Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 80, stk. 1, 1. pkt., i lov om leje af almene boliger (almenlejeloven), at udlejeren skal sørge for, at der hersker god orden i ejendommen og om fornødent ophæve lejeforhold i de i § 90, stk. 1, nr. 7-9 og 13, nævnte tilfælde.

Det følger af almenlejelovens § 80, stk. 1, 2. pkt., at bestemmelserne i § 18, stk. 2, § 19 og § 20 tilsvarende finder anvendelse på udlejers overtrædelse af pligten efter 1. pkt. til at sikre god orden i ejendommen og om fornødent ophæve lejeforhold.

Det følger af almenlejelovens § 80, stk. 2, at lejeren skal overholde de almindelige ordensregler, der gælder for ejendommen, og skal efterkomme andre rimelige påbud, der skal sikre god husorden og forsvarlig brug af det lejede, jf. § 81, der oplister adfærd, som kan medføre retsfølger pålagt af beboerklagenævnet.

Det følger af almenlejelovens § 80, stk. 3, at lejeren skal sørge for, at de pligter, der påhviler lejeren efter stk. 2, også iagttages af de personer, for hvis handlinger lejeren er ansvarlig efter § 78, stk. 2.

Det foreslås i § 80, stk. 1, 1. pkt. , at »nr. 7-9« ændres til: »nr. 7-10«.

Det foreslåede vil medføre, at udlejeren, som et led i sin pligt til at sikre god orden i ejendommen, om fornødent ligeledes skal ophæve lejeforhold efter § 90, stk. 1, nr. 10, der vedrører utryghedsskabende kriminalitet begået i nærområdet af lejeren eller et medlem af lejerens husstand.

Det følger af den gældende § 90, stk. 1, nr. 10, at ophævelse kan ske, når lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, og overtrædelsen er begået inden for 1 km (fugleflugtslinje) fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Utryghedsskabende kriminalitet efter bestemmelsen omfatter overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 119 b (vold og trusler mod myndighedspersoner og hindring af myndighedernes arbejde), § 134 a (grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted), §§ 180 og 181 (brandstiftelse), § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder), § 216 (voldtægt), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 252, stk. 1 (hensynsløs fareforvoldelse), § 260 (frihedsberøvelse), § 266 (trusler), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri) og § 291, stk. 2 (groft hærværk), samt overtrædelse af § 3 i lov om euforiserende stoffer for så vidt angår besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.

Det forudsættes på den baggrund, at udlejeren, for at sikre god orden i ejendommen, ikke vil være forpligtet til at ophæve lejemålet efter dom i 1. instans, men kan vente, indtil straffedommen er endelig, dvs. indtil ankefristen er udløbet eller, hvis dommen er anket, indtil ankesagen er afsluttet.

Utryghedsskabende kriminalitet begået i eller i nærheden af ejendommen må efter sin natur og typen af de kriminelle handlinger, der afgrænses i § 90, stk. 1, nr. 10, anses som velegnet til at bryde med god orden, hvorfor det foreslås indsat i § 80, stk. 1, at udlejeren om fornødent også skal ophæve efter denne bestemmelse.

Til nr. 2

Det følger af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 7, at udlejeren kan hæve lejeaftalen, når lejeren har tilsidesat god skik og orden, og forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet. En ophævelse efter denne bestemmelse vil dog almindeligvis forudsætte, at lejeren forud for ophævelsen har modtaget en advarsel fra udlejeren om, at ophøre med den pågældende adfærd.

Endvidere kan udlejeren i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, ophæve lejeaftalen, når lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, og overtrædelsen er begået inden for 1 km (fugleflugtslinje) fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at straffedommen er endelig, så er dommen f.eks. anket til højere retsinstans, kan der ikke ske ophævelse i medfør af bestemmelsen.

Det foreslås i § 90, stk. 1, nr. 10, 2. pkt. , at ophævelse efter 1. pkt. kan ske, selvom straffedommen ikke er endelig, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Der sigtes herved navnlig til EMRK artikel 8.

Det foreslåede vil medføre, at udlejeren kan ophæve lejeforholdet i de tilfælde, hvor der ved byretten er afsagt dom i straffesagen, og lejeren eller et medlem af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119, 119 b, 134 a, 180, 181, 192 a, 216, 237 eller 244-246, § 252, stk. 1, §§ 260, 266, 276 a, 281 eller 288 eller § 291, stk. 2, eller i medfør af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse, når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende – også selv om dommen ikke er endelig, fordi ankefristen ikke er udløbet, eller fordi dommen er anket til landsretten.

Udlejeren vil efter det foreslåede tilsvarende kunne ophæve lejeforholdet, hvis der ved byretten enten er sket frifindelse eller er idømt en straf, der er mildere end ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når der efter anke af byrettens dom til landsretten her idømmes en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og betingelserne i nr. 10 i øvrigt er opfyldt – også selv om landsrettens dom ikke er endelig, fordi sagen med Procesbevillingsnævnets tilladelse er anket til Højesteret.

Det foreslåede vil medføre, at boligorganisationen kan få en retsafgørelse om ophævelse af lejemålet, selv om byrettens dom f.eks. er anket til højere instans og dermed ikke er endelig.

Der skal foretages en konkret proportionalitetsafvejning i lyset af navnlig EMRK artikel 8 om ret til respekt for bl.a. hjemmet, herunder skal det vurderes, om ophævelse og udsættelse af lejemålet kan ske, selv om straffedommen ikke er endelig.

Det vil bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om det er tilfældet, hvilket navnlig vil afhænge af, hvor indgribende en udsættelse på det pågældende tidspunkt vurderes at ville være for husstanden. Der kan i forbindelse med vurderingen f.eks. lægges vægt på, om udsættelsen vil kunne have store konsekvenser for eventuelle børn i husstanden, herunder hvis der i husstanden bor spædbørn, der ammes, eller mindre børn med fysiske eller psykiske behandlingskrævende behov. Desuden kan der lægges vægt på, om der i husstanden bor personer, der lider af en alvorlig sygdom, eller har et handicap af en karakter, der vil kunne gøre det vanskeligt at flytte. Det bemærkes dog, at det typisk ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt, at lejeren har boet på adressen i en længere årrække.

Heroverfor vil navnlig kriminalitetens art og omfang, herunder varigheden af den fængselsstraf, som udsættelsen sker på baggrund af, kunne tale for, at der kan ske udsættelse af lejemål på baggrund af en ikke-endelig dom i straffesagen. Det samme gælder, hvis pågældende tidligere er straffet for lignende kriminalitet begået tæt på den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

I de tilfælde, hvor fogedretten træffer afgørelse om udsættelse efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 10, 2. pkt., forudsættes det, at en eventuel kære af fogedrettens afgørelse om udsættelse i overensstemmelse med retsplejelovens § 395, jf. § 587, stk. 1, som udgangspunkt ikke tillægges opsættende virkning.

Baggrunden herfor er, at det ofte tager lang tid at udsætte kriminelle og utryghedsskabende beboere af deres lejemål, hvilket kan have store konsekvenser for de øvrige beboere i området, herunder ikke mindst ofrene for de kriminelles vold eller trusler, og at hensigten med den foreslåede ordning i almenboliglovens § 90, stk. 1, nr. 10, 2. pkt., er, at udlejeren derfor skal kunne ophæve lejemålet uden at afvente en endelig dom i straffesagen. Hvis der i disse situationer træffes afgørelse om opsættende virkning af fogedrettens afgørelse, kan formålet med den foreslåede ordning blive svækket.

Fogedretten vil dog, som det allerede gælder i dag, efter en konkret vurdering efter retsplejelovens § 395, jf. § 587, stk. 1, kunne træffe beslutning om opsættende virkning.

Den foreslåede ordning vil medføre, at det forhold, at straffedommen ikke er endelig og f.eks. er anket til højere retsinstans, ikke i sig selv bevirker, at fogedretten skal nægte at fremme forretningen. Det forudsættes i den forbindelse, at fogedretten ikke udsætter en umiddelbar fogedforretning efter retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 502, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at straffedommen er anket.

Ophævelse efter § 90, stk. 1, nr. 10, når straffedommen ikke er endelig, vil medføre en procesrisiko for udlejeren, idet straffesagen vil kunne få et andet udfald i ankeinstansen. Det følger af § 1, nr. 4, i lovforslaget (almenlejelovens § 92, stk. 4), at bortfalder grundlaget for ophævelse efter § 90, stk. 1, nr. 10, som følge af endelig afgørelse ved højere retsinstans, skal udlejeren svare erstatning for tab, som lejeren har haft som følge af ophævelsen, og tilbyde genhusning efter kriterierne i § 86, stk. 2, til den lejer, som har fået ophævet sit lejeforhold efter bestemmelsen. Udlejerens forpligtelse til genhusning er betinget af, at lejeren inden ophævelsesgrundlagets bortfald er fraflyttet.

Omvendt vil udlejeren ved at anvende ophævelsesbestemmelsen, selv om straffedommen f.eks. er anket, få mulighed for hurtigere at kunne udsætte lejeren og dennes husstand af boligen.

Til nr. 3

Udlejer kan efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, ophæve et lejemål, hvis lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, der er begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Den utryghedsskabende kriminalitet, der oplistes i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, omfatter overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 119 b (vold og trusler mod myndighedspersoner og hindring af myndighedernes arbejde), § 134 a (grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted), §§ 180 og 181 (brandstiftelse), § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder), § 216 (voldtægt), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 252, stk. 1 (hensynsløs fareforvoldelse), § 260 (frihedsberøvelse), § 266 (trusler), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri) og § 291, stk. 2 (groft hærværk), samt overtrædelse af § 3 i lov om euforiserende stoffer for så vidt angår besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.

Som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 2 (almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10), kan ophævelse efter bestemmelsen fremover ske, selv om straffedommen ikke er endelig, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8.

En ophævelse efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, forudsætter efter almindelige obligationsretlige principper en hæveeklæring afgivet af udlejer til lejer, og det skal være klart, at hæveerklæringen går ud på at hæve lejekontrakten. Det kræves endvidere som udgangspunkt, at den, der hæver en lejekontrakt, angiver begrundelsen herfor i hæveerklæringen.

Det foreslås i § 90, stk. 4 , at ophævelse i medfør af stk. 1, nr. 10, i de tilfælde, hvor sagen oversendes fra retten til fogedretten i medfør af retsplejelovens § 996 b, stk. 5, kan ske uden forudgående meddelelse til lejeren.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ophævelse af et lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet som nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, fremover vil kunne ske i umiddelbar forlængelse af byrettens domsafsigelse i straffesagen uden forudgående meddelelse til lejer.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter der indsættes et nyt kapitel 89 a i retsplejeloven om ophævelse af lejemål i forbindelse med straffesager. Det foreslåede kapitel 89 a indebærer, at udlejer kan anmode politiet om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen i straffesagen på udlejerens vegne indgiver anmodning til fogedretten om udsættelse af lejeren, jf. retsplejelovens kapitel 55, når en beboer idømmes en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10. Lejeren vil herefter modtage en indkaldelse til retsmøde af fogedretten.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at ophævelse i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, kan ske uden forudgående meddelelse til lejeren, idet fremgangsmåden vil være, at udlejer i givet fald anmoder politiet om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen på udlejers vegne indgiver anmodning til fogedretten om udsættelse af lejeren, jf. retsplejelovens kapitel 89 a (lovforslagets § 3, nr. 3). Efter den foreslåede bestemmelse kan udlejer således gennem politiet og retten anmode om, at fogedretten gennemfører en umiddelbar fogedforretning efter retsplejelovens kapitel 55, uden at lejeren forinden har fået meddelelse om ophævelse af lejemålet.

Det betyder, at de almindelige obligationsretlige regler, som gælder for behandlingen af lejeretlige ophævelsessager, hvorefter en ophævelse forudsætter en hæveerklæring afgivet af udlejer til lejer inden fogedrekvisition kan igangsættes, fraviges i de tilfælde, hvor lejeren eller et medlem af lejerens husstand idømmes en ubetinget fængselsstraf eller anden retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af bestemmelserne i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, og udlejeren anmoder om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen sender dommen til fogedretten med henblik på udsættelse af lejeren.

Det vil være valgfrit for boligorganisationen at benytte sig af muligheden for at få afgjort spørgsmålet om ophævelse af lejemålet i umiddelbar forlængelse af straffedommen.

Boligorganisationen vil alternativt, når straffedommen er afsagt, kunne ophæve lejemålet over for lejeren. Fraflytter lejeren herefter ikke frivilligt, vil boligorganisationen kunne anmode fogedretten om at udsætte lejeren ved en umiddelbar fogedforretning.

Til nr. 4

Der findes ikke i almenlejelovgivningen regler, som pålægger udlejere en erstatnings- og genhusningsforpligtelse, når grundlaget for en ophævelse efterfølgende bortfalder.

Ved en permanent genhusning opstilles en række pligter for udlejeren, herunder også vedrørende de krav, der stilles til erstatningsboligen, jf. almenlejelovens § 86, stk. 2. Først og fremmest skal udlejeren uden unødigt ophold tilbyde lejeren at leje en anden bolig i kommunen. Boligen skal være af passende størrelse, beliggenhed og kvalitet og med passende udstyr. Boligen har en passende størrelse, når den enten har et værelse mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme værelsesantal som husstandens tidligere bolig. Boligen kan være beliggende uden for kommunen, hvis lejeren er indforstået hermed. Udlejeren skal samtidig tilbyde at dække lejerens rimelige og dokumenterede flytteudgifter i forbindelse med flytning til en anden bolig.

Ud over hvor det hjemles i almenlejeloven, vil spørgsmål om erstatning skulle behandles efter almindelige erstatningsretlige principper, hvilket indebærer, at der bl.a. skal være lidt et økonomisk tab og foreligge en ansvarspådragende handling eller undladelse.

Det foreslås i § 92 , stk. 4 , at bortfalder grundlaget for ophævelse efter § 90, stk. 1, nr. 10, som følge af endelig afgørelse ved højere retsinstans, skal udlejeren svare erstatning for tab, som lejeren har haft som følge af ophævelsen, og tilbyde genhusning efter kriterierne i § 86, stk. 2, til den lejer, som har fået ophævet sit lejeforhold efter bestemmelsen. Udlejerens forpligtelse til genhusning er betinget af, at lejeren inden ophævelsesgrundlagets bortfald er fraflyttet.

Det følger af den gældende bestemmelse i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, at udlejeren kan ophæve lejeaftalen, når lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119, 119 b, 134 a, 180, 181, 192 a, 216, 237 eller 244-246, § 252, stk. 1, §§ 260, 266, 276 a, 281 eller 288 eller § 291, stk. 2, eller i medfør af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse, og overtrædelsen er begået inden for 1 km (fugleflugtslinje) fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Det foreslåede skal sammenholdes med det i lovforslagets § 1, nr. 2 (almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, 2. pkt.), foreslåede, der vil medføre, at der kan ske ophævelse på baggrund af en straffedom, der ikke er endelig, hvilket f.eks. er tilfældet, når dommen ankes til højere retsinstans, jf. også bemærkningerne til § 1, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis udlejeren har ophævet lejeforholdet – under henvisning til almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, hvilket indebærer, at lejeren eller et medlem af lejerens husstand er idømt ubetinget fængsel mv. for utryghedsskabende kriminalitet begået i nærområdet – og endelig afgørelse i højere retsinstans resulterer i, at betingelserne for ophævelse, som de fremgår af § 90, stk. 1, nr. 10, bortfalder, f.eks. hvis der sker frifindelse eller idømmes en mildere straf end ubetinget fængsel mv., vil udlejeren skulle svare erstatning og tilbyde genhusning til den lejer, der har fået ophævet sit lejemål efter bestemmelsen i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10. Det er en betingelse for, at der består en genhusningsforpligtelse for udlejer, at lejeren er fraflyttet inden, at grundlaget for ophævelsen bortfalder.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udlejeren vil skulle svare erstatning og tilbyde genhusning til den lejer, der – i medfør af den foreslåede ordning om ophævelse af lejemål i forbindelse med straffesager, jf. lovforslagets § 3, nr. 2 og 3 (retsplejelovens § 685, stk. 2, og kapitel 89 a) – i umiddelbar forlængelse af straffedommen efter anmodning fra udlejer har fået ophævet sit lejemål, når en endelig afgørelse ved højere retsinstans resulterer i, at betingelserne for ophævelse, som de fremgår af § 90, stk. 1, nr. 10, bortfalder, f.eks. hvis der sker frifindelse eller idømmes en mildere straf end ubetinget fængsel mv. Udlejerens forpligtelse til at tilbyde genhusning er dog betinget af, at lejeren inden ophævelsesgrundlagets bortfald er fraflyttet.

Det foreslåede medfører, at hvis straffedommen, der har ført til ophævelse af lejemålet, ved højere retsinstans får et andet endeligt udfald, f.eks. at der sker frifindelse eller idømmes en betinget fængselsstraf, så aktiveres udlejerens forpligtelse til at svare erstatning til lejeren for dennes økonomiske tab forbundet med ophævelsen og til at tilbyde lejeren genhusning.

Er en lejer blevet udsat af lejemålet efter § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger, på baggrund af en ikke endelig straffedom, underretter anklagemyndigheden lejer og udlejer om, at straffedommen er endeligt afgjort med et andet resultat end stadfæstelse med henblik på, at lejeren kan forfølge sit eventuelle krav på erstatning og genhusning, og udlejer kan opfylde sin eventuelle forpligtelse til at udbetale erstatning og sørge for genhusning. Anklagemyndigheden fremsender efter anmodning fra udlejer den endelige straffedom til udlejer i overensstemmelse med almenboliglovens § 63 d.

Underretning af lejer og udlejer vil efter Justitsministeriets vurdering kunne ske i nødvendigt omfang inden for rammerne af databeskyttelseslovgivningens regler.

Det forudsættes i den forbindelse, at fogedretten orienterer anklagemyndigheden, i tilfælde hvor fogedretten har udsat en lejer på baggrund af en ikke endelig straffedom. Fogedrettens underretning til anklagemyndigheden skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at anklagemyndigheden kan identificere lejer og udlejer.

Det foreslåede medfører endvidere, at kravene til udlejerens tilbud om genhusning vil skulle følge reglerne i almenlejelovens kapitel 14 om permanent genhusning, herunder at boligen skal være af passende størrelse, beliggenhed, kvalitet og med passende udstyr. Boligen har en passende størrelse, når den enten har et værelse mere end antallet af husstandsmedlemmer eller samme værelsesantal som husstandens tidligere bolig.

Udlejeren skal tilbyde lejeren at leje en anden bolig i kommunen. Boligen kan dog godt være beliggende uden for kommunen, hvis lejeren er indforstået hermed.

Dialogen med den tidligere lejer skal af udlejeren initieres uden ugrundet ophold, så snart udlejeren bliver bekendt med, at grundlaget for ophævelsen er bortfaldet, og den faktiske genhusning skal herefter iværksættes snarest muligt og uden forsinkelse fra udlejerens side. Der kan således ikke stilles krav om, at lejeren selv over for udlejeren fremsætter krav om erstatning og genhusning.

I tilfælde, hvor der er iværksat umiddelbar fogedforretning om udsættelse på grundlag af en straffedom, men lejeren ikke er fraflyttet eller udsat, før grundlaget for udsættelse bortfalder som følge af afgørelse i højere instans i straffesagen, finder retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 505, anvendelse på lejerens eventuelle krav om erstatning eller godtgørelse i anledning af den indledte udsættelsesforretning.

I tilfælde, hvor lejeren er fraflyttet eller udsat, før grundlaget for udsættelse bortfalder som følge af afgørelse i højere instans i straffesagen, har den foreslåede bestemmelse i almenlejelovens § 92, stk. 4, karakter af en specialbestemmelse, der udtømmende gør op med spørgsmålet om lejerens krav på erstatning mv. En gennemført udsættelsesforretning kan således i disse tilfælde ikke genoptages efter retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 504, og lejeren kan ikke fremsætte krav om erstatning eller godtgørelse efter retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 505. Lejeren kan i disse tilfælde heller ikke anlægge civilt søgsmål efter retsplejelovens § 600 med påstand om ophævelse af udsættelsesforretningen og erstatning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af lov om almene boliger (almenboligloven) § 63 d, stk. 1, at politiet kan videregive oplysninger om strafferetlige afgørelser til boligorganisationer, når oplysningerne vedrører forhold, som en beboer har begået inden for eller med virkning i det boligområde, som den pågældende bor i, eller mod en ansat i boligorganisationen, og det må anses for nødvendigt som led i en eksisterende tryghedsskabende indsats i det pågældende boligområde.

Det følger endvidere af almenboliglovens § 63 d, stk. 2, at politiet ikke er forpligtet til at videregive oplysninger efter stk. 1.

Politiet kan efter bestemmelsen videregive oplysningerne på eget initiativ eller efter anmodning fra boligorganisationen, men er ikke forpligtet til at videregive oplysningerne. Dette medfører i praksis at oplysninger om strafferetlige domme, der vedrører forhold, som en beboer har begået inden for eller med virkning i det boligområde, som den pågældende bor i, eller mod en ansat i boligorganisationen, og som er nødvendig som led i en eksisterende tryghedsskabende indsats i det pågældende boligområde, ikke altid videregives til boligorganisationen.

Det foreslås i § 63 d, stk. 2, 2. pkt. , at politiet efter anmodning fra en udlejer, skal videregive oplysninger om strafferetlige domme omfattet af § 90, stk. 1, nr. 10, i almenlejeloven.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det i § 1, nr. 3, foreslåede. Det er således afgørende, at udlejer kan gøre sig bekendt med oplysninger om strafferetlige domme omfattet af § 90, stk. 1, nr. 10, i almenlejeloven, hvis udlejer skal kunne benytte sig af muligheden for at ophæve lejemålet på baggrund af en sådan dom. Det gælder uanset, om den pågældende dom er endelig eller ej.

Udlejerens anmodning skal ledsages af en begrundelse, der som udgangspunkt bør indeholde en beskrivelse af den episode, som udlejeren ønsker lejeren udsat på baggrund af, med angivelse af tid og sted herfor, matrikelnummer og lejerens bopælsadresse. Anmodningen vil give politiet mulighed for at identificere den relevante sag samt det præcise gerningssted og lejerens adresse. Herved sikres det også, at politiet alene videregiver oplysninger, der er relevante for boligorganisationens vurdering af spørgsmålet om ophævelse af lejemålet.

Det foreslåede vil medføre, at boligselskaberne – efter anmodning herom – kan være sikre på at modtage oplysninger fra politiet om strafferetlige domme omfattet af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10. Der vil være tale om en pligtmæssig videregivelse af oplysningerne efter anmodning fra udlejer. Boligselskaberne kan således også efter dommen anmode politiet om at udlevere de relevante oplysninger med henblik på i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, at ophæve lejeforholdet og udsætte beboeren af lejemålet.

Det vil ikke være afgørende, om domfældte er lejer af boligen, da lejemål også kan ophæves efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, når medlemmer af lejers husstand har begået utryghedsskabende kriminalitet. Det afgørende vil være, hvor domfældte bor, og der skal i den forbindelse som udgangspunkt lægges vægt på domfældtes folkeregisteradresse. Politiet skal således ikke i anledning af underretningspligten foranstalte nogen undersøgelse af, om domfældte reelt bor på sin folkeregisteradresse. Hvis politiet i forvejen har et sikkert kendskab til, at domfældte reelt bor et andet sted end på sin folkeregisteradresse, skal domfældtes reelle bopæl dog lægges til grund.

Politiet skal i forbindelse med videregivelsen iagttage de databeskyttelsesretlige regler. Det indebærer bl.a., at politiet ikke må videregive flere oplysninger om personen, der er dømt for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, til udlejer, end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet med videregivelsen.

Politiet vil alene skulle videregive oplysningerne, når en beboer er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 119 b (vold og trusler mod myndighedspersoner og hindring af myndighedernes arbejde), § 134 a (grov forstyrrelse af ro orden på offentligt sted), §§ 180 og 181 (brandstiftelse), § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder), § 216 (voldtægt), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 252, stk. 1 (hensynsløs fareforvoldelse), § 260 (frihedsberøvelse), § 266 (trusler), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291, stk. 2 (groft hærværk), eller for overtrædelse af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse. Gerningen skal derudover være begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Til nr. 2

Det følger af den gældende almenlejelovs § 63 d, stk. 4, at ansatte hos og bestyrelsen i en boligorganisation har tavshedspligt med hensyn til oplysninger modtaget i medfør af stk. 1. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-f finder tilsvarende anvendelse på de ansatte og den bestyrelse, der er nævnt i 1. pkt.

Det foreslås i § 63 d, stk. 4, at der efter »stk. 1« indsættes: »og 2, 2. pkt.«.

Den foreslåede tilføjelse har til formål at sikre, at den i bestemmelsen nævnte tavshedspligt ligeledes finder anvendelse for oplysninger delt som følge af det i § 2, nr. 1, foreslåede.

Det indebærer, at de pågældende kan straffes for uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder, der dog under særligt skærpende omstændigheder kan stige til fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 152.

Kilde

Til nr. 1

Fogedretten kan efter retsplejelovens § 596, stk. 1, gennemtvinge krav om udsættelse af fast ejendom ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Som udgangspunkt skal kravet kunne godtgøres eller sandsynliggøres ved dokumentbevis eller partsforklaring, jf. § 597, stk. 1. Rekvirenten kan således som udgangspunkt ikke føre vidner med henblik på at godtgøre eller sandsynliggøre kravet.

Fogedretten kan dog undtagelsesvis tillade yderligere bevisførelse, jf. § 597, stk. 2. Ifølge forarbejderne til § 597, stk. 2, tager bestemmelsen især sigte på tilfælde, hvor fogedretten har karakter af en specialret, dvs. navnlig kreditkøbssager med ejendomsforbehold, mens den bør anvendes med tilbageholdenhed i tilfælde, hvor kravet under et almindelige civilt søgsmål skal eller kan kræves behandlet i et andet forum end byretten. Der bør således ikke foretages udvidet bevisførelse i sager, som f.eks. skal behandles ved boligretten. Der henvises til Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 863.

Med hensyn til sager om udsættelse af lejemål i lejeforhold, der er ophævet som følge af lejerens tilsidesættelse af god skik og orden, følger det af henholdsvis lejelovens § 107, stk. 3, og almenlejelovens § 107, stk. 3, at det forhold, at det i henholdsvis lejeloven og almenlejeloven er bestemt, at tvister om boligforhold behandles i boligretten, ikke begrænser fogedrettens adgang til at gennemføre en sådan udsættelse ved en umiddelbar fogedforretning. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne bl.a., at fogedretten med bestemmelserne som noget nyt vil have mulighed for undtagelsesvis at tillade, at udlejeren fører vidner med henblik på at godtgøre eller sandsynliggøre, at lejeren har tilsidesat god skik og orden, og at forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet som anført i lejeloven eller almenlejeloven. Det fremgår endvidere, at bestemmelserne navnlig vil have betydning i oplagte sager, hvor det efter afhøring af nogle få vidner med høj grad af sandsynlighed kan fastslås, at der er grundlag for at ophæve lejeaftalen. Der henvises til Folketingstidende 2010-11, 1. samling, A, L 61 som fremsat, side 19 og 20.

Hvis en sag har en sådan karakter, at fogedretten finder det betænkeligt at behandle sagen under en umiddelbar fogedforretning, kan fogedretten med henvisning til retsplejelovens § 597, stk. 3, afvise at fremme forretningen, i de tilfælde som er nævnt i retsplejelovens § 226, stk. 1 (sager af principiel karakter), eller hvis fogedretten i øvrigt finder det betænkeligt at fremme sagen. Det kan f.eks. være, hvis sagen nødvendiggør stillingtagen til vanskelige bevisbedømmelses- eller fortolkningsspørgsmål.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 597, stk. 2, hvorefter fogedretten skal tillade den bevisførelse, som er nødvendig for, at fogedretten kan afgøre, om ophævelsen af lejemål er berettiget i sager, hvor rekvirentens krav støttes på, at lejemålet er blevet ophævet i medfør af lejelovens § 182, stk. 1, nr. 10, eller almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, og kravet angår lejerens fraflytning af lejemålet.

Efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2, kan udlejeren ophæve et lejemål, hvis lejeren eller medlemmer af lejerens husstand ved dom i 1. instans er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, når overtrædelsen er begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende. Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de strafbare forhold, som giver grundlag for ophævelse i medfør af bestemmelsen.

Det vil være op til fogedretten at vurdere, hvilke beviser der er nødvendige for, at sagen kan fremmes uden betænkeligheder. Til gengæld vil fogedretten som det altovervejende udgangspunkt ikke længere kunne afvise at fremme de pågældende sager, fordi det under henvisning til bevisførelsen findes betænkeligt at fremme sagen som en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens § 597, stk. 3.

Fogedretten vil fortsat skulle nægte at fremme sagen efter retsplejelovens § 597, stk. 1, hvis udlejeren efter bevisførelsen ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at ophævelsen er berettiget i medfør af de nævnte bestemmelser i lejeloven eller almenlejeloven.

Henset til, at umiddelbare fogedforretninger om udsættelse af lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet i visse tilfælde vil have en væsentlig kompleksitet, forventes det, at sådanne sager vil blive behandlet af en udnævnt dommer eller en juridisk fuldmægtig (dommerfuldmægtig eller retsassessor) med længere erfaring.

Til nr. 2

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 685, hvorefter ophævelse af sigtedes eller medlemmer af sigtedes husstands lejemål i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, kan forfølges i umiddelbar forlængelse af straffedommen efter reglerne i det foreslåede kapitel 89 a i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i nær sammenhæng med reglerne i det foreslåede kapitel 89 a i retsplejeloven om ophævelse af lejemål i umiddelbar forlængelse af straffesager, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.

Til nr. 3

Borgerlige retskrav på den sigtede, som følger af strafbare handlinger, kan efter retsplejelovens § 685 forfølges i forbindelse med straffesagen efter reglerne om adhæsionsprocessen i retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager.

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel 89 a i retsplejeloven om ophævelse af lejemål i umiddelbar forlængelse af straffesager.

Det foreslåede kapitel indeholder processuelle regler for ophævelse af lejemål i umiddelbar forlængelse af en straffedom.

Ifølge retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager (adhæsionsprocessen) kan den forurettede fremsætte begæring om påtale af borgerlige krav, som følger af den strafbare handling, mod den tiltalte under en straffesag.

Udlejer kan efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, ophæve et lejemål, hvis lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, der er begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Typisk vil udlejer ikke være forurettet i sager om utryghedsskabende kriminalitet, og den tiltalte i sagen vil ikke nødvendigvis være lejer, men derimod et medlem af lejerens husstand.

Adhæsionsprocessen er derfor ikke egnet til at behandle sager om ophævelse af lejemål under straffesagen.

Det foreslås i § 996 b, stk. 1, at politiet efter anmodning underretter udlejer om, at en person, der bor i en lejebolig, er sigtet for overtrædelse i nærområdet af en eller flere af de bestemmelser, der er nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, hvis det på det foreliggende grundlag skønnes sandsynligt, at sagen vil kunne resultere i en domfældelse som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger. Underretning vil dog kunne undlades, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der taler imod videregivelse af oplysninger. Politiet vil desuden kunne afvise udlejerens anmodning, hvis denne ikke er begrundet i tilstrækkeligt omfang. Såfremt der på et senere tidspunkt, efter politiet har underrettet udlejer, måtte ske påtaleopgivelse efter § 721 eller tiltalefrafald efter § 722, vil anklagemyndigheden skulle underrette udlejer herom.

Der vil skulle foretages en vurdering af, om det ud fra de foreliggende oplysninger må anses for sandsynligt, at sagen vil kunne resultere i, at den sigtede vil blive idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af en eller flere af de bestemmelser, der er oplistet i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10. Derudover skal politiet vurdere, om kriminaliteten er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor vedkommendes lejemål er beliggende.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet kun vil skulle underrette udlejer om sigtelsen, hvis udlejer anmoder herom. Der vil være tale om en pligtmæssig videregivelse af oplysningerne efter anmodning fra udlejer.

Underretning vil dog kunne undlades, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis politiet vurderer, at der er efterforskningsmæssige hensyn, der taler imod at videregive oplysningerne. Politiet kan i øvrigt afvise udlejerens anmodning, hvis denne ikke er begrundet i tilstrækkeligt omfang. Anmodningen vil således kunne afvises, hvis udlejerens anmodning ikke indeholder de oplysninger, som er nødvendige for, at politiet kan identificere sagen. Disse oplysninger vil som udgangspunkt omfatte en beskrivelse af den episode, som udlejeren ønsker lejeren udsat på baggrund af, med angivelse af tid og sted herfor, matrikelnummer og lejerens bopælsadresse.

Det vil ikke være afgørende, om sigtede er lejer af boligen, da lejemål også kan ophæves efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, når medlemmer af lejers husstand har begået utryghedsskabende kriminalitet. Det afgørende vil være, hvor sigtede bor, og der skal i den forbindelse som udgangspunkt lægges vægt på sigtedes folkeregisteradresse. Politiet skal således ikke i anledning af underretningspligten foranstalte nogen undersøgelse af, om sigtede reelt bor på sin folkeregisteradresse. Hvis politiet i forvejen har et sikkert kendskab til, at sigtede reelt bor et andet sted end på sin folkeregisteradresse, skal sigtedes reelle bopæl dog lægges til grund.

Politiet vil kun skulle videregive oplysningerne, når det på det foreliggende grundlag skønnes sandsynligt, at sigtede vil blive idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 119 b (vold og trusler mod myndighedspersoner og hindring af myndighedernes arbejde), § 134 a (grov forstyrrelse af ro orden på offentligt sted), §§ 180 og 181 (brandstiftelse), § 192 a (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder), § 216 (voldtægt), § 237 (drab), §§ 244-246 (vold), § 252, stk. 1 (hensynsløs fareforvoldelse), § 260 (frihedsberøvelse), § 266 (trusler), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291, stk. 2 (groft hærværk), eller for overtrædelse af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse. Gerningen skal derudover være begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.

Det vil bero på en konkret anklagerfaglig vurdering, hvilken sanktion sigtede kan forventes idømt, hvis denne findes skyldig.

Politiet vil i forbindelse med videregivelsen skulle iagttage de databeskyttelsesretlige regler. Det indebærer bl.a., at politiet ikke må videregive flere oplysninger om personen, der er sigtet for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, til udlejer, end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet med underretningen.

Underretning vil skulle gives, når politiet og anklagemyndigheden har grundlag for at vurdere, om betingelserne for underretning er opfyldt. Underretning skal ske så betids, at udlejeren har mulighed for at fremsætte anmodning efter det foreslåede stk. 3. Det foreslåede skal således ses i sammenhæng med det i stk. 3 foreslåede, idet det er afgørende, for at en udlejer kan benytte sig at muligheden for at fremsætte en anmodning til politiet efter stk. 3, at en udlejer kan gøre sig bekendt med, om der er rejst sigtelse efter en eller flere af de bestemmelser, der er nævnt i § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger. Det bemærkes i den forbindelse, at der kan forekomme tilfælde, hvor straffesagen er nået så langt, at en udlejers anmodning efter stk. 3 i væsentligt omfang vil forsinke tiltalerejsningen. I disse tilfælde vil politiet fortsat skulle underrette udlejeren om sigtelsen men samtidig underrette om, at en eventuel anmodning efter stk. 3 ikke kan nå at blive en del af straffesagen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 3, vedrørende den foreslåede § 996 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Har politiet underrettet en udlejer om, at en person, der bor i en lejebolig, er sigtet for overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, og sker der på et senere tidspunkt påtaleopgivelse efter § 721 eller tiltalefrafald efter § 722, vil anklagemyndigheden skulle underrette udlejer herom.

Det foreslås i § 996 b, stk. 2 , at udlejer og udlejers eventuelle ansatte og ledelse har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, der modtages som led i en underretning efter stk. 1. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse.

Det indebærer, at de pågældende vil kunne straffes for uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder, der dog under særligt skærpende omstændigheder kan stige til fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 152.

Det foreslås i § 996 b, stk. 3 , at udlejer, inden for en frist fastsat af politiet kan anmode om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen på udlejers vegne indgiver anmodning til fogedretten om udsættelse af lejeren ved en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens kapitel 55, hvis lejeren eller et medlem af lejerens husstand dømmes som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet i forbindelse med underretningen efter § 996 b, stk. 1, skal fastsætte en frist for udlejer til at fremsætte anmodning om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen på udlejers vegne indgiver anmodning til fogedretten om udsættelse af lejeren ved en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens kapitel 55. Ved fastsættelsen af fristen vil der skulle tages hensyn til, at tiltalerejsningen ikke forsinkes i væsentligt omfang. Fremsætter en udlejer ikke anmodning inden for fristen, vil udlejer alternativt, når straffedommen er afgjort, kunne ophæve lejemålet over for lejeren ved at afgive en hæveerklæring over for lejer. Fraflytter lejeren herefter ikke frivilligt, vil udlejeren kunne anmode fogedretten om at udsætte lejeren ved en umiddelbar fogedforretning.

I de tilfælde hvor en udlejer har fremsat en anmodning om underretning efter stk. 2, og straffesagen er nået så langt, at en efterfølgende anmodning om sagens oversendelse til fogedretten efter den foreslåede stk. 3 i væsentligt omfang vil forsinke tiltalerejsningen, så fastsættelse af en frist bliver overflødig, vil politiet skulle underrette udlejeren om sigtelsen og samtidig underrette om, at en anmodning efter den foreslåede stk. 3 ikke kan nå at blive en del af straffesagen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 3, vedrørende den foreslåede § 996 b, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at udlejerens anmodning om, at retten i umiddelbar forlængelse af domsafsigelsen på udlejers vegne indgiver anmodning til fogedretten om udsættelse af lejeren, skal indgives til politiet. Udlejerens anmodning skal være ledsaget af oplysning om lejerens identitet, en beskrivelse af den episode, som udlejeren ønsker lejeren udsat på baggrund af, samt tid og sted herfor, matrikelnummer og lejerens bopælsadresse. Indeholder begrundelsen ikke de pågældende oplysninger, kan politiet afvise anmodningen. Politiet vil efter bestemmelsen være forpligtet til at give retten besked om udlejerens anmodning i forbindelse med tiltalerejsningen.

Det foreslås i § 996 b, stk. 4 , at en udlejers anmodning efter stk. 3 skal være ledsaget af oplysninger om lejerens identitet, en beskrivelse af den episode, som udlejeren ønsker lejeren udsat på baggrund af, samt tid og sted herfor, matrikelnummer og lejerens bopælsadresse.

Indeholder en udlejers anmodning efter stk. 3 ikke de i stk. 4 oplistede oplysninger, vil politiet kunne afvise anmodningen.

Det foreslås i § 996 b, stk. 5 , at når udlejer har fremsat anmodning om udsættelse af lejeren efter det foreslåede stk. 3, og lejeren eller et medlem af lejerens husstand er dømt som nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, sender retten i umiddelbar forlængelse af straffedommen dommen til fogedretten ledsaget af oplysning om udlejers anmodning. Har udlejer fremsat anmodning efter stk. 3, og dømmes lejeren eller et medlem af lejerens husstand ikke som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 10, i lov om leje af almene boliger, vil anklagemyndigheden skulle underrette udlejer herom.

Dette indebærer, at det alene vil være i tilfælde, hvor der idømmes en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse i nærområdet af de bestemmelser, der er nævnt i almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, at retten vil skulle sende straffedommen og oplysning om udlejers anmodning til fogedretten med henblik på udsættelse af lejeren ved en umiddelbar fogedforretning. Det forudsættes i den forbindelse, at retten sender dommen til fogedretten ledsaget af oplysning om udlejers anmodning, så snart dommen foreligger på skrift.

Fogedretten vil skulle behandle anmodningen om umiddelbar fogedforretning efter de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 55. Rent praktisk vil fogedretten som det første skulle opkræve 750 kr. i retsafgift hos udlejeren, jf. retsafgiftslovens § 13. Udlejeren vil kunne opnå den hurtigst mulige sagsbehandling ved at betale retsafgiften, straks udlejeren modtager opkrævningen, frem for at vente til kort før udløbet af den betalingsfrist, som fogedretten har fastsat.

Det forudsættes, at fogedretten, så snart fogedretten kan konstatere, at retsafgiften er betalt, går videre med behandlingen af udsættelsessagen. Det forudsættes endvidere, at fogedretten behandler sager om udsættelse af lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet i umiddelbar forlængelse af straffesagen. Dette betyder i praksis, at fogedretssagen som udgangspunkt skal berammes inden for 14 dage, efter at straffesagen er afgjort.

Betales retsafgiften ikke inden den frist, fogedretten har fastsat, anses udlejerens anmodning om udsættelsesforretning for bortfaldet, jf. retsafgiftslovens § 47. Udlejeren kan i et sådant tilfælde selv senere fremsætte en ny anmodning om udsættelsesforretning over for fogedretten, men det vil i givet fald være efter de almindelige regler og ikke i medfør af den foreslåede § 996 b. Når udlejeren anvender de almindelige regler og ikke den foreslåede § 996 b, vil udlejeren, før udlejeren henvender sig til fogedretten, skulle ophæve lejemålet over for lejeren ved en hæveerklæring.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Lovens bestemmelser vil kunne anvendes efter deres indhold fra lovens ikrafttræden også i verserende sager.

Den foreslåede mulighed for at ophæve et lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet, selv om straffedommen ikke er endelig, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, 2. pkt.), vil således fra lovens ikrafttræden kunne anvendes efter sit indhold, også hvis straffedommen er afsagt før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede mulighed for at få afgjort spørgsmålet om ophævelse af lejemål i umiddelbar forlængelse af straffedommen, jf. lovforslagets § 3, nr. 2 og 3 (retsplejelovens § 685, stk. 2, og kapitel 89 a), vil ligeledes fra lovens ikrafttræden kunne anvendes efter sit indhold, også hvis sigtelse er rejst inden lovens ikrafttræden. Fra lovens ikrafttræden vil udlejeren kunne anmode politiet om underretning om, at der er rejst en relevant sigtelse mod en beboer i et lejemål, og politiet skal give sådan underretning, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der taler imod videregivelse af oplysningerne. En udlejers mulighed for i forbindelse med straffesagen at anmode om ophævelse af lejemålet i umiddelbar forlængelse af straffesagen gælder i øvrigt også i sager, hvor der er rejst sigtelse før lovens ikrafttræden, medmindre anmodningen i væsentligt omfang vil forsinke tiltalerejsningen.

Den foreslåede regel om, at fogedretten tillader nødvendig bevisførelse i umiddelbare fogedforretninger om ophævelse af lejemål som følge af utryghedsskabende kriminalitet, jf. lovforslagets § 3, nr. 1 (retsplejelovens § 597, stk. 2, 2. pkt.), kan anvendes fra lovens ikrafttræden, også hvis lejemålet er ophævet før lovens ikrafttræden, herunder hvis anmodning om umiddelbar fogedforretning er fremsat før lovens ikrafttræden. Hvis anmodning om umiddelbar fogedforretning er fremsat før lovens ikrafttræden, er det dog en forudsætning, at der ved lovens ikrafttræden endnu ikke er taget stilling til spørgsmålet om bevisførelse i fogedretten. Hvis fogedretten allerede har truffet afgørelse herom i medfør af de tidligere gældende regler, skal spørgsmålet ikke behandles på ny, når der efterfølgende indføres nye processuelle regler, og dette gælder, selv om fogedforretningen stadig verserer ved lovens ikrafttræden.