Kilde

Til nr. 1

Ligestillingslovens § 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022, indeholder en fejl, der er opstået ved lov nr. 2591 af 28. december 2021. Den foreslåede ændring af § 2 har til formål at rette op herpå og har ingen indholdsmæssig betydning.

Ligestillingslovens § 2 indeholder et forbud mod forskelsbehandling og definitioner på forskelsbehandling, der for så vidt angår køn er formuleret på baggrund af Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, jf. EU-Tidende 2004 nr. L 373, side 37.

Ligestillingslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling pga. køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Det følger for køn af direktivets artikel 4, stk. 1, litra a) og b). Ved bestemmelsen forpligtes alle personer, der leverer varer og tjenesteydelser, jf. § 1 a, til at ligebehandle. Ifølge bemærkningerne skal formuleringen »Ingen« forstås således, at ikke blot organisationen eller myndigheden, der leverer varer og tjenesteydelser, men også den enkelte ansatte eller en person tilknyttet myndigheden og organisationen i forbindelse med leveringen er omfattet, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4582-4583. Det betyder, at den enkelte person ikke alene er forpligtet i relation til leveringen af varer og tjenesteydelser, men også i forhold til f.eks. kollegaer i forbindelse med arbejdets udførelse til selve leveringen af varer og tjenesteydelser m.v.

Det fremgår af § 2, stk. 1, 2. pkt., at en instruktion om at forskelsbehandle en person pga. køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika også betragtes som forskelsbehandling.

Det følger af bemærkningerne, at det er en forudsætning, at den person, der afgiver instruktion har instruktionsbeføjelse eller tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at der består et vist over- og underordnelsesforhold, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4583. Bestemmelsen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, hvor arbejdsgiveren instruerer arbejdstageren om at forskelsbehandle i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde. Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instruere en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan være omfattet, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 19.

For så vidt angår køn gennemfører bestemmelsen direktivets artikel 4, stk. 4.

Det følger af bemærkningerne, at begrebet kønsidentitet dækker over en persons indre og individuelle oplevelse af sit køn, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 19. Begrebet kønsudtryk dækker over måden, hvorpå man udtrykker sit køn, f.eks. valg af tøj, frisure, makeup, adfærd, bevægelser og tale. Begrebet kønskarakteristika dækker over de legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet, f.eks. antallet af X- og Y-kromosomer, typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og brystudvikling.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at forbuddet mod forskelsbehandling finder anvendelse, uanset om den seksuelle orientering, kønsidentiteten, kønsudtrykket eller kønskarakteristika ikke er som antaget af den, der udøver forskelsbehandlingen, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 19. Tilfælde, hvor en person fejlagtigt antages at have f.eks. en bestemt kønsidentitet eller seksuel orientering og forskelsbehandles på grund af den formodede kønsidentitet eller seksuelle orientering, vil således også være omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling.

Samme sted fremgår det, at det forhold, at en person forskelsbehandles på grund af sin seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika udelukker ikke, at personen også kan blive udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn, forstået som enten mand eller kvinde.

Det følger af den gældende bestemmelse i ligestillingslovens § 2, stk. 2, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika skal forstås som i stk. 1.

Den nærmere vurdering af, om der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika skal ske ved, at personen, der føler sig krænket, skal sammenlignes med en hypotetisk person. Det indebærer, at ethvert tilfælde, hvor det kan anses for godtgjort, at der i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde er lagt vægt på personens køn, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, er omfattet, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 19.

Endvidere er det uden betydning for, om der foreligger direkte forskelsbehandling, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Det nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse af godtgørelse.

Endelig fremgår det, at der foreligger direkte forskelsbehandling uanset den reelle eller formodede seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Forbuddet mod direkte forskelsbehandling omfatter således tillige den situation, hvor en person fejlagtigt formodes at have en bestemt seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, der udfordrer den gængse opfattelse af køn i samfundet.

Det fremgår af bemærkningerne, at forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med ydelse af sundhedspleje, som skyldes de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, ikke er tilsvarende situationer og udgør derfor ikke forskelsbehandling, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4583. Endvidere vil der foreligge direkte forskelsbehandling ved ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og moderskab og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen. Definitionen svarer til definitionen i graviditetsdirektivet, direktiv 92/85/EØF. Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (herefter ligebehandlingsloven) og gennemfører direktivets artikel 2, litra a).

Definitionen af indirekte forskelsbehandling blev indsat i ligestillingslovens § 2, stk. 3, ved § 1, nr. 5, i lov nr. 434 af 11. maj 2007 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (Definitioner af forskelsbehandling og af chikane og sexchikane m.v.). Det fremgår af bestemmelsen, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af bemærkningerne, at der i vurderingen af, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, skal lægges mindre vægt på antallet af berørte personer, der ved en kønsskæv effekt af en bestemmelse, betingelse eller praksis stilles ringere, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4583. Definitionen svarer for så vidt angår køn til definitionen i ligebehandlingsloven. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, litra b).

Ligestillingslovens § 2 blev ændret ved lov nr. 2591 af 28. december 2021 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd, lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., straffeloven og forskellige andre love (Styrket beskyttelse af lgbti-personer mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer og beskyttelse af personer med handicap mod hadefulde ytringer).

Med ændringsloven blev der bl.a. indsat et nyt § 2, stk. 3, i ligestillingsloven, hvorefter der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, en betingelse eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, eller hvis det vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer, jf. lovens § 1, nr. 6. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af bemærkningerne, at LGBTI-personer med ændringen også blev omfattet af beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling, og at ændringen ikke havde til hensigt at ændre beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling på grund af køn, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 21.

Desuden fremgår det, at kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika skal forstås som i stk. 1.

Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at formålet med forbuddet mod indirekte forskelsbehandling tager sigte på at hindre anvendelsen af bestemmelser, betingelser eller praksis, der uanset at de fremtræder neutrale dog alligevel vil stille bl.a. LGBTI-personer særligt ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering).

Det er ikke noget krav, at den pågældende bestemmelse, kriterium eller praksis alene berører f.eks. homoseksuelle, men kan også finde anvendelse, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, kriterium eller praksis, stiller personer, som har forskellige seksuelle orienteringer, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, ringere end andre personer.

Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til målet. Et eksempel på et sagligt og proportionalt formål vil kunne være at henvise en transperson, som alene har fået foretaget ændring af det juridiske køn, og fortsat fysisk fremstår som det modsatte køn, til at bade og klæde om i et separat omklædningsrum af hensyn til andres blufærdighed.

Endelig fremgår det af bemærkningerne, at i lighed med forbuddet mod direkte forskelsbehandling er det uden betydning, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

Det fremgår af ændringen af § 2, stk. 3, jf. § 1, nr. 6, i lov nr. 2591 af 28. december 2021, at der i § 2 om indirekte forskelsbehandling blev indsat to nye stykker, stk. 3 og 4. Endvidere fremgår det af ændringen, at det daværende § 2, stk. 4, blev stk. 5.

Ved en fejl blev det eksisterende § 2, stk. 3, ikke ophævet som konsekvens af indsættelsen af det nye § 2, stk. 3.

§ 2, stk. 4, i ligestillingsloven fastsætter, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika ikke indebærer en pligt til at stille særlige fysiske faciliteter til rådighed.

Det fremgår af bemærkningerne, at bestemmelsen ikke stiller nye krav om særlige fysiske faciliteter, men at der er en forventning om rimelig tilpasning, således at eventuelle udfordringer forsøges løst i mindelighed, når de opstår, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 18 som fremsat, side 21-22. Dette ligger i tråd med Ligebehandlingsnævnets praksis.

Rimelig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, hvorimod en pligt med hensyn til særlige fysiske faciliteter vil være rettet mod grupper. Det betyder, at rimelig tilpasning først skal ske, når der opstår et konkret behov, hvorimod en forpligtelse til at stille særlige fysiske faciliteter til rådighed betyder, at den vil skulle iagttages, uagtet om en person fremsætter et ønske om at benytte f.eks. en omklædningsfacilitet.

Lovens § 2, stk. 5, fastsætter, at hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Bestemmelsen fastsætter en delt bevisbyrde. Kan klageren således fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det foreslås, at § 2 nyaffattes. Nyaffattelsen er uden indholdsmæssig betydning og sker af lovtekniske hensyn for at sikre, at der rettes op på fejlen i forbindelse med ændringen af § 2, stk. 3, i lov nr. 2591 af 28. december 2021, hvor den daværende § 2, stk. 3, ikke blev ophævet i forbindelse med indførelsen af den nye § 2, stk. 3. Fejlen har i praksis ikke givet anledning til tvivl.

Det foreslås, at § 2 affattes således: »§ 2. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika betragtes som forskelsbehandling.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, en betingelse eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, eller hvis det vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika indebærer ikke en pligt til at stille særlige fysiske faciliteter til rådighed.

Stk. 5. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

Den foreslåede § 2 vil være en direkte videreførelse af den gældende § 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022. Den foreslåede nyaffattelse vil ikke have indholdsmæssig betydning og vil alene have til hensigt at rette op på fejlen i forbindelse med ændringen af § 2, stk. 3, i 2021.

Til nr. 2

Efter ligestillingslovens § 3, stk. 1, kan ressortministeren uanset ligestillingslovens § 2 på eget område tillade foranstaltninger til fremme af ligestilling, der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn.

I dag indberetter ressortministrene om dispensationer, der er givet efter ligestillingslovens § 3, stk. 1, i forbindelse med ligestillingsredegørelserne, der indsendes hvert tredje år, jf. ligestillingslovens § 5, stk. 3.

Efter ligestillingslovens § 6 kan ministeren for ligestilling fastsætte regler om indholdet af de i ligestillingslovens § 5, stk. 1, og § 5 a nævnte redegørelser.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter en tilladelse efter § 3, stk. 1, 1. pkt., indberettes til ministeren for ligestilling.

Den foreslåede ændring vil betyde, at ressortministeren skal indberette til ministeren for ligestilling, når ressortministeren har givet en tilladelse og ikke længere hvert tredje år i forbindelse med ligestillingsredegørelserne. Det er forventningen, at Ligestillingsafdelingen under ministeren for ligestilling årligt vil bede ministerierne oplyse, om der er blevet givet tilladelser til dispensation.

Med den foreslåede ændring sikres, at ministeren for ligestilling uanset den foreslåede ophævelse af ligestillingslovens §§ 5-6 om ligestillingsredegørelserne, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, fortsat vil modtage indberetninger om dispensationer efter ligestillingslovens § 3, stk. 1, 1. pkt.

Endvidere vil den foreslåede § 3, stk. 1, 2. pkt., skabe ensartethed i forhold til ressortministrenes pligt til at indberette dispensationer i ligebehandlingslovens § 13, stk. 4. Der henvises til ændringen i lovforslagets § 2, nr. 1.

Til nr. 3

Overskriften før § 5 i ligestillingsloven er »Redegørelser for ligestilling«.

Som konsekvens af den foreslåede ophævelse af ligestillingslovens §§ 5-6 i lovforslagets § 1, nr. 4, samt indsættelsen af en ny overskrift inden ligestillingslovens § 7 i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at overskriften før § 5 i ligestillingsloven ophæves.

Der henvises til lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 4 og nr. 5.

Til nr. 4

I ligestillingslovens §§ 5 og 5 a er der fastsat regler om, at ministerier, statslige institutioner og statslige virksomheder, kommunalbestyrelsen og regionsrådet hvert år skal redegøre for deres arbejde for ligestilling, jf. § 4.

I § 6 bemyndiges ministeren for ligestilling til at fastsætte nærmere regler for indholdet af ligestillingsredegørelserne.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at §§ 5-6 ophæves.

Med den foreslåede ændring vil offentlige myndigheder m.v. ikke længere være forpligtet til at redegøre for deres arbejde for ligestilling hvert tredje år.

Det bemærkes, at de foreslåede ophævelser ikke påvirker offentlige myndigheders forpligtelse til inden for deres område at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning, jf. ligestillingslovens § 4. Ligeledes vil offentlige myndigheder m.v. fortsat være forpligtet til at indberette om kønssammensætningen i den øverste ledelse efter ligestillingslovens § 11. Endvidere vil ressortministre fortsat skulle indberette om tilladelser til dispensation efter ligestillingslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.

Til nr. 5

Efter ligestillingslovens § 7 udarbejder ministeren for ligestilling hvert år inden den 1. marts en redegørelse og en perspektiv- og handlingsplan for ligestilling til Folketinget.

Det foreslås, at der før § 7 indsættes en overskrift om »Redegørelse og perspektiv- og handlingsplan«.

Med den foreslåede ændring kommer overskriften til at passe til indholdet af den efterfølgende bestemmelse, § 7, om ministeren for ligestillings årlige redegørelse og perspektiv- og handlingsplan.

Der henvises til lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 3 og 4.

Til nr. 6

Det fremgår af § 11, stk. 1, i ligestillingsloven, at der skal tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer og på de øverste ledelsesniveauer i institutioner og virksomheder inden for den statslige forvaltning, der ledes af en bestyrelse eller et andet kollektivt ledelsesorgan.

Det samme gælder for institutioner og virksomheder, der ledes af en bestyrelse eller et andet kollektivt ledelsesorgan, som ikke er omfattet af den statslige forvaltning, hvis udgifterne til institutionen eller virksomheden overvejende dækkes af statslige midler, eller staten ejer den overvejende del af institutionen eller virksomheden.

Endelig gælder forpligtelsen for kommunale fællesskaber, jf. § 60 i kommunestyrelsesloven, hvis det kommunale fællesskab ikke efter § 60 a i den nævnte lov er undtaget fra Ankestyrelsens godkendelse.

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 2, skal der tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i de øverste ledelsesniveauer i de i ligestillingslovens § 5, stk. 1, nævnte ministerier, statslige institutioner og statslige virksomheder, der ikke er omfattet af stk. 1, samt i kommuner, regioner og regionale sygehuse.

Forpligtelserne efter § 11, stk. 1 og 2, gælder, medmindre andet er fastsat ved lov. F.eks. fremgår det af lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014 om lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 1562 af 12. december 2023, at repræsentantskabet og bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension så vidt muligt bør have en »afbalanceret« sammensætning af mænd og kvinder.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås i § 11, stk. 1 og 2, at der efter »virksomheder m.v.« indsættes »med 50 eller flere medarbejdere«.

Med den foreslåede ændring indsættes en bagatelgrænse for, hvilke institutioner og virksomheder m.v., der skal tilstræbe en ligelig sammensætning af kvinder og mænd efter § 11, stk. 1 og 2. Det vil fremover kun være institutioner og virksomheder m.v., der har 50 eller flere medarbejdere.

Den foreslåede ændring vil medføre, at færre institutioner og virksomheder m.v. vil være omfattet af ligestillingslovens regler om måltal og politikker. I dag er institutionerne m.v. allerede efter § 11, stk. 4, underlagt en bagatelgrænse, i forhold til hvornår der skal opstilles måltal og udarbejdes en politik for det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer. Fremover vil de omfattede institutioner og virksomheder m.v. også kun skulle opstille måltal for bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer, hvis institutionen eller virksomheden m.v. har mindst 50 medarbejdere.

Ændringen vil således ensrette afgrænsningen af de omfattede institutioner og virksomheder m.v. i forhold til forpligtelsen om måltal og politikker, idet grænsen på 50 eller flere medarbejdere vil svare til grænsen for de institutioner m.v., der fra 1. januar 2023 er forpligtet til at opstille måltal for de øverste ledelsesniveauer efter ligestillingslovens § 11, stk. 4.

Hvis en institution har under 50 medarbejdere, vil den fremover ikke være omfattet af § 11. Hvis institutionen på et senere tidspunkt har mindst 50 medarbejdere, vil institutionen igen være omfattet af § 11 om at tilstræbe en ligelig kønssammensætning i evt. bestyrelse eller kollektivt ledelsesorgan og på de øverste ledelsesniveauer og skulle opstille måltal m.v., hvis der ikke er en ligelig kønssammensætning.

Det bemærkes, at statslige institutioner og statslige virksomheder som nævnt i § 11, stk. 2, nr. 1, allerede i dag er underlagt et krav om mindst 50 medarbejdere i kraft af ligestillingslovens § 5, stk. 1.

Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af målgruppen efter § 11, stk. 1 og 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 7

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 2, skal der tilstræbes en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i de øverste ledelsesniveauer i de i ligestillingslovens § 5, stk. 1, nævnte ministerier, statslige institutioner og statslige virksomheder, der ikke er omfattet af stk. 1, samt kommuner, regioner og regionale sygehuse.

Det foreslås i § 11, stk. 2, nr. 1, at ændre »De i § 5, stk. 1, nævnte ministerier« til: »Ministerier«.

Med den foreslåede ændring fjernes henvisningen til ligestillingslovens § 5.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter forpligtelsen for ministerier, statslige institutioner og virksomheder til at redegøre for deres arbejde for ligestilling i ligestillingslovens § 5 ophæves, samt lovforslagets § 1, nr. 6, hvor de omfattede institutioner og virksomheder m.v. i § 11 afgrænses til dem, der har 50 eller flere medarbejdere. Denne afgrænsning er allerede gældende for statslige institutioner og virksomheder, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring af målgruppen efter § 11, stk. 2, nr. 1, med denne ændring.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 8

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 4, 1. pkt., skal de i § 11, stk. 1 og 2, omfattede institutioner og virksomheder m.v. opstille måltal og politikker for det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer og udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer.

Efter § 11, stk. 4, 2. pkt., skal der kun opstilles måltal og udarbejdes politik for de øverste ledelsesniveauer, hvis institutionerne eller virksomhederne m.v. har 50 eller flere medarbejdere.

Det fremgår af § 11, stk. 4, 3. pkt., at fastlæggelsen af hvem der anses som medarbejder, og beregning af det gennemsnitlige antal medarbejdere skal ske i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 143 i selskabsloven.

Det foreslås, at § 11, stk. 4, 2. og 3. pkt ., ophæves.

Med den foreslåede ændring udgår grænsen i § 11, stk. 4, 2. pkt., og beskrivelsen af hvordan fastlæggelsen af medarbejdere skal ske i § 11, stk. 4, 3. pkt.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor der indsættes en bagatelgrænse for de omfattede institutioner og virksomheder m.v. i ligestillingslovens § 11, stk. 1 og 2, samt lovforslagets § 1, nr. 9, hvortil bestemmelsen om, hvordan fastlæggelsen af medarbejdere skal ske, fastsættes uændret i et nyt § 11, stk. 5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 9

Ligestillingslovens § 11 omhandler kønssammensætningen i bestyrelser og på de øverste ledelsesniveauer i den offentlige forvaltning m.v. I stk. 1 og 2 fastlægges, hvilke institutioner og virksomheder m.v., der er forpligtet til at tilstræbe en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i bestyrelser m.v. og på de øverste ledelsesniveauer.

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 3, skal det øverste ledelsesorgan opstille måltal for andelen, herunder antallet, af det underrepræsenterede køn i de i § 11, stk. 1, nævnte bestyrelser og andre kollektive ledelsesorganer.

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 4, 1. og 2. pkt., skal det centrale ledelsesorgan i de i § 11, stk. 1 og 2, omfattede institutioner og virksomheder m.v. opstille måltal og politikker for det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer og udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn på de øverste ledelsesniveauer, hvis institutionerne eller virksomhederne m.v. har 50 eller flere medarbejdere.

Det fremgår af § 11, stk. 4, 3. pkt., at fastlæggelsen af, hvem der anses som medarbejder, og beregning af det gennemsnitlige antal medarbejdere skal ske i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 143 i selskabsloven.

Det foreslås, at der i ligestillingslovens § 11 indsættes et nyt stk. 5, hvorefter fastlæggelsen af, hvem der anses som medarbejder efter § 11, stk. 1 og 2, og beregning af det gennemsnitlige antal medarbejdere, skal ske i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 143 i selskabsloven.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den nuværende bestemmelse om, hvordan fastlæggelsen af medarbejdere skal ske, videreføres uændret i et nyt stk. 5. Der er således ikke tale om en ændring af gældende ret.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvor det foreslås, at den gældende § 11, stk. 4, 3. pkt., om fastlæggelsen af medarbejdere ophæves. Der er ikke tilsigtet ændringer i, hvordan fastlæggelsen af medarbejdere skal ske i forhold til de gældende § 11, stk. 4, 2. og 3. pkt.

Som konsekvens af det nye stk. 5 i § 11, bliver de nuværende § 11, stk. 5 og 6, herefter til § 11, stk. 6 og 7. Det bemærkes, at bekendtgørelse nr. 1576 19. december 2022, der er udstedt med hjemmel i den nuværende § 11, stk. 6, i forbindelse med lovens ikrafttræden vil blive ophævet og erstattet af en ny bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 11, stk. 6, på baggrund af de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 10 og 12.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 10

Efter ligestillingslovens § 11, stk. 5, 1. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6, 1. pkt., skal de i § 11, stk. 1 og 2, nævnte institutioner og virksomheder m.v., der har opstillet måltal, jf. stk. 3 og 4, indberette om status for opfyldelsen af de opstillede måltal, herunder for, hvorfor man i givet fald ikke har nået det opstillede måltal til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Efter § 11, stk. 5, 2. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6, 2. pkt., skal der samtidig indberettes om den udarbejdede politik, jf. stk. 4. Efter § 11, stk. 5, 3. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6, 3. pkt., gælder indberetningspligten efter 1. pkt. dog ikke for de statslige aktieselskaber, der skal indberette om måltal og politik i henhold til årsregnskabslovens § 99 b.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at der skal indberettes om kønsfordelingen, uanset om denne er ligelig, og at der derfor ikke er opstillet måltal og udarbejdet politikker, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 124 som fremsat, side 18.

Det foreslås, at § 11, stk. 5, 1. og 2. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6, 1. og 2. pkt., ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt 1. pkt., hvorefter de institutioner og virksomheder m.v., som er nævnt i § 11, stk. 1 og 2, hvert andet år skal indberette om kønssammensætningen i bestyrelsen m.v. og på de øverste ledelsesniveauer, de eventuelt opstillede måltal og status for opfyldelsen, jf. stk. 3 og 4, samt om den eventuelt udarbejdede politik, jf. stk. 4, til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Med den foreslåede bestemmelse ændres indberetningsperioden efter ligestillingsloven for de i § 11, stk. 1 og 2, nævnte institutioner og virksomheder m.v. fra hvert år til hvert andet år. Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 12, om indberetningsperioden til ministeren for ligestilling.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring i indberetningen for de statslige aktieselskaber, der skal indberette om måltal og politik i henhold til årsregnskabslovens § 99 b. De vil som i dag være undtaget fra indberetningspligten efter ligestillingslovens § 11, jf. § 11, stk. 5, 3. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6, 3. pkt.

Endvidere præciserer ændringen, at også kønssammensætningen i bestyrelsen m.v. og på de øverste ledelsesniveauer skal indberettes til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, uanset om der er opstillet måltal og udarbejdet politik.

Kønssammensætningen indberettes allerede i dag af alle de omfattede institutioner og virksomheder m.v. i forbindelse med indberetningen efter § 11, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 11, stk. 6. Der er med den foreslåede ændring således ikke tilsigtet nogen ændring i, hvem der skal indberette, og hvilke oplysninger der skal indberettes efter ligestillingslovens § 11.

I øvrigt er der tale om sproglige rettelser, uden indholdsmæssig betydning, der tager højde for, at en institution m.v. ikke i alle tilfælde har opstillet et måltal, som der kan redegøres og gøres status for. Endelig foreslås det med ændringen, at henvisningen til § 11, stk. 1 og 2, flyttes af lovtekniske hensyn.

Til nr. 11

Ifølge ligestillingslovens § 12, stk. 1, skal ressortministeren ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer m.v., uanset om institutionen eller virksomheden er omfattet af § 11, sørge for, at de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer er ligeligt kønsmæssigt sammensat.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ressortministeren så vidt muligt skal sørge for en ligelig kønsmæssig sammensætning ved udpegning, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 124 som fremsat, s. 19.

I praksis har Miljø- og Ligestillingsministeriet fortolket bestemmelsen i tråd med hensigten i bemærkningerne, hvorefter en ressortminister skal bestræbe sig på at sikre en ligelig kønssammensætning, uden at der er tale om et ufravigeligt krav. F.eks. vil der kunne tages hensyn til, hvis der er behov for særlig fagkundskab hos bestyrelsesmedlemmerne, og det efter en konkret vurdering ikke er muligt at finde et tilstrækkeligt antal kandidater af det ene køn, der er i besiddelse af den relevante fagkundskab. En kandidats køn går således ikke forud for kandidatens kompetencer.

Fortolkningen stemmer også overens med muligheden efter ligestillingslovens § 12, stk. 3 og 6, § 9, stk. 2, og § 10 a, stk. 2, om at fravige krav om at pege på en kandidat af hvert køn til henholdsvis bestyrelser eller råd, nævn og udvalg m.v., hvis der foreligger særlige grunde.

Det foreslås, at § 12, stk. 1, ændres, således at ministeren i stedet for at skulle »sørge for« en ligelig kønssammensætning af de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer skal »tilstræbe « en ligelig kønssammensætning.

Den foreslåede ændring vil være en præcisering af ordlyden af § 12, stk. 1, der vil bringe den i overensstemmelse med praksis og intentionen bag reglerne, som den fremgår af bemærkningerne.

Den foreslåede præcisering vil medføre, at der ikke vil være tvivl om, at forpligtelsen i § 12, stk. 1, vil være en indsatsforpligtelse, der som i dag i praksis også vil være opfyldt, når en minister har forsøgt at sammensætte en bestyrelse med en ligelig kønssammensætning, men efter en konkret vurdering ikke kan finde et tilstrækkeligt antal kandidater af det ene køn, der f.eks. er i besiddelse af den relevante fagkundskab. En kandidats køn vil således fortsat ikke kunne gå forud for kandidatens kompetencer.

Til nr. 12

Ligestillingslovens § 13, stk. 1, fastsætter, at ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, skal indberette om de opstillede måltal og status for opfyldelsen af de opstillede måltal og oplyse om de udarbejdede politikker til ministeren for ligestilling.

Det fremgår af ligestillingslovens § 13, stk. 4, at ministeren for ligestilling kan fastsætte nærmere regler for, hvordan og på hvilket tidspunkt oplysninger efter stk. 1 skal gives. I bekendtgørelse nr. 1576 af 19. december 2022 om kønssammensætning i ledelser og bestyrelser m.v. i den offentlige forvaltning m.v. er det fastsat i § 4, at indberetningen skal ske årligt.

Det foreslås i § 13, stk. 1, at der efter »skal« indsættes: »hvert andet år«, og at »om de opstillede måltal og status for opfyldelsen af de opstillede måltal og oplyse om de udarbejdede politikker« ændres til: »oplysningerne, som er nævnt i § 11, stk. 6«.

De foreslåede ændringer vil indebære, at indberetningsperioden for ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet og det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab ændres fra hvert år til hvert andet år.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10, der ændrer indberetningsperioden for oplysninger om måltal m.v. efter § 11. Indberetningerne vil som i dag følge hinanden og ske i en samlet indberetning.

Med de foreslåede ændringer præciseres det, at de oplysninger, som indberettes af ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, til ministeren for ligestilling, svarer til de oplysninger, som de i § 11, stk. 1 og 2, nævnte institutioner og virksomheder m.v. efter ligestillingslovens § 11, stk. 5, der med lovforslagets § 1, nr. 9, bliver stk. 6, skal indberette til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fælleskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring af indberetningen i øvrigt, herunder om hvilke oplysninger der skal indberettes til ministeren for ligestilling efter ligestillingslovens § 13. Bekendtgørelsen vil blive revideret i forbindelse med lovens ikrafttræden.

Til nr. 13

Ligestillingslovens § 13, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at bestyrelser, der er omfattet af »§ 11, stk. 1, nr. 1 eller 2,,« efter anmodning skal give ressortministeren oplysninger om kønssammensætningen af bestyrelsen m.v.

Det foreslås, at »2,,« i § 13, stk. 2, 1. pkt., ændres til »2,«.

Med den foreslåede ændring slettes et overflødigt komma, der ved en fejl blev indsat ved den seneste ændring af ligestillingslovens § 13, jf. § 1, nr. 13, i lov nr. 576 af 10. maj 2022 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (Måltal og politik for kønssammensætningen i ledelser og bestyrelser i offentlige institutioner og virksomheder m.v.).

Ændringen har ingen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 14

Ligestillingslovens § 24, stk. 2 og 3, vedrører lovens ikrafttræden. Det fremgår af stk. 2, at de i § 5 nævnte redegørelser udarbejdes første gang i 2001, og at de i § 13 nævnte indberetninger indsendes første gang til ministeren for ligestilling i 2003. Det fremgår af stk. 3, at formanden for det i § 18 nævnte Ligestillingsnævn udpeges første gang for en periode på 4 år.

Ligestillingsnævnet blev nedlagt ved § 15, nr. 2, i lov nr. 387 af 27. maj 2008 om lov om Ligebehandlingsnævnet, hvor Ligebehandlingsnævnet fik tillagt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.

Det foreslås, at § 24, stk. 2 og 3, ophæves.

Med den foreslåede ændring ophæves ikrafttrædelsesbestemmelsen for de første ligestillingsredegørelser efter § 5 i 2001, ikrafttrædelsesbestemmelsen for den første indberetning om måltal og politikker efter § 13 i 2003 samt ikrafttrædelsesbestemmelsen for den første udpegning af formanden for Ligestillingsnævnet, jf. den tidligere ophævede § 18 i ligestillingsloven, jf. lov nr. 387 af 27. maj 2008.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i § 24, stk. 2 og 3, ikke henvises til ophævede bestemmelser og til en ikrafttrædelsesbestemmelse om, at indberetninger efter § 13 skulle indsendes første gang i 2003, da dette ikke længere har aktualitet. Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af ligestillingslovens § 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Som konsekvens af ophævelsen af stk. 2 og 3, bliver det nuværende § 24, stk. 4, herefter til stk. 2.

Ændringen har ingen indholdsmæssig betydning.

Kilde

Til nr. 1

Ligebehandlingslovens § 13, stk. 1 og 2, fastsætter mulighed for, at en ressortminister under nærmere omstændigheder kan give dispensation til at fravige lovens §§ 2-6 om ligebehandling af kvinder og mænd.

Efter ligebehandlingslovens § 13, stk. 4, skal de i § 13, stk. 1 og 2, nævnte fravigelser indberettes til ministeren for ligestilling af vedkommende minister mindst hvert andet år inden den 1. november, første gang i 2002.

Indberetningsperioden på hvert andet år blev indført i 2000 med lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd, hvor ligebehandlingslovens § 13, herunder stk. 4, blev nyaffattet, jf. lovens § 25, nr. 2. Indberetningsperioden svarede til den, der blev indført for ligestillingsredegørelserne i ligestillingslovens § 5 med samme lov.

Ligestillingslovens §§ 5 og 5 a, der omhandler ligestillingsredegørelserne, blev ændret i 2019 med lov nr. 487 af 30. april 2019 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (Forenkling af reglerne om indberetning af ligestillingsredegørelser). Ved lovændringen blev bl.a. indberetningsperioden af ligestillingsredegørelserne ændret fra hvert andet år til hvert tredje år, og datoen for indberetningen blev ændret fra 1. september og 1. november til 1. juni i ligestillingslovens § 5, stk. 1, og § 5 a, stk. 3, jf. lovens § 1, nr. 1, 6 og 10.

Ligebehandlingslovens § 13, stk. 4, blev ikke ændret i forbindelse med ændringen af ligestillingslovens regler om ligestillingsredegørelser.

I dag indberetter ressortministrene i praksis om dispensationer, der er givet efter ligebehandlingslovens § 13, stk. 1 og 2, jf. ligebehandlingslovens § 13, stk. 4, samt ligestillingslovens § 3, stk. 1, i forbindelse med ligestillingsredegørelserne, der indsendes hvert tredje år, jf. ligestillingslovens § 5, stk. 3.

Det foreslås, at »mindst hvert andet år inden den 1. november, første gang i 2002« i § 13, stk. 4, udgår.

Med den foreslåede ændring vil indberetningen til ministeren for ligestilling ikke længere være knyttet op til ligestillingsredegørelserne, som foreslås afskaffet i lovforslagets § 1, nr. 4. Derudover vil der med ændringen ikke længere være angivet en tidsgrænse for, hvor ofte en ressortminister som minimum skal indberette om dispensationer efter ligebehandlingslovens § 13, stk. 1 eller 2. Det er forventningen, at Ligestillingsafdelingen under ministeren for ligestilling årligt vil bede ministerierne oplyse, om der er blevet givet tilladelser til dispensation.

Kravene til indberetning til ministeren for ligestilling vil med den foreslåede ændring, sammen med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 2, ensrette kravene til indberetninger af dispensationer til ministeren for ligestilling efter reglerne i ligebehandlingsloven og ligestillingsloven.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Det foreslåede vil medføre, at de foreslåede ændringer i ligestillingsloven og ligebehandlingsloven vil finde anvendelse fra og med den 1. januar 2025.

Det foreslås i stk. 2, at bestemmelserne i ligestillingslovens § 11, stk. 6, og § 13, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10 og 12, finder anvendelse for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2025 eller senere.

Det foreslåede vil medføre, at indberetningerne om kønssammensætningen i bestyrelsen m.v. og på de øverste ledelsesniveauer, de eventuelt opstillede måltal og status for opfyldelsen, jf. § 11, stk. 3 og 4, samt om den eventuelt udarbejdede politik, jf. § 11, stk. 4, fra den 1. januar 2025 alene vil skulle ske hvert andet år og første gang i 2026, da indberetningen sker bagudrettet.

Endvidere vil det foreslåede medføre, at institutioner og virksomheder m.v., der har færre end 50 medarbejdere ved ikrafttrædelsen af denne lov, ikke skal indberette efter ligestillingslovens § 11, stk. 5, der bliver stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2024 eller senere på året. Det skyldes, at indberetningen i ligestillingslovens § 11 er bagudrettet.

Med ændringen vil de institutioner og virksomheder m.v., der fra 1. januar 2025 ikke længere vil være omfattet af forpligtelserne i ligestillingslovens § 11 som følge af den foreslåede minimumsgrænse på mindst 50 medarbejdere, heller ikke skulle indberette efter ligestillingslovens § 11 i 2025 og fremadrettet.

Loven skal ikke gælde eller kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da ligestillingsloven og ligebehandlingsloven ikke gælder og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, jf. ligestillingslovens § 31 og ligebehandlingslovens § 21.

Det bemærkes, at Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen for sagsområdet ligeret for mænd og kvinder som særanliggende.

Ligestillingsområdet er i Grønland reguleret ved inatsisartutlov nr. 36 af 4. juni 2024 om ligestilling og anti-diskrimination.