LOV nr 719 af 20/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lov om ændring af lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven) og forskellige andre love (Ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.) § 2
I lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 9. januar 2018, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og geografisk afgrænsning af sundhedsråd og om udpegelse og opløsning af forpligtende kommunale samarbejder (inddelingsloven)«.
2. Overskriften til kapitel 1 affattes således:
3. I § 1, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Omfatter en beslutning efter stk. 1 kommuner i samme region, henhører den sammenlagte kommune under den pågældende region.«
4. § 3, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
5. Efter § 4 indsættes i kapitel 1:
§ 4 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, jf. regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, i overgangsloven, når ændringen er begrundet i hensynet til en effektiv og hensigtsmæssig varetagelse af den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, herunder
-
befolkningsmæssige forhold,
-
hensynet til den kommunale inddeling og
-
hensynet til den forventede planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning om ændring af sundhedsrådenes navne.
Stk. 3. En beslutning efter stk. 1 og 2 kan alene træffes efter høring af regionsrådene og kommunalbestyrelserne i de regioner og kommuner, der bliver berørt af ændringen.«
6. Overskriften til kapitel 3 affattes således:
7. I § 8 indsættes efter »§ 4,«: »§ 4 a,«, og efter »om ændring af den kommunale og regionale inddeling,« indsættes: »om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne,«.
8. Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a. Indenrigs- og sundhedsministeren offentliggør i overensstemmelse med lovgivningen en samlet fortegnelse over landets kommuner, regioner og sundhedsråd samt forpligtende kommunale samarbejder og ændringer heri.«
9. I § 9 udgår »i den lokale presse eller på anden passende måde«.
10. I § 9 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Regionsrådet i en region, der er berørt af en beslutning efter § 4 a, gør beslutningen tilgængelig for borgerne ved offentliggørelse efter regionsrådets bestemmelse.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (regionsloven) og forskellige andre love (Ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg, sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler i deres nuværende form, praksisplaner, kommunal medfinansiering på sundhedsområdet og nærhedsfinansiering samt konsekvensændringer i flere love som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland m.v.) § 2
RetsinformationTil nr. 1
Lovens nuværende titel er ”Lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder”.
Det foreslås at ændre titlen , så loven fremover vil blive benævnt ”Lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og geografisk afgrænsning af sundhedsråd og om udpegelse og opløsning af forpligtende kommunale samarbejder (inddelingsloven)”.
Med den foreslåede ændring vil titlen mere præcist afspejle lovens indhold, idet der med dette lovforslag foreslås fastsat regler om ændringer af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2 og 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Den nuværende overskrift til kapitel 1 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder er ”Ændring af den kommunale og regionale inddeling”.
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 1, så overskriften fremover vil være ”Ændring af landets inddeling i kommuner og regioner og geografisk afgrænsning af sundhedsråd”.
Med den foreslåede ændring vil overskriften mere præcist afspejle kapitlets indhold, idet der med dette forslag foreslås fastsat regler i kapitel 1 om ændringer af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2 og 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af § 1, stk. 4, i regionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 70 af 23. januar 2024, at ved sammenlægning af en eller flere kommuner eller dele heraf, der er beliggende inden for samme region, henhører den sammenlagte kommune under den pågældende region.
Efter § 1, stk. 1, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder kan indenrigs- og sundhedsministeren træffe beslutning om ændring af landets inddeling i kommuner, når ændringen er begrundet i de i stk. 1 og 2 anførte hensyn.
Det fremgår af § 1, stk. 3, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, at hvis en beslutning efter stk. 1 omfatter kommuner i flere regioner, træffer indenrigs- og sundhedsministeren samtidig beslutning om de ændringer af den regionale inddeling, som er nødvendige for at sikre, at ingen kommune omfatter områder i flere regioner.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at det i § 1, stk. 3, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder indsættes som 2. pkt., at »Omfatter en beslutning efter stk. 1 kommuner i samme region, henhører den sammenlagte kommune under den pågældende region.«.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 og 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter § 3, stk. 1, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder kan indenrigs- og sundhedsministeren efter inddragelse af de berørte kommunalbestyrelser fastsætte vilkår for gennemførelsen af beslutninger om ændring af den kommunale og regionale inddeling efter lovens § 1.
Efter § 3, stk. 3, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder kan det i vilkårene fastsættes, i hvilket omfang reglerne i lov om revision af den kommunale inddeling, jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 23. januar 2024, finder anvendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 3, stk. 3, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder ophæves.
Den foreslåede ophævelse af § 3, stk. 3, i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder skal ses lyset af, at det med lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås at ophæve §§ 2, 3, 5, 7-43 og 51 a-53 i lov om revision af den kommunale inddeling. Som følge heraf vil der ikke kunne fastsættes vilkår med henvisning til bestemmelserne i lov om revision af den kommunale inddeling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2 og 3.2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Gældende ret forpligter ikke regionsrådet til at nedsætte udvalg med et geografisk afgrænset myndighedsområde.
I en region, der styres som et fleksibelt forretningsudvalgsstyre, nedsætter regionsrådet alene et forretningsudvalg, der varetager de funktioner, som i lov om kommunernes styrelse er tillagt det af kommunalbestyrelsen nedsatte økonomiudvalg, jf. regionslovens § 13, stk. 1, 1. pkt. Forretningsudvalget vil også helt eller delvist kunne varetage den umiddelbare forvaltning af regionens andre anliggender, hvis regionsrådet bestemmer dette i styrelsesvedtægten, jf. regionslovens § 13, stk. 2. Forretningsudvalget er dog ikke et geografisk afgrænset udvalg.
I en region, der styres som et almindeligt udvalgsstyre efter regionslovens § 36 a, nedsætter regionsrådet et økonomiudvalg og et eller flere stående udvalg til varetagelse af den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender. Regionsrådet skal fastsætte udvalgenes myndighedsområde i styrelsesvedtægten, jf. regionslovens § 36 a, stk. 1, 2. pkt., jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse. Økonomiudvalget skal varetage økonomiudvalgsfunktionerne i henhold til § 18, stk. 2-4, i lov om kommunernes styrelse, men regionerne har derudover relativt vide rammer til at beslutte fordelingen af opgaver mellem økonomiudvalget og de stående udvalg. Udvalgene er som udgangspunkt ikke geografisk afgrænsede udvalg. Der er dog intet i lovgivningen, der udtrykkeligt er til hinder for, at regionsrådet nedsætter stående udvalg med et geografisk afgrænset myndighedsområde.
Det foreslås at indsætte en ny § 4 a i kapitel 1 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder (inddelingsloven), der bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at træffe beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og sundhedsrådenes navne.
Det foreslås i § 4 a, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, jf. regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, i overgangsloven, når ændringen er begrundet i hensynet til en effektiv og hensigtsmæssig varetagelse af den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, herunder 1) befolkningsmæssige forhold, 2) hensynet til den kommunale inddeling og 3) hensynet til den forventede planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil med forslaget til § 8, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) blive bemyndiget til at fastsætte regler om den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, herunder om antallet af sundhedsråd, der skal nedsættes i hver region, om, hvilke kommuner der henhører under de enkelte sundhedsråd, og om navnene på enkelte sundhedsråd.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil endvidere med forslaget til § 9, stk. 1, i overgangsloven blive bemyndiget til at fastsætte regler om ændringer til og med den 31. december 2026 af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, herunder om antallet af sundhedsråd, der skal nedsættes i hver region, om hvilke kommuner der henhører under de enkelte sundhedsråd, og om navnene på de enkelte sundhedsråd.
Den foreslåede § 4 a, stk. 1, i inddelingsloven vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne træffe beslutning om at ændre den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, som vil blive fastsat ved en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, i den samtidigt foreslåede overgangslov.
Det vil betyde, at indenrigs- og sundhedsministeren med virkning fra den 1. januar 2027 bemyndiges til at træffe beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og sundhedsrådenes navne, der vil blive fastsat ved bekendtgørelse med hjemmel i § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til overgangsloven.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil være en betingelse for, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne træffe beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, at ændringen er begrundet i hensynet til en effektiv og hensigtsmæssig varetagelse af den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet.
Ifølge forslaget vil det eksempelvis kunne være hensynet til befolkningsmæssige forhold, hensynet til den kommunale inddeling og hensynet til den forventede planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet. De nævnte hensyn er dog ikke udtømmende.
Befolkningsmæssige forhold, der vil kunne begrunde en ændring af den geografiske afgrænsning af et eller flere sundhedsråd, vil eksempelvis kunne foreligge i forbindelse med en markant demografisk udvikling i regionen.
Den kommunale inddeling vil eksempelvis kunne begrunde en ændring af den geografiske afgrænsning af et eller flere sundhedsråd i tilfælde af kommunesammenlægninger eller andre markante ændringer af kommunegrænserne.
Den forventede planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet vil eksempelvis kunne begrunde en ændring af den geografiske afgrænsning af et eller flere sundhedsråd, hvis det besluttes, at akutsygehuse eller sygehuse uden akutfunktioner skal nedlægges eller flyttes, og beslutningen eksempelvis vil kunne medføre, at det enkelte sundhedsråds sygehuse ikke vil kunne varetage akutte sygehusopgaver eller sygehusbehandling inden for centrale specialer i forhold til bl.a. ældre medicinske patienter.
En ændring af lokale samarbejdskonstruktioner mellem f.eks. kommuner eller mellem kommuner og regioner vil ligeledes i sammenhæng med den øvrige forventede planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet kunne begrunde en ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene.
Sager om ændring af den geografiske afgrænsning af et eller flere sundhedsråd vil kunne behandles af indenrigs- og sundhedsministeren af egen drift. Det vil eksempelvis kunne være på baggrund af en henvendelse eller en ansøgning fra den region, som sundhedsrådet henhører under, eller en henvendelse eller en ansøgning fra en kommunalbestyrelse i en eller flere kommuner i regionen. Indenrigs- og sundhedsministeren vil dog også kunne tage en sag op til behandling på baggrund af en henvendelse fra berørte borgere.
Det foreslås med § 4 a, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning om ændring af sundhedsrådenes navne.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne træffe beslutning om at ændre de navne på sundhedsrådene, som vil blive fastsat ved bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, i den samtidigt foreslåede overgangslov.
Det vil ikke være en betingelse for, at indenrigs- og sundhedsministeren træffer beslutning om ændring af sundhedsrådenes navne, at den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene ændres.
Sager om ændring af navnene på et eller flere sundhedsråd vil kunne behandles af indenrigs- og sundhedsministeren af egen drift. Det vil eksempelvis kunne være på baggrund af en henvendelse eller en ansøgning fra den region, som sundhedsrådet henhører under, eller en henvendelse eller en ansøgning fra en kommunalbestyrelse i en eller flere kommuner i regionen. Indenrigs- og sundhedsministeren vil dog også kunne tage en sag op til behandling på baggrund af en henvendelse fra berørte borgere.
Det foreslås med § 4 a, stk. 3, at en beslutning efter stk. 1 og 2 alene kan træffes efter høring af regionsrådene og kommunalbestyrelserne i de regioner og kommuner, der bliver berørt af ændringen.
Forslaget vil ikke medføre, at regionsrådene og kommunalbestyrelserne i de berørte regioner og kommuner vil skulle tilslutte sig ændringen, før indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne træffe beslutninger efter de foreslåede § 4 a, stk. 1 og 2. Regionsrådene og kommunalbestyrelserne vil dog skulle inddrages, før beslutningen træffes.
En region vil altid kunne anses for at blive berørt af ændringen, hvis det sundhedsråd, hvis geografisk afgrænsede område ændres med beslutningen, henhører under regionen.
En kommune vil altid kunne anses for et blive berørt af ændringen, hvis kommunen henhører under et sundhedsråd, hvis geografisk afgrænsede område ændres med beslutningen.
Hvis en region eller en kommune på anden måde må anses for berørt af ændringen i det konkrete tilfælde, vil regionsrådet og kommunalbestyrelsen i den berørte region eller kommune ligeledes skulle høres, inden beslutningen træffes.
Til nr. 6
Den nuværende overskrift til kapitel 3 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder er ”Bekendtgørelse m.v. af beslutninger efter loven”.
Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 3 , så overskriften fremover vil være ”Bekendtgørelser m.v.”.
Med den foreslåede ændring vil overskriften mere præcist afspejle kapitlets indhold, idet kapitlets overskrift med dette forslag vil omfatte bekendtgørelser efter loven generelt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5.2 og 3.2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Efter § 8 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder bekendtgøres beslutninger efter lovens § 1, stk. 1 og 3, § 4, § 5, stk. 1 og 3, § 5, stk. 5, jf. § 1, stk. 3, og § 7, stk. 1, 2 og 6, om ændring af den kommunale og regionale inddeling, om opløsning af forpligtende kommunale samarbejder og om udpegelse af en ny gruppe af kommuner, hvis kommunalbestyrelser skal samarbejde efter reglerne i lov om forpligtende kommunale samarbejder, og af, hvilken kommunalbestyrelse der inden for den udpegede gruppe af kommuner er bemyndiget til at varetage udøvelsen af opgaverne for hvert af de i den nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1-5, nævnte opgaveområder på vegne af alle kommunalbestyrelserne i gruppen, af indenrigs- og sundhedsministeren mindst én gang om året.
Der henvises til pkt. 3.2.8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om de gældende regler om kommunalbestyrelsens pligt til at offentliggøre beslutninger efter lovens § 9.
Med lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås det som en ny § 4 a i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at træffe beslutninger om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne.
Det foreslås, at der i § 8 efter »§ 4,« indsættes »§ 4 a,«, og efter »om ændring af den kommunale og regionale inddeling,« indsættes »om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne,«.
Forslaget vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministerens beslutninger om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne skal bekendtgøres mindst én gang om året.
Indenrigs- og sundhedsministerens beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne vil skulle træffes, således at den konkrete ændring får virkning fra beslutningen herom eller fra et af ministeren fastsat tidspunkt, uanset at beslutningen først bekendtgøres senere.
De nævnte beslutninger forudsættes meddelt regionsrådet og kommunalbestyrelsen i de berørte regioner og kommuner, når de træffes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Forslaget vil i sammenhæng med regionslovens § 9 endvidere medføre, at indenrigs- og sundhedsministerens beslutninger om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene og om ændring af sundhedsrådenes navne vil skulle offentliggøres af kommunalbestyrelsen i en kommune, der er berørt af beslutningen, idet kommunalbestyrelsen i en kommune, der er berørt af en beslutning nævnt i § 8, skal gøre beslutningen og vilkårene herfor tilgængelige for borgerne, jf. lovens § 9.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.6.2 og 3.2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Den kommunale og regionale inddeling og de forpligtende kommunale samarbejder gældende fra den 1. januar 2007 er fastsat ved bekendtgørelse nr. 656 af 29. juni 2005 om revision af den kommunale og regionale inddeling og om forpligtende kommunale samarbejder.
Indenrigs- og sundhedsministerens beslutninger efter § 1, stk. 1 og 3, § 4, § 5, stk. 1 og 3, § 5, stk. 5, jf. § 1, stk. 3, og § 7, stk. 1, 2 og 6, om ændring af den kommunale og regionale inddeling og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder bekendtgøres af indenrigs- og sundhedsministeren mindst én gang om året, jf. § 8 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder.
Det foreslås at indsætte en ny § 8 a i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren i overensstemmelse med lovgivningen offentliggør én samlet fortegnelse over landets kommuner, regioner og sundhedsråd samt forpligtende kommunale samarbejder og ændringer heri.
Med den foreslåede bestemmelse i § 8 a vil indenrigs- og sundhedsministeren være forpligtet til at udfærdige og offentliggøre én samlet fortegnelse over landets kommuner, regioner og sundhedsråd samt forpligtende kommunale samarbejder og løbende opdatere fortegnelsen, såfremt der sker ændringer heri.
Den foreslåede bestemmelse i § 8 a skal ses i lyset af, at landets inddeling i kommuner, regioner, sundhedsråd og forpligtende kommunale samarbejder efter de foreslåede bestemmelser i §§ 7-9 i det samtidigt fremsatte forslag til lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) og i § 4 a i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder, jf. dette lovforslags § 2, nr. 5, vil følge af flere forskellige love og bekendtgørelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.7.2 og 3.2.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Efter § 9 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder gør kommunalbestyrelsen i en kommune, der er berørt af en beslutning nævnt i § 8, beslutningen og vilkårene herfor tilgængelige for borgerne ved offentliggørelse i den lokale presse eller på anden passende måde efter kommunalbestyrelsens bestemmelse.
Det foreslås, at i § 9 udgår »i den lokale presse eller på anden passende måde«.
Forslaget vil indebære, at det vil være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvordan en beslutning efter § 8 og vilkårene herfor skal offentliggøres, men offentliggørelsen skal give kommunens borgere mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne. Offentliggørelse på kommunens hjemmeside vil opfylde kravet om offentliggørelse efter lovforslaget. Kommunalbestyrelsen vil også kunne anvende flere eller andre offentliggørelsesmåder, der sikrer, at borgerne kan gøre sig bekendt med de nævnte oplysninger.
Forslaget vil ikke indebære en ændring af de tidsmæssige krav til offentliggørelsen. Offentliggørelsen forudsættes således at ske inden rimelig tid efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til beslutningen. Såfremt en ændring berører et væsentligt antal borgere, eksempelvis ved en kommunesammenlægning, forudsættes det endvidere, at ændringen offentliggøres i passende tid inden ændringens ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.8.2 og 3.2.8.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Efter § 9 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder gør kommunalbestyrelsen i en kommune, der er berørt af en beslutning nævnt i § 8, beslutningen og vilkårene herfor tilgængelige for borgerne ved offentliggørelse i den lokale presse eller på anden passende måde efter kommunalbestyrelsens bestemmelse.
Det foreslås, at der i § 9 i lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder indsættes et nyt stk. 2, hvorefter regionsrådet i en region, der er berørt af en beslutning efter § 4 a, skal gøre beslutningen tilgængelig for borgerne ved offentliggørelse efter regionsrådets bestemmelse.
Ved en region, der er berørt af en beslutning efter § 4 a, forstås en region, der er omfattet af en beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene eller ændring af sundhedsrådenes navne efter den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 5.
Forslaget vil indebære, at regionsrådet skal offentliggøre en beslutning om ændring af den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene eller om ændring af sundhedsrådenes navne efter den foreslåede § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 5. Det vil være op til regionsrådet at beslutte, hvordan beslutningen skal offentliggøres, men offentliggørelsen skal give regionens borgere mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne. Offentliggørelse på regionens hjemmeside vil opfylde kravet om offentliggørelse efter lovforslaget. Regionsrådet vil også kunne anvende flere eller andre offentliggørelsesmåder, der sikrer, at borgerne kan gøre sig bekendt med de nævnte oplysninger.
Det forudsættes, at offentliggørelsen sker inden rimelig tid efter, at regionsrådet har fået kendskab til beslutningen, og om muligt i passende tid inden ændringens ikrafttræden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.9.2 og 3.2.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.