Til nr. 1
(Til § 7 a, stk. 2, 2. pkt.)
Miljøbeskyttelsesloven indeholder i § 7 a, stk. 1, en bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige.
Miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, indeholder en bemyndigelse til, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger. Det fremgår af lovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at fastsætte nærmere regler om en akkrediteringsordning for kontrol af beholdere til opbevaring af flydende husdyrgødning og ensilagesaft, idet § 7 a, stk. 2, 1. pkt., alene udtrykkeligt henviser til, at der kan fastsættes nærmere regler om autorisationsordninger.
Beholderkontrolbekendtgørelsen er bl.a. udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2. Derudover er der flere andre bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i bl.a. lovens § 7 a, stk. 2.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes et nyt § 7 a, stk. 2, 2. pkt . Efter den foreslåede bestemmelse kan miljøministeren og ministeren for grøn trepart fastsætte nærmere regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder hvilke opgaver der skal udføres og administration heraf.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart bemyndiges til at fastsætte regler om, at kontrol af beholdere omfattet af beholderkontrolordningen vil skulle foretages af virksomheder, der er akkrediteret hertil af Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK), eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, der er udpeget som nationalt akkrediteringsorgan i henhold til artikel 4 i akkrediteringsforordningen og med positivt resultat have været underkastet peerevaluering på inspektion i henhold til artikel 10 i akkrediteringsforordningen.
Det bemærkes, at det i Danmark er DANAK, der har til opgave at akkreditere virksomheder efter relevante standarder, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1230 af 11. december 2009 om udpegning af det nationale akkrediteringsorgan. Det er forventningen, at DANAK også vil skulle varetage opgaven med akkreditering af virksomheder, som skal udføre beholderkontrol.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer derudover, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om kravene til akkreditering, herunder at en virksomhed, der ønsker en akkreditering til beholderkontrolordningen, skal opfylde den gældende internationale standard DS/EN ISO/IEC 17020 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer”, som inspektionsorgan type A eller en anden standard, der måtte træde i stedet for denne. Det følger af denne internationale standard, at en virksomhed for at blive akkrediteret bl.a. vil skulle etablere et ledelsessystem og definere egne kompetencekriterier, ligesom en akkrediteret virksomhed vil skulle gennemføre kontrol af interne processer og systemer. Det forventes, at standarden DS/EN ISO/IEC 17020 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer” ikke kundgøres i Lovtidende, men kundgøres ved, at standarden ligger til gennemsyn i Styrelsen for Arealomlægning og Vandmiljø, jf. miljøbeskyttelseslovens § 90.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, hvor ofte akkrediteringsorganer skal kontrollere de akkrediterede virksomheder. Det forventes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at akkrediteringsorganet skal kontrollere de akkrediterede virksomheder en gang om året.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer desuden, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, hvor ofte akkrediterede virksomheder skal foretage intern kontrol af de udførte beholderkontroller.
Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 2. pkt., vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om, hvilke opgaver de akkrediterede virksomheder skal udføre, samt nærmere krav til virksomhedernes udførelse af beholderkontrollen. Det kan eksempelvis indebære, at de akkrediterede virksomheder skal udarbejde en inspektionsrapport, der beskriver beholderens tilstand, og at inspektionsrapporten skal sendes til brugeren af beholderen inden for en bestemt frist.
Ministeriet for Grøn Trepart forventer, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at beholderkontrol efter en overgangsperiode kun må foretages af virksomheder, som er akkrediteret hertil. Ministeriet for Grøn Trepart forventer, at der i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om, at autorisationen til de nuværende beholderkontrollanter således vil bortfalde.
Det forudsættes, at der ifølge miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om en overgangsperiode på 3 år, hvor de nuværende beholderkontrollanter fortsat vil kunne udføre kontroller.
Herudover forudsættes det, at der i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 1. pkt., vil blive fastsat regler om, at de beholderkontrollanter, som har beholderkontrol som deres hovederhverv, vil kunne ansøge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om tilladelse til at udføre beholderkontroller i yderligere 2 år. En overgangsperiode som beskrevet vil dels skulle sikre, at de nuværende beholderkontrollanter har mulighed for at indrette sig efter den nye akkrediteringsordning, dels sikre tilstrækkelig tid til, at en eller flere virksomheder vil kunne nå at opnå akkreditering.
Den foreslåede bemyndigelse i § 7 a, stk. 2, 2. pkt., forventes desuden anvendt til at fastsætte regler om, at virksomheder, der opnår akkreditering efter den foreslåede ordning, vil kunne påbegynde udøvelse af beholderkontrol ved bekendtgørelsens ikrafttræden, hvilket vil sikre, at der i hele overgangsperioden vil være enten autoriserede kontrollanter eller akkrediterede virksomheder til at udføre beholderkontrol.
Det forventes, at miljøministeren og ministeren for grøn trepart tillige vil kunne anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 7 a, stk. 2, 2. pkt., til at fastsætte regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, herunder hvilke opgaver der skal udføres og administration heraf, på andre områder end området for beholderkontrol. Ministeriet for Grøn Trepart bemærker i den forbindelse, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse alene vil kunne anvendes i det omfang, at der fastsættes regler om akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, som nævnt i lovens § 7 a, stk. 1.
(Til § 7 a, stk. 2, 3. pkt.)
Miljøbeskyttelsesloven indeholder ikke en udtrykkelig hjemmel til, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at der i miljøbeskyttelsesloven indsættes et nyt § 7 a, stk. 2, 3. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse kan miljøministeren og ministeren for grøn trepart fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 3. pkt., indebærer, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, at akkrediterede virksomheder skal sende den inspektionsrapport, der beskriver beholderens tilstand til den kommunalbestyrelse, som er tilsynsmyndighed.
Den foreslåede bemyndigelse i miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 2, 3. pkt., indebærer endvidere, at ministeren for grøn trepart vil kunne fastsætte regler om, at akkrediterede virksomheder skal orientere den kommunalbestyrelse, som er tilsynsmyndighed, om eventuelle fejl eller mangler ved en beholder, som ikke allerede er indeholdt i inspektionsrapporten. Det kan være fejl eller mangler, som den akkrediterede virksomhed bliver opmærksom på i forbindelse med den interne kontrol eller den eksterne kontrol, som foretages af et akkrediteringsorgan.
Det bemærkes, at både miljøministeren og ministeren for grøn trepart tillige vil kunne anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 7 a, stk. 2, 3. pkt., til at fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. miljøbeskyttelseslovens § 7 a, stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed, på andre områder end området for beholderkontrol. Ministeriet for Grøn Trepart bemærker i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 2, 3. pkt., alene vil kunne anvendes i det omfang, at der fastsættes regler om akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, som nævnt i lovens § 7 a, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Miljøbeskyttelsesloven gælder ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. miljøbeskyttelseslovens § 118, hvorfor den foreslåede ændring af loven heller ikke vil gælde for Færøerne og Grønland og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024, som ændret senest ved lov nr. 1684 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
1. I § 7 a, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan endvidere fastsætte nærmere regler om akkrediteringsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder hvilke opgaver der skal udføres, og administration heraf. Miljøministeren og ministeren for grøn trepart kan desuden fastsætte nærmere regler om, at akkrediterede virksomheder, der gennemfører egenkontrol, jf. stk. 1, skal meddele oplysninger om kontrollen til kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed.«
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
/ Jeppe Bruus