Efter § 4, stk. 2, i lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet m.v.) ophæves paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, stk. 2 og 3, og § 2 b som affattet ved lovens § 1, nr. 4, 5 og 7, og paslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., som affattet ved lovens § 1, nr. 8, den 1. marts 2020.

Efter § 4, stk. 2, i lov nr. 176 af 24. februar 2015 ophæves endvidere de indsatte konsekvensændringer, som affattet ved lovens § 1, nr. 3, 6 og 9, den 1. marts 2020.

Det foreslås, at § 4, stk. 2, i lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet m.v.) ophæves.

Det betyder, at paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, stk. 2 og 3, og § 2 b ikke ophæves den 1. marts 2020 og således fortsat vil finde anvendelse, jf. dog den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter den tidsmæssige udstrækning af afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 4, foreslås forlænget.

Det betyder endvidere, at de konsekvensændringer, der blev indsat med lov nr. 176 af 24. februar 2015 affattet ved lovens § 1, nr. 3, 6 og 9, heller ikke ophæves den 1. marts 2020.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af § 2, stk. 2, 1. pkt., at politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år, for afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 4 og 5. Fristen kan efter 2. pkt. forlænges med indtil 1 år ad gangen. Det følger endvidere af 3. pkt., at afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, nr. 5, kun kan gælde, indtil barnet fylder 18 år.

Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen i § 2, stk. 2.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 1. pkt. , fastsættes bl.a., at politiet for afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 4, fremover skal fastsætte en frist, der ikke kan overstige 3 år.

Det tilsigtes ved den foreslåede udvidelse af den maksimale tidsmæssige udstrækning at skabe en bedre mulighed for at differentiere mellem de enkelte sager og deres forskellige karakter, hvorved alvoren af de konkrete forhold, som begrunder afgørelsen, bedre vil kunne afspejles i den tidsmæssige udstrækning af afgørelsen.

Fristen forudsættes i den forbindelse fastsat ud fra en konkret vurdering af, hvor tungtvejende og alvorlige de foreliggende oplysninger i den enkelte sag må anses for at være. Fristen skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af, hvor lang en periode der må anses for nødvendig for, at den pågældendes ønske om og vilje til i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for bl.a. statens sikkerhed, vil kunne ændres.

I den forbindelse vil navnlig oplysninger om, at pågældende har til hensigt at udrejse til et konfliktområde i udlandet, hvor vedkommende vil tilslutte sig en militant oprørsgruppe eller på anden lignende måde tage aktivt del i en væbnet konflikt, tale for, at der fastsættes en længere frist, idet det i disse tilfælde som udgangspunkt må anses for tvivlsomt, om den pågældendes ønske om og vilje til at udrejse kan ændres på kortere tid.

Ligeledes vil oplysninger om, at den pågældende har til hensigt i udlandet at tage ophold i træningslejre hos en yderligtgående politisk organisation eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder, tale for, at der fastsættes en længere frist, idet det i disse tilfælde som udgangspunkt må anses for tvivlsomt, om den pågældendes ønske om og vilje til at udrejse kan ændres på kortere tid.

Endvidere vil oplysninger om, at den pågældende tidligere har været udrejst til konfliktområder i udlandet, hvor vedkommende har taget aktivt del i kamphandlinger, eller tidligere har taget ophold i en træningslejr hos en yderligtgående politisk organisation eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder, med betydelig vægt tale for, at der fastsættes en længere frist, idet det i disse tilfælde som udgangspunkt må anses for tvivlsomt, om den pågældendes ønske om og vilje til igen at udrejse kan ændres på kortere tid. Ligeledes vil oplysninger om, at den pågældende er indrejst i et konfliktområde, der i medfør af straffelovens § 114 j, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. september 2019 med senere ændringer, er udpeget som et område omfattet af forbuddet mod indrejse og ophold, jf. bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder, uden fornøden tilladelse med betydelig vægt tale for, at der fastsættes en længere frist.

Ydermere vil det tale for at fastsætte en længere frist, hvis den pågældende vurderes at være radikaliseret i så udpræget en grad, at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes ønske og vilje kan ændres inden for en kortere periode. Hvis den pågældende tidligere er dømt for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 om bl.a. forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og terrorisme, vil det med betydelig vægt tale for, at der fastsættes en længere frist.

Ovenstående eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opregning af de forhold, der kan inddrages ved fastsættelsen af fristen i de konkret sager. Der vil altid være tale om en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagerne.

Det forudsættes i den forbindelse fortsat, at politiet enten af egen drift eller efter anmodning fra den, hvis pas er inddraget, eller hvem pas er nægtet, kan genoptage en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Politiet kan alene meddele et udrejseforbud efter § 2 b, stk. 1, hvis der senest samtidig træffes afgørelse om at inddrage et allerede udstedt pas eller nægte udstedelse af pas efter § 2, stk. 1, nr. 4. Der foreslås ikke ændringer herved. Der lægges op til, at varigheden af et eventuelt udrejseforbud fortsat skal knytte sig til varigheden af en afgørelse om inddragelse af pas eller nægtelse af udstedelse af pas truffet efter § 2, stk. 1, nr. 4, med den konsekvens, at også varigheden af et udrejseforbud foreslås ændret til en maksimal tidsmæssig udstrækning på op til 3 år.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 1. pkt. , fastsættes endvidere, at politiet kan fastsætte en frist for afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, nr. 5, der ikke kan overstige 1 år.

Det forudsættes i den forbindelse fortsat, at fristen i første omgang som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres ønske om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i strid med forbuddet i straffelovens § 215 a vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fastsætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkret omstændigheder i sagen.

Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af egen drift eller efter anmodning fra forældremyndighedsindehavere for den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 1. pkt., tilsigtes der ikke nogen ændring af fristen for afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 5.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 2. pkt. , fastsættes, at afgørelserne efter § 2, stk. 1, nr. 4 og 5, kan forlænges med indtil 1 år ad gangen.

Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, om en eventuel forlængelse af fristen skal fastsættes til 1 år eller kortere.

Der kan ved afgørelser om forlængelse lægges vægt på de samme omstændigheder som ved den oprindelige afgørelse om inddragelse af pas eller nægtelse af udstedelse af pas. Det beror på en konkret vurdering af styrken af de omstændigheder, som har begrundet den oprindelige afgørelse, om der kan ske forlængelse alene på baggrund heraf. Alt andet lige vil den vægt, et forhold skal tillægges i vurderingen, dog svinde over tid, hvis der ikke foreligger nye forhold, der kan tale for en forlængelse.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 2., pkt., tilsigtes der ikke ændringer af reglerne om forlængelse af fristen.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 3. pkt. , fastsættes, at afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, nr. 5, kun kan forlænges, indtil barnet fylder 18 år, hvor barnet selv får rådighed over sit pas.

Med den foreslåede § 2, stk. 2, 3. pkt., tilsigtes der ikke en ændring af begrænsningen af forlængelse af fristen for afgørelser efter § 2, stk. 1, nr. 5.

Fristen for politiets afgørelser om at inddrage et allerede udstedt pas eller nægte udstedelse af pas regnes fra den dag, hvor afgørelsen er truffet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 3, stk. 1, 1. pkt., at justitsministeren kan udfærdige nærmere bestemmelser om, at hoteller, sommerhoteller, gæstgiverier, pensionater, herberger, vandrehjem el.lign. skal føre en autoriseret protokol over overnattende gæster med angivelse af disses navn, stilling og bopæl. Af 2. pkt. følger det, at protokollen til enhver tid skal være til gennemsyn for politiet og opbevares i mindst 2 år efter, at den er underskrevet.

Det følger endvidere af stk. 2, at pligten til at føre protokollen påhviler værten, og at vedkommende gæst er pligtig til at afgive de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Bestemmelsen i § 3 foreslås nyafattet, således at de utidssvarende bindinger i bestemmelsen fjernes, og justitsministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler ved bekendtgørelse.

Med den foreslåede § 3, stk. 1, 1. pkt. , bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at den, der mod eller uden vederlag yder logi til eller stiller lejrplads el.lign. til rådighed, skal føre fortegnelse over overnattende danske statsborgere.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forudsættes i første omgang anvendt til at udstede nærmere regler om registreringspligten for de, som i dag er omfattet af den gældende bestemmelse i paslovens § 3, dvs. hoteller, pensionater, herberger, vandrehjem og lign. Bestemmelsen kan dog på sigt også tænkes anvendt til at udstede nærmere regler om registreringspligt for andre, der ligeledes yder logi af en vis organiseret og vedvarende karakter.

Efter den foreslåede § 3, stk. 1, 2. pkt. , skal politiet til enhver tid have adgang til fortegnelsen uden retskendelse.

Dette indebærer, at fortegnelsen umiddelbart skal kunne gøres tilgængelig og forevises på politiets anmodning.

Efter den foreslåede § 3, stk. 2 , bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at overnattende danske statsborgere skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forudsættes anvendt til at udstede nærmere regler om, at overnattende danske statsborgere i forbindelse med check-in skal afgive oplysninger om navn, bopæl og fødselsdato til logigiveren.

Efter den foreslåede § 3, stk. 3 , bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om de nævnte fortegnelser, herunder om fortegnelsernes udformning, indhold og førelse, om de oplysninger, som gæsten efter stk. 2 kan pålægges at meddele, og om de dokumenter, som gæsten skal forevise.

Der forudsættes fastsat nærmere bestemmelser om, at fortegnelsen kan føres i elektronisk form, om det nærmere indhold af oplysningerne i fortegnelsen, herunder om navn, bopæl, fødselsdato og ankomst- og afrejsedato, om forevisning af legitimation, om den tid, som fortegnelsen skal opbevares, og om at overtrædelse af registreringspligten kan straffes med bøde.

Det vil i forbindelse med udarbejdelse af de nærmere regler blive tilstræbt at indrette reglerne, så de i videst muligt omfang harmonerer med den registreringsforpligtelse, der er pålagt hoteller m.v. efter udlændingebekendtgørelsens § 36, som er udstedt med hjemmel i udlændingelovens § 42, i forhold til overnattende udlændinge.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2020.

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan lovens bestemmelser helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.