LOV nr 1656 af 30/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 5
I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. Overalt i loven udgår »efter forhandling med Beskæftigelsesrådet«.
2. I § 58, stk. 1, ændres »Efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan beskæftigelsesministeren« til: »Beskæftigelsesministeren kan«.
3. § 88, stk. 7, og §§ 92 og 92 a ophæves.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 5
Til nr. 1
Det fremgår af § 92 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024, at Beskæftigelsesrådet, der er nedsat efter lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., er rådgivende for direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i spørgsmål om arbejdsløshedsforsikringen.
Som følge heraf er Beskæftigelsesrådet høringspart i forbindelse med udarbejdelse af al ny lovgivning.
Det følger videre af 88 forskellige bestemmelser i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at beskæftigelsesministeren har hjemmel til at udstede forskellige administrative regelsæt. Dette skal dog ske efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. Det indebærer i praksis, at Beskæftigelsesrådet har modtaget en skriftlig høring forud for udstedelse af nye administrative regler, hvor høringssvarene herefter har indgået i ministeriets nærmere overvejelser om udarbejdelsen af nye administrative regler.
Det foreslås, at kravet om, at beskæftigelsesministeren skal forhandle udstedelsen af administrative forskrifter med Beskæftigelsesrådet, ophæves alle steder i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at Beskæftigelsesrådet nedlægges.
Forslaget vil betyde, at det fremadrettet ikke vil være nødvendigt med en egentlig forhandling mellem beskæftigelsesministeren og Beskæftigelsesrådet. Der gøres imidlertid opmærksom på, at der fortsat – som efter gældende praksis omkring inddragelse af Beskæftigelsesrådet – vil blive foretaget en skriftlig høring af relevante interessenter forud for udstedelsen af nye administrative regelsæt. Relevante interessenter vil i sagens natur være de interessenter, som efter de gældende regler er repræsenteret i Beskæftigelsesrådet samt Danske a-kasser og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. På tilsvarende måde vil de relevante interessenter fortsat blive hørt i forbindelse med ny lovgivning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 58, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan fastsætte regler om 1) udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage, 2) retten til dagpenge for et medlem, som under ledighed har beskæftigelse ved selvstændig virksomhed, eller som er beskæftiget i en virksomhed, hvor arbejdstiden er nedsat efter aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtagere, 3) hvilken betydning arbejde, herunder frivilligt, ulønnet arbejde, og indtægt skal have for størrelsen af dagpenge, der udbetales efter § 52 a eller § 55, samt ydelser, der udbetales i henhold til lov om børnepasningsorlov.
Det foreslås i § 58, stk. 1 , at kravet om, at beskæftigelsesministeren skal forhandle udstedelsen af administrative forskrifter med Beskæftigelsesrådet, ophæves.
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at Beskæftigelsesrådet nedlægges.
Forslaget vil betyde, at det fremadrettet ikke vil være nødvendigt med en egentlig forhandling mellem beskæftigelsesministeren og Beskæftigelsesrådet. Det gøres opmærksom på, at der fortsat – som efter gældende praksis omkring inddragelse af Beskæftigelsesrådet – vil blive foretaget en skriftlig høring af relevante interessenter forud for udstedelsen af nye administrative regelsæt. Relevante interessenter vil i sagens natur være de interessenter, som efter de gældende regler er repræsenteret i Beskæftigelsesrådet samt Danske a-kasser og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. På tilsvarende måde vil de relevante interessenter fortsat blive hørt i forbindelse med ny lovgivning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af § 88, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering to gange om året afgiver rapport om sin tilsynsvirksomhed til Tilsynsrådet, jf. § 26 c i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Det fremgår af § 92, at Beskæftigelsesrådet, der er nedsat efter lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., er rådgivende for direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i spørgsmål om arbejdsløshedsforsikringen.
Det fremgår af § 92 a, at Tilsynsrådet, der er nedsat efter lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., er rådgivende for beskæftigelsesministeren og direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i spørgsmål om styrelsens tilsynsvirksomhed om arbejdsløshedsforsikringen, om arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen og om styrelsens øvrige tilsyn.
Det foreslås, at § 88, stk. 7, og §§ 92 og 92 a ophæves.
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at Tilsynsrådet nedlægges.
Forslaget vil også betyde, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke længere vil skulle afgive en rapport om sin tilsynsvirksomhed til Tilsynsrådet.
Forslaget vil betyde, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke længere vil modtage rådgivning i spørgsmål om arbejdsløshedsforsikringen fra Beskæftigelsesrådet.
Forslaget betyder videre, at beskæftigelsesministeren og direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke længere vil modtage rådgivning af Tilsynsrådet i spørgsmål om styrelsens tilsynsvirksomhed om arbejdsløshedsforsikringen, om arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen og om styrelsens øvrige tilsyn.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.