LOV nr 898 af 21/06/2022
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet (Nye rammer for kommunal behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse, indsamling af erhvervsaffald, genbrug på genbrugspladser og skærpet økonomisk tilsyn) § 2
I lov nr. 690 af 8. juni 2018 om Forsyningstilsynet, som ændret ved § 7 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »der menes«: »kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse,«.
2. I § 11, stk. 1, indsættes efter »betales af de«: »kommuner, som betaler for Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter § 48 g, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, og de«.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet (Nye rammer for kommunal behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse, indsamling af erhvervsaffald, genbrug på genbrugspladser og skærpet økonomisk tilsyn) § 2
Til nr. 1
Efter gældende ret varetager Forsyningstilsynet opgaver og beføjelser i medfør af lov om Forsyningstilsynet og sektorlovgivningen, hvorved der menes lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om fremme af besparelser i energiforbruget eller i regler fastsat i medfør heraf, jf. lov om Forsyningstilsynet § 3, stk. 1.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, 1. pkt., efter »der menes« indsættes »kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse,«.
Med den foreslåede bestemmelse vil affaldssektoren blive omfattet af de opgaver, som Forsyningstilsynet har i medfør af lov om Forsyningstilsynet og miljøbeskyttelseslovens kapitel 6 vil blive omfattet af lovens begreb sektorlov. De almindelige bestemmelser, der regulerer Forsyningstilsynets drift m.v. i lov om Forsyningstilsynet, vil dermed også finde anvendelse, på det tilsyn, som Forsyningstilsynet vil skulle føre med affaldssektoren. Derudover vil bestemmelsen medføre, at affaldssektoren vil blive omfattet af Forsyningstilsynets opgave med at følge og vurdere reguleringen af forsyningssektorerne, herunder orientere klima-, energi-, og forsyningsministeren, hvis reguleringen strider mod hensigten med lov om Forsyningstilsynet og sektorlovgivningen. For indholdet af bestemmelserne i lov om Forsyningstilsynet henvises til Folketingstidende 2017-18, A, L 164, som fremsat, side 6-17.
Til nr. 2
Efter gældende ret er Forsyningstilsynet gebyrfinansieret. Det følger af lov om forsyningstilsynet § 11, stk. 1, at tilsynets omkostninger, der følger af lov om Forsyningstilsynet eller regler fastsat i medfør af loven, ligeledes finansieres af de forsyningsvirksomheder, der betaler gebyrer, som er baseret på generelle grundbeløb i medfør af sektorlovgivningen.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til pkt. 3.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der i § 11, stk. 1, efter »betales af de« indsættes »kommuner, som betaler for Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter § 48 g, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, samt de«.
Med den foreslåede bestemmelse vil affaldssektoren blive omfattet af den bestemmelse, der regulerer Forsyningstilsynets finansiering af de opgaver, der følger af lov om Forsyningstilsynet eller regler fastsat i medfør af loven. Disse omkostninger vil dermed skulle finansieres af de kommuner, der betaler gebyrer, som er baseret på generelle grundbeløb i medfør af lovforslagets § 48 g, stk. 1.