Gældende

LOV nr 558 af 27/05/2025

Erhvervsministeriet

Ændringer:

Lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og forbrugerklageloven (Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem)

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024, som ændret ved § 7 i lov nr. 1669 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.

2. I § 2 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) Varer: Løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.«

Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.

3. I § 2 indsættes som nr. 19-27:

»19) Miljøanprisning: Ethvert budskab eller enhver fremstilling, som ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret, uanset form, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i en kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt, en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter, produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende eller har forbedret sin indvirkning på miljøet over tid.

Generisk miljøanprisning: Enhver miljøanprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier, som ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium.
Bæredygtighedsmærke: Ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge, og som ikke omfatter nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national ret.
Certificeringsordning: En tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse krav, og giver mulighed for at anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder ordningens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder følgende betingelser:

a) Ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der er villige og i stand til at opfylde ordningens krav.

b) Ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med relevante eksperter og interessenter.

§ 2

I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler, som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af 8. juni 2017, § 44 i lov nr. 1666 af 26. december 2017 og § 1 i lov nr. 2158 af 27. november 2021, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«: »og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.

2. I § 3, nr. 18, ændres »salgsgenstanden« til: »varen«.

3. I § 3 indsættes som nr. 19-23:

»19) Handelsmæssig garanti for holdbarhed: Enhver handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget sig over for forbrugeren for varens holdbarhed i en bestemt periode ud over sin retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af varen i overensstemmelse med købelovens mangelregler, når varens holdbarhed ikke opretholdes.

Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.
Producent: Den, der har fremstillet varen, indført den i Den Europæiske Union eller fremstår som producent ved at have forsynet varen med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
Score for reparationsmulighed: En score, der udtrykker en vares mulighed for at kunne repareres, baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
Softwareopdatering: En gratis opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig, for at varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangelregler.«

4. I § 8, stk. 1, nr. 10, indsættes efter »levering,«: »herunder om muligt miljøvenlige leveringsmuligheder,«.

5. I § 8, stk. 1, nr. 16, indsættes efter »anvendelse,«: »og de væsentligste elementer ved mangelreglerne, og oplysningerne gives i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 5,«.

6. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 16 som nye numre:

»17) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end 2 år og stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel af en sådan garanti og dens varighed, og oplysningerne gives i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 5,

§ 3

I forbrugerklageloven, lov nr. 524 af 29. april 2015, som ændret ved § 6 i lov nr. 640 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.«

2. § 11 affattes således:

»§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1.

Stk. 2. Forbrugeren skal samtidig med underretning om sagens afslutning orienteres om muligheden for at indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet efter § 19, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Nævnenes Hus kan ved afslutning af klager efter stk. 1 træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.«

3. I § 12, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Klagen afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus.«

4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres »Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens« til: »Nævnenes Hus’«.

5. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:

»Sambehandling af klager

§ 16 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan bestemme, at flere ensartede verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.«

6. I § 20, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.

7. I § 20, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære klageadgangen efter § 11, stk. 3, og«.

Nr. 2 bliver herefter nr. 3.

8. I § 20, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 3«.

9. I § 20 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.«

10. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Betales gebyret ikke inden for en frist, som er fastsat af Forbrugerklagenævnet, afvises klagen.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 1 og 2 træder i kraft den 27. september 2026.

Stk. 3. § 3 finder ikke anvendelse på klager, der er indbragt for Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenævnet inden lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Givet på Christiansborg Slot, den 27. maj 2025

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

FREDERIK R.

/ Morten Bødskov

Officielle noter

EU Noter

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024.

Kilde

§ 1

Til nr. 1

Fodnoten til lov om markedsførings (herefter markedsføringsloven) titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004).

Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at der indsættes efter »side 7,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.

Der tilføjes derved en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning (herefter ECGT-direktivet).

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven tillige indeholder bestemmelser, der gennemfører den del af ECGT-direktivet, som ændrer i direktivet om urimelig handelspraksis (herefter UCP-direktivet).

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres ECGT-direktivets artikel 4, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører ECGT-direktivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvisning til ECGT-direktivet.

Til nr. 2

Markedsføringslovens § 2, nr. 1-17, definerer en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser. § 2 indeholder dog ikke en definition af en vare.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 4, hvorefter »varer« defineres som løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varer skal forstås på samme vis som definitionen af varer i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1, som er i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 3, der henviser til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 5.

Varer med digitale elementer vil omfatte tilfælde, hvor digitalt indhold eller digitale tjenester er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne på en sådan måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion, jf. forbrugeraftalelovens § 3, nr. 11.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra ca, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra a.

Til nr. 3

(Til nr. 19)

Markedsføringslovens § 2, nr. 1-17, definerer en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser. § 2 indeholder dog ikke en definition af en miljøanprisning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 19, hvorefter »miljøanprisning« defineres som ethvert budskab eller enhver fremstilling, som ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret, uanset form, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i en kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt, en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter, produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende eller har forbedret sin indvirkning på miljøet over tid.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en miljøanprisning skal forstås som et budskab eller en fremstilling vedrørende miljøet, herunder klimarelaterede anprisninger, der bruges i en kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt m.v. har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter m.v.

En miljøanprisning vil både kunne være udtrykkelig og implicit. En udtrykkelig miljøanprisning vil være en anprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier. En implicit miljøanprisning vil derimod være en anprisning, der ikke fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, men f.eks. via farvevalg, herunder en grøn baggrund, billeder, lyde, symboler, grafik og lignende. Det vil således være en konkret vurdering af markedsføringens helhedsindtryk, om der er tale om en miljøanprisning.

Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation, der direkte eller indirekte har til formål at promovere et produkt, en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende.

Definitionen vil dække over såvel specifikke miljøanprisninger og generiske miljøanprisninger. En specifik miljøanprisning vil eksempelvis kunne være ”100 pct. af den energi, der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende energikilder”, hvor specifikationen gives sammen med anprisningen. En generisk miljøanprisning vil eksempelvis kunne være ” klimavenlig emballage”, hvor der ikke gives yderligere forklaring sammen med anprisningen.

En specifik miljøanprisning må ikke være vildledende efter markedsføringslovens §§ 5 og 6 sammenholdt med § 8, og den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold, jf. markedsføringslovens § 13. En generisk miljøanprisning skal leve op til de samme krav som en specifik miljøanprisning, og skal derudover kunne påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede definition af anerkendte fremragende miljøpræstationer i markedsføringslovens § 2, nr. 23, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Miljøanprisninger vil også kunne være omfattet af anden lovgivning. For eksempel stiller forordning (EF) 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-forordningen) krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og blandinger. Økonomiske aktører vil derfor skulle sikre sig, at miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 8 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke som omfatter kommerciel kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end konkurrerende produkter, også blive betragtet som en miljøanprisning.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra o, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 20)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af en generisk miljøanprisning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 20, hvorefter »generisk miljøanprisning« defineres som enhver miljøanprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier, og som ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium.

Eksempler på generiske miljøanprisninger vil være ”miljøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret” eller lignende udsagn, som antyder eller giver indtryk af fremragende miljøpræstationer, hvor specifikationen af anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form sammen med miljøanprisningen.

Såfremt specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium f.eks. samme reklamespot, produktets emballage eller onlinesalgsgrænseflade, vil miljøanprisningen ikke betragtes som en generisk miljøanprisning. Anprisningen vil dog fortsat være en miljøanprisning, som er omfattet af definitionen på en miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 19, i markedsføringsloven. Anprisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks. være en generisk anprisning, hvorimod påstanden om, at ”100 pct. af den energi, der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende energikilder”, vil være en specifik miljøanprisning.

Specifikationen af miljøanprisningen vil dog skulle læses i sammenhæng med miljøanprisningen, det vil sige i nær tilknytning til udsagnet, således at forbrugeren kan læse anprisningen og forklaringen samtidig. En anprisning vil derfor ikke blive betragtet som specifik, hvis forbrugeren f.eks. skal scrolle længere ned på hjemmesiden eller klikke videre for at finde specifikationen af miljøanprisningen. Dette vil også være i overensstemmelse med, hvornår der er truffet en transaktionsbeslutning, jf. markedsføringslovens § 8.

Generiske miljøanprisninger vil også kunne være omfattet af anden lovgivning. For eksempel stiller forordning (EF) 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-forordningen) krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og blandinger. Økonomiske aktører vil derfor skulle sikre sig, at miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra p, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 21)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af et bæredygtighedsmærke.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 21, hvorefter »bæredygtighedsmærke« defineres som ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge, og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national ret.

EU Ecolabel og Svanemærket vil være eksempler på frivillige bæredygtighedsmærker, som har til formål at fremme og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige karakteristika, som ikke omfatter nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national ret, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 7.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 8 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke, som omfatter kommerciel kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end konkurrerende produkter, også blive betragtet som en miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 19, i markedsføringsloven.

Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation, der direkte eller indirekte har til formål at promovere et produkt, en proces eller en virksomhed.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra q, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 22)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af en certificeringsordning.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 22, hvorefter »certificeringsordning« defineres som en tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse krav, giver mulighed for at anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder ordningens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder følgende betingelser:

Det foreslås i litra a , at ordningen på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende vilkår er åben for alle erhvervsdrivende, der er villige og i stand til at opfylde ordningens krav,

Det foreslås i litra b , at ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med relevante eksperter og interessenter,

Det foreslås i litra c , at ordningen fastsætter procedurer for håndtering af manglende overholdelse af ordningens krav og indeholder bestemmelser om tilbagetrækning eller suspension af den erhvervsdrivendes ret til anvendelse af det tilhørende bæredygtighedsmærke i tilfælde af manglende overholdelse af ordningens krav, og

Det foreslås i litra d , at overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af ordningens krav er underlagt en objektiv procedure og udføres af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af både ordningens ejer og den erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og procedurer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en certificeringsordning skal forstås som en tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder ovenstående betingelser. Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betingelser skal være opfyldt for, at en certificeringsordning kan certificere et produkt, en proces eller en virksomhed og give mulighed for at anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 7 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke skulle ske i henhold til certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår og opfylde minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder eksistensen af objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav.

Overvågning af overholdelsen af ordningens krav bør foretages af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed både af ordningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på basis af internationale standarder og procedurer, EU-standarder og procedurer eller nationale standarder og procedurer f.eks. ved at påvise overensstemmelse med relevante internationale standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til organer, der certificerer produkter, processer og tjenesteydelser”, eller gennem de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008.

Der er foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til ECGT-direktivets ordlyd, herunder er ordet ”kriterier” ændret til ”betingelser”, og ”tilsvarende” er ændret til ”tilhørende”. Dette er sket for at skabe bedre samspil med den eksisterende sprogbrug i markedsføringsloven og medfører ingen indholdsmæssige ændringer.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra r, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 23)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af anerkendte fremragende miljøpræstationer.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 23, hvorefter »anerkendte fremragende miljøpræstationer« defineres som miljøpræstationer, der er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket, eller med nationale eller regionale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i medlemsstaterne, eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anerkendte fremragende miljøpræstationer skal forstås som miljøpræstationer, der opfylder kravene og er i overensstemmelse med EU Ecolabel eller med nationale eller regionale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendte i medlemsstaterne, f.eks. Svanemærket, eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret, f.eks. klasse A i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369. Dette er i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 10.

Anerkendte fremragende miljøpræstationer vil ikke være tilstrækkeligt til at fremsætte generiske miljøanprisninger såsom ”bevidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig”, da sådanne anprisninger vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika, f.eks. sociale karakteristika.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra s, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 24)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af holdbarhed.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 24, hvorefter »holdbarhed« defineres som evne til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at holdbarhed skal forstås på samme vis som definitionen af holdbarhed i købelovens § 3 a, nr. 6, der implementerer varedirektivets artikel 2, nr. 13.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra t, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 25)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af en softwareopdatering.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 25, hvorefter »softwareopdatering« defineres som en opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangelsregler, eller en opdatering vedrørende funktionaliteter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det ved vurderingen af, om noget er en softwareopdatering, skal indgå, om opdateringen tjener til at holde varen i overensstemmelse med aftalen, jf. købelovens mangelsregler i §§ 75 a-77 b og derved mangelfri.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra u, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 26)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af en forbrugskomponent.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 26, hvorefter »forbrugskomponent« defineres som enhver komponent i en vare, der opbruges igen og igen og skal udskiftes eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter hensigten.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forbrugskomponent vil skulle forstås som en del af en vare, der opbruges og skal genopfyldes eller udskiftes, for at varen fortsat kan fungere efter hensigten.

En forbrugskomponent vil f.eks. kunne være farvepatroner i en printer, der skal udskiftes for, at printeren kan fortsætte med at printe med farve. Forbrugskomponenter vil kunne være produkter såsom rengøringsmidler, elektronik, tøj, sko og andre varer.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra v, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

(Til nr. 27)

Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af en funktionalitet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 27, hvorefter »funktionalitet« defineres som evne til at udføre sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at funktionalitet skal forstås på samme måde som definitionen af en funktionalitet i købelovens § 3 a, nr. 5, der implementerer varedirektivets artikel 2, nr. 9.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 2, litra w, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, litra b.

Til nr. 4

Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 2, i markedsføringsloven, at vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved produktet.

Det foreslås at nyaffatte § 5, stk. 2, nr. 2, hvorefter vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved produktet, herunder i hvilket omfang produktet står til rådighed, produktets fordele, risici, udførelse, sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, eftersalgsservice og klagebehandling, metode og tidspunkt for fremstilling eller ydelse, levering, produktets hensigtsmæssighed, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol foretaget af produktet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at produktets væsentligste egenskaber vil skulle forstås som bl.a. produktets fordele og risici forbundet med brug af produktet. Det vil også omfatte produktets udførelse, sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkularitetsaspekter, herunder holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed. Derudover vil begrebet dække eftersalgsservice og klagebehandling samt metode og tidspunkt for fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet vil også dække oplysninger om produktets egnethed til et givent formål, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse. Det vil også omfatte de resultater, som kan forventes opnået ved brugen eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol foretaget af produktet.

EU-Domstolen har i sag C-435/11, CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH, desuden fastslået, at det f.eks. kan dreje sig om oplysninger om en eksklusiv ret til en tjenesteydelse. Væsentlige egenskaber kan ligeledes være oplysninger vedrørende det tidsmæssige omfang af en tjenesteydelse.

Der er et overlap mellem de elementer, der er omfattet af henholdsvis § 5, stk. 2, nr. 1 og 2. For eksempel vil miljøanprisninger, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, kunne være omfattet af både nr. 1 og 2. Det vil betyde, at oplysninger om miljøanprisninger ikke må være usandfærdige, ligesom fremstillingen af miljøanprisninger ikke må være vildledende. Dette vil medføre, at enhver miljøanprisning skal fremføres på grundlag af dokumentation, jf. markedsføringslovens § 13, som de kompetente myndigheder kan verificere.

Faktuelt korrekte oplysninger vil således også kunne være vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1, hvis oplysningerne præsenteres eller fremstår på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 3 vil oplysninger om et produkts sociale karakteristika gennem hele dets værdikæde f.eks. kunne vedrøre kvaliteten og rimeligheden af den involverede arbejdsstyrkes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social beskyttelse, sikkerheden på arbejdspladsen og social dialog. Sådanne oplysninger vil også kunne vedrøre respekt for menneskerettighederne, ligebehandling og lige muligheder for alle, herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og mangfoldighed, bidrag til sociale initiativer eller etiske forpligtelser såsom dyrevelfærd. Et produkts miljømæssige og sociale karakteristika vil skulle forstås bredt og omfatter et produkts miljømæssige og sociale aspekter, påvirkning og præstationer.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b, som ændret ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 10, i markedsføringsloven, at vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.

Det foreslås at ændre § 5, stk. 2, nr. 10, hvorefter »forretningskendetegn, eller« ændres til »forretningskendetegn,«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13 i markedsføringslovens § 5, stk. 2.

Til nr. 6

Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 11, i markedsføringsloven, at vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.

Det foreslås at ændre §5, stk. 2, nr. 11, hvorefter »objektive faktorer.« ændres til »objektive faktorer,«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13 i markedsføringslovens § 5, stk. 2.

Til nr. 7

Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. Det fremgår af § 5, stk. 2, at vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af de elementer, der er oplistet i nr. 1-11.

Markedsføringsloven indeholder dog ikke regler om fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer eller reklame for fordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 5, stk. 2, nr. 12, hvorefter vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for forbrugerne.

En miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer vil eksempelvis kunne være ”CO2-neutral i 2050”, ”klimaneutral inden 2050”, ”50 % mindre CO2 inden 2030”, ”vandforbrug reduceret med 40 % inden 2045” eller lignende udsagn, som giver forbrugerne indtryk af, at de bidrager til en lavemissionsøkonomi eller mindre indvirkning på klimaet og miljøet ved at købe den erhvervsdrivendes produkter. Det vil også kunne være miljøanprisninger uden en angiven tidshorisont som eksempelvis ”vi bestræber os på at være klimaneutrale”.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 4 vil det være en konkret vurdering fra sag til sag, om en anprisning er rimelig og troværdig og understøttes af klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan disse forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori der afsættes ressourcer med henblik herpå.

Gennemførelsesplanen bør indeholde alle de relevante elementer, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne, såsom budgetmidler og teknologisk udvikling, hvor det er relevant og i overensstemmelse med EU-retten.

Sådanne anprisninger bør verificeres af en tredjepartsekspert, som er uafhængig af den erhvervsdrivende, fri for interessekonflikter og med erfaring og kompetence inden for miljøspørgsmål, og som bør være i stand til regelmæssigt at overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn til forpligtelserne og målene, herunder milepælene for at nå dem. Den erhvervsdrivende bør sikre, at tredjepartsekspertens regelmæssige konklusioner vil være tilgængelige for forbrugerne.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 6, stk. 2, litra d, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, litra b.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 5, stk. 2, nr. 13, hvorefter vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til at reklamere med fordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden.

Markedsføring, der fremhæver, at et produkt eller en virksomhed ikke indeholder bestanddele eller har egenskaber, som aldrig har kunnet henføres til produktet, produktkategorien eller virksomheden, vil således kunne være vildledende efter en konkret vurdering. Et eksempel på at reklamere med fordele, som er irrelevante vil kunne være at hævde, at et bestemt mærke af flaskevand er glutenfrit, eller at papirark ikke indeholder plast.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 6, stk. 2, litra e, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, litra b.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Markedsføringsloven indeholder ikke regler vedrørende de væsentligste oplysninger, når en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugerne oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter.

Det foreslås at indsætte en ny § 6 c, hvorefter hvis en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller leverandørerne af disse produkter, betragtes oplysninger om sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour, som væsentlige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om produkternes eller leverandørernes miljømæssige eller sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, vil oplysninger om sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af produkterne og de foranstaltninger, der er indført for at holde de pågældende oplysninger ajour, blive betragtet som væsentlige oplysninger, som skal gives til forbrugeren.

Sådanne sammenligninger vil skulle være objektive, navnlig ved at sammenligne produkter med samme funktion, ved brug af en fælles metode og fælles antagelser og ved at sammenligne væsentlige og verificerbare elementer ved de produkter, der sammenlignes, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 6.

Forpligtelsen vil omfatte erhvervsdrivende, der leverer en sådan tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger herom.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 6 bør dette sikre, at forbrugerne kan træffe mere informerede transaktionsbeslutninger, når de baserer sig på sådanne sammenligninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direktivets artikel 7, stk. 7, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af § 16, stk. 1, i markedsføringsloven, at størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret ved lov, i et løbende kontraktforhold alene kan ændres til ugunst for forbrugeren, hvis betingelserne herfor er klart fremhævet i kontrakten.

Det foreslås at ændre § 16, stk. 1, hvorefter henvisningen til »nr. 13« ændres til »nr. 14«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i markedsføringslovens § 2, hvorefter der sker en rykning af nr. 4-17, der bliver nr. 5-18.

Til nr. 10

Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I til UCP-direktivet.

Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 2 a , hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af offentlige myndigheder.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne bæredygtighedsmærke og certificeringsordning.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 2 vil en handelspraksis stadig kunne betragtes som urimelig på grundlag af UCP-direktivets artikel 5-9, selvom denne særlige praksis ikke er opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til UCP-direktivet.

Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at et bæredygtighedsmærke, der f.eks. er baseret på en certificeringsordning, ikke vil kunne være vildledende efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.

Dette vil eksempelvis gælde, hvis certificeringsordningens krav for tildeling af bæredygtighedsmærket ikke stemmer overens med det indtryk, forbrugerne får af det pågældende mærke. Fremvisning af et bæredygtighedsmærke vil skulle ske i henhold til certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår og opfylde minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder eksistensen af objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 7 vil overvågning af overholdelsen af ordningens krav skulle foretages af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed både af ordningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på basis af internationale standarder og procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og procedurer, f.eks. ved at påvise overensstemmelse med relevante nationale standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til organer, der certificerer produkter, processer og tjenesteydelser”, eller gennem de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008.

Det vil fortsat være muligt at fremvise bæredygtighedsmærker uden en certificeringsordning, når sådanne mærker er etableret af en offentlig myndighed, eller hvor supplerende udtryks- og præsentationsformer for fødevarer anvendes i overensstemmelse med artikel 35 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011.

Eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige myndigheder, kan være logoer, der tildeles, når kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 eller (EF) nr. 66/2010 overholdes. Visse certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 vil også kunne fungere som bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et produkt, en proces eller en virksomhed med henvisning til f.eks. dets eller dens miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge dele.

Frivillige markedsbaserede standarder og frivillige offentlige standarder for grønne og bæredygtige obligationer er ikke primært rettet mod detailinvestorer og er underlagt specifikke retsregler. Sådanne standarder vil derfor ikke blive betragtet som værende bæredygtighedsmærker i denne henseende.

I tilfælde hvor fremvisning af et bæredygtighedsmærke omfatter kommerciel kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end konkurrerende produkter, vil dette bæredygtighedsmærke også blive betragtet som en miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 19. Det vil dog ikke nødvendigvis blive betragtet som en generisk miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 20. Dette vil bero på en konkret vurdering.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 2a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 2a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I til UCP-direktivet.

Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 a, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en generisk miljøanprisning, selvom den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne generisk miljøanprisning og anerkendte fremragende miljøpræstationer.

Generiske miljøanprisninger vil f.eks. kunne være udsagn som ”miljøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret” eller lignende, som antyder eller giver indtryk af fremragende miljøpræstationer. Det vil således ofte være såkaldte absolutte udsagn uden forklaring, som vil kunne udgøre en generisk miljøanprisning.

Miljøanprisningen vil dog ikke blive betragtet som en generisk miljøanprisning, hvis specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium såsom samme reklamespot, produktets emballage eller onlinesalgsgrænseflade. Anprisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks. være en generisk anprisning, hvorimod anprisningen ”100 pct. af den energi, der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende energikilder” vil være en specifik anprisning, hvor der gives en forklaring sammen med miljøanprisningen. Anprisningen ”miljøvenlige leveringsmuligheder” vil endvidere være en generisk miljøanprisning, hvorimod anprisningen ”vi leverer via elcykel” vil være en specifik anprisning.

Hvis en anprisning fremsættes skriftligt eller mundtligt kombineret med implicitte anprisninger såsom farver eller billeder, vil dette også kunne udgøre en generisk anprisning, og den erhvervsdrivende vil således skulle påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 2 vil en handelspraksis stadig kunne betragtes som urimelig på grundlag af ¬UCP-direktivets artikel 5-9, selvom denne særlige praksis ikke er opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til UCP-direktivet.

Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at en generisk anprisning, der er baseret på anerkendte fremragende miljøpræstationer, ikke kan være vildledende efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 10 vil anerkendte fremragende miljøpræstationer kunne påvises ved at stemme overens med forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO 14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369.

De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer bør være relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning såsom ”energieffektiv” vil f.eks. kunne fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1369. Derimod vil en generisk miljøanprisning såsom ”bionedbrydelig” ikke kunne fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EF) 66/2010, i det omfang der ikke er krav om bionedbrydelighed i de specifikke EU-miljømærkekriterier for det pågældende produkt.

Overensstemmelse med EMAS vil ikke selvstændigt kunne udgøre dokumentation for anerkendte fremragende miljøpræstationer, da EMAS primært knytter sig til en organisations miljøforhold eller miljøforholdene ved en virksomheds processer.

Fremsættelse af en generisk miljøanprisning såsom ”bevidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig” eller lignende udsagn bør ikke ske udelukkende baseret på anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi sådanne anprisninger vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika såsom sociale karakteristika. Det vil således være en forudsætning, at den erhvervsdrivende kan påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer for alle disse karakteristika og ikke blot miljømæssige og/eller sociale karakteristika for at kunne anvende udsagn som nævnt ovenfor.

Dette vil dog ikke være til hinder for, at virksomheder oplyser om og opfylder regler om bæredygtighed i overensstemmelse med særregulering, f.eks. bæredygtighedsrapportering samt produkt- og branchespecifik regulering. Benyttes udsagn om bæredygtighed selvstændigt i markedsføringen, vil dette blive betragtet som en generisk miljøanprisning, og den erhvervsdrivende skal kunne påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 4a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 4a.

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 b, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må fremsætte en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når miljøanprisningen kun vedrører et bestemt aspekt af produktet, f.eks. emballagen, eller en specifik, ikke-repræsentativ aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.

Udsagnet ”fremstillet af genanvendt materiale” vil f.eks. kunne give indtryk af, at hele produktet er fremstillet af genanvendt materiale, selvom det faktisk kun er emballagen, der er fremstillet af genanvendt materiale. Det vil også kunne være, når en erhvervsdrivende f.eks. giver indtryk af, at den kun anvender vedvarende energikilder, selvom adskillige af den erhvervsdrivendes forretningsfaciliteter stadig anvender fossile brændstoffer.

Erhvervsdrivende vil kunne fremsætte miljøanprisninger om sin virksomhed som helhed, forudsat at disse anprisninger er nøjagtige og verificerbare, og at de ikke overvurderer de miljømæssige fordele ved tiltaget, og markedsføringen i øvrigt ikke er egnet til at give forbrugeren et fejlagtigt og dermed vildledende indtryk.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 4b, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 4b.

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 c, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.

Sådanne anprisninger vil f.eks. kunne være udsagn som ”klimaneutral”, ”certificeret CO2-neutral”, ”carbonpositiv”, ”klimanettonulemission”, ”klimakompenseret”, ”reduceret klimapåvirkning” og ”begrænset CO2-fodaftryk” eller lignende. Sådanne anprisninger vil alene kunne fremsættes, når de er baseret på det pågældende produkts faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og sidstnævnte ikke er ækvivalente, og eftersom de vil kunne vildlede forbrugerne ved at få dem til at tro, at sådanne anprisninger vedrører selve produktet eller leveringen og produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom de kan give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af det pågældende produkt ikke har nogen indvirkning på miljøet, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 12.

Forbuddet vil være på produktniveau, således at miljøanprisningen skal vedrøre det konkrete produkt. En erhvervsdrivende vil alene kunne fremsætte en miljøanprisning som f.eks. ”CO2-neutral” eller ”klimakompenseret” vedrørende et produkt, såfremt den erhvervsdrivende kan dokumentere, at det pågældende produkt er ”CO2-neutralt” eller ”klimakompenseret” baseret på produktets faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemissioner uden for det pågældende produkts værdikæde.

Forbuddet vil ikke være på virksomhedsniveau, og virksomheder forhindres således ikke i at markedsføre deres investeringer i miljøinitiativer, så længe disse oplysninger gives på en måde, som opfylder kravene i EU-retten, og som ikke vildleder forbrugerne. Sådanne miljøanprisninger vil fortsat skulle overholde reglerne for fremsættelse af miljøanprisninger, herunder generiske miljøanprisninger og fremsættelse af miljøanprisninger vedrørende fremtidige miljøpræstationer. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, samt bemærkningerne hertil for en nærmere beskrivelse heraf.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 4c, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 4c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I til UCP-direktivet.

Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 10 a, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt krav, der som følge af retsregler gælder for alle produkter inden for den relevante produktkategori på EU-markedet, præsenteres som et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må markedsføre et element som værende særligt ved den erhvervsdrivendes tilbud, såfremt elementet er et krav, der følger af retsregler og gælder for alle produkter inden for den relevante produktkategori på EU-markedet.

Forhold eller krav, der følger af lovgivning, f.eks. et forbud mod at bruge visse stoffer i en produkttype, vil ikke kunne bruges selvstændigt i markedsføring. Det vil eksempelvis kunne være, hvis en erhvervsdrivende reklamerer med, at et bestemt produkt ikke indeholder et specifikt kemisk stof, når det pågældende stof allerede er forbudt ved retsregler for alle produkter i den pågældende produktkategori i Unionen.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 15 vil dette dog ikke omfatte handelspraksis, der fremmer erhvervsdrivendes eller produkters overholdelse af retlige krav, der kun gælder for nogle produkter, men ikke for andre konkurrerende produkter i samme kategori på EU-markedet, såsom produkter med oprindelse uden for Unionen. Det vil også kunne være tilfældet, at det kræves, at visse produkter på markedet opfylder visse retlige krav, mens det ikke kræves, at andre produkter i samme produktkategori opfylder disse krav.

Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at en anprisning, der f.eks. fremhæver eller promoverer overholdelsen af retlige krav, der kun gælder for nogle produkter i samme kategori på EU-markedet, ikke vil kunne være vildledende efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.

Ved vurderingen af om en sådan anprisning kan være vildledende, vil der blive lagt vægt på, hvor stor en andel af tilsvarende produkter på markedet, der har samme miljømæssige fordel, det vil sige hvor mange produkter i samme kategori på EU-markedet, der overholder de retlige krav. Dette hænger sammen med den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 13, i markedsføringsloven, som affattet ved forslagets § 1, nr. 7, hvorefter erhvervsdrivende ikke må reklamere med fordele for forbrugerne, som er irrelevante.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 10a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 10a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Bilag I til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I til UCP-direktivet.

Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.

(Til nr. 23 d)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 d, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 2 og 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne varer, softwareopdatering og funktionalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 17 forventes erhvervsdrivende, der er ansvarlige for udviklingen af softwareopdateringer, generelt at råde over sådanne oplysninger, mens erhvervsdrivende i andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra f.eks. softwareudviklere, leverandører eller kompetente nationale myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbrugerne til at opdatere operativsystemet på deres smartphone, må den erhvervsdrivende ikke tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en sådan opdatering vil få en negativ indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom batteriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre smartphonen langsommere.

Forbuddet vil gælde for enhver opdatering, herunder sikkerhedsopdateringer, og opdateringer vedrørende funktionaliteter. For opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige for at opretholde varens, det digitale indholds og den digitale tjenestes overensstemmelse, finder artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 og artikel 7 i varedirektivet også anvendelse. Dette vil dog ikke berøre artikel 19 i direktiv (EU) 2019/770.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23d, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23d.

(Til nr. 23 e)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 e, hvorefter altid anses for vildledende, såfremt en softwareopdatering præsenteres som nødvendig, når den kun tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne softwareopdatering og funktionalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må præsentere en softwareopdatering som nødvendig, hvis den kun har til formål at forbedre elementer ved funktionaliteterne.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 18 er softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer, nødvendige for sikker brug af produktet. Dette gælder dog ikke for opdateringer vedrørende forbedring af elementer ved funktionaliteterne. En softwareopdatering må derfor ikke præsenteres som nødvendig for at opretholde produktets overensstemmelse, altså en sikkerhedsopdatering, hvis opdateringen kun tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23e, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23e.

(Til nr. 23 f)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 f, hvorefter enhver kommerciel kommunikation vedrørende en vare, der indeholder et element, som er indført for at begrænse dens holdbarhed, selvom den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed, altid anses for vildledende.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begrebet holdbarhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må lave kommerciel kommunikation vedrørende en vare, hvis varen indeholder et element, som er indført for at begrænse varens holdbarhed, når den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed.

Eksempler på sådanne elementer kan være software, der standser eller nedsætter varens funktionalitet efter en bestemt periode, eller hardware, der er designet til at svigte efter en bestemt periode. Der kan også være tale om en design- eller fabrikationsfejl, der, selvom den ikke er indført som et element til dette formål, fører til, at varen svigter for tidligt, hvis den ikke afhjælpes, når oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet er blevet tilgængelige for den erhvervsdrivende, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 19.

Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation, der direkte eller indirekte har til formål at promovere varerne. Fremstilling af varer og at gøre dem tilgængelige på markedet vil ikke udgøre kommerciel kommunikation. I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 19 retter bestemmelsen sig primært mod erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, da det er dem, der fastslår varernes holdbarhed.

Når en vare identificeres som indeholdende et element, der begrænser holdbarheden, forventes producenten af den pågældende vare at være opmærksom på dette element og dens indvirkning på varens holdbarhed.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 19 vil erhvervsdrivende, der ikke er producenter af varerne, f.eks. sælgerne, også være omfattet af bestemmelsen, såfremt de har adgang til pålidelige oplysninger om elementet og dens indvirkning på holdbarheden, såsom en erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten. Den erhvervsdrivende vil være omfattet af forbuddet så snart vedkommende har adgang til sådanne oplysninger, uanset om den erhvervsdrivende er bekendt med disse oplysninger eller ej, f.eks. fordi vedkommende ignorerer dem. For at betragte en sådan handelspraksis som urimelig bør det ikke være nødvendigt at påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til udskiftning af den pågældende vare, men det vil være tilstrækkeligt at bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse varens holdbarhed.

Forbuddet vil ikke berøre de beføjelser, som forbrugere har i tilfælde af en vares manglende overensstemmelse i henhold til varedirektivet. Der skelnes mellem elementer, der begrænser varernes holdbarhed, og fremstillingsmetoder, hvor der anvendes materialer eller processer af generel lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse af materialer eller processer af lav kvalitet, vil fortsat være omfattet af reglerne om varers overensstemmelse i varedirektivet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23f, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23f.

(Til nr. 23 g)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 g, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en vare under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i brugstid eller intensitet.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begrebet holdbarhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må hævde, at en vare under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i brugstid eller intensitet, hvis dette ikke er tilfældet.

Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende oplyser forbrugerne om, at en vaskemaskine forventes at holde et vist antal vaskecyklusser i overensstemmelse med den normale forventede brug angivet i brugsanvisningen, selvom den faktiske brug af vaskemaskinen under de foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er tilfældet. Sådanne påstande fremsættes i vid udstrækning af producenterne, da det er dem, som fastslår varernes holdbarhed.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 20 forventes erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, at være opmærksomme på påstande i modstrid med sandheden om varers holdbarhed, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten. En vares manglende overensstemmelse som følge af lejlighedsvise fejl ved fremstillingen af en vare bør fortsat være omfattet af reglerne om varers overensstemmelse fastsat i varedirektivet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23g, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23g.

(Til nr. 23 h)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 h, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når dette ikke er tilfældet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må angive, at en vare kan repareres, hvis dette ikke er tilfældet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23h, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23h.

(Til nr. 23 i)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 i, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugskomponenter tidligere, end det er nødvendigt af tekniske årsager.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugskomponent.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må tilskynde forbrugeren til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugskomponenter tidligere, end det er nødvendigt af tekniske årsager.

Et eksempel herpå er når en erhvervsdrivende opfordrer forbrugeren via printerindstillingerne til at udskifte printerblækpatronerne, før de rent faktisk er tomme, for at fremme købet af yderligere blækpatroner.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23i, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23i.

(Til nr. 23 j)

Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 j, hvorefter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at en sådan forringelse vil ske.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne forbrugskomponent og funktionalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må tilbageholde oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, som ikke er leveret af den oprindelige producent. Den erhvervsdrivende må ligeledes ikke hævde, at der vil ske en forringelse af en vares funktionalitet ved anvendelse af forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, som ikke er leveret af den oprindelige producent, hvis dette ikke er tilfældet.

Et eksempel herpå kan være, hvis en printer er designet på en sådan måde, at dens funktionalitet er begrænset, når der anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den oprindelige producent af printeren. I sådan et tilfælde må disse oplysninger ikke skjules for forbrugeren, fordi en sådan praksis vil kunne vildlede forbrugeren til at købe en alternativ blækpatron, som ikke kan anvendes til den pågældende printer, hvilket kan føre til unødvendige affaldsstrømme eller yderligere omkostninger for forbrugeren.

Hvis intelligente enheder er designet på en sådan måde, at deres funktionalitet er begrænset, når der bruges opladere eller reservedele, der ikke er leveret af den originale producent, må den erhvervsdrivende ikke tilbageholde sådanne oplysninger for køberen på købstidspunktet.

En erhvervsdrivende må ligeledes ikke anføre, at anvendelsen af forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, der ikke er leveret af den oprindelige producent, vil forringe en vares funktionalitet, når dette ikke er tilfældet. Generelt forventes erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 24.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr. 23j, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr. 23j.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 2

Til nr. 1

Fodnoten til lov om forbrugeraftalers (herefter forbrugeraftaleloven) titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-brugerrettigheder) og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne).

Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at der indsættes efter »side 7,«: »og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.

Til nr. 2

Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1-18, definerer en række begreber, som anvendes i lovens bestemmelser.

Det foreslås at indsætte fem nye numre med yderligere definitioner i forbrugeraftalelovens § 3.

(Til nr. 19)

Det foreslås således, at der indsættes et nyt nr. 19, hvorefter »handelsmæssig garanti for holdbarhed« defineres som enhver handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget sig over for forbrugeren om salgsgenstandens holdbarhed i en bestemt periode, ud over sin retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overensstemmelse med købelovens mangelsbeføjelser, når salgsgenstandens holdbarhed ikke opretholdes.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en handelsmæssig garanti for holdbarhed skal forstås som en forpligtelse fra en producent over for forbrugeren med hensyn til en vares holdbarhed. Nærmere bestemt er det en forpligtelse til at opretholde en salgsgenstands krævede funktioner og ydeevne ved normal brug, som beskrevet i direktivets præambelbetragtning nr. 26. Denne forpligtelse skal forstås i overensstemmelse med købelovens § 86 a, der vedrører handelsmæssige garantier, hvorefter producenten er direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overensstemmelse med købelovens § 78 a, stk. 4-8.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14a, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.

(Til nr. 20)

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr . 20, hvorefter »holdbarhed« defineres som evnen til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at holdbarhed skal forstås på samme vis som definitionen af holdbarhed i købelovens § 3 a, nr. 6, der implementerer varedirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 13.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14b, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.

(Til nr. 21)

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 21, hvorefter »producent« defineres som den, der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den Europæiske Union eller fremstår som producent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet kendetegn.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at producent skal forstås på samme vis som definitionen på producent i købelovens § 3 a, nr. 1, der implementerer varedirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 4.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14c, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.

(Til nr. 22)

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 22 , hvorefter »score for reparationsmulighed« defineres, som en score, der udtrykker en salgsgenstands mulighed for at kunne repareres baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14d, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.

(Til nr. 23)

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 23, hvorefter en »softwareopdatering« defineres som en gratis opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at salgsgenstande med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangelsregler.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ved vurderingen af, om noget er en softwareopdatering, skal indgå, om opdateringen tjener til at holde salgsgenstanden i overensstemmelse med aftalen, jf. købelovens mangelsregler i §§ 75 a-77 b, og derved mangelfri.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14e, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.

Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 10, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysning om vilkår for betaling, levering og opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling.

Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 10, således at der efter »levering« indsættes »herunder om muligt miljøvenlige leveringsmuligheder,«.

Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 37 indebære, at den erhvervsdrivende bør give yderligere oplysning om miljøvenlige leveringmuligheder, som eksempelvis levering af varer via fragtcykel, elektrisk leveringskøretøj eller muligheden for bundtede forsendelsesmuligheder.

Det vil ikke være en betingelse for opfyldelse af oplysningspligten, at den erhvervsdrivende anvender ordene ”miljøvenlige leveringsmuligheder”. Oplysningspligten vil ligeledes kunne opfyldes ved, at den erhvervsdrivende konkret oplyser, hvilke leveringsmuligheder, der tilbydes for den konkrete vare eller tjenesteydelse f.eks. via elcykel. Såfremt den erhvervsdrivende ønsker at benytte udsagnet i sin markedsføring, skal udsagnet overholde markedsføringslovens regler herom.

Erhvervsdrivende vil alene kunne benytte udsagnet ”miljøvenlige leveringsmuligheder” eller lignende i sin handelspraksis, såfremt leveringsmetoden udgør en anerkendt fremragende miljøpræsentation. For en nærmere definition på en anerkendt fremragende miljøpræsentation henvises til § 1, nr. 3, der indsætter et nyt § 2, nr. 23, i markedsføringsloven, og bemærkningerne hertil, herunder lovforslagets pkt. 3.1.1.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra g, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 16, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysning om, at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse.

Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 16 , således at der efter »anvendelse«, indsættes »og de væsentligste elementer ved mangelsreglerne og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 5,«.

Den foreslåede tilføjelse indebærer, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger om de væsentligste elementer ved købelovens mangelsregler, herunder særligt købelovens almindelige reklamationsfrist.

Den erhvervsdrivende vil skulle give forbrugeren disse oplysninger ved brug af regler fastsat i medfør af § 8, stk. 5. Efter den foreslåede § 8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven, fastsætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16, jf. pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 9.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra l, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra b.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 17, hvorefter den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger om, hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed, og at købelovens mangelsregler kan finde anvendelse, og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 5.

At den erhvervsdrivende skal oplyse om, at købelovens mangelsregler finder anvendelse, skal ikke forstås som en pligt for den erhvervsdrivende til at give oplysninger om det nærmere indhold af købelovens mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om, at aftalen er omfattet af reglerne.

Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 31 indebære, at de erhvervsdrivende skal oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens specifikke komponenter.

Bestemmelsen vil herudover indebære, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysningerne ved brug af regler fastsat i medfør af § 8, stk. 5. Efter den foreslåede § 8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven, fastsætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16 og nr. 17. For nærmere herom henvises der til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 9, samt bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 18, hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger for salgsgenstande med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer.

Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdateringer berører ikke forbrugerens rettigheder efter købeloven.

Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 33 indebære, at forbrugerne skal modtage disse oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige minimumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til at give disse oplysninger, når producenten eller udbyderen har stillet oplysningerne til rådighed.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra la og lc, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 23, at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, hvor det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer, i henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, nr. 23 , der bliver nr. 25, ændres »vidst, og« til: »vidst,«.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 7, tilføjer to nye numre efter nr. 24, som bliver nr. 26.

Til nr. 7

Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 24, at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, hvor det er relevant, mulighed for klageadgang og i givet fald om forudsætningerne for klage.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 26, ændres »klage.« til: »klage,«, således at der indsættes et »,« i stedet for et ».«.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 7, tilføjer to nye numre efter nr. 24, som bliver nr. 26.

Til nr. 8

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 27, hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om varens score for reparationsmulighed.

Den erhvervsdrivende er alene forpligtet til at give denne oplysning, hvis en sådan score findes for den pågældende produktkategori og er påkrævet i henhold til EU-retten.

Det foreslås endvidere, at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 28, hvorefter den erhvervsdrivende, såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, skal give oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om reparationsbegrænsninger.

Oplysninger, som er nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri, vil skulle forstås i overensstemmelse med købelovens almindelige mangelsregler.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra v og u, som tilføjet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra d.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 5, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16 og 17.

Dette vil indebære, at justitsministeren får bemyndigelse til at fastsætte det nærmere indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke, der følger af den af ECGT-direktivet nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbrugerrettighedsdirektivet.

Som angivet i den nyindsatte artikel 22a i forbrugerrettighedsdirektivet, bliver udformningen og indholdet af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke senest den 27. september 2025 fastlagt af Europa-Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 26 vil den harmoniserede meddelelse skulle fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en iøjnefaldende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskranken eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på webstedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.

Ligeledes vil det harmoniserede mærke i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 26 skulle fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på en måde, der gør det let for forbrugerne at identificere, hvilke varer der drager fordel af en handelsmæssige garanti for holdbarhed. Dette kan for eksempel være ved, at mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved at fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der er omfattet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket placeres direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil kan producenter, der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbarhed, selv placere det harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller på dens emballage med henblik på at opnå en kommerciel fordel. Den erhvervsdrivende skal her sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 22a, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, fastsætter regler om indgåelse af en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og 20.

Med lovforslagets § 2, nr. 5, tilføjes der i forbrugeraftalens § 8, stk. 1, nr. 17, en oplysningspligt for den erhvervsdrivende til også at give oplysninger om en eventuel handelsmæssig garanti for holdbarhed.

Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, 2. pkt., således at »19 og 20« bliver til: »17, 21 og 22«.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 4.

Forslaget er desuden en konsekvensændring, som følge af, at forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1 nr. 17-24 bliver nr. 19-26. jf. lovforslagets § 2, nr. 5.

Til nr. 11

Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.

Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 5, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysning om, at købelovens mangelsregler finder anvendelse.

Det foreslås i § 17, stk. 1, nr. 5 , efter »anvendelse« at indsætte »og de væsentligste elementer ved mangelsreglerne, og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 3«.

Den erhvervsdrivende vil skulle give forbrugeren disse oplysninger ved brug af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 17, stk. 3. Efter den foreslåede § 17, stk. 3, i forbrugeraftaleloven, fastsætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 5 og 6. For nærmere herom henvises der til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 16, samt bemærkningerne hertil.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra e, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 6, hvorefter den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at den pågældende salgsgenstand drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og at købelovens mangelsregler finder anvendelse, og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 3.

Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren disse oplysninger ved brug af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 17, stk. 3, i forbrugeraftaleloven. Efter § 17, stk. 3, fastsætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 6. og 7. For nærmere herom henvises der til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 16, samt bemærkningerne hertil.

Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 7, hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.

I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 32 skal producenten og sælgeren frit kunne tilbyde andre typer handelsmæssige garantier og eftersalgsservice. De oplysninger, der gives til forbrugeren om sådanne andre handelsmæssige garantier eller servicer, skal imidlertid ikke forvirre forbrugeren med hensyn til eksistensen og varigheden af en producents handelsmæssige garanti for holdbarhed, og for hvilken et harmoniseret mærke anvendes.

Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 8, hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger for salgsgenstande med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer.

Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdateringer berører ikke forbrugerens rettigheder efter købeloven.

Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 33 indebære, at forbrugerne modtager disse oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige minimumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til at give disse oplysninger, når producenten eller udbyderen har stillet oplysningerne til rådighed.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra ea, ec og ed, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Forbrugeraftalelovens § 17, fastsætter regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.

Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 8, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger om, hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, for digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer.

Det foreslås, at i § 17 stk. 1, nr. 8 , der bliver nr. 11, ændres »elementer, og« til: »elementer,«.

Forslaget er en konsekvensretning som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 12, tilføjer tre nye numre efter nr. 8, som bliver nr. 11.

Til nr. 14

Det foreslås, at i § 17 stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 12, ændres »vidst.« til: »vidst,«, således at ».« ændres til et »,«.

Forslaget er en konsekvensretning som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 12, tilføjer tre nye numre efter nr. 8, som bliver nr. 11.

Til nr. 15

Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 13, hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om varernes score for reparationsmulighed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsdrivende – inden forbrugeren er bundet af en aftale – skal angive varens score for reparationsmulighed som oplyst af producenten og som fastsat på EU-plan, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 34.

Det forudsættes, at erhvervsdrivende alene er forpligtet til at give disse oplysninger, hvis en sådan score findes for den pågældende produktkategori og er påkrævet i henhold til EU-retten.

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 14, hvorefter den erhvervsdrivende, såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, skal give oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om reparationsbegrænsninger.

Oplysninger som er nødvendige for at holde salgsgenstanden mangelfri, skal forstås i overensstemmelse med købelovens almindelige mangelsregler.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra i og j, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 3 , hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 5 og 6, som affattet ved dette lovforslag.

Dette vil indebære, at justitsministeren vil skulle fastsætte det nærmere indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke, der følger af den af ECGT-direktivet nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbrugerrettighedsdirektivet.

Som angivet i den nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbrugerrettighedsdirektivet, bliver den konkrete udformning og indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke fastlagt af Europa-Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerrettighedsdirektivet artikel 22a, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2 stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 3

Til nr. 1

Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbrugerklagenævnet kan bemyndige Forbrugerklagenævnets sekretariatet (Nævnenes Hus) til at træffe afgørelse om afvisning af klager på nævnets vegne i medfør af § 16.

Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbrugerklageloven, har efter gældende ret ikke samme mulighed for at delegere afgørelseskompetence til deres sekretariater.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a, hvorefter et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvistløsningsorgan på samme måde som Forbrugerklagenævnet vil kunne bemyndige sit sekretariat til at afvise at behandle en klage i medfør af forbrugerklagelovens § 16, stk. 1 og 2.

Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløsningsorgan kan udnytte bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse, at tvistløsningsorganets sekretariat har de nødvendige juridiske kompetencer til at træffe de afgørelser om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at delegere samt et indgående kendskab til relevante regler og til tvistløsningsorganets praksis.

Det er endvidere en forudsætning for bemyndigelsen, at det private tvistløsningsorgan løbende vil skulle følge med i, hvilke sager sekretariatet afviser på nævnets vegne. Dette vil kunne ske ved blandt andet løbende skriftlig eller mundtlig orientering af det private tvistløsningsorgan.

Når et sekretariat til et godkendt privat tvistløsningsorgan træffer afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, vil klageadgang til tvistløsningsorganet følge af det almindelige over- og underordnelsesforhold mellem sekretariatet og nævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Kapitel 5 i forbrugerklageloven regulerer mediation i Nævnenes Hus på baggrund af klager, der udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller tjenesteydelse.

Det følger af lovens § 11, at såfremt Nævnenes Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog lovens § 18, stk. 1. Forbrugeren skal samtidigt orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.

Det foreslås at nyaffatte forbrugerklagelovens § 11.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således at hvis Nævnenes Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 1. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus efter en konkret vurdering skal afslutte sagen, hvis det på baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en mindelig løsning.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt ikke kan nå til enighed om en løsning af den pågældende tvist.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren samtidig med underretning om sagens afslutning skal orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet efter § 19, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 2. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus vil skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.

Fristerne i lovens § 18 for sagsbehandling vil fortsat finde anvendelse.

Nævnenes Hus vil dog ikke skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis Nævnenes Hus træffer afgørelse efter stk. 3.

Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus ved afslutning af klager efter stk. 1, kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Nævnenes Hus vil, når mediationen er gennemført og afsluttet, fordi det ikke er muligt for parterne at nå frem til en mindelig løsning, kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet, hvis det på baggrund af de oplysninger, som parterne har afgivet i forbindelse med mediationen, må anses for åbenbart, at nævnet ikke vil kunne give forbrugeren medhold i klagen.

Dette kan f.eks. være tilfældet for klager, hvor det under mediationen er kommet frem, at forbrugeren har reklameret for sent, hvor kravet mod den erhvervsdrivende uomtvisteligt er forældet, hvor det på baggrund af sagens oplysninger står klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbrugerens uhensigtsmæssige brug, hvor forbrugerens krav er i strid med gældende lovgivning, hvor Forbrugerklagenævnet har en klar og utvetydig praksis, eller hvor sagen er uegnet til behandling i mangel på beviser.

Nævnenes Hus vil alene kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis der på baggrund af mediationen er et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe afgørelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke medføre, at Nævnenes Hus indhenter oplysninger, foretager juridiske vurderinger vedrørende den konkrete sag eller træffer afgørelse vedrørende sagens materielle indhold i forbindelse med selve mediationen. Såfremt sagen ikke før eller under mediationen er tilstrækkeligt oplyst, vil Nævnenes Hus efter omstændighederne kunne indhente yderligere oplysninger fra parterne med henblik på, at Nævnenes Hus efterfølgende vil kunne træffes afgørelse om, at forbrugeren ikke vil kunne indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Det vil som udgangspunkt ikke være åbenbart, at forbrugeren ikke vil kunne få medhold, hvis der efter mediationen er behov for i væsentligt omfang at indhente yderligere oplysninger. Dette vil eksempelvis kunne omfatte klager, hvor der er behov for at indhente et omfattende sagsmateriale for at oplyse sagen, eller hvor der er behov for, at en sagkyndig undersøger sagens genstand nærmere.

En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse om, at en klage ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet, udgør en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forbrugeren har almindelige partsbeføjelser, herunder ret til partsaktindsigt og evt. partshøring, ligesom de almindelige forvaltningsretlige krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og klagevejledning, finder anvendelse.

Hvis Nævnenes Hus i medfør af den foreslåede bestemmelse træffer afgørelse om, at en forbruger ikke vil kunne indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugeren åbenbart ikke kan få medhold i klagesagen, vil forbrugeren kunne klage over denne afgørelse til Forbrugerklagenævnets formand i medfør af forbrugerklagelovens § 43, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af § 12, stk. 1, nr. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen i Nævnenes Hus.

Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat frist.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 12, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren ikke inden for en fastsat frist betaler det krævede gebyr for at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for Nævnenes Hus med henblik på mediation.

Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af gældende administrativ praksis i Nævnenes Hus, vil endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Der er tale om en lovteknisk ændring, da erhvervsministeren i 2017 overførte det samlede forbrugerklagesystem fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til Nævnenes Hus.

Til nr. 5

Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at Nævnenes Hus eller godkendte private tvistløsningsorganer kan vælge at sambehandle modtagne klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling hensigtsmæssig.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a , hvorefter godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan vælge helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.

Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt anvendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere erhvervsdrivende.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.

Flere klager vil kunne anses for ensartede, hvis klagerne hviler på lignende faktiske og retlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis klagerne angår en identisk fejl på den samme type vare, der er købt hos den samme erhvervsdrivende eller butikskæde, eller hvis flere forbrugere er blevet opkrævet et beløb for den samme type af ydelse fra et forsyningsselskab, en abonnementstjeneste eller lignende.

Sambehandling af flere klager vil navnlig kunne være hensigtsmæssig som følge af procesøkonomiske forhold. Det tilkommer det godkendte private tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus at vurdere, om det konkret er hensigtsmæssigt at behandle to eller flere klager sammen.

Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere sagsbehandlingstid for den enkelte klage. Hvis en part modsætter sig sambehandling, vil partens klage ikke indgå i sambehandling med øvrige klager, men vil blive behandlet særskilt.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Nævnenes Hus og nævnene i forhold til den enkelte klage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.

Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 1, nr. 1, således at ordet »og« udgår.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1.

Til nr. 7

Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20, stk. 1 , hvorefter Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, hvis Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære klageadgangen efter § 11, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse hænger sammen med, at der med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås en ny § 11, stk. 3, hvorefter Nævnenes Hus i forbindelse med, at mediationsbehandlingen af en klage afsluttes, kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet vil kunne behandle en klage, når Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe sagen for nævnet, da det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren på trods af afgørelsen fra Nævnenes Hus alligevel vælger at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage, hvis forbrugeren har klaget over en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 11, stk. 3, til Forbrugerklagenævnets formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og formanden har givet forbrugeren medhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 2, således at henvisningen til § 20, stk. 1, nr. 2, ændres til § 20, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, der medfører, at § 20, stk. 1, nr. 2, bliver til § 20, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 9

Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at Forbrugerklagenævnet kan vælge at sambehandle klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling hensigtsmæssig.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 20, stk. 3 , hvorefter Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet kan vælge helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet og nævnene i forhold til den enkelte klage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det følger af § 27, stk. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal betale et gebyr for behandling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.

Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat frist.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 27, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Forbrugerklagenævnet.

Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af gældende administrativ praksis i Forbrugerklagenævnet, vil endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den erhvervsdrivende ikke at være bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.

Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som ønsker sagen genoptaget.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a i forbrugerklageloven.

Det foreslås i stk. 1, at en anmodning fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal være indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil være underlagt en frist på 30 dage fra modtagelsen af en afgørelse, inden for hvilken forbrugeren skal have anmodet om genoptagelse af klagesagen.

Forbrugerens anmodning om genoptagelse vil skulle være modtaget af Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen.

Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes fra modtagelsen af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister.

Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlige forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan konkret kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger særlige forhold.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, skal Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan bl.a. inddrage baggrunden for fristoverskridelsen, herunder om overskridelsen må anses for undskyldelig, længden af fristoverskridelsen, om der foreligger modstående hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning for forbrugeren.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det fremgår af § 6, stk. 2, i forbrugerklageloven, at et godkendt privat klagenævn i sine vedtægter kan fastsætte bestemmelser om gebyrer og omkostninger for behandling af en klage ved nævnet.

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Det følger endvidere af lovens § 2, stk. 1, at skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed, og at restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2.

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer, der opkræves eller inddrives af private klagenævn.

Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag 32/2022, som gengivet i UfR 2023.1967 H, fastslået, at Ankenævn for biler er omfattet af en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af gældsinddrivelsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).

Det foreslås, at der indsættes en ny § 39 a , hvorefter godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer og omkostninger med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for behandling af en klagesag skal ske efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil fremgå af forbrugerklageloven, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Sådanne fordringer omfatter fordringer på gebyrer og omkostninger fra godkendte private klagenævn, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde.

Forslaget er en kodificering af gældende praksis og vil ikke medføre en ændring af heraf.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 4

Det foreslås i stk. 1 , at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at § 1 og 2 skal træde i kraft den 27. september 2026.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lovens § 1 og 2 vil træde i kraft den 27. september 2026, som følger af ECGT-direktivets artikel 4, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, at § 3 ikke finder anvendelse på klager, der er indbragt for Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenævnet inden lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. markedsføringslovens § 41, forbrugeraftalelovens § 36 og forbrugerklagelovens § 48. Der gælder ikke en anordningshjemmel, hvorefter lovene ikke kan sættes i kraft. Derfor gælder nærværende ændringslov heller ikke for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 1 kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

I Grønland gælder Inatsisartutlov om markedsføring og mærkning (markedsføringsloven) L 39 2015. På Færøerne gælder 2008 8/5 Ll. 19 Markedsføring.

Lovforslagets § 2 er omfattet af forbrugeraftalelovens § 36, stk. 2, hvorefter loven kan sættes i kraft for Grønland. Hvis denne anordningshjemmel udnyttes i forbrugeraftaleloven, vil denne også anvendes til at sætte de af § 2 foreslåede ændringer i kraft sammen med forbrugeraftaleloven. Forbrugeraftaleloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne.