Kilde

Til nr. 1 og 2

Lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 (herefter moms- og lønsumsafgiftslåneloven) indeholder regler om rentefrie lån baseret på bl.a. angivet moms.

Efter moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 1, 1. pkt., kan virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 3, anvender kvartalet som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne momstilsvar for fjerde kvartal 2019.

Efter moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 1, 2. pkt., kan virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 3, anvender kvartalet som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne momstilsvar for tredje og fjerde kvartal 2020.

Efter moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 2, 1. pkt., kan virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 4, anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne momstilsvar for andet halvår 2019.

Efter moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 2, 2. pkt., kan virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 4, anvender kalenderhalvåret som afgiftsperiode, efter anmodning til Skatteforvaltningen som et rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne momstilsvar for første og andet halvår 2020.

I henhold til moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 6, stk. 1, skal udbetalte lån efter § 1, 1. pkt., og § 2, 1. pkt., tilbagebetales senest den 1. november 2021 via indbetaling til skattekontoen. Det følger af moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., at udbetalte lån efter § 1, 2. pkt., og § 2, 2. pkt., skal tilbagebetales senest den 1. februar 2022 via indbetaling til skattekontoen. Er lånet bevilget til et iværksætterselskab, som ikke efterfølgende er kommet under likvidation, konkurs eller tvangsopløsning, er fristen for tilbagebetaling dog den 1. november 2021, medmindre det senest den 29. oktober 2021 af Det Centrale Virksomhedsregister fremgår, at iværksætterselskabet er omregistreret til et anpartsselskab, jf. moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 6, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås, at § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres, så udbetalte lån efter § 1, 1. og 2. pkt., og § 2 skal tilbagebetales senest den 1. april 2022. Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen i § 6, stk. 1, til § 1, 1. pkt., og § 2, 1. pkt., udgår.

Herved vil tilbagebetalingsfristen for momslån for henholdsvis andet halvår 2019 og fjerde kvartal 2019 blive udskudt fra den 1. november 2021 til den 1. april 2022, og tilbagebetalingsfristen for momslån for henholdsvis første og andet halvår 2020 og tredje og fjerde kvartal 2020 vil blive udskudt fra den 1. februar 2022 til den 1. april 2022.

Dermed vil tilbagebetalingsfristen for de momslån, der skal tilbagebetales den 1. november 2021 og 1. februar 2022, blive rykket til den 1. april 2022. Løbetiden for de rentefrie momslån forlænges således med yderligere henholdsvis 5 og 2 måneder.

Udskydelsen af tilbagebetalingsfristen vil dog ikke omfatte iværksætterselskaber, medmindre det senest den 29. oktober 2021 af Det Centrale Virksomhedsregister fremgår, at iværksætterselskabet er omregistreret til et anpartsselskab.

Kilde

Til nr. 1

Overskriften til kapitel 3 i angivelses- og betalingsfristudskydelsesloven er »Beløbsgrænse for skattekontoen«. Dette hænger sammen med, at den eneste bestemmelse i kapitlet er § 9 om midlertidig forlængelse af beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt.

Det foreslås, at der i overskriften til kapitel 3 efter »Beløbsgrænse« indsættes »og betalingsordninger«.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås at indsætte en ny bestemmelse i angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens kapitel 3 som § 9 a. Den foreslåede § 9 a omhandler en midlertidig forlængelse af den maksimale varighed for virksomheders betalingsordninger vedrørende skattekontogæld. Det er som følge heraf nødvendigt at ændre overskriften til kapitel 3.

Til nr. 2

Det følger af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 1. pkt., at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., udgør 10 mio. kr. i perioden fra og med den 25. marts 2020 til og med den 6. maj 2020.

Det følger af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 2. pkt., at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., i perioden fra og med den 7. maj 2020 til og med den 1. maj 2023 udgør 100 mia. kr.

En kreditsaldo udbetales til virksomhedens NemKonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 2. pkt. højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., jf. 3. pkt. Virksomheder kan uanset 3. pkt. anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. 4. pkt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 5. pkt. ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør, jf. § 16 c, stk. 5, 6. pkt. Fristen efter 6. pkt. kan ikke afbrydes eller suspenderes, jf. 7. pkt.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., er det bestemt, at udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår kreditsaldoen, som følge af at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen ifølge 2. pkt. dog senest i henhold til fristen i § 12, stk. 2, hvorefter udbetaling af et negativt tilsvar sker senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen henholdsvis indberetningen for den pågældende periode.

Det foreslås, at der i angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 2. pkt., foretages den ændring, at »1. maj 2023« ændres til »31. januar 2022«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås, at der i angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 indsættes en ny bestemmelse som 3. pkt., der vil medføre, at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023 vil være 350 mio. kr.

Til nr. 3

Det følger af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 1. pkt., at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., udgør 10 mio. kr. i perioden fra og med den 25. marts 2020 til og med den 6. maj 2020.

Det følger af angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9, 2. pkt., at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., i perioden fra og med den 7. maj 2020 til og med den 1. maj 2023 udgør 100 mia. kr.

En kreditsaldo udbetales til virksomhedens NemKonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 1. pkt. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 2. pkt. højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr., jf. 3. pkt. Virksomheder kan uanset 3. pkt. anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt, jf. 4. pkt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ifølge 5. pkt. ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at give Skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør, jf. § 16 c, stk. 5, 6. pkt. Fristen efter 6. pkt. kan ikke afbrydes eller suspenderes, jf. 7. pkt.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., er det bestemt, at udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår kreditsaldoen, som følge af at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen ifølge 2. pkt. dog senest i henhold til fristen i § 12, stk. 2, hvorefter udbetaling af et negativt tilsvar sker senest 3 uger efter modtagelsen af angivelsen henholdsvis indberetningen for den pågældende periode.

Det foreslås, at det i angivelses- og betalingsfristudskydelseslovens § 9 indsættes som 3. pkt., at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023 vil udgøre 350 mio. kr.

Den foreslåede bestemmelse vil – sammen med ændringen foreslået i lovforslagets § 2, nr. 2 – indebære, at beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5, 2. pkt., i perioden fra og med den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023 nedsættes fra 100 mia. kr. til 350 mio. kr. Med den foreslåede nedsættelse af beløbsgrænsen til 350 mio. kr. vurderes alle virksomheder fortsat at ville have mulighed for at tilbagebetale lån efter A-skattelåneloven og moms- og lønsumsafgiftslåneloven tidligere end 5 hverdage før den sidste rettidige betalingsdag med henblik på at undgå negative bankrenter. Dette skal ses i sammenhæng med, at den virksomhed, der samlet set har anvendt ordningerne med de rentefrie lån til at låne det største beløb, i alt har lån for ca. 300 mio. kr., og at de sidste udskudte betalingsfrister vedrørende A-skat og moms m.v. indtræder i januar 2022. Der vurderes derfor ikke fra og med den 1. februar 2022 at være behov for, at beløbsgrænsen for kreditsaldoen på skattekontoen fastsættes til et højere beløb end 350 mio. kr.

Til nr. 4

Skatteforvaltningen opkræver virksomheders betaling af bl.a. A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5. Det følger af opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet af § 16 automatisk modregnes efter et saldoprincip. Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens skattekonto den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra Skatteforvaltningen. Efter § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2 (aktuelt en månedlig rente på 0,7 pct.). Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. § 16 c, stk. 1, 2. pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debetsaldo og ikke af de enkelte krav på kontoen, jf. dog stk. 2.

På grund af den store volumen af fordringer, der opkræves via skattekontoen, er der udviklet en selvbetjeningsløsning på Skatteforvaltningens hjemmeside, hvorved virksomheder kan oprette en betalingsordning for visse eller alle fordringer, som virksomheden har under opkrævning på skattekontoen, med henblik på at opdele betalingen heraf i flere rater. Betalingsordningerne indgås automatisk, hvis en virksomhed, der opfylder visse objektive betingelser, jf. nedenfor, anmoder om at oprette en sådan betalingsordning via selvbetjeningsløsningen. Virksomheden kan selv bestemme, om betalingsfrekvensen skal være hver 14. dag eller månedligt. Ratebeløbet skal dog mindst være på 400 kr.

Oprettelsen af ovennævnte betalingsordninger er underlagt en række betingelser m.v., der er fastsat af Skatteforvaltningen. Disse betingelser m.v. er således ikke fastsat i lovgivningen, men fremgår af Skatteforvaltningens hjemmeside og er ens for alle virksomheder. Bl.a. må virksomheder ikke have fordringer, der er opkrævet via skattekontoen, under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Herudover må virksomheden ikke inden for den seneste måned have misligholdt en anden betalingsordning på skattekontoen. Ligeledes skal beløb, som ikke er omfattet af betalingsordningen, løbende betales rettidigt, idet betalingsordningen ellers bortfalder. Endvidere er det en betingelse, at den samlede værdi af fordringerne omfattet af betalingsordningen er på mindst 800 kr., og betalingsordningen må ikke omfatte toldfordringer. Endelig skal virksomheder, der har fået deres tilsvar af skatter og afgifter m.v. foreløbigt fastsat, fordi virksomhederne ikke har indsendt angivelse for en afregningsperiode, jf. opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., have indsendt disse angivelser, før virksomhederne kan oprette en betalingsordning.

Betalingsordninger, der oprettes for fordringer opkrævet via skattekontoen, kan højst have en varighed på 12 måneder, og betalingsordningen skal starte senest 30 dage efter oprettelsesdatoen. Fordringerne omfattet af betalingsordningen tilskrives fortsat renter efter de almindelige regler i opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, og renterne vil blive opkrævet sammen med betalingsordningens sidste rate. Hvis virksomheden ønsker at undgå renterne, kan virksomheden kontakte Skatteforvaltningen om at betale fordringerne, der er omfattet af betalingsordningen, før tidspunktet aftalt i betalingsordningen og dermed undgå yderligere renter.

Virksomheder kan kun have én betalingsordning vedrørende fordringer, der opkræves via skattekontoen, ad gangen. Overholder virksomheden ikke vilkårene for betalingsordningen, bortfalder den. F.eks. bortfalder betalingsordningen, hvis virksomheden ikke indberetter for en afregningsperiode og derfor får sit tilsvar foreløbigt fastsat til et skønsmæssigt beløb, jf. ovenfor om opkrævningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., uanset om virksomheden efterfølgende erstatter den foreløbige fastsættelse med en efterangivelse vedrørende den pågældende afregningsperiode. Når betalingsordningen bortfalder, indebærer det, at Skatteforvaltningen vil rykke for betalingen af fordringerne, og at fordringerne vil blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, når den sædvanlige rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det er ikke muligt for virksomheder, der har oprettet en betalingsordning for fordringer under opkrævning på skattekontoen, at ændre deres afgiftsperiode, så længe betalingsordningen er aktiv.

Hvis en virksomhed misligholder en betalingsordning, er der en karensperiode på 30 dage, før virksomheden kan oprette en ny betalingsordning.

Det foreslås, at der i angivelses- og betalingsfristudskydelsesloven indsættes en ny bestemmelse som § 9 a, der fastsætter, at en betalingsordning, der som følge af en anmodning, der er indgivet af virksomheden i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022, er indgået med Skatteforvaltningen vedrørende fordringer, der opkræves via skattekontoen, kan have en varighed på indtil 24 måneder.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den efter Skatteforvaltningens praksis bestående adgang for virksomheder til – under visse betingelser, jf. ovenfor – at indgå betalingsordninger, hvor tilbagebetalingen af fordringer opkrævet via skattekontoen opdeles i flere rater. Som beskrevet ovenfor kan disse betalingsordninger efter eksisterende praksis højst have en varighed på 12 måneder. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe et sikkert hjemmelsgrundlag for en midlertidig ændring af Skatteforvaltningens praksis for betalingsordningers maksimale varighed. Den foreslåede bestemmelse vil således alene indebære den ændring i forhold til gældende praksis, at en betalingsordning, der som følge af en anmodning, der er indgivet af virksomheden i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022, er indgået med Skatteforvaltningen vedrørende fordringer opkrævet via skattekontoen, kan have en varighed på indtil 24 måneder. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre på de øvrige betingelser m.v., som virksomhederne ifølge gældende praksis vil skulle opfylde for at kunne indgå en betalingsordning for skattekontogæld, herunder at virksomheden kun kan have én betalingsordning ad gangen. Det indebærer bl.a., at virksomheder, der i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022 ikke opfylder de almindelige betingelser for at oprette en betalingsordning for skattekontogæld, ikke vil kunne oprette en ny betalingsordning med en varighed på indtil 24 måneder. Det indebærer endvidere, at virksomheder, der i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022 allerede har en betalingsordning med en maksimal varighed på 12 måneder, ikke vil kunne oprette en ny betalingsordning med en varighed på indtil 24 måneder. En virksomhed, der i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022 ønsker at oprette en lang betalingsordning, vil dog kunne indfri en eksisterende betalingsordning, hvorefter virksomheden vil kunne oprette en ny betalingsordning med en varighed på indtil 24 måneder, i det omfang virksomheden opfylder betingelserne herfor. Det forudsætter dog, at virksomheden indfrier betalingsordningen i god tid inden den 15. april 2022, så Skatteforvaltningen kan nå at håndtere indfrielsen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at hjælpe virksomheder, der har udfordringer med at tilbagebetale lån efter A-skattelåneloven og moms- og lønsumsafgiftslåneloven. Den foreslåede bestemmelse vil imidlertid ikke være begrænset til betalingsordninger, der indgås for tilbagebetalingen af sådanne lån, da det systemmæssigt og administrativt ikke er muligt kun at indføre en længere afdragsperiode, som kun vedrører betalingsordninger med de pågældende låneordninger. Betalingsordningerne, der i den begrænsede periode kan indgås med en varighed på indtil 24 måneder, vil således også kunne omfatte andre typer af fordringer, der opkræves via skattekontoen, end Skatteforvaltningens tilbagebetalingskrav vedrørende de nævnte lån.

Den foreslåede bestemmelse vil alene få betydning for betalingsordninger, der indgås med Skatteforvaltningen som følge af en anmodning, der er indgivet af virksomheden i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke få betydning for varigheden af betalingsordninger, der er oprettet før den 15. marts 2022, og disse betalingsordninger vil således fortsat maksimalt kunne have en varighed på de 12 måneder, der tillades i praksis.

Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse, vil det alene være i perioden fra og med den 15. marts 2022 til og med den 15. april 2022, at virksomhederne vil få mulighed for at indgive anmodning om en betalingsordning med en varighed på indtil 24 måneder. Dette skal ses i sammenhæng med, at det – jf. lovforslagets § 1 – samtidig foreslås at udskyde tilbagebetalingsfristen for en del af låneordningerne, så tilbagebetalingsfristen for en del af låneordningerne vil være den 1. april 2022. Den foreslåede begrænsede periode vil dermed give virksomheder mulighed for at indgå en samlet betalingsordning med en varighed på indtil 24 måneder for disse låneordninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 22. oktober 2021, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1.

Baggrunden for dette er, at lovforslagets § 1 om udskydelse af tilbagebetalingsfrist for lån efter moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 6 vurderes at indebære statsstøtte, og at ordningen derfor først kan sættes i kraft, når Europa-Kommissionen har godkendt den efter statsstøttereglerne. Datoen for en godkendelse kendes ikke på nuværende tidspunkt.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.