Til nr. 1
Efter særlovens § 3, stk. 1, meddeles opholdstilladelse efter særloven med henblik på midlertidigt ophold og tidsbegrænses til den 17. marts 2024, jf. dog stk. 2.
Efter særlovens § 3, stk. 2, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at opholdstilladelse meddelt efter særloven kan forlænges til den 17. marts 2025.
Ved bekendtgørelse nr. 1268 af 1. november 2023 blev der i medfør af særlovens § 3, stk. 2, fastsat regler om, at en opholdstilladelse meddelt efter særloven kan forlænges til 17. marts 2025, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter lovens § 10.
Det foreslås i særlovens § 3, stk. 1, at ændre »17. marts 2024« til »17. marts 2026«.
Bestemmelsen vil indebære, at en førstegangsopholdstilladelse efter særloven vil blive meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil udløbe ved udgangen af 17. marts 2026.
Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med meddelelse af en forlængelse vejleder udlændingen om, at opholdstilladelsen er midlertidig og alene er gyldig frem til og med den 17. marts 2026, samt at den pågældende herefter vil have pligt til at udrejse, medmindre den pågældende har opnået opholdstilladelse på et andet grundlag.
Til nr. 2
Efter særlovens § 3, stk. 1, meddeles opholdstilladelse efter særloven med henblik på midlertidigt ophold og tidsbegrænses til den 17. marts 2024, jf. dog stk. 2.
Efter særlovens § 3, stk. 2, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at opholdstilladelse meddelt efter særloven kan forlænges til den 17. marts 2025.
Ved bekendtgørelse nr. 1268 af 1. november 2023 blev der i medfør af særlovens § 3, stk. 2, fastsat regler om, at en opholdstilladelse meddelt efter særloven kan forlænges til 17. marts 2025, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter lovens § 10.
Det foreslås, at der i særlovens § 3 efter stk. 1 indsættes et nyt stykke. Efter det foreslåede nye stk. 2 forlænges en opholdstilladelse meddelt efter særloven til 17. marts 2026, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 10. Udlændingestyrelsen træffer af egen drift afgørelse efter 1. pkt. Sager efter 1. pkt. tillægges opsættende virkning under Udlændingestyrelsens behandling.
Det bemærkes, at det i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler om yderligere forlængelse af opholdsgrundlaget.
Det foreslåede 1. pkt. vil indebære, at en opholdstilladelse efter særloven vil blive forlænget frem til og med den 17. marts 2026. Alle opholdstilladelser, der forlænges efter bestemmelsen, vil således blive meddelt med en gyldighedsperiode frem til og med den 17. marts 2026, hvorefter alle opholdstilladelser efter særloven udløber. Efter den foreslåede bestemmelse vil en opholdstilladelse efter særloven alene kunne forlænges, såfremt der ikke er grundlag for at inddrage denne.
Efter det foreslåede 2. pkt. vil Udlændingestyrelsen af egen drift skulle træffe afgørelse om forlængelse af opholdstilladelser meddelt efter særloven. Ved behandlingen af sager om forlængelse af opholdstilladelser meddelt efter særloven vil Udlændingestyrelsen således af egen drift skulle oprette forlængelsessager på samtlige udlændinge, der har en gyldig opholdstilladelse efter særloven. En udlænding med opholdstilladelse efter særloven vil således ikke skulle indgive en ansøgning om forlængelse af deres opholdstilladelse. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af en forlængelsessag efter den foreslåede ordning genanvender fingeraftryk og personfotografi, der er optaget i henhold til særlovens § 23, stk. 1, i det omfang, at omstændighederne ikke vurderes at tale herimod.
Under behandlingen af forlængelsessager vil Udlændingestyrelsen foretage et SIS-tjek og opslag i CPR med henblik på at kontrollere, om udlændingen aktuelt har bopæl i Danmark.
Det forudsættes, at der i forbindelse med vurderingen af, om en opholdstilladelse skal forlænges, tages i betragtning, om udlændingen har en verserende bortfalds-, inddragelses- eller udvisningssag hos Udlændingestyrelsen, eller om udlændingen har været registreret som udrejst i CPR.
Det bemærkes, at der vil være sager, som Udlændingestyrelsen vil skulle udtage til særskilt behandling med henblik på yderligere sagsoplysning, førend der kan træffes afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter særloven. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor der er usikkerhed om en udlændings opholdsgrundlag, heriblandt hvis der foreligger oplysninger, der bør lede til en nærmere undersøgelse af, om grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet f.eks. på baggrund af opgivelse af bopælen i Danmark.
Efter det foreslåede 3. pkt. vil sager om forlængelse tillægges opsættende virkning under Udlændingestyrelsens behandling. Det betyder, at forlængelsessager, som ikke når at blive færdigbehandlet inden den 17. marts 2025 vil blive tillagt opsættende virkning, således at udlændingen vil bevare sine rettigheder efter særloven under behandlingen af forlængelsessagen.
Det vil ikke være til hinder for forlængelse af en opholdstilladelse efter særloven, at udlændingen i mellemtiden har opnået opholdstilladelse efter udlændingelovens regler.
Til nr. 3
Efter særlovens § 3, stk. 2, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at opholdstilladelse meddelt efter denne lov kan forlænges til den 17. marts 2025. Udlændinge- og integrationsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om betingelser for forlængelse og proceduren for behandling af sager om forlængelse. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at opholdstilladelse efter denne lov, der meddeles den 17. marts 2024 eller senere, kan meddeles tidsbegrænset til den 17. marts 2025.
Ved bekendtgørelse nr. 1268 af 1. november 2023 blev der fastsat regler om, at en opholdstilladelse meddelt efter særloven kan forlænges til 17. marts 2025, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter lovens § 10.
Det foreslås, at særlovens § 3, stk. 2 , der bliver stk. 3, affattes således, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om at forlænge tidsbegrænsningen efter stk. 1 og 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om betingelser for forlængelse efter stk. 2 og procedure for behandling af sager om forlængelse efter stk. 2.
Det foreslåede 1. pkt. vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne beslutte at forlænge ordningen, så allerede meddelte opholdstilladelser, der vil udløbe den 17. marts 2026, vil kunne forlænges til et senere tidspunkt, ligesom der vil kunne meddeles nye opholdstilladelser med tilsvarende tidsbegrænsning. Det forudsættes i den forbindelse, at forlængelsen som udgangspunkt vil være med ét år ad gangen, og at den konkrete forlængelse i vidt omfang vil afhænge af, hvilken beslutning der træffes af EU for opholdsgrundlaget for fordrevne fra Ukraine. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af bemærkningerne til særlovens § 1, jf. Folketingstidende 2021-2022, tillæg A, L 145, side 56, at efter særloven skal betegnelsen »fordrevet« forstås i overensstemmelse med EU’s direktiv om midlertidig beskyttelse, hvilket indebærer, at det efter særloven ikke længere vil være muligt at meddele nye opholdstilladelser, såfremt opholdsgrundlaget efter direktivet ophører. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til særlovens § 1, jf. Folketingstidende 2021-2022, tillæg A, L 145, side 56. Dertil kommer, at det efter de gældende regler i direktivet ikke er muligt at forlænge opholdsgrundlaget med mere end ét år, hvorfor der som udgangspunkt ikke vil være grundlag for at forlænge ordningen med mere end et år ad gangen.
Det foreslåede 2. pkt. vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om forlængelse efter 1. pkt. vil kunne fastsætte regler om betingelser for forlængelse af meddelte opholdstilladelser efter stk. 2 og procedure for behandling af sager om forlængelse af meddelte opholdstilladelser efter stk. 2.
Forlængelse af en opholdstilladelse vil herunder kunne betinges af optagelse af ny biometri eller af, at grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede. Det betyder, at såfremt der efter den oprindelige meddelelse af opholdstilladelse er indtruffet omstændigheder, der medfører, at ansøgeren ikke længere er berettiget til opholdstilladelse efter særloven, vil opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget. Dette vil f.eks. kunne være i tilfælde af, at ansøgeren ikke længere opholder sig i Danmark eller på baggrund af forhold, der vil kunne danne grundlag for en inddragelse af opholdstilladelsen. Derudover vil udlændinge- og integrationsministeren kunne fastsætte regler om, hvorvidt en udlænding vil skulle ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, eller om Udlændingestyrelsen af egen drift vil skulle træffe afgørelse om forlængelse af meddelte opholdstilladelser.
Til nr. 4
Det fremgår af særlovens § 3, stk. 3, at ved fastsættelse af regler efter stk. 2, 1. og 3. pkt., forlænges perioderne nævnt i §§ 11 og 12 tilsvarende.
Det foreslås, at i særlovens § 3, stk. 3, der bliver til stk. 4, ændres »stk. 2, 1. og 3. pkt.« til: »stk. 3, 1. pkt.«.
Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i særlovens § 3, hvorefter stk. 2 bliver til stk. 3.
Til nr. 5
Efter særlovens § 11, stk. 1, kan en opholdstilladelse meddelt efter § 2, stk. 1, nr. 1 eller 4, indtil den 17. marts 2024, ikke inddrages efter § 10, stk. 1, nr. 1, under henvisning til at de pågældende ikke bor sammen, hvis dette skyldes, at den herboende person, jf. § 1, er udrejst til Ukraine med et anerkendelsesværdigt formål og ikke er indrejst i Danmark igen.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9, § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, § 9 m eller § 9 n indtil den 17. marts 2025, ikke inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 eller 3, under henvisning til at de pågældende ikke bor sammen, hvis dette skyldes, at den herboende person er udrejst til Ukraine med et anerkendelsesværdigt formål og ikke er indrejst i Danmark igen.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan en opholdstilladelse meddelt til en ukrainsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, indtil den 17. marts 2025, ikke inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, under henvisning til at de pågældende ikke bor sammen, hvis dette skyldes, at den pågældende er udrejst til Ukraine med et anerkendelsesværdigt formål og ikke er indrejst i Danmark igen.
Efter bestemmelsens stk. 4 kan en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 m eller § 9 n som følge af familiemæssig tilknytning til en herboende person med opholdstilladelse efter § 9 a, § 9 i eller § 9 k indtil den 17. marts 2025, jf. dog § 3, stk. 3, ikke nægtes forlænget eller inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 eller 3, under henvisning til at den herboende person får inddraget eller nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse, eller at den herboende persons opholdstilladelse udløber, hvis dette skyldes, at den herboende person er udrejst til Ukraine med et anerkendelsesværdigt formål og ikke er indrejst i Danmark igen. Er personen med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, § 9 i eller § 9 k ikke indrejst i Danmark igen, kan opholdstilladelsen efter § 9 m og § 9 n forlænges indtil den 17. marts 2024, jf. dog § 3, stk. 3.
Ved bekendtgørelse nr. 1268 af 1. november 2023 blev perioden, der er nævnt i særlovens § 11 forlænget til den 17. marts 2025, jf. særloven § 3, stk. 3.
Efter særlovens § 12 medregnes de tidsrum, der er nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., ophold i Ukraine mellem den 24. februar 2022 og den 17. marts 2024 ikke, jf. dog § 3, stk. 3, hvis udlændingen er ukrainsk statsborger og opholdet har haft et anerkendelsesværdigt formål.
Ved bekendtgørelse nr. 1268 af 1. november 2023 blev perioden, der er nævnt i særlovens § 12 forlænget til den 17. marts 2025, jf. særloven § 3, stk. 3.
Det foreslås, at i særlovens § 11, stk. 1, stk. 2, stk. 3, to steder i stk. 4, og i § 12 , ændres »17. marts 2024« til: »17. marts 2026«.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, hvor det foreslås, at nye opholdstilladelser efter særloven meddeles til den 17. marts 2026, og at opholdstilladelser meddelt efter særloven kan forlænges til den 17. marts 2026.
Til nr. 6
Efter særlovens § 29, stk. 1, 1. pkt., kan en udlænding med opholdstilladelse efter særloven indgive ansøgning her i landet om opholdstilladelse efter udlændingeloven. Dette indebærer bl.a., at en udlænding har mulighed for at indgive og få færdigbehandlet en ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7.
Det foreslås, at der i særlovens § 29 indsættes et stk. 3, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan beslutte, at udlændinge, der har eller vil kunne opnå opholdstilladelse efter særloven, ikke vil kunne få færdigbehandlet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, så længe de pågældende er berettiget til opholdstilladelse efter særloven.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne beslutte at berostille asylsagsbehandlingen for udlændinge, der har eller vil kunne opnå opholdstilladelse efter særloven, og at berostillelsen efter bestemmelsen vil kunne vare indtil det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere er berettiget til opholdstilladelse efter særloven. Bestemmelsen omfatter således muligheden for at berostille asylsagsbehandlingen for udlændinge, der allerede er meddelt opholdstilladelse efter særloven, såvel som udlændinge, der ikke har en opholdstilladelse efter særloven, men som opfylder betingelserne herfor. Det bemærkes, at det er uden betydning, hvornår ansøgningen om asyl er indgivet, og at bestemmelsen både omfatter verserende asylsager og de asylsager, der måtte blive oprettet på baggrund af nye ansøgninger om asyl.
Det vil tilsvarende være uden betydning, på hvilken baggrund udlændingen opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter særloven. Den foreslåede bestemmelse vil således f.eks. omfatte asylansøgninger fra udlændinge, der ikke er ukrainske statsborgere, men som har haft status som flygtning i Ukraine og opfylder betingelserne i særlovens § 1, nr. 1-3, eller er i familie med en ukrainsk statsborger og opfylder betingelserne i særlovens § 2.
Det er en forudsætning for berostillelse, at asylansøgeren på det aktuelle tidspunkt har en gyldig opholdstilladelse efter særloven eller vurderes at opfylde betingelserne derfor. Det betyder bl.a., at hvis en udlænding er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse efter særloven, vil den pågældendes asylsag ikke kunne berostilles i medfør af den foreslåede bestemmelse, hvilket gælder uanset årsagen til afslaget. Som eksempel vil en asylsag ikke kunne berostilles, såfremt udlændingen isoleret set opfylder betingelserne, men er udelukket fra opholdstilladelse som følge af et kriminelt forhold, jf. særlovens § 6.
Hvis en udlændings opholdstilladelse efter særloven er inddraget eller bortfaldet, vil det tilsvarende være en betingelse for at berostille behandlingen af en asylansøgning, at den pågældende på ny opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter særloven.
Forslaget ændrer i øvrigt ikke på de almindelige rettigheder for asylansøgere. Det betyder, at en udlænding, der får sin asylsag berostillet i medfør af lovforslaget, således vil have ret til at opholde sig i Danmark under asylsagsbehandlingen (processuelt ophold), herunder i perioden for berostillelsen.
I det tilfælde, hvor en udlænding, der ikke har opholdstilladelse efter særloven, men som vurderes at kunne opfylde betingelserne herfor, indgiver ansøgning om asyl, forudsættes det, at Udlændingestyrelsen af egen drift indhenter de nødvendige oplysninger for en stillingtagen til, om pågældende skal meddeles opholdstilladelse efter særloven. Såfremt udlændingen opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter særloven, meddeles den pågældende en sådan opholdstilladelse i umiddelbar tilknytning til, at asylsagen berostilles, og ansøgeren orienteres herom. En asylansøger vil således under hele berostillelsen have en gyldig opholdstilladelse i Danmark efter særloven. Det bemærkes, at en ansøgning om asyl i disse tilfælde samtidig vil skulle betragtes som en ansøgning om opholdstilladelse efter særloven, og at en udlænding ikke vil kunne afslå eller på anden måde modvirke at blive meddelt opholdstilladelse efter særloven med det formål, at få en ansøgning om asyl behandlet.
En berostillelse vil efter den foreslåede ordning alene indebære en udskydelse af afgørelsen på asylsagen, der fortsat vil være verserende hos udlændingemyndighederne. Sagerne vil således ikke blive afsluttet uden afgørelse, medmindre ansøgeren aktivt udtrykker ønske herom. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i behørigt omfang, herunder på styrelsens hjemmeside, orienterer om baggrunden for berostillelsen og om muligheden for at frafalde en ansøgning om asyl.
Udlændinge- og integrationsministeren vil til enhver tid kunne ophæve berostillelsen af asylsagsbehandlingen, såfremt der ikke længere vurderes at være grundlag for at fortsætte berostillelsen. Der vil herved skulle lægges særlig vægt på situationen i Danmark og resten af Europa for modtagelse af fordrevne personer fra Ukraine, og om hensynet til at undgå et øget pres på de danske grænser eller det danske asyl- og modtagesystem fortsat taler for en berostillelse af sagerne. Det vil således have særlig betydning, i hvilket omfang andre lande i Europa er påbegyndt at behandle ansøgninger om asyl fra personer, der har eller vil kunne opnå opholdstilladelse på baggrund af EU’s direktiv om midlertidig beskyttelse. Der henvises endvidere til lovforslagets pkt. 3 om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser.
Det bemærkes, at henset til formålet med lovforslaget forudsættes det, at asylsagerne vil berostilles ved lovforslagets ikrafttrædelse, medmindre der på ikrafttrædelsestidspunktet ikke længere vurderes at være grundlag for berostillelsen. Ligeledes forudsættes det, at en berostillelse alene vil kunne opretholdes, så længe forholdene tilsiger det.
Såfremt der måtte blive truffet en beslutning om yderligere forlængelse af opholdsgrundlaget efter særloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, forudsættes det, at der samtidig tages stilling til, om grundlaget for berostillelse fortsat er til stede.
Til nr. 1
Det følger af § 3, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at opholdstilladelse meddelt efter denne lov kan forlænges til den 17. marts 2025. Udlændinge- og integrationsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om betingelser for forlængelse og proceduren for behandling af sager om forlængelse. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at opholdstilladelse efter denne lov, der meddeles den 17. marts 2024 eller senere, kan meddeles tidsbegrænset til den 17. marts 2025.
Det fremgår af § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24. maj 2022 om ændring af dagtilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love, at § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 b, § 22 b, overskriften før § 22 c, § 22 c, § 27 c, stk. 2, 2. pkt., § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne lovs § 6 ophæves den 17. marts 2024, jf. dog stk. 3.
Endvidere fremgår det af § 7, stk. 3, at børne- og undervisningsministeren kan, hvis udlændinge- og integrationsministeren i medfør af § 3, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fastsætter regler om, at opholdstilladelse forlænges til den 17. marts 2025, fastsætte, at ophævelsen af § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 b, § 22 b, overskriften før § 22 c, § 22 c, § 27 c, stk. 2, 2. pkt., § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne lovs § 6 udskydes til den 17. marts 2025.
Børne- og Undervisningsministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 75 af 22. januar 2024 om udskydelse af særlige pasnings- og undervisningsmuligheder for fordrevne børn og unge fra Ukraine til den 1. august 2024 og bekendtgørelse nr. 720 af 10. juni 2024 om udskydelse af ophævelse af særlige pasnings- og undervisningsmuligheder til fordrevne børn og unge fra Ukraine til den 17. marts 2025.
Det foreslås, at solnedgangsbestemmelsen i § 7, stk. 2, i lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love ændres, således at bestemmelsen ophæves den 17. marts 2026. Det betyder, at ved en forlængelse af opholdsgrundlaget efter særloven, vil den gældende ordning på Børne- Undervisningsministeriets område for personer omfattet af særloven tilsvarende forlænges. Der vil dermed blive sikret parallelitet mellem Børne- og Undervisningsministeriets regler om særlige pasnings- og undervisningsmuligheder til fordreven børn og unge fra Ukraine og Udlændinge- og Integrationsministeriets regler om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Forslaget vedrører følgende bestemmelser i lov nr. 693 af 24. maj 2022: § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 c, § 22 c, § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-4 og 6-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Til nr. 2
Det fremgår af § 7, stk. 3, i lov nr. 693 af 24. maj 2022 om ændring af dag-tilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love, at børne- og undervisningsministeren kan, hvis udlændinge- og integrationsministeren i medfør af § 3, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fastsætter regler om, at opholdstilladelse forlænges til den 17. marts 2025, fastsætte, at ophævelsen af § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 c, § 22 c, § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne lovs § 6 udskydes til den 17. marts 2025.
Det foreslås, at adgangen i § 7, stk. 3, til, at børne- og undervisningsministeren administrativt kan udskyde ophævelse af de gældende bestemmelser i lov nr. 693 af 24. maj 2022 ophæves.
Det foreslåede vil indebære, at ved en forlængelse af opholdsgrundlaget efter særloven, vil de gældende regler på Børne- og Undervisningsministeriets område for personer omfattet af særloven tilsvarende forlænges. Der vil således sikres parallelitet mellem reglerne efter særloven og reglerne på Børne- og Undervisningsministeriets område.
I gældende lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine reguleres på Børne- og Undervisningsministeriets område følgende bestemmelser: §§ 38-39 vedrørende lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og lov om erhvervsrettet uddannelser (beregning af statstilskud m.v.), § 40 vedrørende dagtilbudsloven (særlige muligheder for udskydelse af pasningsgarantien uden sanktion), 31 b vedrørende undervisning på engelsk og ukrainsk samt tilrettelæggelse af undervisningen som fjernundervisning og § 31, stk. 2, vedrørende byggeloven, der ikke finder anvendelse på eksisterende bygninger og transportable konstruktioner, som tages midlertidigt i brug til dagtilbud, skoler, institutioner og lign. for fordrevne fra Ukraine.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. december 2024.
Det betyder, at fra denne dato vil nye opholdstilladelser efter særloven kunne meddeles med en gyldighed til 17. marts 2026, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, ligesom allerede meddelte opholdstilladelser vil kunne forlænges til 17. marts 2026, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Det betyder endvidere, at udlændinge- og integrationsministeren fra denne dato kan beslutte, at udlændinge, der har eller vil kunne opnå opholdstilladelse efter særloven, ikke vil kunne få færdigbehandlet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, så længe de pågældende er berettiget til opholdstilladelse efter denne lov, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Det betyder endelig, at fra denne dato forlænges de under lovforslagets § 2, nr. 1, nævnte bestemmelser og med ophævelse den 17. marts 2026, og med lovforslagets § 2, nr. 2, ophæves børne- og undervisningsministerens adgang til administrativt at kunne udskyde ophævelse af de gældende bestemmelser i lov nr. 693 af 24. maj 2022.
Efter særlovens § 42, stk. 1, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2. Særlovens §§ 1-30, 31, 31 c og 32-34 kan ved kongelig anordning sættes i kraft på Færøerne og i Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. lovens § 42, stk. 2.
Særloven er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 433 af 8. april 2022.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at § 1 ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Det vil betyde, at de nævnte ændringer af lov om midlertidig opholdstilladelse for personer, der er fordrevet fra Ukraine – i overensstemmelse med, hvad der gælder for hovedloven – ikke gælder direkte for Færøerne og Grønland, men at disse bestemmelser ved kongelig anordning helt eller delvist vil kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
I lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 4 i lov nr. 1575 af 12. december 2023 og senest ved § 1 i lov nr. 266 af 19. marts 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1, ændres »17. marts 2024, jf. dog stk. 2« til: »17. marts 2026, jf. dog stk. 3«.
2. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. En opholdstilladelse meddelt efter denne lov kan forlænges til den 17. marts 2026, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 10. Udlændingestyrelsen træffer af egen drift afgørelse efter 1. pkt. Sager efter 1. pkt. tillægges opsættende virkning under Udlændingestyrelsens behandling.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
3. § 3, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om at forlænge tidsbegrænsningen efter stk. 1 og 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om betingelser for forlængelse efter stk. 2 og procedure for behandling af sager om forlængelse efter stk. 2.«
4. I § 3, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2, 1. og 3. pkt.« til: »stk. 3, 1. pkt.«
5. I § 11, stk. 1-3 og to steder i stk. 4, og i § 12 ændres »17. marts 2024, jf. dog § 3, stk. 3« til: »17. marts 2026, jf. dog § 3, stk. 4«.
6. I § 29 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren kan beslutte, at udlændinge, der har eller vil kunne opnå opholdstilladelse efter denne lov, ikke vil kunne få færdigbehandlet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, så længe de pågældende er berettiget til opholdstilladelse efter denne lov.«
Børne- og Undervisningsministeriet
I lov nr. 693 af 24. maj 2022 om ændring af dagtilbudsloven, lov om folkeskolen og forskellige andre love (Særlige pasnings- og undervisningsmuligheder til fordrevne børn og unge fra Ukraine) foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. § 11, stk. 3, 3. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 8, 2. og 3. pkt., overskriften før § 22 c, § 22 c, § 44 a, stk. 6, § 80, stk. 2, 2. pkt., § 81 b, stk. 4, og § 87, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-4 og 6-9, § 5, stk. 6, 6. pkt., og stk. 8, § 11 a, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., og § 22 a i folkeskoleloven som affattet ved denne lovs § 2, § 1, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. som affattet ved denne lovs § 3, § 1, stk. 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse som affattet ved denne lovs § 4, § 1, stk. 2, nr. 5, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse som affattet ved denne lovs § 5 og § 1, stk. 4, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne lovs § 6 ophæves den 17. marts 2026.«
2. § 7, stk. 3, ophæves.
Loven træder i kraft den 1. december 2024.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
/ Kaare Dybvad Bek