LOV nr 1656 af 30/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 3
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 49, 1. pkt., ændres »Beskæftigelsesrådet« til: »Arbejdsmarkedsrådet«.
2. I § 97, stk. 2, 1. pkt., ændres »arbejdsmarkedsråd« til: »beskæftigelsesråd«.
3. § 97, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
4. I § 163 ændres »det regionale arbejdsmarkedsråd« til: »det regionale beskæftigelsesråd«.
5. I § 166, stk. 2, ændres »det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5« til: »det regionale beskæftigelsesråd, jf. kapitel 5«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet, nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark og afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål m.v.) § 3
Til nr. 1
Det fremgår af § 49 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at Beskæftigelsesministeriet udarbejder en landsdækkende positivliste med inddragelse af Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet og efter høring af Rådet for Voksen- og Efteruddannelse (VEU-rådet), Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser (REP-rådet) og Beskæftigelsesrådet. Positivlisten afgrænser, hvilke kurser inden for den valgte erhvervsgruppe den ledige kan vælge imellem.
Efter bestemmelsen skal Beskæftigelsesministeriet inddrage en række ministerier og råd i forbindelse med udarbejdelse af den landsdækkende positivliste.
Det foreslås i § 49 , 1 pkt ., at »(VEU-rådet),« ændres til »(VEU-rådet) og«, og »og Beskæftigelsesrådet« udgår.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at Beskæftigelsesrådet nedlægges.
Den foreslåede ændring vil indebære, at Beskæftigelsesministeriet ikke længere vil skulle inddrage Beskæftigelsesrådet i forbindelse med udarbejdelsen af den landsdækkende positivliste.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter § 97, stk. 2, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, udarbejder Beskæftigelsesministeriet regionale positivlister, som godkendes af de regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
De regionale positivlister udarbejdes af Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, med udgangspunkt i Arbejdsmarkedsbalancen og andre relevante opgørelser og analyser samt i samarbejde med arbejdsmarkedets parter på regionalt niveau samt f.eks. relevante uddannelsesudbydere, jobcentre, arbejdsløshedskasser og brancheorganisationer. De regionale positivlister skal drøftes og godkendes af de regionale arbejdsmarkedsråd.
Det foreslås i § 97, stk. 2, 1. pkt., at », som godkendes af de regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.« udgår.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at de regionale arbejdsmarkedsråd nedlægges.
Forslaget vil betyde, at Beskæftigelsesministeriet ikke længere vil skulle høre de regionale arbejdsmarkedsråd om de regionale positivlister.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter lovens § 97, stk. 2, 2. pkt., kan et regionalt arbejdsmarkedsråd i perioder mellem Beskæftigelsesministeriets opdateringer af positivlisterne i ekstraordinære tilfælde optage yderligere kurser på deres regionale positivliste.
Det foreslås også, at § 97, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
Forslaget vil betyde, at der i ekstraordinære tilfælde, i perioder mellem Beskæftigelsesministeriets opdateringer af positivlisterne, ikke længere vil kunne optages yderligere kurser på de regionale positivlister. Det kan f.eks. være inden for test, smittesporing, pleje, hygiejne og laboratorieteknik.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter § 163 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan jobcenteret søge det regionale arbejdsmarkedsråd om, at der inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en varslingspulje iværksættes og ydes tilskud til initiativer for at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.
Det regionale arbejdsmarkedsråd modtager efter varslingsloven underretninger om varsling af større afskedigelser. Derudover udmønter rådet en særskilt statslig bevilling til en hurtig og aktiv indsats for at afhjælpe problemer i forbindelse med større afskedigelser eller virksomhedslukninger af stor betydning for et lokalområde.
Det foreslås i § 163, at »det regionale arbejdsmarkedsråd« ændres til »det regionale beskæftigelsesråd«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at de regionale arbejdsmarkedsråd nedlægges.
Forslaget vil medføre, at jobcenteret, ligesom efter gældende ret, kan søge om, at der inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en varslingspulje iværksættes og ydes tilskud til initiativer for at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.
Forslaget vil også medføre, at jobcenteret fremover vil skulle søge om varslingspuljen hos de regionale beskæftigelsesråd.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 og 2.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af § 166, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at beskæftigelsesministeren på baggrund af ansøgning fra det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., kan dispensere fra, at der ved større afskedigelser forstås mindst 50 pct. af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 20 ansatte, når muligheden for at opnå anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked er begrænset, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.
Det foreslås i § 166, stk. 2, at »det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5« ændres til »det regionale beskæftigelsesråd, jf. kapitel 4«.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det foreslås, at de regionale arbejdsmarkedsråd nedlægges.
Forslaget vil medføre, at ministeren ligesom efter gældende ret får mulighed for at dispensere fra de fastsatte tærskelværdier, hvis der i det konkrete tilfælde er begrænset mulighed for at opnå anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang. I forbindelse med vurderingen af, om anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked er begrænset, kan Arbejdsmarkedsbalancen bruges til at give et billede af, hvordan jobmulighederne er inden for 900 forskellige stillinger i alle regioner.
Forslaget vil også medføre, at ministeren fremover vil modtage ansøgningen fra de regionale beskæftigelsesråd.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 og 2.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.