Lov om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Realkreditbelåning af havvindmøller, styrkelse af Finanstilsynets tilsynsbeføjelser og dækning af motoransvarsforsikringer hos Garantifonden for skadesforsikringsselskaber m.v.) § 2

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, nr. 2, i lov om forsikringsformidling)

Det fremgår af § 1, stk. 2, at lov om forsikringsformidling ikke finder anvendelse på accessoriske forsikringsformidlere, når betingelserne i stk. 2, nr. 1 og 2, er opfyldt. Af § 1, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at forsikringen skal udgøre et supplement til en vare eller tjenesteydelse og dække risikoen for driftsfejl, tab eller beskadigelse af varen m.v., eller tab eller beskadigelse af bagage og andre risici i tilknytning til en rejse. Af § 1, stk. 2, nr. 2, fremgår det, at forsikringsaftalens årlige præmiebeløb udgør højst 4.476 kr., eller når forsikringen udgør et supplement til en tjenesteydelse, som opfylder betingelserne i nr. 1, at varigheden af denne tjenesteydelse er højst 3 måneder, og forsikringens årlige præmie udgør højst 1.492 kr. pr. person.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 2, implementerer artikel 1, stk. 3, litra b og c, i IDD, hvor litra b dog er formuleret sådan, at præmiebeløbet for forsikringsproduktet ikke overstiger 600 euro beregnet pro rata på årsbasis.

Det foreslås i § 1, stk. 2, nr. 2 , at »Forsikringsaftalens årlige præmiebeløb udgør højst 4.476 kr.« ændres til »Forsikringsaftalens præmiebeløb udgør højst 4.476 kr. beregnet pro rata på årsbasis«.

Formålet med ændringen er at bringe bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse med ordlyden i artikel 1, stk. 3, litra b, i IDD.

Det foreslåede er en præcisering af gældende ret og vil ikke medføre materielle ændringer af bestemmelsen. Såfremt der sælges en forsikring, der dækker i flere år, skal det årlige præmiebeløb altså også fremadrettet beregnes pro-rata på årsbasis. Betales hele præmien ved erhvervelse af forsikringen, vil det afgørende være, hvad præmiebeløbet udgør pr. årsbasis. Hvis en forsikring kun dækker en del af et år, f.eks. et halvt år, skal præmien omregnes til en helårlig præmie.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 20, stk. 1 og stk. 1, nr. 2, § 21, stk. 2, 1. pkt., § 25, stk. 1, 2 og stk. 3, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling)

Bestemmelserne §§ 20, 21 og 25 i lov om forsikringsformidling regulerer en forsikringsformidlers og en accessorisk forsikringsformidlers mulighed for at udnytte retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed, hvis en forsikringsformidler ønsker at udøve virksomhed gennem en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Derudover regulerer bestemmelserne Finanstilsynets kompetence til at føre tilsyn med de adfærdsregulerende bestemmelser over for filialer af forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelserne §§ 20, 21 og 25 i lov om forsikringsformidling gennemfører artiklerne 4, 6 og 8 i IDD. Muligheden for at udnytte retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed gælder dog ifølge artikel 6 i IDD ikke kun udnyttelsen af rettighederne gennem oprettelsen af en filial, men også via en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område.

Det foreslås i § 20, stk. 1 og stk. 1, nr. 2, § 21, stk. 2, 1. pkt., § 25, stk. 1, 2 og stk. 3, 1. pkt., at der efter »filial« indsættes »eller en permanent tilstedeværelse«.

Dermed sikres det, at bestemmelserne bringes i overensstemmelse med retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed i artikel 6 i IDD, samtidig med, at Finanstilsynets mulighed for at føre tilsyn med de adfærdsregulerende bestemmelser også finder anvendelse på virksomheder, der har etableret en permanent tilstedeværelse.

Betegnelsen ”permanent tilstedeværelse” er ikke nærmere defineret i IDD. De gældende regler i lov om forsikringsformidling har ikke medtaget muligheden for at udnytte retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed via ”permanent tilstedeværelse”. Dette skyldes, at reglerne i den danske selskabslovgivning fastslår, hvilken type virksomhed en udenlandsk virksomhed har mulighed for at etablere sig som i Danmark.

I praksis vil en forsikringsdistributør indenfor Den Europæiske Union eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, umiddelbart benytte etableringsfriheden i Danmark ved brug af et agentur, en filial, som selvstændig erhvervsdrivende eller gennem et datterselskab.

Ændringen vil dermed ikke umiddelbart have nogen betydning i praksis, men sikrer en tekstnær implementering af IDD i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 20, stk. 1, nr. 6, i lov om forsikringsformidling)

Bestemmelsen i § 20, stk. 1, i lov om forsikringsformidling fastsætter de oplysninger en forsikrings- og genforsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler, der er meddelt tilladelse her i landet, skal give Finanstilsynet, hvis de ønsker at udøve virksomhed gennem en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen gennemfører artikel 6 i IDD. Muligheden for at for at udnytte retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed gælder dog ifølge artikel 6 i IDD ikke kun udnyttelsen af rettighederne gennem oprettelsen af en filial, men også via en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område.

Det foreslås i § 20, stk. 1, nr. 6, efter »filialen« at indsætte »eller den permanente tilstedeværelse«.

Dermed sikres det, at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed i artikel 6 i IDD.

Betegnelsen ”permanent tilstedeværelse” er ikke nærmere defineret i IDD.

Dermed er en forsikringsdistributør, som er meddelt tilladelse i Danmark, og som ønsker at udøve etableringsfriheden i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, sikret retten til fri udveksling af tjenesteydelser gennem både en filial eller gennem den permanente tilstedeværelse.

Ændringen sikrer en tekstnær implementering af IDD i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 25, stk. 2, i lov om forsikringsformidling)

Det fremgår af § 22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at Finanstilsynet med undtagelse af § 18 påser overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf, samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution.

Efter § 25, stk. 2, meddeler Finanstilsynet til de kompetente myndigheder i en formidlerens hjemland, såfremt Finanstilsynet konstaterer eller har grund til at antage, at en filial eller en permanent tilstedeværelse i Danmark af en udenlandsk forsikringsformidler eller genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler, der er hjemmehørende i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, med undtagelse af §§ 12-14, ikke overholder reglerne i lov om forsikringsformidling. Det samme gælder, for så vidt angår regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution.

Ved en fejl er der ikke indsat en henvisning til forordningerne på PRIIP´er og PEPP-produkter i § 25, stk. 2.

Det foreslås i § 25, stk. 2, at indsætte henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt).

Det foreslåede vil medføre, at hvis Finanstilsynet konstaterer eller har grund til at antage, at en filial eller en permanent tilstedeværelse i Danmark af en udenlandsk forsikringsformidler eller genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler, der er hjemmehørende i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ikke overholder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt), skal Finanstilsynet meddele dette til de kompetente myndigheder i formidlerens hjemland.

Til nr. 5 (§ 26, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)

Det følger af § 26, stk. 1, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at virksomheder omfattet af denne lov og leverandører og underleverandører til disse skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Det følger af § 26, stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder udenlandske forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem etablering af en filial eller gennem en agent.

Bestemmelsen i § 26 i lov om forsikringsformidling implementerer artikel 31, stk. 6, i IDD, som fastsætter, at de kompetente myndigheder skal tillægges alle de undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for at varetage deres funktioner.

Det foreslås i § 26, stk. 1, 2. pkt., efter »filial« at indsætte », en permanent tilstedeværelse«.

Ændringen medfører, at udenlandske forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem etablering af en permanent tilstedeværelse, skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed.

Det foreslåede sikrer, at Finanstilsynet har samme tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser overfor virksomheder, der udnytter retten til fri udveksling af tjenesteydelser og retten til etableringsfrihed via en permanent tilstedeværelse i Danmark som overfor de virksomheder, der udnytter rettighederne gennem oprettelsen af en filial her i landet.

Ændringen sker som en konsekvens af ændringen i § 20, stk. 1 og stk. 1, nr. 2, § 21, stk. 2, 1. pkt., § 25, stk. 1, 2 og stk. 3,

1. pkt., jf. dette lovforslags § 2, nr. 2. Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 2, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 29, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)

Det følger af § 3, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at virksomheder skal have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og genforsikringsformidler.

Virksomheder der har fået tilladelse efter § 3, i lov om forsikringsformidling, bliver opført i Finanstilsynets virksomhedsregister, der er offentligt tilgængeligt.

Det følger videre af § 29, stk. 1, nr. 1-8, i lov om forsikringsformidling, hvornår Finanstilsynet kan inddrage en forsikringsformidlers eller en genforsikringsformidlers tilladelse efter § 3, hvilket bl.a. er: når virksomheden anmoder herom; virksomheden ikke gør brug af tilladelsen, senest 12 måneder efter Finanstilsynet har meddelt denne; virksomheden ikke har udøvet virksomhed som forsikrings- eller genforsikringsformidler i en periode på over 6 måneder; m.v. Når Finanstilsynet har inddraget tilladelsen efter stk. 1, sletter Finanstilsynet virksomheden fra registeret. Det følger af § 29, stk. 3, i lov om forsikringsformidling.

Det foreslås, at indsætte et nyt nr. 6 i § 29, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilladelse som forsikrings- eller genforsikringsformidler, når virksomheden er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registeret).

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilladelse som forsikrings- eller genforsikringsformidler efter § 3, hvis en virksomhed er registreret som ophørt i CVR-registeret. Dermed kan Finanstilsynet også slette virksomheden fra Finanstilsynets virksomhedsregister, jf. § 29, stk. 3, i lov om forsikringsformidling.

Det foreslåede vil lette Finanstilsynets sagsbehandling, idet virksomheder, der er registreret som ophørt i CVR-registret, ikke længere har en e-boks, som et evt. høringsbrev kan sendes til. Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet ikke fremover skulle foretage en partshøring af virksomheden, inden Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladelse som forsikrings- eller genforsikringsformidler efter § 3 og sletter virksomheden fra Finanstilsynets virksomhedsregister.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 30, nr. 5, i lov om forsikringsformidling)

§ 30 i lov om forsikringsformidling beskriver, hvornår Finanstilsynet kan slette registreringen af en accessorisk forsikringsformidler, der er registreret i Finanstilsynets register, jf. § 5.

Det foreslås i § 30, nr. 5, at »eller« udgår.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 8, der indsætter et nyt nr. 6 i § 30.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 30 i lov om forsikringsformidling)

Det følger af § 4, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at en virksomhed skal registreres, før den må udøve accessorisk forsikringsformidling. Virksomheden skal opfylde kravene i § 4, stk. 2, i lov om forsikringsformidling.

Virksomheder, der er registreret efter § 4 i lov om forsikringsformidling, bliver opført i Finanstilsynets virksomhedsregister, der er offentligt tilgængeligt.

Finanstilsynet kan i medfør af § 30, nr. 1-6, i lov om forsikringsformidling slette registreringen af en accessorisk forsikringsformidler, der er registreret i Finanstilsynets register, jf. § 5, bl.a. når: virksomheden anmoder herom; virksomheden ikke udøver accessorisk forsikringsformidling, senest 12 måneder efter Finanstilsynet har foretaget registreringen; virksomheden ikke har udøvet virksomhed som accessorisk forsikringsformidler i en periode på over 6 måneder; m.v.

Det foreslås, at indsætte et nyt nr. 6 i § 30, så Finanstilsynet kan slette en virksomhed, der er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-register).

Forslaget medfører, at Finanstilsynet vil kunne slette en registrering som accessorisk forsikringsformidler i Finanstilsynets virksomhedsregister, hvis en virksomhed er registreret som ophørt i CVR-registeret.

Det foreslåede vil lette Finanstilsynets sagsbehandling, idet virksomheder, der er registreret som ophørt i CVR-registret, ikke længere har en e-boks, som et evt. høringsbrev kan sendes til. Med den foreslåede ændring skal Finanstilsynet ikke fremover foretage en partshøring af virksomheden, inden Finanstilsynet kan slette virksomheden fra Finanstilsynets virksomhedsregister.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 33, stk. 4, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling)

§ 33, stk. 1-3, i lov om forsikringsformidling indeholder regler om, hvornår virksomheder omfattet af loven skal offentliggøre tilsynsreaktioner, givet til virksomheden efter beslutning fra Finanstilsynets bestyrelse, efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse samt offentliggøre en afsagt dom eller vedtaget bøde. Det følger af § 33, stk. 4, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at offentliggørelse efter stk. 1-3 ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Bestemmelsen sikrer dermed, at der foretages en proportionalitetsafvejning af hensynet til virksomheden eller personen over for hensynet om at offentliggøre sådanne oplysninger.

Bestemmelsen i § 33 i lov om forsikringsformidling implementerer artikel 32 i IDD. Det fremgår dog desuden af artikel 32, stk. 1, at hvis den kompetente myndighed anser offentliggørelsen af de juridiske personers identitet eller de fysiske personers identitet eller personoplysninger for at være ude af proportioner efter en individuel vurdering af proportionaliteten af offentliggørelsen af sådanne oplysninger, eller hvis offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende efterforskning, kan den kompetente myndighed dog beslutte at udsætte offentliggørelsen af sanktionerne, ikke at offentliggøre dem eller at offentliggøre dem i anonymiseret form.

Bestemmelsen i § 33, i lov om forsikringsformidling, flugter med den gældende bestemmelse i § 354 a i lov om finansiel virksomhed. Ud over de i § 33, stk. 4, i lov om forsikringsformidling oplistede grunde til at undlade offentliggørelse, kan offentliggørelse efter § 354 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed endvidere undlades, hvis offentliggørelse vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare. Dette hensyn gælder således for finansielle virksomheder, herunder forsikringsselskaber, men ikke forsikringsformidlere.

Det foreslås i § 33, stk. 4, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling efter »virksomheden,« at indsætte »hvis det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare,«.

Dermed sikres overensstemmelse med den tilsvarende regel i lov om finansiel virksomhed samt en tekstnær implementering af IDD, idet ordlyden af den gældende § 33, stk. 4, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling sammenholdt med artikel 32, stk. 1, i IDD, efterlader en manglende implementering af muligheden for Finanstilsynet til at undlade at offentliggøre en tilsynsreaktion, hvis offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet.

Den foreslåede ændring er identisk med ordlyden i § 354 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed. For at sikre, at der ikke opstår fortolkningstvivl på tværs af den finansielle regulering, foreslås det at formuleringen følger formuleringen i lov om finansiel virksomhed frem for formuleringen i IDD. Hensynene og afvejningerne, der skal lægges til grund for at vurdere, om en offentliggørelse vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare eller udgøre en trussel mod de finansielle markeders stabilitet, vil være de samme.

Ændringen medfører, at Finanstilsynet fremover vil få beføjelse til at undlade offentliggørelsen af en tilsynsreaktion, hvis offentliggørelsen vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare.

Det beror på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde, om en offentliggørelse af en reaktion eller beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning kan bringe de finansielle markeders stabilitet i fare. En afgørelse, som vil kunne bringe de finansielle markeders stabilitet i fare, antages også at medføre uforholdsmæssig stor skade for den pågældende virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)

Det fremgår af § 22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at Finanstilsynet med undtagelse af § 18 påser overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt) og regler udstedt i medfør heraf, samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution.

Det fremgår af § 37 i lov om forsikringsformidling, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven, eller regler udstedt i medfør heraf, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf, kan indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås i § 37 efter »heraf,« at indsætte »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt),«.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der ved en fejl ikke er indsat en henvisning til afgørelser truffet i medfør af forordningerne om PRIIP´er og PEPP-produkter i § 37.

Det foreslåede medfører, at modtageren af en afgørelse, der er truffet i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt) vil kunne indbringe denne for Erhvervsankenævnet.