, vil det være de almindelige regler, herunder særligt §§ 51 og 80-82 i straffeloven, der finder anvendelse.

Nedenfor anføres forpligtelserne vedrørende de enkelte artikler, der kan overtrædes:

Artikel 27f i MiFIR indeholder regler om krav til ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester.

I henhold til stk. 1 skal ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester til enhver tid have et tilstrækkeligt godt omdømme, have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring og afsætte tilstrækkelig tid til at udføre sine opgaver. Ledelsesorganet skal besidde tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå de aktiviteter, der udføres af udbyderen af dataindberetningstjenester. Hvert medlem af ledelsesorganet skal udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed for effektivt at kunne anfægte afgørelser truffet af den øverste ledelse, hvor det er nødvendigt, og for effektivt at kunne føre tilsyn med og overvåge ledelsens beslutningstagning, hvor dette er nødvendigt.

I henhold til stk. 2 skal en udbyder af dataindberetningstjenester underrette ESMA eller, hvor det er relevant, den nationale kompetente myndighed om navnene på alle medlemmer af udbyderens ledelsesorgan og om samtlige ændringer af dets medlemskab sammen med alle oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om enheden opfylder bestemmelserne i stk. 1.

I henhold til stk. 3 skal ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester fastlægge og føre tilsyn med gennemførelsen af governanceordninger, som sikrer effektiv og forsigtig ledelse af en organisation, herunder adskillelse af opgaver i organisationen og forebyggelse af interessekonflikter, og på en sådan måde at markedets integritet fremmes og kundernes interesser tilgodeses.

Ifølge artikel 2, nr. 22, i MiFIR skal ledelsesorgan i MiFIR forstås i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 36, i MiFID II. Det følger af artikel 4, stk. 1, nr. 36, i MiFID II, som ændret ved artikel 1, stk. 2, litra a, at et ledelsesorgan er defineret som det eller de organer i et investeringsselskab, en markedsoperatør eller en udbyder af dataindberetningstjenester som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 36a), i forordning (EU) nr. 600/2014, som er udpeget i overensstemmelse med national lovgivning, der har beføjelse til at fastlægge enhedens strategi, målsætninger og generelle ledelsesprincipper, og som fører tilsyn med og overvåger ledelsens beslutningstagning og omfatter personer, som varetager enhedens daglige ledelse. Når der i dette direktiv henvises til ledelsesorganet, og hvor ledelsesorganers ledelsesfunktion og tilsynsfunktion i henhold til national lovgivning overdrages til forskellige organer eller forskellige medlemmer i et organ, foretager medlemsstaten en skelnen mellem de ansvarlige organer og medlemmer af ledelsesorganet i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, medmindre andet er fastsat i dette direktiv.

Det mulige ansvarssubjekt for straf for overtrædelse af såvel artikel 27f, stk. 1 og 3, er herefter det pågældende ledelsesmedlem, eller for en APA eller ARM, der er en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren. Det mulige ansvarssubjekt for straf for overtrædelse af artikel 27f, stk. 2, er den eller de ledelsesansvarlige for udbyderen af dataindberetningstjenester. Med den eller de ledelsesansvarlige forstås den eller de personer, der er ansvarlige for den overordnede henholdsvis daglige ledelse af APA’en eller ARM’en. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for, om en person anses for at være den ledelsesansvarlige. Det afgørende for, hvilke personer der omfattes af egnetheds- og hæderlighedskravene, er, om den eller de pågældende personer faktisk er ansvarlige for den overordnede og/eller den daglige ledelse af udbyderen.

Artikel 27g i MiFIR fastsætter de organisatoriske krav til APA’er. Stk. 1 og 2 omhandler offentliggørelse af en række oplysninger, herunder at der skal være etableret egnede politikker og ordninger til at kunne offentliggøre de pågældende oplysninger. Stk. 3 fastsætter, at en APA skal have og vedligeholde effektive administrative ordninger med henblik på at forebygge interessekonflikter med kunderne. Stk. 4 fastsætter, at en APA skal etablere forsvarlige sikkerhedsmekanismer med henblik på at garantere sikre midler til overførsel af information, minimere risikoen for dataforveksling og uautoriseret adgang og forhindre lækage af oplysninger før offentliggørelse. Stk. 5 fastsætter, at APA’en skal etablere systemer, som gør det muligt effektivt at kontrollere, om handelsindberetningerne er fuldstændige, identificere udeladelser og åbenbare fejl og anmode om fornyet fremsendelse af enhver fejlbehæftet indberetning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1-5 er den fysiske eller juridiske person, der har tilladelse til at drive APA’en.

Artikel 27i fastsætter de organisatoriske krav til ARM’er. Stk. 1 fastsætter, at en ARM skal etablere egnede politikker og ordninger til at kunne indberette nogle specifikt bestemte oplysninger. Stk. 2 fastsætter, at en ARM skal have og vedligeholde effektive administrative ordninger med henblik på at forebygge interessekonflikter med kunderne. Stk. 3 fastsætter, at en ARM skal etablere forsvarlige sikkerhedsmekanismer med henblik på at garantere sikkerheden og autentificering af midlerne til overførsel af information, minimere risikoen for dataforvanskning og uautoriseret adgang og forhindre lækage af oplysninger, således at datafortroligheden opretholdes til enhver tid. Stk. 4 fastsætter, at ARM’en skal etablere systemer, som effektivt kan kontrollere, om transaktionsindberetningerne er fuldstændige, identificere udeladelser og åbenbare fejl forårsaget af investeringsselskabet, og hvor en sådan fejl eller udeladelse forekommer, meddele investeringsselskabet nærmere oplysninger om fejlen eller udeladelsen og anmode om fornyet fremsendelse af enhver således fejlbehæftet indberetning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1-4 er den fysiske eller juridiske person, der har tilladelse til at drive ARM’en.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af § 254, stk. 1, at bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, der undlader at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220, eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det følger af § 254, stk. 3, at hvis en person, der er knyttet til bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås at ændre § 254, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor bør de også være omfattet af de sanktionsmuligheder, der er i Danmark i de tilfælde, hvor en ARM eller APA under nationalt tilsyn ikke efterlever et påbud eller giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet m.fl. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 254, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 39 (§ 254, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 254 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af § 254, stk. 2, at med bøde straffes et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked eller i en udbyder af dataindberetningstjenester, der ikke efterkommer et påbud, der er givet efter § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt. Med bøde straffes tillige et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked, der ikke efterkommer et påbud, der er givet efter § 221, stk. 3.

Det foreslås at nyaffatte § 254, stk. 2, således at bestemmelsen fastsætter, at med bøde straffes et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked, der ikke efterkommer et påbud, der er givet efter § 221, stk. 2, 3, og stk. 4, 3. pkt. Ændringen er en konsekvens af de ændringer til § 221 i lov om kapitalmarkeder, som foreslås i lovforslagets § 8, nr. 25. Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 25, foreslås det, at udbydere af dataindberetningstjenester helt udgår af § 221 i lov om kapitalmarkeder. Derfor foreslås det ligeledes, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af § 256, stk. 3, da disse ikke længere vil kunne få et påbud efter § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt. Da udbydere af dataindberetningstjenester ikke længere bør indgå i § 254, stk. 2, vedrører bestemmelsen alene en operatør af et reguleret marked. Derfor foreslås det at nyaffatte § 254, stk. 2, ved at sammenskrive 1. og 2. pkt.

§ 221, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt., giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked at nedlægge sit hverv, hvis denne ikke lever op til egnetheds- og hæderligheds-kravene, begrænsningen i antal af ledelsesposter og kravet om afsættelse af tilstrækkelig tid. Et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked kan pålægges bøde, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at nedlægge sit hverv, som følge af at denne ikke længere lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Egnetheds- og hæderlighedskravene for så vidt angår operatører af et reguleret marked fremgår af § 68 i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises nærmere til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 24-30 og 38. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 40 (§ 255, stk. 5, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 255, stk. 5, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder fastlægger, at ved udmåling af bøder efter kapitel 42 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold.

Det foreslås i § 255, stk. 5, 1. pkt. at indsætte »skal der« i bestemmelsen efter »dette kapitel«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet for § 25, 1. pkt., og § 30 i lov om kapitalmarkeder.

§ 25, 1. pkt., vedrører indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, og § 30 vedrører oplysningspligt om ændringer i storaktionærers besiddelser.

Der findes allerede i dag i bemærkningerne til § 255 et vejledende bødeniveau for overtrædelse af en række bestemmelser, som Finanstilsynet vil kunne få hjemmel til at udstede administrative bødeforelæg for, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 381.

I forbindelse med arbejdet på en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på kapitalmarkedsområdet er det fundet hensigtsmæssigt at kunne udstede administrative bødeforelæg for overtrædelse af § 25, 1. pkt., og § 30 i lov om kapitalmarkeder. Der er imidlertid ikke et vejledende bødeniveau for overtrædelse af disse bestemmelser i lovbemærkningerne, hvilket er en forudsætning for at kunne udstede administrative bødeforelæg. Formålet med ændringen er derfor at få tilvejebragt et normalstrafniveau for overtrædelse af de pågældende bestemmelser.

Det følger af § 25, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en udsteder samtidig med offentliggørelsen af oplysninger, som nævnt i § 24, stk. 1, skal indsende oplysningerne til Finanstilsynet, som opbevarer dem. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af bestemmelsen er udstederen. Den strafbare handling består i at undlade at indsende offentliggjorte oplysninger til Finanstilsynet. Formålet med bestemmelsen er at give offentligheden mulighed for at kunne hente oplysninger om udstedere ét samlet sted. De indsendte oplysninger indgår endvidere i Finanstilsynets generelle overvågning af kapitalmarkederne.

Overtrædelse af bestemmelsen kan medføre, at offentligheden ikke har adgang til de oplysninger, som de skal have i henhold til lov om kapitalmarkeder. Yderligere kan overtrædelser medvirke til at skade tilsynet med kapitalmarkederne.

En strafbar handling kan bl.a. bestå i, at en udsteder forsætligt undlader at indsende oplysninger til Finanstilsynet, eller at en udsteder på grund af uagtsomhed fejlagtigt sender offentliggørelse af intern viden som en pressemeddelelse via deres nyhedsdistributør uden at sikre, at der samtidig sker indsendelse af oplysningerne til Finanstilsynet.

Finanstilsynet vurderer, at konstateringen af overtrædelser generelt vil være ukompliceret, og at flertallet af sager ikke vil give anledning til bevismæssig tvivl.

Bødeniveauet for en overtrædelse forudsættes som udgangspunkt fastsat til en bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde. Der er herved lagt vægt på, at overtrædelse af bestemmelsen kan medføre, at offentligheden ikke har adgang til de oplysninger, de skal have i henhold til lov om kapitalmarkeder, og at overtrædelser kan medvirke til at skade tilsynet med kapitalmarkederne. Endvidere er der lagt vægt på overtrædelsens sammenlignelighed med en overtrædelse af § 24, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 381, hvoraf fremgår af bemærkninger til bestemmelsen, at straffen for overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af oplysninger, jf. § 24, som udgangspunkt er en bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde. Pendanten til den påtænkte bestemmelse i en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på kapitalmarkedsområdet findes i den gældende § 3, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område.

Det følger af § 30 i lov om kapitalmarkeder, at en udsteder af aktier efter modtagelsen af en meddelelse om flagning af stemmerettigheder og aktiekapital, jf. §§ 38-40 i lov om kapitalmarkeder, skal offentliggøre indholdet af meddelelsen, og at dette skal ske efter modtagelsen af meddelelsen, dog senest tre hverdage herefter. §§ 38-40 omhandler storaktionærmeddelelser. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 30 er udstederen.

Oplysning om større aktiebesiddelser er af væsentlig betydning for kapitalmarkederne. En udsteders manglende videreformidling af større aktiebesiddelser m.v. kan derfor medføre, at investorer mangler væsentlig information om en udsteders ejerforhold.

Den strafbare handling kan bestå i, at udstederen undlader at offentliggøre indholdet af den meddelelse, som er modtaget efter §§ 38-40, senest tre hverdage efter modtagelsen. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er bl.a., hvis en virksomhed forsætligt undlader at offentliggøre visse investorers aktiebesiddelser, men offentliggør andre besiddelser. Der kan endvidere være tale om en overtrædelse, hvis en udsteder ikke offentliggør informationerne særskilt efter at have modtaget disse. En sådan situation kan eksempelvis opstå, hvor udsteder vælger at samle modtagne meddelelser og offentliggøre i en samlet meddelelse.

Finanstilsynet vurderer, at konstateringen af overtrædelser generelt vil være ukompliceret, og at flertallet af sager ikke vil give anledning til bevismæssig tvivl.

Bødeniveauet for en overtrædelse forudsættes som udgangspunkt fastsat til en bøde på 50.000 kr. i førstegangstilfælde. Der er herved lagt vægt på, at en overtrædelse af bestemmelsen bør anses for en grov overtrædelse af loven, og dermed bør bødeniveauet være betydeligt højere end udgangspunktet for en overtrædelse af storaktionærens flagningspligt på 15.000 kr., jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 381, hvoraf det fremgår, at straffen for overtrædelse af flagningsregler for storaktionærer, jf. § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, og § 40, stk. 1, som udgangspunkt er en bøde på 15.000 kr. i førstegangstilfælde. I dag er det muligt at anvende administrativt bødeforelæg ved manglende, mangelfuld eller forkert meddelelse til selskabet og Finanstilsynet om besiddelse af aktier samt manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse af besiddelse af aktier, jf. § 3, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område. Fremadrettet forventes bestemmelsen således videreført i en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på kapitalmarkedsområdet.

Hvis en overtrædelse af de pågældende bestemmelser ikke kan anses for ukompliceret, uden bevismæssige tvivlsspørgsmål eller overtrædelsen rejser tvivl om det rette sanktionsniveau, skal Finanstilsynet overgive sagen til politiet og anklagemyndigheden til videre foranstaltning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 41 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det fremgår af stk. 1, at hvis en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester undlader at efterkomme de pligter, der efter lov om kapitalmarkeder eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, kan Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Det følger af stk. 3, at hvis en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetningstjenester undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., kan operatøren af det regulerede marked henholdsvis udbyderen af dataindberetningstjenester pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Det foreslås at ændre § 256, stk. 1, således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor bør de også være omfattet af de muligheder i lov om kapitalmarkeder, der er for at anvende tvangsbøder. Der henvises til de oprindelige bemærkninger til § 256, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Det foreslås desuden at ændre § 256, stk. 3, således, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af bestemmelsen. Ændringen er en konsekvens af de ændringer til § 221 i lov om kapitalmarkeder, som foreslås i lovforslagets § 8, nr. 24. Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 24, foreslås det, at udbydere af dataindberetningstjenester helt udgår af § 221 i lov om kapitalmarkeder. Derfor foreslås det ligeledes, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af § 256, stk. 3, da disse ikke længere vil kunne få et påbud efter § 221, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 9

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber, der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve den pågældende virksomhed.

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at et selskab, der ønsker tilladelse som ejendomskreditselskab, i forbindelse med ansøgning til Finanstilsynet skal dokumentere, at den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 9, nr. 3, hvor den gældende § 3, stk. 1, nr. 5, foreslås ophævet. Som følge heraf foreslås det at indsætte »og« i nr. 3 , så sætningskæden bliver korrekt.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)

Efter § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber skal et selskab, der ønsker tilladelse til at drive ejendomskreditselskab, dokumentere, at ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 9, nr. 3, hvor den gældende § 3, stk. 1, nr. 5, foreslås ophævet. Med henblik på at sikre en korrekt sætningskæde foreslås det i nr. 4 at slette »og«.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve den pågældende virksomhed.

Finanstilsynet giver på baggrund af en række krav et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab. Efter stk. 1, nr. 5, skal selskabet dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu indsættes. Selskabet skal endvidere sørge for, at der er stillet passende sikkerhed for disse midler.

Det foreslås med lovforslagets § 9, nr. 4, at indsætte et nyt stk. 2 i § 3, der indeholder krav om oprettelse af en særlig konto for ejendomskreditselskaber, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom.

Som en konsekvens af den i § 9, nr. 4, foreslåede ændring, foreslås det at ophæve § 3, stk. 1, nr. 5, idet bestemmelsens indhold videreføres i et nyt stk. 2. Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til forslagets § 9, nr. 4.

Til nr. 4 (§ 3 i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber, der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve den pågældende virksomhed.

Finanstilsynet giver et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, når selskabet drives i aktie- eller et anpartsselskabsform, selskabet har en bestyrelse og en direktion, og medlemmerne opfylder betingelserne i lovens § 4, den pantebrevsansvarlige opfylder betingelserne i § 5, og ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

Efter den gældende stk. 1, nr. 5, skal selskabet dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu indsættes. Selskabet skal endvidere sørge for, at der er stillet passende sikkerhed for disse midler.

Det forslås at indsætte et nyt stk. 2 i § 3, hvorefter et ejendomskreditselskab, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, udover kravene i stk. 1 skal dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 6. Bestemmelsen svarer med mindre ændringer til den gældende § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber.

Når et ejendomskreditselskab køber et pantebrev af en forbruger skal selskabet, i perioden fra aftalen er indgået, til provenuet kan udbetales, overføre det omhandlede provenu til en særskilt konto i et pengeinstitut, ofte kaldet en klientkonto. Et ejendomskreditselskab, der handler med forbrugere, skal for at imødekomme kravet om sikkerhed tegne en garantiforsikring eller en garantistillelse fra et pengeinstitut for denne særskilte konto.

Bestemmelsen stiller krav om, at der foreligger sikkerhed for opfyldelsen af depengekrav, en forbruger måtte få mod selskabet i tilknytning til pantebrevshandlen. Dette skal sikre, at forbrugere har sikkerhed for at få udbetalt det aftalte provenu, når forbrugeren sælger et pantebrev til selskabet, eller har sikkerhed, hvis vedkommende forudbetaler købesummen på et pantebrev. På denne måde sikres det, at forbrugeren ikke kommer i en situation, hvor provenuet ikke kommer til udbetaling, men at pantebrevet til trods herfor sælges videre (negotiabilitet).

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det fremover alene vil være ejendomskreditselskaber, der handler pantebreve med forbrugere, som i forbindelse med en ansøgning til Finanstilsynet skal dokumentere, at der er oprettet en klientkonto. Ejendomskreditselskaber, der ikke som led i deres virksomhed køber eller sælger pantebreve til forbrugere, vil således være undtaget fra at skulle oprette – og dokumentere – en klientkonto. Disse selskaber skal i forbindelse med ansøgningen over for Finanstilsynet erklære, at selskabet ikke handler med pantebreve til forbrugere.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 2, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 3, stk. 2, anfører, at kravene i § 3, stk. 1, nr. 1-5, skal være opfyldt ved indgivelse af ansøgning samt til enhver tid, efter at tilladelse er givet.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4, indsat som et nyt stk. 2. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget foreslås det at slette henvisningen til nr. 1-5 i § 3, stk. 2, idet en henvisning til stk. 1 vil være tilstrækkelig.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 6 (§ 3, stk. 4 og 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 3, stk. 4, indeholder hjemmel til at fastsætte nærmere regler om omfang, art og den tidsmæssige udstrækning af sikkerheden nævnt i stk. 1, nr. 5.

Af § 3, stk. 5, fremgår, at ejendomskreditselskaber årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerheden nævnt i stk. 1, nr. 5.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der til forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4, indsat som et nyt stk. 2. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til stk. 1, nr. 5, i § 3, stk. 4 og 5, til stk. 2.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 7 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 12, stk. 7, anfører, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med en række bestemmelser i loven, herunder § 3, stk. 1, nr. 5.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4, indsat som et nyt stk. 2, hvorefter stk. 2-6 bliver til stk. 3-7. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til § 3, stk. 1, nr. 5, i § 12, stk. 7 til § 3, stk. 2. Endvidere ændres henvisningen til § 3, stk. 5, til § 3, stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 8 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 22, stk. 1, anfører, at overtrædelse af en række bestemmelser i loven, herunder § 3, stk. 5, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4, indsat som et nyt stk. 2, hvorefter stk. 2-6 bliver til stk. 3-7. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til § 3, stk. 5, i § 22, stk. 1, til § 3, stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

§ 10

Til nr. 1 (§ 9, stk. 1, i lov om betalingskonti)

Efter den gældende § 11 i lov om betalingskonti, jf. lovbekendtgørelse nr. 1805 af 12. december 2018, er et pengeinstitut forpligtet til at tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, medmindre oprettelsen heraf vil stride mod reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme. I en række angivne tilfælde kan oprettelse af en basal betalingskonto nægtes, jf. stk. 3.

Af den gældende § 9 i lov om betalingskonti følger det, at en basal betalingskonto skal indeholde muligheden for en række tjenesteydelser, som forbrugeren i et ubegrænset omfang skal kunne benytte sig af. Det omfatter muligheden for at kunne indsætte midler, hæve kontanter i et EU-/EØS-land, direkte debiteringer og betalingstransaktioner med betalingskort eller onlinebetaling samt kredittransaktioner, herunder stående ordrer, ved, såfremt de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale og via onlinefaciliteter.

Den gældende § 9, stk. 1, implementerer artikel 17, stk. 1, litra b-d, og stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (»betalingskontodirektivet«).

Artikel 17, stk. 1, litra a, i betalingskontodirektivet anfører, at medlemsstaterne skal sikre, at en basal betalingskonto omfatter muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto. I forbindelse med implementeringen af betalingskontodirektivet i 2016 valgte man ikke at implementere artikel 17, stk. 1, litra a, da man i dansk ret havde valgt at operere med en samlet pris for en basal betalingskonto.

Den gældende § 12 indeholder en forpligtelse for pengeinstitutter til at tilbyde forbrugere en basal betalingskonto vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Bestemmelsen foreslås ændret ved lovforslagets § 10, nr. 2. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.16.

Som led i den foreslåede ændring i lovforslagets § 10, nr. 2, vurderes det relevant at implementere artikel 17, stk. 1, litra a, idet man ikke længere opererer med en samlet pris for en basal betalingskonto. I forslagets § 10, nr. 2, foreslås en tilpasning af den nuværende model, idet det fremover vil være den enkelte tjenesteydelse, der skal være rimelig i pris. Som en konsekvens heraf vurderes det således relevant at implementere artikel 17, stk. 1, litra a, om tjenesteydelser der gør det muligt at åbne, anvende og lukke en betalingskonto.

Det følger af den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 1, at tjenesteydelser efter § 9 endvidere omfatter muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et pengeinstitut skal sikre, at en basal betalingskonto i det pågældende pengeinstitut indeholder muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto. Denne mulighed skal forbrugeren have ubegrænset mulighed for at anvende. Det følger dog af stk. 2, at pengeinstituttet kun er forpligtet til at tilbyde de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser, i det omfang tjenesteydelserne i forvejen udbydes til forbrugere, som har andre betalingskonti end en basal betalingskonto.

For pengeinstituttets adgang til at opkræve et gebyr henvises til bemærkningerne til forslagets § 10, nr. 2.

Til nr. 2 (§ 12 i lov om betalingskonti)

Den gældende § 12 i lov om betalingskonto medfører, at et pengeinstitut skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonti vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Pengeinstituttet kan pålægge forbrugeren et rimeligt gebyr ved manglende efterlevelse af forpligtelserne i en rammeaftale for en basal betalingskonto. Ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr skal der tages udgangspunkt i indkomstniveauet i Danmark, de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af danske pengeinstitutter for en betalingskonto, samt pengeinstituttets omkostninger og en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en betalingskonto. Gebyret for en basal betalingskonto må ikke være afhængig af antal gennemførte tjenesteydelser efter den gældende § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, og nr. 3, litra b.

Det foreslås at nyaffatte § 12 i lov om betalingskonti. Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 18 i betalingskontodirektivet vedrørende det gebyr, et pengeinstitut kan opkræve i relation til de tjenesteydelser, der skal tilbydes en indehaver af en basal betalingskonto enten for at tilbyde en basal betalingskonto eller i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto. Endvidere implementerer bestemmelsen artikel 17, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastlægge de forpligtelser, der følger af direktivet. Bestemmelsen skal sikre, at forbrugere, der har benyttet sig af retten til en basal betalingskonto og de tilknyttede tjenesteydelser forbundet hermed, får tilbudt dette vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Endvidere skal bestemmelsen sikre, at udbydere af betalingskonti skal kunne opkræve de gebyrer, der er nødvendige for at kunne tilbyde betalingskonti og sikre sig en indtjening på de tilknyttede tjenesteydelser.

Det følger af den foreslåede stk. 1, at et pengeinstitut skal tilbyde de tjenesteydelser, der er nævnt i § 9, til forbrugere vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 1, i betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger det overordnede princip om, at de tjenesteydelser, der er knyttet til det at have en betalingskonto, enten skal være gratis eller alene være underlagt et rimeligt gebyr. Hvad der forstås ved et rimeligt gebyr, er reguleret i forslaget til § 12, stk. 4.

Efter stk. 2 må tjenesteydelser efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og nr. 4, litra b, uanset antallet af gennemførte betalingstransaktioner ikke pålægges gebyrer udover eventuelle rimelige gebyrer. Denne begrænsning gælder ikke betalingstransaktioner med kreditkort. Bestemmelsen gennemfører artikel 17, stk. 5, i betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at gebyrer for tjenesteydelser efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og nr. 4, litra b, ikke må fastsættes på baggrund af antal gennemførte transaktioner. Begrænsningen gælder dog ikke direkte debiteringer og kredittransaktioner, jf. § 9, stk. 1, nr. 4, litra a og c. Endvidere gælder begrænsningen ikke transaktioner foretaget ved brug af kreditkort.

For transaktioner med direkte debiteringer, kredittransaktioner og kreditkort vil et pengeinstitut således kunne opkræve et gebyr, der er baseret på antallet af gennemførte transaktioner. Disse gebyrer skal dog være rimelige, jf. stk. 1, jf. kriterierne i stk. 4. Hvis pengeinstituttet vælger at tage særskilt betaling for disse tjenesteydelser, kan omkostningerne hertil ikke indgå i vurderingen af, hvad der er et rimeligt gebyr.

Efter stk. 3 kan et pengeinstitut pålægge forbrugere et rimeligt gebyr i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto. Bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 2, i betalingskontodirektivet.

Definitionen på en rammeaftale følger af § 2, nr. 15, i lov om betalingskonti. Ved en rammeaftale forstås en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af individuelle og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et pengeinstitut kan pålægge en forbruger et rimeligt gebyr i tilfælde af forbrugerens manglende efterlevelse af aftalevilkårene i rammeaftalen for en basal betalingskonto, eksempelvis ved forbrugerens manglende iagttagelse af sikkerhedsforanstaltninger ved brug af netbank, brug af betalingskort eller overholdelse af betingelserne for gennemførelse af direkte debiteringer. Kriterierne for, hvornår et gebyr er rimeligt, følger af det foreslåede stk. 4.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at der ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr skal tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark, de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, pengeinstituttets omkostninger og muligheden for, at pengeinstituttet kan opnå en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere. Bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 3, i betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et rimeligt gebyr er et dynamisk begreb, der skal afspejle forbrugernes købekraft, det gennemsnitlige gebyrniveau og pengeinstituttets omkostninger. Opregningen er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge et gebyr på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte kunde.

Ved fastlæggelsen af gebyrets størrelse vil der skulle tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark, jf. stk. 4, nr. 1 . Dette skal sikre, at gebyrets størrelse ikke afholder forbrugere fra at oprette en basal betalingskonto. Ved fastlæggelsen af indkomstniveauet i Danmark vil der blive taget udgangspunkt i oplysninger fra Danmarks Statistik.

Der skal endvidere, jf. forslaget til stk. 4, nr. 2 , tages hensyn til de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti. Bestemmelsen forbyder ikke gebyrer over det gennemsnitlige niveau, men hvis et gebyr bliver fastsat over dette niveau vil dette kunne indgå som moment i, at et gebyr ikke vil blive anset som værende rimeligt. Bestemmelsen henviser til de gennemsnitlige gebyrer for betalingskonti. Dermed skal pengeinstitutterne tage højde for det generelle gebyrniveau for betalingskonti og ikke kun niveauet af gebyrer for basale betalingskonti ved fastlæggelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr.

For at øge gennemsigtigheden for forbrugerne og dermed gøre det lettere at træffe beslutning om valg af udbyder af basal betalingskonto, er der i regi af Finans Danmark etableret en portal www.basalbetalingskonti.dk, hvor en lang række pengeinstitutters gebyrer for en basal betalingskonto er offentlig tilgængelige. En gennemgang heraf viser, at den årlige pris for en basal betalingskonto ligger mellem 0 og 1000 kr.

Endelig foreslås det ved stk. 4, nr. 3 , at pengeinstituttets omkostninger og en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere vil indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt.

Omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger. Ved direkte omkostninger forstås omkostninger, som direkte kan henføres til at udbyde en basal betalingskonto, herunder drift af de tekniske systemer, der håndterer en basal betalingskonto. Indirekte omkostninger omfatter eksempelvis omkostninger til husleje og andre omkostninger, der afholdes af pengeinstituttet, men som ikke direkte kan henføres til udbuddet af en basal betalingskonto.

En evaluering af loven viser, at det årlige gebyr, som pengeinstitutterne tager for drift af en basal betalingskonto, ligger på mellem 0 og 700 kr.

Alle kriterierne i § 12, stk. 4, skal indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt. Hvis et pengeinstitut har meget høje omkostninger, og dette medfører, at gebyret ligger over det gennemsnitligt opkrævede gebyr, jf. stk. 4, nr. 2, eller ikke står i et rimeligt forhold til indkomstniveauet i Danmark, vil dette kunne medføre, at gebyret ikke anses for at være et rimeligt gebyr. Hvis det derimod viser sig, at et gebyr svarer til det gennemsnitligt opkrævede gebyr for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, vil dette som udgangspunkt blive anset som rimeligt.

Kriterierne medfører tilsammen, at begrebet rimeligt gebyr er dynamisk, da det skal afspejle den økonomiske situation i Danmark. Opregningen af kriterier er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge gebyrer individuelt på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte kunde. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at gebyret for en basal betalingskonto kan differentieres i forhold til et pengeinstituts kundeprogrammer, så længe gebyret er rimeligt.

Det påhviler det enkelte pengeinstitut at fastsætte størrelsen for et rimeligt gebyr i henhold til de opregnede kriterier. Da Finanstilsynet fører tilsyn med institutternes efterlevelse af denne lov, vil Finanstilsynet som led i sin virksomhed have til opgave at overvåge, at pengeinstitutterne ikke opkræver et urimeligt gebyr for en basal betalingskonto.

Hvis et gebyr ikke er rimeligt, vil Finanstilsynet kunne påbyde pengeinstituttet at nedsætte gebyret. Finanstilsynet vil derimod ikke kunne pålægge pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, der er i strid med stk. 1 og 3. I denne situation vil Finanstilsynet kunne underrette Forbrugerombudsmanden, der herefter vil kunne anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb.

§ 11

Til nr. 1 (§ 25, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 25, stk. 3, i lov om betalinger, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have effektive former for virksomhedsstyring. I bestemmelsen fastsættes en række krav til ledelse og indretningen af virksomheden for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, som skal sikre, at virksomheden har effektive former for virksomhedsstyring.

Bestemmelsen har samme ordlyd som § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der kan anses som vejledende, idet der dog tages hensyn til betalingsinstitutters særlige forhold. Derudover skal § 25, stk. 1, læses i sammenhæng med § 10, stk. 1, nr. 7, i lov om betalinger, hvorefter e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have forsvarlige og effektive organisatoriske strukturer, forretningsgange og procedurer, samt § 11, stk. 1, nr. 10-17, i lov om betalinger om dokumentation for, at kravene er opfyldt.

Detaljerede regler angående ledelse og styring i finansielle virksomheder gælder i dag for bl.a. pengeinstitutter, jf. bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl.

§ 25, stk. 3, i lov om betalinger indeholder i dag alene hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe i medfør af § 25, stk. 2, der vedrører effektive procedurer for produktgodkendelse.

Det foreslås i § 25, stk. 3, at »jf. stk. 2« ændres til »jf. stk. 1 og 2«.

Ændringen vil medføre, at Finanstilsynet bemyndiges til at udstede nærmere regler i bekendtgørelsesform om de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe med henblik på at sikre, at virksomheden har effektive former for virksomhedsstyring efter § 25, stk. 1.

Med ændringen af § 25, stk. 3, er det således hensigten, at Finanstilsynet i bekendtgørelsesform kan fastsætte nærmere regler vedrørende de enkelte krav, der følger af § 25, stk. 1, i lov om betalinger. Med den foreslåede bestemmelse vil Finanstilsynet eksempelvis kunne fastsætte regler vedrørende opgave- og ansvarsfordeling for bestyrelse og direktion i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, regler for intern rapportering og risikostyring og regler for håndtering af interessekonflikter og funktionsadskillelse.

Det forventes i praksis, at Finanstilsynet vil fastsætte regler i lighed med de regler, der følger af bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. Det forudsættes dog, at Finanstilsynet, i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler om ledelse og styring i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, tager hensyn til e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters særlige forhold og karakteristika, herunder at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter i visse tilfælde kan være ganske små virksomheder

Bemyndigelsen vil blandt andet blive anvendt til at implementere retningslinjer fra den Europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) for IKT- og sikkerhedsrisikostyring. Retningslinjerne fra EBA gælder for både pengeinstitutter og e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter. På pengeinstitutområdet vil retningslinjerne blive implementeret i bekendtgørelsen om ledelse og styring af pengeinstitutter. Det er således hensigten med den foreslåede ordning, at EBAs regler skal finde ens anvendelse, når pengeinstitutter og e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter udfører de samme aktiviteter, såsom udbud af betalingskort eller internetbaserede betalingstjenester.

Til nr. 2 (§ 39 a i lov om betalinger)

Efter § 39, stk. 3, i lov om betalinger kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler vedrørende e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters outsourcing af væsentlige driftsmæssige funktioner. Bestemmelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at MitID-løsningen defineres som den danske nationale elektroniske identifikationsordning, som vil blive anmeldt i henhold til eIDAS-forordningen. MitID-løsningen kan også betegnes som en eID-ordning eller eID-løsning. Med løsningen kan der foretages elektronisk identifikation. Løsningen fungerer derved som en autentifikationstjeneste af privatpersoners digitale identiteter. MitID-løsningen er den nationale identitetsgarant for identiteter udstedt til privatpersoner.

Ved overgangen fra NemID til MitID sker der en række ændringer i den fællesoffentlige digitale infrastruktur. En central ændring medfører, at MitID-løsningen fremadrettet alene vil udgøre en autentifikationsløsning, hvor NemID-løsningen også indeholdt digital signatur. Dette medfører, at hvor der tidligere var lighed mellem NemID og digital signatur, vil der fremadrettet skulle anvendes serviceområdet Digital Signatur i NemLog-in til den offentlige digitale underskrift baseret på autentifikation med MitID.

Det følger af den kommende lov om MitID og NemLog-in, at autentifikation defineres som en proces, som genkender og verificerer en digital identitet gennem anvendelse af et elektronisk identifikationsmiddel.

Med NemID-løsningen kunne en tjenesteudbyder henvende sig til leverandøren af NemID-løsningen og blive tilsluttet løsningen. MitID-løsningen vil fungere anderledes på dette punkt, idet en tjenesteudbyder i stedet skal anvende en broker, der fungerer som bindeled mellem tjenesteudbyderen og MitID-løsningen, hvor autentifikationen sker. I NSIS-standarden, som lægges til grund for den offentlige digitale infrastruktur, defineres en identitetsbroker som formidler af en autentificeret digital identitet til tredjeparter på baggrund af en autentifikation verificeret af brokeren selv eller eventuelt af en anden tredjepart. MitID-løsningen vil således være baseret på et brokerkoncept, som indebærer, at tjenesteudbydere i stedet for at tilgå MitID-løsningen direkte tilgår løsningen gennem en broker. MitID-brokere skal være certificerede i henhold til foruddefinerede krav for at kunne tilslutte sig MitID. Der stilles dog kun krav om NSIS-anmeldelse for brokere, der ønsker at indgå i den offentlige digitale infrastruktur.

Autentifikationen, som genkender og verificerer en digital identitet sker i MitID-løsningen. Den digitale signatur vil derimod skulle udvikles af den individuelle broker eller kan tilkøbes som en service fra den offentlige broker i NemLog-in eller fra andre brokere i markedet.

Det foreslås i § 39 a, stk. 4, at regler fastsat i medfør af § 39, stk. 4, ikke gælder for virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-in.

Det foreslåede indebærer, at reglerne i bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af § 39, stk. 4, i lov om betalinger ikke skal finde anvendelse for et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, når de anvender MitID-løsningen til at foretage autentifikation af en bruger.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 3, stk. 2, i den kommende MitID og NemLog-in, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen stiller MitID til rådighed for privatpersoner og erhvervsbrugere, hvis disse opfylder betingelserne for udstedelse af MitID i medfør af § 4, stk. 2. Der vil således i medfør af samme lovforslags § 4, stk. 2, blive fastsat regler om udstedelse af MitID, som bl.a. e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter vil skulle overholde ved anvendelsen af MitID.

For at undgå en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af virksomheders brug af MitID, herunder at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut vil skulle opfylde både de aftaler, der indgås for at overholde den kommende lov om MitID og NemLog-in, og regler i outsourcingbekendtgørelserne på det finansielle område, foreslås det, at outsourcingbekendtgørelserne ikke skal kunne finde anvendelse.

E-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter vil således kunne anvende MitID-løsningen til autentifikationen af deres kunder, altså til at genkende og verificere en kundes digitale identitet. E-pengeinstitutter og betalingsinstitutter vil dog stadig have behov for at udvikle en løsning til digitale signaturer og log-in-løsninger til eksempelvis netbank. Et e-pengeinstitut og et betalingsinstitut vil skulle anvende en broker, som kan formidle en autentificeret digital identitet på baggrund af autentifikationen. For e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter vil broker-rollen eksempelvis kunne varetages af en it-virksomhed, der har specialiseret sig i at udbyde digitale identitetstjenester.

Forholdet mellem e-pengeinstituttet eller betalingsinstituttet og brokeren vil stadig være omfattet af regler i outsourcingbekendtgørelsen, såfremt betingelser herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil imidlertid kunne opstå usikkerhed om, hvorvidt forholdet mellem et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, en broker og MitID-løsningen vil kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing. Uanset om aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen, kan anses for outsourcing eller videreoutsourcing, er det ikke hensigten, at et e-pengeinstituts eller betalingsinstituts brug af MitID-løsningen til autentifikation af en bruger skal omfattes af outsourcingreglerne. Det foreslåede har derfor til formål at skabe entydig klarhed om, at anvendelse af MitID til autentifikation af brugere ikke vil skulle være omfattet af reglerne om outsourcing udstedt i medfør af de nævnte bestemmelser.

Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktiviteterne, der udføres af MitID-løsningen, ville kunne anses for outsourcing eller videreoutsourcing fra et e-pengeinstitutter eller betalingsinstitutter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.14.

Til nr. 3 (§ 148, stk. 1, i lov om betalinger)

I medfør af § 148, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, til dækning af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Forbrugerombudsmandens tilsyn efter loven, årligt betale en afgift.

Efter § 148, stk. 1, nr. 1, i lov om betalinger skal betalingsinstitutter årligt betale 26.820 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger skal udenlandske betalingsinstitutter med en filial i Danmark årligt betale 8.940 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger skal e-pengeinstitutter årligt betale 45.880 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger skal virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester årligt betale 3.150 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger skal virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af e-penge årligt betale 4.450 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger skal virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester årligt betale 8.560 kr.

Det foreslås at nyaffatte § 148, stk. 1, hvorefter fysiske og juridiske personer omfattet af lov om betalinger årligt betaler et grundbeløb til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det foreslås i § 148, stk. 1, nr. 1 , at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter for betalingsinstitutter. Det foreslås i litra a , at betalingsinstitutter betaler en afgift på 8.460 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mindre end 250 mio. kr., årligt betale en afgift på 8.460 kr., fremfor 26.820 kr.

Det foreslås i litra b, at betalingsinstitutter betaler en afgift på 27.060 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr. årligt betale en afgift på 27.060 kr., fremfor 26.820 kr.

Det foreslås i litra c, at betalingsinstitutter betaler en afgift på 169.120 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mere end 100 mia. kr., årligt betale en afgift på 169.120 kr., fremfor 26.820 kr.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Det foreslås, at afgiften efter § 148, stk. 1, nr. 1, fastsættes på baggrund af betalingsinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår.

Det foreslås, at de samlede gennemførte betalingstransaktioner opgøres ud fra den samlede beløbsmæssige værdi af de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i perioden. Hvis et betalingsinstitut udbyder betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår den beløbsmæssige værdi af de initierede betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner på samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført betalingstransaktionen.

Forslaget om opgørelse af de samlede betalingstransaktioner pr. 1. oktober begrundes i, at betalingsinstitutter allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet vedrørende driften af de betalingstjenester, som betalingsinstituttet udbyder, hvormed fristen for indberetning falder den 1. april og den 1. oktober. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager i den forbindelse oplysninger fra Finanstilsynet vedrørende de opgjorte betalingstransaktioner til brug for styrelsens administration af § 148, stk. 1, i lov om betalinger. Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et betalingsinstitut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i medfør af § 127, stk. 3, til Finanstilsynet. I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstilsynet fastsat nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester. I medfør af denne bekendtgørelse er betalingsinstituttet pålagt at indberette oplysninger om virksomhedens samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfatter 2. halvår af det foregående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende kalenderår. Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober vil være i besiddelse af oplysninger om et betalingsinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår. Forslaget indebærer derfor ikke en ny indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Den foreslåede § 148, stk. 1, nr. 2 , er en videreførelse af den gældende § 148, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen blev indsat i § 148, stk. 1, i lov om betalinger ved lov nr. 641 af 19. maj 2020. Lovforslaget medfører ingen materiel ændring af denne bestemmelse, og afgiftsniveauet foreslås videreført.

Det foreslås i § 148, stk. 1, nr. 3, at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter af e-pengeinstitutter.

Det foreslås i nr. 3, litra a , at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 8.460 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner er mindre end 250 mio. kr., årligt betale en afgift på 8.460 kr., fremfor 45.880 kr.

Det foreslås i nr. 3, litra b , at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 27.060 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner ligger mellem 250 mio. kr., og 100 mia. kr., årligt betale en afgift på 27.060 kr., fremfor 45.880 kr.

Det foreslås i nr. 3, litra c , at e-pengeinstitutter betaler en afgift på 169.120 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner er mere end 100 mia. kr., årligt betale en afgift på 169.120 kr., fremfor 45.880 kr.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det grundbeløb, der betales af e-pengeinstitutter, bliver justeret, så e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter betaler det samme grundbeløb til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, dog afhængig af størrelse, jf. ovenfor. Dette er anderledes end de gældende regler, hvor e-pengeinstitutter betaler et højere beløb end betalingsinstitutter. Det foreslås dog, at afgiften for e-pengeinstitutter efter § 148, stk. 1, nr. 3, fastsættes på baggrund af summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner, således at beregningen fortsat afspejler e-pengeinstituttets udvidede virksomhedsområde.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

E-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge beregnes i overensstemmelse med § 31, stk. 3, i lov om betalinger som de samlede krav på udstederen, der hidrører fra udestående elektroniske penge opgjort på baggrund af det daglige udestående ved udgangen af hver dag i de foregående 6 måneder. Opgørelsen foretages den første dag i hver måned. Hvis virksomheden ikke har gennemført 6 måneders drift på datoen for beregningen, anvendes de eventuelt gennemførte måneder med drift og virksomhedens estimater for de gennemsnitlige udestående elektroniske penge for det kommende år som grundlag for beregningen.

E-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår opgøres pr. 1. oktober, da e-pengeinstitutter, som udbydere af betalingstjenester, allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet om e-pengeinstituttets drift af de betalingstjenester, som instituttet udbyder, hvormed fristen for indberetning falder den 1. oktober. Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et e-pengeinstitut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i medfør af § 127, stk. 3, til Finanstilsynet. I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstilsynet fastsat nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester. I medfør af denne bekendtgørelse er e-pengeinstituttet pålagt at indberette oplysninger om virksomhedens samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfatter 2. halvår af det forudgående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende kalenderår. Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober samlet set vil være i besiddelse af oplysninger om et e-pengeinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager i den forbindelse tal fra Finanstilsynet til brug for styrelsens afgiftsopkrævning. Forslaget indebærer således ikke en ny indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Tilladelsen som e-pengeinstitut giver mulighed for både at udstede elektroniske penge og udbyde betalingstjenester. Det vurderes derfor mest hensigtsmæssigt at anvende summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og værdien af e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner, da dette kriterium bedst muligt afspejler det enkelte e-pengeinstituts størrelse og aktiviteter. Såfremt der alene anvendes et af de to beløb med henblik på at fastsætte afgiftens størrelse, vil dette medføre, at afgiften ikke i praksis reelt afspejler omfanget af e-pengeinstituttets samlede tilladelsespligtige aktiviteter. Hvis et e-pengeinstitut udbyder betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår den beløbsmæssige værdi af de initierede betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner på samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført betalingstransaktionen.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Det følger i dag af § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester årligt betaler en afgift på 3.150 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, mens virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede e-penge i henhold til § 148, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger betaler en årlig afgift på 4.450 kr. til styrelsen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at indføre en ny afgiftsmodel, hvor virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller til at udstede elektroniske penge årligt betaler 3.750 kr. i afgift.

Herved skal virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester årligt betale en afgift på 3.750 kr., fremfor 3.150 kr., og virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af e-penge skal årligt betale en afgift på 3.750 kr., fremfor 4.450 kr.

Den gældende § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger blev indsat ved lov nr. 641 af 19. maj 2020 i lov om betalinger. Afgiften foreslås fastsat som et tilnærmet gennemsnit af den afgiftssats, der efter de gældende regler årligt betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, og den afgiftssats, der efter de gældende regler betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge. Forslaget vil medføre, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester vil betale en større afgift, end de hidtil har gjort, mens virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge vil betale en afgift, der er lavere.

Det foreslåede stk. 1, nr. 5 , er en videreførelse af den gældende § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger. Bestemmelsen blev indsat i § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger ved lov nr. 641 af 19. maj 2020. Det foreslås i den forbindelse, at afgiftssatsen for virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester reduceres til 8.460 kr. fra 8.560 kr., så afgiftssatsen også for denne virksomhedstype forholdsmæssigt svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den samlede afgiftssum, som virksomhederne betaler til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men alene fordelingen af afgiftssummen.

Til nr. 4 (§ 148, stk. 2 og 4, i lov om betalinger)

Det foreslås at ændre § 148, stk. 2 og 4, i lov om betalinger, så bestemmelserne henviser til de korrekte numre i § 148, stk. 1, i lov om betalinger.

Med dette lovforslag er der alene tale om en lovteknisk ændring af bestemmelsen som følge af den foreslåede model i § 148, stk. 1.

Der er således ikke tale om en materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 5 (§ 155 i lov om betalinger)

Efter § 155 i lov om betalinger fremsætter erhvervsministeren forslag om revision af § 81 i folketingsåret 2020-2021.

Efter den gældende § 81 i lov om betalinger er betalingsmodtagere forpligtede til at tage imod kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de tager imod betalingsinstrumenter omfattet af lov om betalinger. Ved betalingsinstrumenter forstås et instrument eller et sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og dennes udbyder af betalingstjenester med henblik på at gennemføre en betaling. Den mest almindelige form for betalingsinstrument er betalingskort.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer.

Betalingsmodtagere, der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelsen af kontanter, er alene forpligtede til at modtage kontanter i tidsrummet kl. 06.00 til kl. 20.00, hvis betalingsmodtageren har underrettet Finanstilsynet om, at denne alene ønsker at modtage kontanter i dette tidsrum.

Det foreslås, at § 155 i lov om betalinger ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at pligten for erhvervsministeren til at fremsætte forslag om revision af § 81 i folketingsåret 2020-2021 bortfalder.

Der henvises til lovforslagets pkt. 2.23.

§ 12

Til nr. 1 (§ 14 a i lov om Danmarks Nationalbank)

Den gældende § 14 a, stk. 1, i lov om Danmarks Nationalbank fastsætter, at Danmarks Nationalbank har kompetence til at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger inden for dens kompetenceområde. Hertil kommer, at Danmarks Nationalbank kan anvende de indsamlede oplysninger, når det er nødvendigt for udførelsen af dens opgaver, hvilket dog ikke gælder for oplysninger om fysiske personer.

Det følger af den gældende § 14 a, stk. 2, i lov om Danmarks Nationalbank, at de indberetningspligtige fysiske og juridiske personer med hjemsted i Danmark er personer, som udøver finansiel virksomhed, som har økonomiske mellemværender med udlandet, som har udstedt eller ejer værdipapirer, eller som forestår handel med eller clearing og afvikling af finansielle produkter. Hertil kommer filialer eller lignende i Danmark, der ikke betragtes som juridiske eller fysiske personer, men som i øvrigt udøver den ovenfor beskrevne virksomhed.

Herudover følger det af den gældende § 14 a, stk. 3, at de indberetningspligtige personer, der undlader at meddele de oplysninger, som Danmarks Nationalbank anmoder om, eller som forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, straffes med bøde.

Endelig følger det af den gældende § 14 a, stk. 4 og 5, at Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige statistiske oplysninger på individniveau til Det Europæiske System af Centralbanker og European Systemic Risk Board.

Det foreslås i stk. 1 , at virksomheder registreret i Erhvervsstyrelsens Virksomhedsregister skal give Danmarks Nationalbank de oplysninger, der er nødvendige for at kunne understøtte Danmarks Nationalbanks formål.

Det foreslåede stk. 1 er en delvis videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 1 og 2. Der er ikke tilsigtet ændringer i den formelle og praktiske proces omkring virksomhedernes indberetning til Danmarks Nationalbank.

Bestemmelsen vil indebære, at Danmarks Nationalbank får adgang til at kræve alle de oplysninger, der er relevante for Danmarks Nationalbanks formål fra de virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. Bestemmelsen er tilsigtet at præcisere kredsen af de indberetningspligtige personer, idet Danmarks Nationalbank fortsat kun kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for Danmarks Nationalbanks formål. Med ændringen ophæves muligheden for, at Danmarks Nationalbank kan indhente oplysninger fra fysiske personer, der ikke er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister.

Indberetningspligtige virksomheder til Danmarks Nationalbank vil derfor også fremover være herværende finansielle virksomheder, ikke-finansielle virksomheder, filialer og lignende i Danmark af udenlandske virksomheder, udenlandske filialer af danske virksomheder m.v., virksomheder, der forestår enten handel med og/eller clearing, afvikling og opbevaring af finansielle produkter, virksomheder, som udsteder eller ejer værdipapirer, virksomheder, der har udenlandske mellemværender, såsom f.eks. lån ydet til eller optaget hos udlændinge, eller som har erhvervet udenlandske værdipapirer m.v., samt øvrige virksomheder registreret i CVR, som Danmarks Nationalbank vurderer det er nødvendigt at indsamle oplysninger fra. Som noget nyt vil også virksomheder, der har en rolle i betalingsinfrastrukturen blive indberetningspligtige til Danmarks Nationalbank. Baseret på den konkrete varetagelse af Danmarks Nationalbanks opgaver kan det ikke udelukkes, at andre typer af virksomheder registreret i Det Centrale Virksomhedsregister kan blive indberetningspligtige til Danmarks Nationalbank.

Som det er gældende i dag, kan Danmarks Nationalbank med bestemmelsen indsamle alle de oplysninger, som skønnes nødvendige for, at Danmarks Nationalbank kan medvirke til at sikre stabile priser, sikre betalinger, et stabilit finansielt system samt udarbejdelsen af finansiel statistik inden for dens kompetenceområde. Hjemmelen omfatter dermed også muligheden for at indsamle oplysninger om fysiske personer fra finansielle virksomheder, som f.eks. oplysninger om kundernes indlån, udlån, pensionshensættelser, investeringer og betalinger. For de ikke-finansielle virksomheder omfatter det f.eks. oplysninger om ejerstruktur, finansielle transaktioner og modparter for at kunne kortlægge og overvåge det finansielle kredsløb. For virksomheder, der har en rolle i betalingsinfrastrukturen, drejer det sig om f.eks. oplysninger om indløsning af elektroniske betalinger, clearing og afvikling og opbevaring af finansielle instrumenter.

Eftersom der er tale om en eksplicit hjemmel for Danmarks Nationalbank til at indhente oplysninger om betalinger fra virksomheder, der har en rolle i betalingsinfrastrukturen, finansielle virksomheder og ikke-finansielle virksomheder, forudsat oplysningerne er nødvendige for Danmarks Nationalbanks formål, kan videregivelsen ske i overensstemmelse med betalingslovens § 125, stk. 6.

Netop fordi der også indsamles oplysninger om fysiske personer, kan Danmarks Nationalbank behandle de indberettede oplysninger om fysiske personer til at understøtte dens formål og dermed f.eks. undersøge, om fysiske personers finansielle transaktioner kan skade den finansielle stabilitet, ved at flere finansielle virksomheder har stor risiko for tab på samme fysiske person. Som en følge af Danmarks Nationalbanks formål er det ikke identifikationen af fysiske personer, der er væsentlig, men derimod hensynet til de finansielle virksomheder og den ustabilitet eller koncentrationsrisiko, som fysiske personers ageren kan medføre i finansielle virksomheder. Danmarks Nationalbanks behandling af personoplysninger skal ske i henhold til gældende regler for persondatabeskyttelse.

Eftersom der er tale om en eksplicit pligt for blandt andre finansielle virksomheder til at give Danmarks Nationalbank de oplysninger, der er nødvendige for dens formål, vil de finansielle virksomheders videregivelse af oplysninger til Danmarks Nationalbank skulle betragtes som berettiget på lige fod med videregivelse af oplysninger til Finanstilsynet, jf. lov om finansiel virksomhed, § 117.

Ud fra et hensyn om ikke at pålægge de indberetningspligtige virksomheder unødige indberetningsbyrder skal Danmarks Nationalbank tilrettelægge indberetningen af oplysningerne mest effektivt. Danmarks Nationalbank skal derfor tilrettelægge sin dataindsamling i samarbejde med andre myndigheder, som indsamler tilsvarende oplysninger fra virksomhederne. Det drejer sig f.eks. om Danmarks Statistik og Finanstilsynet. Herudover skal Danmarks Nationalbank ikke indsamle oplysninger fra de indberettende virksomheder, som Danmarks Nationalbank allerede er i besiddelse af, som følge af udførelsen af dele af dens opgaver. Det gør sig f.eks. gældende i den situation, hvor Danmarks Nationalbank er i besiddelse af en række oplysninger om finansielle virksomheders betalinger og overførsler som følge af Danmarks Nationalbanks rolle i betalingsinfrastrukturen.

Det foreslås i stk. 2 , at virksomheder, der har afgivet oplysninger efter stk.1, har pligt til hurtigst muligt at berigtige oplysningerne over for Danmarks Nationalbank, hvis det senere konstateree, at oplysningerne ikke var korrekte på tidspunktet for afgivelsen, eller oplysningerne senere er blevet misvisende.

En tilsvarende bestemmelse gælder i § 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. At berigtigelsen skal ske hurtigst muligt betyder, at det normalt ikke vil være muligt at afvente en bestyrelsesbehandling af, om berigtigelse skal ske.

Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 3.

Til nr. 2 (§ 20 i lov om Danmarks Nationalbank)

Ansatte i Danmarks Nationalbank er underlagt forvaltningslovens almindelige regler om en strafbelagt tavshedspligt. Det gælder f.eks. fsva. enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, tekniske indretninger eller om drifts- eller forretningsforhold m.v. For medlemmer af bestyrelse og repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank gælder en tavshedspligt efter Reglementet for Danmarks Nationalbank.

Som følge af forvaltningslovens regler kan Danmarks Nationalbank efter gældende regler videregive fortrolige oplysninger til andre myndigheder, f.eks. når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ansatte i Danmarks Nationalbank samt repræsentantskab og bestyrelse omfattes af en særlig tavshedspligt. Tavshedspligten vil også gælde efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. Bestemmelsen om en lovbestemt tavshedspligt skal ses i lyset af hensynet til at beskytte oplysningerne fra de indberetningspligtige virksomheder samt de særlige opgaver, som Danmarks Nationalbank skal løse efter lov om Danmarks Nationalbank, § 1.

Danmarks Nationalbank kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger, der relaterer sig til oplysninger, der vedrører fastsættelsen af pengepolitikken og ikke-offentliggjorte analyser og konklusioner i relation til overvågningen af den finansielle stabilitet eller betalingssystemerne, hvor Danmarks Nationalbank bl.a. agerer bank for de pengepolitiske modparter. Nærmere bestemt kan det eksempelvis være oplysninger, som Danmarks Nationalbank får om virksomhedernes konkrete forhold. Omfattet af tavshedspligten er også oplysninger, som – hvis de kom til offentlighedens kendskab – kunne frembringe en finansiel ustabilitet. Herunder falder således oplysninger relateret til f.eks. navngivne finansielle virksomheder, og oplysninger vedrørende Danmarks Nationalbanks vurdering af potentielle risikoscenarier af væsentlig betydning for både de enkelte institutter og den finansielle stabilitet. Der kan i nogle tilfælde også være tale om endnu ikke offentliggjorte oplysninger eller oplysninger med drifts- eller forretningsmæssigt indhold af væsentlig betydning for de enkelte virksomheder. Endvidere vil der også kunne være tale om oplysninger, der ville være omfattet af bankhemmeligheden i lov om finansiel virksomhed.

Det er ligeledes vigtigt at kunne beskytte oplysninger om de indberettende virksomheders kunder og finansielle modparter. Derudover er der konkurrencemæssige hensyn at tage til de indberetningspligtige virksomheder, deres kunder og finansielle modparter. Hertil kommer, at disses oplysninger også vil være underlagt særlig fortrolighed, hvis de på tilsvarende vis indberettes til Finanstilsynet, og det er væsentligt, at virksomhederne og deres kunder kan nære tillid til, at Danmarks Nationalbank ikke videregiver fortrolige oplysninger og behandler oplysningerne efter en tilsvarende lovbestemt fortrolighed, som virksomhederne er bekendte med via Finanstilsynet. Det samme gælder i forhold til ikke-finansielle indberettende virksomheder og de oplysninger, som relaterer sig til deres finansielle forhold.

Derudover kan fortrolige oplysninger være oplysninger i relation til kontantforsyningen og fremstillingen af sedler og mønter, eller fortrolige oplysninger relateret til Danmarks Nationalbanks beslutninger relateret til pengepolitikken.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at sager om indsigt i Danmarks Nationalbank behandles efter offentlighedslovens § 35. Tavshedspligten gælder dog alene for fortrolige oplysninger, der i vid udtrækning er undtaget fra offentlighed efter offentlighedslovens undtagelsesregler fra retten til aktindsigt.

Det er således alene i forhold til fortrolige oplysninger, som Danmarks Nationalbank er i besiddelse af i forbindelse med udførelsen af sine opgaver, der ved aktindsigt kan behandles efter offentlighedslovens § 35. Oplysninger om f.eks. Danmarks Nationalbanks administration og interne forhold eller anvendelse af ekstern bistand vil fortsat være underlagt offentlighedslovens almindelige regler om offentlighed. Det samme gælder for aggregerede oplysninger, hvorimod selve oplysningerne indberettet af virksomhederne vil blive undtaget fra offentlighed, som det også vil være tilfældet i dag under offentlighedslovens regler.

Forslaget ændrer ikke på gældende ret, der sikrer, at den kgl. bankkommissær kan føre tilsyn med, at Danmarks Nationalbank opfylder sine forpligtelser efter loven. Erhvervsministeren vil således fortsat kunne modtage samtlige oplysninger fra Danmarks Nationalbank, hvis det er nødvendigt til brug for ministerens tilsyn med Danmarks Nationalbank.

Med forslagets stk. 1, 2. pkt. , foreslås det, at den særlige tavshedspligt også skal gælde personer, der udfører arbejde for Danmarks Nationalbank. Det kan være personer, der er ansat i virksomheder, som Danmarks Nationalbank har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i udførelsen af Danmarks Nationalbanks opgaver. Serviceopgaver som led i udførelsen af Danmarks Nationalbanks opgaver kan f.eks. være it-leverandører eller konsulentbistand. Derudover gælder den særlige tavshedspligt også for personer, der modtager oplysninger efter stk. 2.

Endvidere foreslås det i stk. 1, 3. pkt. , at den særlige tavshedspligt også gælder for personer, som er omfattet af 2. pkt, efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

§ 20, stk. 1, ændrer ikke på Danmarks Nationalbanks praksis for udarbejdelse af finansiel statistik. Den særlige tavshedspligt er derfor ikke til hinder for, at Danmarks Nationalbank fortsat kan udarbejde statistiske opgørelser, analyser og prognoser. Samarbejdet med Danmarks Statistik om indsamling og udarbejdelse af statistik reguleres i en rammeaftale med Danmarks Statistik, mens der tilsvarende er udarbejdet en aftale med Finanstilsynet om samarbejdet vedrørende datagrundlaget for finansiel statistik og tilsyn. Aftalerne er et udtryk for, at Danmarks Nationalbank er forpligtet til videst muligt at minimere indberetningsbyrden i samarbejde med andre offentlige myndigheder, herunder især Danmarks Statistik og Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 2 indeholder en opregning af kernetilfælde, hvor der inden for rammerne af stk. 1 kan videregives fortrolige oplysninger. Herudover kan der være ganske særlige tilfælde, hvor videregivelse også kan ske inden for rammerne af stk. 1. Det kan f.eks. være videregivelse til myndigheder inden for EU, der driver tilsyns- eller afviklingsvirksomhed af finansielle virksomheder i de tilfælde, hvor nationale tilsyns- eller afviklingsmyndigheder ikke har mulighed for at videregive oplysningerne. En sådan videregivelse vil i så fald ske i medfør af straffelovens § 152 e.

Det foreslåede stk. 2 er opbygget på den måde, at fortrolige oplysninger, der kan videregives til danske myndigheder m.fl., opregnes i nr. 1 - 4.

Fortrolige oplysninger, der kan videregives til Det Europæiske System af Centralbanker, herunder Den Europæiske Centralbank og centralbanker i lande, der har indgået aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), følger af nr. 5.

Nr. 6 er en videreførelse af gældende ret og medfører, at Danmarks Nationalbank fortsat kan videregive fortrolige oplysninger til European Systemic Risk Board.

Fortrolige oplysninger, der stilles til rådighed for opgaver vedrørende nationalt og internationalt statistisk samarbejde videregives efter nr. 7-9. Endelig kan Danmarks Nationalbank videregive fortrolige oplysninger til International Monetary Fund (IMF), hvis det er nødvendigt som følge af IMF's opgaver.

Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til den Kgl. Bankkommissær efter forslagets stk. 2, nr. 1 . Bestemmelsen skal sikre, at Danmarks Nationalbank kan videregive oplysninger til erhvervsministeren som Kgl. Bankkommissær, bl.a. som led i dennes tilsyn med Danmarks Nationalbanks forpligtelser efter loven § 7.

Med forslaget til stk. 2, nr. 2, kan Danmarks Nationalbank videregive fortrolige oplysninger til Finansiel Stabilitet som et led i arbejdet med at håndtere eller forberede afviklingen af nødlidende finansielle virksomheder, som Finansiel Stabilitet er pålagt ved lov om restrukturering og afvikling. Bestemmelsen muliggør, at Danmarks Nationalbank f.eks. kan videregive oplysninger til Finansiel Stabilitet i en situation, hvor en enkelt eller en flerhed af finansielle virksomheder får finansielle vanskeligheder, eller hvor Danmarks Nationalbank er i besiddelse af oplysninger, som er nødvendige for Finansiel Stabilitets udførelse af sine opgaver

Med det foreslåede stk. 2, nr. 3, kan fortrolige oplysninger videregives til Finanstilsynet, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for udførelsen af Finanstilsynets lovbestemte opgaver. Særligt i forbindelse med overvågningen og vurderingen af den finansielle stabilitet i Danmark er Danmarks Nationalbank i besiddelse af fortrolige oplysninger, der kan have væsentlig betydning for Finanstilsynets udøvelse af tilsynsvirksomhed. Dette kan både gøre sig gældende i relation til oplysninger om enkelte virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet og fysiske personers finansielle transaktioner, som, Danmarks Nationalbank vurderer, kan skade den finansielle stabilitet, ved at flere finansielle virksomheder har stor risiko for tab på samme fysiske person. Som en følge af Danmarks Nationalbanks formål er det ikke identifikationen af fysiske personer, der er væsentlig, men derimod hensynet til de finansielle virksomheder og den ustabilitet eller koncentrationsrisiko, som fysiske personers ageren kan medføre i finansielle virksomheder. Danmarks Nationalbanks behandling af oplysninger om fysiske personer skal ske i henhold til gældende regler for persondatabeskyttelse.

Efter stk. 2, nr. 4, kan fortrolige oplysninger også videregives til udvalg og grupper m.v. nedsat af erhvervsministeren, der har til formål at drøfte og koordinere indsatsen for at sikre den finansielle stabilitet. Herunder falder særligt Koordinationsudvalget for Finansiel Stabilitet (KFS), der koordinerer indsatsen mellem de relevante myndigheder i forhold til nødlidende finansielle virksomheder.

Danmarks Nationalbank kan efter det foreslåede stk. 2, nr. 5, videregive fortrolige oplysninger til Det Europæiske System af Centralbanker, herunder Den Europæiske Centralbank, samt centralbanker i lande, der har indgået aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver.

Bestemmelsen viderefører i overvejende grad den gældende bestemmelse i lov om Danmarks Nationalbank, § 14 a, stk. 4, nr. 1, vedrørende videregivelsen til Det Europæiske System af Centralbanker. Danmarks Nationalbank deltager i væsentlige dele af det europæiske centralbanksamarbejde i ESCB. ESCB består af Den Europæiske Centralbank, ECB, og centralbankerne fra alle EU-landene. Med forslaget udvides videregivelsen til også at gælde for centralbanker i lande, der har indgået aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Eftersom Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde betyder, at de deltagende lande er med i EU’s indre marked, der bl.a. tillader fri bevægelighed for kapital, vurderes det hensigtsmæssigt, at der kan udveksles oplysninger med centralbanker beliggende i et EØS-land på samme vis, som hvis der var tale om Det Europæiske System af Centralbanker.

Med det foreslåede stk. 2, nr. 6, videreføres den gældende bestemmelse i § 14 a, stk. 4, nr. 2, hvorefter Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til European Systemic Risk Board (Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici), såfremt oplysningerne er nødvendige for, at European Systemic Risk Board kan udføre sine opgaver. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den gældende bestemmelse.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 7, kan fortrolige oplysninger videregives til Danmarks Statistik. Stk. 1 ændrer således ikke på Danmarks Nationalbanks praksis med udarbejdelse af finansiel statistik. Videregivelsen til Danmarks Statistik reguleres i rammeaftalen om samarbejdet mellem Danmarks Nationalbank og Danmarks Statistik.

Danmarks Nationalbanks videregivelse af personoplysninger skal ske i henhold til gældende databeskyttelsesregler.

Videregivelsen medfører, at de fortrolige oplysninger til Danmarks Statistik bl.a. kan indgå i de oplysninger, som Danmarks Statistik stiller til rådighed for videnskabelige formål via dens forskerordning.

Bestemmelsen viderefører gældende praksis.

Det følger således af nr. 8 , at Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til Eurostat, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for det statistiske samarbejde indenfor EU. Eurostat konsoliderer data indsamlet af nationale myndigheder, og Danmarks Nationalbank er, efter en række forordninger om særligt betalingsbalance, nationalregnskab og erhvervsstatistik, forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger til Eurostat.

Bestemmelsen viderefører gældende praksis.

Derudover kan Danmarks Nationalbank efter nr. 9 videregive oplysninger til Bank for International Settlements (BIS), der bl.a. anvender oplysningerne til udarbejdelse af international finansiel statistik. Dette sker, som følge af at internationalt statistisk samarbejde er af stigende betydning og har til formål at øge sammenlignelighed af statistikker på tværs af lande og danner grundlag for statistisk belysning over grænserne.

Endelig kan Danmarks Nationalbank efter nr. 10 også videregive oplysninger til IMF, hvis det er nødvendigt, for at IMF kan løse sine opgaver i det internationale samarbejde, herunder også udarbejdelse af international finansiel statistik. Det er Danmarks Nationalbank, der varetager de finansielle forhold mellem Danmark og IMF og koordinerer det daglige arbejde i Danmarks forhold til IMF sammen med Finansministeriet.

Med det foreslåede stk. 3 bliver alle, der modtager fortrolige oplysninger fra Danmarks Nationalbank efter stk. 2, underlagt den i stk. 1 omhandlende tavshedspligt. Videregivelse efter stk. 2, nr. 9-10, kan alene ske på baggrund af en international samarbejdsaftale, og under forudsætning af at modtagerne er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1.

§ 13

Til nr. 1 (§ 21, stk. 4, 1. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Finansiel Stabilitet kan i forbindelse med restrukturering eller afvikling af en virksomhed eller enhed omfattet af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder anvende en række afviklingsværktøjer, herunder kan Finansiel Stabilitet oprette et såkaldt broinstitut.

Et broinstitut ejes og kontrolleres helt eller delvist af Finansiel Stabilitet eller Afviklingsformuen. Broinstituttet er oprettet med henblik på at modtage dele af en virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling, jf. § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. De dele, som kan overdrages til et broinstitut, er ejerskabsinstrumenter udstedt af virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling samt aktiver, rettigheder og forpligtelser fra virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling.

Finansiel Stabilitet kan således i forbindelse med afvikling eller restrukturering af en virksomhed eller enhed overdrage de ovennævnte dele til et broinstitut.

Det følger af § 21, stk. 4, 1. pkt., i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at den samlede værdi af de forpligtelser, som overdrages til et broinstitut, ikke må overstige den samlede værdi af rettigheder og aktiver, der overdrages. Bestemmelsen sikrer, at der ved en overdragelse til et broinstitut tilføres mindst lige så mange aktiver som forpligtelser, og sikrer derved, at der ikke overføres en negativ egenkapital til broinstituttet.

Med lovforslaget foreslås det at udvide den del af bestemmelsen, der vedrører rettigheder og aktiver, til også at omfatte rettigheder og aktiver, der tilføres fra andre kilder. Forslaget indebærer, at den samlede værdi af forpligtelser, der overdrages til et broinstitut, ikke må overstige den samlede værdi af rettigheder og aktiver, der overdrages fra virksomheden eller enheden under afvikling, eller som tilføres fra andre kilder.

Ændringen indebærer, at der kan overføres flere forpligtelser fra virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling til et broinstitut, end der ville kunne efter de gældende regler, i de tilfælde, hvor broinstituttet tilføres rettigheder eller aktiver fra andre kilder. I disse tilfælde vil Finansiel Stabilitet kunne overføre forpligtelser for samme værdi til broinstituttet fra den pågældende virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling.

Med andre kilder forstås andre end den virksomhed eller enhed, som er under restrukturering eller afvikling. Det kunne f.eks. være fra den private sektor eller fra Afviklingsformuen, jf. § 59 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, f.eks. i form af en garanti.

Bestemmelsen sikrer fortsat, at der ved overdragelse til et broinstitut ikke overføres en negativ egenkapital til broinstituttet.

Med lovforslaget implementeres artikel 40, stk. 3, i BRRD. Der er tale om en direktivnær implementering.

Til nr. 2 (§ 25, stk. 3, nr. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Lovens § 25 fastsætter, for hvilke forpligtelser bail-in kan anvendes. Det følger af § 25, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at bail-in kan anvendes på alle den pågældende virksomheds eller enheds ikke-efterstillede forpligtelser samt efterstillede gældsforpligtelser, der ikke er nedskrevet eller konverteret i medfør af §§ 17 og 18, og skal ske i overensstemmelse med konkursordenen, jf. denne lovs § 13 og konkurslovens kapitel 10, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger af § 25, stk. 3, at der er en række forpligtelser, hvor bail-in ikke kan finde anvendelse, herunder forpligtelser med en resterende løbetid på mindre end 7 dage over for registrerede systemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder, eller operatører af sådanne systemer eller deres deltagere, som er en følge af deltagelse i et sådant system eller centrale modparter (CCP’er) eller tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, jf. § 25, stk. 3, nr. 6.

§ 25 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 44, stk. 2, litra f, i direktiv 2014/59/EU om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD).

Af direktivets artikel 44, nr. 2, litra f, følger det, at passiver med en resterende løbetid på mindre end syv dage, over for systemer eller operatører af systemer, der er betegnet som sådanne i henhold til direktiv 98/26/EF, eller deres deltagere og som følge af deltagelse i et sådant system eller over for CCP'er, der er meddelt tilladelse i Unionen i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012, og tredjelands-CCP'er, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) i henhold til artikel 25 i nævnte forordning, er undtaget fra bail-in.

Med henvisningen til direktiv 98/26/EF forstås alle systemer eller operatører af systemer i lande inden for Den Europæiske Union, eller lande som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. I § 25, stk. 3, nr. 6, henvises der til registrerede systemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder, hvilket forstås som indenlandske danske registrerede betalingssystemer.

Det foreslås i § 25, stk. 3, nr. 6, litra a), at forpligtelser med en resterende løbetid på mindre end 7 dage over for systemer, som er anmeldt til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) af Finanstilsynet, jf. § 171, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, eller anmeldt af andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, operatører af sådanne systemer eller deres deltagere, som er en følge af deltagelse i et sådant system, undtages for bail-in.

Det følger af § 171, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet anmelder de værdipapirafviklingssystemer og registrerede betalingssystemer eller tilsvarende virksomhed udøvet af Danmarks Nationalbank, med hvilke der kan indgås aftaler med retsvirkning i henhold til §§ 163, 167 og 168, til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Henvisningen til § 171, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder skal sikre, at bail-in ikke foretages over for de nævnte systemer. Bestemmelsen skal ligeledes sikre, at bail-in ikke sker over for systemer, der er anmeldt af andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Det foreslås i § 25, stk. 3, nr. 6, litra b), at forpligtelser med en resterende løbetid på mindre end 7 dage over for centrale modparter (CCP’er) eller tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, undtages fra bail-in.

Centrale modparter (CCP’er) skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1769 af 27. november 2020. § 3, nr. 11, definerer en CCP i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, stk. 1, nr. 1, i EMIR. I EMIR defineres en CCP som en juridisk person, der intervenerer mellem modparterne i en aftale, som handles på et eller flere finansielle markeder, og bliver køber over for enhver sælger og sælger over for enhver køber.

Den foreslåede ændring af § 25, stk. 3, nr. 6, er således en justering af lovteksten med henblik på at foretage en korrekt implementering af artikel 44, nr. 2, litra f, i BRRD-direktivet og samtidig en sproglig tilretning af bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Finansiel Stabilitet administrerer Afviklingsformuen, som er en finansieringsordning, der kan anvendes, når Finansiel Stabilitet forestår restrukturering eller afvikling af virksomheder eller enheder efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Afviklingsformuen er finansieret ved årlige bidrag fra de virksomheder, som er omfattet af den nævnte lov.

Det følger af § 59, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet kan anvende Afviklingsformuen til en række nærmere angivne handlinger, når det er nødvendigt for at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne.

Afviklingsformuen kan bl.a. anvendes til at yde kapitalindskud til et broinstitut og et porteføljeadministrationsselskab, jf. § 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 59, stk. 1, nr. 4, således, at det fremgår heraf, at Afviklingsformuen vil kunne anvendes til at yde bidrag til et broinstitut og et porteføljeadministrationsselskab.

Den foreslåede ændring af ordlyden af § 59, stk. 1, nr. 4, har til formål at sikre, at der ikke kan opstå tvivl om, at Afviklingsformuen kan yde et økonomisk bidrag til et broinstitut og et porteføljeadministrationsselskab i medfør af bestemmelsen.

Den nuværende ordlyd af § 59, stk. 1, nr. 4, og særligt betegnelsen kapitalindskud, kan være egnet til at medføre tvivl om, hvorvidt bidrag ydet i medfør af bestemmelsen forudsætter en modydelse, f.eks. i forbindelse med gennemførelse af en kapitalforhøjelse. Det er ikke tilfældet.

Med ændringen præciseres dette forhold i lovteksten.

§ 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder implementerer artikel 101, stk. 1, litra d, i BRRD. Det følger af direktivbestemmelsen, at en afviklingsfinansieringsordning skal kunne yde kapitalbidrag til et broinstitut og et porteføljeadministrationsselskab. Den ændrede ordlyd foreslås på baggrund heraf.

Den ændrede ordlyd foreslås også på baggrund af den engelske sprogversion af direktivet, som i artikel 101, stk. 1, litra d, anvender betegnelsen ’contributions’. På den baggrund vurderes ’bidrag’ samlet set at være en mere korrekt betegnelse for den handling, som bestemmelsen vedrører.

Den foreslåede ændring af ordlyden af § 59, stk. 1, nr. 4, har således til formål at sikre en mere direktivnær implementering af bestemmelsen.

Med bidrag forstås alle former for bidrag. Afviklingsformuen kan i medfør af bestemmelsen eksempelvis yde et bidrag til et broinstitut i forbindelse med overdragelse af forpligtelser til broinstituttet fra en virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling, jf. § 21 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Et bidrag fra Afviklingsformuen til et broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab i medfør af § 59, stk. 1, nr. 4, vil i medfør af dette lovforslags § 15, nr. 1, være skattefrit for modtageren.

Hvis der ved anvendelse af Afviklingsformuen efter § 59, stk. 1, sker dækning af tab i virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling, finder § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder anvendelse. Der henvises til lovforslagets § 13, nr. 4 og bemærkningerne hertil. At § 26, stk. 2, finder anvendelse indebærer, at anvendelsen af Afviklingsformuen forudsætter, at mindst 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag i virksomheden eller enheden er nedskrevet eller konverteret, og at bidraget ikke overstiger 5 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag.

Til nr. 4 (§ 59, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Finansiel Stabilitet administrerer Afviklingsformuen, som er en finansieringsordning, der kan anvendes, når Finansiel Stabilitet forestår restrukturering eller afvikling af virksomheder eller enheder efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Afviklingsformuen er finansieret ved årlige bidrag fra de virksomheder, som er omfattet af den nævnte lov.

§ 59 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører anvendelsen af Afviklingsformuen. Bestemmelsen angiver bl.a. til hvilke formål Afviklingsformuen kan anvendes, jf. § 59, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen og den direktivbestemmelse (artikel 101 i BRRD), som bestemmelsen implementerer, at Afviklingsformuen ikke må anvendes direkte til at absorbere tab, som en virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling har lidt, eller til direkte at rekapitalisere denne virksomhed eller enhed.

Det fremgår endvidere, at hvis der i forbindelse med anvendelsen af Afviklingsformuen til de formål, som er nævnt i § 59, stk. 1, indirekte absorberes tab, som en virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling har lidt, så skal principperne for anvendelse af Afviklingsformuen til bail-in overholdes. De nævnte principper følger af artikel 44 i BRRD og er implementeret i § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Der kunne f.eks. opstå en situation med indirekte tabsabsorbering i forbindelse med, at Afviklingsformuen yder et bidrag til et broinstitut, hvortil Finansiel Stabilitet overdrager forpligtelser fra virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling.

Det foreslås, at den ovennævnte begrænsning i relation til anvendelse af Afviklingsformuen fremover skal følge af § 59 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås således at indsætte et nyt stk. 2 i § 59, der angiver, at § 26, stk. 2, finder anvendelse i tilfælde, hvor der ved anvendelse af Afviklingsformuen efter stk. 1 dækkes tab i virksomheden eller enheden under afvikling.

§ 26 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder omhandler anvendelse af Afviklingsformuen i de tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet har udelukket forpligtelser fra bail-in.

I disse tilfælde forudsætter anvendelse af Afviklingsformuen, at mindst 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag er nedskrevet eller konverteret, jf. § 26, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Endvidere må bidraget fra Afviklingsformuen ikke overstige 5 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, at i de tilfælde, hvor anvendelse af Afviklingsformuen efter § 59, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder medfører, at der dækkes tab i virksomheden eller enheden under restrukturering eller afvikling, forudsætter anvendelsen af Afviklingsformuen, at 8 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag i virksomheden eller enheden er nedskrevet eller konverteret, og bidraget fra Afviklingsformuen må ikke overstige 5 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag i virksomheden eller enheden.

Med ændringen gennemføres artikel 101, stk. 2, i BRRD. Begrænsningen for Finansiel Stabilitets anvendelse af Afviklingsformuen er i dag alene beskrevet i lovbemærkningerne til § 59 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Ændringen er således udtryk for en præcisering i lovteksten.

BRRD fastslår, at når Finansiel Stabilitet har udelukket forpligtelser fra bail-in, kan Afviklingsformuen anvendes til tabsabsorbering, hvis de nævnte principper er overholdt, jf. artikel 44 og artikel 101 i BRRD. Anvendelse af Afviklingsformuen til dette formål er nævnt i § 59, stk. 1, nr. 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Den foreslåede § 59, stk. 2, er formuleret på den baggrund, at de øvrige handlinger, som Afviklingsformuen kan anvendes til i medfør af § 59, stk. 1, alene vil kunne medføre en indirekte dækning af tab i virksomheden eller enheden.

Henvisningen til § 26, stk. 2, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indebærer alene, at de i bestemmelsen indeholdte begrænsninger finder anvendelse i relation til anvendelse af Afviklingsformuen efter § 59. Det har således ingen betydning i relation til anvendelse af Afviklingsformuen efter § 59, om den pågældende virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling er omfattet af Finansiel Stabilitets beføjelse til at gennemføre bail-in.

Bail-in kan f.eks. ikke anvendes ved restrukturering eller afvikling af et realkreditinstitut. Anvendelse af Afviklingsformuen i relation til et realkreditinstitut under restrukturering eller afvikling forudsætter i de tilfælde, hvor der herved sker dækning af tab, at 8 pct. af realkreditinstituttets forpligtelser og kapitalgrundlag er nedskrevet eller konverteret, og bidraget fra Afviklingsformuen vil ikke kunne overstige 5 pct. af realkreditinstituttets forpligtelser og kapitalgrundlag.

Til nr. 5 (§§ 63 b og 63 c i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 63 b

Det følger af § 61, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet skal medvirke til sikring af finansiel stabilitet i Danmark og varetage de opgaver og beføjelser, der er tillagt Finansiel Stabilitet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og i øvrig lovgivning, herunder lov om finansiel virksomhed og lov om en indskyder- og investorgarantiordning. Erhvervsministeren kan henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet, jf. § 61, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det følger af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, at hold af mink ikke er tilladt til og med den 31. december 2021, og at personer eller virksomheder, der holder mink, skal lade dem aflive.

Det foreslås i stk. 1 , at Finansiel Stabilitet opretter en enhed, der foranlediger vederlagsfri gældsrådgivning til tidligere minkavlere, som er eller formodes at være insolvente efter at have modtaget erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Forslaget gennemfører dele af "Aftale om erstatning m.v. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af covid-19", som er indgået den 25. januar 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Det Venstre, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance.

Det vil således være op til Finansiel Stabilitet at fastlægge, hvordan enheden skal etableres, herunder om det er som en del af den selvstændige offentlige virksomhed Finansiel Stabilitet eller som et selvstændigt datterselskab til Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet skal via enheden sikre mulighed for vederlagsfri rådgivning til de omfattede tidligere minkavlere. Finansiel Stabilitet vil som udgangspunkt ikke selv forestå rådgivningen, men sikrer, at de minkavlere, der skal have rådgivning, har en kvalificeret ekstern rådgiver. Finansiel Stabilitet afholder udgifterne forbundet hermed.

Forslaget indebærer, at rådgivningen kan udøves af en ekstern rådgiver, som den tidligere minkavler selv har valgt, eller af en ekstern rådgiver som formidles via enheden i Finansiel Stabilitet. Formidlingen vil ske ved, at Finansiel Stabilitet stiller en fortegnelse over eksterne rådgivere til rådighed for de tidligere minkavlere. Fortegnelsen omfatter eksterne rådgivere, som ønsker at udføre rådgivning under den foreslåede ordning, og som opfylder kravene hertil.

De eksterne rådgivere skal opfylde kravene under den foreslåede gældsrådgivningsordning og skal kunne yde rådgivning om finansielle produkter, herunder som finansiel rådgiver, jf. lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, advokat eller godkendt revisor. De nærmere regler om, hvilke eksterne rådgivere der kan anvendes, og kravene hertil fastsættes i en bekendtgørelse, der forventes udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2.

Både den tidligere minkavler og den eksterne rådgiver vil skulle opfylde en række vilkår og krav fastsat i den bekendtgørelse, som forventes udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2, der sætter rammerne for bl.a. honorar, omfang af bistand, afregning og videregivelse af oplysninger, ligesom den tidligere minkavler skal stille de nødvendige oplysninger til rådighed for at kunne få fyldestgørende rådgivning. Det er en forudsætning, at den eksterne rådgiver overholder de regler og standarder, der finder anvendelse for den pågældende rådgivers udøvelse af erhvervet.

Det er de pågældende eksterne rådgivere, der bærer ansvaret for deres rådgivning til de tidligere minkavlere. Finansiel Stabilitet kan ikke holdes ansvarlig for den rådgivning, som de enkelte minkavlere modtager fra eksterne rådgivere. Hvis den tidligere minkavler er utilfreds med den modtagne rådgivning eller resultatet heraf, vil det derfor være et forhold mellem den tidligere minkavler og den pågældende rådgiver. Utilfredshed med rådgivningen vil ikke kunne føre til, at den tidligere minkavler kan skifte rådgiver og starte forfra. Ordningen dækker således kun ét rådgivningsforløb til den tidligere minkavler, medmindre helt særlige omstændigheder foreligger. Det kunne eksempelvis være i det tilfælde, hvor Finansiel Stabilitet vurderer, at et rådgivningsforløb ikke lever op til de fastsatte rammer for ordningen, eksempelvis hvis en rådgiver efterfølgende viser sig at være inhabil.

Finansiel Stabilitet vil have mulighed for at indhente dokumentation for den ydede rådgivning. Dette sker for at kunne kontrollere overholdelsen af kravene til rådgiveren og dennes arbejde som fastsat i en bekendtgørelse, som forventes udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2, ligesom der skal være sikkerhed for fremdrift i sagsbehandlingen. Finansiel Stabilitets adgang hertil vil blive fastsat nærmere i en bekendtgørelse, der forventes udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2. Eventuelle konsekvenser af en mangelfuld rådgivning, herunder hel eller delvis tilbagebetaling af honorar, kan ligeledes fastsættes heri.

I det helt særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at sikre den tidligere minkavler den nødvendige rådgivning ved eksterne rådgivere, som minkavleren selv vælger, eller ved eksterne rådgivere, som fremgår af Finansiel Stabilitets liste over eksterne rådgivere, vil enheden i Finansiel Stabilitet selv kunne forestå den nødvendige rådgivning. Dette vil således først ske, hvis den tidligere minkavler ikke selv har kunnet udpege en rådgiver, eller hvis den tidligere minkavler heller ikke har kunnet sikre sig den nødvendige rådgivning fra Finansiel Stabilitets fortegnelse over eksterne rådgivere, som er villige til at yde rådgivning under den foreslåede ordning. Da enheden i Finansiel Stabilitet ikke vil udøve rådgivningen erhvervsmæssigt, vil enheden i Finansiel Stabilitets eventuelle finansielle rådgivning ikke være omfattet af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Ved udøvelse af rådgivningen af enheden i Finansiel Stabilitet vil enheden dog skulle anvende principper svarende til dem, der gælder for finansielle rådgivere, bl.a. i relation til reglerne om god skik for rådgivere og kompetencekrav, med henblik på at sikre, at de tidligere minkavlere modtager tilsvarende rådgivning.

At den tidligere minkavler er insolvent indebærer, at minkavleren efter udbetaling af erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink er insolvent, jf. konkurslovens § 18. At minkavleren formodes at være insolvent efter at have modtaget erstatning og kompensation omfatter tilfælde, hvor minkavleren sandsynligvis er personligt insolvent, dvs. hvor det endnu ikke er afklaret, om vedkommende er insolvent, men hvor der er forhold, der taler for, at dette er tilfældet. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor den tidligere minkavler har betydelig gæld og mangler overblik over sin økonomiske situation, dvs. hvor den pågældende ikke har overblik over, hvorvidt vedkommende er insolvent. At minkavleren formodes at være insolvent omfatter også tilfælde, hvor minkavleren er insolvent forud for erstatnings- og taksationskommissionens udmåling af erstatning og kompensation til minkavleren, og hvor den pågældende med al sandsynlighed formodes også at være insolvent efter udmålingen, da udmålingens størrelse ikke forventes at påvirke det forhold, at den pågældende er insolvent. I sidstnævnte tilfælde kan rådgivningsforløbet opstartes inden erstatnings- og kompensationsudmålingen foreligger.

Den tidligere minkavlers egen erklæring om sine økonomiske forhold er tilstrækkelig til at opfylde kriteriet om, at vedkommende er eller formodes at være insolvent. Vedkommende vil herefter være omfattet af den foreslåede ordning med gældsrådgivning. Dette vil være tilfældet, indtil det ved en gennemgang af vedkommendes forhold måtte vise sig, at vedkommende mod forventning ikke er insolvent.

Det er alene fysiske personer, der kan modtage gældsrådgivning efter den foreslåede ordning, og gældsrådgivningen skal omhandle minkavlerens personlige formue. Gældsrådgivning kan således ikke i medfør af ordningen ydes til en virksomhed, herunder minkavlerens virksomhed eller anden virksomhed, som minkavleren driver. Det gælder også, selv om virksomheden er insolvent efter at have modtaget erstatning og kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink. Hvis minkavleren har drevet virksomhed i regi af en personligt ejet virksomhed, kan minkavleren først blive omfattet af ordningen med gældsrådgivning, når minkavlerens virksomheder er afviklet eller under afvikling.

Det er ikke et krav for at være omfattet af ordningen, at erstatningen og kompensationen udbetales direkte til minkavleren personligt. En minkavler kan således være omfattet af ordningen, selv om erstatningen og kompensationen udbetales til virksomheden og dermed ikke til minkavleren personligt. Det er i den sammenhæng alene en betingelse, at minkavleren som følge af nedlæggelsen af minkerhvervet oplever de nævnte økonomiske vanskeligheder, dvs. at minkavleren er insolvent eller formodes at være insolvent, efter at der er udbetalt erstatning og kompensation til minkavlerens virksomhed i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, herunder bestemmelser fastsat i medfør heraf.

Erstatnings- og taksationskommissionen skal som udgangspunkt have fastsat størrelsen af erstatningen og kompensationen til den tidligere minkavler, inden denne kan blive omfattet af ordningen med gældsrådgivning. Det skyldes bl.a., at størrelsen på udmålingen må forventes at have betydning for, om den pågældende tidligere minkavler er insolvent, og dermed om den pågældende er omfattet af ordningen for gældsrådgivning. Det skyldes også, at størrelsen på udmålingen har betydning for rådgiverens kortlægning af den pågældende tidligere minkavlers økonomiske situation og for indholdet af den rådgivning, som efterfølgende vil skulle ydes. I tilfælde, hvor det på et tidligere tidspunkt forud for udmålingen af erstatning og kompensation til den pågældende kan konstateres, at den tidligere minkavler formodes at være insolvent efter udbetalingen af erstatning og kompensation, dvs. hvor udmålingens størrelse ikke forventes at påvirke det forhold, at den pågældende vil blive insolvent, kan rådgivningsforløbet opstartes inden erstatnings- og kompensationsudmålingen foreligger. Det er således ikke afgørende, om den fastsatte erstatning hhv. kompensation er blevet udbetalt til minkavleren.

Den tidligere minkavler skal til brug for rådgivningen stille de nødvendige oplysninger til rådighed og oplyse sagen fuldt ud samt løbende holde rådgiveren orienteret om forhold, der kan være af betydning for bistanden.

De nærmere betingelser for, hvem der kan modtage rådgivning efter ordningen, vil blive fastsat i en bekendtgørelse, der forventes udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2.

Ved gældsrådgivning forstås hjælp til den tidligere minkavler med at få overblik over sin personlige økonomiske situation, herunder med gennemgang af regnskaber og aktiver, overblik over panterettigheder og sikkerheder, fastlæggelse af minkavlerens fremtidige indtægtsmuligheder og på den baggrund klarlæggelse af både den forventede fremtidige gæld og den tidligere minkavlers gældsserviceringsevne, vejledning om, hvorvidt der vurderes at være grundlag for at søge en særlig aftale med kreditorerne, og bistand til en dialog med kreditorerne om etablering af en gældssaneringsaftale, hvis der er grundlag for en sådan.

Gældsrådgivning omfatter ikke rådgivning om størrelsen af den udbetalte erstatning eller kompensation, eller hvorvidt den skal indbringes for domstolene.

Gældsrådgivningen skal tage udgangspunkt i den enkelte tidligere minkavlers konkrete forhold, herunder den pågældendes kreditorer, og omhandler alene den tidligere minkavlers personlige formue.

Formålet med drøftelserne med kreditorerne er en aftale om nedskrivning af gælden til et håndterbart niveau, der vil skulle afvikles over typisk tre år, eller alternativt i særligt udsigtsløse tilfælde fuldstændig bortfald af gælden. Afvikling af gælden over tre år svarer til de vilkår, der normalt gælder ved en egentlig gældssanering i konkurs.

Gældsrådgivning omfatter endvidere vejledning om, hvornår det vurderes hensigtsmæssigt at indgå en frivillig aftale, og hvornår der vurderes med fordel at kunne søges om egentlig gældssanering ved skifteretten. I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås en frivillig aftale på rimelige vilkår, vil sagen overgå til skifteretten til behandling om gældssanering, hvis betingelserne herfor er opfyldt. De materialer, der løbende er udarbejdet til brug for de frivillige forhandlinger, overdrages i en form, så materialet kan indgå i den videre sagsbehandling i skifteretten.

At rådgivningen ydet efter den foreslåede ordning skal være vederlagsfri indebærer, at den tidligere minkavler ikke skal betale for rådgivningen. Dermed får minkavleren dækket omkostninger til at skabe overblik over sin økonomiske situation og til udarbejdelse af materialer, ligesom minkavleren får dækket omkostninger til forhandlingsbistand og vejledning, uanset om der opnås en aftale med kreditorerne eller ej. Rådgivningen omfatter bistand til en eventuel behandling i skifteretten, men enheden afholder ikke de sædvanlige gebyrer, afgifter m.v. Dem vil minkavleren således selv skulle betale.

Omkostningerne dækkes ved, at enheden i Finansiel Stabilitet betaler rådgiverens honorar direkte. Der vil i bekendtgørelsen, der udstedes i medfør af det foreslåede stk. 2, blive fastsat nærmere regler om, hvilke ydelser der er omfattet af den vederlagsfri rådgivning, herunder størrelsen af den enkelte rådgivers honorar, og i hvilket omfang den samlede rådgivning til en minkavler er underlagt en maksimumsramme. En maksimumsramme skal blandt andet sikre, at rådgivere ikke forsøger at misbruge eller udnytte ordningen med vederlagsfri rådgivning til tidligere minkavlere til egen uberettiget vinding.

Værdien af den vederlagsfrie rådgivning vil efter gældende regler skulle betragtes som en skattepligtig indtægt for modtagerne. For at sikre, at modtagerne ikke vil skulle betale skat af værdien af den modtagne vederlagsfri rådgivning, foreslås der med lovforslagets § 15 en ændring af ligningsloven, hvorefter værdien af den vederlagsfri rådgivning skal være skattefri.

Udgifterne til enheden afholdes af Finansiel Stabilitet. Det indebærer, at de omkostninger, der er forbundet med driften af enheden i Finansiel Stabilitet, samt omkostninger til rådgivningen af tidligere minkavlere afholdes af statens del af Finansiel Stabilitets formue. Omkostningerne berører således ikke Afviklingsformuen eller Garantiformuen.

Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede bestemmelse har til formål udtrykkeligt at fastslå, at den nævnte opgave kan forankres i Finansiel Stabilitet, samt udtrykkeligt at fastslå rammerne herfor. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på rækkevidden af anvendelsesområdet af § 61, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Erhvervsministeren kan således fortsat i medfør af § 61, stk. 6, henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet. Som det fremgår af bemærkningerne til § 61, stk. 6, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 100 som fremsat, side 87, kan det eksempelvis være opgaver, der følger af et aktstykke vedtaget af Finansudvalget. Dette vil fortsat være tilfældet. Det forhold, at opgaven vedrørende etablering af en gældsrådgivningsenhed foreslås indført i en bestemmelse i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, medfører således ikke, at øvrige opgaver, som erhvervsministeren måtte henlægge til Finansiel Stabilitet i medfør af § 61, stk. 6, også skal fremgå direkte af loven.

Finansiel Stabilitet er i medfør af § 61, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder undtaget fra lov om offentlighed i forvaltning og forvaltningsloven. Selv om Finansiel Stabilitet ikke er omfattet af forvaltningsloven direkte, overholder Finansiel Stabilitet i sin virksomhed almindelige forvaltningsretlige principper i relevant omfang om f.eks. proportionalitet, ligebehandling og inhabilitet, ligesom Finansiel Stabilitet begrunder sine beslutninger. Opgaven for enheden i Finansiel Stabilitet vil i høj grad være af operationel karakter i forhold til at sikre rådgivning til de insolvente tidligere minkavlere og afholde omkostningerne hertil, hvorfor der ikke foreslås ændringer til de forvaltningsretlige rammer for Finansiel Stabilitet på dette område. Det skal også ses i lyset af, at der i bekendtgørelsen, der forventes udstedt i medfør af stk. 2, blandt andet vil blive fastsat nærmere regler om Finansiel Stabilitets rapportering om ordningen.

Der er ikke rekursadgang til erhvervsministeren for så vidt angår beslutninger m.v. truffet af Finansiel Stabilitet, idet Finansiel Stabilitet som en selvstændig offentlig virksomhed ikke indgår i den offentlige forvaltning. I forlængelse heraf bemærkes, at da Finansiel Stabilitets opgaver ved oprettelsen og drift af enheden er af operationel karakter med henblik på at foranledige rådgivning til tidligere minkavlere, vil enhedens eventuelle beslutninger om indgåelse af aftaler med rådgivere m.v. derfor heller ikke kunne påklages til anden administrativ instans.

Det bemærkes, at Finansiel Stabilitet i medfør af § 61, stk. 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er undtaget for reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF. Undtagelsen finder dog ikke anvendelse på den foreslåede gældsrådgivningsordning, jf. § 61, stk. 7, jf. stk. 8, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, da formålet med behandling af personoplysninger i forbindelse med rådgivningen ikke er restrukturering og afvikling af finansielle virksomheder.

Det foreslås i stk. 2 , at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enheden i Finansiel Stabilitet oprettet i medfør af stk. 1, herunder om indholdet og omfanget af rådgivningen, betingelserne for at modtage rådgivningen, hvilke rådgivere der kan anvendes, hvilke udgifter hertil, der dækkes, samt om kontrol med ordningen og rapportering.

Med lovforslaget bemyndiges erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen kan omfatte de vilkår og krav, som den tidligere minkavler og rådgiveren vil skulle opfylde, herunder de erklæringer, som de må forventes at afgive, samt rammerne for bl.a. honorar og omfang af bistand, afregning og videregivelse af oplysninger.

I bekendtgørelsen kan erhvervsministeren desuden fastsætte nærmere regler om bl.a. ansøgningsprocessen og kriterierne for at få tildelt vederlagsfri rådgivning. Desuden kan der fastsættes regler om den kontrol, som enheden i Finansiel Stabilitet skal udføre af de ydelser, som enheden afholder omkostningerne til under ordningen, om den dokumentation, som Finansiel Stabilitet kan indhente til kontrol af ordningen, samt om enhedens rapportering om anvendelsen af ordningen. Der kan endvidere fastsættes regler om, at rådgivere ikke kan være omfattet af ordningen, hvis de f.eks. tidligere har handlet i strid med reglerne herfor.

§ 63 c

Det følger af § 61, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet skal medvirke til sikring af finansiel stabilitet i Danmark og varetager de opgaver og beføjelser, der er tillagt Finansiel Stabilitet i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og i øvrig lovgivning, herunder lov om finansiel virksomhed og lov om en indskyder- og investorgarantiordning. Erhvervsministeren kan henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet, jf. § 61, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Finansiel Stabilitet forestår afvikling og restrukturering af bl.a. nødlidende pengeinstitutter i medfør af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. I den forbindelse overtager Finansiel Stabilitet kontrollen med pengeinstituttet, og Finansiel Stabilitet kan som led i afviklingen eller restruktureringen af instituttet bl.a. frasælge aktiver og forpligtelser i instituttet, jf. § 19 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder som § 63 c, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at erhvervsministeren kan henlægge opgaver vedrørende salg af ejendomme og andre aktiver til Finansiel Stabilitet.

Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan bestemme, at Finansiel Stabilitet på vegne af staten skal forestå salg af ejendomme og andre aktiver, som staten har overtaget fra tidligere minkavlere og andre virksomheder, der har modtaget erstatning eller kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Ved ejendomme forstås fast ejendom. Andre aktiver kan være aktiver, som har en tilknytning til en fast ejendom, eksempelvis inventar, men kan også være øvrige aktiver uden en sådan tilknytning.

I den foreslåede bestemmelse er der tale om ejendomme og andre aktiver, som ikke hidrører fra en virksomhed eller enhed under restrukturering eller afvikling. Ejendommene og aktiverne hidrører fra de tidligere minkavlere, som har modtaget erstatning som følge af forbuddet mod hold af mink i de tilfælde, hvor der ydes erstatning som følge af en varig lukning af minkbedriften. Ejendommene og aktiverne kan endvidere hidrøre fra andre virksomheder, der har modtaget kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink, dvs. de såkaldte følgeerhverv, jf. lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Staten har overtaget ejerskabet af de omfattede ejendomme og aktiver i forbindelse med udbetalingen af erstatning eller kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink efter lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, herunder bestemmelser fastsat i medfør heraf. Aktiverne tilhører således staten, og erhvervsministeren kan bestemme, at aktiverne skal sælges på vegne af staten af Finansiel Stabilitet.

Omfanget af Finansiel Stabilitets salg af ejendomme og andre aktiver vil afhænge af, hvilke ejendomme og andre aktiver staten overlader til Finansiel Stabilitet til at sælge.

Salg af ejendomme og andre aktiver efter det foreslåede stk. 1 kan ske både ved, at staten overdrager ejerskabet af ejendommen eller aktivet til Finansiel Stabilitet, hvorefter Finansiel Stabilitet forestår salget, og ved at Finansiel Stabilitet forestår salget på vegne af staten uden en sådan overdragelse. I det sidstnævnte tilfælde varetager Finansiel Stabilitet alene en salgsfunktion.

Bestemmer erhvervsministeren, at Finansiel Stabilitet skal varetage salg af ejendomme eller andre aktiver på vegne af staten, skal dette ske ved en instruks fra erhvervsministeren til Finansiel Stabilitet.

Erhvervsministeren oplyser således Finansiel Stabilitet om, hvilke ejendomme eller andre aktiver Finansiel Stabilitet skal sælge på vegne af staten. Finansiel Stabilitet skal alene varetage salget af de angivne aktiver og forestår dermed ikke en særskilt prøvelse af de bagvedliggende forhold, herunder af grundlaget for statens ejerskab.

Det skal i alle tilfælde være klart, hvilke ejendomme og andre aktiver der er omfattet af instruksen. Der må således ikke være tvivl om, hvilke aktiver Finansiel Stabilitet skal sælge på vegne af staten. I de tilfælde, hvor ejendommen eller aktivet ikke overdrages til ejerskab til Finansiel Stabilitet, skal Finansiel Stabilitet ud over instruksen have den fornødne dokumentation for at kunne gennemføre et salg på vegne af staten, herunder eksempelvis en fuldmagt og evt. dokumentation for statens ejerskab i tilfælde, hvor oplysninger om ejerskabet ikke er offentligt tilgængelige.

Med salg af aktiver forstås frasalg eller overdragelse af ejendommen eller hele aktivet eller opdeling af aktivet i mindre dele og herefter frasalg eller overdragelse af disse. Det er som udgangspunkt op til Finansiel Stabilitet at afgøre, hvordan det konkrete salg gennemføres mest hensigtsmæssigt for derigennem at varetage statens interesser bedst muligt. Finansiel Stabilitet har i den forbindelse vide rammer for gennemførelsen af salget, herunder kan Finansiel Stabilitet foretage forbedringer af aktivet, i det omfang Finansiel Stabilitet vurderer, at dette kan give et økonomisk bedre resultat. Finansiel Stabilitet kan ligeledes antage bistand til salget. Salg af aktiver omfatter således også øvrige dispositioner, som Finansiel Stabilitet vurderer nødvendige for at gennemføre salget mest hensigtsmæssigt for staten.

Erhvervsministeren kan i instruksen til Finansiel Stabilitet angive, hvis der er særlige hensyn, som Finansiel Stabilitet skal varetage eller prioritere i forbindelse med salget. Det kunne f.eks. være økonomiske hensyn, tidsmæssige hensyn, hensyn til aktivets genanvendelighed m.v. Hvis ikke sådanne hensyn er angivet, vil Finansiel Stabilitet gennemføre salget på en måde, som vurderes mest hensigtsmæssig for statens økonomiske interesse i det konkrete tilfælde.

Finansiel Stabilitets udgifter forbundet med salg af ejendomme og andre aktiver på vegne af staten dækkes enten af staten eller den del af Finansiel Stabilitets formue, som kan udloddes til staten. Dette fastlægges konkret med udgangspunkt i opgaven. Udgifterne berører således ikke Afviklingsformuen eller Garantiformuen.

Ovenstående udgør udgangspunktet for, hvordan Finansiel Stabilitet skal sælge de omfattede ejendomme og andre aktiver på vegne af staten. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Finansiel Stabilitets salg af ejendomme og andre aktiver på vegne af staten i en bekendtgørelse, jf. det foreslåede stk. 2.

Det er op til Finansiel Stabilitet at fastlægge, hvordan opgaven med salg af ejendomme og andre aktiver forankres i Finansiel Stabilitet, herunder om det tilrettelægges i regi af den selvstændige offentlige virksomhed Finansiel Stabilitet eller i et selvstændigt datterselskab til Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse har til formål udtrykkeligt at fastslå, at denne opgave kan forankres i Finansiel Stabilitet, samt udtrykkeligt at fastslå rammerne herfor. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på rækkevidden af anvendelsesområdet af § 61, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Erhvervsministeren kan således fortsat i medfør af § 61, stk. 6, henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet. Som det fremgår af bemærkningerne til § 61, stk. 6, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 100 som fremsat, side 87, kan det eksempelvis være opgaver, der følger af et aktstykke vedtaget af Finansudvalget. Dette vil fortsat være tilfældet. Det forhold, at opgaven vedrørende salg af ejendomme og andre aktiver foreslås indført i en bestemmelse i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, medfører således ikke, at øvrige opgaver, som erhvervsministeren måtte henlægge til Finansiel Stabilitet i medfør af § 61, stk. 6, også skal fremgå direkte af loven.

Det foreslås i stk. 2 , at erhvervsministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om Finansiel Stabilitets salg af ejendomme og andre aktiver efter det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er tiltænkt anvendt i tilfælde, hvor det vurderes hensigtsmæssigt at uddybe rammerne for Finansiel Stabilitets salg efter det foreslåede stk. 1. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor der er tale om en portefølje af mere omfattende karakter, herunder tilfælde, hvor der er tale om et stort antal ejendomme og andre aktiver, eller hvor arten og karakteren af ejendommene og aktiverne gør opgaven mere omfattende. Det kunne også være relevant i tilfælde, hvor der helt konkret ønskes fastsat nogle bestemte rammer for sådanne salg.

I sådanne tilfælde kan det være mere hensigtsmæssigt at fastlægge rammerne for opgaven i en bekendtgørelse frem for i instruksen.

De nærmere regler kan således vedrøre salgsprocessen. Reglerne kan angive særlige hensyn, som Finansiel Stabilitet skal tillægge betydning ved salget. Det kunne eksempelvis være hensynet til at gennemføre et hurtigt salg, hensynet til at gennemføre det mest fordelagtige salg set fra et økonomisk perspektiv, hensynet til at sikre, at ejendommen eller aktivet i videst muligt omfang kan genanvendes m.v. Reglerne kan endvidere vedrøre omkostningerne forbundet med salget og anvendelsen af et evt. provenu, de tidsmæssige perspektiver for salget m.v.

De nævnte eksempler på hensigtsmæssige tilfælde for bemyndigelsens anvendelse er ikke udtømmende. Bemyndigelsesbestemmelsen kan således anvendes ved alle relevante forhold i relation til Finansiel Stabilitets salg af ejendomme og andre aktiver på vegne af staten.

Til nr. 6 (§ 65, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Efter § 65 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder træffer erhvervsministeren beslutning om en række nærmere angivne forhold efter indstilling fra Finansiel Stabilitets bestyrelse.

§ 65, stk. 1, nr. 4, indeholder en henvisning til § 59, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Lovforslagets § 13, nr. 4, medfører, at § 59, stk. 4, bliver til § 59, stk. 5. Det foreslås at ændre henvisningen i § 65, stk. 1, nr. 4, som følge heraf.

Til nr. 7 (§ 74, stk. 3, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

§ 74 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører Finansiel Stabilitets udgifter i medfør af loven og øvrige love.

Det fremgår af § 74, stk. 3, at finansieringen fastlægges konkret i forhold til øvrige opgaver, som er henlagt til Finansiel Stabilitet i medfør af § 61, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Det følger af § 61, stk. 6, at erhvervsministeren kan henlægge varetagelsen af øvrige opgaver til Finansiel Stabilitet.

Med dette lovforslags § 13, nr. 5, foreslås en ny § 63 c, hvorefter erhvervsministeren kan bestemme, at Finansiel Stabilitet på vegne af staten skal forestå salg af ejendomme og andre aktiver, som staten har overtaget fra tidligere minkavlere og andre virksomheder, der har modtaget erstatning eller kompensation i medfør af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Det foreslås, at der tilføjes en henvisning til den foreslåede § 63 c i § 74, stk. 3 , således at der også i relation til disse opgaver om salg af ejendomme og andre aktiver gælder, at finansieringen heraf fastlægges konkret med udgangspunkt i de enkelte opgaver.

§ 14

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 14, i selskabsloven)

Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 14, er det i lov om finansiel stabilitet nævnte Finansiel Stabilitet A/S fritaget for beskatning.

Finansiel Stabilitet A/S blev stiftet i oktober 2008 som led i en aftale mellem den danske stat og pengeinstitutsektoren i Danmark (Det Private Beredskab) om sikring af den finansielle stabilitet, jf. lov nr. 1003 af 10. oktober 2008. Som led i vedtagelsen af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, der trådte i kraft den 1. juni 2015, blev Finansiel Stabilitet omdannet til en selvstændig offentlig virksomhed (SOV), jf. lov nr. 333 af 31. marts 2015.

Finansiel Stabilitet er efter omdannelsen en selvstændig offentlig virksomhed omfattet af skattefritagelsen af staten, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1. Skattefritagelsen for Finansiel Stabilitet A/S er dermed uden indhold.

På den baggrund foreslås det, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 14, ophæves.

§ 15

Til nr. 1 (§ 7, stk. 1, nr. 35, i ligningsloven)

Det foreslås i lovforslagets § 13, nr. 5, at Finansiel Stabilitet skal kunne oprette en enhed, der foranlediger rådgivning af tidligere minkavlere. Som udgangspunkt er det forventningen, at rådgivningen vil skulle udøves af en rådgiver, som minkavleren selv har valgt, og som kan godkendes under ordningen, eller af en rådgiver som minkavleren vælger fra Finansiel Stabilitets fortegnelse over eksterne rådgivere, som ønsker at udføre rådgivning under den foreslåede ordning, og som opfylder kravene hertil. Omkostningerne vil skulle dækkes ved, at enheden i Finansiel Stabilitet betaler rådgiverens honorar direkte. Finansiel Stabilitet vil kun selv skulle forestå rådgivningen, hvis det ikke er muligt at sikre de tidligere minkavlere den nødvendige rådgivning ved eksterne rådgivere.

Efter gældende ret vil værdien af en sådan vederlagsfri gældsrådgivning som udgangspunkt udgøre en skattepligtig indtægt for modtageren i henhold til statsskattelovens § 4. Modtageren skal således medregne værdien ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 7 indeholder en opregning af en række indtægter, der særligt er gjort skattefrie. Ingen af de gældende skattefrihedsbestemmelser i § 7 finder anvendelse her.

Det foreslås at indsætte nr. 35 i ligningslovens § 7, hvorefter vederlagsfri gældsrådgivning omfattet af § 63 b i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skattefritages.

Forslaget vil sikre, at al vederlagsfri gældsrådgivning i henhold til § 63 b i lov om omstrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vil kunne opnås skattefrit for modtagerne af gældsrådgivningen. De tidligere minkavlere, der vælger at tage imod tilbuddet om vederlagsfri gældsrådgivning, vil derfor kunne gøre dette uden skattemæssige konsekvenser, ligesom der heller ikke vil være en indberetningspligt for Finansiel Stabilitet eller den enkelte tidligere minkavler.

Til nr. 2 (§ 7 B, stk. 2, 2. pkt., i ligningsloven)

Det følger af ligningslovens § 7 B, stk. 2, 2. pkt., at beløb, der udbetales i medfør af § 59, stk. 1, nr. 1, 6 og 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Bestemmelsen indebærer, at de nævnte udbetalinger fra Afviklingsformuen i forbindelse med restrukturering eller afvikling af en virksomhed eller enhed ikke skal medregnes i den skattepligtige indkomst.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 7 B, stk. 2, 2. pkt., til også at omfatte § 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

§ 59 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder vedrører anvendelsen af Afviklingsformuen. § 59, stk. 1, angiver, til hvilke formål Afviklingsformuen kan anvendes.

Efter §7 B, stk. 2, 2. pkt., i ligningsloven skal beløb modtaget fra Afviklingsformuen i forbindelse med en række nærmere angivne handlinger ikke medregnes i den skattepligtige indkomst hos modtageren. Bestemmelsen i ligningsloven om skattefritagelse henviser alene til § 59, stk. 1, nr. 1, 6 og 7, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Udbetalinger efter § 59, stk. 1, nr. 4, er efter gældende regler ligeledes skattefri, i det omfang der er tale om indskud ved kapitaludvidelse, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Efter § 59, stk. 1, nr. 4, som foreslås ændret med dette lovforslags § 13, nr. 3, hvortil der henvises, vil Afviklingsformuen kunne anvendes til at yde bidrag til et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab.

Som følge af den foreslåede ændring af § 59, stk. 1, nr. 4, foreslås det at ændre ligningslovens § 7 B, stk. 2, 2. pkt., så bestemmelsen også henviser til § 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Herefter vil ethvert bidrag fra Afviklingsformuen til et broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab være skattefrit for modtageren, selv om der ikke er tale om et indskud ved kapitaludvidelse.

Der er tale om en ændring af indholdsmæssig karakter. Ændringen indebærer, at bidrag ydet af Afviklingsformuen til et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab i medfør af § 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder ikke medregnes til broinstituttets eller porteføljeadministrationsselskabets skattepligtige indkomst.

Med ændringen vil ligningslovens § 7 B, stk. 2, 2. pkt., omfatte samtlige udbetalinger fra Afviklingsformuen.

§ 7 B, stk. 2, 3. pkt., og § 7 B, stk. 3, i ligningsloven henviser til bl.a. beløb omfattet af § 7 B, stk. 2, 2. pkt. Med den foreslåede ændring vil disse henvisninger også omfatte bidrag udbetalt af Afviklingsformuen til et broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab efter § 59, stk. 1, nr. 4, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.

Efter § 7 B, stk. 2, 3. pkt., kan den del af overtagne forpligtelser, der er dækket af beløb efter § 7 B, stk. 2, 2. pkt., ikke anses for en del af anskaffelsessummen for de overtagne aktiver fra det nødlidende institut.

§ 7 B, stk. 3, begrænser fradrag for underskud i tilfælde, hvor der bl.a. er udbetalt beløb omfattet af § 7 B, stk. 2.

§ 16

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at fonden har til formål at medfinansiere investeringer, der fremmer den grønne omstilling af samfundet. Begrebet ”grøn omstilling” er ikke nærmere defineret i det gældende lovgrundlag for Danmarks Grønne Investeringsfond. I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 1, stk. 3, 1. pkt., er der dog givet en række eksempler, idet det heraf følger, at ”grøn omstilling” ikke er et fast defineret begreb, men at det i forhold til fondens aktiviteter f.eks. vedrører investeringer i energibesparelser, større ressourceeffektivitet og vedvarende energianlæg.

Med den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, 2. og 3. pkt., fastsættes det, at der ved grøn omstilling forstås både tiltag, som kan fremme national og tiltag, som kan fremme global grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi mv. og fremme af global eksport af grøn teknologi, eksempelvis inden for vind og energieffektiviseringsløsninger. Det fastsættes samtidig, at Danmarks Grønne Investeringsfonds finansiering skal bidrage til opfyldelse af temperaturmålene som defineret i Parisaftalen, under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) vedtaget i Paris den 12. december 2015 på den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC og underskrevet af Danmark i New York den 22. april 2016,samt realisering af nationale klimamål og således aktivt skal finansiere tiltag, der reducerer belastningen for klima, natur og miljø, herunder tiltag rettet mod vandknaphed, fødevaremangel og bæredygtig fødevareproduktion.

Formålet med bestemmelsen er at udmønte de i finanslovsaftalen 2020 indeholdte principper og ønsker bag etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond. Derfor foreslås det at indsætte en nærmere kvalificering i lovteksten af, hvilke typer af tiltag og initiativer der i hvert fald ses at falde inden for de overordnede formål, som Danmarks Grønne Investeringsfond i medfør af loven skal forfølge.

Af finanslovsaftalen 2020 fremgår, at midlerne allokeret til Danmarks Grønne Fremtidsfond skal bidrage til den grønne omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi m.v. og fremme af global eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind. Det følger endvidere, at fondens investeringer skal have til formål at bidrage til opfyldelse af Parisaftalens temperaturmål, og at investeringer vil blive prioriteret mod projekter med klimaeffekter og drivhusgasreduktioner samt løsninger rettet mod vandknaphed og fødevaremangel, således at fonden aktivt investerer i tiltag, der reducerer belastningen for klima, natur og miljø.

På nogle områder, f.eks. i dele af transportsektoren, er der ikke kommercielle og skalerbare, fuldt fossilfrie løsninger tilgængelige. På disse områder er der derfor behov for at igangsætte en transition, hvis der skal opnås en fornuftig transitionssti frem mod et klimaneutralt samfund. Imidlertid har mange transitionsteknologier endnu ikke opnået tilstrækkelig udbredelse i markedet til at udgøre kendte produkter for investorer og projektfolk.

Der lægges derfor op til, at Danmarks Grønne Fremtidsfond kan understøtte de virksomheder og projekter, hvor den grønne omstilling sker gradvist og ikke via en øjeblikkelig omstilling til en ”end-game”-teknologi, såfremt følgende krav er opfyldt:

– Finansieringen understøtter grøn transformation.

– Der sker en signifikant reduktion af klimabelastningen og af fossil afhængighed i forbindelse med finansieringen.

– Der må ikke være tale om projekter baseret på veletablerede teknologier, som bør kunne finde finansiering på det private marked.

– Transitionsteknologien må ikke stå i vejen for, eller væsentligt fordyre, en senere implementering af grønnere end-game-teknologier.

I Danmarks Grønne Investeringsfonds nuværende portefølje ses f.eks. virksomheder, der historisk har haft en høj afhængighed af fossile brændstoffer, men som ønsker at omstille til grønnere løsninger og ikke har kunnet opnå privat finansiering til dette formål. Derimod vil Danmarks Grønne Investeringsfond som udgangspunkt være afskåret fra at yde finansiering til projekter baseret på naturgas i landfaste installationer, da f.eks. vind- og solenergi vurderes at udgøre konkurrencedygtige, grønnere alternativer.

Den i stk. 2, 2. pkt., foreslåede oplistning er ikke udtømmende, og med den foreslåede bestemmelse kan Danmarks Grønne Investeringsfond således fortsat, i takt med at der opstår nye og ændrede behov inden for det klima-, miljø-, og naturmæssige område, imødekomme sådanne behov og tilbyde finansiering heraf i relevant omfang. Formålet hermed er at sikre, at Danmarks Grønne Investeringsfonds handlemuligheder til enhver tid følger udviklingen inden for de overordnede formål, som fonden er sat til at udmønte.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 3, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

De nærmere udvælgelseskriterier for finansiering gennem Danmarks Grønne Investeringsfond er ikke nærmere defineret i gældende ret.

Med den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 3 , fastsættes det, at Danmarks Grønne Investeringsfond ved udvælgelsen af projekter og initiativer foretager en samlet vurdering af det kommercielle og det omstillingsmæssige potentiale af det enkelte projekt eller initiativ.

Der er med indholdet ikke tiltænkt en væsentlig ændring i den nuværende retstilstand, hvorefter Danmarks Grønne Investeringsfond foretager en samlet vurdering af et projekts eller initiativs potentiale på baggrund af dets bidrag til den grønne omstilling, men ligeledes med øje for hvorvidt projektet eller initiativet vurderes at være bæredygtigt i kommerciel henseende.

Til brug for vurderingen af det omstillingsmæssige potentiale af det enkelte projekt eller initiativ inddrager Danmarks Grønne Investeringsfond enten EU’s klassificeringssystem (taksonomi) for bæredygtige økonomiske investeringer eller andre vurderingsprincipper og kriterier af relevans for vurderingen af projektet eller initiativets potentiale til at bidrage til den grønne omstilling.  De nærmere kriterier for vurderingen af det omstillingsmæssige potentiale fastlægges ved Politik for finansiering/investering omfattet af Danmarks Grønne Fremtidsfond, som udarbejdes af institutionerne under Danmarks Grønne Fremtidsfond og godkendes af erhvervsministeren.

Med udgangspunkt i finanslovsaftalen for 2020 lægges der op til, at institutionerne under Danmarks Grønne Fremtidsfond, herunder Danmarks Grønne Investeringsfond, tager udgangspunkt i en række definerede fælles vurderingskriterier, når det skal vurderes, om et projekt eller initiativ falder inden for institutionens formål.

Kriterierne skal sikre, at projektet eller initiativet på finansieringstidspunktet understøtter eller har tydeligt potentiale til i forlængelse af finansieringen at understøtte den grønne omstilling bedst muligt og efterlever den til enhver tid gældende lovgivning samt god praksis fra lignende institutioner.

De nærmere kriterier for vurderingen af det omstillingsmæssige potentiale fastlægges ved Politik for finansiering/investering omfattet af Danmarks Grønne Fremtidsfond, som udarbejdes af institutionerne under Danmarks Grønne Fremtidsfond og godkendes af erhvervsministeren.

Danmarks Grønne Investeringsfond har ansvaret for at vurdere, om det konkrete projekt eller den konkrete virksomhed findes at falde inden for definitionen af grøn omstilling og dermed kan udvælges til at modtage finansiering.

Finansiering fra fonden skal fortsat – ud over et ufravigeligt krav om bidrag til grøn omstilling – også ske med øje for innovationskraft, samfundsafkast og ansvarlighed. Det er desuden en forudsætning, at projekterne eller initiativerne, der finansieres, er kommercielt bæredygtige.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 6, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Kravene til skattepolitik og social ansvarlighed for finansiering gennem Danmarks Grønne Investeringsfond er ikke nærmere defineret i det gældende lovgrundlag.

Med den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 6 , foreslås det, at Danmarks Grønne Investeringsfonds ydelse af finansiering sker i overensstemmelse med de for fonden til enhver tid gældende regler og politikker for ansvarlig virksomhedsadfær, herunder social ansvarlighed og foranstaltninger mod skatteunddragelse.

Bestemmelsen udmønter blandt andet et politisk ønske udtrykt i forbindelse med finanslovsaftalen 2020 om, at det som led i ydelse af finansiering fra institutionerne under Danmarks Grønne Fremtidsfond, herunder Danmarks Grønne Investeringsfond, skal sikres, at de virksomheder, der investeres i, betaler den skat, de er forpligtede til i henhold til internationale aftaler og nationale regler, og at investeringer lever op til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Danmarks Grønne Investeringsfonds ydelse af finansiering sker allerede i dag med afsæt i for fonden gældende regler og politikker inden for såvel skattepolitik som social ansvarlighed, ligesom fonden forud for enhver investering foretager en due diligence-undersøgelse af såvel skattemæssige som CSR-relaterede forhold. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt en ændring i forhold til de procedurer, som fonden allerede i dag iagttager forud for ydelse af finansiering.

Til nr. 4 (§ 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

I medfør af gældende ret kan Danmarks Grønne Investeringsfond stille finansiering til rådighed for projekter eller initiativer. Fonden har imidlertid ikke en klar lovhjemmel til at deltage i indirekte finansieringsløsninger, idet det ikke fremgår, om kravet om privat medfinansiering kan monitoreres på virksomhedsniveau for projektudbydere eller skal ske på det enkelte projekt.

Det foreslås derfor i § 2, stk. 1, 2. pkt ., at fonden kan yde lån og garantier til virksomheder, som tilbyder eller faciliterer finansiering af energi- og miljømæssig renovering, herunder eksempelvis i form af energirenovering af private boliger.

Bestemmelsen foreslås med henblik på at give fonden mulighed for at kunne stille finansiering til rådighed for virksomheder, der tilbyder finansiering af energi- og miljømæssig renovering, f.eks. udbydere af energispareløsninger til private boligejere, og derved uden at finansieringen stilles til rådighed for et konkret initiativ eller projekt. Det muliggør deltagelse i større finansieringer på virksomhedsniveau, hvor der via finansieringen sker en finansiering af mange små projekter, f.eks. energispareprojekter i private boliger.

Som udbydere af sådanne projekter kan eksempelvis nævnes de virksomheder, der i dag tilbyder fuldt finansierede løsninger til opførelse af solceller, installering af varmepumper eller jordvarmeanlæg i private boliger, og hvor tilbagebetalingen sker med et beløb, der kan rummes inden for besparelsen, og med mulighed for, at en eventuel overskydende fortjeneste tilgår boligejeren.

Med den foreslåede bestemmelse får Danmarks Grønne Investeringsfond et klart mandat til at finansiere sådanne virksomheder og måle den private medfinansieringsandel på virksomhedsniveauet, hvilket vurderes at kunne muliggøre større projekter med flere underliggende finansieringer og dermed en øget udbredelse af grønne løsninger.

Til nr. 5 (Til § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Efter gældende ret kan Danmarks Grønne Investeringsfond ikke – som et alternativ til eksisterende risikoaflønning i form af rentebetaling og exit/performancebetaling – modtage anden risikoaflønning, såfremt en sådan aflønning vil resultere i en ejerandel i en virksomhed.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 2, stk. 2 , foreslås det at give Danmarks Grønne Investeringsfond mulighed for at kunne opnå og fastholde ejerandele i virksomheder modtaget enten som vederlag for ydelse af finansiering i medfør af loven eller som led i konvertering af gæld eller andre konvertible instrumenter.

Danmarks Grønne Investeringsfond yder i dag blandt andet lån til virksomheder, hvor virksomhedernes eneste reelle finansieringsalternativ kan vise sig at være tilførsel af egenkapital. Det gælder særligt virksomheder i den tidlige kommercielle fase, hvor risikoen er højere end ved de mere modne virksomheder. Lånefinansieringen fra fonden bygger i disse tilfælde således bro mellem egenkapitalfinansiering og almindelig gældsfinansiering. Det betyder også, at fonden finansierer virksomheder på samme tid og med samme risikoprofil som traditionelle egenkapitalinvesteringer.

For at påtage sig denne risiko vederlægges fonden i dag ved en exit- og/eller performancebonus, der reelt fungerer som en form for udskudt rente, der udløses ved en på forhånd fastlagt begivenhed, herunder eksempelvis ved en omsætning af en vis størrelse eller ved levering af et ekstraordinært godt resultat. Denne struktur for risikoaflønning vurderes imidlertid ikke optimal, herunder ud fra hensynet til og mulighederne for at syndikere med andre danske eller udenlandske kapitaludbydere.

For at sikre den optimale gældsstruktur for en virksomhed kan det være nødvendigt at syndikere eller på anden måde indgå i et partnerskab med andre kapitaludbydere, som ofte vil søge at opnå ejerandele som et led i vederlaget for finansieringen af virksomheden. Ud over at mindske fondens kreditrisiko på det pågældende engagement kan en syndikering – når det sker med udenlandske kapitalpartnere – bidrage til at tiltrække udenlandsk kapital, ressourcer og netværk til de danske virksomheder og økosystemet mere generelt.

Instrumenter som tegningsretter (warrants), optioner og lignende er blandt både nationale og internationale investorer og långivere de mest traditionelle og kendte risikoaflønningsinstrumenter. I sager med internationale låneudbydere vil det derfor ofte være uhensigtsmæssigt og direkte kunne hindre en fælles finansieringsløsning, hvis ikke parterne i syndikeringen kan agere på lige vilkår og således opnå samme form for kvalitativt vederlag for samme slags finansiering.

Ved at indføre mulighed for at fonden kan risikoaflønnes i form af tegningsretter, optioner og lignende, giver det fonden bedre mulighed for på markedskonform vis at blive aflønnet for den risiko, der – også i dag – er forbundet med de af fonden foretagne udlån. Der er således ikke tale om rettigheder eller instrumenter, der har til hensigt at ændre fondens samlede risikoprofil, ligesom det ikke er hensigten, at fonden skal benytte sådanne rettigheder eller instrumenter med henblik på at besidde ejerandele i selskaber over længere tid. Ligeledes forventes disse rettigheder og instrumenter i udgangspunktet alene anvendt i tilfælde, hvor fonden foretager finansiering i samarbejde med andre kapitaludbydere, og hvor der således opereres under en forventning om, at fonden kan agere på lige vilkår med øvrige kapitaludbydere.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt ., at modtagelsen af rettigheder eller finansielle instrumenter, som kan konverteres til ejerandele, skal være ydet som vederlag for fondens ydelse af et lån eller en garanti. Heraf følger forudsætningsvist, at retten til at modtage sådanne rettigheder eller instrumenter skal være afledt af den finansieringsaftale, der er indgået mellem fonden og den part, der modtager finansieringen. Det er således ikke hensigten, at fonden efterfølgende skal kunne indgå aftaler om anden risikoaflønning, end hvad der er aftalt i forbindelse med indgåelse af finansieringsaftalen.

I stk. 2, 3. pkt ., foreslås det endvidere, at Danmarks Grønne Investeringsfond kan modtage ejerandele som følge af konvertering af gæld, som en virksomhed har oparbejdet som led i fondens ydelse af enten et lån eller en garanti. Med den foreslåede bestemmelse gives fonden eller virksomheden mulighed for at kunne konvertere gæld til ejerandele og således aktivt deltage ved re-kapitalisering af virksomheder, som er tæt på eller har mistet deres egenkapital, ligesom fonden samtidig gives optimerede muligheder for at beskytte sin egen eksponering.

Muligheden vurderes relevant, idet det kan understøtte virksomhedens mulighed for at kunne tiltrække nye investorer, ved at hele eller dele af de af Danmarks Grønne Investeringsfonds lån konverteres til egenkapital. Dette vil ligeledes give fonden bedre muligheder for at kunne deltage i en samlet løsning for en virksomhed, der har det økonomisk svært, og hvor den rette finansielle løsning indebærer et krav om yderligere soliditet. Det vil betyde, at fonden ikke – som det er gældende i dag – i stedet må akkordere hele eller dele af sit tilgodehavende.

Til nr. 6 (§ 2, stk. 3, 2. pkt., i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det fremgår af § 2, stk. 3, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at fonden kan yde lån på op til 60 pct. af omkostningerne forbundet med investeringsprojekter målt på den samlede portefølje af lån.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt ., at det gældende finansieringsmaksimum på 60 pct. af omkostningerne, jf. stk. 3, 1. pkt., ved fondens ydelse af lån og garantier til virksomheder, som tilbyder eller faciliterer finansiering af energi- og miljømæssig renovering, i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., skal vurderes på baggrund af omkostninger forbundet med projektfinansieringerne i den virksomhed, Danmarks Grønne Investeringsfond yder finansiering til.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, nr. 4, hvorefter fonden gives mulighed for at yde lån og garantier til virksomheder, som tilbyder finansiering af energi- og miljømæssig renovering.

Af den gældende bestemmelse i § 2, stk. 3, 1. pkt., følger et krav om mindst 40 pct. egenfinansiering fra låntager i de konkrete investeringsprojekter, som Danmarks Grønne Investeringsfond går ind i, målt på porteføljeniveau.

I de tilfælde hvor fonden foretager indirekte finansiering i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, nr. 4, vil det i praksis betyde, at fonden vil skulle monitorere medfinansieringsgraden i den enkelte energirenovering. Det vil være meget omkostningstungt, da der kan være tale om op til flere hundrede enkeltprojekter under den finansierede virksomhed, som ville skulle monitoreres enkeltvist.

Det foreslås derfor, at i tilfælde hvor fonden yder finansiering i medfør af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, nr. 4, sikres medfinansieringsgraden på de 60 pct. på virksomhedsniveau således, at der tages udgangspunkt i låntagers (finansieringsvirksomhedens) omkostninger forbundet med den samlede projektfinansiering.

Til nr. 7 (§ 2, stk. 4, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det fremgår af § 2, stk. 4, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at fonden kan yde enkeltstående lån på op til 100 mio. kr. og med en løbetid på op til 30 år.

Det foreslås at ophæve den del af den gældende bestemmelse i § 2, stk. 4 , hvorefter Danmarks Grønne Investeringsfond kan yde enkeltstående lån eller garantier på op til 100 mio. kr. til et projekt.

Danmarks Grønne Investeringsfond modtager i dag flere henvendelser fra store etablerede virksomheder, der efterspørger finansiering, der ligger over fondens maksimale lånegrænse pr. projekt. Efterspørgslen er typisk inden for vedvarende energi og den cirkulære økonomi. Anlægsinvesteringerne inden for disse to områder er ofte ganske omfattende, og virksomhederne har typisk ønske om at indhegne risikoen i projektselskaber uden hæftelse fra den øvrige koncern. Det betyder, at selskaberne har vanskeligt ved at opnå den tilstrækkelige finansiering fra bank- og realkreditsektoren, da sikkerhederne i det konkrete anlæg ofte er tvivlsomme i en nedbrudssituation.

For at kunne understøtte og i nødvendig grad opfylde det eksisterende finansieringsbehov foreslås det derfor at give fonden mulighed for fremover at yde lån ud over den eksisterende grænse på 100 mio. kr. under en fortsat hensyntagen til diversificering og spredning af risiko i den samlede portefølje. Sidstnævnte skal endvidere ses i lyset af, at Danmarks Grønne Investeringsfond via etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond får forøget sin kapacitet betydeligt, hvilket skaber bedre mulighed for at sikre en passende spredning af risiko selv med en højere lånegrænse. Endvidere skal justeringen ses i lyset af, at erhvervsministeren som følge af udvidelsen af fondens kapacitet og som følge af den øgede efterspørgsel i markedet har udnyttet bemyndigelsen i lovens § 2, stk. 5, til at fastlægge regler om en øget lånestørrelse.

Til nr. 8 (§ 2 a i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det følger af gældende ret, at erhvervsministeren ikke kan henlægge ordninger til administration i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Med bestemmelsen i § 2 a foreslås det, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om oprettelse, organisering, drift, tilsyn m.v. af selvstændige ordninger og initiativer, som henlægges til administration i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Formålet med bestemmelsen er at give erhvervsministeren en samlet og generel mulighed for at fastlægge regler om oprettelse, organisering, drift, tilsyn m.v. af selvstændige ordninger og initiativer i forbindelse med, at disse henlægges til administration i Danmarks Grønne Investeringsfond. En tilsvarende bestemmelse er indeholdt i § 9 i lov om Vækstfonden.

Denne generelle adgang er indsat med henblik på at sikre, at der hurtigt kan fastlægges regler om oprettelse, organisering og drift af ordninger og initiativer, således at adgangen hertil ikke skal ske ved optagelse af tekstanmærkninger på finansloven, idet denne fremgangsmåde er juridisk uhensigtsmæssig og medfører et komplekst og svært overskueligt hjemmelsgrundlag for fondens virke.

Med den foreslåede bestemmelse får erhvervsministeren mulighed for at fastsætte de materielle regler vedrørende ordninger eller initiativer alt afhængig af, hvordan den konkrete ordning eller initiativ fra politisk side er udformet, samtidig med at disse henlægges til administration i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Det er i den forbindelse en forudsætning, at den konkrete ordning eller det konkrete initiativ falder under Danmarks Grønne Investeringsfonds overordnede formål og retter sig mod fondens overordnede målgruppe.

Det er hensigten, at der i forbindelse med, at den juridiske ramme for ordningerne eller initiativerne tilvejebringes på baggrund af den foreslåede bestemmelse, samtidig tilvejebringes en selvstændig bevillingsmæssig ramme på finansloven, i det omfang det er relevant.

Til nr. 9 (§ 4 a i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Lov om Danmarks Grønne Investeringsfond indeholder i dag ikke bestemmelser om et rådgivende organ.

Det foreslås derfor at indsætte en bestemmelse i loven herom. Det foreslås i § 4 a, stk. 1, at Danmarks Grønne Investeringsfond kan indhente råd og sparring fra et rådgivende udvalg nedsat af erhvervsministeren i relation til investerings- og finansieringsindsatser inden for grøn omstilling. Kompetencen til at træffe konkrete finansierings- eller investeringsbeslutninger i medfør af denne lov og ansvaret herfor ligger, uanset rådgivningen, hos Danmarks Grønne Investeringsfond.

Den foreslåede bestemmelse er ny og indført med henblik på at skabe de nødvendige rammer for udmøntningen af den politiske aftale bag etablering af Danmarks Grønne Fremtidsfond, hvor der forventes etablering af et såkaldt Advisory Board, der kan rådgive og koordinere indsatsen inden for rammerne af Danmarks Grønne Fremtidsfond.

I stk. 2 foreslås det, at Danmarks Grønne Investeringsfond løbende skal samarbejde med og bidrage til koordineringen vedrørende administrationen af midlerne under Danmarks Grønne Fremtidsfond med Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit, Investeringsfonden for Udviklingslande samt det i stk. 1 nævnte rådgivende udvalg. Bestemmelsen skal bidrage til at sikre koordination og vidensdeling mellem centrale statslige aktører inden for grøn finansiering.

Endelig foreslås det i stk. 3 , at Danmarks Grønne Investeringsfond kan bidrage til afholdelse af udgifterne i forbindelse med det rådgivende udvalg, jf. stk. 1.

Til nr. 10 (§ 5 a i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Efter gældende ret er fondens aktiviteter i medfør af §§ 1 og 2 ikke undtaget fra lov om offentlig i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven.

Det foreslås i § 5 a, stk. 1 , at lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven ikke finder anvendelse for Danmarks Grønne Investeringsfond og dens eventuelle nuværende og kommende datterselskaber, for så vidt angår disses forretningsmæssige aktiviteter udøvet i medfør af lovens §§ 1 og 2.

Sekretariatsfunktionen for Danmarks Grønne Investeringsfond varetages i dag af Vækstfondens sekretariat, jf. § 6 i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond. Vækstfonden stiller de nødvendige medarbejdere og øvrige ressourcer til rådighed for varetagelse af Danmarks Grønne Investeringsfonds virksomhed, herunder til udførelse af administrationsopgaver, varetagelse af indgåede samarbejdsaftaler og låneforhold samt formueforvaltning, ligesom Vækstfondens direktion varetager den daglige ledelse af Danmarks Grønne Investeringsfond.

Direktionen og øvrige medarbejdere i Vækstfonden bevarer deres nuværende ansættelsesforhold i Vækstfonden, men i alle forhold vedrørende Danmarks Grønne Investeringsfonds aktiviteter refererer direktionen i Vækstfonden til bestyrelsen i Danmarks Grønne Investeringsfond.

Ved lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden blev Vækstfonden, dens datterselskaber og andre enheder forvaltet af Vækstfonden undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven, for så vidt angår aktiviteter udøvet i medfør af lovens kapitel 2.

En tilsvarende undtagelse er imidlertid ikke indskrevet direkte i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond.

Begrundelsen for at undtage Vækstfonden fra lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven, for så vidt angår Vækstfondens forretningsmæssige aktiviteter, er også relevant i relation til Danmarks Grønne Investeringsfond, der i hovedsagen ligeledes agerer som en finansiel virksomhed, og som derfor har behov for dyb indsigt i samarbejdspartneres økonomiske og forretningsmæssige forhold. Disse oplysninger er i sagens natur meget følsomme for de virksomheder, der afgiver oplysningerne, hvilket er grunden til, at der i lov om Vækstfonden og tilsvarende i lov om EKF Danmarks Eksportkredit er ydet en særlig beskyttelse af denne type oplysninger.

Idet den foreslåede undtagelse kun omfatter forretningsmæssige aktiviteter, vil lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand, forvaltningsloven og arkivloven finde anvendelse i forbindelse med fondens aktiviteter i medfør af de øvrige bestemmelser i loven, herunder f.eks. personalesager eller organisatoriske spørgsmål. Fondens ansatte vil fortsat være underlagt tavshedspligt i medfør af straffelovens § 152.

Med den foreslåede undtagelse fra forvaltningsloven præciseres det endvidere, at reglerne om sagsbehandling m.v. hos offentlige myndigheder ikke finder anvendelse for fondens udøvelse af sine aktiviteter efter lovens §§ 1 og 2. Reglerne er udformet med henblik på at fastsætte en række minimumskrav i forbindelse med offentlige myndigheders sagsbehandling. I forbindelse med sin virksomhed træffer fonden beslutninger om at indgå kontrakter med en eller flere parter om ydelsen af finansiering ud fra en række kommercielle overvejelser. Der er dermed tale om, at fonden indgår i gensidigt bebyrdende, finansielle aftaler, og fonden træffer således ikke afgørelser i forvaltningsmæssig forstand. Reglerne er dermed heller ikke egnede til at danne rammen om fondens virksomhed, herunder den i hovedsagen forretningsmæssige stillingtagen til nye forretninger, som finder sted i fonden.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den regulering, der gælder for Vækstfonden, jf. § 13 i lov om Vækstfonden.

Til nr. 11 (§ 6, stk. 1, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond

Det fremgår af § 6, stk. 1, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at fondens kapital tilvejebringes ved indskud fra staten på op til 200 mio. kr.

Det foreslås i § 6, stk. 1, at Danmarks Grønne Investeringsfonds kapital tilvejebringes ved indskud fra staten, i det omfang der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Bestemmelsen indebærer, at lov om Danmarks Grønne Investeringsfond ikke fastsætter en fast øvre ramme for fondens størrelse, men at dette kan fastsættes ved selvstændig bevillingsmæssig hjemmel, i det omfang der findes finansiering hertil. Denne hjemmel kan tildeles af Folketinget eller Folketingets Finansudvalg.

Ændringen vil tillade den forhøjelse af det statslige kapitalindskud i fonden, som følger af de midler, der allokeres til Danmarks Grønne Investeringsfond i medfør af etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Det nuværende kapitalindskud er på 80 mio. kr. med en mulighed for forhøjelse til 200 mio. kr. Ved etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond får Danmarks Grønne Investeringsfond tilført yderligere 240 mio. kr., hvorved det samlede kapitalindskud hæves til 320 mio. kr.

Til nr. 12 (§ 6, stk. 3, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det fremgår af § 6, stk. 3, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at fonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter.

Det foreslås i § 6, stk. 3, at Danmarks Grønne Investeringsfond kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til finansiering af sine aktiviteter inden for en ramme på op til 6 mia. kr. i 2021 og 8 mia. kr. i 2022 og frem. Rammen kan forhøjes, i det omfang der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Bestemmelsen etablerer som noget nyt mulighed for, at Danmarks Grønne Investeringsfond ud over låneoptag i markedet kan finansiere sig ved statsligt genudlån. Det skal sikre Danmarks Grønne Investeringsfond adgang til likviditet på de bedst mulige vilkår. Danmarks Grønne Investeringsfond kan endvidere fortsat optage lån i det private marked.

Bestemmelsen præciserer endvidere som noget nyt, at Danmarks Grønne Investeringsfond som udgangspunkt kun kan optage lån, herunder genudlån, inden for en ramme på op til 6 mia. kr. i 2021 og 8 mia. kr. i 2022 og frem. Rammen kan imidlertid forhøjes, i det omfang der af Folketinget eller Folketingets Finansudvalg er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det samtidig foreslås, at staten indtræder i fondens rettigheder og forpligtelser, i det omfang fondens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige, jf. lovforslagets § 8, nr. 14.

Den gældende statsgaranterede låneramme er på 2 mia. kr. med en mulighed for forhøjelse til 5 mia. kr. Ved etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond får Danmarks Grønne Investeringsfond tilført en låneramme på yderligere 6 mia. kr., som indfases gradvidst, så den samlede statsgaranterede låneramme maksimalt kan udgøre 6 mia. kr. i 2021 og 8 mia. kr. i 2022 og frem.

Til nr. 13 (§ 6, stk. 4, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Det fremgår af § 6, stk. 4, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond, at staten yder garanti for fondens forpligtelser inden for en ramme på op til 5 mia. kr.

Det foreslås i § 6, stk. 4 , at fonden betaler garantiprovision til staten for den del af statsgarantien, der er udnyttet af fonden, jf. § 2, stk. 3, i lov om bemyndigelse til optagelse af statslån.

Bestemmelsens affattelse er med forslaget ændret, således at lov om Danmarks Grønne Investeringsfond ikke fastsætter en øvre ramme for den statsgaranterede låneramme til Danmarks Grønne Investeringsfond, men at denne kan fastsættes ved selvstændig bevillingsmæssig hjemmel, i det omfang der findes finansiering hertil. Denne hjemmel kan tildeles af Folketinget eller Folketingets Finansudvalg.

Ændringen vil tillade den forhøjelse af fondens lånoptag, som følger af de midler, der allokeres til Danmarks Grønne Investeringsfond i medfør af etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Den nuværende statsgaranterede låneramme er på 2 mia. kr. med en mulighed for forhøjelse til 5 mia. kr. Ved etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond får Danmarks Grønne Investeringsfond tilført en låneramme på yderligere 6 mia. kr., hvorved den samlede statsgaranterede låneramme hæves til 8 mia. kr.

Lånerammen kan anvendes både til lånoptag i markedet og ved anvendelse af statsligt genudlån, jf. stk. 3.

Til nr. 14 (§ 6, stk. 5 og 6, i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Der findes i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond i dag ikke bestemmelser, der eksplicit regulerer en situation, hvor fondens egenkapital og hensættelser ikke måtte være tilstrækkelige.

Det foreslås i § 6, stk. 5, at fondens samlede udestående lån og garantier ikke kan overstige adgangen til lånoptag, jf. stk. 3. De udestående lån og garantier omfatter også ejerandele i virksomheder modtaget enten som vederlag for ydelse af finansiering i medfør af loven eller som led i konvertering af gæld eller andre konvertible instrumenter, jf. § 2, stk. 2. De udestående lån og garantier omfatter samtidig bindende tilsagn om lån eller garantier.

Dermed fastsættes en øvre grænse for fondens forpligtelser og aktiviteter, hvilket begrænser muligheden for en situation, hvor fondens egenkapital og hensættelser ikke måtte være tilstrækkelige til at dække disse. Denne begrænsning skal ses i lyset af, at fondens egenkapital til stadighed skal være af en sådan størrelse, at den udgør et forsvarligt grundlag for fondens forpligtelser og aktiviteter, samt at fondens aktiviteter skal bidrage til en opbygning af egenkapitalen i fonden, jf. § 6, stk. 2.

Det foreslås i § 6, stk. 6, at det ekspliciteres, at staten indtræder i fondens rettigheder og forpligtelser, i det omfang fondens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige. Det følger samtidig af den foreslåede bestemmelse, at staten, i givet fald, kan indtræde i samtlige rettigheder og forpligtelser i et eller flere kontraktforhold, hvis det måtte blive nødvendigt.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det samtidig, at Danmarks Grønne Investeringsfond omfattes af art. 201 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (kapitalkravsforordningen), da staten med den foreslåede bestemmelse stiller en passende sikkerhed for fondens virksomhed.

Der tilsigtes med bestemmelserne i § 6, stk. 5 og 6, ingen ændring i omfanget af Danmarks Grønne Investeringsfonds forpligtelser og aktiviteter.

Til nr. 15 (§ 8 a og b i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond)

Der findes i dag i lov om Danmarks Grønne Investeringsfond ikke bestemmelser om særlig tavshedspligt for personer, som medvirker til fondens virksomhed, jf. herved lovens §§ 1-2.

Det foreslås således i § 8 a , at personer, som medvirker til aktiviteter i henhold til lovens §§ 1-2, under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de i den forbindelse får kendskab til. En tilsvarende bestemmelse er vedtaget for Vækstfonden.

Bestemmelsens særlige tavshedspligt for de omhandlede personer skal ses på baggrund af karakteren af de oplysninger, som vil blive tilvejebragt i forbindelse med Danmarks Grønne Investeringsfonds virksomhed, jf. herved lovens §§ 1-2. Der vil således være tale om virksomhedsfølsomme oplysninger om f.eks. tekniske indretninger eller fremgangsmåder og oplysninger om drifts- eller forretningsforhold eller lignende med en væsentlig økonomisk betydning for virksomhederne, der stiller oplysningerne til rådighed for Danmarks Grønne Investeringsfond.

Tavshedspligten vil ikke kun gælde for personer ansat i fonden, eller for personer ansat i Vækstfonden, der som led i administrationen af Danmarks Grønne Investeringsfond arbejder for fonden, men også ansatte i banker, venturefonde eller lignende, som medvirker til fondens virksomhed.

Omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen vil endvidere blandt andet være personer, der som særlige eksterne sagkyndige m.v. yder rådgivning og anden form for bistand i forbindelse med fondens virksomhed i henhold til loven.

Tavshedspligten vil også gælde efter et eventuelt ansættelses- eller kontraktforholds ophør, jf. straffelovens §§ 152-152 e.

Den foreslåede særlige tavshedspligtsbestemmelse vil i øvrigt have den virkning, at der under alle omstændigheder ikke vil være aktindsigt efter offentlighedsloven i de af bestemmelsen omfattede oplysninger, jf. lovforslagets § 16, nr. 10.

Det foreslås i § 8 b , stk.1, at den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for beslutninger, i medfør af denne lovs §§ 1-2 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre overensstemmelse mellem vilkårene i Lov om Vækstfonden og Lov om Danmarks Grønne Investeringsfond.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 2 , at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. En tilsvarende bestemmelse gælder for Vækstfonden, jf. lov om Vækstfonden § 23, stk. 2.

§ 17

Til nr. 1

Inden ikrafttrædelsen af lov nr. 2110 af 22. december 2020 fulgte det af § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, at virksomhedens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på mindst 3 år med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst 4 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

Med ændringen af § 77 a, stk. 1, nr. 5, som affattet ved § 1, nr. 28, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, følger det nu af bestemmelsen, at virksomhedens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på mindst 4 år med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst 5 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden.

Den gældende § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, er omfattet af overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, hvorefter udvidelsen af udskydelsesperioden alene finder anvendelse for variabel løn tildelt efter lovens ikrafttræden den 28. december 2020.

Det er denne overgangsbestemmelse, der foreslås ændret ved lovforslagets § 17, nr. 1.

Det foreslås at ændre § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, således at udvidelsen af udskydelsesperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved § 1, nr. 28, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, alene finder anvendelse for variabel løn optjent fra optjeningsperioden efter § 5, stk. 1, i lov nr. 2110 af 22. december 2020.

Det foreslåede medfører, at den eksisterende overgangsbestemmelse i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, ændres, således at virkningstidspunktet for udvidelsen af udskydelsesperioden ændres, således at den udvidede udskydelsesperiode finder anvendelse for variabel løn optjent fra optjeningsperioden efter den 28. december 2020. Ændringen sker da det hele tiden var hensigten, at udvidelsen af udskydelsesperioden ikke skulle gribe ind i eksisterende optjeningsperioder af variabel løn. Ændringen foretages således med henblik på at tilrette bestemmelsen i overensstemmelse med det tilsigtede.

Den foreslåede ændring til overgangsbestemmelsen sikrer, at udvidelsen af udskydelsesperioden ikke griber ind i igangværende optjenings- og udskydelsesperioder. Eksempelvis griber udvidelsen af udskydelsesperioden således ikke ind i en optjeningsperiode, der måtte være startet den 1. januar 2020 og slutte den 31. december 2020. Udvidelsen af udskydelsesperioden vil i sådan et tilfælde finde anvendelse fra optjeningsperioden i 2021.

Det følger af den foreslåede ændring til den eksisterende overgangsbestemmelse, at en variabel løn, der allerede ved lovens ikrafttræden, dvs. den 28. december 2020, er under optjening eller udskydelse, skal efterleve udskydelsesreglerne fra før ikrafttrædelsen af lov nr. 2110 af 22. december 2020. Det vil sige, at variabel løn til en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, udbetales over en periode på 3 år, mens udbetalingen af en variabel løn til et medlem af bestyrelsen eller direktionen skal udbetales over en periode på 4 år.

En variabel løn, hvis optjeningsperiode begynder efter lovens ikrafttræden, skal udbetales over en periode på minimum 4-5 år, afhængig af om den er tildelt en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil eller et medlem af ledelsen i overensstemmelse med den gældende § 77 a, stk. 1, nr. 5.

Den foreslåede ændring af overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, udgør en ændring med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at ændringen finder anvendelse på den variable løn, der måtte være tildelt et medlem af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, i perioden fra den 28. december 2020 til bestemmelsens ikrafttræden. Ændringen medfører, at variabel løn, der er tildelt et medlem af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, i denne periode ikke er omfattet af udvidelsen af udskydelsesperioden. Udvidelsen af udskydelsesperioden finder med den foreslåede ændring anvendelse for så vidt angår variabel løn til medlemmer af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, der er optjent fra optjeningsåret efter den 28. december 2020.

Den foreslåede ændring medfører, at variabel løn, der er tildelt en ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, i perioden fra den 28. december 2020 til bestemmelsens ikrafttræden, skal udbetales over en periode på 3 år i stedet for 4 år og for et medlem af bestyrelsen eller direktionen over en periode på 4 år i stedet for 5 år. Ligeledes medfører ændringen, at den finansielle virksomheds mulighed for backtesting i henhold til § 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, er begrænset til 3-4 år i stedet for 4-5 år for så vidt angår variabel løn tildelt i den nævnte periode. Dette må anses for at udgøre en lempelse for modtageren af variabel løn. Derimod medfører ændringen, at den finansielle virksomhed har kortere tid til at udbetale den variable løn og backteste i henhold til § 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, for så vidt angår tildelt variabel løn i perioden fra den 28. december indtil bestemmelsens ikrafttræden i forhold til den tidligere overgangsbestemmelse. Ændringen af overgangsbestemmelsen medfører imidlertid mindre administrative omkostninger for den finansielle virksomhed, der med ændringen får tid til at opdatere sin lønpolitik og sine udbetalingsmetoder til udvidelsen af udskydelsesperioden.

Den foreslåede ændring af overgangsbestemmelsen har ingen konsekvenser for de finansielle virksomheder, der har indstillet udskydelsesperioden i henhold til overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020. Udskydelsesperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, udgør en minimumsperiode for udbetalingens udskydelse, hvorfor den finansielle virksomhed selv kan fastsætte en længere udskydelsesperiode. Ændringen medfører imidlertid, at Finanstilsynet ikke udsteder reaktioner for manglende overholdelse af § 77 a, stk. 1, nr. 5, til de finansielle virksomheder, der ikke har udvidet udskydelsesperioden for udbetalingen af en variabel løndel i overensstemmelse med den eksisterende overgangsbestemmelse i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020.

§ 18

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at § 8, nr. 1-5, 7-15, 18, 20-39 og 41, samt § 4, nr. 19, træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 17 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lovens § 17 udgør en ændring til den eksisterende overgangsbestemmelse i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, hvorefter udvidelsen af udskydelsesperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved § 1, nr. 28, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, alene finder anvendelse for variabel løn tildelt efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.

Det følger af den foreslåede ændring i § 1, nr. 1, at udvidelsen af udskydelsesperioden i § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved § 1, nr. 28, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, alene finder anvendelse for variabel løn optjent fra optjeningsperioden efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.

Det var hensigten med den eksisterende overgangsbestemmelse, at udskydelsesperioden for udbetaling af variabel løn til medlemmer af bestyrelsen og direktionen samt andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, ikke skulle gribe ind i eksisterende optjeningsperioder og udskydelsesperioder.

Med ordlyden af den eksisterende overgangsbestemmelse i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, er der imidlertid kun taget højde for, at udvidelsen af udskydelsesperioden ikke skal gribe ind i eksisterende udskydelsesperioder. Det vil altså sige, at der med formuleringen af den eksisterende overgangsbestemmelse i § 5, stk. 8, i lov nr. 2110 af 22. december 2020, gribes ind i eksisterende optjeningsperioder, hvilket betyder, at variabel løn optjent i året for lovens ikrafttræden, bliver omfattet af den indførte udskydelsesperiode på 4-5 år, i stedet for 3-4 år.

Da den eksisterende overgangsbestemmelse er mere byrdefuld end tilsigtet, foreslås det at den foreslåede ændring til overgangsbestemmelsen sættes i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det er nødvendigt med en tidlig ikrafttræden af ændringen, således at udvidelsen af udskydelsesperioden ikke griber ind i eksisterende optjeningsperioder, men alene i optjeningsperioder, der begynder efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4 , at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager i perioden fra den 1. juli 2021 til den 31. december 2021 til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber alle aktiver og rettigheder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til den 1. juli 2021 har erhvervet som følge af overtagelsen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i medfør af § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.

Forslaget omfatter forsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget før og efter den 1. juli 2019 og betyder bl.a., at Garantifonden får sædvanlige forvaltningsretlige partsrettigheder, svarende til et forsikringsselskab, i sager efter lov om arbejdsskadesikring, herunder i forhold til indsigtsret. Det betyder endvidere bl.a., at Garantifonden indtræder i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings krav mod genforsikringsselskaber og alle kreditorkrav i konkursboer efter forsikringsselskaber, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget forsikringsbestanden efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, fordi et arbejdsulykkesforsikringsselskab har fået inddraget tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, herunder i tilfælde af konkurs.

Garantifonden indtræder endvidere i retten til beløb, der indgår i et konkursbo fra dækning ved genforsikring vedrørende en bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af § 54. Disse beløb anvendes forlods til dækning af krav fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Garantifonden har betalt erstatninger eller godtgørelser, som udløser betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler. Genforsikringskontrakter og registrerede aktiver, der udelukkende eller overvejende vedrører forpligtelser nævnt i § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, overføres til Garantifonden og forvaltes efter de principper, som følger af § 158 i lov om finansiel virksomhed.

Garantifonden indtræder også i retten til ikke-betalt præmie for arbejdsulykkesforsikring fra arbejdsgiveren for perioden før Finanstilsynets tilbagekaldelse af forsikringsselskabets tilladelse og indtil 4 uger efter, at forsikringstagerne har fået meddelelse om tilbagekaldelsen. Ligeledes vil Garantifonden have ret til at hæve aftalen ved misligholdelse fra forsikringstagers side.

Overdragelsen omfatter dog ikke eventuelle overskydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter § 48, stk. 6, 3. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, til dækning af udgifter efter samme lovs § 54, jf. stk. 7.

Det foreslås i stk. 5, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager i perioden fra den 1. juli 2021 til den 31. december 2021 til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber alle eksisterende og fremtidige forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til den 1. juli 2021 har fået pålagt som følge af overtagelsen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i medfør af § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.

Forslaget omfatter forsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget før og efter den 1. juli 2019 og betyder bl.a., at Garantifonden overtager de forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fået pålagt efter § § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, for så vidt angår behandling af konkrete skadesager. Det drejer sig om de opgaver, som påhviler forsikringsselskaber efter lov om arbejdsskadesikring, det vil sige behandling af anmeldelser, sagsoplysning og stillingtagen til spørgsmål om dækning af behandlingsudgifter og udgifter til hjælpemidler efter § 15 samt alle udgifter i forbindelse med udbetaling af erstatning og godtgørelse m.v. efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59. Garantifonden overtager ligeledes de aftaler og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for konkursboer som følge af overtagelse af administrationen af et selskabs arbejdsulykkesforsikring.

Garantifonden overtager kun forpligtelser vedrørende de ydelser, der fremgår af lov om arbejdsskadesikring. Medmindre Garantifonden i øvrigt er forpligtet hertil efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, overtager Garantifonden således ikke forpligtelser efter anden lovgivning eller andre forsikringer, uanset om forpligtelserne vedrører en arbejdsskade. Det gælder f.eks. krav efter erstatningsansvarsloven (differenceerstatning) og tillægsforsikringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Det foreslås i stk. 6 , at overdragelsen efter stk. 4 og 5 omfatter alt materiale vedrørende de i stk. 4 og 5 nævnte forsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er i besiddelse af, herunder personoplysninger, som vedrører konkrete arbejdsulykkessager. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring yder i overdragelsesperioden fra den 1. juli 2021 til den 31. december 2021 bistand til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber ved behandlingen af konkrete arbejdsulykkessager, som overdrages til Garantifonden.

Overdragelsen omfatter alene materiale, som er relateret til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings varetagelse af administrationen af forsikringsbestande efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, og ikke sagsmateriale, som er relateret til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings kerneopgave. Forslaget vil indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Garantifonden får tid til i fællesskab at gennemføre overdragelsesforretningen på en betryggende måde, som sikrer, at de tilskadekomne ikke bliver påvirket af overdragelsen. Forslaget betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 får mulighed for at overdrage og afvikle alle forpligtelser og rettigheder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har haft i medfør af § 54 i lov om arbejdsskadesikring før den 1. juli 2021, herunder kan nå at overføre beholdningen af konkrete arbejdsulykkessager, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring måtte have fået pligt til at administrere som følge af overtagelsen af en forsikringsbestand efter § 54. Det betyder også, at Garantifonden får tid til at tilpasse it-systemer og tilrettelægge de fornødne processer for sagsbehandlingen m.v.

Forslaget vil endvidere indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 får pligt til i fornødent omfang at bistå Garantifonden med at sikre, at konkrete arbejdsulykkessager, som omfattes af overdragelsen, fortsat bliver behandlet, indtil Garantifonden har fået etableret egne sagsbehandlingsprocesser m.v.

Det forudsættes, at ovedragelsen af personoplysninger sker under iagttagelse af reglerne i lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og Europarlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Garantifonden aftaler den endelige overdragelsesdato inden for perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021.

Det foreslås i stk. 7 , at ved efterregulering af beløb efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, finder § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020 anvendelse i 2021, 2022 og 2023. Eventuelle overskydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter § 54, indgår i grundlaget for forhåndsopkrævningen af øvrige beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver efter § 48, stk. 6, 3. pkt., for perioden 2021-2023.

Det foreslåede stk. 7 vil indebære, at finansieringsmodellen i § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, finder anvendelse i 2021, 2022 og 2023 ved efterregulering af alle beløb i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020. Dette gælder også afledte udgifter, som relaterer sig til overdragelsen af forsikringsbestanden til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Da det ikke kan udelukkes, at der vil kunne komme afledte udgifter vedrørende § 54 og overdragelsen til Garantifonden efter efterreguleringen i 2021, foreslås det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring også kan medtage sådanne udgifter i efterreguleringerne i 2022 og 2023. Samtidig foreslås det, at eventuelle overskydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter § 54, indgår i grundlaget for a conto opkrævningen af øvrige beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver efter § 48, stk. 6, 3. pkt., i 2021, 2022 og 2023. Formålet med dette er at sikre en enkel afvikling af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ingen egenkapital. Efter § 54, stk. 4 og 5, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, finansierer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i dag de udgifter, der følger af overtagelsen af arbejdsulykkespolicer efter § 54, af aktiver, herunder tilgodehavender fra genforsikringsaftaler, der overføres fra det forsikringsselskab eller fra boet efter det selskab, hvis bestand af arbejdsulykkespolicer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget. Er der ikke overført aktiver eller er der ikke overført tilstrækkelige aktiver fra forsikringsselskabet eller fra boet efter dette selskab på det tidspunkt, hvor udgifterne afholdes, udlægger Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udgifterne, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring modtager de fornødne aktiver fra forsikringsselskabet. Udgifter afholdt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring finansieres af alle forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikring, og efter fordelingen i samme lovs § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt.

Efter § 48, stk. 6, 3. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, sker finansieringen ved, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver udgiften a conto primo det år, hvor udgifterne afholdes, hos alle forsikringsselskaber, som driver arbejdsulykkesforsikring, med regulering i det efterfølgende år. Efter § 48, stk. 6, 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring har beskæftigelsesministeren fastsat nærmere regler om finansieringsmodellen i bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstatninger m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Det følger af bekendtgørelsen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver senest i februar måned hvert år hos alle betalingspligtige et a conto beløb. Samtidig med a conto opkrævningen efterregulerer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring foregående års difference i forhold til det betalte a conto beløb på baggrund af de faktiske udgifter og den betalingspligtiges faktiske andel i udgiftsåret.

Forpligtelserne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at overtage administrationen af et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand blev for første gang anvendt i forbindelse med konkursen i forsikringsselskabet Alpha Insurance A/S i 2018, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtog selskabets bestand af arbejdsskadeforsikringer. Konkursboet efter Alpha Insurance A/S forventes ikke at være færdigbehandlet i 2021, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forventes ligeledes ikke at have fået tilført midler fra boet på dette tidspunkt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har derfor finansieret udgifterne som følge af overtagelsen af forsikringsbestanden ved at opkræve a conto beløb hos forsikringsselskaberne efter ovennævnte finansieringsmodel. I marts 2020 erklærede den irske nationalbank forsikringsselskabet CBL konkurs, efter at nationalbanken i 2019 havde tilbagekaldt selskabets tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring. CBL har også udbudt arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har også overtaget administrationen, herunder udbetaling af erstatninger m.v. i disse sager efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring. Det er usikkert, hvornår konkursboet vil blive afsluttet. Udgifterne hertil er afholdt efter ovennævnte model. Tilsvarende vil gælde, hvis andre forsikringsselskaber i perioden indtil 1. juli 2021 skulle få inddraget deres tilladelse til at sælge arbejdsulykkesforsikringer i Danmark.

Finansieringsmodellen vil indebære, at den endelige afregning for udgifter, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har afholdt efter § 54 vedrørende Alpha Insurance A/S og CBL i første halvdel af 2021 først skal ske primo 2022. Det er derfor nødvendigt at sikre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i 2022 endeligt kan afslutte regnskabet efter § 54 vedrørende 2021. Ligeledes må det påregnes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil have visse afledte udgifter i andet halvår 2021 eller efterfølgende, som relaterer sig til overdragelsen af forsikringsbestanden til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, herunder omkostninger i forbindelse med den praktiske flytning af bestanden og til regnskabsafslutning. Disse udgifter vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring også have behov for at få dækket.

Med forslaget sikres det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har de nødvendige økonomiske midler til at afslutte administrationen af forsikringsbestande efter § 54 og til at overdrage administrationen til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 8, at Finanstilsynet træffer afgørelse om registrering eller nægtelse af registrering, for så vidt angår ansøgninger om tilladelser, som er modtaget af Finanstilsynet før 1. oktober 2021.

Modtager Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse fra og med den 1. oktober 2021, skal Finanstilsynet overføre ansøgningen til ESMA, som overtager ansøgningen og træffer afgørelse om registrering eller om nægtelse af registrering. Det følger af artikel 54a, stk. 2, andet led, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen.

Det foreslås i stk. 9, at enhver tilladelse til en udbyder af dataindberetningstjenester, som er meddelt af Finanstilsynet, bevarer sin gyldighed efter overdragelsen af beføjelser til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed.

Det foreslåede supplerer artikel 54a, stk. 5, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen. Alle kompetencer og opgaver, der er forbundet med tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter vedrørende udbydere af dataindberetningstjenester, overføres til ESMA den

1. januar 2022, bortset fra de kompetencer og opgaver, der vedrører godkendte offentliggørelsesanordninger (APA’er) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM’er), der er omfattet af undtagelsen i artikel 2, stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. ESMA påbegynder udførelsen af de pågældende overførte beføjelser og opgaver den samme dato. Det fremgår af artikel 54a, stk. 1, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen.

§ 19

Lovforslagets § 19 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 4-13 og 17 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1, 4-13 og 17 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, dvs. lovforslagets §§ 4-13, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ligningsloven og selskabsloven gælder ikke for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 6. september 2019, gælder ikke for Grønland men kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, og lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020, som ændret ved lov nr. 1554 af 27. december 2019, gælder ikke for Grønland og Færøerne, der har sine egne love på disse områder.

§ 343

Den foreslåede bestemmelse er ny og foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter Finanstilsynet som den kompetente myndighed vil påse overholdelsen af crowdfundingforordningen, og udbydere af crowdfundingtjenester vil være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen.

Det foreslås i § 343 f, at kapitel 21 samt regler udstedt i medfør heraf med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse i tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere.

Den forslåede bestemmelse fastsætter, at de generelle regler om tilsyn i kapitel 21 samt regler udstedt i medfør heraf med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse i tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere, jf. lovforslagets § 343 d, indgår i Finanstilsynets tilrettelæggelse af sin tilsynsvirksomhed i henhold til § 344, stk. 2 og 3, og at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345. Det indebærer også, at den tavshedspligt, Finanstilsynet er pålagt i medfør af artikel 35 i crowdfundingforordningen, skal iagttages i overensstemmelse med tavshedspligten i artikel 35 i crowdfundingforordningen, skal iagttages i overensstemmelse med tavshedspligten i § 354, der også under visse betingelser giver mulighed for videregivelse af fortrolige oplysninger til angivne myndigheder og organer m.v. Tilsvarende finder forbuddet for Finanstilsynet om at videregive oplysninger i § 354 g tilsvarende anvendelse, jf. også artikel 38 i crowdfundingforordningen. Reglerne for offentliggørelse af afgørelse i §§ 347 a og 354 a finder tilsvarende anvendelse på afgørelser truffet over for crowdfundingudbydere i medfør af lovforslagets §§ 343 e og 343 f, jf. også artikel 39, stk. 2, litra a, og artikel 42 i crowdfundingforordningen. Tilsvarende gælder partsbegrebet i § 355.

Til nr. 18 (§ 361, stk. 1, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361 i lov om finansiel virksomhed fastlægger størrelsen på den afgift, som virksomheder med tilladelse efter den finansielle regulering pålægges at betale til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 361, stk. 1, nr. 9, at crowdfundingtjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet, jf. artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere, som ikke er pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet på 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme, dog minimum 7.500 kr.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at sådanne crowdfundingtjenesteudbydere på lige fod med andre virksomheder omfattet af den finansielle regulering pålægges en afgift.

Det foreslås i § 361, stk. 1, nr. 10, at crowdfundingtjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet i henhold til § 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere, som er fondsmæglerselskaber, betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 7.500 kr.

Det foreslåede medfører, at pengeinstitutter ikke skal betale en afgift til Finanstilsynet som crowdfundingtjenesteudbyder, da pengeinstitutter allerede betaler en afgift til Finanstilsynet i medfør af § 363 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede medfører, at virksomheder, der allerede har tilladelse som fondsmæglerselskab, udbydere af betalingstjenester eller udsteder af e-penge, og som i tillæg til denne tilladelse får tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder i medfør af artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen, skal betale en yderligere afgift for at have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder på 7.500 kr. årligt til Finanstilsynet.

Til nr. 19 (§ 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Udgifterne til Finanstilsynet dækkes af de finansielle virksomheder m.fl., som Finanstilsynet fører tilsyn med. Den årlige afgift for de forskellige typer af virksomheder er fastsat i §§ 361-366 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, at udbydere af dataindberetningstjenester med tilladelse efter kapitel 26 i lov om kapitalmarkeder betaler 725.000 kr. pr. type af dataindberetningstjeneste, der udbydes. Afgiften er angivet i 2016-niveau og bliver reguleret årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 10.

Afgiften blev indført ved lov nr. 665 af 8. juni 2017 i forbindelse med gennemførelsen af MiFID II, da udbydere af dataindberetningstjenester blev underlagt tilsyn og pålagt en række forpligtelser i henhold til MiFID II, hvilket øgede Finanstilsynets omkostninger på området. Afgiften blev fastsat med udgangspunkt i det forventede ressourceforbrug og det forventede antal udbydere af dataindberetningstjenester.

Det foreslås at affatte § 361, stk. 2, nr. 7, således, at en godkendt offentliggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse med forordningens med artikel 2, stk. 3, betaler 725.000 kr. pr. type af APA eller ARM, der udbydes.

Der skal således betales én afgift pr. type af dataindberetningstjeneste. Det vil sige, at en virksomhed, der eksempelvis både driver en APA og en ARM, skal betale afgift to gange i henhold til bestemmelsen. I Danmark er der alene én virksomhed, som har tilladelse som ARM og ingen virksomheder med tilladelse som APA eller CTP.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at de APA’er eller ARM’er, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstilsynet skal betale afgift til Finanstilsynet. De udbydere af dataindberetningstjenester, som vil være underlagt tilsyn af ESMA, pålægges et gebyr herfor i medfør af artikel 38n i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 6, i omnibusforordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 35.

Til nr. 20 (§ 368, stk. 1, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at det skal fremgå af § 368, stk. 1, 3 pkt., at, for så vidt angår crowdfundingtjenesteudbydere, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indberetning efter § 343 c, medmindre en crowdfundingtjenesteudbyder skal betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 10.

Det foreslåede medfører, at beregningen af den afgift, som crowdfundingtjenesteudbydere skal betale i medfør af § 361, stk. 1, nr. 9, jf. lovforslagets § 4, nr. 18, foregår på baggrund af den seneste indsendte indberetning efter § 343, jf. lovforslaget § 4, nr. 17.

Til nr. 21 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig til. Bestemmelsen nævner bl.a. afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed og en række EU-retsakter på det finansielle område.

Det foreslås i § 372, stk. 1, at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 22 (§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende, § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er en generel bemyndigelsesbestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af en række direktiver og forordninger.

Artikel 44 i crowdfundingforordningen vil medføre, at Europa-Kommissionen udsteder en række delegerede retsakter.

Det foreslås at ændre § 372 a, stk. 1, så henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet fremgår af bestemmelsen.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren skal kunne fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet

Bestemmelsen foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter der er behov for, at erhvervsministeren er bemyndiget til at kunne fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af crowdfundingforordningen.

Til nr. 23 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1 , at indsætte henvisning til artikel 3, stk. 1, 3, 4 og 6, artikel 5, artikel 6, stk. 1-6, artikel 10, artikel 11, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk. 2, artikel 15, stk. 2 og 3, artikel 16, stk. 1, artikel 18, stk. 1 og 4, artikel 20, stk. 1 og 2 og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Det foreslåede vil medføre, at overtrædelse af de angivne artikler i crowdfundingforordningen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Artikel 3, stk. 1, i crowdfundingforordningen omhandler udbud af crowdfundingtjenester.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af art. 3, stk. 1, er personer, der udbyder crowdfundingtjenester, som ikke er juridiske personer. Den strafbare handling består eksempelvis i at udbyde crowdfundingtjenester, jf. artikel 2, stk. 1, litra a, uden den fornødne tilladelse hertil, jf. artikel 12, stk. 1.

Det fremgår af artikel 5 i crowdfundingforordningen, at en crowdfundingtjenesteudbyder skal udføre due diligence af en projektejer, som ønsker at udbyde sit projekt gennem crowdfundingtjenesteudbyderens crowdfundingplatform.

Artikel 3, stk. 3, 4 og 6, omhandler udbud af crowdfundingtjenester og begrænsninger for crowdfundingtjenesteudbyderens anbefaling af crowdfundingprojekter. Ansvarssubjektet for overtrædelse af art. 3, stk. 3, 4 og 6, i crowdfundingforordningen er juridiske personer, der udbyder crowdfundingtjenester, og som har fået tilladelse som crowdfundingtjenesteudbydere i overensstemmelse med artikel 12. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 3, stk. 3, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder modtager vederlag, rabat eller naturalieydelse for at videresende investordrer til et bestemt crowdfundingudbud. Den strafbare handling for art. 3, stk. 4, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder foreslår en individuel investor specifikke crowdfundingprojekter, som ikke svarer til de specifikke parametre og risikoindikatorer, som investoren har valgt. Den strafbare handling for art. 3, stk. 6, består eksempelvis i, at et udbud af crowdfundingtjenester, hvor der anvendes et special purpose vehicle, indeholder mere end ét illikvidt eller udeleligt aktiv.

Artikel 5 i crowdfundingforordningen omhandler pligt for crowdfundingtjenesteudbyder til at udføre due diligence af en projektejer, som ønsker at udbyde sit projekt gennem crowdfundingtjenesteudbyderens crowdfundingplatform. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke udfører due diligence ved ikke at undersøge, om projektejeren tidligere har været pålagt strafansvar efter national lovgivning inden for relevante retsområder.

Artikel 6, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen omhandler pligter, der påhviler crowdfundingtjenesteudbydere, som udbyder individuel porteføljepleje af lån. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udfører individuel porteføljepleje af lån på vegne af en investor. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 6, stk. 1, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke indhenter et fyldestgørende mandat eller ikke handler inden for det givne mandat til at udføre individuel porteføljepleje på vegne af investoren. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 6, stk. 4, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke løbende giver investor oplysninger om de individuelle lån som porteføljen indeholder for hver individuel portefølje.

Artikel 10 i crowdfundingforordningen omhandler udbud af tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester, ikke oplyser dens kunder om karakten af og vilkårene og betingelserne for disse tjenester.

Artikel 11 i crowdfundingforordningen omhandler tilsynsmæssige krav til en crowdfundingtjenesteudbyder. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke har tilsynsmæssige sikkerhedsforanstaltninger svarende til det højeste beløb af 25.000 EUR og en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger.

Artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen omhandler tilladelse som crowdfundingtjenesteudbydere. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempel vis i, at en juridisk person udbyder crowdfundingtjenester efter art. 2, stk. 1, litra a, uden tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder efter artikel 12, stk. 1.

Artikel 13, stk. 2, i crowdfundingforordningen omhandler en crowdfundingtjenesteudbyders pligt til at supplere og ajourføre de i artikel 12, stk. 2, omhandlende oplysninger, hvis virksomheden ønsker at udvide sin virksomhed til at omfatte yderligere crowdfundingtjenester end forudset på tilladelsestidspunktet. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke supplerer og ajourfører oplysningerne omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forbindelse med at udbyderen ønsker at udvide sin virksomhed til at omfatte yderligere crowdfundingtjenester.

Artikel 15, stk. 3, fastsætter for crowdfundingtjenesteudbyderen en underretningsforpligtelse til Finanstilsynet. Underretningsforpligtelsen angår alle væsentlige ændringer i betingelserne for tilladelse samt oplysninger, som Finanstilsynet måtte have brug for til at vurdere crowdfundingtjenesteudbyderens overholdelse af crowdfundingforordningen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at underrette Finanstilsynet om væsentlige ændringer i betingelserne for den givne tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Artikel 16, stk. 1, fastsætter en forpligtelse for crowdfundingtjenesteudbyderen til hvert år at sende en række indberetninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den stafbare handling består eksempelvis i ikke årligt at indberette de oplistede oplysninger i artikel 16 i crowdfundingforordningen til Finanstilsynet, herunder oplysninger om projektejeren og det rejste beløb.

Artikel 18, stk. 1 og 4, i crowdfundingforordningen omhandler crowdfundingtjenesterudbyderes muligheder for at udøve grænseoverskridende udbud af crowdfundingtjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder med tilladelse fra Finanstilsynet, jf. artikel 12, stk. 10. Den strafbare handling består eksempelvis i at udbyde crowdfundingtjenester i en anden medlemsstat uden forinden at have meddelt dette til Finanstilsynet.

Artikel 20, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen fastsætter, at crowdfundingtjenesteudbydere skal offentliggøre misligholdelsesrater. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder formidling af långivning. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at offentliggøre misligholdelsesrater efter artikel 20, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen.

Artikel 25 i crowdfundingforordningen regulerer brugen af en ”opslagstavle”. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består i at drive en opslagstavle i strid med artikel 25 i crowdfundingforordningen, herunder eksempelvis ved brug af et internt matchningssystem, der udfører kundeordrer på et multilateralt grundlag.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 39, stk. 1, litra a, i crowdfundingforordningen.

Til nr. 24 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er finansielle virksomheder, hvorved forstås pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Ved overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse i lov om finansiel virksomhed vil Finanstilsynet ud fra et proportionalitetshensyn vurdere den rette reaktionsform både i forhold til overtrædelsens karakter og i forhold til den overtrædende virksomhed. Konstaterer Finanstilsynet en overtrædelse af loven, kan Finanstilsynet give en påtale, et påbud eller politianmelde virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. forhold vedrørende den konkrete overtrædelse, herunder om den er begået forsætligt eller uagtsomt, om det er en førstegangsforseelse eller en gentagelsessituation, om virksomheden selv har gjort opmærksom på forholdet eller forsøgt at skjule det, samt hvor klart indholdet af den pågældende regel er.

Med lovforslagets § 4, nr. 11, foreslås det at indsætte § 230 a i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en henvisning til § 230 a, stk. 1-4, i straffebestemmelsen i § 373, stk. 2 , 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede ændring vil betyde, at overtrædelser af § 230 a, stk. 1-4, vil kunne straffes med bøde.

Til nr. 25 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde.

Det foreslås at ændre § 373, stk. 2, således, at artikel 4, artikel 8, stk. 1-6, artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 19, stk. 1-6, artikel 22, artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet fremgår af bestemmelsen.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at overtrædelse af en række artikler i crowdfundingforordningen bliver omfattet af strafbestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at overtrædelse af de angivne artikler i crowdfundingforordningen kan straffes med bøde.

Artikel 4 i crowdfundingforordningen omhandler krav til effektiv og forsigtig ledelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyders ledelsesorgan. Den strafbare handling består i, at ledelsen ikke opfylder kravene til effektiv og forsigtig ledelse i artikel 4 i crowdfundingforordningen, eksempelvis hvis ledelsen ikke har indført passende systemer og kontrolforanstaltninger i forhold til de udbudte aktiviteter.

Artikel 8, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen omhandler interessekonflikter for crowdfundingtjenesteudbydere. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder har en særlig interesse i et crowdfundingudbud på crowdfundingplatformen, der ikke er håndteret.

Artikel 9, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen omhandler krav til crowdfundingtjenesteudbyderes outsourcing af operationelle funktioner. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder gør brug af en tredjepart til at udføre operationelle funktioner, uden at tage alle rimelige skridt for at undgå yderligere operationel risiko.

Artikel 19, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen stiller en række krav om oplysninger, som crowdfundingtjenesteudbyderen skal stille til rådighed for sine kunder. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at give kunderne de oplysninger omfattet af artikel 19 i crowdfundingforordningen, herunder alle oplysninger om omkostninger, finansielle risici og gebyrer i forbindelse med crowdfundingtjenester eller investeringer.

Artikel 22 i crowdfundingforordningen regulerer aftaleindgåelsen for crowdfundingtjenesteudbyderen og projektejeren samt vilkår for den potentielle mindre erfarne investor. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling i artikel 22, stk. 5, kan f.eks. bestå i, at den potentielle mindre erfarne investor ikke som minimum kan tilbagekalde et tilbud om at investere på samme måde, hvorpå et tilbud afgives.

Artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24 i crowdfundingforordningen regulerer et dokument med central investorinformation. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i ikke at opfylde kravene til dokumenter med central investorinformation efter artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24 i crowdfundingforordningen. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke giver potentielle investorer alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 23 eller 24 i crowdfundingforordningen.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 39, stk. 1, litra a, i crowdfundingforordningen.

Til nr. 26 (§ 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, at forældelsesfristen er 10 år for overtrædelse af de oplistede bestemmelser.

Det foreslås i § 373 stk. 9 , at indsætte henvisning til artikel 12, stk. 1, og artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen fastsætter, at udbydere af crowdfundingtjenester skal have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder. Artikel 23 i crowdfundingforordningen fastsætter blandt andet krav om udarbejdelse af et dokument med central investorinformation.

Den foreslåede ændring vil medføre, at forældelsesfristen for strafansvar bliver 10 år for overtrædelse af art. 12, stk. 1, og artikel 23 i crowdfundingforordningen.

Fælles for de anførte bestemmelser i lov om finansiel virksomheder er, at de enten er grove derved, at deres overtrædelse kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne, investorerne m.v., eller bestemmelserne kan være karakteristeret ved, at de er alvorlige og vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med. Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længerevarende undersøgelser. Som eksempel på overtrædelse, der er særligt grov, kan nævnes manglende tilladelse som eksempelvis crowdfundingtjenesteudbyder.

Det er hensigten med den foreslåede forlængede forældelsesfrist at sikre en øget og styrket håndhævelses- og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædelser, men også overtrædelser, som isoleret set ikke nødvendigvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.

§ 343b

Bestemmelsen foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter udbydere af crowdfundingtjenester skal have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder af Finanstilsynet og være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen. Dette indebærer, at Finanstilsynet også har beføjelse til at inddrage en tidligere givet tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Det foreslås i § 343 b, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som crowdfundingtjenesteudbyder efter artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter Finanstilsynets beføjelse til at kunne inddrage en tidligere givet tilladelse som crowdfundingtjenesteudbydere efter artikel 12, stk. 10, i crowdfundingforordningen.

Dette indebærer, at Finanstilsynet er ansvarlig for at inddrage tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder efter artikel 17 i crowdfundingforordningen. Finanstilsynet kan bl.a. inddrage tilladelsen, hvis crowdfundingtjenesteudbyderen ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev givet, eller hvis crowdfundingtjenesteudbyderen har begået alvorlige overtrædelser af crowdfundingforordningen.

§ 343e

Den foreslåede bestemmelse er ny og foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter Finanstilsynet som den kompetente myndighed vil påse overholdelsen af crowdfundingforordningen, og udbydere af crowdfundingtjenester vil være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen.

Artikel 30, stk. 1, i crowdfundingforordningen fastsætter, at de kompetente myndigheder for at kunne varetage deres opgaver i henhold til forordningen mindst skal have de undersøgelsesbeføjelser i overensstemmelse med national ret, der fremgår af bestemmelsens litra a-c. Eksempelvis skal den kompetente myndighed efter litra c have adgang til at gennemføre kontrolbesøg og undersøgelser på stedet på andre steder end i fysiske personers private boliger og med henblik herpå skaffe sig adgang til lokaler for at få adgang til dokumenter og andre oplysninger i enhver form, når der er rimelig mistanke om, at dokumenter og andre oplysninger vedrørende genstanden for kontrollen eller undersøgelsen kan være relevant som bevis for en overtrædelse af crowdfundingforordningen.

Efter artikel 30, stk. 2, skal de kompetente myndigheder for at kunne varetage deres opgaver i henhold til crowdfundingforordningen mindst have de tilsynsbeføjelser i overensstemmelse med national ret, der følger af bestemmelsens litra a-i. Eksempelvis skal den kompetente myndighed efter litra e kunne forbyde udbud af crowdfundingtjenester, hvis myndigheden finder, at forordningen er blevet overtrådt. Det vil i praksis give den kompetente myndighed adgang til over for en juridisk person, der har overtrådt bestemmelser i forordningen, at træffe afgørelse om, at den pågældende virksomhed ikke må udbyde crowdfundingtjenester.

Efter artikel 30, stk. 5, udøver de kompetente myndigheder deres funktioner og beføjelser efter stk. 1 og 2 direkte, i samarbejde med andre myndigheder, på eget ansvar ved delegation til sådanne myndigheder eller ved anmodning til kompetente judicielle myndigheder.

Det foreslås i § 343 e, at Finanstilsynet eller, hvor kompetencen til at udøve enkelte beføjelser ved lov er tillagt andre danske myndigheder, kan til brug for tilsyn med overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet udøve de beføjelser, der følger af forordningens artikel 30, stk. 1 og 2, herunder til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til lokaler og lokaliteter tilhørende crowdfundingtjenesteudbydere med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastsætte i dansk ret, hvem der er den kompetente tilsynsmyndighed til at påse overholdelsen af crowdfundingforordningen.

Den foreslåede bestemmelse skal samtidig ses i lyset af, at Danmark efter crowdfundingforordningens artikel 29 har pligt til at underrette European Securities and Markets Authority (ESMA) om, hvem der er udpeget som kompetent myndighed til at varetage de funktioner og opgaver, der er fastsat i forordningen. Dette vil dog ikke fremgå af den danske finansielle lovgivning, medmindre det eksplicit fastsættes i den finansielle lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse udgør en særegen undtagelse til kravet om retskendelse efter grundlovens § 72, 2. pkt., for foretagelse af husundersøgelse.

Med forslaget om, at andre danske myndigheder vil kunne udøve de beføjelser, der fremgår af artikel 30, stk. 1 og 2, hvor kompetencen til at udøve de enkelte beføjelser ved lov er tillagt andre danske myndigheder, sigtes til beføjelser, der efter dansk ret ikke kan udføres af Finanstilsynet. Et eksempel herpå er beføjelsen i artikel 30, stk. 1, litra c, om at den kompetente myndighed skal have adgang til at gennemføre kontrolbesøg og undersøgelser på stedet på andre steder end i fysiske personers private boliger og med henblik herpå skaffe sig adgang til lokaler for at få adgang til dokumenter og andre oplysninger i enhver form, når der er rimelig mistanke om, at dokumenter og andre oplysninger vedrørende genstanden for kontrollen eller undersøgelsen kan være relevant som bevis for en overtrædelse af denne forordning. Denne beføjelse vil som det klare udgangspunkt skulle udøves af Finanstilsynet. Vedrører mistanken imidlertid en overtrædelse af en af de artikler, der efter den foreslåede ændring i § 373, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 22 og 23, vil være forbundet med strafansvar, vil en sådan beføjelse have karakter af ransagning og dermed et straffeprocessuelt tvangsindgreb, der efter reglerne i § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019, vil skulle gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen og dermed i praksis af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet eller den stedlige politikreds.

Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en virksomhed måtte nægte at give tilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg.

Finanstilsynet har mulighed for at foretage inspektion uden forudgående varsling. Denne hjemmel skal alene anvendes af Finanstilsynet efter et almindeligt proportionalitetsprincip i tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at formålet med inspektionen ville blive forspildt, hvis inspektionen blev varslet. Udgangspunktet er således fortsat, at inspektioner hos crowdfundingtjenesteudbydere skal varsles på forhånd.

Hjemlen kan tænkes anvendt, f.eks. hvor en tilsynsbelagt virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til virksomheden i forbindelse med en ordinær inspektion. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til crowdfundingtjenesteudbyderen er en forudsætning for at håndtere situationen.

Den foreslåede bestemmelse supplerer således artikel 29 og 30 i forordningen, idet den lovfastsætter, hvem der som udgangspunkt vil være den kompetente myndighed i Danmark til at udøve de beføjelser, som artikel 29 og 30 giver adgang til.

§ 343a

Den foreslåede bestemmelse er ny og foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter udbydere af crowdfundingtjenester skal have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder af Finanstilsynet og være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen.

Der gives i henhold til gældende dansk ret ikke selvstændig tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder, men udbydere af crowdfundingtjenester kan være omfattet af krav om tilladelse som enten udbyder af betalingstjenester, udsteder af e-penge, pengeinstitut eller fondsmæglerselskab afhængig af den konkrete forretningsmodel. Med crowdfundingforordningen gives der mulighed for at søge en selvstændig tilladelse som crowdfundingudbyder under de tilsynsmæssige krav og rammer i forordningen. Nogle typer af crowdfunding vil fortsat være ureguleret i henhold til gældende dansk ret, da crowdfundingforordningen alene finder anvendelse på specifikke typer af crowdfunding.

De crowdfundingtjenester, der kræver tilladelse i henhold til crowdfundingforordningen, involverer formidling af långivning – såkaldt lånebaseret crowdfunding – eller placering af værdipapirer og instrumenter, der efter forordningen er godkendt til crowdfunding, uden fast forpligtelse og modtagelse og formidling af ordrer vedrørende de pågældende værdipapirer og instrumenter, der er godkendt til crowdfunding – såkaldt investeringsbaseret crowdfunding. Andre former for crowdfunding såsom donationsbaseret crowdfunding, hvor investor ikke får noget retur, eller rewardbaseret crowdfunding, hvor investor eksempelvis får en fysisk vare retur, er ikke omfattet af crowdfundingforordningen.

Med den foreslåede § 343 a gennemføres artikel 29, stk. 1, i crowdfundingforordningen.

Det foreslås i stk. 1, at juridiske personer, der udbyder crowdfundingtjenester, skal have tilladelse af Finanstilsynet som crowdfundingtjenesteudbyder, jf. artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Af artikel 12, stk. 1, følger det, at en juridisk person, der har til hensigt at udbyde crowdfundingtjenester, skal ansøge den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den juridiske person er etableret, om tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Det foreslåede stk. 1 fastlægger, at Finanstilsynet er kompetent tilsynsmyndighed til at give tilladelse som crowdfundingtjenesterudbyder efter artikel 12, stk. 10, i crowdfundingforordningen.

Tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder kan meddeles til juridiske personer, der alene har til hensigt at udbyde crowdfundingtjenester, men kan også meddeles til pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, udbydere af betalingstjenester eller udsteder af e-penge, der har til hensigt at udbyde crowdfundingtjenester, under hensyntagen til disse virksomhedstypers tilladte aktivitetsområde. Meddeles der tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder til et pengeinstitut, fondsmæglerselskab, udbydere af betalingstjenester eller udsteder af e-penge, vil dette institut eller selskab også være underlagt tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at ved crowdfundingtjenesteudbyder forstås en juridisk person, der udbyder crowdfundingtjenester.

Med den foreslåede bestemmelse vil en crowdfundingtjenesteudbyder være defineret som en juridisk person, der udbyder crowdfundingtjenester.

Definitionen af crowdfundingtjenesteudbyder svarer til definitionen i artikel 2, stk. 1, litra e, i crowdfundingforordningen.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at ved crowdfundingtjeneste forstås aktiviteter i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Af artikel 2, stk. 1, litra a, i crowdfundingforordningen fremgår det, at crowdfundingtjenester dækker over matchning af investorers og projektejeres erhvervsfinansieringsinteresser ved anvendelse af en crowdfundingplatform, og som består af en af følgende aktiviteter: i) formidling af långivning eller ii) placering uden fast forpligtelse, jf. afsnit A, punkt 7, i bilag I til direktiv 2014/65/EU, af værdipapirer og instrumenter, der er godkendt til crowdfunding, som er udstedt af projektejere eller et special purpose vehicle, og modtagelse og formidling af kundeordrer, jf. afsnit A, punkt 1, i bilag I til direktiv 2014/65/EU vedrørende de pågældende værdipapirer og instrumenter, der er godkendt til crowdfunding.

Instrumenter, der er godkendt til crowdfunding, omfatter kapitalandele i et selskab med begrænset ansvar, der ikke er underlagt restriktioner, der reelt forhindrer dem i at blive omsat, herunder restriktioner med hensyn til den måde, hvorpå de pågældende kapitalandele udbydes til eller præsenteres for offentligheden, jf. artikel 2, stk. 1, litra n, i crowdfundingforordningen.

Udbud af crowdfundingtjenester omfatter således generelt tre typer aktører: 1) projektejeren, der foreslår det projekt, der skal finansieres, 2) investorer, der finansierer det foreslåede projekt, og 3) en formidlingsorganisation i form af en crowdfundingtjenesteudbyder, der bringer projektejere og investorer sammen gennem en onlineplatform.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at ved en crowdfundingplatform forstås et offentligt tilgængeligt internetbaseret informationssystem, der drives eller forvaltes af en crowdfundingtjenesteudbyder.

Med den foreslåede bestemmelse vil en crowdfundingplatform være defineret som et offentligt tilgængeligt internetbaseret informationssystem, der drives eller forvaltes af en crowdfundingtjenesteudbyder.

Den foreslåede definition af en crowdfundingplatform svarer til definitionen i artikel 2, stk. 1, litra d, i crowdfundingforordningen.

§ 343c

Finanstilsynet har en generel hjemmel til at kræve alle oplysninger af en virksomhed, som Finanstilsynet finder nødvendige, jf. den foreslåede § 343 d. Hjemlen vil kunne udnyttes til at indsamle data til brug for tilrettelæggelsen af tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere.

Det foreslås i § 343 c, stk. 1, at crowdfundingtjenesteudbydere, omfattet af § 361, stk. 1, nr. 9, senest den 1. juli hvert år til Finanstilsynet skal indberette virksomhedens omkostninger til løn, provision og tantieme.

Ved omkostninger til løn, provision og tantieme menes lønninger og vederlag til bestyrelse og direktion samt lønninger til personale i øvrigt.

Det foreslåede stk. 1 fastlægger, at Finanstilsynet hvert år skal modtage data fra crowdfundingtjenesteubydere til brug for opgørelsen af afgiften, som skal betales til Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 363, stk. 1, nr. 9.

§ 343d

Bestemmelsen foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter udbydere af crowdfundingtjenester skal have tilladelse af Finanstilsynet som crowdfundingtjenesteudbyder og være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen. Dette indebærer beføjelse til at påse overholdelsen af crowdfundingforordningen, herunder give påbud og påtaler og evt. politianmelde for overtrædelse heraf.

Det foreslås i § 343 d, stk. 1, at Finanstilsynet påser crowdfundingtjenesteudbyderes overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Det foreslåede stk. 1 fastlægger, at Finanstilsynet er kompetent tilsynsmyndighed til at påse overholdelsen af crowdfundingtjenesterudbyderes overholdelse af crowdfundingforordningen.

Dette indebærer, at Finanstilsynet er ansvarlig for at give tilladelse til og inddrage tidligere givne tilladelser til crowdfundingudbydere, hvis crowdfundingtjenesteudbyderen bl.a. ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev givet, samt påse crowdfundingudbydernes overholdelse af forordningen i øvrigt.

Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet beføjelse til at give påbud og påtale og evt. politianmelde overtrædelse af crowdfundingforordningen. Finanstilsynet kan således påbyde en crowdfundingtjenesteudbyder eller en crowdfundingtjenesteudbyders ledelse, der overtræder crowdfundingforordningen, at bringe den adfærd, der udgør en overtrædelse, til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan adfærd. En sådan afgørelse følger Finanstilsynets almindelige beføjelser til at kunne give påbud eller påtale til en virksomhed under tilsyn, som overtræder den finansielle lovgivning gældende for virksomheden.

§ 343f

Den foreslåede bestemmelse er ny og foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter Finanstilsynet som den kompetente myndighed vil påse overholdelsen af crowdfundingforordningen, og udbydere af crowdfundingtjenester vil være underlagt Finanstilsynets tilsyn i henhold til crowdfundingforordningen.

Det foreslås i § 343 f, at kapitel 21 samt regler udstedt i medfør heraf med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse i tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere.

Den forslåede bestemmelse fastsætter, at de generelle regler om tilsyn i kapitel 21 samt regler udstedt i medfør heraf med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse i tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at tilsynet med crowdfundingtjenesteudbydere, jf. lovforslagets § 343 d, indgår i Finanstilsynets tilrettelæggelse af sin tilsynsvirksomhed i henhold til § 344, stk. 2 og 3, og at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345. Det indebærer også, at den tavshedspligt, Finanstilsynet er pålagt i medfør af artikel 35 i crowdfundingforordningen, skal iagttages i overensstemmelse med tavshedspligten i artikel 35 i crowdfundingforordningen, skal iagttages i overensstemmelse med tavshedspligten i § 354, der også under visse betingelser giver mulighed for videregivelse af fortrolige oplysninger til angivne myndigheder og organer m.v. Tilsvarende finder forbuddet for Finanstilsynet om at videregive oplysninger i § 354 g tilsvarende anvendelse, jf. også artikel 38 i crowdfundingforordningen. Reglerne for offentliggørelse af afgørelse i §§ 347 a og 354 a finder tilsvarende anvendelse på afgørelser truffet over for crowdfundingudbydere i medfør af lovforslagets §§ 343 e og 343 f, jf. også artikel 39, stk. 2, litra a, og artikel 42 i crowdfundingforordningen. Tilsvarende gælder partsbegrebet i § 355.

Til nr. 18 (§ 361, stk. 1, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361 i lov om finansiel virksomhed fastlægger størrelsen på den afgift, som virksomheder med tilladelse efter den finansielle regulering pålægges at betale til Finanstilsynet.

Det foreslås i § 361, stk. 1, nr. 9, at crowdfundingtjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet, jf. artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere, som ikke er pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber, betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, årligt betaler et grundbeløb til Finanstilsynet på 10,5 promille af deres omkostninger til løn, provision og tantieme, dog minimum 7.500 kr.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at sådanne crowdfundingtjenesteudbydere på lige fod med andre virksomheder omfattet af den finansielle regulering pålægges en afgift.

Det foreslås i § 361, stk. 1, nr. 10, at crowdfundingtjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet i henhold til § 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere, som er fondsmæglerselskaber, betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, betaler en årlig afgift til Finanstilsynet på 7.500 kr.

Det foreslåede medfører, at pengeinstitutter ikke skal betale en afgift til Finanstilsynet som crowdfundingtjenesteudbyder, da pengeinstitutter allerede betaler en afgift til Finanstilsynet i medfør af § 363 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede medfører, at virksomheder, der allerede har tilladelse som fondsmæglerselskab, udbydere af betalingstjenester eller udsteder af e-penge, og som i tillæg til denne tilladelse får tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder i medfør af artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen, skal betale en yderligere afgift for at have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder på 7.500 kr. årligt til Finanstilsynet.

Til nr. 19 (§ 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

Udgifterne til Finanstilsynet dækkes af de finansielle virksomheder m.fl., som Finanstilsynet fører tilsyn med. Den årlige afgift for de forskellige typer af virksomheder er fastsat i §§ 361-366 i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, at udbydere af dataindberetningstjenester med tilladelse efter kapitel 26 i lov om kapitalmarkeder betaler 725.000 kr. pr. type af dataindberetningstjeneste, der udbydes. Afgiften er angivet i 2016-niveau og bliver reguleret årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 10.

Afgiften blev indført ved lov nr. 665 af 8. juni 2017 i forbindelse med gennemførelsen af MiFID II, da udbydere af dataindberetningstjenester blev underlagt tilsyn og pålagt en række forpligtelser i henhold til MiFID II, hvilket øgede Finanstilsynets omkostninger på området. Afgiften blev fastsat med udgangspunkt i det forventede ressourceforbrug og det forventede antal udbydere af dataindberetningstjenester.

Det foreslås at affatte § 361, stk. 2, nr. 7, således, at en godkendt offentliggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse med forordningens med artikel 2, stk. 3, betaler 725.000 kr. pr. type af APA eller ARM, der udbydes.

Der skal således betales én afgift pr. type af dataindberetningstjeneste. Det vil sige, at en virksomhed, der eksempelvis både driver en APA og en ARM, skal betale afgift to gange i henhold til bestemmelsen. I Danmark er der alene én virksomhed, som har tilladelse som ARM og ingen virksomheder med tilladelse som APA eller CTP.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at de APA’er eller ARM’er, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstilsynet skal betale afgift til Finanstilsynet. De udbydere af dataindberetningstjenester, som vil være underlagt tilsyn af ESMA, pålægges et gebyr herfor i medfør af artikel 38n i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 6, i omnibusforordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 35.

Til nr. 20 (§ 368, stk. 1, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at det skal fremgå af § 368, stk. 1, 3 pkt., at, for så vidt angår crowdfundingtjenesteudbydere, foregår beregningen på grundlag af den senest indsendte indberetning efter § 343 c, medmindre en crowdfundingtjenesteudbyder skal betale afgift efter § 361, stk. 1, nr. 10.

Det foreslåede medfører, at beregningen af den afgift, som crowdfundingtjenesteudbydere skal betale i medfør af § 361, stk. 1, nr. 9, jf. lovforslagets § 4, nr. 18, foregår på baggrund af den seneste indsendte indberetning efter § 343, jf. lovforslaget § 4, nr. 17.

Til nr. 21 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig til. Bestemmelsen nævner bl.a. afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed og en række EU-retsakter på det finansielle område.

Det foreslås i § 372, stk. 1, at indsætte en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede medfører, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig til.

Til nr. 22 (§ 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende, § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er en generel bemyndigelsesbestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af en række direktiver og forordninger.

Artikel 44 i crowdfundingforordningen vil medføre, at Europa-Kommissionen udsteder en række delegerede retsakter.

Det foreslås at ændre § 372 a, stk. 1, så henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet fremgår af bestemmelsen.

Det foreslåede medfører, at erhvervsministeren skal kunne fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet

Bestemmelsen foreslås som en konsekvens af, at crowdfundingforordningen finder anvendelse fra den 10. november 2021, hvorefter der er behov for, at erhvervsministeren er bemyndiget til at kunne fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af crowdfundingforordningen.

Til nr. 23 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 373, stk. 1 , at indsætte henvisning til artikel 3, stk. 1, 3, 4 og 6, artikel 5, artikel 6, stk. 1-6, artikel 10, artikel 11, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk. 2, artikel 15, stk. 2 og 3, artikel 16, stk. 1, artikel 18, stk. 1 og 4, artikel 20, stk. 1 og 2 og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Det foreslåede vil medføre, at overtrædelse af de angivne artikler i crowdfundingforordningen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Artikel 3, stk. 1, i crowdfundingforordningen omhandler udbud af crowdfundingtjenester.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af art. 3, stk. 1, er personer, der udbyder crowdfundingtjenester, som ikke er juridiske personer. Den strafbare handling består eksempelvis i at udbyde crowdfundingtjenester, jf. artikel 2, stk. 1, litra a, uden den fornødne tilladelse hertil, jf. artikel 12, stk. 1.

Det fremgår af artikel 5 i crowdfundingforordningen, at en crowdfundingtjenesteudbyder skal udføre due diligence af en projektejer, som ønsker at udbyde sit projekt gennem crowdfundingtjenesteudbyderens crowdfundingplatform.

Artikel 3, stk. 3, 4 og 6, omhandler udbud af crowdfundingtjenester og begrænsninger for crowdfundingtjenesteudbyderens anbefaling af crowdfundingprojekter. Ansvarssubjektet for overtrædelse af art. 3, stk. 3, 4 og 6, i crowdfundingforordningen er juridiske personer, der udbyder crowdfundingtjenester, og som har fået tilladelse som crowdfundingtjenesteudbydere i overensstemmelse med artikel 12. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 3, stk. 3, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder modtager vederlag, rabat eller naturalieydelse for at videresende investordrer til et bestemt crowdfundingudbud. Den strafbare handling for art. 3, stk. 4, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder foreslår en individuel investor specifikke crowdfundingprojekter, som ikke svarer til de specifikke parametre og risikoindikatorer, som investoren har valgt. Den strafbare handling for art. 3, stk. 6, består eksempelvis i, at et udbud af crowdfundingtjenester, hvor der anvendes et special purpose vehicle, indeholder mere end ét illikvidt eller udeleligt aktiv.

Artikel 5 i crowdfundingforordningen omhandler pligt for crowdfundingtjenesteudbyder til at udføre due diligence af en projektejer, som ønsker at udbyde sit projekt gennem crowdfundingtjenesteudbyderens crowdfundingplatform. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke udfører due diligence ved ikke at undersøge, om projektejeren tidligere har været pålagt strafansvar efter national lovgivning inden for relevante retsområder.

Artikel 6, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen omhandler pligter, der påhviler crowdfundingtjenesteudbydere, som udbyder individuel porteføljepleje af lån. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udfører individuel porteføljepleje af lån på vegne af en investor. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 6, stk. 1, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke indhenter et fyldestgørende mandat eller ikke handler inden for det givne mandat til at udføre individuel porteføljepleje på vegne af investoren. Den strafbare handling for overtrædelse af art. 6, stk. 4, består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke løbende giver investor oplysninger om de individuelle lån som porteføljen indeholder for hver individuel portefølje.

Artikel 10 i crowdfundingforordningen omhandler udbud af tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder tjenester vedrørende opbevaring af aktiver og betalingstjenester, ikke oplyser dens kunder om karakten af og vilkårene og betingelserne for disse tjenester.

Artikel 11 i crowdfundingforordningen omhandler tilsynsmæssige krav til en crowdfundingtjenesteudbyder. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke har tilsynsmæssige sikkerhedsforanstaltninger svarende til det højeste beløb af 25.000 EUR og en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger.

Artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen omhandler tilladelse som crowdfundingtjenesteudbydere. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempel vis i, at en juridisk person udbyder crowdfundingtjenester efter art. 2, stk. 1, litra a, uden tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder efter artikel 12, stk. 1.

Artikel 13, stk. 2, i crowdfundingforordningen omhandler en crowdfundingtjenesteudbyders pligt til at supplere og ajourføre de i artikel 12, stk. 2, omhandlende oplysninger, hvis virksomheden ønsker at udvide sin virksomhed til at omfatte yderligere crowdfundingtjenester end forudset på tilladelsestidspunktet. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke supplerer og ajourfører oplysningerne omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forbindelse med at udbyderen ønsker at udvide sin virksomhed til at omfatte yderligere crowdfundingtjenester.

Artikel 15, stk. 3, fastsætter for crowdfundingtjenesteudbyderen en underretningsforpligtelse til Finanstilsynet. Underretningsforpligtelsen angår alle væsentlige ændringer i betingelserne for tilladelse samt oplysninger, som Finanstilsynet måtte have brug for til at vurdere crowdfundingtjenesteudbyderens overholdelse af crowdfundingforordningen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at underrette Finanstilsynet om væsentlige ændringer i betingelserne for den givne tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder.

Artikel 16, stk. 1, fastsætter en forpligtelse for crowdfundingtjenesteudbyderen til hvert år at sende en række indberetninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den stafbare handling består eksempelvis i ikke årligt at indberette de oplistede oplysninger i artikel 16 i crowdfundingforordningen til Finanstilsynet, herunder oplysninger om projektejeren og det rejste beløb.

Artikel 18, stk. 1 og 4, i crowdfundingforordningen omhandler crowdfundingtjenesterudbyderes muligheder for at udøve grænseoverskridende udbud af crowdfundingtjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder med tilladelse fra Finanstilsynet, jf. artikel 12, stk. 10. Den strafbare handling består eksempelvis i at udbyde crowdfundingtjenester i en anden medlemsstat uden forinden at have meddelt dette til Finanstilsynet.

Artikel 20, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen fastsætter, at crowdfundingtjenesteudbydere skal offentliggøre misligholdelsesrater. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder, som udbyder formidling af långivning. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at offentliggøre misligholdelsesrater efter artikel 20, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen.

Artikel 25 i crowdfundingforordningen regulerer brugen af en ”opslagstavle”. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består i at drive en opslagstavle i strid med artikel 25 i crowdfundingforordningen, herunder eksempelvis ved brug af et internt matchningssystem, der udfører kundeordrer på et multilateralt grundlag.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 39, stk. 1, litra a, i crowdfundingforordningen.

Til nr. 24 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er finansielle virksomheder, hvorved forstås pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Ved overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse i lov om finansiel virksomhed vil Finanstilsynet ud fra et proportionalitetshensyn vurdere den rette reaktionsform både i forhold til overtrædelsens karakter og i forhold til den overtrædende virksomhed. Konstaterer Finanstilsynet en overtrædelse af loven, kan Finanstilsynet give en påtale, et påbud eller politianmelde virksomheden. Ved vurderingen indgår bl.a. forhold vedrørende den konkrete overtrædelse, herunder om den er begået forsætligt eller uagtsomt, om det er en førstegangsforseelse eller en gentagelsessituation, om virksomheden selv har gjort opmærksom på forholdet eller forsøgt at skjule det, samt hvor klart indholdet af den pågældende regel er.

Med lovforslagets § 4, nr. 11, foreslås det at indsætte § 230 a i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en henvisning til § 230 a, stk. 1-4, i straffebestemmelsen i § 373, stk. 2 , 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede ændring vil betyde, at overtrædelser af § 230 a, stk. 1-4, vil kunne straffes med bøde.

Til nr. 25 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser straffes med bøde.

Det foreslås at ændre § 373, stk. 2, således, at artikel 4, artikel 8, stk. 1-6, artikel 9, stk. 1 og 2, artikel 19, stk. 1-6, artikel 22, artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet fremgår af bestemmelsen.

Det foreslås med ændringen af § 373, stk. 2, at overtrædelse af en række artikler i crowdfundingforordningen bliver omfattet af strafbestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at overtrædelse af de angivne artikler i crowdfundingforordningen kan straffes med bøde.

Artikel 4 i crowdfundingforordningen omhandler krav til effektiv og forsigtig ledelse.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyders ledelsesorgan. Den strafbare handling består i, at ledelsen ikke opfylder kravene til effektiv og forsigtig ledelse i artikel 4 i crowdfundingforordningen, eksempelvis hvis ledelsen ikke har indført passende systemer og kontrolforanstaltninger i forhold til de udbudte aktiviteter.

Artikel 8, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen omhandler interessekonflikter for crowdfundingtjenesteudbydere. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder har en særlig interesse i et crowdfundingudbud på crowdfundingplatformen, der ikke er håndteret.

Artikel 9, stk. 1 og 2, i crowdfundingforordningen omhandler krav til crowdfundingtjenesteudbyderes outsourcing af operationelle funktioner. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder gør brug af en tredjepart til at udføre operationelle funktioner, uden at tage alle rimelige skridt for at undgå yderligere operationel risiko.

Artikel 19, stk. 1-6, i crowdfundingforordningen stiller en række krav om oplysninger, som crowdfundingtjenesteudbyderen skal stille til rådighed for sine kunder. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling består eksempelvis i ikke at give kunderne de oplysninger omfattet af artikel 19 i crowdfundingforordningen, herunder alle oplysninger om omkostninger, finansielle risici og gebyrer i forbindelse med crowdfundingtjenester eller investeringer.

Artikel 22 i crowdfundingforordningen regulerer aftaleindgåelsen for crowdfundingtjenesteudbyderen og projektejeren samt vilkår for den potentielle mindre erfarne investor. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling i artikel 22, stk. 5, kan f.eks. bestå i, at den potentielle mindre erfarne investor ikke som minimum kan tilbagekalde et tilbud om at investere på samme måde, hvorpå et tilbud afgives.

Artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24 i crowdfundingforordningen regulerer et dokument med central investorinformation. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er en crowdfundingtjenesteudbyder. Den strafbare handling kan eksempelvis bestå i ikke at opfylde kravene til dokumenter med central investorinformation efter artikel 23, stk. 2-14, og artikel 24 i crowdfundingforordningen. Den strafbare handling består eksempelvis i, at en crowdfundingtjenesteudbyder ikke giver potentielle investorer alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 23 eller 24 i crowdfundingforordningen.

Den foreslåede ændring gennemfører artikel 39, stk. 1, litra a, i crowdfundingforordningen.

Til nr. 26 (§ 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, at forældelsesfristen er 10 år for overtrædelse af de oplistede bestemmelser.

Det foreslås i § 373 stk. 9 , at indsætte henvisning til artikel 12, stk. 1, og artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet.

Artikel 12, stk. 1, i crowdfundingforordningen fastsætter, at udbydere af crowdfundingtjenester skal have tilladelse som crowdfundingtjenesteudbyder. Artikel 23 i crowdfundingforordningen fastsætter blandt andet krav om udarbejdelse af et dokument med central investorinformation.

Den foreslåede ændring vil medføre, at forældelsesfristen for strafansvar bliver 10 år for overtrædelse af art. 12, stk. 1, og artikel 23 i crowdfundingforordningen.

Fælles for de anførte bestemmelser i lov om finansiel virksomheder er, at de enten er grove derved, at deres overtrædelse kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne, investorerne m.v., eller bestemmelserne kan være karakteristeret ved, at de er alvorlige og vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med. Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længerevarende undersøgelser. Som eksempel på overtrædelse, der er særligt grov, kan nævnes manglende tilladelse som eksempelvis crowdfundingtjenesteudbyder.

Det er hensigten med den foreslåede forlængede forældelsesfrist at sikre en øget og styrket håndhævelses- og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædelser, men også overtrædelser, som isoleret set ikke nødvendigvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.