Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 741 af 20/06/2025

Kulturministeriet

Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. og lov om mediestøtte (Etablering af tilsyn og supplerende bestemmelser med henblik på efterlevelse af forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame og den europæiske forordning om mediefrihed) § 2

I lov nr. 1604 af 26. december 2013 om mediestøtte, som ændret ved lov nr. 472 af 17. maj 2017, lov nr. 1558 af 12. december 2023 og § 2 i lov nr. 675 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 11 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om nævnets udtalelser i forbindelse med vurdering af mediemarkedsfusioner, jf. artikel 22, stk. 1, litra c, i den europæiske forordning om mediefrihed og § 85 c i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.«

2. § 12, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Kulturministeren udpeger nævnets medlemmer, herunder nævnets formand og næstformand. Formanden skal være jurist.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. og lov om mediestøtte (Etablering af tilsyn og supplerende bestemmelser med henblik på efterlevelse af forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame og den europæiske forordning om mediefrihed) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af § 11 i lov om mediestøtte, at kulturministeren nedsætter et medienævn, som behandler ansøgninger om tilskud i henhold til denne lov, samt at nævnet fører tilsyn med tilskudsmodtagernes overholdelse af loven, bestemmelser fastsat i henhold til loven og vilkår for tilskud.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 11, hvorefter kulturministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler vedrørende Medienævnets udtalelser i forbindelse med vurdering af mediemarkedsfusioner, jf. art. 22, stk. 1, litra c, i den europæiske forordning om mediefrihed og § 85 d i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere procedurer for Medienævnets udtalelse om mediemarkedsfusioner til Radio- og tv-nævnet, herunder krav til frist og format.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 85 c, hvor det foreslås, at kulturministeren fastsætter nærmere regler vedrørende vurdering af mediemarkedsfusioner, jf. art. 22, stk. 1, i den europæiske forordning om mediefrihed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 12, stk. 3, i lov om mediestøtte, at kulturministeren udpeger medlemmer til Medienævnet, og at formanden skal være jurist. Der er ikke fastsat regler om en næstformand.

Det foreslås at nyaffatte § 12, stk. 3, hvorefter kulturministeren udpeger nævnets medlemmer, herunder nævnets formand og næstformand. Formanden skal være jurist.

Forslaget har ikke til hensigt at ændre væsentligt i den gældende bestemmelse, men at tilføje, at kulturministeren som noget nyt vil få mulighed for at udpege en næstformand til Medienævnet blandt nævnets eksisterende medlemmer. Dermed sikres, at en næstformand vil kunne varetage formandens opgaver i tilfælde af formandens fravær eller ved formandens inhabilitet, så nævnet kan opretholde sin beslutningsdygtighed.