Til nr. 1
Det følger af § 42 a, stk. 1, i lov om menighedsråd, at to eller flere menighedsråd kan indgå aftale om samarbejde om løsning af de opgaver, der finansieres af kirkekassen i medfør af § 2 i lov om folkekirkens økonomi.
Det foreslås at ændre § 42 a, stk. 1 , ved at indsætte et 2. pkt ., hvoraf det følger, at samarbejderne kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed, hvis de opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget vil indebære, at samarbejder mellem menighedsråd kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med et eget regnskab. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1, hvor kriterierne for oprettelse af et samarbejde som selvstændig juridisk enhed fremgår.
Formålet er, at et samarbejde med en væsentlig økonomi kan oprettes med et eget regnskab og derved undgå, at samarbejdets økonomi skal indgå som en del af menighedsrådets regnskab. Samarbejder, der oprettes som selvstændige juridiske enheder, vil endvidere kunne være selvstændig arbejdsgiver med de pligter, der følger heraf.
Det foreslås endvidere at indsætte et 3. pkt ., hvoraf det følger, at selvstændige juridiske enheder ikke kan benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a.
Muligheden for at oprette et økonomisk omfattende samarbejde som en selvstændig juridisk enhed gælder kun samarbejder mellem menighedsråd efter § 42 a og § 43 i lov om menighedsråd og kan ikke anvendes ved samarbejder, hvor der samarbejdes på tværs af folkekirkelige myndighedsniveauer, idet der ved disse samarbejder vil ske sammenblanding af kompetencer, hvis provstiudvalget indgår, da provstiudvalget ikke kan føre tilsyn med en selvstændig kasse, det selv er en del af. Ved samarbejder med øvrige niveauer vil der være tale om en økonomi sammensat af kilder fra flere niveauer – henholdsvis stiftsbidrag, den lokale ligning eller landskirkeskatten, hvilket ligeledes vil skabe tilsynsudfordringer.
Forslaget indebærer desuden, at samarbejder, der oprettes som selvstændige juridiske enheder, ikke kan benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a. Dette skyldes, at et samarbejde, der oprettes som en selvstændig juridisk enhed, på en række områder sidestilles med et menighedsråd ved at få eget regnskab, eget budget, egne ansatte m.v. Det vil dog fortsat være menighedsrådene, som kan oprette samarbejder som selvstændige juridiske enheder, og som dermed har kompetencen til at ændre eller trække sig fra samarbejdet. Samarbejder, der er oprettet som selvstændige juridiske enheder, vil derfor ikke have selvstændig stemmeret i sammenhænge, hvor menighedsrådene repræsenterer de lokale kassers interesser, herunder f.eks. i budgetsamrådet, jf. §§ 5 og 6 i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det tilsvarende foreslås, at samarbejder mellem menighedsråd, der kræver dispensation efter § 43 i lov om menighedsråd, kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab. I begge tilfælde er det en forudsætning, at samarbejdets omfang udgør minimum 3 årsværk eller en omsætning på mindst 2 millioner kr. om året, jf. den foreslåede § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi.
Til nr. 2
Til § 42 b
Det følger af § 43 b, stk. 1, i lov om menighedsråd, at de i § 43, stk. 1-5, nævnte regler om samarbejde mellem menighedsråd finder tilsvarende anvendelse på samarbejde mellem stiftsøvrighed og provstiudvalg, mellem to eller flere stiftsøvrigheder, mellem to eller flere provstiudvalg og mellem menighedsråd og en eller flere stiftsøvrigheder eller provstiudvalg.
Det følger videre af § 43 b, stk. 2, at den i § 43, stk. 6, nævnte regel om dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning til et menighedsråd finder tilsvarende anvendelse på et provstiudvalg eller en stiftsøvrighed, hvis det er ønskeligt af hensyn til løsningen af folkekirkelige opgaver i henholdsvis provstiet eller stiftet.
Menighedsråd og provstiudvalg har efter gældende regler ikke hjemmel til at oprette samarbejder, uden at disse skal godkendes og eventuelt have dispensation fra Kirkeministeriet.
Det foreslås at indsætte § 42 b , som skal hjemle samarbejder mellem menighedsråd og et provstiudvalg uden forudgående godkendelse af Kirkeministeriet.
Det foreslås i stk. 1 , at et eller flere menighedsråd og provstiudvalg i samme provsti, kan indgå aftale om samarbejde om løsning af opgaver vedrørende følgende: 1) Fælles administration, herunder personregistrering og regnskabsopgaver. 2) Fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og HR-rådgivning. 3) Bygningsvedligeholdelse og drift, herunder præsteboliger. 4) Bygningsteknisk rådgivning. 5) Skole-kirke-samarbejde. 6) Kommunikation.
Forslaget vil indebære, at der skabes hjemmel til, at et sådant samarbejde kan oprettes uden Kirkeministeriets godkendelse, så længe der samarbejdes om løsning af opgaver inden for et af de i nr. 1-6 specifikt afgrænsede områder.
Fælles administration, herunder personregistrering og regnskabsopgaver, kan f.eks. omfatte etablering af en fælles kordegnefunktion, hvor opgaver fra flere menighedsråd samles et sted. Opgaverne kan omfatte assistance til de kirkebogsførende præster, assistance til bogføring, udbetalinger m.v. samt øvrigt administrativt arbejde.
Fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og HR-rådgivning, kan f.eks. omfatte samarbejde om rekruttering, jobsamtaler, lønforhandling, forhold vedrørende arbejdsmiljø, lønopsætning og udbetaling, sygesamtaler m.v., hvor opgaver fra flere menighedsråd samles et sted – evt. ved ansættelse af specialiseret arbejdskraft, som løser opgaver for flere menighedsråd.
Bygningsvedligeholdelse og drift, herunder præsteboliger, kan f.eks. omfatte samarbejde om vedligeholdelsesopgaver, løbende drift og administration af varmeordninger eller andre opgaver, som forekommer i dagligdagen, når menighedsråd har ansvar for bygninger.
Bygningsteknisk rådgivning kan f.eks. omfatte samarbejde om større nybyggerier og vedligeholdelsesarbejder, hvor bygherre skal indgå i dialog med entreprenører og andre, og hvor et godt kendskab til byggeteknik, priser m.v. kan være til fordel for folkekirken.
Skole-kirke-samarbejde omfatter samarbejde med det formål at understøtte formidling af kristendomskundskab i grundskolen. Folkekirkelige skoletjenester tilrettelægger typisk undervisningsprojekter i samarbejde med grundskoler i området på skolernes præmisser, dvs. kundskabsformidlende og ikke forkyndende. Der er tale om lokalt samarbejde mellem to centrale kulturinstitutioner, hvor folkekirken får børn og unge i tale, og skolen får en sparringspartner i relation til nogle af de almenmenneskelige grundspørgsmål.
Kommunikation omfatter samarbejde om f.eks. fælles udarbejdelse af kirkeblade, annoncering i lokalaviser og andre kommunikationsindsatser – evt. ved ansættelse af fælles kommunikationsmedarbejdere.
Det foreslås i stk. 2, at samarbejdet organiseres ved en bestyrelse med repræsentanter fra både menighedsråd og provstiudvalg.
Forslaget vil indebære en udvidelse af de krav, der følger af de allerede gældende bestemmelser om samarbejde i kapitel 8 i lov om menighedsråd. Kravet skal imidlertid ses i lyset af den i stk. 1 foreslåede mulighed for at etablere samarbejder, uden at disse skal godkendes og eventuelt have dispensation fra Kirkeministeriet. Kravet følger således Kirkeministeriets praksis ved godkendelse af samarbejdsvedtægter for samarbejder på tværs af niveauer i folkekirken, hvor ministeriet blandt andet lægger vægt på, at der i vedtægten er nedsat en bestyrelse. Et krav om en bestyrelse skal bidrage til at fastholde de samarbejdende parters ansvar og engagement på begge niveauer.
Ved sammensætningen af bestyrelsen skal menighedsråd og provstiudvalg dog være opmærksomme på, at provstiudvalgsmedlemmer efter de almindelige regler for habilitet kan blive inhabile i provstiudvalget. I tilfælde af inhabilitet skal de almindelige forvaltningsretlige regler således iagttages. For at sikre, at provstiudvalget under alle omstændigheder forbliver beslutningsdygtigt, må mindre end halvdelen af provstiudvalgets medlemmer indgå i bestyrelsen for et bestemt samarbejde. Når menighedsråd og provstiudvalg opretter samarbejder, fastholdes provstiudvalgets tilsynsforpligtelser uændret, uanset at der indgår provstiudvalgsmedlemmer i bestyrelsen.
Et samarbejde efter denne bestemmelse kan også beslutte at anvende en fællesbestyrelse, hvis en sådan er oprettet i provstiet, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Det foreslås i stk. 3 , at nærmere bestemmelser om samarbejdet optages i en vedtægt, der offentliggøres på stiftets hjemmeside.
Forslaget indebærer, at der fastsættes et krav om, at der skal udarbejdes en vedtægt i lighed med de regler, der gælder om samarbejder i §§ 42 a-43 b. Samarbejder efter den nye § 42 b kræver ikke Kirkeministeriets godkendelse, men vedtægten for et sådant samarbejde skal offentliggøres på det lokale stifts hjemmeside. Med forslaget tillægges der således også stiftsadministrationen en mindre screeningsopgave i forhold til vedtægterne, jf. punkt 3.1.3. i de almindelige bemærkninger, svarende til den screeningsopgave som stiftsadministrationen allerede udfører for samarbejder efter § 42 a.
Det foreslås i stk. 4 , at vedtægten skal indeholde oplysninger om, hvilke menighedsråd og hvilket provstiudvalg der deltager i samarbejdet, hvad samarbejdet vedrører, finansieringen af samarbejdet, tilsyn, vilkår for andre menighedsråds optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning, vilkår for ophævelse af samarbejdet og om, hvor vedtægten er offentliggjort, og hvorfra den kan rekvireres.
Forslaget følger gældende regler og de krav, der stilles til vedtægtens indhold i andre samarbejdskonstruktioner i kapitel 8 i lov om menighedsråd.
Forslaget til § 42 b skal ses som en mulighed for at samarbejde mellem menighedsråd og provstiudvalg om visse aktiviteter uden forudgående godkendelse af Kirkeministeriet. Ønsker menighedsråd og provstiudvalg at samarbejde om andet, end den nye bestemmelse giver mulighed for, skal de almindelige regler i § 43 b i lov om menighedsråd følges som hidtil, og et sådant samarbejde vil skulle godkendes af Kirkeministeriet.
Til § 42 c
Menighedsråd og provstiudvalg har efter gældende regler ikke hjemmel til at oprette samarbejder om at delegere kompetence, opgaver og finansiering til provstiudvalget.
Det foreslås at indsætte § 42 c i lov om menighedsråd, som skal hjemle sådanne samarbejder om at delegere kompetence, opgaver og finansiering til provstiudvalget.
Det foreslås i stk. 1 , at et eller flere menighedsråd og provstiudvalg i samme provsti, kan indgå aftale om samarbejde om at delegere kompetence, opgaver og finansiering til provstiudvalget, når samarbejdet omfatter følgende: 1) Fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og HR-rådgivning. 2) Bygningsvedligeholdelse og drift, herunder præsteboliger. 3) Bygningsteknisk rådgivning. 4) Skole-kirke-samarbejde. 5) Kommunikation.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 42 b, hvorefter delegationsmuligheden gælder de samme fastsatte områder undtagen fælles administration, herunder personregistrering og regnskabsopgaver, og der henvises i øvrigt til beskrivelsen til den foreslåede § 42 b, stk. 1.
Det foreslås således at skabe hjemmel til, at sådanne samarbejder kan oprettes uden Kirkeministeriets godkendelse, så længe der samarbejdes om løsning af opgaver inden for de i nr. 1-5 specifikt afgrænsede områder.
Det foreslås i stk. 2 , at de nærmere bestemmelser om samarbejdet optages i en vedtægt, der offentliggøres på stiftets hjemmeside. Der henvises til beskrivelsen af § 42 b, stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, at vedtægten skal indeholde oplysninger om, hvilke menighedsråd og hvilket provstiudvalg der deltager i samarbejdet, hvad samarbejdet vedrører, finansieringen af samarbejdet, tilsyn, vilkår for andre menighedsråds optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning, vilkår for ophævelse af samarbejdet og om, hvor vedtægten er offentliggjort, og hvorfra den kan rekvireres. Der henvises til beskrivelsen af § 42 b, stk. 4.
Forslaget vil i modsætning til den foreslåede § 42 b ikke indebære et krav om, at samarbejdet organiseres ved en bestyrelse, idet provstiudvalget, ved delegation fra menighedsrådet i henhold til § 42 c, overtager kompetence, opgaver og finansiering for samarbejdet, svarende til bestyrelsens ansvar ved samarbejder efter § 42 b.
Til nr. 3
Det følger af § 43, stk. 1, i lov om menighedsråd, at ud over de i § 42 a nævnte tilfælde kan to eller flere menighedsråd indgå aftale om samarbejde, der kræver dispensation fra reglerne i kapitel 1-7 og kapitel 9 i denne lov samt regler i lov om valg til menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Samarbejdet skal vedrøre løsning af folkekirkelige anliggender.
Det foreslås at ændre § 43, stk. 1 , ved at indsætte et 2. pkt ., hvoraf det følger, at samarbejderne kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed, hvis de opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi.
Det foreslås endvidere at indsætte et 3. pkt ., hvoraf det følger, at selvstændige juridiske enheder ikke kan benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a.
Forslaget vil indebære, at samarbejder mellem menighedsråd, der kræver dispensation efter § 43 i lov om menighedsråd, kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1, hvor det tilsvarende foreslås, at samarbejder mellem menighedsråd efter § 42 a i lov om menighedsråd kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab. I begge tilfælde er det en forudsætning, at samarbejdets omfang udgør minimum 3 årsværk eller en omsætning på mindst 2 millioner kr. om året, jf. den foreslåede § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi.
Formålet er, at et samarbejde med en væsentlig økonomi kan oprettes med et eget regnskab og derved undgå, at samarbejdets økonomi skal indgå som en del af menighedsrådets kasse og regnskab. Samarbejder, der oprettes som selvstændige juridiske enheder, vil endvidere kunne være selvstændig arbejdsgiver med de pligter, der følger heraf.
Muligheden for at oprette et økonomisk omfattende samarbejde som en selvstændig juridisk enhed vil kun gælde samarbejder mellem menighedsråd efter § 42 a og § 43 i lov om menighedsråd. Muligheden kan således ikke anvendes ved samarbejder, hvor der samarbejdes på tværs af folkekirkelige myndighedsniveauer, af hensyn til den tilsynsopgave, som provstiudvalg har med de selvstændige juridiske enheder.
Det foreslås endvidere at indsætte et 3. pkt ., hvoraf det følger, at selvstændige juridiske enheder ikke kan benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a.
Forslaget vil indebære, at de samarbejder, der oprettes som selvstændige juridiske enheder, ikke kan benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a. Dette skyldes, at et samarbejde, der oprettes som en selvstændig juridisk enhed, på en række områder sidestilles med et menighedsråd og får eget regnskab, eget budget, egne ansatte m.v.
Til nr. 4
Det følger af § 43 a i lov om menighedsråd, at flere menighedsråd i ét provsti kan beslutte at etablere de i § 42 a og § 43 nævnte former for samarbejde med provstiet som ramme. Beslutning derom skal træffes på budgetsamråd, og udgifterne til samarbejdet finansieres af provstiudvalgskassen, jf. § 5, stk. 6-7, og § 17 g, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi.
Det foreslås i § 43 a, 1. pkt., at ændre ordet »etablere« til »oprette«. Ændringen er alene sproglig og sker for at sikre ensartet sprogbrug i loven.
Det foreslås endvidere, at henvisningen i § 43 a, 2. pkt. til »§ 5, stk. 6-7«, i lov om folkekirkens økonomi ændres til »§ 5, stk. 7 og 9«. Forslaget er en konsekvens af ændringerne i § 5 i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 6, 7 og 8.
Til nr. 5
Det følger af § 43 b, stk. 1, i lov om menighedsråd, at de i § 43, stk. 1-5, nævnte regler om samarbejde mellem menighedsråd finder tilsvarende anvendelse på samarbejde mellem stiftsøvrighed og provstiudvalg, mellem to eller flere stiftsøvrigheder, mellem to eller flere provstiudvalg og mellem menighedsråd og en eller flere stiftsøvrigheder eller provstiudvalg.
Det foreslås at ændre i § 43 b, stk. 1 , således at stiftsrådene tilføjes blandt parter, der kan samarbejde efter § 43 b, i lov om menighedsråd.
Med ændringen i stk. 1, foreslås det, at de i § 43, stk. 1-5, nævnte regler om samarbejde mellem menighedsråd finder tilsvarende anvendelse på samarbejde mellem stiftsøvrighed, stiftsråd og provstiudvalg, mellem to eller flere stiftsøvrigheder, mellem to eller flere stiftsråd, mellem to eller flere provstiudvalg og mellem menighedsråd og en eller flere stiftsøvrigheder, stiftsråd eller provstiudvalg.
Forslaget vil indebære, at stiftsrådene gives mulighed for at samarbejde med andre stiftsråd eller andre kirkelige myndigheder, som er nævnt i bestemmelsen. For at stiftsrådene kan indgå i samarbejder med menighedsråd, provstiudvalg og stiftsøvrigheder og med andre stiftsråd, skal samarbejdets formål være i overensstemmelse med de formål, som ligger inden for de formål som er oplistet i § 23 a, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi. Forslaget vil gøre det muligt at sikre større udbredelse af initiativer hvor flere stiftsråd går sammen, eller sikre større fokus lokalt, hvis stiftsrådet samarbejder med menighedsråd eller provstiudvalg.
Til nr. 6
Det følger af § 43 b, stk. 2, i lov om menighedsråd, at den i § 43, stk. 6, nævnte regel om dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning til et menighedsråd finder tilsvarende anvendelse på et provstiudvalg eller en stiftsøvrighed, hvis det er ønskeligt af hensyn til løsningen af folkekirkelige opgaver i henholdsvis provstiet eller stiftet.
Det foreslås at ændre i § 43 b, stk. 2 , således, at den i § 43, stk. 6, nævnte regel om dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning til et menighedsråd, som tilsvarende finder anvendelse på et provstiudvalg eller en stiftsøvrighed, hvis det er ønskeligt af hensyn til løsningen af folkekirkelige opgaver i henholdsvis provstiet eller stiftet, også kommer til at gælde for stiftsråd.
Forslaget vil indebære, at muligheden for dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning også finder anvendelse på et stiftsråd.
Til nr. 7
Kirkeministeren har efter gældende regler ikke hjemmel til at fastsætte standardmodeller for samarbejdskonstruktioner, idet alle samarbejder efter § 43 b i lov om menighedsråd i dag skal godkendes af kirkeministeren.
Det foreslås at indsætte § 43 c, hvoraf det følger, at kravet om godkendelse efter § 43 b ikke gælder, hvis der anvendes standardmodeller for samarbejdskonstruktioner, som er godkendt af kirkeministeren og offentliggjort som en standardmodel på Kirkeministeriets hjemmeside.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren kan fastsætte standardmodeller for samarbejdskonstruktioner på baggrund af konkret godkendte samarbejdsvedtægter, som forventes at kunne være relevante og anvendelige for andre. Såfremt Kirkeministeriet har godkendt en samarbejdsvedtægt som standardmodel, vil denne fremover kunne anvendes uden Kirkeministeriets forudgående godkendelse til tilsvarende samarbejdskonstruktioner. Når Kirkeministeriet har godkendt en samarbejdsvedtægt som standardmodel, skal dette offentliggøres på Kirkeministeriets hjemmeside.
Formålet med Kirkeministeriets offentliggørelse er at tilgodese en hurtigere og mere tilgængelig proces for parter, som måtte ønske at oprette et tilsvarende samarbejde. Herved gives der mulighed for at oprette et tilsvarende samarbejde uden godkendelse, så længe standardmodellen følges i sin helhed. Det er således ikke muligt at fravige dele af en standardmodel, uden at der i så fald vil være tale om et samarbejde efter § 43 b, som skal indsendes via tjenestevejen og godkendes af Kirkeministeriet.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
Der er efter gældende regler ikke hjemmel til at nedsætte en fællesbestyrelse. Der foreslås indsat et nyt kapitel 8 a i lov om menighedsråd, med titlen ”Fællesbestyrelse”. Det foreslås, at der indsættes §§ 44 a-44 d som nye bestemmelser i det foreslåede kapitel, der regulerer fællesbestyrelsens nedsættelse, sammensætning, tilslutning, virke m.v.
Til § 44 a
Det foreslås at indsætte § 44 a om nedsættelse af en fællesbestyrelse.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at menighedsrådene i et provsti kan nedsætte en fællesbestyrelse.
Forslaget vil indebære, at menighedsrådene får mulighed for at nedsætte en fællesbestyrelse i de provstier, hvor der er et ønske herom.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt. , at hvis provstiet dækker flere ligningsområder, kan der nedsættes en fællesbestyrelse for hvert ligningsområde.
Forslaget vil indebære, at der kan nedsættes en fællesbestyrelse i hvert ligningsområde, hvis provstiet dækker flere ligningsområder. Der er således i nogle tilfælde flere ligningsområder inden for et provsti. Hvis der er væsentlig forskel på det økonomiske grundlag i det enkelte ligningsområde, kan det i visse tilfælde være relevant at nedsætte en fællesbestyrelse for hvert ligningsområde for sig.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt. , at hvis der i ligningsområdet er flere provstier, kan der nedsættes en fællesbestyrelse i ligningsområdet.
Forslaget vil, uanset § 44 a, stk. 1, 1. pkt., indebære, at der kan nedsættes en fællesbestyrelse for menighedsrådene fra flere provstier, hvis der er flere provstier i ligningsområdet. Ofte vil samarbejder være organiseret inden for et provsti, men i særlige tilfælde vil det være relevant at organisere samarbejder, som dækker et helt ligningsområde, således at flere provstier indgår.
Det foreslås i stk. 2, at fællesbestyrelsen kan tildeles kompetence til at træffe beslutninger og administrere alle samarbejder inden for provsti eller ligningsområde, som anført i stk. 1.
Forslaget vil indebære, at fællesbestyrelsen skal varetage de opgaver, som bestyrelsen for et samarbejde ellers er tildelt. I de tilfælde hvor et samarbejde ønsker at benytte fællesbestyrelsen, træder denne i stedet for en selvstændig bestyrelse, som ellers ville være nedsat i samarbejdet. Med de i stk. 1 anførte områder menes de geografiske områder, som er afgrænset af hhv. et provsti eller et ligningsområde.
Det foreslås i stk. 3, at fællesbestyrelsen skal varetage de opgaver, som er optaget i vedtægten for et samarbejde.
Forslaget vil indebære, at fællesbestyrelsen træffer beslutninger og kan tage initiativ i sager og spørgsmål vedrørende de enkelte samarbejder i henhold til de enkelte samarbejders vedtægter. For større samarbejder kan der være medarbejdere tilknyttet samarbejdet, som forelægger sager til beslutning, mens det for mindre samarbejder i højere grad vil være fællesbestyrelsen selv, som forbereder, forelægger og tager beslutning i sagerne. Fællesbestyrelsens opgaver fremgår af vedtægten for det enkelte samarbejde eller i et tillæg hertil.
Det foreslås i stk. 4 , at fællesbestyrelsen selv fastsætter sin forretningsorden.
Forslaget vil indebære, at fællesbestyrelsen selv fastsætter sin forretningsorden. Dette skal ske under hensyntagen til lokale forhold, herunder antallet af tilsluttede samarbejder. I forretningsordenen kan der tages stilling til mødefrekvens, konstituering m.v. og til øvrige forhold som for eksempel om møderne i fællesbestyrelsen er åbne for offentligheden og om deltagelse af observatører, hvis det skønnes relevant. Herved gives der frie rammer til at tilpasse fællesbestyrelsen de særlige lokale vilkår, som kan variere i de enkelte provstier og stifter. Af hensyn til menighedsråds og folkekirkemedlemmers indsigt i arbejdet i fællesbestyrelsen bør det dog under alle omstændigheder tilstræbes, at dagsordener, referater og øvrigt materiale fra fællesbestyrelsens møder offentliggøres.
Forslaget svarer til tilsvarende bestemmelser for menighedsråd og provstiudvalg, som også selv fastsætter deres forretningsorden.
Udgifter til afholdelse af møder, for eksempel kaffe og te m.v., afholdes efter lokal aftale af de menighedsråd, som deltager i samarbejderne.
Til § 44 b
Det foreslås at indsætte § 44 b , om tilslutning til en fællesbestyrelse.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at samarbejder mellem menighedsråd eller mellem menighedsråd og provstiudvalg efter §§ 42 a, 42 b, 43 og 43 b, kan tilslutte sig fællesbestyrelsen.
Forslaget vil indebære, at alle samarbejder mellem menighedsråd eller mellem menighedsråd og provstiudvalg, der oprettes i medfør af i lov om menighedsråd, kan vælge at tilslutte sig fællesbestyrelsen. Dette gælder også samarbejder efter § 43 b, som kræver Kirkeministeriets godkendelse, så længe der er tale om et samarbejde mellem menighedsråd og provstiudvalg. Samarbejder organiseret som selvstændig juridisk enhed kan ikke tilslutte sig fællesbestyrelser.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt. , at hvis et samarbejde tilslutter sig en fællesbestyrelse, skal der ikke være en særskilt bestyrelse for samarbejdet.
Forslaget vil indebære, at et eksisterende samarbejde, der vælger at tilslutte sig fællesbestyrelsen, skal nedlægge sin eksisterende bestyrelse, og at fremtidige samarbejder, der vælger at tilslutte sig fællesbestyrelsen, ikke skal nedsætte en bestyrelse, da fællesbestyrelsen skal varetage de opgaver, som en selvstændig bestyrelse ellers ville varetage i samarbejdet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt. , at tilslutning til fællesbestyrelsen skal fremgå af vedtægten for samarbejdet.
Forslaget vil indebære et krav om, at tilslutningen fremgår af vedtægterne for hvert enkelt samarbejde, som tilslutter sig fællesbestyrelsen. For allerede eksisterende samarbejder vil tilslutning til en fællesbestyrelse kræve en vedtægtsændring eller et tillæg til den eksisterende vedtægt. En tilslutning til fællesbestyrelsen af samarbejder med allerede godkendte vedtægter kræver ikke fornyet godkendelse af Kirkeministeriet, men alene et tillæg til den godkendte vedtægt.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer pligt for hverken allerede eksisterende eller fremtidige samarbejder til at tilslutte sig en fællesbestyrelse.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt ., at hvis der er oprettet flere fællesbestyrelser, jf. § 44 a, stk. 1, skal tilslutningen i overensstemmelse med et nærhedsprincip i forhold til det enkelte samarbejdes omfattede menighedsråd ske til en fællesbestyrelse ud fra følgende prioriterede rækkefølge: 1) En fællesbestyrelse, som dækker et ligningsområde i et provsti 2) En fællesbestyrelse som dækker et provsti 3) En fællesbestyrelse som dækker et ligningsområde med flere provstier.
Der tages med bestemmelsen i § 44 b, stk. 2, højde for, at der kan oprettes flere fællesbestyrelser, som et samarbejde kan tilslutte sig. Samarbejder, som ønsker tilslutning til en fællesbestyrelse, som er oprettet i henhold til den foreslåede § 44 a, vil således skulle vælge en fællesbestyrelse, som dækker et ligningsområde i et provsti, hvis alle de deltagende parter i det pågældende samarbejde er placeret inden for det pågældende ligningsområde. Hvis dette ikke er tilfældet, vælges en fællesbestyrelse, som dækker et provsti, hvis alle de deltagende parter i det pågældende samarbejde i øvrigt er placeret inden for det pågældende provsti. Og hvis dette ikke er tilfældet, vælges en fællesbestyrelse som dækker et ligningsområde med flere provstier. Hvis der ikke er oprettet en fællesbestyrelse for det pågældende ligningsområde med flere provstier, er det ikke muligt for det pågældende samarbejde at tilslutte sig en fællesbestyrelse. Adgangen til at tilslutte sig en fællesbestyrelse indebærer således ikke i sig selv, at et samarbejde kan forlange, at der etableres en fællesbestyrelse.
Det vil således ikke være valgfrit for menighedsrådene i samarbejdet, hvilken fællesbestyrelse som samarbejdet skal underlægges. Dette sker bl.a. for at sikre, at de samarbejdende menighedsråd ikke vælger fællesbestyrelse efter hvor man forventer at få de mest fordelagtige beslutninger. Hvis menighedsrådene i samarbejdet ikke er tilfredse med de beslutninger, som fællesbestyrelsen træffer, vil der fortsat være mulighed for, at menighedsrådene nedsætter en bestyrelse for det enkelte samarbejde i stedet.
Den folkekirkelige provstiinddeling gør, at det ikke alle steder vil være muligt at oprette fællesbestyrelser på alle niveauer. Mange steder vil der være sammenfald mellem provsti og ligningsområde, hvorfor der kun vil kunne oprettes én fællesbestyrelse, som samarbejderne kan tilknyttes.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt. , at det skal fremgå af vedtægten for samarbejdet, at samarbejdet til enhver tid kan udtræde af fællesbestyrelsen.
Forslaget vil indebære, at parterne i et tilsluttet samarbejde til enhver tid kan beslutte at udtræde af fællesbestyrelsen, og understreger dermed, at tilslutningen til fællesbestyrelsen er frivillig for det enkelte samarbejde. Forslaget fastlægger, at dette skal fremgå af vedtægten for det enkelte samarbejde.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt. , at en beslutning herom skal træffes af de samarbejdende parter og meddeles fællesbestyrelsen.
Forslaget vil indebære, at beslutning om at lade et konkret samarbejde udtræde af fællesbestyrelsen skal træffes af parterne i det pågældende samarbejde, og at det er parternes ansvar at meddele dette til fællesbestyrelsen. Det er op til de samarbejdede parter at træffe beslutning om udtræden fra fællesbestyrelsens administration i så god tid, at overdragelse af opgaver m.v. fra fællesbestyrelsen til den nye bestyrelse, jf. den foreslåede § 44 b, stk. 4, kan ske forsvarligt. Det vil for nogle samarbejder være muligt at lade overdragelsen ske med dags varsel, mens der for andre samarbejder kan være behov for en længere overgangsperiode.
Det foreslås i stk. 4, at såfremt et samarbejde udtræder af fællesbestyrelsen, jf. stk. 3, skal der nedsættes en selvstændig bestyrelse for det pågældende samarbejde, som skal fremgå af en revideret vedtægt for samarbejdet.
Forslaget vil indebære, at et samarbejde, der udtræder af fællesbestyrelsen, har pligt til at nedsætte en selvstændig bestyrelse i stedet. Dette skal fremgå af en vedtægtsændring eller et tillæg til vedtægten, hvilket svarer til, hvad der gælder for alle andre ændringer i et samarbejder, som ligeledes vil kræve en justering af vedtægterne. Vedtægterne skal være opdateret på det tidspunkt, hvor opgaver fra fællesbestyrelsen overgår til den nye selvstændige bestyrelse.
Til § 44 c
Det foreslås at indsætte § 44 c om valg til fællesbestyrelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt ., at provstiudvalget skal sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen.
Forslaget vil indebære, at ansvaret for at sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen, placeres hos provstiudvalget.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at valget afholdes i forbindelse med et budgetsamråd, jf. § 5, stk. 8, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget vil indebære, at valget afholdes i forbindelse med et budgetsamråd, og at der således ikke skal indkaldes til et selvstændigt møde, hvor der skal afholdes valg. Der kan indkaldes til et budgetsamrådsmøde, hvis man ønsker at afholde valg til fællesbestyrelsen, og der ikke er planlagt møder i budsamrådet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis der er nedsat en fællesbestyrelse, der dækker flere provstier inden for et ligningsområde, skal budgetudvalgets forretningsførende provst sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen.
Forslaget vil indebære, at i de tilfælde, hvor der er flere provstier inden for et ligningsområde, der har nedsat en fællesbestyrelse inden for ligningsområdet, placeres ansvaret for at sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen, hos den forretningsførende provst i budgetudvalget.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt. , at valget afholdes i forbindelse med et budgetudvalgsmøde jf. § 5, stk. 8, 2. pkt., i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget vil indebære, at valget afholdes i forbindelse med et budgetudvalgsmøde, og at der således ikke skal indkaldes til et selvstændigt møde, hvor der skal afholdes valg. Der kan indkaldes til et budgetudvalgsmøde, hvis man ønsker at afholde valg til fællesbestyrelsen, og der ikke er planlagt møder i budgetudvalget.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt. , at valg til fællesbestyrelsen sker ved simpelt flertal blandt de fremmødte til de i stk. 1 og 2 nævnte møder.
Forslaget vil indebære, at det er de fremmødte mødedeltagere, der vælger fællesbestyrelsen. Dette sker ved simpelt flertal blandt de fremmødte på mødet. Det enkelte budgetsamråd eller budgetudvalg fastsætter selv proceduren for valg til en fællesbestyrelse, idet der er tale om et lokalt anliggende. Formålet er at sikre en smidig procedure for valg til en fællesbestyrelse. For at sikre gennemsigtighed og åbenhed om proceduren bør denne fremgå af fællesbestyrelsens forretningsorden.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt. , at repræsentanterne på budgetsamrådet eller budgetudvalgsmødet hver har én stemme.
Forslaget vil indebære, at deltagerne ikke er bundet af et mandat fra de menighedsråd, de i øvrigt repræsenterer på budgetsamrådet eller budgetudvalgsmødet.
Menighedsrådene har pligt til at lade sig repræsentere på budgetsamrådet ligesom provstiet skal være repræsenteret på budgetudvalgsmøder. Hvis et menighedsråd, uanset årsag, ikke er repræsenteret på budgetsamrådet er det ikke muligt at stemme ved fuldmagt. Det svarer til de gældende regler ved provstiudvalgsmedlemmers fravær på budgetudvalgsmøder, hvor der heller ikke kan stemmes ved fuldmagt.
Til § 44 d
Det foreslås at indsætte § 44 d om fællesbestyrelsens sammensætning.
Det foreslås i stk. 1 , at fællesbestyrelsen skal bestå af mindst 5 medlemmer, som er valgbare til et menighedsråd og ikke undtaget fra valgbarhed i nogen menighedsråd i det område, som fællesbestyrelsen dækker, jf. § 3 i lov om valg til menighedsråd, eller som er født medlem af et menighedsråd i samme område, jf. § 2 i lov om menighedsråd.
Forslaget vil indebære, at muligheden for at være medlem af en fællesbestyrelse tager udgangspunkt i de samme regler, som gælder for valgbarhed og medlemskab af de menighedsråd, som indgår i samarbejder, der kan administreres af fællesbestyrelsen.
Præster ansat i folkekirken er ikke valgbare til menighedsråd, jf. § 3, stk. 2, i lov om valg til menighedsråd, men sognepræster og præster, hvis ansættelse i pastoratet har en varighed af et år eller mere, er fødte medlemmer af et menighedsråd, jf. § 2, stk. 1, i lov om menighedsråd, og vil med forslaget således kunne indgå i en fællesbestyrelse for samarbejder, hvori det pågældende menighedsråd indgår.
Kirkefunktionærer, der ikke er valgbare til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor de har tjenestested efter reglerne i lov om valg til menighedsråd, vil således heller ikke kunne indgå i en fællesbestyrelse for samarbejder, hvori det pågældende menighedsråd indgår.
Selv om medarbejderen ikke bor i et sogn som det ansættende menighedsråd administrerer, er det ikke muligt at vælges til fællesbestyrelsen, da man ikke må være ansat ved nogen af de menighedsråd, som indgår i fællesbestyrelsens dækningsområde.
I lov om menighedsråd reguleres det, at andre præster end de ovenfor nævnte, der er ansat i pastoratet, og præster, som uden at være ansat i pastoratet yder bistand ved pastoratets betjening, har ret til at deltage uden stemmeret i menighedsrådets møder, jf. § 2, stk. 2, i lov om menighedsråd. Tilsvarende har en repræsentant for de kirkefunktionærer, der er ansat eller konstitueret i den eller de menighedsrådskredse, menighedsrådet omfatter, ret til at deltage uden stemmeret i menighedsrådets møder, jf. § 3 i lov om menighedsråd. I forbindelse med valg til en fællesbestyrelse, jf. den foreslåede § 44 c, kan det på den baggrund efter omstændighederne besluttes at give en repræsentant for disse to grupper observatørstatus i fællesbestyrelsen.
Det bør under alle omstændigheder tilstræbes at dagsordener, referater og øvrige materiale fra fællesbestyrelsens møder offentliggøres. Hermed sikres hensynet til både menighedsråds og folkekirkemedlemmers indsigt i arbejdet i fællesbestyrelsen.
Det foreslås i stk. 2 , at flertallet i fællesbestyrelsen skal være læge medlemmer.
Forslaget vil indebære, at fællesbestyrelsen ikke består af et flertal af gejstlige medlemmer for at sikre den demokratiske legitimitet. Gejstligheden er en fællesbetegnelse for præstestanden, og læge medlemmer er således ikke præster, provster eller biskopper.
Det vil ikke være et krav, at fællesbestyrelsen rummer medlemmer fra alle de tilsluttede samarbejder eller alle omfattede menighedsråd, hvilket giver større fleksibilitet i forhold til sammensætning og størrelse af den enkelte fællesbestyrelse, herunder i lyset af de lokale forhold.
Det foreslås i stk. 3 , at fællesbestyrelsens medlemmer vælges for to år og således, at halvdelen af fællesbestyrelsens medlemmer er på valg hvert år.
Forslaget vil indebære en fleksibel proces i forhold til valgene, idet et valg til fællesbestyrelsen kan holdes på et hvilket som helst tidspunkt, så længe perioden på to år overholdes. Der sikres endvidere kontinuitet i fællesbestyrelsen ved, at halvdelen af fællesbestyrelsens medlemmer er på valg hvert år. Ved det første valg sikres dette ved, at halvdelen af medlemmerne kun vælges for et år, mens den anden halvdel vælges for to år.
Såfremt fællesbestyrelsen består af et ulige antal medlemmer, skal det antal medlemmer, der ved det første valg vælges for ét år, rundes op til næste hele, mens det antal, der ved første valg vælges for to år, rundes ned. Det vil for en fællesbestyrelse på f.eks. 5 medlemmer betyde, at der til første valg til fællesbestyrelsen vælges 3 medlemmer for ét år og 2 medlemmer for to år.
Det vil ikke være en forudsætning for at være medlem af en fællesbestyrelse, at man samtidig er medlem af et menighedsråd. Medlemskab af en fællesbestyrelse bortfalder derfor ikke, hvis et bestyrelsesmedlem inden for den udpegede periode enten bliver eller ophører med at være medlem af et menighedsråd, medmindre ophør af medlemskab af et menighedsråd skyldes, at vedkommende ikke længere er valgbar til et menighedsråd inden for fællesbestyrelsens område.
Til nr. 1
Det fremgår af § 1 i lov om folkekirkens økonomi, at der ved hvert menighedsråd oprettes en kirkekasse, der bestyres af menighedsrådet.
Det foreslås, at der i § 1 indsættes et nyt stk. 2 til bestemmelsen, hvoraf det følger, at et samarbejde mellem flere menighedsråd efter §§ 42 a og 43 i lov om menighedsråd kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab, såfremt samarbejdets omfang udgør 1) minimum 3 årsværk eller 2) en omsætning på mindst 2 millioner kr. om året.
Forslaget vil indebære, at der gives mulighed for, at samarbejder mellem menighedsråd oprettes som selvstændige juridiske enheder med eget regnskab, eget cvr-nummer og mulighed for at ansætte medarbejdere. Muligheden for at oprette samarbejder mellem menighedsråd som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab skal ses som en undtagelse til stk. 1, hvorefter det kun er muligt ved hvert menighedsråd at oprette én kirkekasse, der bestyres af menighedsrådet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer i § 42 a, stk. 1, og § 43, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og nr. 3, hvor der indføres mulighed for, at samarbejder mellem menighedsråd kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed, såfremt kriterierne, som er fastsat i den foreslåede § 1, stk. 2, er opfyldt.
Forslaget vil indebære, at samarbejder, der minimum har et omfang, som udgør 3 årsværk eller en omsætning på 2 millioner kr. om året, kan oprettes som selvstændige juridiske enheder. Den fastsatte mindstestørrelse skal sikre, at administrative udgifter til oprettelse og drift af nye juridiske enheder står i et rimeligt forhold til samarbejdets økonomiske omfang. Hensigten er endvidere at sikre, at udgangspunktet i § 1, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi ikke fraviges, medmindre der er tale om et så økonomisk omfattende samarbejde, at det lokalt vurderes hensigtsmæssigt at adskille det fra det enkelte menighedsråds kirkekasse. Minimumsgrænsen for, hvornår et samarbejde kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed, er fastsat ud fra erfaringerne fra forsøgsordningerne under lov om forsøg i folkekirken.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt stk. 3 , hvoraf det følger, at stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for en kirkegård, som bestyres efter § 1, stk. 4, eller § 3 i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.
Forslaget vil medføre, at en kirkegård, der ejes af flere kirker i fællesskab, på samme vilkår som samarbejder efter den foreslåede § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi kan oprettes som selvstændig juridisk enhed. En kirkegård i fælles ejerskab mellem flere menighedsråd vil oftest have en stor økonomi, som i givet fald vil kunne holdes adskilt fra menighedsrådenes regnskaber.
Med forslaget til et nyt stk. 2 og 3 gives der en mulighed, som de samarbejdende parter kan vælge at benytte sig af for at lette adskillelsen fra menighedsrådenes egne kasser og herved sikre gennemsigtighed. Der er således ikke tale om en obligatorisk ordning.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af § 4, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at provstiudvalget fastsætter foreløbige driftsrammer for kirkekasserne i provstiet og meddeler disse til menighedsrådene. Provstiudvalget kan ved den foreløbige rammefastsættelse reservere et beløb til prioritering i forbindelse med fastlæggelse af de endelige driftsrammer og anlægsbevillinger.
Det følger videre af § 4, stk. 2, at menighedsrådene på baggrund af de foreløbige driftsrammer udarbejder budgetbidrag vedrørende driftsrammen samt eventuelle ønsker om yderligere driftsudgifter og anlægsbevillinger. Budgetbidraget skal indeholde angivelse af de stillinger, som budgettet omfatter.
Videre følger det af § 4, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi, at hvor der er flere menighedsråd i et pastorat, udarbejdes budgetbidraget og eventuelle ønsker om yderligere driftsudgifter og bevillinger til anlæg for præsteembedets faste ejendomme på et fællesmøde mellem menighedsrådene. Menighedsrådene indhenter til brug for fællesmødet en udtalelse fra præstegårdsudvalget. På fællesmødet træffes beslutning om budgetbidraget for præsteembedets faste ejendomme ved stemmeflertal.
I § 4, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi er det fastsat, at budgetbidrag m.v. som nævnt i stk. 2 og 3 indsendes til provstiudvalget inden en af provstiudvalget fastsat frist.
Det foreslås at ophæve § 4 . Forslaget er begrundet i, at bestemmelserne om provstiudvalgets ansvar i budgetprocessen samles og opdateres i den foreslåede § 7, og at menighedsrådenes ansvar i budgetprocessen samles og opdateres i den foreslåede § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 og 11. Formålet er endvidere med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelserne at fastsætte nærmere regler om budgetprocessen, herunder at gøre budgetprocessen mere fleksibel for at kunne tilpasses lokale forhold og ønsker.
Forslaget vil indebære, at der ikke længere vil være lovkrav om, at budgetprocessen skal omfatte foreløbige rammeudmeldinger fra provstiudvalget samt indsendelse af budgetbidrag og -ønsker fra menighedsrådene inden for en af provstiudvalget fastsat frist.
Reglerne herom vil i stedet blive fastsat med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelserne i de foreslåede §§ 7 og 7 a. Hensigten er bl.a. at muliggøre større fleksibilitet i budgetprocessen, da kun de helt centrale frister og procestrin forventes at blive fastholdt som obligatoriske for alle. Bemyndigelsesbestemmelserne vil dog også blive anvendt til at fastlægge mere detaljerede frister i form af en standard budgetproces, som menighedsråd og selvstændige juridiske enheder skal benytte, hvis ikke provstiudvalget, efter høring af menighedsrådene, har fastsat en lokalt tilpasset proces.
Til nr. 3
Det følger af § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådene på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd kan beslutte at flytte kompetence fra provstiudvalget til budgetsamrådet. Beslutningen er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode. Provstiudvalgets og budgetsamrådets kompetencer fastlægges i en vedtægt. Budgetsamrådet kan overtage provstiudvalgets kompetence til at fastsætte de overordnede målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv, jf. § 6, stk. 2, fastsætte de i § 7, stk. 1-2, nævnte rammer og bevillinger, og fastsætte det i § 7 a, stk. 1-2, nævnte ligningsbeløb til kommunens kirkekasser, medmindre dette fastsættes af et budgetudvalg, jf. § 17 c. Ved det besluttende budgetsamråds fastsættelse af ligningsbeløbet finder § 7, stk. 5, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 4, nr. 2 , således at henvisningen til »§ 7, stk. 1-2« ændres til »§ 7, stk. 1«.
Forslaget er en tilpasning som følge af de foreslåede ændringer i § 7 i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Til nr. 4
Det følger af § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådene på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd kan beslutte at flytte kompetence fra provstiudvalget til budgetsamrådet. Beslutningen er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode. Provstiudvalgets og budgetsamrådets kompetencer fastlægges i en vedtægt. Budgetsamrådet kan overtage provstiudvalgets kompetence til at fastsætte de overordnede målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv, jf. § 6, stk. 2, fastsætte de i § 7, stk. 1-2, nævnte rammer og bevillinger, og fastsætte det i § 7 a, stk. 1-2, nævnte ligningsbeløb til kommunens kirkekasser, medmindre dette fastsættes af et budgetudvalg, jf. § 17 c. Ved det besluttende budgetsamråds fastsættelse af ligningsbeløbet finder § 7, stk. 5, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 4, nr. 3 , således at henvisningen til »§ 7 a, stk. 1-2« ændres til »§ 7, stk. 2« og »§ 7, stk. 5, 2. pkt.« ændres til »§ 7, stk. 6, 2. pkt.« og » til kommunens kirkekasser« udgår.
Forslaget er en tilpasning som følge af de foreslåede ændringer i § 7 og § 7 a i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 og 11.
Til nr. 5
Det følger af § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådene på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd kan beslutte at flytte kompetence fra provstiudvalget til budgetsamrådet. Beslutningen er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode. Provstiudvalgets og budgetsamrådets kompetencer fastlægges i en vedtægt. Budgetsamrådet kan overtage provstiudvalgets kompetence til at, fastsætte de overordnede målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv, jf. § 6, stk. 2, fastsætte de i § 7, stk. 1-2, nævnte rammer og bevillinger og fastsætte det i § 7 a, stk. 1-2, nævnte ligningsbeløb til kommunens kirkekasser, medmindre dette fastsættes af et budgetudvalg, jf. § 17 c. Ved det besluttende budgetsamråds fastsættelse af ligningsbeløbet finder § 7, stk. 5, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 4 , ved at indsætte et nyt nr. 4 om at fastsætte størrelse og udmøntning af reserven, jf. § 7, stk. 3 og 4.
Forslaget vil indebære en udvidelse af de områder, hvor budgetsamrådet kan overtage provstiudvalgets kompetence.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 10, hvorefter provstiets reserve ikke længere er begrænset til at udgøre højst 5 procent af ligningsbeløbet, men fastsættes af provstiudvalget. Med forslaget kan fastsættelsen af størrelse og udmøntning fastsættes af budgetsamrådet, hvis menighedsrådene på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd beslutter at flytte kompetencen fra provstiudvalget til budgetsamrådet.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte at overtage provstiudvalgets kompetence til at fastsætte de overordnede målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv, det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser samt fordeling af ligningsbeløbet mellem kommunens kirkekasser.
Det følger endvidere af § 5, stk. 5, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte, at personalenormeringen fastlægges af provstiudvalget og i så fald fastlægge retningslinjer for personalenormering. Beslutningen træffes på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd og er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode.
Det følger videre af § 5, stk. 6, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte at iværksætte samarbejde efter § 43 a, stk. 1, i lov om menighedsråd.
Det foreslås, at der i bestemmelsen, indsættes som nyt stk. 6 , hvorefter budgetsamrådet hvert år som en del af budgetprocessen kan beslutte, om der skal fastsættes en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet, jf. § 7, stk. 3.
Herved foreslås det, at det er budgetsamrådet, der beslutter, om der i forbindelse med budgetprocessen skal fastsættes en reserve i provstiudvalgskassen, som kan anvendes i løbet af budgetåret. Forslaget vil indebære, at budgetsamrådet årligt beslutter, om der skal fastsættes en reserve for det kommende budgetår, og herved sikres det, at menighedsrådene i budgetsamrådet løbende kan evaluere, om reserven tjener det ønskede formål. Hvis budgetsamrådet beslutter, at der skal fastsættes en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet, fastsætter provstiudvalget reservens præcise størrelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.7.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte at overtage provstiudvalgets kompetence til at fastsætte de overordnede målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv, det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser samt fordeling af ligningsbeløbet mellem kommunens kirkekasser.
Det følger endvidere af § 5, stk. 5, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte, at personalenormeringen fastlægges af provstiudvalget og i så fald fastlægge retningslinjer for personalenormering. Beslutningen træffes på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til menighedsråd og er bindende for menighedsrådenes funktionsperiode.
Det følger videre af § 5, stk. 6, i lov om folkekirkens økonomi, at budgetsamrådet kan beslutte at iværksætte samarbejde efter § 43 a, stk. 1, i lov om menighedsråd.
Det foreslås, at der i bestemmelsen indsættes et nyt stk. 8 , hvorefter budgetsamrådet på menighedsrådenes foranledning nedsætter en fællesbestyrelse til administration af samarbejder, jf. § 44 c i lov om menighedsråd. Er der nedsat et budgetudvalg, jf. § 17 c, stk. 1, træffes beslutningen i budgetudvalget.
Forslaget vil indebære, at budgetsamrådet, når menighedsrådene har truffet beslutning om, at et samarbejde skal administreres af en fællesbestyrelse, nedsætter fællesbestyrelsen. Forholdet gør sig gældende, hvis en fællesbestyrelse ønskes nedsat til administration af samarbejder indenfor provstiet eller et ligningsområde indenfor provstiet. Hvis der ønskes nedsat en fællesbestyrelse til administration af samarbejder på tværs af flere provstier i et ligningsområde, skal beslutningen om nedsættelse af et sådant træffes af budgetudvalget.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter budgetsamrådet kan nedsætte en fællesbestyrelse.
Til nr. 8
Det følger af § 5, stk. 7, i lov om folkekirkens økonomi, at når der på budgetsamrådet træffes beslutning om en ændret kompetencefordeling, jf. stk. 4-5, eller om etablering af samarbejde, jf. stk. 6, vægtes det enkelte menighedsråds stemme i forhold til antal af valgte medlemmer i det enkelte råd, og beslutningen træffes ved kvalificeret flertal på 2/3. Et samarbejde med provstiet som ramme, jf. stk. 6, ophører, hvis der på et efterfølgende budgetsamråd ikke er et kvalificeret flertal som nævnt i 1. pkt. for at fortsætte samarbejdet. Ved øvrige beslutninger vægtes stemmerne også som nævnt i 1. pkt., og beslutninger træffes ved stemmeflertal.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 7, som bliver stk. 9, således at henvisningen til »stk. 6« to steder i bestemmelsen ændres til »stk. 7«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 6, hvor der tilføjes et nyt stk. 6, i § 5 i lov om folkekirkens økonomi. Bestemmelsens gældende stk. 6 bliver herefter til stk. 7, hvorefter henvisningerne hertil justeres.
Til nr. 9
Det følger af § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, at på budgetsamrådet belyses de økonomiske forhold i provstiet, ligesom målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv skal drøftes.
Videre følger det af § 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådenes ønsker om nye større udgiftskrævende opgaver skal drøftes.
Endelig følger det af § 6, stk. 1, 3. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, at den i 2. pkt. nævnte drøftelse skal ske med udgangspunkt i de fremsendte budgetbidrag, jf. § 4, stk. 2-3.
Det foreslås, at ophæve § 6, stk. 1, 3. pkt .
Forslaget vil indebære, at der ikke længere fastsættes bestemmelser for, hvordan menighedsrådenes ønsker om nye større udgiftskrævende opgaver drøftes på budgetsamrådet, herunder med henvisning til de fremsendte budgetbidrag, jf. § 4, stk. 2-3, i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvor bestemmelsen om menighedsrådenes fremsendelse af foreløbige budgetbidrag i § 4 foreslås ophævet. Kirkeministeren bemyndiges i stedet med forslaget til § 7, stk. 6, i lov om folkekirkens økonomi til at fastsætte de nærmere regler om udmelding af driftsramme, anlægsbevillinger, projektbevillinger og med forslaget til § 7 a, stk. 5, til at fastsætte nærmere regler om budgetternes fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse, indsendelse til provstiudvalget, og offentliggørelse, samt tilsyn og forhold vedrørende præsteembedets faste ejendomme, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 og 11.
Til nr. 10
Det følger af § 7, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at efter budgetsamrådet fastsætter provstiudvalget rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og bevilling for kirkekassens anlægsudgifter.
Det følger af § 7, stk. 2, at provstiudvalget fastsætter rammebevillingen for driftsudgifter og bevilling til anlægsudgifter for præsteembedets faste ejendomme, hvor der er flere menighedsråd.
Det følger af § 7, stk. 3, at menighedsrådet fastsætter budgettet for det kommende regnskabsår inden for den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter og, jf. stk. 1 og 2.
Det følger af § 7, stk. 4, at menighedsrådene fastsætter budgettet inden for den rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter for præsteembedets faste ejendomme, som provstiudvalget har fastsat, jf. stk. 2. Menighedsrådene indhenter til brug for fællesmødet en udtalelse fra præstegårdsudvalget. På fællesmødet træffes beslutning om budgetbidraget for præsteembedets faste ejendomme ved stemmeflertal.
Det følger af § 7, stk. 5, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer som nævnt i stk. 1 og 2 og om fastsættelse og indsendelse til provstiudvalget af budgetter for kirkekasserne. Kirkeministeren kan ikke fastsætte regler om størrelsen af kirkekassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.
Det følger endvidere af § 7 a, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at ligningsbeløbet til kommunens kirkekasser fastsættes af provstiudvalget, jf. dog § 5, stk. 4, og §§ 17 c-17 d.
Det følger af § 7 a, stk. 2, at provstiudvalget ved ligningsbeløbets fastsættelse har adgang til at afsætte midler til en reserve på op til 5 % af ligningsbeløbet. Ved forbrug af reserven har provstiudvalget det følgende år mulighed for at forhøje ligningen med henblik på reservens reetablering. Reserven kan anvendes til dækning af uforudsete udgifter i ligningsområdet. Provstiudvalget kan af reserven yde et likviditetslån med en løbetid på maksimalt 12 måneder. Provstiudvalget fastsætter betingelserne for likviditetslånet.
Det følger endelig af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, at ligningsbeløbet til kirkekasserne og provstiudvalgskasserne samt landskirkeskat pålignes folkekirkens medlemmer under ét efter samme regler, hvorefter kommunal indkomstskat svares til vedkommende kommune, dog at den kirkelige ligningsprocent fastsættes med 2 decimaler.
Det foreslås at nyaffatte § 7 med henblik på at samle og opdatere bestemmelserne om provstiudvalgets ansvar i budgetprocessen for at fastsætte rammer og bevillinger for de lokale kasser samt for på den baggrund at fastsætte det ligningsbeløb, som skal opkræves hertil af kommunen. Nyaffatningen skal ses i sammenhæng med ophævelsen af § 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, og nyaffatningen af § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.
Den foreslåede bestemmelse viderefører grundlæggende provstiudvalgets ansvar for at fastsætte rammer og bevillinger for kirkekassen og for præsteembedets faste ejendomme, hvor der er flere menighedsråd, samt for at fastsætte ligningsbeløbet for kommunens kirkekasser.
Bestemmelsen tager dog som noget nyt højde for tilfælde, hvor provstiudvalget også skal fastsætte rammer, bevilling og ligningsbeløb for selvstændige juridiske enheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. Herudover indføres der desuden som noget nyt mulighed for at fastsætte projektbevillinger i tillæg til driftsramme og anlægsbevillinger.
Det foreslås i stk. 1, at provstiudvalget efter budgetsamrådet fastsætter driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for kirkekasser, jf. § 1, stk. 1, selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, og præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at provstiudvalget fastsætter driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for kirkekasser, jf. § 1, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at provstiudvalget fastsætter driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget.
Endelig foreslås det i stk. 1, nr. 3, at provstiudvalget fastsætter driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som led i den årlige budgetproces stadig fastsætter rammebevilling for driftsudgifter og bevilling til anlægsudgifter for kirkekassen samt for præsteembedets faste ejendomme, hvor der er flere menighedsråd, idet der foretages en sproglig forenkling ved betegnelserne ”driftsramme” og ”anlægsbevilling”.
Med forslaget indføres endvidere som noget nyt mulighed for, at provstiudvalget kan fastsætte projektbevillinger i tillæg til driftsramme og anlægsbevillinger.
Projektbevillinger kan anvendes til afgrænsede projekter f.eks. anskaffelse af nye maskiner eller materielindkøb, som ikke indgår i et anlægsprojekt, vedligeholdelsesarbejder, som ikke kan kategoriseres som et anlægsprojekt, eller særlige arrangementer eller projekter som kirkejubilæer m.v. Med projektbevillinger bliver det muligt at skabe overblik over de klart definerede og tidsbegrænsede driftsprojekter, da projekterne kan have stor betydning for økonomien i kassen.
Ved oprettelse som projektbevilling sikres det, at den del af bevillingen som er afsat til konkrete projekter holdes adskilt fra den øvrige drift. Der skal aflægges et særskilt regnskab for projektet ved projektets afslutning.
Forslaget vil herudover indebære, at provstiudvalget som led i den årlige budgetproces også fastsætter driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget.
Forslaget tager således højde for tilfælde, hvor provstiudvalget også skal fastsætte rammer, bevilling og ligningsbeløb for selvstændige juridiske enheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 1. Som udgangspunkt vil driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for en selvstændig juridisk enhed skulle fastsættes af de deltagende menighedsråd i henhold til samarbejdsvedtægten, jf. §§ 42 a, stk. 2, og 43, stk. 2, i lov om menighedsråd. De deltagende menighedsråd finansierer i så fald den selvstændige juridiske enhed ud af de rammer og bevillinger, som provstiudvalget har fastsat for de pågældende kirkekasser, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 1. De deltagende menighedsråd har dog mulighed for at beslutte at flytte kompetencen til at fastsætte driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for en selvstændig juridisk enhed til provstiudvalget. Fastsættelsen sker i så fald med hjemmel i den foreslåede bestemmelses nr. 2.
Det foreslås i stk. 2 , at provstiudvalget på baggrund af stk. 1 fastsætter det ligningsbeløb, som skal opkræves af kommunen, jf. dog § 5, stk. 4, og §§ 17 c-17 d.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som led i den årlige budgetproces stadig fastsætter ligningsbeløbet til kommunens kirkekasser, idet det tydeliggøres, at det samlede ligningsbeløb som hidtil også skal tage højde for rammer og bevillinger til præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Forslaget vil endvidere indebære, at provstiudvalget ved fastsættelsen af det samlede ligningsbeløb også skal tage højde for driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til selvstændige juridiske enheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget.
Forslaget vil endelig indebære, at de gældende undtagelser til, hvornår ligningsbeløbet fastsættes af provstiudvalget, fastholdes uændrede. Det gælder således for det første fortsat, at menighedsrådene på det første budgetsamrådsmøde efter nyvalg kan beslutte at flytte kompetencen til at fastsætte ligningsbeløbet til kommunens kirkekasser til et besluttende budgetsamråd, jf. § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi.
Det gælder for det andet fortsat, at ligningsbeløbet i kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere provstier, enten fastsættes af et budgetudvalg, jf. § 17 c, eller af provstiudvalget eller budgetsamrådet i det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor, jf. § 17 d.
Det foreslås i stk. 3., 1. pkt., at provstiudvalget ved ligningsbeløbets fastsættelse har adgang til at afsætte midler til en reserve på op til 5 % af ligningsbeløbet.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som hidtil har mulighed for at afsætte op til 5 % af ligningsbeløbet til en reserve. Der er ikke krav om, at provstiudvalget anvender denne mulighed, ligesom det er op til provstiudvalget, hvor stort et beløb der afsættes, så længe dette ikke overstiger 5 % af det samlede ligningsbeløb til menighedsråd og provstiudvalg.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt ., at provstiudvalget ved forbrug af reserven det følgende år har mulighed for at forhøje ligningen med henblik på reservens reetablering.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som hidtil ved forbrug af reserven har mulighed for at forhøje ligningen for at reetablere reserven, således at det også i efterfølgende år er muligt at disponere over en reserve på op til 5 % af ligningsbeløbet. Provstiudvalget skal ved opfyldning af reserven i forbindelse med budgetprocessen tage udgangspunkt i det af reserven anvendte beløb, samt eventuelle beløb som med sikkerhed vil blive anvendt fra reserven i den resterende del af året. Beløb som med sikkerhed anvendes, kan være puljer som altid udloddes, eller beløb, der allerede er truffet beslutning om at disponere, men som fortsat henstår på reserven i provstiudvalgskassen. Der kan således ikke opkræves midler til reserven i forbindelse med fastsættelsen af kirkeskatten, hvis der alene er tale om en forventning om forbrug af midler. Der må med andre ord ikke træffes beslutning om opkrævning af kirkeskat til reetablering af reserven op til 5 %, hvor der er risiko for, at balancen overstiger 5 %.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt. , at provstiudvalget kan afsætte en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet, hvis det besluttes af budgetsamrådet, jf. § 5, stk. 6.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som noget nyt ved ligningsbeløbets fastsættelse har adgang til at afsætte midler til en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet, såfremt dette bliver besluttet af budgetsamrådet. Budgetsamrådet kan således ifølge den foreslåede § 5, stk. 6, hvert år beslutte, om der i forbindelse med budgetprocessen skal fastsættes en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet, jf. lovforslagets § 2, stk. 6.
Kravet om budgetsamrådsbeslutning som forudsætning for, at provstiudvalget kan fastsætte en større reserve end 5 % af ligningsbeløbet, er begrundet i, at reserven i så fald vurderes at ville udgøre en væsentlig del af det samlede økonomiske råderum inden for ligningsområdet. Menighedsrådene skal således fortsat råde over tilstrækkelige midler til at drive den kirkelige virksomhed m.v. Den største del af ligningsbeløbet bør således prioriteres i forbindelse med den ordinære budgetproces, og ikke ved udlodning af midler fra reserven.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at provstiudvalget i løbet af året efter ansøgning fra menighedsrådene kan bevilge anvendelse af reserven til dækning af de i § 2 anførte formål, herunder til uforudsete udgifter.
Forslaget vil indebære, at anvendelsesområdet for reserven udvides fra alene at omfatte uforudsete udgifter i ligningsområdet til, at reserven kan anvendes til alle kirkelige formål hos de pågældende menighedsråd som omfattet af § 2 i lov om folkekirkens økonomi.
Forslaget vil endvidere som noget nyt indebære, at reserven i løbet af budgetåret kan udmøntes i form af tillægsbevillinger efter ansøgning fra menighedsrådene. Hensigten er at muliggøre en mere fleksibel og løbende økonomistyring inden for provstiet, hvilket er en udvidelse i forhold til den gældende bestemmelse, hvor provstiudvalget alene har mulighed for at udmønte midler, hvis udgifterne som menighedsrådet søger midler til, er uforudsete og uopsættelige.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt. , at provstiudvalget af reserven kan yde et likviditetslån til menighedsråd med en løbetid på maksimalt 12 måneder.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som hidtil kan yde et likviditetslån af reserven til menighedsrådene med en løbetid på maksimalt 12 måneder. Det enkelte menighedsråd bør ikke bevilges likviditetslån til driftsformål og må for eksempel ikke oprette en kassekredit, da det vil være i modstrid med rammestyringen. I tilfælde af en akut likviditetskrise viderefører bestemmelsen dog den eksisterende mulighed for, at provstiudvalget efter ansøgning fra menighedsrådet kan yde et midlertidigt, kortvarigt likviditetslån af reserven. Det bør indgå i provstiudvalgets vurdering af bevillingen af et likviditetslån, at menighedsrådet inden for de kommende 12 måneder skal være i stand til at tilbagebetale hele lånet.
Muligheden gælder alene for menighedsråd og ikke for selvstændige juridiske enheder. Menighedsråd, som etablerer et samarbejde som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, overlader dermed ansvaret for økonomi og drift til bestyrelsen for samarbejdet. Hvis samarbejdet ikke har likviditet til at afholde udgifter til løn m.v., vil de samarbejdende menighedsråd, som samarbejdets parter, dog være ansvarlige for at sikre løsning af de opståede problemer. Det er således også de samarbejdende menighedsråd, og ikke bestyrelsen, som må etablere lån i reserven, hvis der er et behov.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt. , at provstiudvalget fastsætter betingelserne for likviditetslånet.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget ved bevilling af likviditetslån som hidtil skal fastsætte betingelserne for lånet. Betingelserne kan evt. omfatte rente, tilbagebetalingstidspunkt og dokumentation for lånets anvendelse, idet løbetiden dog altid maksimalt må være 12 måneder.
Det foreslås i stk. 5, at provstiudvalget efter høring af menighedsrådene kan anvende reserven til dækning af de i § 17 g i lov om folkekirkens økonomi anførte formål, herunder til uforudsete udgifter.
Forslaget fastsætter anvendelsesområdet for reserven til at omfatte de formål, som provstiudvalgskassen kan dække, dog således at menighedsrådene i givet fald høres først.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget skal sikre høring af menighedsrådene, hvis reserven skal udmøntes til aktiviteter, som henhører under eller er delegeret til provstiudvalget. Det er en forudsætning, at provstiudvalget sikrer, at menighedsrådene får tid nok til at behandle anmodningen og give et høringssvar. Alternativt kan det besluttes af provstiudvalget, at høringen kan foregå i forbindelse med et møde i budgetsamrådet. Her er det dog ligeledes en forudsætning, at menighedsrådenes repræsentanter har haft mulighed for forudgående drøftelse af anmodningen med deres menighedsråd.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse og udmelding af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger, jf. stk. 1, og om fastsættelse og udmøntning af en reserve, jf. stk. 3-5.
Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 7, stk. 5, i lov om folkekirkens økonomi, videreføres i forslaget som § 7, stk. 6, idet bestemmelsen udvides med mulighed for at fastsætte nærmere regler om fastsættelse og udmøntning af en reserve.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer og bevillinger for kirkekassen og for præsteembedets faste ejendomme, hvor der er flere menighedsråd, idet det tydeliggøres, at bestemmelsen vedrører fastsættelse og udmelding af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger, og idet dette også omfatter fastsættelse og udmelding af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen hertil til provstiudvalget.
Forslaget skal ses i lyset af forslaget om ophævelse af § 4 i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2 nr. 2, samt af forslaget om nyaffatning af § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 11. Det er således hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i de foreslåede §§ 7, stk. 6, og 7 a, stk. 5, til at fastsætte nærmere regler om budgetprocessen, herunder for at muliggøre større fleksibilitet. Bemyndigelsesbestemmelserne skal anvendes til at fastlægge mere detaljerede frister i form af en standard budgetproces, som menighedsråd og selvstændige juridiske enheder skal benytte, hvis ikke provstiudvalget, efter høring af menighedsrådene, har fastsat en lokalt tilpasset proces.
Forslaget vil som noget nyt omfatte mulighed for, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse og udmøntning af en reserve.
Forslaget vil indebære, at der kan fastsættes bestemmelser vedrørende fastsættelse og udmøntning af en reserve. Fastsættelse og udmøntning skal ske efter lokal vurdering inden for rammerne af den foreslåede § 7, stk. 3-5. I lyset af det udvidede anvendelsesområde og muligheden for at fastsætte en reserve, der overstiger 5 % af ligningsmidlerne, vurderes det dog hensigtsmæssigt, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende ansøgning til reserven, beslutningsprocesser og regnskabsmæssig håndtering.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at kirkeministeren ikke kan fastsætte regler om størrelsen af kirkekassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren som hidtil ikke kan anvende bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6, 1. pkt., til at fastsætte regler om størrelsen af kirkekassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.
Eftersom det udelukkende er provstiudvalget, der kan fastsætte ligningsbeløb, og kirkeministeren ikke kan fastsætte regler om størrelsen af de lokale udgifter eller af den lokale ligning eller kirkeskatteprocent, har menighedsråd og selvstændige juridiske enheder således heller ikke adgang til at klage til kirkeministeren over det fastsatte ligningsbeløb eller de økonomiske rammer, som provstiudvalget har fastsat.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 7, stk. 5, 2. pkt., i lov om folkekirkens økonomi.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4.3. og 3.5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af § 4, stk. 1, at provstiudvalget fastsætter foreløbige driftsrammer for kirkekasserne i provstiet og meddeler disse til menighedsrådene. Provstiudvalget kan ved den foreløbige rammefastsættelse reservere et beløb til prioritering i forbindelse med fastlæggelse af de endelige driftsrammer og anlægsbevillinger.
Det følger af § 4 stk. 2, at menighedsrådene på baggrund af de foreløbige driftsrammer udarbejder budgetbidrag vedrørende driftsrammen samt eventuelle ønsker om yderligere driftsudgifter og bevillinger til anlæg. Budgetbidraget skal indeholde angivelse af de stillinger, som budgettet omfatter.
Herudover følger det af § 4, stk. 3, at hvor der er flere menighedsråd i et pastorat, udarbejdes budgetbidraget og eventuelle ønsker om yderligere driftsudgifter og bevillinger til anlæg for præsteembedets faste ejendomme på et fællesmøde mellem menighedsrådene. Menighedsrådene indhenter til brug for fællesmødet en udtalelse fra præstegårdsudvalget. På fællesmødet træffes beslutning om budgetbidraget for præsteembedets faste ejendomme ved stemmeflertal.
Endelig følger det af § 4, stk. 4, at budgetbidrag m.v. som nævnt i stk. 2 og 3 indsendes til provstiudvalget inden en af provstiudvalget fastsat frist.
Det følger af § 7, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at efter budgetsamrådet fastsætter provstiudvalget rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og bevilling for kirkekassens anlægsudgifter.
Det følger af § 7, stk. 2, at provstiudvalget fastsætter rammebevillingen for driftsudgifter og bevilling til anlægsudgifter for præsteembedets faste ejendomme, hvor der er flere menighedsråd.
Det følger af § 7, stk. 3, at menighedsrådet fastsætter budgettet for det kommende regnskabsår inden for den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter og, jf. stk. 1 og 2.
Det følger af § 7, stk. 4, at menighedsrådene fastsætter budgettet inden for den rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter for præsteembedets faste ejendomme, som provstiudvalget har fastsat, jf. stk. 2. Menighedsrådene indhenter til brug for fællesmødet en udtalelse fra præstegårdsudvalget. På fællesmødet træffes beslutning om budgetbidraget for præsteembedets faste ejendomme ved stemmeflertal.
Det følger af § 7, stk. 5, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer som nævnt i stk. 1 og 2 og om fastsættelse og indsendelse til provstiudvalget af budgetter for kirkekasserne. Kirkeministeren kan ikke fastsætte regler om størrelsen af kirkekassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.
Det følger endvidere af § 7 a, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at ligningsbeløbet til kommunens kirkekasser fastsættes af provstiudvalget, jf. dog § 5, stk. 4, og §§ 17 c-17 d.
Det følger af § 7 a, stk. 2, at provstiudvalget ved ligningsbeløbets fastsættelse har adgang til at afsætte midler til en reserve på op til 5 % af ligningsbeløbet. Ved forbrug af reserven har provstiudvalget det følgende år mulighed for at forhøje ligningen med henblik på reservens reetablering. Reserven kan anvendes til dækning af uforudsete udgifter i ligningsområdet. Provstiudvalget kan af reserven yde et likviditetslån med en løbetid på maksimalt 12 måneder. Provstiudvalget fastsætter betingelserne for likviditetslånet.
Det foreslås at nyaffatte § 7 a med henblik på at samle og opdatere bestemmelserne om menighedsrådenes ansvar i budgetprocessen for at fastsætte og disponere budgetterne inden for den økonomiske ramme, som provstiudvalget har fastsat. Nyaffatningen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 7, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, hvor bestemmelserne om provstiudvalgets ansvar for at fastsætte ligningsbeløbet i stedet indarbejdes.
Bestemmelsen viderefører grundlæggende menighedsrådenes ansvar for at fastsætte budgettet for kirkekassen og for at fastsætte budgettet for præsteembedets faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om præsteembedernes faste ejendomme, herunder for afholdelse af fællesmøde og indhentelse af udtalelse fra præstegårdsudvalget.
Det foreslås som noget nyt, at der indføres et krav om, at menighedsrådet skal udarbejde målsætninger og indarbejde disse i menighedsrådets budget.
Bestemmelsen indfører desuden som noget nyt, at bestyrelsen for selvstændige juridiske enheder, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, skal udarbejde et særskilt budget, uanset om de økonomiske rammer for den selvstændige juridiske enhed er fastsat af de deltagende menighedsråd, eller af provstiudvalget.
Det foreslås i stk. 1 , at menighedsrådet fastsætter og disponerer sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. § 7, stk. 1, nr. 1.
Forslaget vil indebære, at menighedsrådet fastsætter og disponerer sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat. Der er tale om en videreførelse af det eksisterende rammestyringsprincip, som har været gældende siden 2003, idet det eksisterende forudsatte krav om, at menighedsrådet disponerer budgettet inden for de fastsatte rammer tydeliggøres, og idet provstiudvalgets nye mulighed for at fastsætte projektbevillinger tilføjes, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Forslaget vil indebære, at projektbevillinger kun må anvendes til det formål, som projektbevillingen specificerer. I lighed med, hvad der gælder for anlægsbevillinger, skal der aflægges særskilt regnskab for projektbevillinger, og eventuelt ubrugte midler vil kunne tilbageføres til provstiudvalgskassen.
I overensstemmelse med rammestyringsprincippet er det efter provstiudvalgets fastsættelse af driftsramme, anlægs- og projektbevillinger ikke muligt for menighedsråd at bruge yderligere midler ud over de rammer, som provstiudvalget har fastsat. Menighedsråd har dog fortsat adgang til at benytte et eventuelt overskud, som henstår som menighedsrådets frie midler.
Det foreslås i stk. 2 , at menighedsrådet udarbejder målsætninger, som indarbejdes i budgettet, jf. stk. 1.
Forslaget vil indebære, at menighedsrådene årligt skal udarbejde målsætninger, og at disse skal indarbejdes i budgettet. Hensigten er at bidrage til oplyste, ansvarlige, transparente og inddragende økonomiske beslutninger i den lokale økonomi.
Målsætningerne opdateres af menighedsrådet efter behov som led i den årlige budgetproces. En uændret videreførelse af tidligere målsætninger forudsætter således en aktiv stillingtagen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 6 i lov om folkekirkens økonomi, hvor der er fastsat et tilsvarende krav om, at provstiudvalget skal udarbejde målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv. En aktiv formulering af målsætninger også fra menighedsrådenes side vurderes i den forbindelse at være hensigtsmæssig for samarbejdet og relationerne mellem menighedsråd og provstiudvalg.
Det foreslås i stk. 3 , at bestyrelsen for selvstændige juridiske enheder fastsætter og disponerer sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. den foreslåede § 7, stk. 1, nr. 2, eller som er fastsat af menighedsrådene i henhold til samarbejdsvedtægten, jf. §§ 42 a, stk. 2 og 43, stk. 2, i lov om menighedsråd.
Forslaget vil indebære, at det rammestyringsprincip, som allerede gælder for menighedsrådene, udstrækkes til også at gælde for selvstændige juridiske enheder, uanset om de økonomiske rammer for den selvstændige juridiske enhed er fastsat af de deltagende menighedsråd, eller af provstiudvalget.
Som udgangspunkt vil driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for en selvstændig juridisk enhed således skulle fastsættes af de deltagende menighedsråd i henhold til samarbejdsvedtægten, jf. §§ 42 a, stk. 2, og 43, stk. 2, i lov om menighedsråd. De deltagende menighedsråd har dog også mulighed for at beslutte at flytte kompetencen til at fastsætte driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for en selvstændig juridisk enhed til provstiudvalget.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at menighedsråd, som er fælles om præsteembeders faste ejendomme, fastsætter budgettet for de faste ejendomme inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. den foreslåede § 7, stk. 1, nr. 3.
Forslaget vil indebære, at der fortsat vil gælde et krav om, at menighedsråd, som er fælles om præsteembeders faste ejendomme, fastsætter et budget for de faste ejendomme, og at det sker inden for den økonomiske ramme, som provstiudvalget har fastsat, idet provstiudvalgets nye mulighed for at fastsætte projektbevillinger, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt. , at menighedsrådene træffer beslutning om budgettet ved stemmeflertal på et fællesmøde.
Forslaget vil indebære, at menighedsråd, som er fælles om præsteembedernes faste ejendomme, skal afholde et fællesmøde, hvor der træffes beslutning om budgettet for præsteembedets faste ejendomme. Beslutninger træffes på fællesmødet ved stemmeflertal. Fællesmødet indkaldes i henhold til bestemmelserne i § 22 i lov om menighedsråd.
Menighedsrådene er som ejere af de fælles ejendomme ansvarlige for den løbende drift og er derfor også ansvarlige for budgettet for drift og vedligehold af disse. Hvis der ikke er enighed om budgettet, træffes der beslutning om budgettet ved stemmeflertal på fællesmødet.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt. , at menighedsrådene til brug for fællesmødet indhenter en udtalelse fra præstegårdsudvalget.
Forslaget vil indebære, at menighedsrådene til brug for fællesmødet skal indhente en udtalelse fra præstegårdsudvalget. Præstegårdsudvalget har ansvaret for administrationen af ejendommene og skal derfor bidrage til udarbejdelsen af budgettet.
Præstegårdsudvalget består af menighedsrådsmedlemmer fra de menighedsråd, som i fællesskab ejer de pågældende ejendomme, jf. § 18 i lov om menighedsråd.
Det foreslås i stk. 4, 4. pkt. , at budgettet disponeres af det menighedsråd, som administrerer budgettet på vegne af præstegårdsudvalget.
Forslaget vil indebære, at det tydeliggøres, hvem der disponerer budgettet for præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om ejendommene. Præstegårdsudvalget har ansvaret for administrationen af de fælles ejendomme, men de økonomiske midler administreres i det daglige af et af menighedsrådene på vegne af præstegårdsudvalget. Dette menighedsråd har ansvaret for, at budgettet disponeres efter præstegårdsudvalgets beslutninger og i overensstemmelse med de nærmere fastsatte regler om disponeringsmuligheder m.v., jf. den foreslåede bestemmelses stk. 6.
Det foreslås i stk. 5 , at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse, indsendelse til provstiudvalget og offentliggørelse, samt tilsyn og forhold vedrørende præsteembedets faste ejendomme.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om ophævelse af § 4 i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, samt forslaget om nyaffatning af § 7, jf. lovforslagets § 2, nr. 10. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget om indførelse af en tilsvarende bemyndigelse til kirkeministeren i § 17 h, stk. 6, til at fastsætte nærmere regler om provstiudvalgenes disponeringsmuligheder inden for rammerne, jf. lovforslagets § 2, nr. 26.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren kan fastsætte regler om de i bestemmelsens nævnte budgetters fastsættelse, opbygning, udarbejdelse, indsendelse til provstiudvalget og offentliggørelse, samt tilsyn med budgetprocessen og forhold vedrørende præsteembedets faste ejendomme.
Det er således hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i de foreslåede §§ 7, stk. 6, og 7 a, stk. 5, til at fastsætte nærmere regler om budgetprocessen, herunder for at muliggøre større fleksibilitet i budgetprocessen, da kun få centrale frister og procestrin forventes at blive fastholdt som obligatoriske for alle. Bemyndigelsesbestemmelserne vil dog også blive anvendt til at fastlægge mere detaljerede frister i form af en standard budgetproces, som menighedsråd og selvstændige juridiske enheder skal benytte, hvis ikke provstiudvalget, efter høring af menighedsrådene, har fastsat en lokalt tilpasset proces.
Forslaget vil indebære, at der som hidtil kan fastsættes nærmere regler om såvel budgetprocessen som om opbygningen af budgetterne og systemunderstøttelse af den lokale budgetproces. De nærmere bestemmelser vil som hidtil bl.a. indebære, at Kirkeministeriet autoriserer kontoplaner og fastsætter oversigter til budgettet.
Forslaget vil desuden som noget nyt indebære, at der kan fastsættes nærmere regler om tilsynet med budgetprocessen. Tilsynet med menighedsrådenes økonomiske forvaltning varetages i henhold til § 45 i lov om menighedsråd af provstiudvalget og stiftsøvrigheden efter de bestemmelser, der er fastsat herom. I dag er der i cirkulære om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v. fastsat regler om tilsyn med budgetprocessen. Det vurderes hensigtsmæssigt, at der også fremadrettet i administrative forskrifter vil kunne fastsættes nærmere regler om tilsynet med de lokale kassers budgetproces, herunder i lyset af den foreslåede udvidelse af muligheden for at samarbejde mellem folkekirkelige myndigheder på tværs af niveauer, jf. lovforslagets § 1.
Forslaget vil endvidere indebære en tydeliggørelse af, at der kan fastsættes nærmere regler om budgetprocessen vedrørende præsteembedernes faste ejendomme. Udgifter til præsteembedernes faste ejendomme er en del af kirkekassen. Bestemmelsen skal anvendes til at fastsætte nærmere regler om forhold vedrørende præsteembedernes faste ejendomme som led i budgetprocessen. Det gælder særligt vedrørende beslutningsprocesserne for budgetlægning for faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Det foreslås i stk. 6 , at kirkeministeren kan fastsætte regler om disponering af budgettet, herunder omdisponering inden for budgettet og i forhold til provstiudvalgskassen.
Forslaget vil indebære, at der kan fastsættes nærmere regler om disponering af budgetterne, herunder omdisponering inden for budgetterne og i forhold til provstiudvalgskassen.
Bemyndigelsen skal bl.a. anvendes til at fastsætte nærmere regler i en administrativ forskrift som skal regulere budget, regnskab og revision m.v. og skal bl.a. omfatte mulighederne for løbende at omdisponere i forhold til de oprindelige budgetter. Der kan således for eksempel omdisponeres fra drift og anlæg i løbet af regnskabsåret. Disponeringsmulighederne omfatter ligeledes disponering vedrørende mindreforbrug, herunder som følge af anlægsarbejde, der er afsluttet eller aflyst.
Bemyndigelsen skal endvidere anvendes til at fastsætte nærmere regler, der skal sikre muligheden for at tilbageføre ikke anvendte anlægs- og projektbevillinger til provstiets reserve med henblik på anvendelse til nye formål. Tilbageføring vil forudsætte en aktiv beslutning af provstiudvalget og kan først ske efter, at anlægs- hhv. driftsprojektet er afsluttet, og der er aflagt regnskab. Muligheden for at tilbageføre midler vil også gælde ved aflyste anlægs- og driftsprojekter, men beslutningen kan i givet fald kun ske med de berørtes tilslutning.
Bemyndigelsen skal herudover anvendes til at fastsætte regler om muligheden for at samle opsparinger fra flere eller alle menighedsråd i provstiudvalgskassen. Selv om midlerne er placeret i provstiudvalgskassen, kan opsparing kun ske til navngivne projekter. Der vil således ikke kunne ske opsparing af anlægsmidler i provstiudvalgskassen uden nærmere angivne, konkrete formål. Når anlægsprojekter skal sættes i gang, kan pengene overføres til menighedsrådene, som herefter bestyrer midlerne inden for samme regler som i dag.
Endelig skal bemyndigelsen anvendes til at fastsætte regler om delegering af ansvar for beslutninger m.v., herunder for udarbejdelse af regnskabsinstruksernes bilag, hvori bl.a. præstens, øvrige ansattes og menighedsrådsmedlemmernes mulighed for at disponere over midlerne fastsættes.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4.3., 3.5.3. og 3.6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af § 7 b i lov om folkekirkens økonomi, at provstiudvalget påser, at kirkekassernes budget for det kommende regnskabsår er i overensstemmelse med de af provstiudvalget fastsatte rammer og bevillinger, jf. § 7, stk. 1 og 2, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af budgetterne.
Det foreslås at ændre § 7 b således, at henvisningen til »§ 7, stk. 1 og 2« ændres til »§ 7, stk. 1«.
Forslaget er en tilpasning som følge af de foreslåede ændringer i § 7 i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Til nr. 13
Det følger af § 7 b i lov om folkekirkens økonomi, at provstiudvalget påser, at kirkekassernes budget for det kommende regnskabsår er i overensstemmelse med de af provstiudvalget fastsatte rammer og bevillinger, jf. § 7, stk. 1 og 2, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af budgetterne.
Det foreslås, at der i § 7 b indsættes som stk. 2 , hvoraf det følger, at stk. 1 tilsvarende finder anvendelse for selvstændige juridiske enheder efter § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget skal påse, at budgettet for selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, er i overensstemmelse med de af provstiudvalget fastsatte rammer og bevillinger. Forslaget vil endvidere indebære, at provstiudvalget skal foretage legalitetskontrol med budgetterne i de pågældende selvstændige juridiske enheder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den eksisterende kontrol med kirkekassernes budget, jf. § 7 b, stk. 1. Provstiudvalgets kontrol indgår som en del af den almindelige budgetproces for de lokale kasser. Kontrollerne med budgettet for selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd ikke har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, varetages af de deltagende menighedsråd. Provstiudvalget fastsætter ikke de økonomiske rammer for disse selvstændige juridiske enheder, og har derfor heller ikke den nødvendige indsigt til at foretage kontrollen.
Provstiudvalget vil i henhold til den foreslåede § 9, stk. 1, jf. lovforslaget § 2, nr. 16, skulle føre tilsyn med alle selvstændige juridiske enheders aktiviteter samt tilsyn med budgetopfølgninger og årsregnskab. Denne tilsynsopgave svarer til det tilsyn, som provstiudvalget fører med menighedsrådene.
Til nr. 14
Det følger af § 8, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at regnskabsåret for kirkekassen er kalenderåret.
Det foreslås, at der i § 8 indsættes et stk. 2 , hvoraf det fremgår, at stk. 1 tilsvarende finder anvendelse for selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3.
Forslaget vil indebære, at selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, uanset om de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget eller har fastholdt den hos menighedsrådene selv, benytter kalenderåret som regnskabsår. Det er således ikke muligt for menighedsrådene at beslutte alternative regnskabsperioder.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige regnskabsprocesser for menighedsråd og provstiudvalg, som følger kalenderåret, hvilket også er hensigtsmæssigt i forhold til den fælles revisionsordning, som benyttes i folkekirken.
Til nr. 15
Det følger af § 9, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådet årligt aflægger regnskab for kirkekassen. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets aflæggelse, om revision og om provstiudvalgets godkendelse af regnskabet.
Det foreslås, at der i § 9, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt., hvoraf det følger, at selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, tilsvarende årligt aflægger særskilt regnskab for enheden.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 9, stk. 1, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi og vil indebære, at selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, årligt skal aflægge særskilt regnskab i lighed med menighedsrådene. De selvstændige juridiske enheder skal således aflægge særskilt regnskab, og vil følge det samme årshjul i forhold til regnskabet, som menighedsrådene følger for kirkekassen. Heraf følger også, at provstiudvalget skal føre tilsyn med regnskabet svarende til det tilsyn, som føres med kirkekassernes regnskab.
Til nr. 16
Det følger af § 9, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at menighedsrådet årligt aflægger regnskab for kirkekassen. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets aflæggelse, om revision og om provstiudvalgets godkendelse af regnskabet.
Det foreslås i § 9, stk. 1, 2. pkt., der bliver til 3. pkt ., at formuleringen ændres til, at kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets aflæggelse og frister herfor, om revision og om offentliggørelse.
Forslaget indebærer, at bemyndigelsen til kirkeministeren ændres til at også at omfatte frister for menighedsrådets aflæggelse af regnskaber og offentliggørelse af disse, mens kravet om provstiudvalgets godkendelse af regnskaberne udgår. Med en præcisering af bestemmelsen til også at omfatte frister, bliver kirkeministerens bemyndigelse mere tydelig i forhold til fastsættelsen af afleverings- og revisionsfrister, som i dag er reguleret i cirkulære om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v. og i vejledning om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v.
Forslaget om at ændre kirkeministerens mulighed for at fastsætte regler for regnskabets godkendelse forventes ikke at få betydning for kvaliteten af menighedsrådenes regnskaber. Provstiudvalget skal fortsat gennemføre et tilsyn, hvor gennemgang af regnskab, revisors erklæring samt revisors protokol skal indgå. Det er således alene den formelle godkendelse, som udgår. Hvis provstiudvalget observerer uhensigtsmæssigheder i regnskabet, vil der fortsat være pligt til at indlede dialog med menighedsrådet, uanset at provstiudvalget ikke formelt skal godkende regnskabet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.8.3.
Til nr. 17
Det følger af § 9, stk. 2, at provstiudvalget kan tillade og under særlige omstændigheder bestemme, at der skal benyttes regnskabskyndig bistand til tilrettelæggelse og aflæggelse af kirkekassens regnskab samt til foretagelse af kasseeftersyn.
Med den foreslåede ændring i § 9, stk. 2, ændres formuleringen således, at provstiudvalget kan tillade og under særlige omstændigheder bestemme, at der skal benyttes regnskabskyndig bistand til tilrettelæggelse og aflæggelse af regnskaber efter stk. 1 samt til foretagelse af eftersyn.
Med ændringen af § 9, stk. 2, foretages en tilpasning, af bestemmelsen, således at ordet »kirkekassens« ændres til »regnskaber efter stk. 1«, så det fremgår, at provstiudvalgets adgang til at tillade og under særlige omstændigheder bestemme, at der skal benyttes regnskabskyndig bistand til regnskabsaflæggelse og kasseeftersyn ikke kun gælder for kirkekasserne, men også for selvstændige juridiske enheder.
Forslaget vil indebære, at såvel menighedsråd som bestyrelser for selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, kan få tilladelse til eller modtage påbud om at benytte regnskabskyndig bistand til regnskabsaflæggelse og kasseeftersyn, hvis provstiudvalget finder det nødvendigt.
Til nr. 18
Det følger af § 17 c, stk. 8, at budgetudvalget fastsætter det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser og til provstiudvalgskasserne samt ligningsbeløbets fordeling mellem provstierne.
Det foreslås at nyaffatte § 17, c, stk. 8, således at budgetudvalget fastsætter det samlede ligningsbeløb, som skal opkræves af kommunen, samt fordelingen mellem provstierne for kommunens kirkekasser, selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme, og provstiudvalgskasserne.
Forslaget vil indebære, at det med bestemmelsen fastsættes, at et budgetudvalg, i de tilfælde hvor den strukturelle opbygning af provstier og kommuner tilsiger, at der skal oprettes et sådant, jf. § 17 c, stk.1, skal fastsætte det samlede ligningsbeløb og efterfølgende beløbets fordeling mellem provstierne. I fastsættelsen af ligningsbeløbet skal budgetudvalget tage stilling til beløb til både kommunens kirkekasser, selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme, samt provstiudvalgskasserne.
Til nr. 19
Det følger af § 17 d, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at i kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i medfør af § 17 c, fastsættes det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser og fordelingen mellem de enkelte kirkelige kasser af provstiudvalget for det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor. Dette provsti benævnes ligningsprovstiet. Budgetsamrådet i ligningsprovstiet kan i medfør af § 5, stk. 4, beslutte at overtage den i 1. pkt. nævnte kompetence fra ligningsprovstiet.
Det foreslås, at nyaffatte § 17 d, stk. 1, således at i kommuner, der omfatter flere provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i medfør af § 17 c, fastsætter provstiudvalget for det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor, det samlede ligningsbeløb som skal opkræves af kommunen, samt fordelingen mellem kasserne for kommunens kirkekasser, jf. § 1, stk. 1, selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger, og projektbevillinger til provstiudvalget, og præsteembeders faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den gældende § 17 d, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi.
I bestemmelsen videreføres det, at det provstiudvalg, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor, fastsætter kirkeskatten samt fordelingen af ligningsbeløbet mellem kirkekasserne i kommunen.
Som noget nyt tilføjes det, at provstivalget ligeledes har ansvar for at fastsætte ligningsbeløb samt fordeling til selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger, og for præsteembeders faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Forslaget vil indebære, at i kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i medfør af § 17 c, er kompetencen til at fastsætte det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser, selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger, og projektbevillinger til provstiudvalget og præsteembeders faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme, samt fordelingen af ligningsbeløbet mellem kasserne placeret hos provstiudvalget i det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor.
Det gælder fortsat, at budgetsamrådet i det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor, suppleret med repræsentanter for de menighedsråd i kommunen, som ikke ligger i provstiet jf. bestemmelsens stk. 2, kan vælge at organisere sig som besluttende budgetsamråd, jf. den foreslåede § 5, stk. 4, herunder beslutte at overtage kompetencen til at fastsætte ligningsbeløb og fordeling mellem kommunens kirkelige kasser.
Til nr. 20
Det følger af § 17 d, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at i kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i medfør af § 17 c, fastsættes det samlede ligningsbeløb til kommunens kirkekasser og fordelingen mellem de enkelte kirkelige kasser af provstiudvalget for det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor. Dette provsti benævnes ligningsprovstiet. Budgetsamrådet i ligningsprovstiet kan i medfør af § 5, stk. 4, beslutte at overtage den i 1. pkt. nævnte kompetence fra ligningsprovstiet.
Det følger af § 17 d, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi, at de menighedsråd i kommunen, som ikke ligger i ligningsprovstiet, har ret til at deltage i budgetsamrådet i ligningsprovstiet. Disse menighedsråd har samme rettigheder og pligter ved budgetsamrådets drøftelser og eventuelle beslutninger om målsætninger for udgifter og ligning, fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og ligningsbeløb i ligningsområdet som ligningsprovstiets menighedsråd.
Det foreslås i § 17 d, stk. 2, 1. pkt., at »ligger i ligningsprovstiet« ændres til »provstiet, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor«, og »budgetsamrådet i ligningsprovstiet« ændres til »budgetsamrådet i dette provsti«.
Forslaget indebærer en tilpasning, idet definitionen af et ligningsprovsti udgår i nyaffatningen af § 17 d, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 19.
Til nr. 21
Det følger af § 17 d, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi, at de menighedsråd i kommunen, som ikke ligger i ligningsprovstiet, har ret til at deltage i budgetsamrådet i ligningsprovstiet. Disse menighedsråd har samme rettigheder og pligter ved budgetsamrådets drøftelser og eventuelle beslutninger om målsætninger for udgifter og ligning, fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og ligningsbeløb i ligningsområdet som ligningsprovstiets menighedsråd.
Det foreslås i § 17 d, stk. 2, 2. pkt., at »projektbevillinger« tilføjes til opremsningen af de emner for budgetsamrådets drøftelser og eventuelle beslutninger, som menighedsråd i kommunen, som ikke ligger i ligningsprovstiet, har samme rettigheder og pligter i forhold til som menighedsråd, der ligger i ligningsprovstiet, og at »ligningsprovstiets« menighedsråd ændres til »provstiets« menighedsråd.
Forslaget vil indebære en tilpasning idet projektbevillinger tilføjes til bestemmelsen og skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 10, hvorved kompetencefordelingen svarer til kompetencefordelingen mellem menighedsråd og provstiudvalg i øvrige tilfælde.
Forslaget vedrørende ændringen af ligningsprovstiet til provstiet er en tilpasning, idet definitionen af et ligningsprovsti udgår i nyaffatningen af § 17 d, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 19.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 19 og 20.
Til nr. 22
Det følger af § 17 f i lov om folkekirkens økonomi, at kirkeministeren kan fastsætte regler om valg til provstiudvalg, budgetudvalgets sammensætning samt om provstiudvalgets og budgetudvalgets virksomhed.
Det foreslås at udvide bemyndigelsen i § 17 f til, at kirkeministeren også kan fastsætte regler om beslutningsprotokol og offentliggørelse m.v.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren også kan fastsætte regler om beslutningsprotokol og offentliggørelse m.v. Bemyndigelsen skal anvendes til at fastsætte regler, der stiller krav om, at dagsorden, beslutningsprotokol m.v. fra provstiudvalgenes og budgetudvalgenes møder skal offentliggøres og hvordan. Det kan for eksempel ske på provstiernes hjemmesider, provsti.dk eller på folkekirkens intranet. Hensigten er at sikre åbenhed og gennemsigtighed om beslutninger, der vedrører folkekirkens lokale kassers økonomi, uanset om beslutningen træffes på budgetudvalgsmøder, provstiudvalgsmøder eller på menighedsrådsmøder. Der er allerede i dag et krav om offentlighed om materialer fra menighedsrådsmøder. Ændringen skal således ses som et ønske om at sidestille budgetudvalg og provstiudvalg med menighedsråd i forhold til offentlighedens mulighed for indsigt.
Til nr. 23
Det følger af § 17 g, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi, at udgifterne til valg af provstiudvalgene og til disses møder, herunder honorar til formanden, befordringsgodtgørelse og diæter til de valgte medlemmer samt udvalgenes udgifter til medhjælp, kontorartikler m.v., udredes af provstiudvalgskassen efter kirkeministerens nærmere bestemmelse.
Det foreslås at ændre § 17 g, stk. 2 , således at »disses« ændres til »udvalgenes og provstens« ligesom »kontorartikler m.v.« ændres til: »kontorhold«.
Forslaget vil indebære, at der af provstiudvalgskassen kan afholdes udgifter til provstens møder, herunder møder med provstiets præster. Hertil tydeliggøres det, at provstiudvalgskassen kan afholde udgifter til kontorhold. Med denne ændring tydeliggøres det, at provstiudvalgskassen ikke blot kan afholde udgifter til kontorartikler, men følger den praksis som allerede er gældende på området, hvor driften af provstikontoret, som for eksempel husleje, varme, indretning m.v. også kan dækkes.
Til nr. 24
Det følger af § 17 g, stk. 4, at udgifter til samarbejde, jf. § 43 a i lov om menighedsråd, udredes af provstiudvalgskassen.
Det foreslås at ændre i § 17 g, stk. 4 , således at udgifter til samarbejder, jf. § 42 c i lov om menighedsråd, tilføjes til udgifter, som udredes af provstiudvalgskassen.
Forslaget vil indebære, at udgifter til samarbejde, jf. § 43 a i lov om menighedsråd, fortsat udredes af provstiudvalgskassen, og at udgifter til samarbejde, jf. den foreslåede § 42 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, som noget nyt ligeledes udredes af provstiudvalgskassen.
Ved indgåelse af samarbejder mellem menighedsråd og provstiudvalg om at delegere kompetence, opgaver og finansiering til provstiudvalget, jf. den foreslåede § 42 c i lov om menighedsråd, overgår ansvaret for samarbejdets udgifter til provstiudvalgskassen. En beslutning om at flytte opgaver og kompetence til provstiudvalget indebærer således også flytning af ansvaret for finansiering og udgiftsafholdelse til provstiudvalget. Provstiudvalget fastsætter selv driftsrammer, projektbevillinger og anlægsbevillinger til provstiudvalgskassen som led i den årlige budgetproces, men den forventede økonomiske ramme bør indgå i drøftelsen ved indgåelse af samarbejder, jf. den foreslåede § 42 c i lov om menighedsråd. Provstiudvalgskassens budget bør også indgå i drøftelserne på budgetsamrådet som en del af den samlede drøftelse af udgiftsudviklingen i provstiet.
Til nr. 25
Det følger af § 17 g, stk. 4, at udgifter til samarbejde, jf. § 43 a i lov om menighedsråd, udredes af provstiudvalgskassen.
Det foreslås, at der i § 17 g, stk. 4, indsættes et 2. pkt., således at udgifter til samarbejde, jf. § 42 b i lov om menighedsråd, kan udredes af provstiudvalgskassen.
Forslaget vil indebære, at udgifter til samarbejde, jf. den foreslåede § 42 b i lov om menighedsråd, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, kan udredes af provstiudvalgskassen.
Ved indgåelse af samarbejder mellem menighedsråd og provstiudvalg, jf. den foreslåede § 42 b i lov om menighedsråd, skal samarbejdsparterne – i form af menighedsråd og provstiudvalg – træffe beslutning om, hvordan samarbejdets udgifter skal udredes. Finansieringen og ansvaret for at afholde udgifter kan enten placeres hos et af de deltagende menighedsråd eller hos provstiudvalget. Den forventede økonomiske ramme bør indgå i drøftelsen ved indgåelse af samarbejder, jf. den foreslåede § 42 b i lov om menighedsråd. I det omfang det besluttes at udrede udgifterne provstiudvalgskassen, bør provstiudvalgskassens budget også indgå i drøftelserne på budgetsamrådet som en del af den samlede drøftelse af udgiftsudviklingen i provstiet.
Til nr. 26
Det følger af § 17 h, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at provstiudvalgskassens udgifter dækkes gennem ligning på folkekirkens medlemmer i kommunen. Omfatter provstiet flere kommuner eller dele af flere kommuner, dækkes udgifter til provstiudvalgskassen gennem ligning på folkekirkens medlemmer i kommunerne.
Det følger videre af § 17 h, stk. 2, at provstiudvalget udarbejder årligt budget over provstiudvalgskassens indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår.
Det foreslås at nyaffatte § 17 h, stk. 2, således at provstiudvalget som led i den årlige budgetproces fastsætter driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for provstiudvalgskassen og udarbejder budgettet på baggrund heraf.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget som hidtil, fastsætter driftsramme, anlægsbevillinger og projektbevillinger for provstiudvalgskassen, idet den nye mulighed for at fastsætte projektbevillinger tilføjes, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 10.
Projektbevillinger må kun anvendes til det formål, som projektbevillingen specificerer. I lighed med, hvad der gælder for anlægsbevillinger, skal der aflægges særskilt regnskab for projektbevillinger, og eventuelt ubrugte midler vil kunne tilbageføres til provstiudvalgskassen.
Det er provstiudvalget selv, der som hidtil udarbejder budgettet for provstiudvalgskassen. Driftsrammen samt anlægs- og projektbevillingerne bør drøftes med menighedsrådene på budgetsamrådet, således at menighedsrådene kan give deres holdninger til omfanget af økonomien i provstiudvalgskassen til kende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.4.3.
Til nr. 27
Det følger af § 17 h, stk. 4, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af budget for provstiudvalgskassen.
Det foreslås at nyaffatte § 17 h, stk. 4 , således at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse og offentliggørelse, samt tilsyn.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 7 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 11, og indebærer, at kirkeministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse og offentliggørelse, samt tilsyn for provstiudvalgene på samme måde som for menighedsrådene. Bemyndigelsen skal anvendes til at fastsætte nærmere regler herom i et cirkulære vedrørende bl.a. budget, regnskab og revision, hvor processen for provstiudvalgets fastsættelse af budgettet kommer til at svare til den proces, som menighedsrådene skal gennemføre.
Til nr. 28
Det følger af § 17 h, stk. 5, i lov om folkekirkens økonomi, at regnskabsåret for provstiudvalgskassen er kalenderåret.
Det følger endvidere af § 17 h, stk. 6, at provstiudvalget aflægger årligt regnskab for provstiudvalgskassen. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabernes aflæggelse, om revision og om stiftsøvrighedens godkendelse af regnskaberne.
Det foreslås i § 17 h, at der indsættes et nyt stk. 5 , hvoraf det følger, at provstiudvalget i løbet af året disponerer budgettet inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som er fastsat som led i den årlige budgetproces, jf. stk. 2.
Forslaget vil indebære, at provstiudvalget kan disponere sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som er fastsat i budgetprocessen, jf. lovforslagets § 2, nr. 26. Princippet er i overensstemmelse med rammestyringsprincippet, som har været gældende siden 2003, hvorefter provstiudvalgets fastsættelse af driftsramme, anlægs- og projektbevillinger ikke kan overskrides uden fornyet stillingtagen i provstiudvalget. Kompetencen svarer til provstiudvalgets kompetence ved menighedsrådenes overførsel mellem rammerne.
Det foreslås endvidere, at der i § 17 h indsættes et nyt stk. 6, hvorefter kirkeministeren fastsætter nærmere regler om provstiudvalgenes disponeringsmuligheder inden for de fastsatte rammer og bevillinger, jf. stk. 5.
Forslaget vil indebære, at kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om provstiudvalgenes mulighed for at disponere og omdisponere midlerne i budgettet. Bemyndigelsen svarer til bestemmelsen for så vidt angår menighedsråds disponeringsmuligheder i den foreslåede § 7 a, stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.
Bemyndigelsen skal bl.a. anvendes til at mulighederne for løbende at omdisponere i forhold til de oprindelige budgetter. Der kan således for eksempel omdisponeres fra drift til anlæg i løbet af regnskabsåret. Disponeringsmulighederne omfatter ligeledes disponering vedrørende mindreforbrug, herunder som følge af anlægsarbejde, der er afsluttet eller aflyst. Bemyndigelsen skal desuden anvendes til at fastsætte nærmere regler om provstiets menighedsråds mulighed for at foretage fælles opsparing af midler til anlæg i provstiudvalgskassen. Bemyndigelsen skal endvidere anvendes til at fastsætte nærmere regler om muligheden for at tilbageføre ikke anvendte anlægsmidler til den fælles reserve i provstiudvalgskassen med henblik på anvendelse til nye formål, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 11.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.6.3. om anvendelsesområdet for bemyndigelsen.
Til nr. 29
Det følger af § 17 h, stk. 6, at provstiudvalget årligt aflægger regnskab for provstiudvalgskassen. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabernes aflæggelse, om revision og om stiftsøvrighedens godkendelse af regnskaberne.
Det foreslås at ændre i § 17 h, stk. 6, 2. pkt., der bliver til stk. 8, 2. pkt., således at kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets aflæggelse, om frister herfor, om revision og om offentliggørelse af regnskaberne.
Det forslås med ændringen, at kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabets aflæggelse, om frister herfor, om revision og om offentliggørelse af regnskaberne.
Forslaget vil indebære, at den gældende bemyndigelse i § 17 h, stk. 6, 2. pkt. udvides til også at omfatte frister for provstiudvalgets aflæggelse af regnskaber og offentliggørelse af disse, mens kravet om stiftsøvrighedens godkendelse af regnskaberne udgår.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i § 9, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 15, hvor der sker en tilsvarende opdatering af bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte nærmere regler vedrørende menighedsrådenes regnskaber. Med præciseringen af bestemmelsen til også at omfatte frister, bliver kirkeministerens bemyndigelse mere tydelig i forhold til fastsættelsen af afleverings- og revisionsfrister, som i dag er reguleret både i cirkulære nr. 10204 af 30. november 2016 om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v. og i vejledning om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision m.v.
Forslaget om at ændre kirkeministerens mulighed for at fastsætte regler for regnskabets godkendelse vurderes ikke at få betydning for kvaliteten af provstiudvalgskassens regnskab. Det er således forventningen at de eksisterende bestemmelser i cirkulære om kirke- og provstiudvalgskassernes budget, regnskab og revision mv. om stiftsøvrighedens forvaltningstilsyn med provstiudvalgskasserne i løbet af året videreføres. En gennemgang af provstiudvalgskassernes regnskab, revisors erklæring samt revisors protokol vil naturligt indgå heri. Det er således alene den formelle godkendelse af provstiudvalgskassernes regnskab, som udgår. Hvis stiftsøvrigheden observerer uhensigtsmæssigheder i regnskabet, vil der fortsat være pligt til at indlede dialog med provstiudvalget, uanset at stiftsøvrigheden ikke godkender regnskabet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.8.3.
Til nr. 30
Det følger af § 19, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at landskirkeskatten udbetales til det i § 10 nævnte administrative fællesskab og udbetales herfra til biskopperne og de institutioner, der helt eller delvist finansieres af fællesfonden. Ligningsbeløb til kirkekasserne bortset fra beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2, udbetales til vedkommende menighedsråd. Ligningsbeløb til provstiudvalgskassen og beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2, udbetales til vedkommende provstiudvalg.
Det foreslås at ændre § 19, stk. 1, 2. pkt. , således at »bortset fra beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2,« udgår.
Den foreslåede ændring er en tilpasning som følge af den ændrede anvendelsesmulighed af reserven i den foreslåede § 7, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 10.
Det foreslås endvidere med ændringen, at det præciseres, at ligningsbeløb til kirkekasserne udbetales til menighedsrådet.
Forslaget vil indebære en mindre justering, som tager højde for, at der ikke længere afsættes midler til en reserve alene til uforudsete udgifter, men i stedet kan afsættes midler til en reserve med et bredere anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 2, nr. 10. Ligningsbeløbet hertil udbetales som hidtil ikke til menighedsrådene, men til provstiudvalget. Dette tydeliggøres i den foreslåede § 19, stk. 1, 3. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 31.
Til nr. 31
Det følger af § 19, stk. 1, 3. pkt., at ligningsbeløb til provstiudvalgskassen og beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2, udbetales til vedkommende provstiudvalg.
Det foreslås at ændre § 19, stk. 1, 3. pkt., således at ligningsbeløb til provstiudvalgskassen og beløb afsat til reserven, jf. § 7, stk. 3, udbetales til provstiudvalget.
Forslaget er en tilpasning som følge af den foreslåede § 7, stk. 4 og 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, hvorefter provstiudvalget beslutter anvendelsen af provstiets reserve.
Forslaget vil indebære en mindre tilpasning, som tager højde for, at der ikke længere afsættes midler til en reserve alene til uforudsete udgifter, men i stedet kan afsættes midler til en reserve med et bredere anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 2, nr. 10. Ligningsbeløbet vedrørende reserven udbetales til provstiudvalgskassen, og provstiudvalget træffer beslutning om reservens anvendelse, jf. dog muligheden for at flytte kompetence til budgetsamrådet jf. den foreslåede ændring i § 5, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 5.
Til nr. 32
Det foreslås med det nye § 19, stk. 1, 4. pkt., at ligningsbeløb til selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, udbetales direkte til enheden.
Forslaget vil indebære, at kommunen som noget nyt kan udbetale ligningsbeløb direkte til samarbejder mellem menighedsråd, der er oprettet som selvstændige juridiske enheder, jf. den foreslåede § 1, stk. 2 og 3, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 2, nr. 1.
Til nr. 33
Det følger af § 23 a, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, at stiftsrådet af hensyn til det kirkelige liv kan træffe beslutning om at udskrive et bindende bidrag fra kirkekasserne til finansiering af aktiviteter i stiftet.
Det følger af § 23 a, stk. 2, at bidraget anvendes efter stiftsrådets beslutning og kan bruges til følgende aktiviteter: 1) Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster. 2) Formidling af kristendom. 3) Udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende, herunder analyser til forberedelse af sådanne projekter.
Det foreslås, at der i § 23 a, stk. 2, indsættes et nyt nr. 4 , der udvider anvendelsesområdet for stiftsbidraget til også at omfatte mødeudgifter.
Forslaget vil indebære, at deltagere i møder i stiftsrådet og dets formelt nedsatte underudvalg i henhold til § 23 a, stk. 6, kan få dækket deres udgifter til diæter og transport.
Bestemmelsen vil medføre øgede omkostninger for stiftsrådet til mødeafholdelse, idet udgifter til stiftsrådets møder hidtil har været afholdt af stiftets bevilling og idet udgifter til møder i underudvalg hidtil ikke har været dækket.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.5.3. i de almindelige bemærkninger.
Menighedsrådenes muligheder for at afprøve nye organisationsformer er reguleret i lov nr. 460 af 15. maj 2017 om forsøg i folkekirken.
Det foreslås, at lov om forsøg i folkekirken ophæves den 1. januar 2024. Baggrunden for ophævelsen er, at forsøgene er ved at blive udfaset og ophører ved udgangen af 2023. Herudover har Kirkeministeriet i forbindelse med udfasningen af forsøgene taget højde for, at evalueringen af disse har kunnet indgå i Arbejdsgruppen vedr. opdatering af bestemmelserne om de lokale kasser i lov om folkekirkens økonomi.
Med udgangspunkt i evalueringen indgår erfaringerne fra fem af de i alt 11 udbudte forsøgsrammer som baggrund for lovforslagets §§ 1 og 2, mens erfaringerne fra forsøgsrammen ”Ny organisering af menighedsrådets arbejde – fra roller til ansvar og opgaver” (forsøg 7) kan indgå i et evt. fremtidigt arbejde med opdatering af andre kapitler i lov om menighedsråd end kapitel 8 om samarbejde mellem menighedsråd m.v. Der er ikke gennemført forsøg under de resterende fem udbudte forsøgsrammer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.1., 3.3. og 3.5.
Det foreslås i stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. maj 2023, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2 , at § 2, nr. 33, vedrørende stiftsrådenes mulighed for at finansiere mødeomkostninger af det bindende stiftsbidrag først implementeres den 1. januar 2024, da stiftsrådene ikke har haft lejlighed til at indarbejde omkostningen i budgetterne for 2023. Eventuelle udgifter til mødeafholdelse vil således fortsat blive afholdt af stiftsadministrationernes bevilling i 2023. Samarbejder oprettet som selvstændige juridiske enheder i medfør af lov om forsøg i folkekirken, følger fortsat lovens regler indtil dennes ophævelse den 1. januar 2024.
Det foreslås i stk. 3, at samarbejder oprettet som selvstændige juridiske enheder i medfør af lov om forsøg i folkekirken, fortsat følger lovens regler indtil dennes ophævelse den 1. januar 2024. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der frem til ophævelse af lov om forsøg i folkekirken, ikke opstår modstridende regulering i forhold til de igangværende forsøg.
Det foreslås i stk. 4, at regler fastsat i medfør af §§ 7, stk. 5, og 17 h, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 29. januar 2020, som ændret ved lov nr. 2068 af 21. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af §§ 7, stk. 6, 7 a, stk. 5 og 6, og 17 h, stk. 4 og 6, i lov om folkekirkens økonomi, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 10, 11, 27 og 28.
Det foreslås, at loven ikke omfatter Færøerne og Grønland.
Loven gælder ikke for Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Grønland.
Færøerne har i 2007 overtaget samtlige opgaver vedrørende sagsområdet »Folkekirken« og har dermed også overtaget kompetencen til at fastsætte regler for menighedsråd og om folkekirkens økonomi.
I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 24. juni 2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 42 a, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:
»Samarbejderne kan oprettes som selvstændige juridiske enheder, hvis de opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi. Selvstændige juridiske enheder kan ikke benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a.«
2. Efter § 42 a indsættes:
»§ 42 b. Et eller flere menighedsråd og provstiudvalget i samme provsti kan indgå aftale om samarbejde om løsning af opgaver vedrørende følgende:
Fælles administration, herunder personregistrering og regnskabsopgaver.
Fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og hr-rådgivning.
Bygningsvedligeholdelse og drift, herunder af præsteboliger.
Bygningsteknisk rådgivning.
Skole-kirke-samarbejde.
Kommunikation.
Stk. 2. Samarbejdet organiseres ved en bestyrelse med repræsentanter fra både menighedsråd og provstiudvalget.
Stk. 3. De nærmere bestemmelser om samarbejdet optages i en vedtægt, der offentliggøres på stiftets hjemmeside.
Stk. 4. Vedtægten skal indeholde oplysninger om, hvilke menighedsråd og hvilket provstiudvalg der deltager i samarbejdet, hvad samarbejdet vedrører, finansieringen af samarbejdet, tilsyn, vilkår for andre menighedsråds optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning og vilkår for ophævelse af samarbejdet og om, hvor vedtægten er offentliggjort, og hvorfra den kan rekvireres.
§ 42 c. Et eller flere menighedsråd og provstiudvalget i samme provsti kan indgå aftale om samarbejde om at delegere kompetence, opgaver og finansiering til provstiudvalget, når samarbejdet omfatter følgende:
Fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og hr-rådgivning.
Bygningsvedligeholdelse og drift, herunder af præsteboliger.
Bygningsteknisk rådgivning.
Skole-kirke-samarbejde.
Kommunikation.
Stk. 2. De nærmere bestemmelser om samarbejdet optages i en vedtægt, der offentliggøres på stiftets hjemmeside.
I lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 29. januar 2020, som ændret ved lov nr. 2068 af 21. december 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Et samarbejde mellem flere menighedsråd efter §§ 42 a og 43 i lov om menighedsråd kan oprettes som en selvstændig juridisk enhed med eget regnskab, såfremt samarbejdets omfang udgør
minimum 3 årsværk eller
en omsætning på mindst 2 mio. kr. om året.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for en kirkegård, som bestyres efter § 1, stk. 4, eller § 3 i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.«
2. § 4 ophæves.
3. I § 5, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 7, stk. 1-2« til: »§ 7, stk. 1«.
4. I § 5, stk. 4, nr. 3, ændres i 1. pkt. »§ 7 a, stk. 1-2« til: »§ 7, stk. 2«, og »til kommunens kirkekasser« udgår, og i 2. pkt. ændres »§ 7, stk. 5, 2. pkt.« til: »§ 7, stk. 6, 2. pkt.«
5. I § 5, stk. 4, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) Fastsætte størrelse og udmøntning af reserven, jf. § 7, stk. 3 og 4.«
6. I § 5 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Budgetsamrådet kan hvert år beslutte, om der i forbindelse med budgetprocessen skal fastsættes en reserve, der overstiger 5 pct. af ligningsbeløbet, jf. § 7, stk. 3.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
7. I § 5 indsættes efter stk. 6, som bliver stk. 7, som nyt stykke:
»Stk. 8. Budgetsamrådet nedsætter på menighedsrådenes foranledning en fællesbestyrelse til administration af samarbejder, jf. § 44 c i lov om menighedsråd. Er der nedsat et budgetudvalg, jf. § 17 c, stk. 1, træffes beslutningen i budgetudvalget.«
Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 9 og 10.
8. I § 5, stk. 7, 1. og 2. pkt., som bliver stk. 9, 1. og 2. pkt., ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.
9. § 6, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
10. § 7 affattes således:
»§ 7. Provstiudvalget fastsætter efter budgetsamrådet driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for
Lov nr. 460 af 15. maj 2017 om forsøg i folkekirken ophæves.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 2, nr. 33, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2024.
Stk. 3. Samarbejder oprettet som selvstændige juridiske enheder i medfør af lov om forsøg i folkekirken følger fortsat lovens regler indtil dennes ophævelse den 1. januar 2024.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af § 7, stk. 5, og § 17 h, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 29. januar 2020, som ændret ved lov nr. 2068 af 21. december 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 7, stk. 6, § 7 a, stk. 5 og 6, og § 17 h, stk. 4 og 6, i lov om folkekirkens økonomi som affattet ved denne lovs § 2, nr. 10, 11, 27 og 28.
/ Louise Schack Elholm
Stk. 3. Vedtægten skal indeholde oplysninger om, hvilke menighedsråd og hvilket provstiudvalg der deltager i samarbejdet, hvad samarbejdet vedrører, finansieringen af samarbejdet, tilsyn, vilkår for andre menighedsråds optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning og vilkår for ophævelse af samarbejdet og om, hvor vedtægten er offentliggjort, og hvorfra den kan rekvireres.«
3. I § 43, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Samarbejderne kan oprettes som selvstændige juridiske enheder, hvis de opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi. Selvstændige juridiske enheder kan ikke benytte en fællesbestyrelse, jf. kapitel 8 a.«
4. I § 43 a, 1. pkt., ændres »etablere« til: »oprette«, og i 2. pkt. ændres »§ 5, stk. 6-7« til: »§ 5, stk. 7 og 9«.
5. I § 43 b, stk. 1, indsættes efter »stiftsøvrighed«: », stiftsråd«, efter »mellem to eller flere stiftsøvrigheder« indsættes: », mellem to eller flere stiftsråd«, og efter »en eller flere stiftsøvrigheder« indsættes: », stiftsråd«.
6. I § 43 b, stk. 2, indsættes efter »provstiudvalg«: », et stiftsråd«.
7. Efter § 43 b indsættes:
»§ 43 c. Kravet om godkendelse efter § 43 b, jf. § 43, gælder ikke, hvis der anvendes standardmodeller for samarbejdskonstruktioner, som er godkendt af kirkeministeren og offentliggjort som en standardmodel på Kirkeministeriets hjemmeside.«
8. Efter kapitel 8 indsættes:
Fællesbestyrelse
§ 44 a. Menighedsrådene i et provsti kan nedsætte en fællesbestyrelse. Hvis provstiet dækker flere ligningsområder, kan der nedsættes en fællesbestyrelse for hvert ligningsområde. Hvis der i ligningsområdet er flere provstier, kan der nedsættes en fællesbestyrelse for ligningsområdet.
Stk. 2. Fællesbestyrelsen kan tildeles kompetence til at træffe beslutninger for og administrere alle samarbejder inden for et provsti eller ligningsområde som anført i stk. 1.
Stk. 3. Fællesbestyrelsen skal varetage de opgaver, som er optaget i vedtægten for et samarbejde.
Stk. 4. Fællesbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 44 b. Samarbejder mellem menighedsråd eller mellem menighedsråd og provstiudvalg efter §§ 42 a, 42 b, 43 eller 43 b kan tilslutte sig fællesbestyrelsen. Hvis et samarbejde tilslutter sig en fællesbestyrelse, skal der ikke være en særskilt bestyrelse for samarbejdet.
Stk. 2. Tilslutning til fællesbestyrelsen skal fremgå af vedtægten for samarbejdet. Er der oprettet flere fællesbestyrelser, jf. § 44 a, stk. 1, skal tilslutningen ske til en fællesbestyrelse ud fra følgende prioriterede rækkefølge:
En fællesbestyrelse, som dækker et ligningsområde i et provsti.
En fællesbestyrelse, som dækker et provsti.
En fællesbestyrelse, som dækker et ligningsområde med flere provstier.
Stk. 3. Det skal fremgå af vedtægten for samarbejdet, at samarbejdet til enhver tid kan udtræde af fællesbestyrelsen. En beslutning herom skal træffes af de samarbejdende parter og meddeles fællesbestyrelsen.
Stk. 4. Udtræder et samarbejde af fællesbestyrelsen, jf. stk. 3, skal der nedsættes en selvstændig bestyrelse for det pågældende samarbejde, som skal fremgå af en revideret vedtægt for samarbejdet.
§ 44 c. Provstiudvalget skal sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen. Valget afholdes i forbindelse med et budgetsamråd, jf. § 5, stk. 8, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi.
Stk. 2. Er der nedsat en fællesbestyrelse, der dækker flere provstier inden for et ligningsområde, skal budgetudvalgets forretningsførende provst sikre, at der afholdes valg til fællesbestyrelsen. Valget afholdes i forbindelse med et budgetudvalgsmøde, jf. § 5, stk. 8, 2. pkt., i lov om folkekirkens økonomi.
Stk. 3. Valg til fællesbestyrelsen sker ved simpelt flertal blandt de fremmødte til de i stk. 1 og 2 nævnte møder. Repræsentanterne på budgetsamrådet og budgetudvalgsmødet har hver én stemme.
§ 44 d. Fællesbestyrelsen skal bestå af mindst 5 medlemmer, som er valgbare til et menighedsråd og ikke undtaget fra valgbarhed i noget menighedsråd i det område, som fællesbestyrelsen dækker, jf. § 3 i lov om valg til menighedsråd, eller som er født medlem af et menighedsråd i samme område, jf. § 2.
Stk. 2. Flertallet i fællesbestyrelsen skal være læge medlemmer.
Stk. 3. Fællesbestyrelsens medlemmer vælges for 2 år og således, at halvdelen af fællesbestyrelsens medlemmer er på valg hvert år.«
kirkekasser, jf. § 1, stk. 1,
selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, og
præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Stk. 2. Provstiudvalget fastsætter på baggrund af stk. 1 det ligningsbeløb, som skal opkræves af kommunen, jf. dog § 5, stk. 4, og §§ 17 c-17 d.
Stk. 3. Provstiudvalget har ved ligningsbeløbets fastsættelse adgang til at afsætte midler til en reserve på op til 5 pct. af ligningsbeløbet. Ved forbrug af reserven har provstiudvalget det følgende år mulighed for at forhøje ligningen med henblik på reservens reetablering. Provstiudvalget kan afsætte en reserve, der overstiger 5 pct. af ligningsbeløbet, hvis det besluttes af budgetsamrådet, jf. § 5, stk. 6.
Stk. 4. Provstiudvalget kan efter ansøgning fra menighedsrådene bevilge anvendelse af reserven til dækning af de i § 2 anførte formål, herunder til uforudsete udgifter. Provstiudvalget kan af reserven yde et likviditetslån til menighedsråd med en løbetid på maksimalt 12 måneder. Provstiudvalget fastsætter betingelserne for likviditetslånet.
Stk. 5. Provstiudvalget kan efter høring af menighedsrådene anvende reserven til dækning af de i § 17 g anførte formål, herunder til uforudsete udgifter.
Stk. 6. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse og udmelding af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger, jf. stk. 1, og om fastsættelse og udmøntning af en reserve, jf. stk. 3-5. Kirkeministeren kan ikke fastsætte regler om størrelsen af kirkekassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.«
11. § 7 a affattes således:
»§ 7 a. Menighedsrådet fastsætter og disponerer sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. § 7, stk. 1, nr. 1.
Stk. 2. Menighedsrådet udarbejder målsætninger, som indarbejdes i budgettet, jf. stk. 1.
Stk. 3. Bestyrelsen for en selvstændig juridisk enhed fastsætter og disponerer sit budget inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, eller som er fastsat af menighedsrådene i henhold til samarbejdsvedtægten, jf. § 42 a, stk. 2, og § 43, stk. 2, i lov om menighedsråd.
Stk. 4. Menighedsråd, som er fælles om præsteembeders faste ejendomme, fastsætter budgettet for de faste ejendomme inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som provstiudvalget har fastsat, jf. § 7, stk. 1, nr. 3. Menighedsrådene træffer beslutning om budgettet ved stemmeflertal på et fællesmøde. Til brug for fællesmødet indhentes en udtalelse fra præstegårdsudvalget. Budgettet disponeres af det menighedsråd, som administrerer budgettet på vegne af præstegårdsudvalget.
Stk. 5. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse, indsendelse til provstiudvalget og offentliggørelse, samt om tilsyn med og forhold vedrørende præsteembedets faste ejendomme.
Stk. 6. Kirkeministeren kan fastsætte regler om disponering af budgettet, herunder omdisponering inden for budgettet og til provstiudvalgskassen.«
12. I § 7 b, stk. 1, ændres »§ 7, stk. 1 og 2« til: »§ 7, stk. 1«.
13. I § 7 b indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for selvstændige juridiske enheder efter § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget.«
14. I § 8 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3.«
15. I § 9, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Tilsvarende aflægger selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, årligt særskilt regnskab for enheden.«
16. I § 9, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres », om revision og om provstiudvalgets godkendelse« til: »og frister herfor, om revision og om offentliggørelse«.
17. I § 9, stk. 2, ændres »kirkekassens regnskab« til: »regnskaber efter stk. 1«.
18. § 17 c, stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Budgetudvalget fastsætter det samlede ligningsbeløb, som skal opkræves af kommunen, og fordelingen mellem provstierne for
kommunens kirkekasser,
selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget,
præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme, og
provstiudvalgskasserne.«
19. § 17 d, stk. 1, affattes således:
»I kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i medfør af § 17 c, fastsætter provstiudvalget for det provsti, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor, det samlede ligningsbeløb, som skal opkræves af kommunen, og fordelingen mellem kasserne for
kommunens kirkekasser, jf. § 1, stk. 1,
selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, og
præsteembedernes faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.«
20. I § 17 d, stk. 2, 1. pkt., ændres »ligger i ligningsprovstiet« til: »ligger i provstiet, hvor flest af kommunens folkekirkemedlemmer bor«, og »budgetsamrådet i ligningsprovstiet« ændres til: »budgetsamrådet i dette provsti«.
21. I § 17 d, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »anlægsbevillinger«: », projektbevillinger«, og »ligningsprovstiets« ændres til: »provstiets«.
22. I § 17 f indsættes efter »virksomhed«: », herunder regler om beslutningsprotokol og offentliggørelse m.v«.
23. I § 17 g, stk. 2, ændres »disses« til: »udvalgenes og provstens«, og », kontorartikler m.v.« ændres til: »og kontorhold«.
24. I § 17 g, stk. 4, indsættes efter »samarbejde, jf.«: »§ 42 c eller«.
25. I § 17 g, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Udgifter til samarbejde, jf. § 42 b i lov om menighedsråd, kan udredes af provstiudvalgskassen.«
26. § 17 h, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Provstiudvalget fastsætter som led i den årlige budgetproces driftsrammen, anlægsbevillinger og projektbevillinger for provstiudvalgskassen og udarbejder budgettet på baggrund heraf.«
27. § 17 h, stk. 4 affattes således:
»Stk. 4. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse og offentliggørelse, samt om tilsyn.«
28. I § 17 h indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. Provstiudvalget disponerer i løbet af året budgettet inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som er fastsat som led i den årlige budgetproces, jf. stk. 2.
Stk. 6. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om provstiudvalgenes disponeringsmuligheder inden for de fastsatte rammer og bevillinger, jf. stk. 5.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.
29. I § 17 h, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 8, 2. pkt., ændres »om revision og om stiftsøvrighedens godkendelse af regnskaberne« til: »om frister herfor, om revision og om offentliggørelse af regnskaberne«.
30. I § 19, stk. 1, 2. pkt., udgår »bortset fra beløb til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2,«.
31. I § 19, stk. 1, 3. pkt., ændres »til imødegåelse af uforudsete udgifter, jf. § 7 a, stk. 2« til: »afsat til reserven, jf. § 7, stk. 3«, og »vedkommende provstiudvalg« ændres til: »provstiudvalget«.
32. I § 19, stk. 1, indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum:
»Ligningsbeløb til selvstændige juridiske enheder, jf. § 1, stk. 2 og 3, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, udbetales direkte til enheden.«
33. I § 23 a, stk. 2, indsættes som nr. 4:
»4) Mødeudgifter.«