Kilde

Til nr. 1

Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndigheden tilladelse kan anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når det sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Med forslagets § 1, nr. 1, indsættes der i vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2, en henvisning til de foreslåede § 80 a og § 80 b.

Baggrunden for henvisningen er at sikre, at der ikke skal være tvivl om, at tilladelseskravet i vejlovens § 80 ikke vil gælde for udlejningscykler, som bliver omfattet af forslaget til en ny § 80 a, eller for andre mindre udlejningskøretøjer, som bliver omfattet af § 80 b.

Til nr. 2

Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udlejning eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign, når det sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Af vejlovens § 80, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden kan opkræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forretningsmæssigt øjemed.

Af § 80, stk. 3, fremgår det, at transportministeren kan beslutte, at visse former for råden over vejarealet kan undtages fra kravet om tilladelse efter stk. 1. Ministeren kan således bemyndige vejmyndigheden til at beslutte, om undtagelsen ønskes udnyttet i den enkelte kommune, samt til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet. Vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærmere regler og derefter offentliggøre dem.

Det foreslås i § 80 a, stk. 1, at udlejningscykler, som ikke har et fast udlejningssted, uden vejmyndighedens tilladelse kan placeres på det offentlige vejareal med henblik på udlejning, når en aftale om nærmere vilkår for benyttelse af vejarealet efter stk. 3 er indgået.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Ved vejareal forstås det areal, som er taget i brug som vejareal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skråningsarealer eller lignende.

Undtagelsen fra kravet om en forudgående tilladelse vil kun gælde for udlejningscykler, hvor udlejningskonceptet beror på, at der ikke er fast udlejningssted. Det betyder, at cykler, som udlejes fra et fast forretningssted, f.eks. et hotel eller en cykelhandel, fortsat vil skulle have en tilladelse efter vejlovens § 80, såfremt udlejningen indebærer benyttelse af det offentlige vejareal.

Forslaget skal afspejle, at udlejning uden fast udlejningssted ikke er særlig råden i klassisk forstand, idet der med de nye udlejningskoncepter rådes generelt over det offentlige vejareal. I den situation findes det mest hensigtsmæssigt, at der indgås aftaler – i stedet for at udstede tilladelser – om råden over det offentlige vejareal mhp. udlejning af cykler.

Forslaget indebærer, at cyklerne først må placeres på vejarealet, når der er indgået en aftale mellem operatør og vejmyndighed. Aftalerne skal omhandle de nærmere vilkår for brugen af vejarealet. Indgåelsen af en aftale vil være en forudsætning for, at cyklerne kan placeres på vejarealet.

Med § 80 a, stk. 2, foreslås det, at cyklerne ved placering på det offentlige vejareal med henblik på udlejning skal stå parkeret i dertil indrettet infrastruktur eller område, medmindre andet aftales efter stk. 3.

Det betyder i praksis, at de skal være placeret i cykelstativer eller områder, hvor der ved markering eller lignende er tilkendegivet, at cykler må stå placeret dér.

Kravet vil dog ikke gælde, såfremt andet aftales mellem udlejningsoperatøren og vejmyndigheden efter den foreslåede § 80 a, stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at vejmyndigheden her skal sondre mellem den situation, at udlejningscyklen står til rådighed for udlejning, og den situation, hvor køretøjet er udlejet og benyttes af en bruger. Kravet efter den foreslåede § 80 a, stk. 2, gælder kun i førstnævnte tilfælde. Når cyklen er udlejet til en bruger, så er brugeren omfattet af samme krav, som hvis brugeren benyttede sin egen cykel.

I § 80 a, stk. 3, 1. pkt. , foreslås det, at vejmyndigheden uden unødigt ophold indgår aftale med udlejningsoperatøren om de nærmere vilkår for benyttelse af vejarealet.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Det er den nærmere brug af vejarealet, der skal indgås aftale om. Lovforslaget skal afspejle, at cyklerne må placeres uden tilladelse, hvilket betyder, at vejmyndighederne ikke kan begrænse antallet af cykler i en aftale. Det vil således være i strid med lovforslaget, såfremt en vejmyndighed nægter at indgå en aftale medmindre operatøren accepterer et maksimalt antal af cykler. Retten til at placere cyklerne gælder dog kun, hvis der er tale om et egentligt udlejningskoncept. Er det ikke tilfældet, vil kommunerne ikke være forpligtet til at indgå en aftale med en operatør. Det vil dog skulle godtgøres, at en operatør reelt ikke vil udføre udlejningsvirksomhed. Det kunne f.eks. være i den situation, hvor erfaringer fra andre storbyer har vist, at en operatør reelt ikke udfører egentlig udlejningsvirksomhed af cykler, men placerer cyklerne til et andet formål end udlejning.

Vejmyndigheden vil dog skulle stille krav til, at cyklerne skal leve op til reglerne i bekendtgørelse nr. 976 af 28. juni 2016 om cyklers indretning og udstyr m.v. Det vil altså ikke være i strid med bestemmelsen, såfremt en kommune skulle stå i den situation, at en operatør ønsker at placere cykler, som ikke lever op til dansk lovgivning, og kommunen af den grund nægter at indgå en aftale.

En aftale vil eksempelvis kunne indeholde vilkår om, at der er specifikke lokationer, hvor køretøjerne ikke må placeres med henblik på udlejning, f.eks. gågader. Teknologien er til, at udbyderne via deres app kan foretage såkaldt geofencing, hvilket betyder, at kunden ikke kan afslutte sin tur i det område. Herudover finder Transport- og Boligministeriet, at eksempelvis en kommune vil kunne lade områder, som denne ejer, men som ikke er omfattet af vejloven, være omfattet i en aftale. Det vil f.eks. kunne være parker.

Hensigten er, at teknologien skal være med til at sikre, at brugerne ikke vil kunne afslutte en tur på køretøjet inden for de udpegede områder, og dermed være et incitament til at sikre, at brugerne ikke stiller køretøjerne i de områder.

Der vil eksempelvis også kunne aftales nærmere om kontaktoplysninger. Hermed menes, at en aftale vil kunne indeholde vilkår om kontaktoplysninger til operatørerne.

Med unødigt ophold forstås, at det skal sikres, at kommunerne ikke indirekte undlader, at cyklerne lovligt kan placeres på kommunens vejareal ved ikke at indgå i egentlig dialog med udlejningsoperatøren. Det vil derfor ikke være i strid med loven, såfremt kommunen – sagligt – har behov for at indhente yderligere oplysninger eller der politisk er behov for at få en sag behandlet. Det vigtige er, at unødige sagsskridt ikke må anvendes til at forhale indgåelsen af en aftale.

I § 80 a, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at vejmyndigheden kan lade det indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens udgifter til administration betales af udlejningsoperatøren.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Vejmyndigheden vil kunne lade det indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndigheden udgifter til administration, tilsyn m.v. betales af operatøren. Administrationen i forbindelse med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil indebære udgifter for vejmyndigheden. Bestemmelsen hjemler ikke, at der skabes et overskud for vejmyndigheden.

I § 80 a, stk. 3, 3. pkt. , foreslås det, at vejmyndigheden ikke må stille vilkår om antallet af udlejningscykler.

Lovforslaget skal afspejle, at cyklerne må placeres uden tilladelse, hvilket betyder, at vejmyndighederne ikke kan begrænse antallet af cykler i en aftale. Det vil således være i strid med loven, såfremt en vejmyndighed nægter at indgå en aftale medmindre operatøren accepterer et maksimalt antal af cykler.

I § 80 b, stk. 1, foreslås det, at vejmyndigheden kan beslutte, om andre mindre udlejningskøretøjer, jf. det foreslåede stk. 5, som ikke er omfattet af § 80 a, og som ikke har et fast udlejningssted, må placeres på det offentlige vejareal med henblik på udlejning. Vejmyndigheden kan endvidere beslutte, hvor mange køretøjer der maksimalt må placeres på vejarealet.

Det betyder i modsætning til udlejningscyklerne, at vejmyndighederne får hjemmel til lokalt at beslutte om og, hvor mange mindre udlejningskøretøjer omfattet af bestemmelsen, de ønsker placeret på deres vejareal med henblik på udlejning. Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at det udelukkende er placeringen på vejarealet med henblik på udlejning, som vejmyndigheden vil kunne beslutte. Det er ikke selve benyttelsen af køretøjerne, som vejmyndighederne kan regulere, da det ikke er reguleret i vejloven.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Bestemmelsen gælder for andre mindre udlejningskøretøjer, som ikke er omfattet af den foreslåede § 80 a om udlejningscykler. Transportministeren fastsætter ved bekendtgørelse, jf. den foreslåede § 80 b, stk. 5, nedenfor, hvilke køretøjer der præcist er omfattet. I første række vil der være tale om el-løbehjul. Det bemærkes, at det kun er små køretøjer, som vil kunne blive omfattet. Dermed vil biler eksempelvis ikke kunne komme i betragtning.

Med forslaget til § 80 b, stk. 2, foreslås det, at placering på det offentlige vejareal af de køretøjer, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, kræver en aftale mellem vejmyndigheden og udlejningsoperatøren. Vejmyndigheden kan lade det indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens omkostninger til administration betales af operatøren.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Ved vejareal forstås det areal, som er taget i brug som vejareal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skråningsarealer eller lignende.

Undtagelsen fra kravet om en forudgående tilladelse vil kun gælde for udlejningskøretøjer, hvor udlejningskonceptet beror på, at der ikke er ét særligt udlejningssted. Endvidere er det et krav, at der er tale om et køretøj, som transportministeren, jf. § 80 b, stk. 5, har besluttet skal være omfattet heraf.

Til gengæld vil der være et krav om, at der skal indgås en aftale med vejmyndigheden inden køretøjerne må placeres på vejarealet. Den foreslåede bestemmelse åbner således for, at vejmyndigheden generelt kan beslutte, om der overhovedet skal være andre mindre udlejningskøretøjer i byen. Det vil i givet fald være op til aftaleparterne at blive enige om, hvordan indholdet af denne skal se ud, og hvor lang tid den skal gælde. Det vil være i strid med bestemmelsen, såfremt en udlejningsoperatør har sine køretøjer placeret på det offentlige vejareal med henblik på udlejning, hvis der ikke er indgået en aftale.

Vejmyndighederne vil ved en aftaleindgåelse skulle sikre sig, at aftalen med dertilhørende vilkår ikke må stride imod anden lovgivning. Endvidere vil vejmyndigheden som offentlige myndigheder være underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper, så som principperne om saglighed og ligebehandling.

Vejmyndigheden vil kunne lade det indgå som et vilkår i aftalen, at vejmyndighedens udgifter til administration, tilsyn m.v. betales af operatøren. Administrationen i forbindelse med indgåelsen af en aftale samt opfølgning heraf vil indebære udgifter for vejmyndigheden. Bestemmelsen hjemler ikke, at der skabes et overskud for vejmyndigheden.

I § 80 b, stk. 3, foreslås det, at køretøjerne ved placering på offentligt vejareal med henblik på udlejning skal stå parkeret i dertil indrettet infrastruktur eller område, medmindre andet aftales efter det foreslåede stk. 2.

For løbehjul vil det - formentlig - primært være afmærkede områder for løbehjulene på vejarealet. Baggrunden herfor er, at udbredelsen af stativer til løbehjul på nuværende tidspunkt ikke er udbredt, som tilfældet er for cykelstativer.

I forhold til afmærkning af områder for løbehjul bemærker Transport- og Boligministeriet, at der på nuværende tidspunkt ikke findes et symbol for løbehjul i bekendtgørelse nr. 1632 af 20. december 2017 om vejafmærkning. Det vil blive tilføjet i bekendtgørelsen og træde i kraft sammen med lovforslaget.

Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse, vil der også være mulighed for, at vejmyndigheden og udlejningsoperatøren aftaler andet om placering på det offentlige vejareal, som gør afmærkningsløsningen unødvendig. Det er således op til vejmyndigheden at beslutte, om der skal afmærkes på vejarealet, eller indgås andre aftaler, f.eks. om virtuelle hubs, som med koordinater afgrænser område, hvor udlejningskøretøjerne skal placeres, når de står til rådighed for udlejning.

Det bemærkes endelig, at også her skal vejmyndigheden skal sondre mellem den situation, at udlejningskøretøjet står til rådighed for udlejning, og den situation, hvor køretøjet er udlejet og benyttes af en bruger. Kravet efter den foreslåede § 80 b, stk. 3, gælder kun i førstnævnte tilfælde. Når køretøjet er udlejet til en bruger, er brugeren omfattet af samme krav, som hvis brugeren benyttede sit eget køretøj.

Det foreslås i § 80 b, stk. 4 , at vejmyndigheden kan opkræve betaling for myndighedens udgifter i forbindelse med etablering og vedligehold af dertil indrettet infrastruktur eller område, jf. det foreslåede stk. 3.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Infrastruktur eller områder til parkering af eksempelvis løbehjul er ikke udbredt, som tilfældet eksempelvis er med cykler.

Der lægges derfor op til, at vejmyndighederne eksempelvis ved afmærkning af vejareal kan lave områder, hvor løbehjul mv. skal parkere inden for, når de står placeret med henblik på udlejning, jf. bemærkninger til det foreslåede stk. 3, 1. pkt.

Etablering heraf vil have en pris, hvorfor Transport- og Boligministeriet finder det rimeligt, at vejmyndighederne kan opkræve betaling for etablering og vedligehold af disse afmærkede områder, da de etableres med henblik på, at en udlejningsoperatør kan udnytte vejarealet i et forretningsmæssigt øjemed. Det vil kun være udgifterne til etablering og vedligehold af den infrastruktur, der findes nødvendig på vejmyndighedens vejareal, som vejmyndigheden kan få dækket. Det er dermed ikke intentionen, at vejmyndigheden må tjene penge herpå.

Det må umiddelbart lægges til grund, at kommunerne særligt i starten vil have udgifter til afmærkning af områder, hvor der må parkeres. Udgifterne hertil vil derfor også særligt ramme de første operatører, der indgås aftaler med. Ministeriet finder det naturligt, at det vil være en del af indgåelsen af aftaler, at omfanget af parkeringspladser drøftes med operatørerne, så der etableres det antal, der kan opnås enighed om. Det vil også være med til at sikre, at operatørerne ikke pålægges udgifter for etablering af pladser, som operatørne ikke finder relevante.

Er der flere operatører, lægger Transport- og Boligministeriet til grund, at udgifterne også vil skulle fordeles mellem disse, da det ikke bør ramme én operatør hårdere end andre. Som omtalt ovenfor vil vejmyndighederne kun kunne få dækket omkostningerne, og må derfor ikke oppebære et overskud på ordningen.

I forhold til vedligehold er det ligeledes Transport- og Boligministeriets opfattelse, at denne også skal fordeles mellem de operatører, som har køretøjer placeret på det givne tidspunkt for aftaleindgåelsen.

I § 80 b, stk. 5 , foreslås det, at transportministeren fastsætter regler om, hvilke køretøjer der er omfattet af det foreslåede stk. 1.

På nuværende tidspunkt er det intentionen, at det vil skulle gælde for el-løbehjul, da de allerede er udbredte på markedet for den nye type af udlejningskøretøjer.

Med forslaget vil det være transportministeren, som beslutter, hvilke mindre køretøjer der skal være omfattet af § 80 b. Transport- og Boligministeriet finder, at det vil være uhensigtsmæssigt at definere præcist og dermed fastlåse, hvad der skal forstås med et mindre køretøj i regi af vejlovens § 80 b. Det er tværtimod intentionen med bestemmelsen, at det over tid og i takt med den forventede løbende udvikling af mindre køretøjstyper og transportformer i det nære bymiljø skal være muligt inden for rammerne af formålene med vejlovens regulering på dette område at tilpasse kredsen af de mindre udlejningskøretøjer, der er egnet til at blive benyttet som udlejningskøretøjer i byrummet. Det betyder, at transportministeren ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse i § 80 b, stk. 5, f.eks. kan tage hensyn til i hvilken grad køretøjet optager plads på det offentlige vejareal, køretøjets hastighed, sikrer trafiksikker anvendelse for brugerne, spiller sammen med byrummets øvrige køretøjstyper, ligesom der kan lægges vægt på at sikre bedre mobilitet, køretøjets miljøegenskaber m.v.

Til nr. 3

Det følger af vejlovens § 81, stk. 1, at vejmyndigheden kan udstede påbud om fjernelse af genstande m.v., hvis disse er anbragt på vejarealet uden tilladelse efter § 80 og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse.

Af § 81, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden kan fjerne genstande m.v. for de pågældendes regning, såfremt et påbud efter stk. 1 ikke efterkommes.

Af § 81, stk. 3, følger det, at vejmyndigheden og politiet straks og uden forudgående påbud kan fjerne genstande m.v. for den pågældendes regning, når genstandene m.v. er til ulempe eller til fare for færdslen.

Af § 135, stk. 1, nr. 4, fremgår det, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller de forskrifter, der er udfærdiget i medfør af loven.

I § 81 a, stk. 1, foreslås det, at vejmyndigheden kan foranledige køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring, såfremt de står henstillet i strid med § 80 a, stk. 2, eller § 80 b, stk. 3, og det ikke er muligt at placere køretøjet lovligt inden for en rimelig afstand

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Det betyder, at hvis køretøjer ikke står placeret i dertil indrettet infrastruktur eller område eller i overensstemmelse med vilkår indgået i en aftale mellem vejmyndigheden og udlejningsoperatøren, jf. den foreslåede § 80 a, stk. 2, og § 80 b, stk. 3, når de står placeret med henblik på udlejning, vil vejmyndighederne have hjemmel til omgående og uden høring at fjerne køretøjet.

Vejmyndigheden kan dog ikke fjerne køretøjet, før det er konstateret, at forholdet ikke kan lovliggøres. Baggrunden herfor er, at der efter Transport- og Boligministeriets opfattelse vil være oplagte tilfælde, hvor det vil være disproportionalt helt at fjerne et køretøj i stedet for at placere det lovligt. Det vil bero på en konkret vurdering.

I denne vurdering skal der på den ene side lægges vægt på, at reglerne foreslås for at give vejmyndighederne håndhævelsesværktøjer, som er brugbare, og som bl.a. skal være med til at sikre, at udlejningscykler står placeret, hvor de skal, og dermed eksempelvis ikke stå efterladt midt på et fortov til gene for fremkommeligheden. På den anden side skal spørgsmålet om lovliggørelse vurderes, ud fra en proportionalitetsafvejning, da vejmyndighedernes administrative behandling omkring fjernelsen af køretøjer, og den efterfølgende regning til udlejningsoperatørerne under visse omstændigheder samlet set vil være mere intensive end, hvad hensynene bag håndhævelsen kan berettige, jf. eksempler nedenfor

Eksempel 1: En bruger af en udlejningscykel færdiggør sin tur og placerer i den forbindelse cyklen ved siden af et cykelstativ, hvor der ikke er flere ledige pladser. En medarbejder fra vejmyndigheden kommer forbi og kan konstatere, at cyklen ikke står placeret i dertil indrettet infrastruktur, da den ikke står placeret i cykelstativet. Medarbejderen vil skulle gøre rimelige forsøg på lovliggørelse, inden cyklen evt. fjernes, hvilket i dette tilfælde vil være at konstatere, om der er ledige pladser i cykelstativet. Er der ledige pladser kan medarbejderen enten selv eller ved at kontakte operatøren foranledige en placering i cykelstativet, som vil betyde, at den herefter står placeret i dertil indrettet infrastruktur.

Eksempel 2: Lægges det i ovennævnte situation til grund, at der ikke er flere ledige pladser i cykelstativet, når vejmyndighedens medarbejder kontrollerer stedet, vil det være i overensstemmelse med forslaget, såfremt vejmyndigheden vælger at fjerne cyklen.

Eksempel 3: En vejmyndighed konstaterer, at en udlejningscykel står parkeret med henblik på udlejning på fortovet, og dermed ikke i infrastruktur indrettet hertil. Igen skal vejmyndigheden gøre rimelige forsøg på at lovliggøre forholdet. Såfremt der ikke er infrastruktur indrettet hertil i umiddelbar nærhed vil det være i overensstemmelse med loven, at vejmyndigheden fjerner cyklen. Vejmyndigheden vil ikke være forpligtet til at undersøge, om der skulle være ledige cykelstativer længere nede af samme gade, en gade i nærheden eller lignende. Der skal således være dertil indrettet infrastruktur i umiddelbar nærhed af køretøjet. Er det tilfældet, kan vejmyndighedens medarbejder enten selv eller ved at kontakte operatøren foranledige en lovlig placering frem for at fjerne cyklen.

Eksempel 4: En vejmyndighed konstaterer, at en udlejningscykel står parkeret med henblik på udlejning ved siden af et fyldt cykelstativ på et torv eller ved en togstation. Det lægges til grund, at der er flere cykelstativer placeret andre steder på torvet eller ved togstationen. Igen skal vejmyndigheden gøre rimelige forsøg på at lovliggøre forholdet, før cyklen fjernes. Såfremt der ikke er infrastruktur indrettet hertil i umiddelbar nærhed vil det være i overensstemmelse med loven, at vejmyndigheden fjerner cyklen. Vejmyndighedens medarbejder vil i den situation ikke være forpligtet aktivt at søge efter ledige cykelstativer, f.eks. ved at gå en tur rundt på torvet. Kan medarbejderen derimod se ledige cykelstativer andre steder på torvet eller ved togstationen, er medarbejderen stadig ikke forpligtet til at flytte cyklen, men kan dog vælge at kontakte operatøren mhp. at foranledige korrekt placering, inden cyklen evt. fjernes. Dette vil i så fald kunne aftales nærmere i forbindelse med de aftaler, som indgås efter §§ 80 a og 80 b.

Transport- og Boligministeriet bemærker, at eksemplerne omfatter cykler. Hensynene omtalt i eksemplerne vil være de samme for andre typer udlejningskøretøjer omfattet af forsalget til § 80 b, f.eks. elløbehjul.

I stk. 2 foreslås det, at vejmyndigheden kan foranledige køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring, såfremt der ikke er indgået en aftale efter § 80 a, stk. 3, eller § 80 b, stk. 2, eller aftalen lovligt er opsagt.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Med bestemmelsen fastslås det, at uanset der ikke skal udstedes en tilladelse fra vejmyndigheden til en udlejningsoperatør for cykler og andre mindre køretøjer, omfattet af § 80 b, så skal der indgås aftale om den nærmere benyttelse af det offentlige vejareal, således at vejmyndigheden har mulighed for at stille rimelige og saglige krav herom. Hvis der ikke kan opnås enighed om en sådan aftale, og operatøren opstiller sine udlejningscykler alligevel, så sikrer bestemmelsen, at vejmyndigheden har hjemmel til at fjerne cyklerne eller andre udlejningskøretøjer omgående.

I § 81 b, stk. 1, foreslås det, at køretøjer, som fjernes efter § 81 a, bringes til en opbevaringsplads, der er anvist af vejmyndigheden. Udgifter til transport, opbevaring og administration af fjernede køretøjer, som er afholdt af vejmyndigheden, påhviler ejeren af køretøjet.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Hvis en vejmyndighed vælger at fjerne et køretøj, skal vejmyndigheden have en opbevaringsplads, hvor køretøjet placeres. Det vil ikke være nærmere reguleret, hvilke krav der stilles til en opbevaringsplads, men det forudsættes, at sikkerheden er i sådan en grad, at udefrakommende ikke uden videre kan få adgang til køretøjerne. Om sikkerheden i det enkelte tilfælde har været tilstrækkeligt, og om vejmyndigheden eventuelt kan pådrage sig et erstatningsansvar ved opbevarede køretøjers forsvinden, vil i sidste ende være op til domstolene at vurdere.

Udgifterne til transport, opbevaring og administration af køretøjerne påhviler ejeren. Det bemærkes i den forbindelse, at det umiddelbart vurderes at være uproblematisk at konstatere, hvilket selskab der ejer køretøjet, da firmanavnet står direkte på køretøjet. Det bemærkes, at det udelukkende er udgifterne, som kan kræves dækket. Bestemmelsen hjemler ikke overskud for vejmyndigheden.

I § 81 b, stk. 2, foreslås det, at det påhviler vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og opbevaret efter vejmyndighedens anvisning, om tidspunktet for og årsagen til, at køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse af, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt eller givet bort i overensstemmelse med stk. 3.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Da der er tale om udlejningskøretøjer, vil navnet på udlejningsvirksomheden fremgå direkte af køretøjet. Det vurderes derfor også, at det må være uproblematisk for vejmyndigheden at finde frem til kontaktoplysninger, hvortil de kan rette henvendelse. Det vil være op til den enkelte vejmyndighed at bestemme, hvordan den konkrete underretning foregår. Men det vil være op til vejmyndigheden at bevise, at underretning er sket, såfremt der måtte opstå tvivl herom.

Der er ikke fastsat nogen fast frist for, hvor lang tid vejmyndigheden skal opbevare køretøjerne i deres varetægt inden de – lovligt – kan sælge eller give dem bort. Det vil således være op til vejmyndigheden at fastsætte en rimelig frist. Da der er tale om udlejningskøretøjer, må det forventes, at udlejningsvirksomheden vil afhente køretøjet hurtigt.

I § 81 b, stk. 3 , foreslås det, at vejmyndigheden efter udløbet af den frist, der er fastsat i henhold til stk. 2, kan sælge eller give køretøjet bort. Et eventuelt overskud tilfalder vejmyndigheden.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Vælger vejmyndigheden, at der skal ske et salg, skal det foregå ved offentlig auktion.

Vælger vejmyndigheden derimod, at give køretøjerne bort, er det ikke intentionen med forslaget, at vejmyndighederne kan give cyklerne gratis til eksempelvis den kommunale vejmyndigheds borgere. Intentionen er, at vejmyndigheden kan vælge at give køretøjerne til almennyttige formål, hvilket eksempelvis kan være organisationer, som foranstalter, at køretøjer sendes til ulande. Der kan også tænkes på typer værksteder, hvor eksempelvis udsatte aktiveres. Listen er ikke udtømmende. Forslaget skal afspejle, at intentionen ikke er, at eksempelvis cykelhandlere skal opleve en ulige konkurrence ved, at kommunen giver gratis cykler væk.

Til nr. 4

Vejlovens § 132 indeholder lovens klageregler. Heraf følger det af stk. 1, at kommunalbestyrelsernes afgørelser efter loven kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2.

Af vejlovens § 132, stk. 2, fremgår det, at vejmyndighedernes afgørelser efter § 102 kan påklages til transportministeren

Afgørelsen af klager i medfør af vejlovens § 132 er delegeret til vejdirektoratet, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 121 af 8. februar 2016 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser.

Det følger af vejlovens § 133, at tvister mellem vejmyndigheder om administration af offentlige veje afgøres af transportministeren.

Med forslaget til § 133 a foreslås det, at tvister om retlige forhold omfattet af denne lov i relation til indgåelse af aftaler mellem en vejmyndighed og en udlejningsoperatør, jf. § 80 a, stk. 3, afgøres af transportministeren.

Det betyder, at aftaler om den nærmere brug af det offentlige vejareal, jf. det foreslåede § 80 a, stk. 3, dvs. aftaler om udlejningscykler, kan indbringes for transportministeren som en tvist.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Såfremt der opstår en uenighed mellem vejmyndigheden og udlejningsoperatøren af udlejningscykler i forbindelse med indgåelsen af en aftale om den nærmere benyttelse af det offentlige vejareal, foreslås det, at uenigheden kan indbringes for transportministeren for så vidt det angår retlige forhold omfattet af vejloven.

Den overordnede intention med bestemmelsen er at skabe en hjemmel til, at parterne kan få afklaret, hvem der eventuelt måtte have ret i en uenighed om, hvorvidt et vilkår vil være i overensstemmelse med lovens formål, som er at skabe gode muligheder for udbredelse af cykler. Det skal altså være med til at sikre, at en endelig aftale kan indgås uden unødigt ophold. Alternativet til en sådan administrativ prøvelse vil være at henvise parterne til at få spørgsmålet afklaret ved domstolene.

Som beskrevet ovenfor skal en aftale om de nærmere vilkår for benyttelse af det offentlig vejareal indgås uden unødigt ophold. Det vil bero på en konkret vurdering, om en vejmyndighed ikke har levet op til kriteriet om, at en aftale skal indgås uden unødigt ophold.

Med unødigt ophold forstås, at det skal sikres, at kommunerne ikke indirekte undlader, at cyklerne lovligt kan placeres på kommunens vejareal ved ikke at indgå i egentlig dialog med udlejningsoperatøren. Det vil derfor ikke være i strid med loven, såfremt kommunen – sagligt – har behov for at indhente yderligere oplysninger eller der politisk er behov for at få en sag behandlet. Det vigtige er, at unødige sags skridt ikke må anvendes til at forhale indgåelsen af en aftale.

En udlejningsoperatør vil kunne indbringe en sag, såfremt denne vurderer, at en vejmyndighed ikke lever op til kravet om, at en aftale skal indgås uden unødigt ophold

Ved vurderingen af uenigheder om ønskede vilkår vil der særligt skulle lægges vægt på, om en vejmyndighed vil have indskrevet et vilkår i en aftale, som f.eks. har karakter af reelt at fastsætte, hvor mange udlejningscykler denne må placere. Det vil således aldrig være et lovligt vilkår, såfremt det har karakter af fastsættelse af et maksimalt antal udlejningscykler.

Hensynet til at regeringen ønsker udbredelsen af cykler skal også indgå. Derfor vil det skulle indgå, som et hensyn i vurderingen, om en vejmyndigheds vilkår har en sådan karakter, at udbredelsen af cyklerne reelt forhindres, fordi vilkårene eksempelvis vil gøre anvendelsen af produktet uanvendeligt. Det kunne f.eks. være i en situation, hvor en kommune ved krav om geo-fencing ønsker, at cyklerne udelukkes fra at blive placeret ved trafikale knudepunkter, som er kendetegnet ved, at folk netop har behov for at placere cykler der. Der skal således være en saglig begrundelse for begrænsningen. Stort pres på eksisterende cykelstativer anses i den sammenhæng ikke anses som sagligt.

Endelig kan det ved vurderingen af en tvist prøves, om aftalevilkårene er proportionale og egnede til at opnå formålet med den foreslåede § 80 a, dvs. på den ene side understøtte udbredelsen af cykler, og at borgerne cykler mest muligt i de danske byer, men på den anden side samtidig varetage legitime hensyn til at kunne sikre ordnede forhold på det offentlige vejareal. Tvistmyndigheden kan i den forbindelse også inddrage de generelle formål og hensyn bag vejloven, jf. vejloven § 1.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 66, stk. 1, i lov om private fællesveje, at på arealer, der er privat fællesvej, kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse 1) varigt eller midlertidig at anbringe affald, materiel, materialer, løsøregenstande, ikkeindregistrerede køretøjer, skure, skurvogne, containere, boder, automater, skilte, hegn el.lign., 2) at anbringe køretøjer med henblik på salg eller udlejning uden fører og 3) som led i erhvervsvirksomhed at anbringe køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign.

Af privatvejslovens § 56, stk. 1, fremgår det, at en godkendelse efter § 66, stk. 1 og 2, er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte. Omvendt er det ikke ensbetydende med, at tilladelsen retmæssigt kan anvendes, såfremt modtageren af tilladelsen ikke privatretligt kan gøre det.

Det foreslås, at ”uden fører” udgår af lovens § 66, stk. 1, nr. 2 , hvilket vil være i overensstemmelse med ordlyden i bestemmelsen i vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2, om samme forhold.

Som beskrevet ovenfor gælder der et tilladelseskrav i lov om private fællesveje, hvis der er et ønske om at placere køretøjer med henblik på udlejning.

Forslaget ændrer ikke på den nuværende ordning, hvor der kræves en offentligretlig tilladelse til at placere genstande på private fællesveje i byer og bymæssige områder. Det ændrer endvidere ikke ved, at det privatretligt skal være tilladt at benytte vejarealet til udlejning af køretøjet.

Transport- og Boligministeriet finder det dog hensigtsmæssigt, at ordlyden i privatvejslovens § 66, stk. 1, nr. 2, er den samme som vejlovens § 80, stk. 1, nr. 2. Derfor foreslås det, at ”uden fører” udgår af bestemmelsen. Der skal altså ikke være tvivl om, at bestemmelsen gælder, uanset om køretøjet udlejes med eller uden fører.

Ministeriet finder, at kommunen ved afgørelsen af om en sådan godkendelse konkret kan gives i medfør af privatvejslovens § 66, skal vurdere, om almene, offentlige hensyn, først og fremmest hensynet til den almene trafik og vejtekniske hensyn er til hinder for det ansøgte. Såfremt kommunen vurderer, at dette er tilfældet, vil ansøgningen allerede derfor kunne afslås.

Idet bestemmelsen netop først og fremmest skal tage hensyn til den almene trafik og vejtekniske hensyn, skal der være tungtvejende grunde til, at kommunen kan give et afslag ud fra andre hensyn.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af færdselslovens § 121, stk. 7, at der for en overtrædelse omfattet af stk. 1 kan pålægges én afgift i døgnet, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift, 24 timer efter at den forrige afgift er pålagt. Der kan for samme overtrædelse højst pålægges tre afgifter.

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 1, at transport-, bygnings- og boligministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelsen af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 1. pkt., at en parkeringsafgift pålagt af en kommunal vejmyndighed i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 3 fordeles efter transport-, bygnings- og boligministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommunale vejmyndighed, på hvis område kontrollen udføres.

Af bestemmelsen 2. pkt., fremgår det, at reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, tilsvarende finder anvendelse.

Af færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt. følger, at en afgørelse om pålæggelse af afgift ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed og ikke er omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring. Stk. 3 siger, at afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren. Stk. 4. siger, at afgiften påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Stk. 5 omhandler afgiftens størrelse, som i udgangspunktet udgør 510 kr. Stk. 6. siger, at udgiften udgør 2.040 kr. for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.

Det foreslås, at der i færdselslovens § 122 a, stk. 1, indsættes et andet punktum, hvor det fremgår, at reglerne i færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7 tilsvarende finder anvendelse. Med denne ændring af bestemmelsen fremgår det udtrykkeligt af færdselsloven, hvilke parkeringsregler kommunerne skal benytte, når de overtager parkeringskontrolopgaven fra politiet.

Det er vurderingen, at færdselslovens § 121, stk. 7, ikke i sig selv hjemler, at kommunerne kan pålægge tre parkeringsafgifter for samme forseelse, hvorfor det efter Transport- og Boligministeriets vurdering er nødvendigt at tilføje en henvisning i færdselslovens § 122 a, stk. 1, 2. pkt., så der er klar hjemmel hertil.

Til nr. 2

Det følger af færdselslovens § 121, stk. 7, at der for en overtrædelse omfattet af stk. 1 kan pålægges én afgift i døgnet, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift, 24 timer efter at den forrige afgift er pålagt. Der kan for samme overtrædelse højst pålægges tre afgifter.

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 2, at transport-, bygnings- og boligministeren for statslige veje kan bestemme, at kontrollen med overholdelsen af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvist overlades til Færdselsstyrelsen.

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 2. pkt., fremgår det, at reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, finder tilsvarende anvendelse.

Færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt. siger, at en afgørelse om pålæggelse af afgift ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed og er ikke omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring. Stk. 3 siger, at afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren. Stk. 4. siger, at afgiften påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Stk. 5 omhandler afgiftens størrelse, som i udgangspunktet udgør 510 kr. Stk. 6. siger, at udgiften udgør 2.040 kr. for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.

Det foreslås, at der i færdselslovens § 122 a, stk. 2, indsættes et andet punktum, hvor det fremgår af reglerne i færdselslovens § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-7 tilsvarende finder anvendelse. Med denne ændring af bestemmelsen fremgår det udtrykkeligt af færdselsloven, hvilke parkeringsregler kommunerne skal benytte, når de indbyrdes aftaler, at en kommune varetager parkeringskontrolopgaven for en anden.

Det er vurderingen, at færdselslovens § 121, stk. 7, ikke i sig selv hjemler, at Færdselsstyrelsen kan pålægge tre parkeringsafgifter for samme forseelse, hvorfor det efter Transport- og Boligministeriets vurdering er nødvendigt at tilføje en henvisning i færdselslovens § 122 a, stk. 1, 2. pkt., så der er klar hjemmel hertil.

Til nr. 3

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 4, 1. pkt., at en parkeringsafgift pålagt af en kommunal vejmyndighed i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 og 3 fordeles efter transport-, bygnings- og boligministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommunale vejmyndighed, på hvis område kontrollen udføres.

Af bestemmelsen 2. pkt., fremgår det, at reglerne i § 121, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, tilsvarende finder anvendelse.

Det foreslås, at færdselslovens § 122 a, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

Der er tale om en redaktionel ændring idet, bestemmelsen foreslås skrevet ind i henholdsvis § 122 a, stk. 1 og 2, jf. dette lovforslags § 3, nr. 1 og 2.

Til nr. 4

Det følger af færdselslovens § 122 a, stk. 1, at transport-, bygnings- og boligministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden.

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet kan foranledige de under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område: 1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om standsning eller parkering, 2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og 3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Af færdselslovens § 123, stk. 2, fremgår det, at hvis et køretøj henstår på statsvej, kan også vejmyndigheden foranledige det fjernet.

I § 123, stk. 3, står der, at køretøjet bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Af § 123, stk. 4, følger det, at det påhviler politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, køretøjer er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.

Færdselslovens § 123, stk. 5, giver politiet hjemmel til efter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Endelig følger det af færdselslovens § 123, stk. 6, at transport-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

Der foreslås indsat et nyt stk. 3 , som fastslår, at den kommunale vejmyndighed kan foranledige et køretøj fjernet, hvis køretøjet har fået pålagt 3 parkeringsafgifter for samme overtrædelse, jf. § 122 a, stk. 1. Køretøjet kan dog tidligst fjernes efter en forudgående høring på minimum 4 uger.

Det vil være en forudsætning for kommunens anvendelse af bestemmelsen, at kommunen efter færdselslovens § 122 a, har overtaget parkeringskontrolopgaven fra politiet. Har en kommune ikke det, vil det fortsat kun være politiet, som efter færdselslovens § 123 kan fjerne sådanne køretøjer.

Såfremt en bilist vælger at blive holdende det samme sted på trods af pålagte parkeringsafgifter, har kommunen efter de gældende regler ikke mulighed for at gøre noget ved det. Det vil i så fald være en opgave for politiet eventuelt at fjerne køretøjet.

Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at såfremt kriterierne for fjernelsen af køretøjer er objektive, og dermed ikke kræver en skønsmæssig vurdering af færdselssikkerheden, er der ikke noget til hinder for, at kommunerne har hjemmel til at fjerne køretøjet selv.

Derfor foreslås det, at den kommunale vejmyndighed kan flytte køretøjet, hvis det har fået pålagt tre parkeringsafgifter for samme forseelse. Flytningen må tidligst ske efter en forudgående høring på minimum 4 uger. Ved høring menes der en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19.

Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at fjernelsen af køretøjet vil være omfattet af reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Ministeriet forudsætter derfor også, at den kommunale vejmyndighed i sin administration sikrer sig, at retssikkerhedsloven overholdes.

Kommunerne kan vælge at benytte sig af hjemlen til at fjerne køretøjer, men er omvendt ikke forpligtet til det. Kommunen kan vælge at indrette egen opbevaringsplads til de fjernede køretøjer, men kan også indgå aftale med politiet om, at politiets faciliteter benyttes. Indretter kommunen sin egen opbevaringsplads sikres det med lovforslaget også, at kommunen på visse betingelser kan bortsælge køretøjerne, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 9.

Vælger en kommunal vejmyndighed at fjerne et køretøj, vil denne skulle leve op til reglerne i den færdselslovens § 123, stk. 4, som bliver til stk. 5.

Til nr. 5

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 3, at et fjernet køretøj bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Af stk. 4 påhviler det politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.

Med forslaget til ændring af færdselslovens § 123, stk. 3, der bliver stk. 4, foreslås det, at vejmyndigheden ændres til den statslige vejmyndighed. Ved at ændre til den statslige vejmyndighed skal det afspejles, at reglerne kun gælder for denne, og dermed ikke for de kommunale vejmyndigheder.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagets § 3, nr. 9, hvor der netop foreslås en særlig bestemmelse for den kommunale vejmyndigheds håndtering af fjernede køretøjer.

Til nr. 6

Det følger færdselslovens § 123, stk. 4, 1. pkt., at det påhviler politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares.

Med forslaget til ændring af færdselslovens § 123, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at ”vejmyndighedens” ændres til den ”statslige vejmyndigheds”. Ved at ændre til den statslige vejmyndighed skal det afspejles, at reglerne kun gælder for denne, og dermed ikke for de kommunale vejmyndigheder.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagets § 3, nr. 9, hvor der netop foreslås en særlig bestemmelse for den kommunale vejmyndigheds håndtering af fjernede køretøjer.

Til nr. 7

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 4, at det påhviler politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden

Med forslaget til ændring af § 123, stk. 4 , der bliver til stk. 5, foreslås henvisningen til stk. 5 i bestemmelsens andet punktum ændret til stk. 6.

Der er tale om en konsekvensændring, som sker på baggrund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforslagets § 3, nr. 4.

Til nr. 8

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 5, at politiet er efter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Af § 123, stk. 6, fremgår det, at transport-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

Med forslaget til § 123, stk. 5 , der bliver til stk. 6, foreslås henvisningen til stk. 4 ændret til stk. 5.

Der er tale om en konsekvensændring, som sker på baggrund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforslagets § 3, nr. 4.

Til nr. 9

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 3, at et fjernet køretøj bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Af stk. 4 påhviler det politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 6, at transport-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

Der er i medfør udstedt bekendtgørelse nr. 1018 af 25. oktober 2012 om politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer. Endvidere er der cirkulære nr. 74 af 25. oktober 2012 om politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.

Det følger af færdselslovens § 134 a, stk. 1, at transport-, bygnings- og boligministeren kan bemyndige Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen eller en anden under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i færdselsloven er tillagt transport-, bygnings- og boligministeren.

Af færdselslovens § 134 a, stk. 2, fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

Med forslaget til ny § 123, stk. 8, foreslås det, at det påhviler den kommunale vejmyndighed at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet i medfør af det foreslåede stk. 3 og anbragt efter vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en frist på minimum 4 uger, vil blive bortsolgt. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi vedkommende er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, at køretøjet er blevet fjernet af den kommunale vejmyndighed. Den kommunale vejmyndighed er efter udløbet af de nævnte frister berettiget til at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder den kommunale vejmyndighed, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Reglerne er lig de eksisterende regler i færdselslovens § 123, stk. 3 og 4, dog med den undtagelse, at det fremgår af forslaget til 2. pkt., at den underretning, som den kommunale vejmyndighed skal underrette ejeren om, som minimum skal have en frist på 4 uger, før kommunen eksempelvis må sælge køretøjet.

Der vil ikke være noget til hinder for, at der indgås en aftale mellem en kommunal vejmyndighed og politiet om, at opbevaring af køretøj og eventuel efterfølgende salg. Det ændrer dog ikke ved, at det fortsat vil være den kommunale vejmyndigheds ansvar at sikre sig, at der er foretaget en underretning på minimum 4 uger.

Det foreslås med § 123, stk. 9 , at en afgørelse truffet af en kommunal vejmyndighed efter § 123, stk. 3, kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål.

I lovforslagets § 3, nr. 4, indsættes et nyt stk. 3 i færdselslovens § 123, som giver den kommunale vejmyndighed hjemmel til at foranledige et køretøj fjernet, hvis køretøjet har fået pålagt 3 parkeringsafgifter for samme overtrædelse. Fjernelsen kan dog tidligst foretages efter en forudgående høring på minimum 4 uger. Det vil være en forudsætning for kommunens anvendelse af bestemmelsen, at kommunen efter færdselslovens § 122 a, har overtaget parkeringskontrolopgaven fra politiet. Har en kommune ikke det, vil det fortsat kun være politiet, som efter færdselslovens § 123 kan fjerne sådanne køretøjer.

Transport- og Boligministeriet vurderer, at der skal være hjemmel til, at der kan klages over afgørelsen over at fjerne køretøjet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Det betyder også, at spørgsmålet om, hvorvidt den bagvedliggende parkeringsafgift er pålagt med rette, ikke vil kunne blive påklaget i denne forbindelse. Det vil således kun være kommunens forvaltning, som kan påklages. Der vil eksempelvis kunne blive klaget over, om en kommune har pålagt tre p-afgifter for samme forseelse, og om kommunen har foretaget partshøring, før den fjernede køretøjet.

Med forslaget til ny § 123, stk. 10 , foreslås det, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i det foreslåede stk. 8 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og salg af disse.

Bestemmelsen giver hjemmel til, at ministeren ved en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om kommunernes håndtering af køretøjer efter at have fjernet dem efter forslaget til ny bestemmelse i færdselslovens § 123, stk. 3. I modsætning til bestemmelsen i den nuværende § 123, stk. 6, er det vurderingen, at regelfastsættelsen ikke behøver at forudsætte en forhandling med justitsministeren, da eventuelle fastsatte regler kun vil gælde for kommunerne.

Til nr. 10

Det følger af færdselslovens § 123, stk. 1, at politiet kan foranledige de under nr. 1-3 nævnte køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område: 1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende bestemmelser om standsning eller parkering, 2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og 3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden nummerplader.

Af færdselslovens § 123, stk. 2, fremgår det, at hvis et køretøj henstår på statsvej, kan også vejmyndigheden foranledige det fjernet.

I § 123, stk. 3, står der, at køretøjet bringes til den af politiet eller vejmyndigheden anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser anden opbevaringsplads. De af politiet eller vejmyndigheden afholdte udgifter til transport og opbevaring påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Af § 123, stk. 4, følger det, at det påhviler politiet eller vejmyndigheden at underrette ejeren af et køretøj, der er fjernet og anbragt efter politiets eller vejmyndighedens anvisning, om, hvornår køretøjet er fjernet, og hvor det opbevares. Underretningen skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, at køretøjet, såfremt det ikke afhentes inden udløbet af en fastsat frist, vil blive bortsolgt i overensstemmelse med stk. 5. Kan underretning af ejeren ikke finde sted, fordi han er ukendt, kan bortsalg ske 14 dage efter, køretøjer er blevet fjernet af politiet eller vejmyndigheden.

Færdselslovens § 123, Stk. 5, giver politiet hjemmel til efter udløbet af den i henhold til stk. 4 fastsatte frist berettiget at sælge køretøjet ved offentlig auktion eller, hvis dette skønnes at ville indbringe et større beløb, til ophugning. Et eventuelt overskud tilfalder statskassen, dog at ejeren i 1 år fra salgsdatoen har krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter.

Endelig følger det af færdselslovens § 123, stk. 6, at transport-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer, forkyndelse af den i stk. 4 nævnte meddelelse til ejeren, betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af disse.

I § 123 a, stk. 1 , foreslås det, at vejmyndigheden kan foranledige en cykel fjernet, hvis den henstår på det offentlige vejareal.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Dette skal forstås i overensstemmelse med definitionen af en offentlig vej, jf. § 3, nr. 2, i lov om offentlige veje m.v. Heraf er en offentlig vej defineret som veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter vejlovens regler. De inddeles i henholdsvis statsveje og kommuneveje.

Det betyder, at det skal være en cykel efterladt på offentlig vej i overensstemmelse med vejlovens regler, som beskrevet ovenfor. Dermed vil reglen eksempelvis ikke vil gælde for et privat område eller en privat fællesvej. Her vil det være den generelle regel i færdselslovens § 123, som gælder.

Det foreslås i stk. 2 , at cyklen må fjernes efter en forudgående høring på minimum 4 uger. Høringen skal foregå ved tydelig markering på cyklen.

Det betyder, at vejmyndigheden forinden fjernelsen af cyklen skal have foretaget en forudgående høring på minimum 4 uger. En partshøring skal i denne forbindelse ikke forstås sådan, at vejmyndigheden vil skulle rette personlig kontakt til ejeren af cyklen. En høring påtænkes at foregå ved, at der markeres med tape eller lignende på cyklen, at vejmyndigheden har til hensigt efter 4 uger at fjerne køretøjer. Herved kan ejeren ved at fjerne tapen eller lignende meddelelser tilkendegive, at cyklen ikke skal fjernes.

Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at fjernelsen af køretøjet vil være omfattet af reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven). Ministeriet forudsætter derfor også, at den kommunale vejmyndighed i sin administration sikrer sig, at retssikkerhedsloven overholdes. Det skal i den forbindelse særskilt bemærkes, at det bl.a. følger af retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, at der skal ske en skriftlig underretning af parten. Det følger af retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 5, at kravet kan fraviges, hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig. Transport- og Boligministeriet vurderer, at denne undtagelse gør sig gældende i dette tilfælde, da det ikke vil være muligt for vejmyndigheden at underrette cykelejerne direkte, eftersom ejerforholdet som hovedregel ikke kan fastslås på selve køretøjet. Underretningen kan således i praksis kun gennemføres ved, at vejmyndigheden markerer med tape eller lignende på cyklen, at vejmyndigheden har til hensigt efter 4 uger at fjerne køretøjer.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

I stk. 3 fremgår det, at vejmyndigheden er berettiget til at sælge eller give cyklen bort. Et eventuelt overskud tilfalder vejmyndigheden.

Ved vejmyndighed forstås den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti.

Vælger vejmyndigheden, at der skal ske et salg, skal det foregå ved offentlig auktion.

Vælger vejmyndigheden derimod, at give køretøjerne bort, er det ikke intentionen med forslaget, at vejmyndighederne uden videre kan give køretøjerne gratis til eksempelvis en kommunes borgere. Intentionen er, at vejmyndigheden kan vælge at give køretøjerne til almennyttige formål, hvilket eksempelvis kan være organisationer, som foranstalter, at køretøjer sendes til ulande. Der kan også tænkes på typer værksteder, hvor eksempelvis udsatte personer aktiveres. Listen er ikke udtømmende. Forslaget skal afspejle, at intentionen ikke er, at eksempelvis cykelhandlere skal opleve en ulige konkurrence ved, at kommunen giver gratis cykler væk.

I stk. 4 foreslås det, at vejmyndigheden, inden cyklen sælges eller gives bort, jf. stk. 3, skal have undersøgt, at cyklen ikke er meldt stjålet.

Konkret kan vejmyndigheden ved opslag i Cykelregisteret kontrollere, om en cykel er meldt stjålet. Dette er også i overensstemmelse med politiets forpligtelser i cirkulære om politiets fjernelse og afhændelse af køretøjer.

I stk. 5 foreslås det, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om vejmyndighedernes fjernelse af cykler. Der vil i den forbindelse kunne blive fastsat nærmere regler om, at såfremt der er sket salg af cyklen, vil ejeren i 1 år fra salgsdatoen kunne gøre krav på udbetaling af dette med fradrag af de med transporten, opbevaringen og salget forbundne udgifter, hvis der er tale om cykler af en betydelig værdi.

Til nr. 11

Det følger af færdselslovens § 124, at transport-, bygnings- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at køretøjer, der uden at være omfattet af § 123, stk. 1, er i politiets varetægt, kan sælges i overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5

Med forslaget foreslås en ændring af henvisningerne i § 124 , så , henvisningen ændres fra stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6.

Der er tale om en konsekvensændring, som sker på baggrund af tilføjelsen af et nyt stk. 3, jf. forslaget i lovforslagets § 3, nr. 4.

Kilde

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021.

Ikrafttrædelsen af lovforslaget vil ikke have betydning for allerede udstedte tilladelser eller indgåede aftaler fra før 1. januar 2021 med udlejningsoperatører omfattet af forslaget til § 1, nr. 2. Det vil på den baggrund også være et aftaleretligt mellemværende imellem den kommunale vejmyndighed og udlejningsoperatør, såfremt der eksempelvis er ønske om at opsige en indgået aftale på baggrund af nærværende lovforslag. Endvidere vil eksisterende tilladelser med dertilhørende vilkår fortsat gælde.

Lovforslaget vil derfor ikke påvirke de vilkår, der måtte være i eksisterende aftaler eller tilladelser.

Det følger af vejlovens § 162, § 108 i lov om private fællesveje og færdselslovens § 143, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvorfor de foreslåede ændringer ikke gælder for Færøerne og Grønland.

I stk. 2 foreslås det, at regler fastsat i medfør af færdselslovens § 123, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1559 af 18. december 2018 som senest ændret ved lov nr. 139 af 25. februar 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af færdselslovens § 123, stk. 7.