LOV nr 580 af 18/06/2012
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Lov om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love (Reform af klagesystemet på natur- og miljøområdet m.v.) § 8
I lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 26. juni 2010, som ændret bl.a. ved § 19 i lov nr. 484 af 11. maj 2010 og § 1 i lov nr. 294 af 11. april 2011 og senest ved lov nr. 161 af 28. februar 2012, foretages følgende ændringer:
1. I § 54, stk. 1, nr. 1, udgår »og«, og nr. 2 ophæves, og i stedet indsættes:
»2) at klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, og
- at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.«
2. Efter § 54 indsættes:
»§ 54 a. Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 2. Når myndigheden videresender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 3. Myndigheden skal straks underrette Natur- og Miljøklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Natur- og Miljøklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.«