Lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og forbrugerklageloven (Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem) § 3

Til nr. 1

Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbrugerklagenævnet kan bemyndige Forbrugerklagenævnets sekretariatet (Nævnenes Hus) til at træffe afgørelse om afvisning af klager på nævnets vegne i medfør af § 16.

Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbrugerklageloven, har efter gældende ret ikke samme mulighed for at delegere afgørelseskompetence til deres sekretariater.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a, hvorefter et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvistløsningsorgan på samme måde som Forbrugerklagenævnet vil kunne bemyndige sit sekretariat til at afvise at behandle en klage i medfør af forbrugerklagelovens § 16, stk. 1 og 2.

Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløsningsorgan kan udnytte bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse, at tvistløsningsorganets sekretariat har de nødvendige juridiske kompetencer til at træffe de afgørelser om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at delegere samt et indgående kendskab til relevante regler og til tvistløsningsorganets praksis.

Det er endvidere en forudsætning for bemyndigelsen, at det private tvistløsningsorgan løbende vil skulle følge med i, hvilke sager sekretariatet afviser på nævnets vegne. Dette vil kunne ske ved blandt andet løbende skriftlig eller mundtlig orientering af det private tvistløsningsorgan.

Når et sekretariat til et godkendt privat tvistløsningsorgan træffer afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, vil klageadgang til tvistløsningsorganet følge af det almindelige over- og underordnelsesforhold mellem sekretariatet og nævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Kapitel 5 i forbrugerklageloven regulerer mediation i Nævnenes Hus på baggrund af klager, der udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller tjenesteydelse.

Det følger af lovens § 11, at såfremt Nævnenes Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog lovens § 18, stk. 1. Forbrugeren skal samtidigt orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.

Det foreslås at nyaffatte forbrugerklagelovens § 11.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således at hvis Nævnenes Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 1. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus efter en konkret vurdering skal afslutte sagen, hvis det på baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en mindelig løsning.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt ikke kan nå til enighed om en løsning af den pågældende tvist.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren samtidig med underretning om sagens afslutning skal orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet efter § 19, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 2. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus vil skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.

Fristerne i lovens § 18 for sagsbehandling vil fortsat finde anvendelse.

Nævnenes Hus vil dog ikke skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis Nævnenes Hus træffer afgørelse efter stk. 3.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus ved afslutning af klager efter stk. 1, kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Nævnenes Hus vil, når mediationen er gennemført og afsluttet, fordi det ikke er muligt for parterne at nå frem til en mindelig løsning, kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet, hvis det på baggrund af de oplysninger, som parterne har afgivet i forbindelse med mediationen, må anses for åbenbart, at nævnet ikke vil kunne give forbrugeren medhold i klagen.

Dette kan f.eks. være tilfældet for klager, hvor det under mediationen er kommet frem, at forbrugeren har reklameret for sent, hvor kravet mod den erhvervsdrivende uomtvisteligt er forældet, hvor det på baggrund af sagens oplysninger står klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbrugerens uhensigtsmæssige brug, hvor forbrugerens krav er i strid med gældende lovgivning, hvor Forbrugerklagenævnet har en klar og utvetydig praksis, eller hvor sagen er uegnet til behandling i mangel på beviser.

Nævnenes Hus vil alene kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis der på baggrund af mediationen er et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe afgørelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke medføre, at Nævnenes Hus indhenter oplysninger, foretager juridiske vurderinger vedrørende den konkrete sag eller træffer afgørelse vedrørende sagens materielle indhold i forbindelse med selve mediationen. Såfremt sagen ikke før eller under mediationen er tilstrækkeligt oplyst, vil Nævnenes Hus efter omstændighederne kunne indhente yderligere oplysninger fra parterne med henblik på, at Nævnenes Hus efterfølgende vil kunne træffes afgørelse om, at forbrugeren ikke vil kunne indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Det vil som udgangspunkt ikke være åbenbart, at forbrugeren ikke vil kunne få medhold, hvis der efter mediationen er behov for i væsentligt omfang at indhente yderligere oplysninger. Dette vil eksempelvis kunne omfatte klager, hvor der er behov for at indhente et omfattende sagsmateriale for at oplyse sagen, eller hvor der er behov for, at en sagkyndig undersøger sagens genstand nærmere.

En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse om, at en klage ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet, udgør en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forbrugeren har almindelige partsbeføjelser, herunder ret til partsaktindsigt og evt. partshøring, ligesom de almindelige forvaltningsretlige krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og klagevejledning, finder anvendelse.

Hvis Nævnenes Hus i medfør af den foreslåede bestemmelse træffer afgørelse om, at en forbruger ikke vil kunne indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugeren åbenbart ikke kan få medhold i klagesagen, vil forbrugeren kunne klage over denne afgørelse til Forbrugerklagenævnets formand i medfør af forbrugerklagelovens § 43, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 12, stk. 1, nr. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen i Nævnenes Hus.

Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat frist.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 12, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren ikke inden for en fastsat frist betaler det krævede gebyr for at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for Nævnenes Hus med henblik på mediation.

Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af gældende administrativ praksis i Nævnenes Hus, vil endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Der er tale om en lovteknisk ændring, da erhvervsministeren i 2017 overførte det samlede forbrugerklagesystem fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til Nævnenes Hus.

Til nr. 5

Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at Nævnenes Hus eller godkendte private tvistløsningsorganer kan vælge at sambehandle modtagne klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling hensigtsmæssig.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a , hvorefter godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan vælge helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.

Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt anvendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere erhvervsdrivende.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.

Flere klager vil kunne anses for ensartede, hvis klagerne hviler på lignende faktiske og retlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis klagerne angår en identisk fejl på den samme type vare, der er købt hos den samme erhvervsdrivende eller butikskæde, eller hvis flere forbrugere er blevet opkrævet et beløb for den samme type af ydelse fra et forsyningsselskab, en abonnementstjeneste eller lignende.

Sambehandling af flere klager vil navnlig kunne være hensigtsmæssig som følge af procesøkonomiske forhold. Det tilkommer det godkendte private tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus at vurdere, om det konkret er hensigtsmæssigt at behandle to eller flere klager sammen.

Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere sagsbehandlingstid for den enkelte klage. Hvis en part modsætter sig sambehandling, vil partens klage ikke indgå i sambehandling med øvrige klager, men vil blive behandlet særskilt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Nævnenes Hus og nævnene i forhold til den enkelte klage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.

Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 1, nr. 1, således at ordet »og« udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1.

Til nr. 7

Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20, stk. 1 , hvorefter Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, hvis Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære klageadgangen efter § 11, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse hænger sammen med, at der med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås en ny § 11, stk. 3, hvorefter Nævnenes Hus i forbindelse med, at mediationsbehandlingen af en klage afsluttes, kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet vil kunne behandle en klage, når Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe sagen for nævnet, da det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren på trods af afgørelsen fra Nævnenes Hus alligevel vælger at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage, hvis forbrugeren har klaget over en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 11, stk. 3, til Forbrugerklagenævnets formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og formanden har givet forbrugeren medhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.

Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 2, således at henvisningen til § 20, stk. 1, nr. 2, ændres til § 20, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, der medfører, at § 20, stk. 1, nr. 2, bliver til § 20, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 9

Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at Forbrugerklagenævnet kan vælge at sambehandle klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling hensigtsmæssig.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 20, stk. 3 , hvorefter Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet kan vælge helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.

Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt anvendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere erhvervsdrivende.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.

Flere klager vil kunne anses for ensartede, hvis klagerne hviler på lignende faktiske og retlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis klagerne angår en identisk fejl på den samme type vare, der er købt hos den samme erhvervsdrivende eller butikskæde, eller hvis flere forbrugere er blevet opkrævet et beløb for den samme type af ydelse fra et forsyningsselskab, en abonnementstjeneste eller lignende.

Sambehandling af flere klager vil navnlig kunne være hensigtsmæssig som følge af procesøkonomiske forhold. Det tilkommer det godkendte private tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus at vurdere, om det konkret er hensigtsmæssigt at behandle to eller flere klager sammen.

Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere sagsbehandlingstid for den enkelte klage. Hvis en part modsætter sig sambehandling, vil partens klage ikke indgå i sambehandling med øvrige klager, men vil blive behandlet særskilt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet og nævnene i forhold til den enkelte klage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det følger af § 27, stk. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal betale et gebyr for behandling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.

Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat frist.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 27, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Forbrugerklagenævnet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren ikke inden for en fastsat frist betaler det krævede gebyr for at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for Forbrugerklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af gældende administrativ praksis i Forbrugerklagenævnet, vil endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den erhvervsdrivende ikke at være bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.

Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som ønsker sagen genoptaget.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a i forbrugerklageloven.

Det foreslås i stk. 1, at en anmodning fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal være indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil være underlagt en frist på 30 dage fra modtagelsen af en afgørelse, inden for hvilken forbrugeren skal have anmodet om genoptagelse af klagesagen.

Forbrugerens anmodning om genoptagelse vil skulle være modtaget af Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen.

Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes fra modtagelsen af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister.

Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlige forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan konkret kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger særlige forhold.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, skal Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan bl.a. inddrage baggrunden for fristoverskridelsen, herunder om overskridelsen må anses for undskyldelig, længden af fristoverskridelsen, om der foreligger modstående hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning for forbrugeren.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det fremgår af § 6, stk. 2, i forbrugerklageloven, at et godkendt privat klagenævn i sine vedtægter kan fastsætte bestemmelser om gebyrer og omkostninger for behandling af en klage ved nævnet.

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Det følger endvidere af lovens § 2, stk. 1, at skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed, og at restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2.

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer, der opkræves eller inddrives af private klagenævn.

Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag 32/2022, som gengivet i UfR 2023.1967 H, fastslået, at Ankenævn for biler er omfattet af en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af gældsinddrivelsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).

Det foreslås, at der indsættes en ny § 39 a , hvorefter godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer og omkostninger med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for behandling af en klagesag skal ske efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil fremgå af forbrugerklageloven, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Sådanne fordringer omfatter fordringer på gebyrer og omkostninger fra godkendte private klagenævn, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde.

Forslaget er en kodificering af gældende praksis og vil ikke medføre en ændring af heraf.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.