Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov om arbejdsmiljø og lov om erhvervsuddannelser (Udmøntning af »Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser« og forlængelse af hjemmel til smileyordningen)

Kilde

Til nr. 1

Ligebehandlingsloven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), herefter kaldet det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv.

Ligebehandlingslovens definition i § 1, stk. 4 og 6 på seksuel chikane gennemfører definitionen i artikel 2, stk. 1, litra d, i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv. I den danske oversættelse af direktivet er den engelske term ”sexual harassment” oversat til ”sexchikane”.

Det foreslås i § 1, stk. 4 og 6, og § 14, stk. 2, at ændre sexchikane til seksuel chikane.

Ændringen er alene en ren sproglig opdatering af begrebet ”sexchikane”, og indebærer dermed ingen indholdsmæssige ændringer i ligebehandlingslovens definition.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, at lige arbejdsvilkår, jf. stk. 1, også omfatter forbud mod sexchikane.

Af forarbejderne til lov nr. 1385 af 21. december 2005 om ændring af ligebehandlingsloven (Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af lofter for godtgørelse m.v.) fremgår det, at ”det indfortolkes i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må forskelsbehandle en lønmodtager for så vidt angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i den sammenhæng således, at bestemmelsen også indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. ” (Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 17 som fremsat, side 304).

I forhold til arbejdsgivers handlepligt beror omfanget af denne på en konkret vurdering, som blandt andet er fastlagt i retspraksis. Fx har Østre Landsret i en dom i 2017 (ØL B-2788-16) fastslået, at en virksomhed havde iværksat tilstrækkelige tiltag i form af mødeafholdelse, høring af relevante parter, tildeling af advarsel, ændring af referenceforhold, omrokering, forsøg på omplacering og psykologbistand. Virksomheden blev ikke idømt ansvar efter ligebehandlingsloven.

I forhold til arbejdsgivers forpligtelse til at stille et chikanefrit miljø til rådighed henvises der til Østre Landsrets dom af 19. november 2021, BS-27359/2020-OLR. Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin pligt efter ligebehandlingslovens § 4 til som arbejdsgiver i rimeligt omfang at sikre B mod den chikane, som A udsatte hende for. Landsretten henviste til byrettens begrundelse for resultatet. Byretten, Retten i Nykøbing Falster (dom af 1. juli 2020 (BS-35803/2019-NYK)), udtalte i begrundelsen bl.a., at det måtte lægges til grund, at sagsøgte, hverken før eller efter ledelsen var kommet til kendskab med, at A chikanerede B, havde iværksat nogen foranstaltninger til at sikre de ansatte mod seksuel chikane i form af eksempelvis en klar politik om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane. Herefter fandt byretten, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin pligt til, som arbejdsgiver, i rimeligt omfang at sikre arbejdstageren mod chikane.

I forhold til arbejdsgivers ansvar for seksuel chikane udøvet af en ikke-ansat person over for en af arbejdsgiverens medarbejdere, vil arbejdsgiverens ansvar forudsætte, at der er tale om, at en medarbejder udsættes for seksuel chikane i forbindelse med udførelsen af sine opgaver for arbejdsgiveren, og at arbejdsgiveren i den konkrete situation har reel mulighed for at træffe foranstaltninger, der kan bringe den seksuelle chikane til ophør eller undgå, at chikanen sker.

Forpligtelsen kan fx være relevant i situationer, hvor en medarbejder har en vedvarende kontakt med fx en borger eller en bestemt kunde, men det vil altid bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om der vil være en pligt efter ligebehandlingslovens § 4 til at stille et chikanefrit miljø til rådighed.

Østre Landsret udtalte således bl.a. i U 2019.3302 Ø, at det forhold, at den person, der udøver krænkende adfærd over for en medarbejder, ikke selv er ansat, ikke i sig selv fritager arbejdsgiveren for forpligtelserne i medfør af ligebehandlingslovens § 4, når adfærden finder sted i forbindelse med medarbejderens udførelse af sit arbejde. Sagen handlede om en borger, der krænkede en ansat (handicaphjælper). I den konkrete sag fandt Landsretten det godtgjort, at arbejdsgiveren havde opfyldt sin forpligtelse i medfør af ligebehandlingslovens § 4 ved iværksættelse af tilstrækkelige tiltag for at hindre den seksuelle chikane.

Arbejdsgiverens pligt til at stille et chikanefrit miljø til rådighed og til at sikre de ansatte mod seksuel chikane er med dommen i den konkrete situation blevet udvidet til en situation, hvor krænkelsen blev udført af en person, der ikke var ansat af arbejdsgiveren, men hvor det var en særlig arbejdsmæssig og situationsbestemt tilknytning mellem krænker og den ansatte. I den situation havde arbejdsgiveren desuden en reel mulighed for at håndtere den seksuelle chikane og træffe foranstaltninger til at bringe den seksuelle chikane til ophør.

Den konkrete situation i dommen er kendetegnet ved, at der er tale om en offentlig serviceopgave, som den pågældende arbejdsgiver ikke kan nægte at udføre, og hvor arbejdsgiveren ikke har arbejdsgiveransvar/ansættelseskompetence, og derfor heller ikke kan sanktionere borgeren/patienten på samme måde, som i tilfælde, hvor en kollega/leder krænker en ansat.

Pligten til at stille et chikanefrit miljø til rådighed og til at sikre de ansatte mod seksuel chikane, hvor krænkelsen blev udøvet af en person, der ikke er ansat af arbejdsgiveren, vil således skulle vurderes ud fra, om en sådan pligt står i rimeligt forhold til de handlemuligheder arbejdsgiveren har til, at krænkelser undgås og i forhold til at kunne stoppe krænkelsen.

Seksuel chikane er også reguleret i arbejdsmiljøloven. Ifølge reglerne i arbejdsmiljølovgivningen har arbejdsgiveren en forpligtelse til at sikre, at den ansatte udfører arbejde i et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Det betyder, at arbejdsgiveren efter arbejdsmiljøloven har en generel forebyggelsespligt og er forpligtet til at sørge for, at medarbejderen hverken fysisk eller mentalt bliver syg af at udføre arbejdet.

Tiltag, som iværksættes med henblik på at undgå seksuel chikane, vil kunne være ulige behandling på grund af køn mht. arbejdsvilkår. Det vil fx være tilfældet, hvis kvindelige ansatte henvises til at udføre ikke kunderelateret arbejde. I disse situationer bør rækkevidden af en arbejdsgivers pligt til at stille et chikanefrit miljø til rådighed efter reglerne i ligebehandlingsloven afgrænses til at sørge for, at medarbejderne har de tilstrækkelige redskaber til at kunne håndtere en situation, der måtte opstå i forbindelse med udførelsen af arbejdet. Efter arbejdsmiljøloven vil der samtidig gælde en forpligtelse til at forebygge, at der sker krænkelser i arbejdet i form af seksuel chikane.

Såfremt arbejdsgiver ikke overholder sine forpligtelser i § 4, stk. 2, vil der kunne rejses og ske udbetaling af en godtgørelse efter § 14. Efter § 14, stk. 2, kan det tillægges vægt, om der er tale om en krænkelse i form af seksuel chikane.

Det foreslås, at ligebehandlingslovens § 4, stk. 2 , ændres ved dels at ændre sexchikane til seksuel chikane og indsætte i selve bestemmelsen, at arbejdsgiveren er forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet og til at håndtere tilfælde af seksuel chikane.

Forslaget vil kodificere den retspraksis, der er på området og skabe klarhed om arbejdsgivernes forpligtelse til at stille et chikanefrit miljø til rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet.

Til nr. 3

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4, stk. 1, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, at lige arbejdsvilkår, jf. stk. 1 også omfatter forbud mod sexchikane.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 14, stk. 1, at personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af §§ 2-5, kan tilkendes en godtgørelse.

Det fremgår af den gældende bestemmelse § 14, stk. 2, at det kan tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen, at der har været tale om en krænkelse i form af sexchikane.

I retspraksis er der eksempler på, hvilke kriterier domstolene tillægger vægt ved udmåling af godtgørelser i sager om seksuel chikane efter ligebehandlingsloven.

I Østre Landsrets dom af 19. november 2021, BS-27359/2020-OLR, fandt landsretten, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt sin pligt efter ligebehandlingslovens § 4 til som arbejdsgiver i rimeligt omfang at sikre B mod den chikane, som A udsatte hende for. På den baggrund fandt landsretten, at B var berettiget til en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14. Landsretten fandt under hensyn til omfanget, varigheden og karakteren af krænkelserne, at godtgørelsen passende kunne fastsættes til 40.000 kr.

I Østre Landsrets dom af 3. februar 2006, B-400-05, tiltrådte landsretten, at en landbrugselev havde været udsat for uønsket seksuel adfærd, verbalt og fysisk af indehaveren ved berøring af hendes bryster og bagdel, og at indehaveren havde overtrådt ligebehandlingslovens § 4. Af de grunde, der var anført byretten om størrelsen af godtgørelsen, fandt landsretten, at godtgørelsen passende burde fastsættes til 25.000 kr. Byretten, Retten i Odense (dom af 27. januar 2005 (BS 2-1699/2004) havde ved udmålingen af godtgørelsen lagt vægt på ansættelsesforholdets længde, at der var tale om en elev, og at der var en særdeles betydelig aldersforskel.

Det foreslås, at ligebehandlingslovens § 14, stk. 2 ændres således, at der indsættes en henvisning til § 4, stk. 2.

Forslaget har til formål at åbne bestemmelsens bemærkninger således at, der heri kan indsættes bemærkninger om, at der med henvisning til sagernes omstændigheder bør være et større spænd ved udmåling af godtgørelsen, og at krænkelser i form af seksuel chikane bør være en skærpende omstændighed ved udmåling af godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, stk. 2.

Forslaget skal tydeliggøre, hvilke kriterier der kan indgå ved udmåling af godtgørelse efter bestemmelsen. Kriterierne vil ikke være udtømmende. Krænkelsens grovhed og omstændighederne i øvrigt bør tillige tillægges vægt, idet krænkelsens grovhed bør være en skærpende omstændighed.

Sagens omstændigheder i øvrigt vil også indgå som en skærpende omstændighed ved udmålingen af godtgørelsen. Det vil fx være handlingens beskaffenhed og varighed af chikanen. Tilsvarende vil alder kunne være en skærpende omstændighed, og relationen mellem den krænkede og krænkeren, fx om der foreligger et over/underordnelsesforhold, om den krænkede tilhører en udsat gruppe (fx elever, lærlinge, m.v.) eller har en løsere tilknytning til arbejdspladsen (fx nogle vikarer og freelancere).

Desuden bør det tillægges vægt, om der eksisterer et magtforhold. Herved forstås både den situation, hvor der eksisterer et over-underordnelsesforhold, og hvor der er en uformel magtbalance på arbejdspladsen.

Arbejdsgiverens forebyggende indsats og håndtering af sagen, herunder om arbejdsgiveren har formuleret en personalepolitik om seksuel chikane bør også tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen.

Den foreslåede ændring skal herudover forhøje godtgørelsesniveauet i grove sager om seksuel chikane på arbejdspladsen med en tredjedel i forhold til godtgørelsesniveauet efter de gældende regler. Grove sager om seksuel chikane vil almindeligvis være de sager, hvori der efter de gældende regler udløses godtgørelse i den høje ende af spektret. Det vil fx være sager, hvor der er tale om grove krænkelser, eller hvor den krænkede tilhører en udsat gruppe som fx elever.

Med forslaget vil godtgørelse som hidtil skulle fastsættes af domstole og nævn ud fra et samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og niveauerne vil som hidtil skulle udvikle sig gennem praksis. Fastsættelsen af godtgørelsen vil således fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne godtgørelsesniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Ved vurderingen af om ligebehandlingslovens forbud mod seksuel chikane er overtrådt, vil der ikke kunne lægges vægt på, at der har været tale om mindre krænkelser. Seksuel chikane er uacceptabelt uanset grovhed, og mindre krænkelser vil også kunne udløse en godtgørelse efter bestemmelsen. Der vil således ikke eksistere nogen bagatelgrænse.

Til nr. 4

Efter de gældende regler kan den ansatte rejse et krav om godtgørelse mod arbejdsgiveren efter ligebehandlingslovens § 14, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin pligt til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod seksuel chikane, jf. ligebehandlingslovens § 4, stk. 2.

Efter de gældende regler i ligebehandlingsloven kan en ansat imidlertid ikke rejse et krav om tortgodtgørelse mod den medarbejder, der har begået krænkelsen. Et krav mod den medarbejder, der har begået krænkelsen skal rejses efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Det nuværende niveau for tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven er i dag ved forsøg på voldtægt ca. 40.000-53.000 kr., mens det for fuldbyrdet voldtægt er ca. 100.000 kr., hvilket kan stige til 116.000 kr. i grove tilfælde og til ca. 133.000-150.000 kr. eller højere i ganske særlige tilfælde. Niveauet for tortgodtgørelse ved blufærdighedskrænkelser er efter praksis i størrelsesordenen 5.000-20.000 kr. afhængig af grovheden. I retspraksis er der eksempler på, at retten har vurderet, at krænkelsen havde en sådan grovhed, at den berettigede til en tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven.

U 1993.331 S Sagen angik, om en arbejdsgiver var ansvarlig for seksuel chikane over for en stewardesse, der var udøvet af en hovmester. Retten fandt, at det på baggrund af stewardessens forklaring, der blev støttet af vidneforklaringer, måtte lægges til grund, at hovmesteren havde udøvet seksuel chikane over for stewardessen både verbalt og fysisk ved bl.a. gentagne gange at have berørt hendes bryster og lår og at have presset sig ind imod hende, hvilket var i strid med ligebehandlingslovens § 4. Hovmesterens arbejdsgiver, et rederi, hæftede for godtgørelsen, idet skibsføreren, som var rederiets repræsentant på skibet, var bekendt med forholdet og havde en omfattende pligt til at beskytte sit personale, som han ikke havde overholdt. Hovmesteren hæftede efter erstatningsansvarslovens § 26.

U 2004.916 V Sagen angik krænkelser af en kvindelig salgsassistent i form af berøring af bl.a. hendes bryster, ligesom hun i tre tilfælde var blevet taget om livet, da hun stod ved et arkivskab. Endvidere blev det forklaret, at salgschefen i et tilfælde bevidst havde siddet så tæt på salgsassistenten, at hun ramte ham i skridtet, ligesom han i den forbindelse kørte sine fingerspidser op og ned ad hendes hånd og arm. Det blev ikke tillagt afgørende betydning, at salgsassistenten først på tydelig måde underrettede ledelsen, efter hun var blevet opsagt. Tortgodtgørelsen blev under hensyn til krænkelsernes karakter og omfang udmålt til 10.000 kr.

I U 2009.1309 V blev en blomsterdekoratør blev tilkendt 5.000 kr. i tortgodtgørelse efter krænkelser af en medhjælper i forretningen. Krænkelserne bestod bl.a. i, at medhjælperen tog fat i blomsterdekoratøren, da hun rejste sig op, ligesom medhjælperen trak blomsterdekoratøren tæt ind til sig og forsøgte at kysse hende, samtidig med at han tog hende på bagdelen og rørte hendes bryst, da blomsterdekoratøren forsøgte at komme fri.

Krav for personskade der er forvoldt ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, og som rejses efter erstatningsansvarsloven er omfattet af offererstatningsordningen. Skadelidte vil dermed kunne få udbetalt sit krav på godtgørelse fra Erstatningsnævnet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i ligebehandlingslovens § 14, hvorefter personer, der har været udsat for seksuel chikane i forbindelse med udførelse af deres arbejde, kan tilkendes en godtgørelse for tort fra den medarbejder, der har begået krænkelsen.

Formålet med indsættelsen af et nyt stk. 3, er at sikre, at den krænkede ud over godtgørelse fra arbejdsgiver kan søge tortgodtgørelse fra den medarbejder, der har begået krænkelsen. Der er ikke tilstrækkelig fokus på, at medarbejdere også har et ansvar for seksuel chikane, hvorfor dette tilføjes i ligebehandlingsloven. Dermed tydeliggøres det, at både arbejdsgivere og medarbejdere har et ansvar.

Forslaget betyder således, at den krænkede ud over godtgørelse fra arbejdsgiver tillige kan søge tortgodtgørelse i medfør af ligebehandlingsloven fra den medarbejder, der har begået krænkelsen. Med forslaget vil der således kunne rettes krav mod både arbejdsgiver og medarbejder efter forskellige bestemmelser i ligebehandlingsloven.

Med forslaget er der alene tiltænkt en processuel ændring i forhold til gældende ret. Den krænkede vil herefter efter ligebehandlingsloven kunne søge tortgodtgørelse i forbindelse med en klage til Ligebehandlingsnævnet eller ved domstolene.

Det påhviler den, der mener sig udsat for seksuel chikane fra en anden medarbejder i virksomheden at godtgøre, at vedkommende har været udsat for den pågældende adfærd, og at erstatningsbetingelserne i øvrigt er opfyldt. Der vil således gælde en almindelig ligefrem bevisbyrde i denne type af sager.

Hvorvidt en godtgørelse vil skulle tilkendes eller ej, vil skulle afgøres ved domstolene eller i Ligebehandlingsnævnet og vil bl.a. afhænge af grovheden af overtrædelsen og de nærmere omstændigheder omkring krænkelsen, fx om der har været tale om et længere forløb eller en enkeltstående hændelse.

Der vil med forslaget ikke ændres på de almindelige betingelser for at opnå tortgodtgørelse efter erstatningsansvarsloven, herunder at krænkelsen skal være egnet til at påvirke skadelidtes selv- og æresfølelse. Det vil således være den ydmygelse, man som forurettet har været udsat for, der bestemmer, om man vil have krav på tortgodtgørelse efter bestemmelsen. For at kunne opnå godtgørelse kræves det fortsat, at krænkelsen har en vis grovhed. Den endelige afgørelse heraf vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i det enkelte tilfælde.

Med lovforslaget er der ikke tilsigtet en ændring i forhold til det nugældende godtgørelsesniveau i sager om seksuel chikane efter erstatningsansvarsloven.

På samme måde vil ændringen ikke påvirke sager, der rejses mod arbejdsgiver. Ligeledes tilsigter forslaget ingen ændring af de nugældende regler i erstatningsansvarsloven, herunder § 23 om arbejdsgivers regresret over for arbejdstager ved erstatning som følger af dennes uforsvarlig adfærd og § 25 om flere erstatningsansvarlige og fordelingen af erstatningsbyrden.

Man vil derudover også fortsat kunne rejse et krav om tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, hvorved man for så vidt angår personskade forvoldt ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud elle bortvisning omfattes af offererstatningsordningen og dermed kan få udbetalt sit krav på godtgørelse fra Erstatningsnævnet.

Med forslaget gives der således mulighed for, at den krænkede kan vælge enten at søge tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven eller erstatningsansvarsloven. Den krænkede kan således ikke tilkendes tortgodtgørelse efter både ligebehandlingsloven og erstatningsansvarsloven for samme krænkelse.

Krav om tortgodtgørelse mod andre end den medarbejder, der har begået krænkelsen, vil ikke kunne rejses efter bestemmelsen i ligebehandlingsloven. Sådanne krav mod fx borger, klient, kunde eller lignende, kan alene rettes efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere gennemgang af gældende ret.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende bestemmelse i ligebehandlingslovens § 16 a, at hvis en person, der anser sig for krænket, jf. ligebehandlingslovens §§ 2-5, § 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

De forklaringer, parterne kommer med i en sag om seksuel chikane, indgår blandt de beviser, som danner grundlag for rettens afgørelse af, om der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Det foreslås i § 16 a , efter ”§ 15, stk. 1,”: at indsætte ”herunder en krænkelse i form af seksuel chikane”.

Henvisningen indsættes, så sager om seksuel chikane fremhæves eksplicit i bestemmelsen, og for at kunne åbne lovbemærkningerne for at indsætte bemærkninger, hvori det tydeliggøres, at faktiske omstændigheder i sager om seksuel chikane kan påvises ved den krænkede persons troværdige forklaring, der giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel chikane.

Tilføjelsen til lovteksten skal sammen med nærværende bemærkninger tydeliggøre, at faktiske omstændigheder kan påvises ved en troværdig partsforklaring i sager om seksuel chikane, og at domstolene således, som det allerede gælder i dag, kan lægge vægt på partsforklaringer ved vurderingen af, om der er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel chikane

Den foreslåede tydeliggørelse i lovbemærkningerne kan navnlig være relevant for sager om seksuel chikane, hvor der ikke foreligger beviser i form af fx vidneforklaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den person, som beskyldningen rettes imod (påstand mod påstand).

Med den foreslåede ændring og nærværende bemærkninger skabes der klarhed om, at en person, der anser sig for krænket ved seksuel chikane, ved en troværdig partsforklaring kan påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet seksuel chikane. Herefter påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Der er således ikke med forslaget tilsigtet nogen ændring af gældende ret, hvorefter partsforklaringer allerede indgår i bevisførelsen og efter omstændighederne kan være tilstrækkeligt til at skabe en formodning om forskelsbehandling, som det efterfølgende er op til modparten at afkræfte.

Med forslaget gribes der endvidere ikke ind i den fri bevisbedømmelse.

Rettens bevisbedømmelse vil altid være en konkret og individuel vurdering, der er baseret på, hvad der er kommet frem under bevisførelsen, og tilføjelsen binder således ikke retten i forhold til, hvordan beviserne skal vægtes i den konkrete sag.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 26, stk. 2, i arbejdsmiljøloven, at hvis arbejdslederen bliver bekendt med fejl eller mangler, som kan medføre fare for ulykker og sygdom, skal arbejdslederen sørge for at afværge faren. Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet, skal denne straks gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet.

Det foreslås i § 26, stk. 2 , at ændre ”fejl og mangler” til ”problemer i det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø”.

Det betyder, at det vil blive tydeliggjort, at arbejdslederens pligt til at afværge en fare – eller gøre arbejdsgiveren bekendt med faren – gælder både ved problemer i det fysiske arbejdsmiljø og ved problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Problemer i det psykiske arbejdsmiljø kan bl.a. være seksuel chikane i arbejdet.

Der er tale om en modernisering af sprogbrugen i bestemmelsen, idet arbejdsmiljøloven dækker både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

Formålet er at gøre bestemmelsen mere forståelig. Der er ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer i arbejdslederens pligter eller strafansvar, ligesom Arbejdstilsynets tilsynspraksis på området heller ikke ændres.

Til nr. 2

Det fremgår af § 26, stk. 2, i arbejdsmiljøloven, at hvis arbejdslederen bliver bekendt med fejl eller mangler, som kan medføre fare for ulykker og sygdom, skal arbejdslederen sørge for at afværge faren. Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet, skal denne straks gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet.

Det foreslås i § 26, stk. 2 , at ændre ”fejl og mangler” til ”problemer i det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø”.

Det betyder, at det vil blive tydeliggjort, at arbejdslederens pligt til at afværge en fare – eller gøre arbejdsgiveren bekendt med faren - gælder både ved problemer i det fysiske arbejdsmiljø og ved problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Problemer i det psykiske arbejdsmiljø kan bl.a. være seksuel chikane i arbejdet.

Der er tale om en modernisering af sprogbrugen i bestemmelsen, idet arbejdsmiljøloven dækker både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

Formålet er at gøre bestemmelsen mere forståelig. Der er ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer i arbejdslederens pligter eller strafansvar, ligesom Arbejdstilsynets tilsynspraksis på området heller ikke ændres.

Kilde

Til nr. 1

Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelsers opgaver er fastsat i § 35 i lov om erhvervsuddannelser. Efter lovens § 35, stk. 1, rådgiver Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser på overordnet niveau børne- og undervisningsministeren om de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser på børne- og undervisningsministerens område. Rådet afgiver i den forbindelse bl.a. indstilling til ministeren om reglerne på erhvervsuddannelsesområdet, herunder regler om behandling af godkendelsessager og redegørelsen om de faglige udvalgs indsats for godkendelse af virksomheder efter § 46.

Det foreslås, at i § 35, stk. 1, nr. 15 , i lov om erhvervsuddannelser, ændres ordet »godkendelsessager« til »godkendelses- og tilbagekaldelsessager«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 4, hvor det i § 46, stk. 3, foreslås at børne- og undervisningsministeren endvidere efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætter nærmere regler om tilbagekaldelsessager.

Der er således tale om en konsekvensændring, som ikke ud over det, som følger af lovforslagets § 3, nr. 4, indebærer indholdsmæssige ændringer.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at afgørelse om en virksomhed kan godkendes som lærested, træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.

Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31, stk. 1. En erhvervsskole kan tillige efter § 31, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser godkende en virksomhed som oplæringsvirksomhed, men alene for en konkret elev.

Det foreslås, at der i § 46, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser indsættes en henvisning til § 31, stk. 1 og 2.

Med forslaget vil det blive tydeliggjort, at afgørelserne bliver truffet af de faglige udvalg hhv. erhvervsskolerne, hvilket fremgår af § 31, stk. 1 og 2.

Formålet er således at tydeliggøre sammenhængen mellem de to bestemmelser. Der er ikke med forslaget tilsigtet en indholdsmæssig ændring.

Til nr. 3

Det fremgår af § 46, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at afgørelse om en virksomhed kan godkendes som lærested, træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.

Det er som udgangspunkt de faglige udvalg, der træffer afgørelse om godkendelse af virksomheder, jf. § 31, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. En erhvervsskole kan tillige efter § 31, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser godkende en virksomhed som oplæringsvirksomhed, men alene for en konkret elev.

Det fremgår af § 46, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, at skolens afgørelse § 46 stk. 1, skal bygge på en konkret vurdering af uddannelsesmulighederne i en virksomhed for en bestemt elev eller lærling.

Efter stk. 3 kan børne- og undervisningsministeren efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om behandling af godkendelsessager, herunder regler om frister for sagsbehandlingen.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser som ændret ved bekendtgørelse nr. 1256 af 29. december 2003. Bemyndigelsen er endvidere udmøntet i bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997 om erhvervsskolers godkendelse af oplæringsvirksomheder.

For en nærmere beskrivelse af reglerne i bekendtgørelserne henvises til pkt. 2.9.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af de gældende regler i lov om erhvervsuddannelser eller i bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, at de faglige udvalg eller erhvervsskolen kan tilbagekalde en godkendelse som oplæringsvirksomhed, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse på ulovbestemt grundlag, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har adgang til at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt efter en konkret vurdering og med særlig begrundelse, fx hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.

Det er således fast antaget i Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheders (nu: Oplæringsvirksomheder) praksis, at en godkendelse som oplæringsvirksomhed efter lov om erhvervsuddannelser, kan tilbagekaldes af det faglige udvalg (og tillige erhvervsskolen, hvis godkendelsen er meddelt af erhvervsskolen), hvis godkendelsesbetingelserne ikke længere foreligger.

Det foreslås, at der i § 46 i lov om erhvervsuddannelser efter stk. 2 indsættes et nyt stk. 3, om at godkendelse efter § 31, 1 og 2, helt eller delvis kan tilbagekaldes, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.

Formålet med ændringen er at tydeliggøre den gældende ulovbestemte adgang til at tilbagekalde en godkendelse som oplæringsvirksomhed i lov om erhvervsuddannelser.

Adgangen til at tilbagekalde gælder ikke kun afgørelser truffet af de faglige udvalg, men også afgørelser om godkendelse truffet af en erhvervsskole.

Med delvis tilbagekaldelse skal forstås en afgørelse om, at godkendelsen til oplæringsvirksomhed fx afgrænses til en bestemt del af virksomheden, hvis dette vil være muligt på grund af virksomhedens størrelse eller karakter.

En afgørelse om tilbagekaldelse kan træffes, hvis det efter en konkret vurdering fastslås, at virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at være godkendt som oplæringsvirksomhed. De betingelser, som skal være opfyldt, fremgår af § 46, stk. 1.

Det følger heraf, at virksomheden skal være i stand til at gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat efter § 32, og at virksomheden kan give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.

Det kan også være betingelser, som er fastsat konkret i forbindelse med godkendelsen. Sager i en oplæringsvirksomhed om seksuel chikane kan være et eksempel på, at virksomheden ikke kan anses at give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold.

Der forventes fastsat regler om adgangen til at tilbagekalde godkendelsen, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse i § 46 vil medføre, at adgangen til at tilbagekalde en godkendelse helt eller delvist tydeliggøres i lov om erhvervsuddannelser. Der er med forslaget ikke tale om ændring af materiel karakter.

Hvis der ikke er enighed i fagligt udvalg om at tilbagekalde eller afgrænse en godkendelse, kan denne ikke tilbagekaldes, hvilket følger af § 37, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, hvorefter de faglige udvalg består af et lige stort antal arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter. Arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter vil kunne indbringe dette for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.

Til nr. 4

Det fremgår af § 46 i lov om erhvervsuddannelser, at børne- og undervisningsministeren efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser kan fastsætte regler om behandling af godkendelsessager, herunder regler om frister for sagsbehandlingen.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder (nu benævnt oplæringsvirksomheder) for elever i erhvervsuddannelser, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1256 af 29. december 2003. Bemyndigelsen er endvidere udmøntet i bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997 om erhvervsskolers godkendelse af praktikvirksomheder (nu benævnt oplæringsvirksomheder).

Det foreslås, at i § 46, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser, der med lovforslagets § 3, nr. 2, bliver stk. 4, ændres ordet ”godkendelsessager” til ”godkendelses- og tilbagekaldelsessager”.

Forslaget har sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 3, hvor adgangen til at tilbagekalde en godkendelse som oplæringsvirksomhed foreslås reguleret i lov om erhvervsuddannelser som nyt § 46, stk. 3.

Som en konsekvens af denne tilføjelse foreslås børne- og undervisningsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler udvidet, således at bemyndigelsen også vil omfatte bemyndigelse til at fastsætte regler om behandling af sager om tilbagekaldelse af godkendelser.

Den ændrede bemyndigelse forventes udmøntet i regler herom i de ovenfor omtalte bekendtgørelser om de faglige udvalgs hhv. erhvervsskolernes godkendelse af oplæringsvirksomheder.

Det vil heri blive fastsat, hvornår parterne i det faglige udvalg kan rejse en sag om tilbagekaldelse af godkendelse af en virksomhed som oplæringsvirksomhed. Det vil bl.a. kunne være, når virksomheden har haft gentagne sager om seksuel chikane, som ikke er blevet håndteret.

Når fagligt udvalg vurderer anmodninger om inddragelse af godkendelser på baggrund af gentagne sager om seksuel chikane i oplæringsvirksomheden, kan det ske på baggrund af relevante afgørelser truffet af myndigheder samt nævn eller domstole.

Det faglige udvalg skal sikre sagen om tilbagekaldelse oplyst i sin helhed, og på det grundlag træffe afgørelse ved inddragelse af samtlige relevante momenter som fx konkrete sager om seksuel chikane, omfanget af den seksuelle chikane, virksomhedens størrelse, hvordan virksomheden har håndteret sagerne, og hvilke tiltag, virksomheden har iværksat for at undgå gentagelser m.v.

Børne-og Undervisningsministeriet udarbejder i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet og arbejdsmarkedets parter en vejledning til de faglige udvalg om vilkårene for tilbagekaldelse af virksomheders godkendelse som læresteder i forbindelse med sager om seksuel chikane.

Til nr. 5

Det fremgår af § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at en afgørelse i henhold til § 46 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, af virksomheden kan indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, tilføjes, at også afgørelser om hel eller delvis tilbagekaldelse af virksomhedens godkendelse kan indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder.

Forslaget vil medføre, at det vil blive tydeliggjort i lov om erhvervsuddannelser, at også afgørelser om hel eller delvis tilbagekaldelse af en godkendelse som lærested efter § 46, vil kunne indbringes af virksomheden for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder.

Forslaget indebærer ikke materielle ændringer i forhold til gældende retstilstand, da sådanne afgørelser også i dag kan indbringes for ankenævnet.

Til nr. 6

Det fremgår af § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at en afgørelse i henhold til § 46 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, af virksomheden kan indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, som 2. pkt. indsættes, at en afgørelse truffet af det faglige udvalg om ikke at tilbagekalde en godkendelse efter § 46, stk. 3, helt eller delvist, tillige af arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i det faglige udvalg kan indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder.

Med den foreslåede ændring udvides kredsen af klageberettigede til Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder i sager om manglende tilbagekaldelse af en godkendelse som oplæringsvirksomhed til ud over den virksomhed, der har modtaget afgørelsen, til også at omfatte arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanterne i det faglige udvalg. Det vil således i sager, hvor der ikke i det faglige udvalg er enighed om en afgørelse i tilbagekaldelsessager, med forslaget blive mulighed for, at sagen kan indbringes af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne og behandles i Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder. Arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanter i udvalget vil ikke kunne indbringe en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse af godkendelsen for Ankenævnet, da en afgørelse herom forudsætter enighed herom i det faglige udvalg.

Det følger af § 37, stk. 1, 1. pkt., i lov om erhvervsuddannelser, at arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne nedsætter et antal faglige udvalg med et lige stort antal arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter. Eleverne er også repræsenteret i fagligt udvalg men uden stemmeret, jf. § 37, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Det vil på den baggrund alene være arbejdsgiver- eller arbejdstagerrepræsentanterne i det faglige udvalg, der vil blive klageberettigede efter forslaget til ændring af § 47, stk. 1.

Muligheden omfatter heller ikke afgørelser truffet af erhvervsskolerne, da det er forudsat, at afgørelsen, som der ønskes indbragt for nævnet, er truffet i regi af et fagligt udvalg.

Til nr. 7

Det fremgår af § 60, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at en uddannelsesaftale ikke kan opsiges af aftalens parter.

Det fremgår dog af § 61, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at den anden part kan hæve aftalen, hvis en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt misligholder sine forpligtelser.

Tvistighedsnævnet tager konkret stilling til, hvorvidt der forelægger en væsentlig misligholdelse, der kan begrunde, at uddannelsesaftalen berettiget kan hæves af enten eleven eller lærlingen på den ene side eller oplæringsvirksomheden på den anden side, jf. § 65, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.

Det følger af Tvistighedsnævnets praksis, at seksuel chikane som defineret i ligebehandlingsloven som udgangspunkt er en væsentlig misligholdelse, der kan begrunde ophævelse af en uddannelsesaftale, jf. fx Tvistighedsnævnets afgørelse af 2. juli 2014 (sag 28.2013). Der vil dog være tale om en konkret vurdering i den enkelte sag.

Hæves uddannelsesaftalen på baggrund af påstand om seksuel chikane, vurderes uddannelsesaftalen således at være mistet uforskyldt, hvilket tillige har betydning i forhold til elevens eller lærlingens mulighed for at komme i skoleoplæring efter § 66 a eller i skoleundervisning efter § 66 e.

Det fremgår endvidere af § 61, stk. 3, 1. pkt., i lov om erhvervsuddannelser, at ophævelse af uddannelsesaftalen skal ske inden for 1 måned efter, at den hævende part har fået kendskab til eller ved anvendelse af almindelig agtpågivende burde have fået kendskab til den omstændighed, der begrunder ophævelsen.

I sager om seksuel chikane kan Tvistighedsnævnet under hensyn til krænkelsens karakter og den psykiske påvirkning en krænkelse kan have på eleven eller lærlingen konkret vurdere, at fristen på 1 måned ikke finder anvendelse, jf. Tvistighedsnævnets afgørelse af 2. juli 2014 (sag 28.2013).

Det foreslås, at der i § 61, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser som 2. pkt. indsættes, at i sager om seksuel chikane, hvor eleven eller lærlingen hæver uddannelsesaftalen efter stk. 1, kan der ses bort fra fristen i 1. pkt.

Tvistighedsnævnet vil således med den foreslåede ændring efter en konkret vurdering kunne fravige fristen på 1 måned i sager om seksuel chikane.

Der er med den foreslåede ændring tale om kodificering af allerede gældende praksis i sager om seksuel chikane, hvor det efter sagens omstændigheder kan kræve længere tid for den berørte elev eller lærling at reagere. Trepartsaftalens fokus og dermed den foreslåede ændring af § 61, stk. 3, har alene til formål at regulere seksuel chikane. Der er ikke tilsigtet ændringer i Tvistighedsnævnets bedømmelse af fristen i andre sagstyper.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at en sag om ophævelse af en uddannelsesaftale i sager om seksuel chikane ikke vil kunne føre til, at Tvistighedsnævnet alene med den begrundelse, at fristen for indbringelse af sager om ophævelse på 1 måned er overskredet, kan anse ophævelsen for uberettiget. Tvistighedsnævnet vil derimod konkret skulle foretage en vurdering af, om der bør ses bort fra fristen for indbringelse af sagen i den konkrete sag.

Til nr. 8

Det fremgår af § 66 a, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at skoleoplæring skal tilbydes egnede lærepladsøgende elever, som umiddelbart efter at have afsluttet grundforløbet ikke har eller har haft en uddannelsesaftale.

Det fremgår af § 66 a, stk. 2, 1. pkt., at skoleoplæring desuden skal tilbydes egnede lærepladssøgende elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale.

Det fremgår endvidere af stk. 2, 3. pkt., at hvis en tvistighed i henhold til § 63 er indbragt for det faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutning på tvistigheden.

Baggrunden for, at en elev eller lærling efter gældende regler ikke har adgang til skoleoplæring under en verserende sag er, at sagen vil vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ophævelse af uddannelsesaftalen er berettiget. Hvis dette er tilfældet, vil eleven eller lærlingen dermed også have mistet uddannelsesaftalen uforskyldt, jf. betingelsen herom i § 66 a.

Det foreslås, at der i § 66 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om erhvervsuddannelser indsættes en henvisning til stk. 5.

Der er tale om et nyt stk. 5 som foreslås indsat med lovforslagets § 3, nr. 8, og som indebærer en fravigelse af § 66, a, stk. 2, 3. pkt., i sager om seksuel chikane, og når der er anlagt sag ved Tvistighedsnævnet.

Der henvises hertil til lovforslagets § 3, nr. 9.

Til nr. 9

Det fremgår af § 66 a, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, at skoleoplæring skal tilbydes egnede lærepladsøgende elever, som umiddelbart efter at have afsluttet grundforløbet ikke har eller har haft en uddannelsesaftale.

Det fremgår af § 66 a, stk. 2, 1. pkt., at skoleoplæring desuden skal tilbydes egnede lærepladssøgende elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale.

Det fremgår endvidere af stk. 2, 3. pkt., at hvis en tvistighed i henhold til § 63 er indbragt for det faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutning på tvistigheden.

Det foreslås, at der i § 66 a i lov om erhvervsuddannelser indsættes et stk. 5, hvorefter § 66 a, stk. 2, 3. pkt., ikke finder anvendelse i tvister om seksuel chikane, når tvisten er indbragt for Tvistighedsnævnet.

Eleven eller lærlingen får med den foreslåede ordning mulighed for at fortsætte i skoleoplæring, hvis Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene. Muligheden for at fortsætte i skoleoplæring under domstolsbehandlingen gælder dog kun, hvis eleven eller lærlingen har fået medhold i Tvistighedsnævnet. Eleven vil kunne indgå en ny uddannelsesaftale.

Ændringen indebærer, at en elev eller lærling, der har en verserende sag ved Tvistighedsnævnet om seksuel chikane, og som af den årsag ikke længere er i et uddannelsesforløb, vil kunne optages til skoleoplæring. Muligheden for at blive optaget i skoleoplæring finder anvendelse, når der er indgivet et klageskrift til Tvistighedsnævnet. Muligheden finder derimod ikke anvendelse, mens sagen behandles i fagligt udvalg med henblik på eventuelt forlig.

Optagelse i skoleoplæring forudsætter, at eleven eller lærlingen i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse og vil være forpligtet til at søge at fremskaffe en ny uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen, jf. § 66 i, i lov om erhvervsuddannelser.

Hvis eleven eller lærlingen ikke har fået medhold i Tvistighedsnævnet, og dermed ikke har fået medhold i, at ophævelse af uddannelsesaftalen var berettiget, vil eleven eller lærlingen ikke kunne fortsætte i skoleoplæring eller i skoledelen, hvis uddannelsen ikke udbydes med skoleoplæring.

Til nr. 10

Efter § 66 e, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser kan elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet deres uddannelsesaftale, blive optaget i skoledelen af uddannelsen, hvis der ikke udbydes skoleoplæring i den konkrete uddannelse. For elever og lærlinge i uddannelser uden skoleoplæring, finder bl.a. bestemmelsen i § 66 a, stk. 2, 3. pkt., tilsvarende anvendelse, jf. hertil § 66 e, stk. 2, 3. pkt. Dette indebærer, at disse elever og lærlinge ikke kan blive optaget på skoledelen, hvis der verserer en tvist om uddannelsesaftalen i fagligt udvalg eller hos Tvistighedsnævnet.

Det foreslås, at der i § 66 e, stk. 2, 3. pkt., i lov om erhvervsuddannelser indsættes en henvisning til det nye stk. 5 i § 66 a, som der foreslås indsat med lovforslagets § 3, nr. 9.

Forslaget indebærer, at elever og lærlinge, der er på en erhvervsuddannelse uden skoleoplæring, fremover vil kunne blive optaget på skoledelen, hvis der er anlagt en sag med påstand om seksuel chikane ved Tvistighedsnævnet eller ved domstolene. Dermed får elever på uddannelser uden skoleoplæring samme muligheder for at fortsætte i uddannelsesforløbet, som elever og lærlinge på uddannelser der udbydes med skoleoplæring.

Eleven eller lærlingen får med den foreslåede mulighed for at fortsætte i uddannelsesforløbet, hvis Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene. Muligheden for at fortsætte i skoledelen under domstolsbehandling gælder dog kun, hvis eleven eller lærlingen har fået medhold i Tvistighedsnævnet.

De pågældende elever og lærlinge vil herudover uændret være omfattet af de øvrige krav for at blive optaget på skoledelen og vil være tilsvarende forpligtet til at søge at fremskaffe en ny uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen.

Kilde

Til nr. 1

Ifølge § 2, stk. 2, i lov nr. 566 af 10. maj 2022 om ændring af lov om arbejdsmiljø, finder de hidtil gældende regler om offentliggørelse af virksomhedernes arbejdsmiljø i § 78 a, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, samt regler udstedt i medfør heraf, anvendelse indtil 1. april 2023.

Bestemmelsen betyder, at de hidtil gældende regler for offentliggørelse af virksomhedernes arbejdsmiljø, herunder smiley-bekendtgørelsen, finder anvendelse frem til det tidspunkt, hvor den nye visningsordning er implementeret, dog senest frem til den 1. april 2023. Senest denne dato var det planen at erstatte smiley-ordningen med en ny visningsordning.

Det forslås, at datoen ændres fra den 1. april 2023 til den 1. juli 2024 i bestemmelsen i § 2, stk. 2 , i lov nr. 566 af 10. maj 2022 om ændring af lov om arbejdsmiljø. Det betyder, at de regler om offentliggørelse af virksomhedernes arbejdsmiljø, som finder anvendelse frem til den 1. april 2023, forlænges, således at de finder anvendelse frem til den 1. juli 2024, hvor den nye visningsordning forventes at være færdigudviklet og implementeret.

Til nr. 2

Det foreslås, at der efter stk. 2 indsættes et nyt stk. 3 , om at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at regler udstedt i medfør af de hidtil gældende regler ikke finder anvendelse på et tidspunkt før den 1. juli 2024.

Det betyder, at beskæftigelsesministeren kan ophæve smiley-bekendtgørelsen, hvis den nye visningsordning er færdigudviklet og klar til implementering før den 1. juli 2024.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft 1. april 2023. Det skyldes, at hjemlen for smiley-ordningen ophører den 1. april 2023.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 1-3 træder i kraft 1. juli 2023.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 3, ikke skal finde anvendelse på godtgørelse i sager om overtrædelse af forbuddet mod seksuel chikane i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen har fundet sted inden denne lovs ikrafttræden.

Forslaget betyder, at det forhøjede godtgørelsesniveau i grove sager om seksuel chikane på arbejdspladsen ikke finder anvendelse på sager om overtrædelse af ligebehandlingslovens forbud mod seksuel chikane, hvor overtrædelsen har fundet sted før lovens ikrafttræden, selvom sagen afgøres efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 4, ikke skal finde anvendelse på sager om overtrædelse af forbuddet mod seksuel chikane i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen har fundet sted inden denne lovs ikrafttræden.

Forslaget betyder, at muligheden for at fremsætte krav om tortgodtgørelse efter ligebehandlingsloven mod den medarbejder, der har udarbejdet den seksuelle chikane, ikke finder anvendelse på sager, hvor overtrædelsen har fundet sted før lovens ikrafttræden, selvom sagen afgøres efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 5, at § 3, nr. 6, ikke finder anvendelse på afgørelser, der er truffet inden denne lovs ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget vil indebære, at afgørelser om manglende tilbagekaldelse af en godkendelse som oplæringsvirksomhed vil kunne indbringes for Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheder af arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter i det faglige udvalg, hvis afgørelsen er truffet den 1. juli 2023 eller senere. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse for sager, hvor der er truffet afgørelse i det faglige udvalg før lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at § 3, nr. 8-10, om adgang til skoleoplæring eller skoleundervisning, ikke finder anvendelse på tvister, der er indbragt for Tvistighedsnævnet inden denne lovs ikrafttræden.

For sådanne tvister finder de hidtil gældende regler anvendelse. Forslaget indebærer, at det afgørende for anvendelsestidspunktet for bestemmelsen vil være tidspunktet for indbringelse af tvisten for Tvistighedsnævnet og dermed ikke tidspunktet for fx behandling i fagligt udvalg eller sagens opståen.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det fremgår hovedlovene, at disse ikke gælder for Færøerne og Grønland.