Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 8 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyldsstigninger til ejere af ejendomme, hvor grundværdien er steget med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan.

Kommunalbestyrelsen kan alene meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyldsstigninger til ejere af ejendomme, der ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for ændringen af lokalplanen, jf. § 8 A, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det er desuden en betingelse, at der er foretaget tilbageregning eller regulering af grundværdien til basisåret efter ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 3, eller en yderligere ansættelse af grundværdien efter § 33, stk. 17, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. § 8 A, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Af § 8 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at fritagelser efter § 8 A, stk. 1, bortfalder efter 10 år. Afstås ejendommen før dette tidspunkt, herunder til ægtefællen, bortfalder fritagelsen dog på dette tidspunkt, jf. § 8 A, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås, at der i § 8 A, stk. 2, 2. pkt., efter »ejendommen« indsættes: »til andre end ejerens ægtefælle«.

Det betyder, at en meddelt fritagelse ikke vil skulle bortfalde som følge af ejerens afståelse af ejendommen til sin ægtefælle.

Forslaget sikrer, at ægtefællen stilles som ejeren, og at det dermed ikke vil være afgørende, om ejendommen er afstået før eller efter, at ændringen af lokalplanen er trådt i kraft. Forslaget sikrer således, at det vil være muligt at overdrage eksempelvis halvdelen af den fælles bolig efter det tidspunkt, hvor ændringen af lokalplanen er trådt i kraft, uden at fritagelsen bortfalder.

Det bemærkes, at det er den, der ejer ejendommen på det tidspunkt, hvor ændringen af lokalplanen træder i kraft, der vil kunne meddeles fritagelse til efter § 8 A, stk. 1.

Til nr. 2

Af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven skal foretages ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien, og som i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, skal svares dækningsafgift som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen.

Fra 2022 skal dækningsafgift alene svares af grundværdien efter fradrag for forbedringer.

Der ansættes ikke en ejendomsværdi for erhvervsejendomme m.v., jf. § 3, stk. 1, nr. 4, jf. ejendomsvurderingslovens § 10, nr. 3.

Det foreslås, at »ejendomsværdien og« udgår af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Da der ikke fortsat ansættes ejendomsværdier for erhvervsejendomme, foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal kunne bestemme, at der skal svares dækningsafgift af ejendomme, som i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, uanset at der ikke ansættes en ejendomsværdi for ejendommen.

Til nr. 3 og 4

Det følger af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven skal foretages ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien, og som i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien.

Af § 23, stk. 1, 4. pkt., følger, at dækningsafgift af forskelsværdien svares med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 8,75 promille.

Af § 23, stk. 1, 5. pkt., følger, at for skatteårene 2021-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte promillerne for dækningsafgift efter 3. og 4. pkt. højere end promillerne for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift.

Det følger af § 3, nr. 5 og 6, i lov nr. 291 af 27. februar 2021, at § 23, stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat ophæves, og at henvisningen til 4. pkt. i 5. pkt., der bliver 4. pkt., udgår. § 3, nr. 5 og 6, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 træder dog først i kraft den 1. januar 2022.

Ophævelsen af § 23, stk. 1, 4. pkt., ved lov nr. 291 af 27. februar 2021 skal ses i sammenhæng med den samtidige omlægning af dækningsafgiften fra forskelsværdi og grundværdi til grundværdi.

Det foreslås at ophæve § 23, stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, og at henvisningen til 4. pkt. i 5. pkt. udgår.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, hvormed det foreslås at ophæve § 3, nr. 5 og 6, i lov nr. 291 af 27. februar 2021. Det er foreslået, at § 6 træder i kraft den 31. december 2021.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er at undgå tvivl om, hvor det med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede nye punktum skal indsættes i § 23, stk. 1. Der er således tale om lovtekniske ændringer.

Baggrunden for ophævelsen af § 23, stk. 1, 4. pkt., er fortsat, at der fra 2022 alene vil skulle beregnes dækningsafgift efter § 23, stk. 1, på baggrund af grundværdien.

Til nr. 5

Det følger af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven skal foretages ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien, og som i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien.

Fra 2022 skal dækningsafgift alene svares af grundværdien efter fradrag for forbedringer.

Dækningsafgift af sådanne ejendommes grundværdi opkræves med halvdelen af vedkommende kommunes grundskyldpromille, dog højst med 15 promille, jf. § 23, stk. 1, 3. pkt.

Af § 23, stk. 1, 5. pkt., der bliver 4. pkt., følger desuden, at kommunalbestyrelsen for skatteårene 2021-2028 ikke kan fastsætte promillerne for dækningsafgift efter 3. pkt. højere end promillerne for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift.

Det foreslås, at der i § 23, stk. 1, indsættes som 5. pkt.: »For hvert af skatteårene 2022 og 2023 opkræves et beløb svarende til det, der blev opkrævet for skatteåret 2021.«

Det foreslås med det foreslåede 5. pkt., at der på ejendomsniveau for skatteårene 2022 og 2023 opkræves det samme som for skatteåret 2021.

Dermed vil der ikke skulle opkræves dækningsafgift for ejendomme, der ikke er opkrævet dækningsafgift for i 2021. Skal der ikke fortsat opkræves dækningsafgift for en ejendom, opkræves der ikke dækningsafgift efter § 23 for ejendommen.

Hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke at opkræve dækningsafgift for offentlige ejendomme for f.eks. skatteåret 2023, opkræves der ikke for skatteåret 2023 et beløb svarende til det, der blev opkrævet for skatteåret 2021.

Til nr. 6

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift, jf. § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat. Dækningsafgift af sådanne ejendomme svares fra 2022 af 80 pct. af grundværdien med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 10, jf. § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Dog kan kommunalbestyrelsen for skatteårene 2021-2028 ikke fastsætte denne promille højere end promillen for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift, jf. § 23 A, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås i § 23 A, stk. 2, 1. pkt., at indsætte efter »10«: »jf. dog 3. og 4. pkt«.

Dermed foreslås det, at der i § 23 A, stk. 2, 1. pkt., henvises til de regler, der foreslås indført vedrørende fastsættelse af promiller for skatteårene 2022-2023, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 og 15.

Kommunerne vil således til og med 2028 kunne fastsætte promillerne efter stk. 2, 3. og 4. pkt., imens de fra 2029 højst vil kunne fastsættes til 10, jf. stk. 2, 1. pkt. Der vil i god tid inden 2029 blive taget stilling til niveauet på loftet i stk. 2. 1, pkt., pr. 1. januar 2029.

Til nr. 7

Det følger af § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift.

Dækningsafgift af de i § 23 A, stk. 1, 1. pkt., omhandlede ejendomme svares fra 2022 af 80 pct. af grundværdien med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 10, jf. § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det følger desuden af § 23 A, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen for skatteårene 2021-2028 ikke kan fastsætte promillen efter 1. pkt. højere end promillen for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift.

Det foreslås, at § 23 A, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat ændres, så »fastsætte promillen efter 1. pkt. højere end promillen for skatteåret 2020 eller« udgår.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvormed det foreslås at fastsætte kommunespecifikke dækningsafgiftspromiller for 2022, samt at kommunalbestyrelsen for 2023-2028 ikke skal kunne fastsætte promillen højere end promillen for 2022.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 8.

Kommunalbestyrelserne vil fortsat ikke i 2021-2028 kunne indføre dækningsafgift.

Til nr. 8

Af § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift.

Dækningsafgift af de i § 23 A, stk. 1, 1. pkt., omhandlede ejendomme svares fra 2022 af 80 pct. af grundværdien med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 10, jf. § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås, at der i § 23 A, stk. 2, efter 2. pkt., indsættes to nye punktummer.

Det foreslås med det foreslåede 3. pkt., at promillen efter § 23 A, stk. 2, 1. pkt., for 2022 vil skulle udgøre den laveste af den kommunespecifikke promille som fastsat i bilag 1 til lov om kommunal ejendomsskat og en promille fastsat af kommunalbestyrelsen.

De nye dækningsafgiftspromiller tager højde for omlægningen af dækningsafgiften fra forskelsværdi til grundværdi og overgangen til de nye erhvervsvurderinger.

Der fastsættes alene dækningsafgiftspromiller for kommuner, som opkrævede dækningsafgift i 2021 og som i forbindelse med budgetvedtagelsen i efteråret 2021 har besluttet at opkræve dækningsafgift for 2022.

Kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte en lavere promille end den i bilag 1 fastsatte kommunespecifikke promille for 2022.

Det foreslås med det foreslåede 4. pkt., at kommunalbestyrelsen for 2023-2028 ikke skal kunne fastsætte promillen højere end promillen for skatteåret 2022 som fastsat i bilag 1.

Derimod vil kommunalbestyrelsen for skatteårene 2023-2028 kunne fastsætte promillen lavere end promillen for 2022.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 15, hvormed der foreslås indsat et bilag 1 i lov om kommunal ejendomsskat.

Til nr. 9

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift, jf. § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat. Dækningsafgift af sådanne ejendomme svares af forskelsværdien med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 10, jf. § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Fra 2022 svares dækningsafgift af sådanne ejendomme af 80 pct. af grundværdien.

Af § 23 A, stk. 2, 6. pkt., følger, at dækningsafgift alene betales af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr.

Det følger af § 3, nr. 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021, at § 23 A, stk. 2, 6. pkt., ophæves. § 3, nr. 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 træder dog først i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås at ophæve § 23 A, stk. 2, 6. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, hvormed det foreslås at ophæve § 3, nr. 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021. Det er foreslået, at § 6 træder i kraft den 31. december 2021.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er at undgå tvivl om, hvilket punktum, der ophæves, givet at der med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indsat to nye punktummer i § 23 A, stk. 2. Der er således tale om lovtekniske ændringer.

Til nr. 10

Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat fremgår, at dækningsafgift opkræves i to eller flere lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer.

Opkrævningen af dækningsafgift håndteres således, at kommunerne bestiller kørsel af beregning, afstemmer/kontrollerer denne og derefter bestiller udskrivning af ejendomsskattebilletten.

PBS-træk sker medio måneden forud for forfaldsdatoen, så ejendomsskattebilletten skal være ejeren i hænde inden denne dato. Hvis en kommune f.eks. opkræver en dækningsafgiftsrate med forfaldstid den 1. januar, sker PBS-træk medio december.

Derudover skal der sendes opkrævninger til kommunens debitorsystem for, at der kan sendes indbetalingskort til de ejere, der ikke opkræves via PBS.

Endvidere kan nogle ejere være undtaget digital post. Her skal der tages højde for forsendelsestid via PostNord.

Det foreslås, at der i § 27, stk. 1, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, hvorefter den første rate dækningsafgift for skatteåret 2022 tidligst vil skulle kunne opkræves med forfaldstid i marts 2022.

Dette betyder, at den første foreløbige dækningsafgiftsrate for 2022 tidligst vil skulle kunne opkræves med forfaldstid den 1. marts 2022.

Forslaget sikrer, at der efter lovens forventede ikrafttræden den 1. januar 2022 vil være tid til at indarbejde de nye promiller og beregne dækningsafgift på baggrund af de nye regler.

Til nr. 11

Ved lov nr. 291 af 27. februar 2021 er der gennemført en omlægning af dækningsafgiften, så beskatningsgrundlaget for dækningsafgift fra 2022 er grundværdien for en erhvervsejendom, jf. § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Efter § 27, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat opkræves grundskyld og dækningsafgift i to eller flere lige store rater med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer. Det følger af § 27, stk. 2, at hvis en rate dækningsafgift forfalder på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående år endnu ikke er offentliggjort, beregnes raten foreløbigt på grundlag af den senest forudgående offentliggjorte almindelige vurdering eller omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6.

Dette indebærer, at den foreløbige dækningsafgift skal opkræves på baggrund af en videreført grundværdi fra 2012 eller en eventuel senere omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Når den nye ejendomsvurdering foreligger, vil den endelige dækningsafgift blive beregnet, og eventuelt for meget betalt skat vil herefter blive tilbagebetalt, ligesom eventuelt manglende betaling vil blive efteropkrævet, jf. § 27, stk. 4, i lov om kommunal ejendomsskat.

Ved anvendelsen af de videreførte grundværdier som grundlag for dækningsafgiften kan der for visse erhvervsejendomme ske en stor ændring i den beregnede foreløbige dækningsafgift i forhold til den opkrævede dækningsafgift for 2021, som var baseret på en forskelsværdi.

For ejendomme, der delvist anvendes til et dækningsafgiftspligtigt formål, skal der fra 2022 laves en fordeling af grundværdien ud fra de faktiske bygningsarealer i Bygnings- og Boligregistret, jf. § 23 A, stk. 1, 3. pkt. Der skal kun opkræves dækningsafgift, hvis den del af grundværdien, der vedrører den til det dækningsafgiftspligtige formål anvendte del af ejendommen, overstiger halvdelen af den samlede grundværdi, jf. § 23 A, stk. 1, 2. pkt. Der skal desuden alene opkræves dækningsafgift af den del af grundværdien, der vedrører den til det dækningsafgiftspligtige formål anvendte del af ejendommen, jf. § 23 A, stk. 2, 2. pkt.

Frem til 2022 skal der alene svares dækningsafgift, hvis den del af forskelsværdien, der vedrører den til det dækningsafgiftspligtige formål anvendte del af ejendommen, overstiger halvdelen af den samlede forskelsværdi, og alene af den del af den samlede forskelsværdi, der vedrører den til det dækningsafgiftspligtige formål anvendte del af ejendommen.

Det foreslås, at der i § 27, stk. 2, i lov kommunal ejendomsskat indsættes tre nye punktummer.

Med det foreslåede 2. pkt. foreslås det, at en foreløbigt beregnet dækningsafgift efter § 23 A som minimum skal udgøre det samme beløb, som er opkrævet i dækningsafgift for skatteåret 2021, og maksimalt skal kunne stige med 30 pct. i forhold til det beløb, som er opkrævet i dækningsafgift for skatteåret 2021. Bestemmelsen foreslås at gælde frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6.

Forslagene vil ikke have nogen indflydelse på beregningen og opkrævningen af den endelige dækningsafgift.

Ejendomsejere, der står til at stige mere end 30 pct. i forhold til den dækningsafgift, der blev opkrævet i 2021, vil blive midlertidigt friholdt for at betale stigningen, der ligger ud over de 30 pct., indtil den endelige dækningsafgift kan beregnes.

Når ejeren modtager den nye vurdering, vil den endelige dækningsafgift kunne beregnes, og der vil ske efterregulering. Er den endelige dækningsafgift højere end dækningsafgiften for 2021 tillagt 30 pct., vil differencen således blive opkrævet, når den nye vurdering foreligger, og den endelige dækningsafgift kan beregnes. Er den endelige dækningsafgift derimod lavere end dækningsafgiften for 2021, vil differencen blive udbetalt.

Det foreslåede 2. pkt. vil udelukkende skulle gælde den foreløbigt beregnede dækningsafgift efter § 27, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, hvilket betyder, at kun ejendomme, der vil få foretaget en foreløbig dækningsafgiftsberegning på baggrund af en videreført vurdering, vil blive omfattet.

Hvis kommunalbestyrelsen beslutter ikke fortsat at opkræve dækningsafgift, vil der ikke skulle opkræves dækningsafgift foreløbigt.

Det foreslås med det foreslåede 3. pkt., at fastsætter kommunalbestyrelsen for skatteåret 2022 en lavere promille end den kommunespecifikke promille fastsat i bilag 1, reguleres grænserne som nævnt i 2. pkt. forholdsmæssigt.

Dette vil betyde, at fastsættes promillen for 2022 til 6 promille, og var promillen for 2021 8 promille, vil stigningsbegrænsningen og bundgrænsen for den foreløbige opkrævning skulle nedsættes forholdsmæssigt, dvs. med en fjerdedel.

Det foreslås med det foreslåede 4. pkt., at fastsætter kommunalbestyrelsen for skatteåret 2023 eller et senere skatteår en anden promille end promillen for det forudgående skatteår, reguleres bund- og loftsgrænserne for den foreløbige opkrævning for det forudgående skatteår forholdsmæssigt.

Dette vil betyde, at fastsættes promillen for 2023 til 6 promille, og var promillen for 2022 8 promille, vil loftet og bundgrænsen for den foreløbige opkrævning skulle nedsættes forholdsmæssigt, dvs. med en fjerdedel.

Det foreslås med det foreslåede 5. pkt., at der beregnes en foreløbig dækningsafgift efter § 23 A på grundlag af den seneste foretagne fordeling af ejendommens forskelsværdi frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6.

Frem til udsendelse af de nye ejendomsvurderinger for erhverv foreslås det således, at der for eksisterende ejendomme foreløbigt opkræves dækningsafgift på grundlag af den seneste foretagne fordeling af ejendommens forskelsværdi.

Opkræves der for 2021 dækningsafgift af 60 pct. af forskelsværdien, vil der således frem til udsendelse af de nye ejendomsvurderinger for erhverv foreløbigt skulle opkræves dækningsafgift af 60 pct. af den videreførte 2012-grundværdi.

Baggrunden for forslaget er, at systemunderstøttelsen ikke vil være på plads til brug for den foreløbige opkrævning af dækningsafgift.

Efter udsendelse af de nye ejendomsvurderinger for erhverv sker en efterregulering af dækningsafgift fra og med 2022 på baggrund af de faktiske bygningsarealer i Bygnings- og Boligregistret.

Det bemærkes, at skal der for 2021 svares dækningsafgift af 60 pct. af forskelsværdien, og vil en foreløbig opkrævning på grundlag af 60 pct. af den videreførte 2012-grundværdi medføre, at der vil skulle opkræves mindre end dækningsafgiften for 2021, vil den foreslåede bundgrænse finde anvendelse, og der vil således skulle opkræves det samme som for 2021.

Til nr. 12 og 13

Af § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at kommunalbestyrelsen fra 2022 kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af grundværdien.

Forfalder en dækningsafgiftsrate på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående år endnu ikke er offentliggjort, beregnes raten foreløbigt på grundlag af den senest forudgående offentliggjorte almindelige vurdering eller omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6, jf. § 27, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat.

For eksisterende ejendomme vil § 27, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat sikre et foreløbigt beregningsgrundlag. Efter § 27, stk. 2, vil dækningsafgiften for 2022 skulle beregnes foreløbigt på baggrund af en videreført 2012-vurdering eller en eventuel senere omvurdering.

For nyopståede erhvervsejendomme vil der ikke være en videreført 2012-vurdering, der vil kunne danne grundlag for den foreløbige beregning af dækningsafgift. Ejeren af en nyopstået erhvervsejendom vil dermed efter gældende regler først blive opkrævet dækningsafgift, når der foreligger en ny vurdering, og ejeren af en nyopstået erhvervsejendom vil dermed kunne blive opkrævet dækningsafgift for op til flere år samtidigt.

Det følger af § 27, stk. 3, 1. pkt., at der for ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 1, i vurderingsåret før skatteåret, ansættes en foreløbig afgiftspligtig grundværdi for skatteåret efter § 1, stk. 2, som foreløbigt beregningsgrundlag for opkrævningen af grundskyld frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen.

Ved fastsættelsen af et foreløbigt beregningsgrundlag efter § 27, stk. 3, 1. pkt., fastsættes der henholdsvis en foreløbig grundværdi og en foreløbig tilbageregnet grundværdi, således at grundlaget for den foreløbige opkrævning af grundskyld udgøres af den laveste af de to værdier, og dermed afspejler det forventede grundlag for den endelige opkrævning.

Af § 27, stk. 3, 3. pkt., følger, at det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. pkt. ikke er bindende og frit kan frit ændres af ejendomsejeren.

Det foreslås i § 27, stk. 3, at indsætte et nyt 2. pkt., som medfører, at hvis en ejendom, for hvilken der er ansat et foreløbigt beregningsgrundlag for efter 1. pkt., dvs. for grundskyld, bliver omfattet af pligten til at betale dækningsafgift efter § 23 A, anvendes den foreløbige grundværdi, som det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. pkt. er ansat efter, som foreløbigt beregningsgrundlag for opkrævningen af dækningsafgift frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen.

Det foreslås desuden, at det foreløbige beregningsgrundlag ikke skal være bindende og dermed frit kunne ændres af ejendomsejeren. Dette gælder tillige for grundskyld efter 1. pkt.

Forslagene sikrer, at ejere af nyopståede erhvervsejendomme løbende vil blive opkrævet foreløbig dækningsafgift, og således ikke vil blive mødt af store efteropkrævninger, alene fordi der i en årrække ikke er blevet opkrævet dækningsafgift.

Skatteforvaltningen vil ikke være bundet af den foreløbige værdi. Skulle det efterfølgende vise sig, at den foreløbige værdi har været ansat for lavt, vil der ske en efteropkrævning af det resterende beløb. Hvis det modsat skulle vise sig, at den foreløbige værdi har været ansat for højt, vil det overskydende beløb blive tilbagebetalt.

Da det foreløbige beregningsgrundlag frit kan ændres af ejendomsejeren, kan det fastsættes, så det afspejler, at ejendommen er delvist fritaget for grundskyld i henhold til § 7, og at der dermed ikke skal svares dækningsafgift af denne del. Det kan desuden fastsættes, så det afspejler, at eksempelvis alene en del af ejendommen anvendes til et dækningsafgiftspligtigt formål.

Det bemærkes, at ønsker en ejendomsejer en ændring af den foreløbige værdi, vil det have betydning for opkrævningen af dækningsafgift for alle øvrige ejere af ejendommen.

Til nr. 14

Det følger af § 27, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, at forfalder en dækningsafgiftsrate på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående år endnu ikke er offentliggjort, beregnes raten foreløbigt på grundlag af den senest forudgående offentliggjorte almindelige vurdering eller omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6.

Af § 27, stk. 4, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at en eventuel difference mellem den foreløbige beregning, jf. stk. 2 eller 3, og den endelige beregning fordeles på årets øvrige rater.

Er vurderingen efter stk. 2 og 3 ikke offentliggjort inden betalingen af den sidste rate, udsendes der særskilt opkrævning af eventuel manglende grundskyld med frist den første i den anden måned efter udsendelsen af opkrævningen, jf. § 27, stk. 4, 4. pkt.

Det foreslås i § 27, stk. 4, 4. pkt., at indsætte: »eller dækningsafgift« efter »grundskyld«.

Hermed sikres det, at der vil skulle udsendes særskilt opkrævning af såvel manglende dækningsafgift som manglende grundskyld med frist den første i den anden måned efter udsendelsen af opkrævningen, hvis vurderingen efter stk. 2 og 3 ikke er offentliggjort inden betalingen af den sidste rate.

Til nr. 15

Det følger af § 23 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, medfører for kommunen, fra 2022 skal svares dækningsafgift af 80 pct. af sådanne ejendommes grundværdi.

Dækningsafgift af de i § 23 A, stk. 1, 1. pkt., omhandlede ejendomme svares af grundværdien med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 10, jf. § 23 A, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås, at der som bilag 1 til lov om kommunal ejendomsskat indsættes en oversigt over kommunespecifikke promiller til brug for opkrævning af dækningsafgift i henhold til § 23 A.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter der foreslås fastsat kommunespecifikke dækningsafgiftspromiller for 2022.

Kilde

Til nr. 1

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 8, foretages omvurdering pr. 1. januar i året efter en almindelig vurdering af ejendomme, hvis hidtil ikke kendt forurening dokumenteres, eller hvis afhjælpning af væsentlig forurening konstateres. Efter § 6, stk. 3, skal begivenheder som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 8, være af så væsentlig karakter, at de medfører en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien på mere end 20 pct.

Det følger af § 7, stk. 3, at begivenhederne som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 8, anses for indtruffet på det tidspunkt, hvor de pågældende forhold dokumenteres eller konstateres.

Det er således en betingelse for omvurderingen, at forureningen dokumenteres. Ejendomsvurderingsloven stiller ikke særlige krav til den form, som dokumentationen skal have, eller andre formelle krav, men i praksis vil registrering i miljøportalen DKjord, der er en landsdækkende database for jordforurening, være afgørende. Dette skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen ikke har den nødvendige ekspertise til at kunne træffe afgørelser i forureningsspørgsmålet. Sådanne afgørelser vil skulle træffes af miljømyndighederne.

I forhold til afhjælpning af forurening kræves der heller ikke særskilt dokumentation fra miljømyndigheder. Det skal blot konstateres, at forureningen er afhjulpet. Det kan f.eks. ske i form af en henvendelse fra ejendomsejeren til Skatteforvaltningen. Hvorvidt forurening er afhjulpet, er en miljøfaglig vurdering, som træffes af miljømyndighederne.

Skatteforvaltningen modtager oplysninger om ejendommes jordforurening fra miljøportalen DKjord. Oplysningerne modtages fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, som indhenter data fra Danmarks Miljøportal, hvor bl.a. regioner indberetter forhold, der så standardiseres og kvalitetssikres forud for at relevant data samles i miljøportalen DKjord.

Skatteforvaltningen modtager datoen for registreringen af den seneste ændring i data i DKjord. Oplysningerne indeholder dog ikke data om kortlægningsdatoen for forureningen eller datoen for, hvornår forureningen er konstateret. Det er for nuværende ikke muligt at indhente disse informationer automatisk. Skatteforvaltningen modtager alene oplysninger om registreringstidspunktet i miljøportalen DKjord, og således ikke oplysninger om, hvornår forureningen er dokumenteret, eller hvornår afhjælpning heraf er konstateret.

Det foreslås derfor, at »dokumenteres eller konstateres« i ejendomsvurderingslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., ændres til »registreres som gældende hos rette offentlige myndighed«. Ændringen vil afspejle den allerede eksisterende praksis.

Med ændringen vil det fremgå af ejendomsvurderingsloven, at tidspunktet for begivenhedernes indtræden i § 6, stk. 1, nr. 8, vil være, når begivenheden registreres som gældende hos rette offentlige myndighed, og derved fremgår af DKjord som Skatteforvaltningen indhenter data fra. Således vil registreringstidspunktet blive afgørende for, hvornår der i henhold til ejendomsvurderingsloven kan ske omvurdering på grund af enten konstatering eller afhjælpning af væsentlig forurening på en ejendom.

Til nr. 2

Af lov nr. 291 af 27. februar 2021 følger, at Skatteforvaltningen ikke længere vil skulle ansætte periodiske samlede ejendomsværdier for erhvervsejendomme, fordi ejendomsejerne ikke vil blive beskattet løbende af deres ejendomsværdi. Opregningen af ejendomme, som ikke længere får ansat en ejendomsværdi, omfatter imidlertid ikke den erhvervsmæssige del af en ejerbolig, der både anvendes til private formål og til erhvervsformål (blandet ejendom), selvom der ikke skal ske beskatning løbende af denne ejendomsværdi. Det har med lov nr. 291 af 27. februar 2021 ikke været hensigten, at ansættelse af ejendomsværdier for erhvervsdelen af blandede ejendomme skulle behandles anderledes end andre erhvervsejendomme.

Som en konsekvens heraf foreslås der indsat et nyt nummer, nr. 7, i ejendomsvurderingslovens § 10 , hvorefter der ikke vil skulle ansættes en samlet ejendomsværdi for de ejerboliger, hvor der på ejendommen er registreret bygningsarealer til erhvervsmæssig anvendelse, og ejerboliger, hvor der på ejendommen er opført en eller flere produktionsvindmøller eller et eller flere erhvervsmæssige solenergianlæg som nævnt i ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, 2. pkt., jf. dog § 35, stk. 1.

Således vil der ikke periodisk skulle fastsættes en samlet ejendomsværdi for både boligdelen og erhvervsdelen, da der ikke vil skulle ske en løbende beskatning af den samlede værdi.

Det foreslåede nye nummer vil samtidig betyde, at der vil skulle ansættes en ejendomsværdi på boligdelen af ejendommen efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, der med lovforslagets § 2, nr. 8, foreslås ændret, hvorefter der vil skulle ansættes en ejendomsværdi på boligdelen, hvis ejerboligen eller erhvervsejendommen ikke bebos af ejeren eller ejerne.

Til nr. 3

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 11, stk. 1, at der på foranledning af en ejendomsejer eller en anden med interesse i ejendommen, kan ansættes en ejendomsværdi, hvis det er nødvendigt for ansættelsen af bo- eller gaveafgiften efter boafgiftsloven.

For sådanne ansættelser efter stk. 1 betales et gebyr, som udgør et grundbeløb på 2.750 kr. (2010-niveau). Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20, hvorefter beløbet reguleres årligt ud fra en særlig tilpasningsprocent, jf. ejendomsvurderingslovens § 11, stk. 3.

Efter den gældende udformning af bestemmelsen vil gebyret således først blive opkrævet, når ansættelsen er foretaget af Skatteforvaltningen. Når gebyret først betales, efter en ansættelse er foretaget, vil det kunne medføre en række unødige arbejdsgange for Skatteforvaltningen, der f.eks. vil skulle inddrive beløbet ved manglende betaling. Gældende ret tager således ikke højde for situationer om manglende betaling.

Det foreslås derfor, at § 11, stk. 3 , ophæves, og at der i stedet indsættes to nye stykker, der fastsætter, at gebyret på 2.750 kr. (2010-niveau) for ansættelsen vil skulle indbetales samtidig med indgivelse af anmodningen. Gebyrets størrelse, herunder regulering i henhold til personskattelovens § 20, foreslås videreført.

Det foreslås desuden, at gebyret vil skulle tilbagebetales, hvis Skatteforvaltningen afviser at behandle en ansøgning om ansættelse. Der kan ligeledes opstå situationer, hvor ansøgningen tilbagekaldes af borgere, f.eks. fordi der ikke længere er et behov for at få en ansættelse. I sådanne tilfælde foreslås gebyret ligeledes tilbagebetalt.

Det foreslås med stk. 4 , at anmodningen skal indgives skriftligt.

Til nr. 4

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 14, stk. 2, kan Skatteforvaltningen på foranledning af en ejendomsejer ansætte en vurdering forud for en indgåelse af en købsaftale i forbindelse med salg af en ejendom, der helt eller delvist har været undtaget fra en offentlig vurdering efter § 13, fordi den ikke ville have haft et beskatningsmæssigt formål. Vurderingen ansættes i så fald på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på vurderingstidspunktet og efter prisforholdene pr. seneste forudgående almindelige vurdering af ejendomme af den pågældende kategori.

For ansættelser efter stk. 2 betales ifølge § 14, stk. 4, et gebyr, som udgør et grundbeløb på 2.750 kr. (2010-niveau). Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20, hvorefter beløbet reguleres årligt ud fra en særlig tilpasningsprocent.

Efter den gældende udformning af bestemmelsen, vil gebyret først blive betalt, når vurderingen er foretaget af Skatteforvaltningen. Når gebyret først betales, efter en vurdering er foretaget, vil det kunne medføre en række unødige arbejdsgange for Skatteforvaltningen, der f.eks. vil skulle inddrive beløbet ved manglende betaling. Gældende ret tager således ikke højde for situationer om manglende betaling.

Det foreslås at ophæve § 14, stk. 4, og indsætte to nye stykker, der fastsætter, at gebyret for ansættelsen vil skulle betales samtidig med indgivelse af anmodningen. Det foreslås i den forbindelse, at der samtidig med indgivelsen af en anmodning om ansættelse efter § 14, stk. 4, vil skulle betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau). Gebyret vil skulle reguleres efter personskattelovens § 20 og betales tilbage, hvis anmodningen afvises eller tilbagekaldes.

Gebyret vil skulle indbetales samtidig med ansøgningen af hensyn til, at en betaling af gebyret, efter en ansættelse er foretaget, vil indebære flere arbejdsgange for Skatteforvaltningen. Derfor vil Skatteforvaltningen ikke påbegynde sagsbehandlingen af anmodningen om vurdering, før gebyret er betalt.

Efter forslaget vil gebyret skulle tilbagebetales, hvis Skatteforvaltningen afviser at behandle en ansøgning om vurdering. Der kan ligeledes opstå situationer, hvor ansøgningen tilbagekaldes af borgere, f.eks. fordi der ikke længere er et behov for at få en ansættelse. I sådanne tilfælde foreslås gebyret ligeledes tilbagebetalt.

Det foreslås med stk. 5, at anmodningen skal indgives skriftligt.

Til nr. 5

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 16, stk. 1, forstås ejendomsværdien som værdien af den samlede ejendom, sådan som ejendommen forefindes på vurderingstidspunktet dvs. med grundarealet, bygninger og beplantninger m.v. uden eventuelt driftsmateriel og inventar.

Ved fast ejendom forstås efter § 2, stk. 1, nr. 3, blandt andet bygninger på fremmed grund, hvis grunden er matrikuleret. Herved forstås, at bygningen har en anden ejer end grunden, hvorpå bygningen står. I disse tilfælde er der i en vurderingsmæssig henseende tale om to separate ejendomme – bygningen og grunden.

Efter § 16, stk. 3, skal der ved vurderingen af bygninger på fremmed grund tages hensyn til kontraktforholdet mellem ejerne. Bygningers tilstedeværelse på fremmed grund er således baseret på et kontraktforhold mellem ejeren af grunden og ejeren af bygningen. Ved ansættelsen af ejendomsværdien for bygninger på fremmed grund skal der tages hensyn til lejemålets varighed, eventuelle forpligtelser til at fjerne bygninger og andre forhold af betydning for ansættelsen af ejendomsværdi, som følger af kontrakten.

Det er ikke muligt for Skatteforvaltningen at udsøge disse kontrakter automatisk til brug for vurderingen efter § 16, stk. 3. Baggrunden herfor er, at de enkelte kontraktforhold mellem grundejeren og ejeren af bygningen er reguleret i bilaterale aftaler, som ikke fremgår af offentlige registre. Ligeledes varierer kontrakternes værdi i høj grad, hvorfor det er vanskeligt at udarbejde en metodik at tage udgangspunkt i. I praksis sælges der desuden få ejendomme (bygninger) på fremmed grund, hvilket medfører et meget lille datagrundlag for Skatteforvaltningen.

Det foreslås på denne baggrund, at »kontraktforholdet mellem parterne« i § 16, stk. 3, ændres til »forskellen mellem værdien af ejendommen på en standardgrund og værdien af en standardgrund«. Det foreslås desuden at indsætte »Kontraktforholdet mellem parterne indgår alene i ansættelserne efter 1. pkt., hvis ejendomsejeren i deklarationsfasen efter skatteforvaltningslovens § 20 a eller ved partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20, godtgør, at kontraktforholdet påvirker vurderingen.« som nyt 2. pkt.

På denne måde vil der ikke vil skulle tages udgangspunkt i den konkrete lejekonkrakt. I stedet vil der skulle tages hensyn til forskellen mellem værdien af ejendommen på en standardgrund for den pågældende bygningstype og værdien af en standardgrund.

Med den forslåede ændring vil ansættelsen af ejendomsværdien for bygninger på fremmed grund blive foretaget ved, at værdien af bygningen på en standardgrund for den pågældende bygningstype (parcelhus, rækkehus sommerhus m.v.) fratrækkes værdien af standardgrunden. For eksempel vil bygninger på ejendomme til helårsbeboelse herefter blive vurderet ud fra en standardgrund efter ejendomsværdimodellen, og standardgrunden vil blive vurderet efter grundværdimodellen. Forskellen mellem disse to modelresultater vil udgøre ejendomsværdien for bygningen på den fremmede grund.

Det vil være muligt for ejendomsejeren at påberåbe sig, at der ved ansættelsen af ejendomsværdien skal tages højde for, at forholdene i den aktuelle lejekontrakt medfører, at den forventelige kontantværdi for bygningen på den fremmede grund afviger fra værdien. Dette kunne f.eks. være relevant i den situation, hvor en lejekontrakt udløber inden for en kort årrække, og den ikke forventes at kunne forlænges.

Dette vil skulle godtgøres i deklarationsfasen efter skatteforvaltningslovens § 20 a eller ved partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20 inden vurderingen foretages.

Til nr. 6

I plangrundlaget, der blandt andet fastsætter, hvad og hvor meget, der må bygges i et område, anvendes plananvendelseskoder til at udtrykke, hvad en ejendom må anvendes til. Erhvervsstyrelsens vejledning i anvendelseskategorier af 11. februar 2019 indeholder en oversigt over plananvendelseskoder, som kommunerne registrerer i plandataregisteret Plandata.dk. Det er således disse oplysninger, der er styrende for Skatteforvaltningens ansættelse af grundværdien.

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 18, stk. 2, ansætter Skatteforvaltningen grundværdien efter den mulige anvendelse eller udnyttelse, der giver den højeste grundværdi, hvis der efter plangrundlaget er mulighed for at anvende og udnytte grunden til forskellige formål. Nogle specifikke plananvendelseskategorier for ejerboliger udtrykker mulighed for opførelse af enten enfamilieshuse eller tofamilieshuse. Det er dog usikkert, om plananvendelseskategorien i alle tilfælde faktisk tillader opførelsen af tofamilieshuse, eller om det forudsætter en dispensation fra kommunen. Der kan således opstå situationer, hvor der ifølge plananvendelseskoderne umiddelbart er mulighed for at opføre et tofamilieshus, men hvor denne mulighed reelt ikke er til stede, fordi kommunen i den konkrete sag ikke har givet dispensation.

Muligheden for opførelse af tofamilieshuse værdiansættes ved, at grunden ved beregningen opdeles i to dele, som hver får en særskilt værdi baseret på grundværdikurven, der er en statistisk model, som fastlægger værdien ud fra det lokale prisniveau. Grundværdien udgør herefter den samlede værdi af de to grundværdiberegninger. Dette medfører en værdi, der er væsentligt højere end beregningen for grunde, hvor der kun er mulighed for opførelse af et enfamilieshus, da sådanne grunde beregnes med én grundværdikurve på hele grundens areal. Den faktiske værdiforøgelse vil afhænge af, hvor stor grunden er, hvor meget der kan bebygges, og hvilket prisniveau der er i området.

Det foreslås derfor, at der i ejendomsvurderingslovens § 18 indsættes et nyt stykke som stk. 7, hvorefter der ved grundværdiansættelsen i områder, hvor der ifølge plandataregisteret Plandata.dk kan opføres tofamilieshuse, alene tages hensyn hertil, hvis der faktisk er opført et tofamilieshus på grunden. På denne måde beskrives, hvordan grundværdien ansættes i de situationer, hvor plananvendelseskoder potentielt rummer mulighed for opførelse af tofamilieshuse.

Forslaget indebærer, at der alene vil skulle tages hensyn til muligheden for opførelse af tofamilieshuse i de tilfælde, hvor de faktisk er opført, fordi plananvendelseskoderne ikke i alle tilfælde kan siges at udtrykke den højeste grundværdi, hvis ejendomsejeren reelt ikke kan opføre det uden en dispensation.

Til nr. 7

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, ansættes en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, hvis betingelserne deri er opfyldt. Ejendomsvurderingslovens § 27 bibringer et beregningsgrundlag for ejendomsværdibeskatningen af rådigheden over de nævnte lejligheder for ejeren eller ejerne, som om der havde været tale om selvstændige ejerlejligheder.

Efter § 27, stk. 2, betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau) for en ansættelse efter stk. 1, første gang en lejlighed vurderes. Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20, hvorefter beløbet reguleres årligt ud fra en særlig tilpasningsprocent.

Efter den gældende udformning af bestemmelsen, vil gebyret først blive betalt, når ansættelsen er foretaget af Skatteforvaltningen. Når gebyret først betales, efter en ansættelse er foretaget, vil det kunne medføre en række unødige arbejdsgange for Skatteforvaltningen, der f.eks. vil skulle inddrive beløbet ved manglende betaling. Gældende ret tager således ikke højde for situationer med manglende betaling.

Det foreslås at ophæve § 27, stk. 2, og indsætte to nye stykker, der fastsætter, at gebyret for ansættelsen vil skulle betales samtidig med indgivelse af anmodningen. Det foreslås i den anledning, at der samtidig med indgivelsen af en anmodning om ansættelse efter § 27, stk. 1, vil skulle betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau). Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20 og skal betales tilbage, hvis anmodningen afvises eller tilbagekaldes.

Gebyret vil således skulle indsendes samtidig med ansøgningen af hensyn til, at en betaling af gebyret, efter en ansættelse er foretaget, vil indebære flere arbejdsgange for Skatteforvaltningen. Ligeledes indebærer det en risiko for, at gebyret skal inddrives ved manglende betaling. Skatteforvaltningen vil derfor ikke påbegynde sagsbehandlingen af anmodningen om vurdering, før gebyret er betalt.

Efter forslagets vil gebyret skulle tilbagebetales, hvis Skatteforvaltningen afviser at behandle en ansøgning om ansættelse. Der kan ligeledes opstå situationer, hvor ansøgningen tilbagekaldes af borgere, f.eks. fordi der ikke længere er et behov for at få en ansættelse. I sådanne tilfælde foreslås gebyret ligeledes tilbagebetalt.

Det foreslås med stk. 3 , at anmodningen skal indgives skriftligt.

Til nr. 8

Efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, skal Skatteforvaltningen ansætte en ejendomsværdi for boligdelen af en ejendom efter § 16, når ejendommen anvendes til boligformål såvel som erhvervsmæssige formål – såkaldte blandede ejendomme – og ejendommen bebos af ejeren eller ejerne. Landbrugs- og skovejendomme er ikke omfattet af bestemmelsen, jf. §§ 28-33.

Efter ejendomsværdiskatteloven skal ejer som udgangspunkt betale ejendomsværdiskat af råderetten over sin bolig, dvs. uanset om ejeren har gjort brug af sin boligret eller ej.

I ejendomsværdiskattelovens § 4 opregnes, hvilke ejendomme der er omfattet af ejendomsværdiskatten. Der skal svares ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, når en ejendom indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og hvortil der efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, foretages en ansættelse af ejendomsværdien på boligdelen.

Efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, fastsættes dog kun en ejendomsværdi på boligdelen, når ejendommen bebos af ejeren eller ejerne, hvorfor der kan opstå tilfælde, hvor ejendomme, der er omfattet af ejendomsværdiskatten, til trods for at ejeren eller ejerne ikke bebor ejendommen, ikke får fastsat en ejendomsværdi, der kan tjene som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskat, hvilket vurderes at være utilsigtet.

Det foreslås på denne baggrund at ændre ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, så kriteriet om, at ejendommen skal bebos af ejeren eller ejerne, udgår.

Dette vil medføre, at der vil skulle ansættes en ejendomsværdi på boligdelen, uanset om ejendommen, som kan anvendes til boligformål og erhvervsmæssige formål, bebos af ejeren eller ejerne.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil samtidig betyde, at der tilvejebringes et beskatningsgrundlag for de ejendomme, som vil skulle ejendomsværdibeskattes efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5.

Til nr. 9

En fordeling af den samlede ejendomsværdi for blandede ejendomme på henholdsvis boligdel og erhvervsdel er hidtil blevet anvendt i en række skatteregler på ejendoms- og erhvervsområdet. Når der ikke længere ansættes ejendomsværdier på blandede ejendomme, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, har det derfor konsekvenser for en række andre beskatningsregler, der mangler et beregningsgrundlag. Nedenfor oplistes de beskatningsregler, som umiddelbart er afhængige af en fordeling af den samlede ejendomsværdi på en blandet ejendom. Listen er ikke udtømmende.

– Fordelingen anvendes til at afgøre, om der kan fratrækkes driftsomkostninger på ejendommen efter ligningslovens § 15 K, stk. 6. Blandede ejendomme har fradrag for driftsudgifter, der vedrører den erhvervsmæssige del, hvis denne del er væsentlig. Ved væsentlig erhvervsmæssig benyttelse forstås, at mindst 25 pct. af ejendommens samlede værdi anvendes erhvervsmæssigt. Kun ejendomme, der har en erhvervsmæssig anvendelse på over 25 pct. af ejendomsværdien, kan foretage fradrag for driftsomkostninger. For ejendomme med mindre end 25 pct. erhvervsmæssig benyttelse kan der ikke fratrækkes driftsudgifter.

– Bebor en ejer en lejlighed i en mindre udlejningsejendom, og har ejeren valgt beskatning efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6 og 7, kan ejeren kun få fradrag for driftsudgifter for de udlejede lejligheder efter statsskattelovens § 6. Ejeren kan imidlertid ikke få fradrag for driftsudgifterne, der kan henføres til den lejlighed, som ejeren bebor. Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 3, at den del, der ikke kan fås fradrag for, beregnes som summen af de ved vurderingen fremkomne værdier af de af ejerne beboede lejligheder i ejendommen divideret med summen af samme værdi og den ved vurderingen fremkomne værdi af den øvrige del af ejendommen.

– Hvis en ejer i et bofællesskab bebor en ejendom og har valgt beskatning efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8, kan ejeren kun få fradrag for driftsudgifter for den/de lejligheder, som den pågældende udlejer. Ejeren kan imidlertid ikke få fradrag for driftsudgifterne, der kan henføres til den lejlighed, som ejeren bebor. Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 4, at den del, der ikke kan fås fradrag for, beregnes som summen af de ved vurderingen fremkomne værdier af de af ejerne beboede lejligheder i ejendommen divideret med summen af samme værdi og den ved vurderingen fremkomne værdi af den øvrige del af ejendommen.

– Der er efter ligningslovens § 14 for blandede ejendomme fradrag for ejendomsskatter i det omfang, ejendommen er benyttet erhvervsmæssigt i indkomståret. Der skal efter cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 punkt 10.2 skønnes over, hvor stor en del af ejendomsskatterne, der kan henføres til henholdsvis boligdelen og erhvervsdelen. I foretagelsen af skønnet tages der udgangspunkt i vurderingsfordelingen foretaget af vurderingsmyndighederne.

– De nævnte problemstillinger i relation til driftsudgifter gør sig tilsvarende gældende for fradrag for vedligeholdelsesudgifter efter ligningslovens § 15 J for blandede ejendomme, mindre udlejningsejendomme og bofællesskaber.

På denne baggrund foreslås det at indsætte en ny bestemmelse som ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1 , hvorefter ejendomme, der anvendes til såvel boligformål som erhvervsmæssige formål, kan anvende den senest ansatte ejendomsværdi efter § 88 som beregningsgrundlag for beskatning efter øvrig lovgivning og som grundlag for ydelse af lån efter kapitel 1 i lov om lån betaling af grundskyld m.v., hvis en fordeling af ejendomsværdien er nødvendig for at afgrænse den del af ejendommen, som anvendes til erhvervsmæssige formål. Undtaget herfor er beskatning efter ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 88, at vurderingerne pr. 1. oktober 2018, 2019 og 2020 fastsættes på baggrund af reglerne i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Med den foreslåede bestemmelse sikres endvidere et grundlag for at yde lån til pensionister efter grundskyldslånelovens kapitel 1 til betaling af den forholdsmæssige andel af grundskylden, som falder på boligdelen. Bestemmelsen ændrer ikke i grundlaget for at yde lån til betaling af stigninger i grundskyld efter lovens kapitel 2. Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke beskatning efter ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat.

Skatteforvaltningen har ikke tilstrækkelige data til løbende at udsøge og foretage ansættelser af ejendomsværdier for de ejendomme, som indeholder en boligdel og en erhvervsdel, og hvor der sker ændringer på ejendommen. Ændres en ejendom omfattet af det foreslåede § 35 a, stk. 1, foreslås det derfor i stk. 2 , at ejendomsejeren vil skulle anmode Skatteforvaltningen om en ny ejendomsværdi og fordeling i 2012-prisniveau til brug for de fremadrettede beregninger.

Forpligtelsen vil indtræde, når forholdet mellem den del af en ejendom, der anvendes til boligformål, og den del som anvendes til erhvervsmæssige formål ændres, som følge af:

1. Ændringer i grundareal.

2. Opførelse af nybyggeri.

3. Foretaget nedrivning eller om- eller tilbygning i henhold til byggetilladelse.

4. Ændret anvendelse, når dette er af betydning for vurderingen.

5. Ændret ejendomsværdi eller grundværdi som følge af ændrede anvendelses- og udnyttelsesmuligheder.

6. Dokumentering af ikke hidtil kendt forurening eller konstatering af afhjælpning af forurening.

7. Skade på grund af brand, storm, oversvømmelse eller anden pludseligt opstået hændelse.

8. Ændring eller ophør af en samlet vurdering, jf. § 2, stk. 3.

De foreslåede ændringer svarer i det væsentligste til omvurderingsgrundene i ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 4-10.

Det foreslås med stk. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning kan foretage en vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Er betingelserne opfyldt, foretages en ansættelse af ejendomsværdien og fordeling efter § 88 i forbindelse med den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering.

Forslaget indebærer, at der tilvejebringes et grundlag for at udarbejde en fordeling af ejendomsværdien imellem boligdel og erhvervsdel for blandede ejendomme. Forslaget vedrører ikke beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift. Bestemmelsen er ikke en selvstændig vurdering i ejendomsvurderingslovens forstand, selvom der vil være fuld klageret over ansættelsen.

Den foreslåede § 35 a vil betyde, at der på ejendomsejerens foranledning tilvejebringes et nyt beregningsgrundlag i form af en ny ansættelse af ejendomsværdi samt foretages en fordeling til brug for anden skattelovgivning. Ansættelsen vil være gyldig fra tidspunktet for den dokumenterede ændring på ejendommen, og erstatte den seneste ansatte vurdering efter § 88, som derfor ikke længere kan anvendes som beregningsgrundlag for beskatning efter øvrig lovgivning.

Der er tale om en midlertidig ordning. Efter lovforslagets vedtagelse vil der blive igangsat en undersøgelse af mulighederne for at indføre en mere permanent løsning.

Til nr. 10

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 1, foretager Skatteforvaltningen en værdiansættelse af hele grunden med henblik at skabe på et beregningsgrundlag for ejendomsskatterne efter §§ 5 og 6. Til brug for denne værdiansættelse kan Skatteforvaltningen ifølge § 20, stk. 4, foretage en arealopdeling af grunden, hvilket blandt andet er nødvendigt for grunde, der er opdelt af zonegrænser og berørt af forskellige anvendelses- og udnyttelsesmuligheder.

En grund kan således være gennemskåret af planregulering såsom en lokalplan, og derfor indeholde flere deljordstykker. Her skal et deljordstykke forstås som det mindste afgrænsede areal, for hvilket samme anvendelses- og udnyttelsesmuligheder er gældende. Fastsættelsen af en sådan ejendoms anvendelses- og udnyttelsesmuligheder som grundlag for værdiansættelsen er vanskelig.

Bliver en grund f.eks. gennemskåret af planregulering, og den derved består af flere deljordsstykker, som hver har forskellige udnyttelsesmuligheder for, hvordan de særskilte deljordsstykkers bebyggelsesprocenter skal beregnes, vil det efter udformningen af gældende ret være uklart, hvordan grundens samlede værdiansættelse skal beregnes ud fra dens udnyttelsesmuligheder.

Ligeledes vil en grund gennemskåret af planregulering kunne medføre, at de forskellige deljordsstykker har forskellige anvendelsesmuligheder. Dette kunne f.eks. indebære, at der på en del af grunden vil være mulighed for at opføre en ejerbolig, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, såvel som andre formål end ejerboliger, jf. § 3, stk. 1, nr. 2-4, mens der på et andet deljordsstykke på grunden alene er mulighed for at opføre en ejerbolig.

Der foreslås på denne baggrund indsat et nyt § 58 c, stk. 1, hvorefter det beskrives, at der ved ansættelsen af grundværdien for ejendomme, hvor samme anvendelses- og udnyttelsesmuligheder ikke gælder for hele grunden, kan foretages vurdering efter §§ 5 og 6, deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a eller partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20, for hele grundens areal baseret på de anvendelses- og udnyttelsesmuligheder, der er gældende for en del af grunden, hvis anvendelses- og udnyttelsesmuligheder er indbyrdes forenelige.

Den foreslåede ændring vil f.eks. gælde i det tilfælde, hvor en vurderingsejendom med et samlet grundareal på 900 m² består af to deljordstykker, hvoraf

– det ene deljordstykke, som udgør 600 m² af grundens areal, giver mulighed for at opføre åben-lavt byggeri med en udnyttelse på 30 pct., og

– det andet deljordstykke, som udgør 300 m² af grundens areal, giver mulighed for at opføre et tæt-lavt byggeri med en udnyttelse på 40 pct.

I denne situation vil der efter den foreslåede bestemmelse blive foretaget to beregninger:

– Én beregning på baggrund af en udnyttelse på 30 pct. åben-lav på 900 m², som resulterer i en udnyttelse på 270 m².

– Én beregning på baggrund af en udnyttelse 40 pct. tæt-lav på 900 m², som resulterer i en udnyttelse på 360 m².

Der vil således med den foreslåede bestemmelse blive foretaget en beregning baseret på hele grundarealet for anvendelses- og udnyttelsesmulighederne på hver side af den eller de gennemskærende planer.

Beregningen vil dog skulle foretages under forudsætning af, at det beregnede etageareal kan placeres inden for det deljordstykke, som anvendelsen knytter sig til, medmindre anvendelserne er identiske (f.eks. tæt-lav og tæt-lav). Årsagen hertil er, at ejendomsejerne kun forventes at kunne få tilladelse til at opføre bebyggelsen på det pågældende deljordstykke, hvis etagearealet reelt kan placeres på deljordstykket.

I eksemplet ovenfor betyder det, at beregningen af udnyttelsen på baggrund af 40 pct. tæt-lavt byggeri på de 900 m² nedsættes fra 360 m² til 300 m², da bebyggelsen skal kunne rummes inden for deljordstykket, som er 300 m².

Metoden, som foreslås reguleret i § 58 c, stk. 1, vil også gælde for ejendomme, som kan udstykkes. Der foretages en beregning på udnyttelsesmulighederne knyttet til samtlige anvendelsesmuligheder for deljordstykkerne. Det kan illustreres med eksemplet nedenfor.

En vurderingsejendom med et samlet grundareal på 7.500 m² er opdelt i 3 deljordstykker, hvor der på

– deljordstykke A, som er 1.000 m², er mulighed for at opføre åben-lav 30 pct. eller tæt-lav 40 pct. med en mindstegrundstørrelse på 700 m²,

– deljordstykke B, som er 2.500 m², er mulighed for at opføre åben-lav 30 pct. eller kontor- og service 20 pct. med en mindstegrundstørrelse på 700 m², og

– deljordstykke C, som er 4.000 m², er mulighed for at opføre kontor- og serviceerhverv 20 pct. med en mindstegrundstørrelse på 1.000 m².

Deljordstykke B har en blandet anvendelse med erhverv som er uforenelig med bolig. Derfor vurderes deljordstykke B kun med boliganvendelsen åben-lav 30 pct. Deljordstykkerne A og B har anvendelser, der er forenelige, og de vurderes derfor samlet. Anvendelserne for deljordstykkerne A og B er uforenelige med deljordstykke C, og det giver anledning til følgende tre beregninger:

1. En beregning med fem udstykninger med plananvendelsen tæt-lav med 40 pct. på 3.500 m² (deljordstykke A + B). Etagearealet skal kunne rummes indenfor på deljordstykke A, da der alene er mulighed for tæt-lav på dette deljordstykke. Det betyder, at etagearealet reduceres fra 1.400 m² (40 pct. af 3.500 m²) til 1.000 m², som er størrelsen af deljordstykke A.

2. En beregning med fem udstykninger med plananvendelsen åben-lav med 30 pct. på 3.500 m² (deljordstykke A + B). Etagearealet skal kunne rummes indenfor på deljordstykke A og B, da begge giver mulighed for åben-lav (identiske anvendelser). Etagearealet på 1.050 m² (30 pct. af 3.500 m²) kan rummes på deljordstykke A og B’s samlede arealer.

3. En beregning med 20 pct. kontor- og serviceerhverv på 4.000 m² (deljordstykke C).

Beregning 3) lægges sammen med dén af de to vurderinger for beregningerne 1) og 2), der giver den bedste økonomiske anvendelse af grunden med henblik på at ansætte én samlet grundværdi.

Metoden skal dog i alle tilfælde kun gælde, hvor grundens anvendelsesmuligheder er forenelige. Med bestemmelsen foreslås det derfor, at metoden for udbredelsen af anvendelses- og udnyttelsesmuligheder på hele grundens areal alene skal gælde i de tilfælde, hvor anvendelserne på tværs af deljordstykkerne er forenelige.

Ved fastlæggelsen af anvendelsesmulighedernes forenelighed, vil der som udgangspunkt skulle tages afsæt i den opdeling, der er foretaget efter Erhvervsstyrelsens vejledning om anvendelseskategorier af 11. februar 2019. Det vil herefter være de specifikke anvendelseskategorier, der henhører under den samme generelle anvendelseskategori, der vil blive anset for forenelige. Da der er tale om et udgangspunkt, kan der ikke modsætningsvis sluttes, at to specifikke anvendelseskategorier er uforenelige, fordi de ikke er omfattet af samme generelle anvendelseskategori. F.eks. kan det ikke udelukkes, at et landsbyområde (specifik anvendelseskode 2121), som henhører under den generelle anvendelseskategori for blandet bolig og erhverv, i visse tilfælde kan være foreneligt med åben-lav boligbebyggelse (specifikke anvendelseskode 1110), som henhører til den generelle anvendelseskategori for boligområde.

I få tilfælde vil ejerboliganvendelsen ikke udtrykke den bedste anvendelse af grunden i økonomisk henseende. Disse tilfælde vil ikke kunne udsøges maskinelt, men ejeren vil i forbindelse med deklarationsproceduren efter skatteforvaltningslovens § 20 a kunne gøre Skatteforvaltningen opmærksom på, at den bedst mulige anvendelse af den pågældende grund ikke vil være opførelse af ejerboliger.

Det foreslås i stk. 2, at § 58 c, stk. 1, ikke vil skulle finde anvendelse på ejendomme landbrugs- eller skovejendomme efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, eller på de dele af ejendommen, der ligger i landzone.

Det foreslås endvidere i stk. 3, at der for de dele af ejendommen som nævnt i stk. 1, der er ligger i landzone, hvor det følger af forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller andre offentlige forskrifter, at der må opføres ejerboliger efter § 4, stk. 1, nr. 1 og 3, at der ved beregningen af den mulige udnyttelse ved disse anvendelser højst vil blive henset til muligheden for opførelse af 550 m² etageareal.

Baggrunden for forslaget er at præcisere anvendelsen med praksis efter planlovgivningen. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, giver ret til uden landzonetilladelse at foretage til- og ombygning af et helårshus, hvis det samlede bruttoareal ikke overstiger 500 m². Dertil giver planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, ret til uden landzonetilladelse at opføre garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på op til 50 m².

For ejendomme beliggende i landzone, hvor der er givet tilladelse til at opføre ejerboliger efter ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 1, vil tilladelsen derved give mulighed for at opføre op til 550 m² etageareal. Muligheden for at opføre til- og ombygninger uden landzonetilladelse finder derimod ikke anvendelse for sommerhuse og andre fritidshuse, hvorfor ejer efter disse regler ikke vil have en ret til at opføre bygninger, der overstiger de muligheder, der gælder for ejerboliger efter ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 1.

I få tilfælde vil ejerboliganvendelsen ikke udtrykke den bedste anvendelse af grunden i økonomisk henseende. Disse tilfælde vil ikke kunne udsøges maskinelt, men ejeren vil i forbindelse med en forudgående høring kunne gøre Skatteforvaltningen opmærksom på, at den bedst mulige anvendelse af den pågældende grund ikke vil være opførelse af ejerboliger.

Med præciseringen er der tale om en fremgangsmåde for Skatteforvaltningen, der ikke ændrer ved den generelle vurderingsnorm i kapitel 4.

Til nr. 11

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 84, stk. 1, kan en ejendom, som vurderes som landbrugsejendom eller skovejendom i medfør af § 83, stk. 2, i en salgssituation på foranledning af ejeren eller ejerne i enighed, vurderes som en ejerbolig forud for indgåelse af en købsaftale. For sådanne vurderinger efter stk. 1 betales et gebyr, som udgør et grundbeløb på 2.750 kr. (2010-niveau). Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20, hvorefter beløbet reguleres årligt ud fra en særlig tilpasningsprocent, jf. ejendomsvurderingslovens § 84, stk. 3.

Efter den gældende udformning af bestemmelsen, vil gebyret først blive betalt, når ansættelsen er foretaget af Skatteforvaltningen. Når gebyret først betales, efter at en ansættelse er foretaget, vil det kunne medføre en række unødige arbejdsgange for Skatteforvaltningen, der f.eks. vil skulle inddrive beløbet ved manglende betaling. Gældende ret tager således ikke højde for situationer om manglende betaling.

Det foreslås at ophæve § 84, stk. 3, og indsætte to nye stykker, der fastsætter, at gebyret for ansættelsen vil skulle betales samtidig med indgivelse af anmodningen. Det foreslås i den anledning, at der samtidig med indgivelsen af en anmodning om ansættelse efter § 84, stk. 1, vil skulle betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau). Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20 og skal betales tilbage, hvis anmodningen afvises eller tilbagekaldes.

Gebyret vil skulle indsendes samtidig med ansøgningen af hensyn til, at en betaling af gebyret, efter at en ansættelse er foretaget, vil indebære flere arbejdsgange for Skatteforvaltningen. Ligeledes indebærer det en risiko for, at gebyret skal inddrives ved manglende betaling. Skatteforvaltningen vil derfor ikke påbegynde sagsbehandlingen af anmodningen om vurdering, før gebyret er betalt.

Det foreslås, at gebyret vil skulle tilbagebetales, hvis Skatteforvaltningen afviser at behandle en ansøgning om ansættelse. Der kan ligeledes opstå situationer, hvor ansøgningen tilbagekaldes af borgere, f.eks. fordi der ikke længere er et behov for at få en ansættelse. I sådanne tilfælde foreslås gebyret ligeledes tilbagebetalt.

Det foreslås med stk. 4 , at anmodningen skal indgives skriftligt.

Til nr. 12

Skatteforvaltningen udsender efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., meddelelse om de videreførte vurderinger senest samtidig med meddelelse efter lovens § 89, stk. 8, om igangsættelse af klagefrister efter ejendomsvurderingsloven.

Klager over videreførte vurderinger skal efter § 89, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, 2. pkt., være modtaget hos Skatteankestyrelsen senest 90 dage fra dateringen af meddelelsen, der er udsendt efter lovens § 89, stk. 8.

Af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., følger det dog, at videreførte vurderinger, hvorom der på tidspunktet for udsendelse af meddelelse efter stk. 8 verserer en genoptagelsessag hos Skatteforvaltningen, en klagesag eller en efterfølgende ombudsmandssag eller domstolssag, først kan påklages efter fristen i § 89, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., når den sag er endeligt afsluttet.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., at klagesager vedrørende vurderinger omfattet af

1. pkt., der på tidspunktet for udsendelse af meddelelse efter stk. 8 er verserende ved skatteankeforvaltningen, vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten, i 3 måneder fra afgørelsen af klagesagen uanset skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, § 6, stk. 1, og § 11, stk. 1, kan påklages igen til fornyet behandling ved skatteankeforvaltningen, vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten for ansættelse af prisforholdene i aktuelt niveau. Det samme gør efter § 89, stk. 1, 5.-7. pkt., og stk. 2, 5.-7. pkt., sig gældende, hvis der er tale om en verserende genoptagelsessag eller verserende domstolssag eller efterfølgende klage- eller domstolssag.

Det er således som følge af § 89, stk. 1, 4.-7. pkt., og stk. 2, 4.-7. pkt., muligt at påklage videreførte vurderinger, hvorom der verserer enten genoptagelsessager hos Skatteforvaltningen, klagesager, sager hos ombudsmanden eller domstolssager, uanset at den enkelte videreførte vurdering har været behandlet eller prøvet før. Dette gør sig gældende, fordi der med klageadgangen i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2, åbnes for klagesagsprøvelse i andet prisniveau, end der tidligere har været adgang til, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 4.

Idet der imidlertid både fremgår et tidsrum for klageadgangen i § 89, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., og § 89, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., kan der opstå tvivl om, i hvilket tidsrum fristen for at påklage videreførte vurderinger, hvorom der har verseret en sag, løber.

Det foreslås at »i 3 måneder fra afgørelsen af klagesagen« udgår i § 89, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt.

Det foreslås således at fjerne tidsangivelsen i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., som ikke er udtryk for den egentlige klagefrist for de omfattede videreførte vurderinger. På den måde præciseres og tydeliggøres det, at fristen for at klage følger af § 89, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., når der er tale om videreførte vurderinger, hvorom der verserer en genoptagelsessag hos Skatteforvaltningen, en klagesag, en ombudsmandssag eller en domstolssag på tidspunktet for udsendelse af meddelelsen efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 8.

Det præciseres således med forslaget, at klager over videreførte vurderinger, der er omfattet af § 89, stk. 1, 4.-7. pkt., og stk. 2, 4.-7. pkt., skal være modtaget hos Skatteankestyrelsen senest tre måneder, efter den verserende sag er endeligt afsluttet, og ikke i tre måneder fra afgørelsen i den verserende sag er truffet.

Forslaget er alene udtryk for en teknisk præcisering og har ikke til hensigt at ændre, hvad der allerede følger af gældende ret.

Til nr. 13

Det følger, af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2, 4. pkt., at videreførte vurderinger, hvorom der verserer en klagesag på tidspunktet for udsendelse af meddelelse om igangsættelse af klagefrister efter stk. 8, kan påklages igen uanset skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, § 6, stk. 1, og § 11, stk. 1.

Dette gælder tilsvarende efter § 89, stk. 1, 5. pkt., og stk. 2, 5. pkt., hvis der er tale om en verserende domstolssag, eller hvis den verserende klagesag indbringes for domstolene.

Endelig gælder det tilsvarende efter § 89, stk. 1, 6. og 7. pkt., og stk. 2, 6. og 7. pkt., hvis der er tale om en verserende genoptagelsessag hos Skatteforvaltningen, eller hvis afgørelsen i genoptagelsessagen påklages og senere indbringes for domstolene.

Ved klage omfattet af 4. og 6. pkt., efter det verserende sagsforløb er endeligt afsluttet, kan der efter § 89, stk. 1, 8. pkt., alene klages over selve prisforholdene.

Som følge af, at der alene er henvist til 4. og 6. pkt. i § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt., kan der opstå tvivl om, hvorvidt klager over vurderinger omfattet af § 89, stk. 1, 5. og 7. pkt., og stk. 2, 5. og 7. pkt., også er reguleret af § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt.

Der kan således opstå tvivl om, hvorvidt den efterfølgende klage efter fristen i § 89, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., alene skal vedrøre prisforholdene, i tilfælde hvor der er tale om klager over videreførte vurderinger efter endelig afslutning af enten en domstolssag, der verserede på tidspunktet for meddelelse om igangsættelse af klagefristen efter stk. 8, eller hvor en verserende klagesag senere er blevet indbragt for domstolene forud for den efterfølgende klage efter fristen i § 89, stk. 1, 3. pkt., eller stk. 2, 3. pkt. Disse sager er omfattet af § 89, stk. 1, 5. pkt., eller stk. 2, 5. pkt., og er derfor ikke eksplicit angivet i § 89, stk. 1, 8. pkt., eller stk. 2, 8. pkt.

Tilsvarende tvivl kan således opstå, hvis der i stedet var tale om en genoptagelsessag, der verserede hos Skatteforvaltningen, og som senere er blevet påklaget eller indbragt for domstolene. Disse sager er omfattet af § 89, stk. 1, 7. pkt., eller stk. 2, 7. pkt., og er derfor ikke eksplicit angivet i § 89, stk. 1, 8. pkt., eller stk. 2, 8. pkt.

Det foreslås i § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt., at ændre »4. og 6. pkt.« til: »4.-7. pkt.«

Det foreslås, at § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt., ændres, således at § 89, stk. 1, 5. og 7. pkt., og stk. 2, 5. og 7. pkt. eksplicit fremgår af ordlyden.

Det præciseres således med forslaget, at også sager er omfattet af § 89, stk. 1, 5. og 7. pkt., og stk. 2, 5. og 7. pkt., er omfattet af § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt., og dermed at klager over videreførte vurderinger alene kan angå prisforholdene, hvis der verserede en sag om den pågældende vurdering på tidspunktet for udsendelse af meddelelse efter § 89, stk. 8, om igangsættelse af klagefristen, uafhængigt af hvilken type sag der var tale om.

Forslaget er alene udtryk for en præcisering af, hvad der allerede gælder efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 8. pkt., og stk. 2, 8. pkt., og har således ikke til hensigt at ændre gældende ret.

Til nr. 14

Skatteforvaltningen udsender efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., meddelelse om de videreførte vurderinger senest samtidig med meddelelse efter § 89, stk. 8, om igangsættelse af klagefristen efter ejendomsvurderingsloven.

Klager over videreførte vurderinger skal efter § 89, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., være modtaget hos Skatteankestyrelsen senest 90 dage fra dateringen af meddelelsen, der er udsendt efter § 89, stk. 8.

Det fremgår af § 89, stk. 9, 4. pkt., at klage over en videreført vurdering, der indgives efter udløbet af klagefristen, afvises af Skatteankestyrelsen, uanset om der foreligger særlige omstændigheder. Der henvises i § 89, stk. 9, 4. pkt., i den forbindelse til fristen i § 89, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt. Der fremgår imidlertid ikke nogen klagefrist af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt.

Fristerne for at klage over videreførte vurderinger, som kan påklages, i forlængelse af udsendelsen af meddelelse efter § 89, stk. 8, fremgår af § 89, stk. 1, 2. pkt., og § 89, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås i § 89, stk. 9, 4. pkt., at ændre »stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, 1. pkt.« til: »stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, 2. pkt.«

Det foreslås således, at henvisningen i § 89, stk. 9, 4. pkt., tilpasses.

Forslaget er udtryk for en ren korrekturrettelse, og er derfor ikke udtryk for en ændring af den tilsigtede retstilstand.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af dødsboskattelovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at et dødsbo er fritaget for at betale indkomstskat af den i dødsboskattelovens §§ 4 og 5 omhandlede indkomst, hvis boets aktiver og dets nettoformue efter handelsværdien på skæringsdagen i boopgørelsen hver især ikke overstiger et grundbeløb på 2.595.100 kr. (2010-niveau).

Af dødsboskattelovens § 6, stk. 5, nr. 1, følger, at værdien af fast ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, ikke indgår ved opgørelsen af boets aktiver efter dødsboskattelovens § 6, stk. 1.

Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 6, stk. 5.

Det foreslås således, at værdien af fast ejendom som nævnt i det foreslåede § 27, stk. 3, ikke vil skulle indgå ved opgørelsen af boets aktiver efter § 6, stk. 1.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 2 og 3, hvorefter det foreslås, at gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejerbolig inkl. et grundareal på under 1.400 m² omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven ikke skal medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis den afdøde har anmodet om udstykning inden dødsfaldet, og udstykningssagen først færdigbehandles efter dødsfaldet.

Til nr. 2 og 3

Det følger af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse ikke skal medregnes ved opgørelsen af ejerens skattepligtige indkomst, hvis huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter § 8, stk. 1.

Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m², der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse, eller udstykning ifølge erklæring fra Skatteforvaltningen vil medføre værdiforringelse på mere end 20 pct. af restarealet eller den bestående bebyggelse, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

Fortjeneste ved afståelse af en ejerbolig inkl. et grundareal på under 1.400 m² medregnes desuden ikke ved opgørelsen af ejerens skattepligtige indkomst, ligesom et tab ikke kan modregnes i fortjenester, hvis ejeren har anmodet om udstykning og er flyttet fra ejendommen til en beskyttet bolig eller et plejehjem, inden sagsbehandlingen af anmodningen om udstykning er færdigbehandlet, jf. § 8, stk. 8.

Det er en forudsætning for anvendelse af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 8, at der er tale om et en- eller tofamilieshus som nævnt i § 8, stk. 1, der har tjent til bolig for ejeren umiddelbart forud for fraflytningen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 8, nr. 3.

Efter dødsboskattelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., skal et dødsbos salg og andre afståelser behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. dog stk. 2 og 3. Af § 27, stk. 2, 1. pkt., følger, at gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom m.v. omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 ikke skal medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter bestemmelsen.

Det foreslås i § 27, stk. 1, 1. pkt., at ændre »stk. 2-4« til: »stk. 2-5«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af et nyt stykke i § 27 ved lovforslagets § 3, nr. 3. Der er tale om en konsekvensændring.

Det foreslås i § 27 at indsætte et nyt stk. 3 efter stk. 2.

Det foreslås, at gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejerbolig inkl. et grundareal på under 1.400 m² omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven ikke skal medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en række betingelser er opfyldt.

For at en sådan gevinst eller et sådant tab ikke vil skulle medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, skal den afdøde for det første have anmodet om, at der vedrørende ejendommen foretages en matrikulær udstykning af et grundareal efter lov om udstykning og anden registrering i matriklen. Sagsbehandlingen af anmodningen om udstykning skal for det andet færdigbehandles efter dødsfaldet.

Der skal for det tredje være tale om et en- eller tofamilieshus som nævnt i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, der har tjent til bolig for den afdøde umiddelbart forud for dødsfaldet, og der må for det fjerde ikke være tale om fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, § 6 C eller § 10 er genanbragt i ejendommen.

Forslaget skal sikre, at dødsboet efter en person, der er afgået ved døden, før udstykningssagen er færdigbehandlet, skattemæssigt behandles på samme måde som en ejer, der er flyttet til et plejehjem eller en beskyttet bolig, før udstykningssagen er færdigbehandlet.

Den udstykkede grund vil være skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Til nr. 4

Det følger af dødsboskattelovens § 29, stk. 2, at gevinst ved udlodning af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, jf. § 27, stk. 1, idet § 27, stk. 2, dog finder anvendelse.

Af § 27, stk. 2, 1. pkt., følger, at gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejendom m.v. omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 ikke skal medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis en afståelse før dødsfaldet ville have været skattefri efter bestemmelsen.

Det foreslås at ændre dødsboskattelovens § 29, stk. 2, 1. pkt ., således at »§ 27, stk. 2« ændres til: »§ 27, stk. 2 og 3«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 2 og 3, hvorefter det foreslås, at gevinst eller tab ved et dødsbos afståelse af en ejerbolig inkl. et grundareal på under 1.400 m² omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven ikke skal medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, hvis den afdøde har anmodet om udstykning inden dødsfaldet, og udstykningssagen først færdigbehandles efter dødsfaldet.

Dermed vil dette gælde ved såvel salg til tredjemand som ved udllodning.

Kilde

Til nr. 1

Efter skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, træffer Skatteankestyrelsen afgørelse i klager vedrørende Skatteforvaltningens afslag på genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 1, 3 og 4.

Virkningstidspunktet for Skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, har været udskudt flere gange, senest ved § 7, nr. 1, i lov nr. 2227 af 29. december 2020, således at § 4 a, stk. 2, først får virkning for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres fra den 1. januar 2022.

Der er ved § 3, stk. 6, i lov nr. 1125 af 19. november 2019 vedtaget en overgangsbestemmelse, hvorefter Skatteankestyrelsen alligevel forud for virkningstidspunktet for § 4 a, stk. 2, træffer afgørelse vedrørende sådanne klager.

Overgangsbestemmelsen er senest blevet justeret ved § 8, nr. 1, i lov nr. 2227 af 29. december 2020, således, at Skatteankestyrelsen til og med den 31. december 2021 træffer afgørelse vedrørende klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 3 og 4, så virkningstidspunktet for § 3, stk. 6, i lov nr. 1125 af 19. november 2019, og § 4 a, stk. 2, i skatteforvaltningsloven passer sammen.

Ved § 8, nr. 2 og 3, i lov nr. 2227 af 29. december 2020 er overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 6, 1. pkt., stk. 7, 9, 10 og 11, i lov nr. 1125 af 19. november 2019 præciseret, så overgangsbestemmelserne ikke alene omfatter de almindelige genoptagelsesregler efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 3 og 4, men også omfatter klager over afgørelser med afslag på genoptagelse eller afskæring af genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 b som indsat ved § 5, nr. 3, i lov nr. 1061 af 30. juni 2020.

Det foreslås som konsekvens heraf, at der i skatteforvaltningsloven § 4 a, stk. 2, indsættes en henvisning til § 33 b efter »jf. § 33, stk. 1, 3 og 4,«.

Der er tale om en præcisering, som ved en fejl ikke blev indsat i forbindelse med præciseringen af, at de nævnte overgangsbestemmelser også omfatter klager over afgørelser med afslag på genoptagelse eller afskæring af genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 b.

Forslaget betyder, at Skatteankestyrelsen også fra virkningstidspunktet for skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, fortsat skal træffe afgørelse om afslag på genoptagelse eller afskæring af genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 b.

Til nr. 2

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, kan en klageberettiget anmode Skatteforvaltningen om ordinær genoptagelse af en vurdering, hvis den klageberettigede kan godtgøre, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold. Dette skal ske senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for Skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 1. pkt., kan Skatteforvaltningen foretage ordinær genoptagelse af en vurdering på samme betingelser som den klageberettigede. Endvidere kan Skatteforvaltningen inden for fristen som nævnt i § 33, stk. 1, foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget, jf. § 33, stk. 2, 2. pkt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse af en vurdering længere tilbage i tid, hvis vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, eller hvis denne ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.

En sådan 20 pct. regel gælder ikke for Skatteforvaltningens ordinære genoptagelse, hvilket indebærer, at klagemyndighederne i praksis sender alle klager over ejendoms- eller grundværdien til udtalelse hos Skatteforvaltningen inden, der træffes afgørelse. Det skyldes, at Skatteforvaltningen kan genoptage og foretage ændring af ejendoms- eller grundværdien, uanset ændringens størrelse. Skatteforvaltningen vil ved sagsbehandlingen af mulige ændringer dog også inddrage det forhold, at det er et grundvilkår, at der er en naturlig usikkerhed ved at fastsætte værdien af en ejendom.

Betingelsen om, at ekstraordinær genoptagelse skal resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct., blev indført i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, ved lov nr. 688 af 8. juni 2017.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212 som fremsat, til § 1, nr. 28, at reglen til begrænsning af adgangen til ekstraordinær genoptagelse er begrundet i et behov for at forhindre, at vurderinger, der ligger inden for en objektiveret skønsmargin, ændres i forbindelse med efterbehandlingen af den givne ansættelse. Det følger endvidere, at det er de samme hensyn, der ligger til grund for ændringen af skatteforvaltningslovens § 49, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212 som fremsat, til § 1, nr. 54, om indførelse af 20 pct. reglen for Skatteankestyrelsen.

Forud herfor var der en grænse på 15 pct., som blev indført i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, ved lov nr. 925 af 12. september 2012. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 198 som fremsat, til § 2, nr. 1, blev en sådan grænse på 15 pct. anset for nødvendig, da det ressourcemæssigt ville være ude af proportion eventuelt at skulle foretage bagatelagtige genoptagelser af gamle forhold uden væsentlig økonomisk betydning for ejeren eller for det offentlige.

Det foreslås, at der indsættes et 4. pkt. i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, hvorefter det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct. Det betyder, at reglerne harmoniseres, så samme skønsmargin på plus/minus 20 pct., som allerede i dag gælder for klagemyndighedernes behandling af en klage, jf. skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 2, og for Skatteforvaltningens ekstraordinære genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, udvides til at gælde for Skatteforvaltningens ordinære genoptagelse. Som konsekvens heraf foreslås det, at det skal være en betingelse for ordinær genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Forslaget skal understøtte mere ensartede og forståelige regler for genoptagelse af vurderinger og skabe mulighed for en mere klar og enkel kommunikation til ejendomsejerne.

Forslaget indebærer, at Skatteforvaltningen og klagemyndighederne vil være underlagt samme skønsmargin på plus/minus 20 pct., uanset om der er tale om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse hos Skatteforvaltningen, eller klagebehandling hos klagemyndighederne.

Forslaget om at harmonisere 20 pct. reglen skal ses i lyset af, at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.

Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i ejendomsvurderingsloven fastsat til den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Den overordnede vurderingsnorm er udtryk for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.

For nærmere om vurderingsnormen henvises til pkt. 2.2. i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 15 i ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat.

Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, indebærer således, at den grundlæggende usikkerhed ved værdiskønnet, også vil blive afspejlet ved ordinær genoptagelse, ligesom den i dag er afspejlet ved ekstraordinær genoptagelse og i forbindelse med klage klagemyndighedernes behandling af påklagede vurderinger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 4, nr. 3, hvorefter Skatteforvaltningen ved genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, 1. pkt., alene vil kunne ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis ændringen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.

Den foreslåede ændring er en del af en samlet løsning, som skal sikre, at der ikke er forskel på mulighederne for at ændre en vurdering, uanset om en ejendomsejer anmoder om ordinær genoptagelse eller klager, hvis ejendomsejeren ønsker at få vurderingen ændret som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold. Den foreslåede skønsmargin på plus/minus 20 pct. gælder fortsat ikke ved berigtigelse af åbenbart urigtige oplysninger.

Da det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 1. pkt., at Skatteforvaltningen kan genoptage en vurdering på samme betingelser som fremgår af § 33, stk. 1, medfører den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, at 20 pct. reglen også vil komme til at gælde for Skatteforvaltningens genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede skønsmargin på plus/minus 20 pct. gælder ikke for vurderinger, som Skatteforvaltningen foretager efter Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt. Det skyldes, at Skatteforvaltningen altid vil kunne foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke foretaget, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldte. Dvs. hvis genoptagelse sker inden for fristerne for ordinær genoptagelse.

Til nr. 3

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, 1. pkt., at Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen på grundlag af en klage finder anledning dertil, kan genoptage og ændre en afgørelse, hvis klageren er enig heri. På ejendomsområdet betyder bestemmelsen, at Skatteforvaltningen kan genoptage afgørelser efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6. Her gælder 20 pct. reglen imidlertid ikke.

Skatteankestyrelsen kan ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct., jf. skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 2. Tilsvarende gælder efter skatteforvaltningslovens § 38, stk. 3, og § 45, stk. 2, for Landsskatteretten og vurderingsankenævnene.

Denne begrænsning for klagemyndighederne, er indsat i skatteforvaltningsloven ved lov nr. 688 af 8. juni 2017, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212 som fremsat, hvoraf det følger af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 54, at denne såkaldte 20 pct. regel er udtryk for, at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. Som værdiskøn kan en vurdering således befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert. Begrænsningen skulle motivere til, at sager, der kunne behandles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt omfang også ville blive behandlet og afgjort i forbindelse med ordinær genoptagelse.

I lyset af, at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom, er formålet med 20 pct. reglen således at fastlægge, at klagemyndigheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en margin for vurderingsmyndighedens skøn.

20 pct. reglen om, at ejendomsværdien eller grundværdien kun kan ændres, hvis ændringen resulterer i en ændring på mere end 20 pct., gælder ikke for Skatteforvaltningen, hvis Skatteforvaltningen på grundlag af en klage finder anledning til at genoptage den påklagede vurdering efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, 1. pkt.

Det betyder, at Skatteforvaltningen i modsætning til Skatteankeforvaltningen kan genoptage og foretage en ændring af ejendoms- eller grundværdien, selvom ændringen kun udgør f.eks. 5 pct. Skatteforvaltningen vil ved sagsbehandlingen af mulige ændringer dog også inddrage det forhold, at det er et grundvilkår, at der er en naturlig usikkerhed ved at fastsætte værdien af en ejendom.

Det følger af pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger til lov nr. 688 af 8. juni 2017, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212 som fremsat, at begrænsningen af klagemyndighedernes adgang til at ændre påklagede vurderinger skaber en sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og genoptagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør behandles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær genoptagelse.

20 pct. reglen gælder for klagemyndighedernes behandling af klager over afgørelser efter ejendomsvurderingsloven. Skatteankeforvaltningens adgang til at ændre ejendomsvurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme begrænses således ikke af bestemmelsen. Dvs. at 20 pct. reglen ikke kan bruges ved behandling af klager over vurderinger foretaget efter den tidligere gældende vurderingslov.

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 212 som fremsat. § 35 a, stk. 5, 1. pkt., blev ved § 1, nr. 3, i lov nr. 1500 af 19. december 2014, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 42 som fremsat, ændret således, at det blev muligt at afslutte klagesager hurtigere, hvor det viste sig, at klageren og det daværende SKAT var enige om, hvordan klagesagen burde falde ud.

Da 20 pct. reglen ikke gælder for Skatteforvaltningens ordinære genoptagelse, kan klageren opnå en bedre retsstilling ved, at klagemyndighederne afventer Skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmålet om genoptagelse. Det medfører i praksis, at klagemyndighederne sender sagen til udtalelse hos Skatteforvaltningen, fremfor at klagemyndighederne går i gang med at behandle sagen. Det betyder bl.a., at klagemyndighederne i praksis stort set altid vil skulle indhente en udtalelse fra Skatteforvaltningen i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, selvom klagemyndighederne ikke i alle tilfælde er forpligtet hertil.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, der bliver 2. pkt., hvorefter det er en betingelse for genoptagelse efter 1. pkt. af vurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 4, nr. 2, hvorefter det skal være en betingelse for ordinær genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Den foreslåede bestemmelse vil begrænse Skatteforvaltningens adgang til at ændre en påklaget ansættelse, hvis der ikke er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct. Dette vil gælde, uanset om klagen f.eks. er begrundet med, at den påklagede afgørelse er behæftet med en retlig mangel. En retlig mangel kan f.eks. være, at der efter klagerens opfattelse ikke er taget højde for alle relevante momenter knyttet til selve vurderingsnormen. Det kan f.eks. være, fordi klageren mener, at et givent kriterium eller forhold skal inddrages i selve værdiskønnet.

Den foreslåede bestemmelse er en del af en samlet løsning, som skal sikre, at der ikke er forskel på mulighederne for at ændre en vurdering, uanset om en ejendomsejer anmoder om ordinær genoptagelse, ekstraordinær genoptagelse eller klager, hvis ejendomsejeren ønsker at få vurderingen ændret som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold. Den foreslåede skønsmargin på plus/minus 20 pct. gælder fortsat ikke ved berigtigelse af åbenbart urigtige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der ikke er forskel på betingelserne for ændring af en vurdering hos Skatteforvaltningen og hos klagemyndighederne.

Den foreslåede bestemmelse vil kun få virkning for klager over vurderinger, der er foretaget i det nye vurderingssystem efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6.

Kilde

Der er med § 5, nr. 5 og 6, i lov nr. 278 af 17. april 2018, indført et forsigtighedsprincip i § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat, hvilket vil sige, at der skal svares dækningsafgift efter § 23 A af 80 pct. af grundlaget, og at den usikkerhed, der altid vil være ved en vurdering, kommer ejendomsejerne til gode.

Af § 17, stk. 6, i lov nr. 278 af 17. april 2018 følger at § 5, nr. 5 og 6, har virkning fra og med det første skatteår, for hvilket grundlaget for beregning af grundskylden og dækningsafgiften er henholdsvis grundværdien og forskelsværdien ansat i henhold til ejendomsvurderingsloven.

Dermed har forsigtighedsprincippet virkning i takt med, at de nye vurderinger, der foretages i medfør af ejendomsvurderingsloven, afløser de eksisterende vurderinger som beskatningsgrundlag.

Det foreslås i § 17, stk. 6, i lov nr. 278 af 17. april 2018 at ændre »henholdsvis grundværdien og forskelsværdien« til: »grundværdien«.

Baggrunden herfor er, at dækningsafgiften ved lov nr. 291 af 27. februar 2021 er omlagt fra forskelsværdi til grundværdi, hvorfor der ikke opkræves dækningsafgift på baggrund af forskelsværdien.

Den foreslåede ændring er således en konsekvens af omlægningen af dækningsafgiften og af lovteknisk karakter.

Kilde

Det følger af § 3, nr. 5 og 6, i lov nr. 291 af 27. februar 2021, at § 23, stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat ophæves, og at henvisningen til 4. pkt. i 5., pkt., der bliver 4. pkt., udgår.

Af § 23, stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat følger, at dækningsafgift efter § 23 af forskelsværdien svares med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 8,75 promille.

Af § 23, stk. 1, 5. pkt., følger, at for skatteårene 2021-2028 kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte promillerne for dækningsafgift efter 3. og 4. pkt. højere end promillerne for skatteåret 2020 eller indføre dækningsafgift.

Det følger af § 3, nr. 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021, at § 23 A, stk. 2, 6. pkt., der med dette forslag bliver 8. pkt., ophæves.

Af § 23 A, stk. 2, 6. pkt., følger, at dækningsafgift efter § 23 A alene betales af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr.

§ 3, nr. 5, 6 og 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås, at § 3, nr. 5, 6 og 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 9, hvormed det foreslås at indsætte de ændringer af §§ 23 og 23 A, som vil blive ophævet, hvis § 3, nr. 5, 6 og 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 ophæves.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er at undgå tvivl om, hvor det med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede nye punktum skal indsættes i § 23, stk. 1, henholdsvis undgå tvivl om, hvilket punktum i § 23 A, stk. 2, der ophæves, givet at der med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indsat to nye punktummer i dette stykke.

Den foreslåede ophævelse af § 3, nr. 5, 6 og 11, i lov nr. 291 af 27. februar 2021 er således af lovteknisk karakter.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 31. december 2021, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 1-5 træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 3, at § 2, nr. 2, 5, 6 og 8, har virkning fra og med den 1. januar 2020. Det er udelukkende begunstigende, at virkningstidspunkterne gives tilbagevirkende kraft.

Med lov nr. 291 af 27. februar 2021 skal der ikke længere ansættes periodiske samlede ejendomsværdier for erhvervsejendomme m.v., fordi ejendomsejerne ikke bliver beskattet løbende af deres ejendomsværdi. Som en konsekvens heraf vil der med virkningstidspunktet pr. 1. januar 2020 for § 2, nr. 2, heller ikke skulle ansættes en samlet ejendomsværdi for ejendomme, der anvendes til både boligformål og erhvervsformål. Dette skyldes, at de heller ikke beskattes løbende af den samlede ejendomsværdi. Disse ejendomme vil dog fortsat få en ejendomsværdi for boligdelen, og med lovforslagets § 2, nr. 9, vil de ligeledes få en fordelingsnøgle imellem boligdelen og erhvervsdelen. Således vil ejendomsejeren fortsat have værdier at tage udgangspunkt i som et beregningsgrundlag for beskatning efter øvrig lovgivning. Desuden sikres et grundlag for at yde lån til pensionister efter grundskyldslåneloven til betaling af den forholdsmæssige andel af grundskylden, som falder på boligdelen.

Med virkningstidspunktet for § 2, nr. 5, vil forskellen mellem værdien af ejendommen på en standardgrund for bygningstypen og værdien af standardgrunden kunne lægges til grund allerede pr. 1. januar 2020, ligesom der vil kunne tages højde for kontraktforholdet mellem parterne, hvis ejendomsejerne, inden vurderingen er foretaget, godtgør, at kontraktforholdet påvirker vurderingen.

Det foreslås desuden, at lovforslagets § 2, nr. 6, vil kunne anvendes fra og den 1. januar 2020. Dette betyder, at der ved vurderingen fra dette tidspunkt for de ejendomme, hvor det er muligt at opføre tofamilieshuse, ved ansættelsen af grundværdien, kun vil skulle tages hensyn til muligheden for opførelse af tofamilieshuse i de tilfælde, hvor de faktisk er opført.

Med virkningstidspunktet for lovforslaget § 2, nr. 8, vil ejendomsejeren af blandede ejendomme få det fornødne beregningsgrundlag for deres ejendomsværdibeskatning, selvom de ikke bebor ejendommen.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.