LOV nr 1656 af 30/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 9
I lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (Helbredslov), jf. lov nr. 286 af 24. april 1996, som ændret ved § 4 i lov nr. 472 af 13. maj 2013, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår »(Helbredslov)«.
2. I § 4, stk. 1, og § 5, stk. 3, udgår »efter indhentet udtalelse fra det i § 8 nævnte råd«.
3. Kapitel IV ophæves.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 9
Til nr. 1
Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (Helbredslov) har til formål at sikre, at helbredsoplysninger ikke uberettiget anvendes til at begrænse lønmodtageres muligheder for at opnå eller bevare ansættelse.
Det foreslås, at lovens populærtitel »(Helbredslov)« udgår i lovens titel.
Den foreslåede ændring skal ses i lyset af, at populærtitlen ikke anvendes i praksis, og den ikke er sigende for indholdet af loven.
Til nr. 2
Efter den gældende § 4, stk. 1, i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (Helbredslov) kan beskæftigelsesministeren efter indhentet udtalelse fra Helbredsoplysningsrådet tillade, at en arbejdsgiver foranlediger, at der indhentes oplysninger om, hvorvidt lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom eller frembyder smittefare, i det omfang det er nødvendig for at tilgodese væsentlige hensyn til 1) forbrugeres eller andres sikkerhed og sundhed, 2) det ydre miljø eller 3) andre samfundsinteresser.
Ifølge den gældende § 5, stk. 3, i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet, kan beskæftigelsesministeren i tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke kan indgå aftale efter stk. 2 med den modstående lønmodtagerorganisation om indhentning af helbredsoplysninger, give tilladelse til indhentning af helbredsoplysninger efter indhentet udtalelse fra det i § 8 nævnte råd.
Det foreslås i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 3, at »efter indhentet udtalelse fra det i § 8 nævnte råd« udgår.
Den foreslåede ændring vil indebære, at beskæftigelsesministeren ikke fremadrettet vil skulle indhente en udtalelse fra Helbredsoplysningsrådet, inden ministeren giver tilladelse til, at der indhentes oplysninger om, hvorvidt en lønmodtager lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom eller frembyder smittefare, i det omfang det er nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til 1) forbrugeres eller andres sikkerhed eller sundhed, 2) det ydre miljø eller 3) andre samfundsinteresser.
Den foreslåede ændring vil desuden indebære, at beskæftigelsesministeren ikke fremadrettet vil skulle indhente en udtalelse fra Helbredsoplysningsrådet, inden ministeren giver tilladelse til indhentning af helbredsoplysningerne om, hvorvidt en lønmodtager lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom eller frembyder smittefare for at tilgodese væsentlige hensyn til virksomhedens drift, hvis ikke arbejdsgiveren eller dennes organisation indgår aftale herom med den eller de modstående lønmodtagerorganisationer, jf. § 5, stk. 2.
Forslaget er en konsekvensændring af lovforslagets § 9, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
I lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (Helbredslov) er der et kapitel IV med overskriften ”Det sagkyndige råd”.
Ifølge § 8, stk. 1, i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet nedsætter beskæftigelsesministeren et råd, der udtaler sig efter anmodning fra ministeren eller af egen drift i sager i henhold til § 4 og § 5, stk. 2 og 3.
Ifølge lovens § 8, stk. 2, udpeger beskæftigelsesministeren rådets formand og de øvrige 15 medlemmer indstilles af repræsentanter fra myndigheder og organisationer.
Helbredsoplysningsrådet har til formål at udtale sig rådgivende i situationer, hvor en arbejdsgiver sender en ansøgning til ministeren om tilladelse til at indhente helbredsoplysninger i videre omfang eller af andre årsager end angivet i lovens § 2.
Ifølge den gældende § 4, stk. 1, kan beskæftigelsesministeren efter indhentet udtalelse fra Helbredsoplysningsrådet tillade, at der indhentes oplysninger om, hvorvidt lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer eller frembyder smittefare, i det omfang det er nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til 1) forbrugeres eller andres sikkerhed eller sundhed, 2) det ydre miljø eller 3) andre samfundsinteresser.
Ifølge den gældende af § 5, stk. 1, kan en arbejdsgiver indhente oplysninger om, hvorvidt lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer, eller frembyder smittefare, når det er nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til virksomhedens drift. Det er en betingelse efter § 5, stk. 2, at arbejdsgiveren eller dennes organisation indgår en aftale med den eller de modstående lønmodtagerorganisationer, som skal sendes til beskæftigelsesministeren til orientering. Såfremt der ikke kan indgås en aftale, kan beskæftigelsesministeren efter udtalelse fra Helbredsoplysningsrådet give tilladelse til indhentning af oplysningerne, jf. § 5, stk. 3.
For indhentning af oplysninger efter §§ 4 og 5, finder § 3, stk. 4 anvendelse, hvilket betyder, at arbejdsgivere skal 1) meddele den, der foretager undersøgelsen alle nødvendige oplysninger til brug herfor, 2) afholde udgifterne i forbindelse med undersøgelsen og 3) sørge for, at undersøgelsen kan foregå uden tab af indtægt for lønmodtageren og så vidt muligt i arbejdstiden. Det er tilmed en betingelse, at det pågældende hensyn klart overstiger hensynet til lønmodtageren, at det ikke er muligt for virksomheden at tilgodese hensynet på anden måde samt at undersøgelsen skal foretages ved anvendelse af den mindst indgribende metode, der kan opfylde formålet, jf. § 4, stk. 2 og 3.
Det forslås, at ophæve kapitel IV og dermed nedlægge Helbredsoplysningsrådet.
Den forslåede ændring vil indebære, at Helbredsoplysningsrådet ikke skal rådgive ministeren om tilladelse til indhentning af helbredsoplysninger efter §§ 4 og 5. Den foreslåede ændring vil således indebære, at beskæftigelsesministeren uden en udtalelse fra et råd kan give tilladelse til indhentning.
Den foreslåede nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet vil indebære en administrativ lettelse, idet Beskæftigelsesministeriet og organisationer og myndigheder, som er repræsenteret i rådet, ikke vil skulle bruge ressourcer på indstilling og udpegning af medlemmer.