Lov om ændring af lov om kollektiv forvaltning af ophavsret (Delegation af tilskudsforvaltning til Copydan Verdens TV) § 1

Til nr. 1

Minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, indeholder definitionen af, hvad der forstås ved en gennemløbsenhed.

Efter minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 2. pkt., skal der ved en gennemløbsenhed forstås en enhed, der er skattemæssigt transparent med hensyn til sin indkomst, sine udgifter, sit overskud eller tab i den jurisdiktion, hvor den er oprettet, medmindre den er skattemæssigt hjemmehørende og underlagt en omfattet skat af sin indkomst eller sit overskud i en anden jurisdiktion. Det er ikke et krav, at enheden fuldt ud anses for en skattemæssigt transparent enhed. Det er tilstrækkeligt for karakteriseringen af en enhed som en gennemløbsenhed, at den i forhold til enkelte indtægter eller udgifter anses for skattemæssigt transparent. I givet fald anses enheden kun for at være en gennemløbsenhed i forhold til de pågældende indtægter eller udgifter.

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 3. og 4. pkt., at en gennemløbsenhed anses for at være en skattemæssigt transparent enhed, i det omfang enheden er skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens ejer er hjemmehørende, og at en gennemløbsenhed anses for at være en omvendt hybrid enhed i forhold til minimumsbeskatningsreglerne, i det omfang enheden ikke er skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens ejer er hjemmehørende.

Om en gennemløbsenhed er en skattemæssigt transparent enhed eller en omvendt hybrid enhed, beror således på, hvorledes dens ejere behandles skattemæssigt i den jurisdiktion, hvor ejerne er hjemmehørende. Det er den enkelte ejers forhold, der er afgørende for, om gennemløbsenheden anses for en skattemæssigt transparent enhed eller en omvendt hybrid enhed. Gennemløbsenheden vil på samme tid kunne anses for en skattemæssigt transparent enhed og en omvendt hybrid enhed, hvis enheden i ejernes jurisdiktion behandles forskelligt.

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 5. pkt., at en koncernenhed, der ikke er skattemæssigt hjemmehørende i noget land, og som ikke er underlagt en omfattet skat eller en kvalificeret indenlandsk ekstraskat, der er baseret på ledelsens sæde, etableringssted eller lignende kriterier, behandles som en gennemløbsenhed og en skattemæssigt transparent enhed med hensyn til dens indkomst, udgifter, overskud eller tab, i det omfang dens ejere er hjemmehørende i en jurisdiktion, der behandler enheden som skattemæssigt transparent, den ikke har forretningssted i den jurisdiktion, hvor den er oprettet, og indkomst, udgifter, overskud eller tab ikke kan henføres til et fast driftssted.

Den pågældende enhed er kun omfattet af 5. pkt., i det omfang enheden betragtes som skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor ejeren er hjemmehørende. Er en ejer hjemmehørende i et land, der ikke anser enheden for transparent, vil den del af enhedens indkomst m.v., der vedrører den pågældende ejers andel af enheden, ikke skulle anses for oppebåret af en gennemløbsenhed.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 6. pkt., at der ved en skattemæssigt transparent enhed forstås en enhed, hvis indkomst, udgifter, overskud eller tab behandles efter lovgivningen i en jurisdiktion, som var disse erhvervet eller oppebåret af ejeren af denne enhed i forhold til denne ejers andel i den pågældende enhed.

Dette indebærer, at den definition af, hvad der skal forstås ved en skattemæssig transparent enhed, der fremgår af OECD’s modelregler (artikel 10.2.1(a)) og minimumsbeskatningsdirektivets (artikel 4, nr. 12), også foreslås indsat i minimumsbeskatningsloven. Det vil alene være en præcisering, da definitionen svarer til den almindelige skatteretlige forståelse af begrebet transparent enhed.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 7. pkt., at som ejer efter 3.-6. pkt. anses den nærmeste koncernenhed i ejerkæden, som ikke selv er en gennemløbsenhed, eller, hvis en sådan koncernenhed ikke findes i ejerkæden, en gennemløbsenhed, der er det ultimative moderselskab.

Bestemmelsen vil indebære, at der ved vurderingen af, om en gennemløbsenhed skal anses for at være en skattemæssigt transparent enhed eller en omvendt hybrid enhed, som udgangspunkt vil skulle ses på, om den jurisdiktion, hvor den nærmeste ejer, der ikke selv er en gennemløbsenhed, anser gennemløbsenheden for transparent eller et selvstændigt skattesubjekt.

Dette kan illustreres med følgende eksempel. Selskab A, der er hjemmehørende i jurisdiktion A, ejer selskab B, der er hjemmehørende i jurisdiktion B. Selskab B ejer selskab C, der er hjemmehørende i jurisdiktion C. Jurisdiktion A anser selskab A for at være et selvstændigt skattesubjekt, selskab B for at være transparent og selskab C for et selvstændigt skattesubjekt. Jurisdiktion B anser både selskab B og C for at være transparente. Jurisdiktion C anser selskab C for at være transparent.

Selskab B vil skulle anses for skattemæssigt transparent enhed, da det er en gennemløbsenhed, hvor den direkte ejer (selskab A, som ikke er en gennemløbsenhed) er hjemmehørende i en jurisdiktion, som anser selskab B for transparent.

Selskab C vil skulle anses for en omvendt hybrid enhed, da det er en gennemløbsenhed, og den nærmeste ejer, der ikke er en gennemløbsenhed (selskab A), er hjemmehørende i en jurisdiktion, som anser selskab C for at være et selvstændigt skattesubjekt.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at der vil gælde en undtagelse i tilfælde, hvor der mellem gennemløbsenheden og et ultimativt moderselskab, der selv er en gennemløbsenhed, ikke indgår nogen ejerenhed, der ikke er en gennemløbsenhed. I sådanne tilfælde vil vurderingen af, om den førstnævnte gennemløbsenhed skal anses for at være en skattemæssigt transparent enhed eller en omvendt hybrid enhed, efter den foreslåede bestemmelse skulle baseres på behandlingen af enheden i den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende. Anses den underliggende gennemløbsenhed efter reglerne i denne jurisdiktion for at være skattemæssigt transparent, vil dens indkomst skulle medregnes hos det ultimative moderselskab, der selv er en gennemløbsenhed.

Der vil således ikke skulle ses på behandlingen i den eller de jurisdiktioner, hvor det ultimative moderselskabs ejere er hjemmehørende, hvilket skyldes, at disse ejere ikke selv indgår i koncernen. En eventuel nedsættelse af det ultimative moderselskabs indkomst som følge af, at indkomsten medregnes hos ejerne, vil kun kunne ske efter de særlige regler i minimumsbeskatningslovens § 19.

Til nr. 2

Minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, fastsætter de kriterier, der skal være opfyldt for, at en regel om kvalificeret indenlandsk ekstraskat kan anses for at være anerkendt.

Når en regel om kvalificeret indenlandsk ekstraskat er anerkendt, kan den multinationale koncern normalt ansætte ekstraskatten for de koncernenheder, der er hjemmehørende i den pågældende jurisdiktion, til nul, jf. den såkaldte safe harbour-bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2. Når en koncernenhed er hjemmehørende i en jurisdiktion, der pålægger koncernenhederne i jurisdiktionen en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, er det således ikke nødvendigt at gennemføre særskilte beregninger med henblik på at opgøre, hvad ekstraskatten ville være ved en direkte anvendelse af minimumsbeskatningslovens regler på disse koncernenheder.

Det er efter minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, litra b, en betingelse for, at en kvalificeret indenlandsk ekstraskat kan anses for anerkendt, at den er konsistent med OECD’s modelregler. Den skal således indebære en skattesats svarende til eller over minimumsskattesatsen og må kun fravige OECD’s modelregler, hvor en sådan fravigelse enten er en betingelse for, at den kan anses for en kvalificeret indenlandsk ekstraskat, eller udtrykkeligt er tilladt efter bestemmelsens nr. i-vi.

Det foreslås, at det som en ny tilladt fravigelse fra OECD’s modelregler indsættes som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, litra b, nr. vii , at den ikke pålægges sekuritiseringsenheder, eller den pålægges sekuritiseringsenheder, men opkræves af andre koncernenheder hjemmehørende i jurisdiktionen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kvalificeret indenlandsk ekstraskat kan anses for anerkendt og således være omfattet af safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, selv om den indenlandske ekstraskat ikke pålægges koncernenheder, der er hjemmehørende i den pågældende jurisdiktion, som er sekuritiseringsenheder, eller den pålægges disse enheder, men kun opkræves af andre koncernenheder, der er hjemmehørende i jurisdiktionen.

Om hvad der forstås ved sekuritiseringsenheder henvises til definitionerne i forslaget til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 51 og 52, jf. nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 3.

Hvis en jurisdiktion har anvendt den foreslåede mulighed for at fravige OECD’s modelregler, vil det for de koncerner, der har sekuritiseringsenheder i jurisdiktionen, dog kunne betyde, at de ikke vil kunne anvende safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, jf. herom nærmere den i lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, nr. 2.

Det foreslås desuden, at det som en yderligere, ny tilladt fravigelse fra OECD’s modelregler indsættes som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, litra b, nr. viii , at koncernenhederne i jurisdiktionen ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i jurisdiktionen, jf. § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, eller ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen, jf. § 72, stk. 4, nr. 1, kan indregne udskudte skatter omfattet af § 51, stk. 2, nr. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. Det foreslås i disse bestemmelser, at en række nærmere angivne udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser, der vedrører perioden før overgangen til beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne, ikke skal kunne indregnes ved ansættelsen af den effektive skattesats for en jurisdiktion i et overgangsår og for hvert efterfølgende regnskabsår.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kvalificeret indenlandsk ekstraskat kan anses for anerkendt og således være omfattet af safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, selv om den indenlandske ekstraskat indebærer, at udskudte skatter omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, kan indregnes ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i jurisdiktionen, jf. minimumsbeskatningslovens § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, eller ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen, jf. § 72, stk. 4, nr. 1.

Hvis en jurisdiktion har anvendt den foreslåede mulighed for at fravige OECD’s modelregler, vil det for de koncerner, der derved får mulighed for at indregne udskudte skatter omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, dog betyde, at de ikke vil kunne anvende safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, jf. herom nærmere den i lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, nr. 3.

Til nr. 3

(Til § 4, nr. 51 og 52)

Sekuritisering er en transaktion, der gør det muligt for en långiver eller kreditor (»den eksponeringsleverende enhed«), normalt et kreditinstitut eller en virksomhed, at refinansiere en række lån, eksponeringer eller tilgodehavender ved at omdanne dem til omsættelige værdipapirer. Den eksponeringsleverende enhed samler og omgrupperer en portefølje af sine lån eller fordringer, som organiseres i forskellige risikokategorier for forskellige investorer, hvilket giver investorer adgang til investeringer i lån og andre eksponeringer, som de normalt ikke ville have direkte adgang til. Afkastet til investorerne skabes af pengestrømmene fra de underliggende lån eller fordringer.

Ved traditionel sekuritisering overfører (sælger) den eksponeringsleverende enhed de lån eller fordringer, der sekuritiseres, til en såkaldt sekuritiseringsenhed, der er en forvaltningsenhed, en trust eller en anden enhed, som er etableret specifikt med henblik på at deltage i et eller flere sekuritiseringsarrangementer.

Selv om sekuritiseringsenheden og dens aktiver er udskilt fra den eksponeringsleverende enhed, vil den efter omstændighederne under visse regnskabsstandarder kunne blive anset for en koncernenhed i den koncern, som den eksponeringsleverende enhed indgår i, og således skulle indgå i det ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber.

Minimumsbeskatningsloven indeholder ikke særlige regler vedrørende sekuritiseringsenheder, men der foreslås sådanne særlige regler ved lovforslagets § 1, nr. 2 og 19.

Med henblik på at fastlægge, hvad der vil være anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 2 og 19, foreslås der i minimumsbeskatningsloven indsat definitioner af, hvad der forstås ved henholdsvis et sekuritiseringsarrangement og en sekuritiseringsenhed.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 51, at et sekuritiseringsarrangement er et arrangement, der opfylder følgende betingelser:

a) Det gennemføres med det formål for en gruppe af investorer, der ikke er koncernenheder, at samle og pulje en portefølje af aktiver eller eksponeringer mod aktiver, således at en eller flere identificerede puljer af aktiver er retligt udskilt.

b) Det er baseret på et aftalesæt, der begrænser investorernes eksponering mod risikoen for insolvens for den enhed, der besidder de retligt adskilte aktiver, ved at regulere den adgang som identificerede kreditorer i den pågældende enhed eller i en anden enhed i ordningen har til at fremsætte krav mod enheden gennem juridisk bindende aftaler tiltrådt af disse kreditorer.

Den foreslåede definition er i overensstemmelse med den almindelige, internationale forståelse af, hvad der forstås ved et sekuritiseringsarrangement.

Betingelsen i den foreslåede definitions litra a vil indebære, at der kun vil være tale om et sekuritiseringsarrangement, hvor arrangementet har som sit specifikke formål, at der til fordel for eksterne investorer puljes en række aktiver eller eksponeringer mod aktiver, f.eks. lån, og at disse aktiver herefter retligt udskilles fra den hidtidige ejer af aktiverne.

Betingelsen i den foreslåede definitions litra b vil indebære, at arrangementet derudover skal være kendetegnet ved, at aftalesæt, der regulerer arrangementet, sikrer, at de investorer, der deltager i arrangementet, kun udsættes for en begrænset risiko for, at den enhed, der efter udskillelsen er ejer af aktiverne, bliver insolvent som følge af krav rejst af identificerede kreditorer.

Arrangementet skal således være udformet på en sådan måde, at de eksterne investorer har sikkerhed for, at den udskilte aktivpulje er afskåret fra den eksponeringsleverende enheds identificerede kreditorer, og at investorerne derfor har sikkerhed i aktivpuljen.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 52, at en sekuritiseringsenhed er en enhed, som er deltager i et sekuritiseringsarrangement, og som opfylder følgende betingelser:

a) Enheden udfører kun aktiviteter, der indgår i et eller flere sekuritiseringsarrangementer.

b) Enhedens aktiver stilles til sikkerhed for enhedens (eller en anden sekuritiseringsenheds) kreditorer.

c) Enheden udbetaler mindst én gang årligt hele afkastet fra sine aktiver til sine eller en anden sekuritiseringsenheds kreditorer, bortset fra

i. beløb hensat med henblik på at dække overskud, der efter arrangementets vilkår vil skulle udloddes til kapitalejere eller lignende, eller

ii. beløb, der med rimelighed må anses for nødvendige enten for at dække fremtidige betalinger, som skal foretages af enheden i henhold til arrangementets vilkår, eller for at opretholde eller forbedre enhedens kreditværdighed.

d) Det i litra c, nr. i, omtalte overskud er i regnskabsåret ubetydeligt i forhold til enhedens samlede omsætning.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der ved en sekuritiseringsenhed vil skulle forstås en enhed, som er deltager i et sekuritiseringsarrangement, jf. forslaget til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 51, og som opfylder alle de fire betingelser, der opregnes i bestemmelsen.

Betingelserne i den foreslåede bestemmelses litra a og b vil indebære, at en enhed kun vil være en sekuritiseringsenhed, hvis der er tale om en formålsbestemt enhed (et såkaldt »Special Purpose Vehicle – SPV«), der således kun udfører aktiviteter, der indgår i et eller flere sekuritiseringsarrangementer, der medfører, at enhedens aktiver stilles til sikkerhed for dens (eller en anden sekuritiseringsenheds) kreditorer.

Betingelsen i den foreslåede bestemmelses litra c, vil desuden indebære, at det vil være et krav, at enheden som udgangspunkt mindst én gang årligt udbetaler hele afkastet fra sine aktiver til sine egne eller en anden sekuritiseringsenheds kreditorer. Der vil således ikke være tale om en sekuritiseringsenhed, hvis enheden løbende kan oppebære et overskud fra sine aktiviteter.

Det er kun realiserede kontante afkast, der efter den foreslåede betingelse løbende vil skulle udbetales til enhedens kreditorer.

Enheden vil dog efter forslaget til litra c, nr. i, kunne hensætte beløb til dækning af overskud, der efter arrangementets vilkår vil skulle udloddes til kapitalejere eller lignende. Det følger imidlertid af den foreslåede bestemmelses litra d, at en sådan hensættelse af overskud til dækning af senere udlodninger kun vil kunne ske, såfremt dette overskud er ubetydeligt i forhold til enhedens samlede omsætning i regnskabsåret.

Når overskuddet skal være »ubetydeligt« i forhold til enhedens samlede omsætning i regnskabsåret, skal det ses i lyset af de grundlæggende formål med et sekuritiseringsarrangement. Da en sekuritiseringsenhed kun udfører de aktiviteter, der indgår i et eller flere sekuritiseringsarrangementer, og som indebærer, at enhedens aktiver stilles til sikkerhed for enhedens kreditorer, jf. den foreslåede bestemmelses litra a og b, er det således et indbygget formål, at sekuritiseringsenheden ikke skal optjene et løbende overskud.

Endeligt vil enheden efter forslaget til litra c, nr. ii, kunne undlade at udbetale beløb, der med rimelighed må anses for nødvendige for at dække fremtidige betalinger, som skal foretages af enheden i henhold til arrangementets vilkår, eller for at opretholde eller forbedre enhedens kreditværdighed.

(Til § 4, nr. 53)

Minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, medfører, at et skatteaktiv i form af en fremførselsadgang til erstatning for underskud vil opstå, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Jurisdiktionens skatteregler kræver, at et indenlandsk underskud modregnes i CFC-indkomst, der har kilde i en anden jurisdiktion, således at der ikke opnås creditlempelse for udenlandske skatter.

2. Koncernenheden har et indenlandsk underskud, der helt eller delvist modregnes i CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion.

3. Jurisdiktionens skatteregler tillader fremførsel af creditlempelsen for udenlandske skatter til modregning i efterfølgende års skatter af indkomst, der medregnes i koncernenhedens kvalificerede indkomst.

Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen om, at det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter ikke omfatter beløbet for den udskudte skatteudgift, for så vidt angår generering og anvendelse af skattegodtgørelser, herunder creditlempelser for udenlandsk skat.

Formålet med bestemmelsen er at sikre ligestilling mellem forskellige landes skattesystemer, således at resultatet efter minimumsbeskatningsreglerne bliver det samme, uanset hvordan landene har indrettet deres skattesystemer med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i den situation, hvor koncernenheden beskattes af CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion og samtidigt har et indenlandsk underskud.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 9 og 10, at minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, nr. 1 og 2, ændres, således at bestemmelsen i § 23, stk. 9, også vil finde anvendelse i bl.a. tilfælde, hvor indkomsten med udenlandsk kilde er indkomst fra en hybrid enhed.

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, at der til en koncernenhed, der er en hybrid enhed, allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i koncernenhedsejerens regnskab, og som vedrører den hybride enheds kvalificerede indkomst. Ved hybrid enhed forstås efter bestemmelsen en enhed, der i indkomstskattemæssig henseende behandles som en selvstændig person i den jurisdiktion, hvor den er hjemmehørende, men behandles som skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens ejer er hjemmehørende.

Bestemmelsen indebærer, at skatter, der som følge af den hybride enheds status som skattemæssigt transparent er betalt af koncernenhedsejeren af den hybride enheds indkomst, skal »skubbes ned« til den hybride koncernenhed.

Der foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 13, en nyaffattelse af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4. Forslaget indebærer bl.a., at bestemmelsen ikke længere vil skulle indeholde en definition af, hvad der forstås ved en hybrid enhed.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 53, at en hybrid enhed er en enhed, der behandles som skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens direkte eller indirekte ejer er hjemmehørende, men

a) i indkomstskattemæssig henseende behandles som en selvstændig person i den jurisdiktion, hvor den er hjemmehørende, eller

b) ikke er indkomstskattepligtig i den jurisdiktion, hvor den er oprettet, uden at enheden anses for skattemæssigt transparent efter nr. 12, 5. pkt.

I forhold til den definition af begrebet hybrid enhed, der fremgår af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, vil den foreslåede definition indebære en række præciseringer, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 5.5.

Den foreslåede bestemmelse i litra a vil således indebære, at en enhed vil kunne blive anset for at være en hybrid enhed både som følge af, at dens direkte ejer er hjemmehørende i en jurisdiktion, som behandler enheden som skattemæssigt transparent, og som følge af, at dens indirekte ejer er hjemmehørende i en jurisdiktion, som behandler enheden som skattemæssigt transparent.

Det vil således være en forudsætning, at ejeren betaler skat af den hybride enheds indkomst. For indirekte ejere vil det derfor være en forudsætning, at mellemliggende koncernenheder ligeledes behandles som skattemæssigt transparente enheder i den jurisdiktion, hvor den indirekte ejer er hjemmehørende, således at den indirekte ejer medregner den hybride enheds indkomst ved opgørelsen af den selskabspligtige indkomst og beskattes af indkomsten.

Forslaget til bestemmelsen i litra b indebærer, at en enhed, der ikke er indkomstskattepligtig i den jurisdiktion, hvor den er oprettet, vil skulle anses for at være en hybrid enhed, hvis den behandles som skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens direkte eller indirekte ejer er hjemmehørende.

Dette vil dog ikke gælde, hvis den ikke-skattepligtige enhed har forretningssted i den jurisdiktion, hvor den er oprettet, eller indkomst, udgifter, overskud eller tab kan henføres til et fast driftssted. Hvis det er tilfældet, vil enheden i stedet skulle anses for skattemæssigt transparent efter minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 12, 5. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil få betydning i relation til minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, om skatteaktiver i form af en fremførselsadgang til erstatning for underskud, jf. den ved lovforslagets § 1, nr. 9 og 10, foreslåede ændring, hvorefter bestemmelsen vil skulle finde anvendelse, hvor indkomsten med udenlandsk kilde er indkomst fra en hybrid enhed.

Derudover vil den foreslåede definition skulle finde anvendelse i relation til minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, hvorefter skatter, der som følge af den hybride enheds status som skattemæssigt transparent er betalt af koncernenhedsejeren af den hybride enheds indkomst, skal »skubbes ned« til den hybride koncernenhed.

Til nr. 4 og 5

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 1, at den regnskabsmæssige indkomst for en koncernenhed, som er en gennemløbsenhed, nedsættes med det beløb, der allokeres til dens ejere, som ikke er enheder i koncernen, og som besidder deres ejerandel direkte i nævnte gennemløbsenhed eller gennem en kæde af skattemæssigt transparente enheder. Herved bliver indkomst, der relaterer sig til enheder, der ikke er en del af koncernen, trukket ud af beregningerne, således at denne indkomst ikke påvirker beregningen af, om der skal pålægges en ekstraskat.

Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvis gennemløbsenheden er et ultimativt moderselskab, eller gennemløbsenheden ejes direkte eller gennem en kæde af skattemæssigt transparente enheder af et ultimativt moderselskab.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 1, udgår », medmindre gennemløbsenheden er et ultimativt moderselskab eller gennemløbsenheden ejes direkte eller gennem en kæde af skattemæssigt transparente enheder af et ultimativt moderselskab«. Endvidere foreslås det, at der i minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 1, som 2. pkt., indsættes, at 1. pkt. ikke finder anvendelse, hvis gennemløbsenheden er et ultimativt moderselskab, eller i det omfang gennemløbsenheden ejes direkte eller gennem en kæde af skattemæssigt transparente enheder af en gennemløbsenhed, der er et ultimativt moderselskab.

De foreslåede ændringer vil medføre, at reglen om nedsættelse af indkomsten i gennemløbsenheden efter minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 1, fortsat vil finde anvendelse, i det omfang ejerandele i gennemløbsandelen ejes af enheder uden for koncernen enten direkte eller indirekte gennem ejerandele i skattemæssigt transparente enheder, der ikke er det ultimative moderselskab, der selv er en gennemløbsenhed.

Forslaget vil desuden medføre en præcisering i overensstemmelse med OECD’s modelregler og minimumsbeskatningsdirektivet af, at det ultimative moderselskab i anden del af undtagelsen – lige som i første del af undtagelsen – skal være en gennemløbsenhed.

Til nr. 6

Minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 5, 1. pkt., medfører, at det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter ikke omfatter beløbet for den udskudte skatteudgift, for så vidt angår generering og anvendelse af skattegodtgørelser, herunder creditlempelser for udenlandsk skat.

Minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 5, 2. pkt., indeholder en undtagelse til den nævnte regel, idet bestemmelsen fastsætter, at det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter omfatter beløb, for så vidt angår genereringen og anvendelsen af en fremførselsadgang til erstatning for underskud som defineret i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9. Beløbet svarer til den fremførselsberettigede creditlempelse, dog højst skatteværdien af det indenlandske underskud, der er modregnet efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, nr. 2. Beløbet skal omberegnes til minimumskattesatsen efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 1, hvis koncernenhedens skattesats er højere end minimumsskattesatsen.

Minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, medfører, at et skatteaktiv i form af en fremførselsadgang til erstatning for underskud vil opstå, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Jurisdiktionens skatteregler kræver, at et indenlandsk underskud modregnes i CFC-indkomst, der har kilde i en anden jurisdiktion, således at der ikke opnås creditlempelse for udenlandske skatter.

2. Koncernenheden har et indenlandsk underskud, der helt eller delvist modregnes i CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion.

3. Jurisdiktionens skatteregler tillader fremførsel af creditlempelsen for udenlandske skatter til modregning i efterfølgende års skatter af indkomst, der medregnes i koncernenhedens kvalificerede indkomst.

Formålet med bestemmelsen er at sikre ligestilling mellem forskellige landes skattesystemer, således at resultatet efter minimumsbeskatningsreglerne bliver det samme, uanset hvordan landene har indrettet deres skattesystemer med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i den situation, hvor koncernenheden beskattes af CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion og samtidigt har et indenlandsk underskud.

I Danmark håndteres denne situation i ligningslovens § 33 H, hvorefter et selskab kan vælge at se bort fra et underskud, herunder et fremført underskud, med henblik på at kunne opnå creditlempelse for udenlandske skatter på indkomst med udenlandsk kilde. Adgangen til at se bort fra underskud medfører, at der så fremkommer positiv dansk indkomst svarende til den i udlandet beskattede. Den danske skat på CFC-indkomsten kan herefter mindskes med creditlempelsen for den udenlandske skat. De underskud, der ses bort fra, fremføres til modregning i indkomst i senere indkomstår. De fremførte underskud vil efter minimumsbeskatningsreglerne indgå i opgørelsen af de regulerede omfattede skatter som udskudte skatteaktiver og vil på udnyttelsestidspunktet kunne tillægges til de regulerede omfattede skatter for koncernenheden.

Det foreslås i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 5, 2. pkt., at efter »nr. 2« indsættes », eller en anden mekanisme med genbeskatning af underskud, der ikke medfører et mere gunstigt resultat for koncernenheden«.

Tilføjelsen indebærer, at det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter omfatter beløb, for så vidt angår genereringen og anvendelsen af en fremførselsadgang til erstatning for underskud som defineret i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, eller en anden mekanisme med genbeskatning af underskud, der ikke medfører et mere gunstigt resultat for koncernenheden.

Beløbet svarer fortsat til den fremførselsberettigede creditlempelse, dog højst skatteværdien af det indenlandske underskud, der er modregnet efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, nr. 2. Beløbet skal også fortsat omberegnes til minimumskattesatsen efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 1, hvis koncernenhedens skattesats er højere end minimumsskattesatsen.

Ændringen har sammenhæng med, at der er jurisdiktioner, der har valgt en metode, som indebærer genbeskatning af underskuddene, til at håndtere den situation, hvor koncernenheden beskattes af CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion og samtidigt har et indenlandsk underskud. Det fremgår af OECD administrative retningslinjer fra juni 2024 (pkt. 82.3 til artikel 4.4.1(e), at i tilfælde, hvor denne tredje metode ikke medfører et mere gunstigt resultat for den skattepligtige end det, der ville følge af bestemmelsen svarende til minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, kan der genereres et udskudt skatteaktiv svarende til fremførselsadgangen til erstatning for underskud.

Det bemærkes, at minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, ved lovforslagets § 1, nr. 9 og 10, foreslås udvidet til – ud over CFC-indkomst – at omfatte indkomst i et fast driftssted, en hybrid enhed og en omvendt hybrid enhed. Der henvises til bemærkningerne til denne ændring. En mekanisme med genbeskatning af underskud, der ikke medfører et mere gunstigt resultat for koncernenheden, kan også vedrøre sådanne indkomster med kilde i en anden jurisdiktion.

Til nr. 7

(Til § 23, stk. 4, nr. 6)

En koncernenheds regulerede omfattede skatter, som anvendes ved beregningen af den effektive skattesats, opgøres som udgangspunkt ved at regulere summen af de aktuelle skatteforpligtelser, der er indregnet i enhedens regnskabsmæssige nettoindkomst eller -tab, med bl.a. udskudte påløbne skatter i enhedens regnskab, for så vidt angår omfattede skatter. Reguleringen for udskudte skatter tager således udgangspunkt i de udskudte skatter, der fremgår af regnskabet.

Efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, omfatter det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat dog ikke følgende:

1. Beløbet for den udskudte skatteudgift for poster, der ikke er medtaget ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab, jf. minimumsbeskatningslovens kapitel 5.

2. Beløbet for den udskudte skatteudgift for ikketilladte periodiseringer og uudnyttede periodiseringer.

3. Effekten af en værdiansættelsesregulering eller regulering af regnskabsmæssig værdi med hensyn til et udskudt skatteaktiv.

4. Beløbet for den udskudte skatteudgift, der hidrører fra en omberegning som følge af en ændring i den gældende indenlandske skattesats.

5. Beløbet for den udskudte skatteudgift, for så vidt angår generering og anvendelse af skattegodtgørelser. Dog omfattes et beløb, for så vidt angår genereringen og anvendelsen af en fremførselsadgang til erstatning for underskud, jf. minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, svarende til den fremførselsberettigede creditlempelse, dog højst skatteværdien af det indenlandske underskud, der er modregnet efter minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, nr. 2.

Udskudte skatteaktiver og -forpligtelser på aktiver og passiver i regnskabet beregnes som udgangspunkt på baggrund af forskellen mellem den regnskabsmæssige bogførte værdi og den skattemæssige værdi på aktiver og passiver. Der er imidlertid en række tilfælde, hvor reglerne i minimumsbeskatningsloven kræver eller tillader, at koncernenheden beregner den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab på baggrund en værdiansættelse, der afviger fra den regnskabsmæssige bogførte værdi. Disse afvigelser fremkommer i forskellige situationer, herunder i følgende situationer:

– Minimumsbeskatningslovens § 15, stk. 1, nr. 10, som regulerer koncernenheders påløbne pensionsomkostninger.

– Minimumsbeskatningslovens § 15, stk. 17, som kræver, at koncernen anvender armslængdeprincippet på koncerninterne transaktioner.

– Minimumsbeskatningslovens § 16, stk. 1, nr. 2, som giver en mulighed for at vælge det beløb for aktiebaseret kompensation, der kan fradrages ved beregningen af enhedens skattepligtige indkomst, i stedet for det beløb, der er udgiftsført i regnskabet.

– Minimumsbeskatningslovens § 16, stk. 2, hvorefter det kan besluttes at anvende realisationsprincippet i stedet for regnskabsmæssige dagsværdier.

– Minimumsbeskatningslovens § 36, stk. 3, om anvendelse af historiske bogførte værdier på en målenheds aktiver og passiver.

– Minimumsbeskatningslovens § 37, stk. 1, når minimumsbeskatningslovens § 36, stk. 8, som medfører, at visse overdragelser af bestemmende indflydelse i en koncernenhed behandles som overdragelse af aktiver og passiver, finder anvendelse.

– Minimumsbeskatningslovens § 37, stk. 1, når minimumsbeskatningslovens § 15, stk. 17, om justeringer efter armslængdeprincippet finder anvendelse.

– Minimumsbeskatningslovens § 37, stk. 2, som kræver, at den overtagende koncernenhed i en skattefri omstrukturering beregner enhedens kvalificerede indkomst eller kvalificerede tab ved anvendelse af den afhændende koncernenheds bogførte værdi af de aktiver, der overtages.

– Minimumsbeskatningslovens § 37, stk. 3, som kræver, at den overtagende koncernenhed i forbindelse med en skattefri omstrukturering, som medfører beskatning af en ikkekvalificeret gevinst eller fradrag for et ikkekvalificeret tab for den afhændende koncernenhed, beregner enhedens kvalificerede indkomst eller kvalificerede tab efter overtagelsen ved anvendelse af den afhændende koncernenheds bogførte værdi af de overtagne aktiver og passiver som reguleret i overensstemmelse med den overtagende koncernenheds lokale skatteregler for at tage hensyn til de beskattede ikkekvalificerede gevinster eller tab.

– Minimumsbeskatningslovens § 37, stk. 4, hvor koncernen kan vælge, at en regulering til dagsværdi, der udløser en skattemæssig gevinst eller et skattemæssigt tab efter lokale skatteregler, også skal påvirke opgørelsen af enhedens kvalificerede indkomst eller tab efter minimumsbeskatningsloven.

Som nyt beløb, der vil skulle fremgå af opregningen af beløb, der ikke indgår i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, foreslås som minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 6 , beløbet for den udskudte skatteudgift, når værdiansættelsen af aktiver og passiver, der anvendes ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab, afviger fra den regnskabsmæssige værdiansættelse. I stedet omfattes beløbet for den udskudte skatteudgift beregnet på baggrund af den værdiansættelse af aktiver og passiver, der anvendes ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at alle udskudte skatteaktiver og -forpligtelser vil skulle beregnes på baggrund af den værdiansættelse af aktiver og passiver, der anvendes ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab, når denne værdiansættelse afviger fra den regnskabsmæssige værdiansættelse. Hermed vil en korrekt opgørelse af reguleringsbeløbet for udskudt skat blive sikret.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne illustreres via følgende eksempel. Koncernenheden A i jurisdiktionen A overdrager et aktiv til en anden koncernenhed B i jurisdiktion B. Selskabsskattesatsen i jurisdiktion B er 20 pct. Den regnskabsmæssige bogførte værdi for koncernenheden A inden overdragelsen er 50, og handelsværdien er 150. Efter selskabsskattereglerne anses aktivet for overdraget til handelsværdien i både jurisdiktion A og B. Overdragelsen sker regnskabsmæssigt til kostprisen (50). Regnskabsmæssigt har koncernenheden A således ingen gevinst ved overdragelsen, og koncernenheden B registrerer et udskudt skatteaktiv på 20 ((150-50) x 20 pct.).

Hvis dette udskudte skatteaktiv skulle medtages i opgørelsen af koncernenhed B’s samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, ville det skulle omregnes til 15 svarende til minimumsskattesatsen på 15 pct. gange 100.

Det følger imidlertid af reglen om anvendelsen af armslængdeprincippet i minimumsbeskatningslovens § 15, stk. 17, at koncernenheden A vil skulle medregne en gevinst på 100 i dens kvalificerede indkomst. Som følge heraf vil koncernenhed B have en værdiansættelse på aktivet på 150, som vil skulle anvendes ved beregningen af dens kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab. Dette vil med den foreslåede præcisering medføre, at koncernenhed B ikke vil have noget udskudt skatteaktiv på overdragelsestidspunktet, da værdien ved opgørelsen af den kvalificerede indkomst på 150 vil svare til den skattemæssige værdi.

Der vil kunne opstå en udskudt skat efterfølgende. Er der f.eks. tale om et afskrivningsberettiget aktiv, vil aktivet efter minimumsbeskatningslovens regler skulle afskrives efter den relevante regnskabsstandard (f.eks. lineært over 10 år), mens skattereglerne i jurisdiktion B vil kunne tillade en hurtigere afskrivning (f.eks. lineært over 5 år). I givet fald vil der opstå en udskudt skatteforpligtelse som følge af de forskellige afskrivningsprofiler, som vil skulle medregnes i koncernenhed B’s regulerede udskudte skatter (omregnet til 15 pct.).

(Til § 23, stk. 4, nr. 7)

Med henblik på at fastslå, om den indkomst, der er oppebåret af koncernenhederne i en jurisdiktion, er beskattet med minimumsskattesatsen på 15 pct., indeholder minimumsbeskatningslovens § 25 særlige regler om fordelingen (allokeringen) af skatter mellem koncernenheder i forskellige jurisdiktioner. Allokeringsreglerne i minimumsbeskatningslovens § 25 har overordnet til formål at sikre, at skatter af indkomst oppebåret af koncernenhederne i en jurisdiktion henføres til de pågældende enheder, også selv om skatterne er betalt af en koncernenhed i en anden jurisdiktion.

Det følger af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 1. pkt., at der til et fast driftssted allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i en koncernenheds regnskab, og som vedrører det pågældende faste driftssteds kvalificerede indkomst eller tab.

Endvidere følger det af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 2, at eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i en skattemæssigt transparent enheds regnskab, allokeres til koncernenhedsejeren, når skatterne vedrører kvalificeret indkomst eller tab, der er allokeret til den pågældende koncernenhedsejer efter minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 4.

Efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 3, allokeres til en koncernenhed eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i regnskaberne for koncernenhedens direkte eller indirekte ejere i henhold til regler om CFC-beskatning af disses andel af koncernenhedens indkomst.

Efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, allokeres til en koncernenhed, der er en hybrid enhed, eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i koncernenhedsejerens regnskab, og som vedrører den hybride enheds kvalificerede indkomst.

Det bemærkes, at der efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, gælder en begrænsning i adgangen til at allokere skatter til koncernenheden efter § 25, stk. 3 og 4, når der er tale om skatter af passiv indkomst. Sådanne skatter kan således kun allokeres til koncernenheden med et beløb, der svarer til den skat, der fremkommer ved at multiplicere procentsatsen for ekstraskatten for koncernenhedens jurisdiktion med den del af enhedens indkomst, der er beskattet hos koncernejeren. Procentsatsen for ekstraskat for enhedens jurisdiktion opgøres i den forbindelse uden hensyntagen til de skatter, som koncernenhedsejeren er pålagt på den passive indkomst i enheden.

Yderligere fremgår af det minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 5, at der til en koncernenhed, der har foretaget en udlodning i løbet af regnskabsåret, allokeres eventuelle påløbne omfattede skatter på udlodningen, der er medregnet i regnskaberne for enhedens direkte ejere.

De nævnte regler om allokering af skatter finder også anvendelse, når der er tale om udskudte skatter, der indgår i det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter. Der er i OECD’s administrative retningslinjer af juni 2024, afsnit 4.2, redegjort for de principper, der vil skulle anvendes ved allokeringen af udskudte skatter til andre koncernenheder.

Som nyt beløb, der vil skulle fremgå af opregningen af beløb, der ikke indgår i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, foreslås som minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 7 , beløbet for den udskudte skatteudgift, der ville kunne allokeres til faste driftssteder og koncernenheder i en jurisdiktion efter § 25, stk. 1, 3-5 og 8, når den indberettende koncernenhed i overensstemmelse med § 54, stk. 1, for en periode på 5 år har besluttet ikke at medregne disse udskudte skatteudgifter.

Den foreslåede bestemmelse giver en omfattet koncern mulighed for at bestemme, at udskudte skatteforpligtelser for en jurisdiktion ikke skal medregnes til beløbet for den udskudte skatteudgift, når der er tale om udskudte skatter, der ville skulle allokeres efter de nævnte bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 25, herunder den bestemmelse i § 25, stk. 8, der foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 15.

Valget vil være bindende for en periode på 5 år og vil gælde for alle koncernenheder i jurisdiktionen.

Det vil desuden omfatte alle udskudte skatteforpligtelser, der ville skulle allokeres efter de omhandlede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 25, herunder som følge af de ændringer af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 2 og 4, der foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 12 og 13. Er der i regnskaberne for koncernenhederne i en jurisdiktion medregnet f.eks. CFC-skatter, der vedrører indkomsten i datterselskaber i flere forskellige jurisdiktioner, vil valget således være gældende for de udskudte skatteforpligtelser for alle datterselskaberne.

Den foreslåede valgmulighed gennemfører den valgmulighed, der fremgår af pkt. 71.16-71.17 i kommentarerne til artikel 4.4.1 i OECD’s modelregler, jf. OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 4.2.3.

Til nr. 8

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 8, nr. 2, at der ved uudnyttet periodisering forstås enhver forøgelse af en udskudt skatteforpligtelse, der er bogført i en koncernenheds regnskab for et regnskabsår, og som ikke forventes betalt inden for de 5 efterfølgende regnskabsår, og som den indberettende koncernenhed i overensstemmelse med § 54, stk. 2, årligt beslutter ikke at medregne i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat for nævnte regnskabsår.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med efterbeskatningsbestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 6. Hvis det er sikkert (eller næsten sikkert), at forøgelsen af den udskudte skatteforpligtelse udløser efterbeskatning, kan den indberettende koncernenhed vælge ikke at medregne skatteforpligtelsen i det regnskabsår, hvor forøgelsen sker, da dette kan være simplere end den efterfølgende efterbeskatning.

Det følger af minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 6, at udskudte skatteforpligtelser skal efterbeskattes, når de er indregnet i koncernenhedens samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, men hverken tilbageføres eller betales inden for den følgende 5-årsperiode. Dette gælder dog ikke for de kategorier af undtagelser fra efterbeskatningen, der opregnes i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 7. Undtagelserne omfatter bl.a. udskudte skatteforpligtelser som følge af skattemæssige afskrivninger på materielle aktiver, forsknings- og udviklingsudgifter, indregning til dagsværdi af ikkerealiserede nettogevinster, nettogevinster ved veksling af fremmed valuta og forsikringsreserver og udskudte anskaffelsesomkostninger til forsikringer.

Efter efterbeskatningsbestemmelsen skal en koncernenhed, der i år 0 har indregnet et beløb som en udskudt skatteforpligtelse og inkluderer denne i de regulerede omfattede skatter, og som ved udgangen af år 5 (dvs. de 5 efterfølgende regnskabsår efter det regnskabsår, hvor beløbet blev indregnet) ikke fuldt ud har tilbageført eller betalt skatteforpligtelsen, efterbeskattes. Efterbeskatningen sker ved, at den beregning, der er foretaget for ekstraskat i år 0, skal omberegnes efter minimumsbeskatningslovens § 31, stk. 1.

Det fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 1, hvordan koncernenhederne skal opgøre, hvornår der skal ske efterbeskatning af udskudte skatteforpligtelser.

Der sker kun efterbeskatning af udskudte skatteforpligtelser, hvor skatteforpligtelsen er medregnet i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i regnskabsåret, hvor forpligtelsen opstod. Udskudte skatteforpligtelser, der er importeret til systemet via overgangsreglen i modelreglernes artikel 9.1.1, som svarer til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, skal således ikke efterbeskattes. Disse importerede udskudte skatteforpligtelser anses for tilbageført efter de opgørelsesprincipper, der fremgår af det følgende.

Koncernenheden kan opgøre tilbageførslen af den udskudte skatteforpligtelse og dermed efterbeskatningen aktiv for aktiv, men dette vil ofte være administrativt byrdefuldt, hvis der er mange aktiver og/eller mange transaktioner. Koncernenhederne vil derfor som udgangspunkt kunne foretage opgørelserne på baggrund af enten individuelle konti i enhedens kontoplan i bogføringssystemet eller samlede kategorier af udskudte skatteforpligtelser. Dette gælder dog ikke, hvis de individuelle konti eller de samlede kategorier indeholder udskudte skatteforpligtelser vedrørende indkomster og tab, der ikke medregnes i den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab.

Den enkelte enheds kontoplan over individuelle bogføringskonti vil variere fra virksomhed til virksomhed. Udformningen af kontoplanen afhænger af mange faktorer, f.eks. branchestandarder, rapporteringsforpligtelser, organisationsstruktur og virksomhedens størrelse og kompleksitet. Det væsentlige er, at enheden skal anvende den kontoplan, der anvendes ved udarbejdelse af regnskabet.

Ved en samlet kategori af udskudte skatteforpligtelser forstås en kategori af udskudte skatteforpligtelser bestående af to eller flere individuelle konti i enhedens kontoplan, der henhører under den samme balancepost i regnskabet (eller en underbalance til balanceposten). En samlet kategori af udskudte skatteforpligtelser kan ikke indeholde individuelle konti, der kun kan generere udskudte skatteaktiver. Den samlede kategori kan heller ikke indeholde individuelle konti, der på nettobasis både kan generere udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser. Sådanne svingende konti skal opgøres individuelt.

Udgangspunktet om, at opgørelserne kan foretages på baggrund af en samlet kategori af udskudte skatteforpligtelser, fraviges for enkelte typer af aktiver og passiver, nemlig for ikke-afskrivningsberettigede immaterielle aktiver, herunder goodwill, for afskrivningsberettigede immaterielle aktiver med en regnskabsmæssig levetid på mere end 5 år og for nærtståendes tilgodehavender og gæld. Opgørelserne for disse aktiver og passiver skal enten ske aktiv for aktiv eller på baggrund af den individuelle konto i enhedens bogføringskontoplan.

Opgørelserne skal enten følge en FIFO-metode (first-in first-out (først ind, først ud)) eller en LIFO-metode (last-in first-out (sidst ind, først ud)). FIFO-metoden kan altid anvendes på individuelle konti. FIFO-metoden kan kun anvendes på samlede kategorier, hvis de udskudte skatteforpligtelser har en ensartet tilbageførelsestrend, dvs. de tilbageføres fuldt ud inden for den samme 2-årsperiode. For en nærmere gennemgang af FIFO- og LIFO-metoderne henvises til OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 1, herunder eksemplerne 4.4.4-1 til 4.4.4-5.

Koncernenheden kan undlade at foretage opgørelserne for så vidt angår udskudte skatteforpligtelser med kort tidshorisont, dvs. individuelle konti og samlede kategorier, hvor koncernenheden objektivt er i stand til at påvise, at alle udskudte skatteforpligtelser på den enkelte konto eller i den enkelte kategori tilbageføres inden for 5 år. I givet fald vil der ikke være nogen udskudte skatteforpligtelser, der skal efterbeskattes.

Det foreslås at affatte minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 8, nr. 2, litra a, således: a) Enhver forøgelse af en udskudt skatteforpligtelse, der er bogført i en koncernenheds regnskab for et regnskabsår, som ikke forventes betalt inden for de 5 efterfølgende regnskabsår, og som den indberettende koncernenhed i overensstemmelse med § 54, stk. 2, årligt beslutter ikke at medregne i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat for de nævnte regnskabsår.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 8, nr. 2. Forslaget skal ses i lyset af, at der foreslås et litra b til minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 8, nr. 2.

Som en udvidelse af, hvad der omfattes af begrebet uudnyttet periodisering, foreslås som minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 8, nr. 2, litra b, enhver forøgelse af udskudte skatteforpligtelser på en individuel konto i enhedens kontoplan i bogføringssystemet eller i en samlet kategori af udskudte skatteforpligtelser, når koncernenheden beslutter ikke at medregne de udskudte skatteforpligtelser vedrørende den pågældende konto eller kategori i det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat for en periode på 5 regnskabsår.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en koncernenhed vil kunne vælge, at en individuel konto eller en samlet kategori af skatteforpligtelser holdes ude af opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i 5 år. Valget vil skulle træffes for hele den individuelle konto eller hele den samlede kategori og vil kunne træffes uanset forventningerne til, hvornår de udskudte skatteforpligtelser ventes tilbageført. Valget er bindende i 5 regnskabsår og forlænges automatisk, medmindre koncernenheden tilbagekalder beslutningen ved udløbet af 5-årsperioden.

Forslaget til litra b skal ses i lyset af, at det kan være vanskeligt for en koncern at godtgøre, at betingelsen i litra a om, at en udskudt skatteforpligtelse ikke forventes betalt inden for de 5 efterfølgende regnskabsår, er opfyldt for samtlige udskudte skatteforpligtelser på en individuel konto eller en samlet kategori af udskudte skatteforpligtelser.

Den foreslåede valgmulighed gennemfører den valgmulighed, der fremgår af pkt. 112.1-112.6 i kommentarerne til artikel 4.4.7 i OECD’s modelregler, jf. OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 1.

Til nr. 9 og 10

Minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, medfører, at et skatteaktiv i form af en fremførselsadgang til erstatning for underskud vil opstå, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Jurisdiktionens skatteregler kræver, at et indenlandsk underskud modregnes i CFC-indkomst, der har kilde i en anden jurisdiktion, således at der ikke opnås creditlempelse for udenlandske skatter.

2. Koncernenheden har et indenlandsk underskud, der helt eller delvist modregnes i CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion.

3. Jurisdiktionens skatteregler tillader fremførsel af creditlempelsen for udenlandske skatter til modregning i efterfølgende års skatter af indkomst, der medregnes i koncernenhedens kvalificerede indkomst.

Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen om, at det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter ikke omfatter beløbet for den udskudte skatteudgift, for så vidt angår generering og anvendelse af skattegodtgørelser, herunder creditlempelser for udenlandsk skat.

Formålet med bestemmelsen er at sikre ligestilling mellem forskellige landes skattesystemer, således at resultatet efter minimumsbeskatningsreglerne bliver det samme, uanset hvordan landene har indrettet deres skattesystemer med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i den situation, hvor koncernenheden beskattes af CFC-indkomst med kilde i en anden jurisdiktion og samtidigt har et indenlandsk underskud.

Det fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 4.1, at bestemmelsen også skal finde anvendelse, hvis indkomsten med udenlandsk kilde er indkomst fra et fast driftssted, en hybrid enhed eller en omvendt hybrid enhed.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 9, nr. 1, ændres », der har« til »eller indkomst fra et fast driftssted, en hybrid enhed eller en omvendt hybrid enhed med«, og at der i § 23, stk. 9, nr. 2, efter »CFC-indkomst« indsættes »eller indkomst fra et fast driftssted, en hybrid enhed eller en omvendt hybrid enhed«.

Koncernenheden vil dermed kunne medregne et udskudt skatteaktiv, hvis følgende tre betingelser er opfyldte.

For det første vil jurisdiktionens skatteregler skulle kræve, at et indenlandsk underskud modregnes i indkomsten fra et faste driftssted, en hybrid enhed eller en omvendt hybrid enhed med kilde i en anden jurisdiktion, således at der ikke opnås creditlempelse for udenlandske skatter.

Det vil for det andet være en betingelse, at koncernenheden har et indenlandsk underskud, der helt eller delvist modregnes i indkomsten fra det faste driftssted, den hybride enhed eller den omvendt hybride enhed med kilde i en anden jurisdiktion.

Endeligt vil det være en betingelse, at jurisdiktionens skatteregler tillader fremførsel af creditlempelsen for udenlandske skatter til modregning i efterfølgende års skatter af indkomst, der medregnes i koncernenhedens kvalificerede indkomst.

Til nr. 11 og 15

Efter selskabsskattelovens § 31 er skattepligtige selskaber, der på noget tidspunkt i løbet af et indkomstår indgår i en koncern, omfattet af obligatorisk national sambeskatning.

Ved national sambeskatning udpeges det øverste moderselskab til administrationsselskab i sambeskatningen. Administrationsselskabets opgave er at forvalte sambeskatningen og forestå indbetalingen af den samlede indkomstskat.

Der opgøres ved national sambeskatning en sambeskatningsindkomst, som består af summen af den skattepligtige indkomst, der er opgjort for hvert enkelt af de selskaber, der indgår i sambeskatningen. Det er hele indkomsten fra det enkelte sambeskattede selskab m.v., der indgår i sambeskatningen, uanset moderselskabets ejerandel.

Hvor sambeskatningen både omfatter selskaber med positiv indkomst og selskaber med underskud, fordeles den del af indkomstårets underskud, der kan rummes i andre selskabers positive indkomst, forholdsmæssigt mellem de selskaber, der har positiv indkomst. Hvis der herefter fortsat er selskaber med positiv indkomst, kan der ske modregning af fremførselsberettigede underskud fra tidligere indkomstperioder under sambeskatningen.

De selskaber i sambeskatningen, der ved opgørelse af sambeskatningsindkomsten har udnyttet underskud fra andre selskaber i sambeskatningen, skal betale et beløb til det underskudsgivende selskab svarende til skatteværdien af det udnyttede underskud. Betalingen sker via administrationsselskabet.

Det er muligt for koncernens ultimative moderselskab at vælge, at sambeskatningen også skal omfatte alle koncernens udenlandske selskaber og koncernens danske selskabers faste driftssteder i udlandet (international sambeskatning), jf. selskabsskattelovens § 31 A.

Ved valg af international sambeskatning, der er bindende for en periode på mindst 10 år (bindingsperioden), finder reglerne om national sambeskatning tilsvarende anvendelse, medmindre de særskilt er fraveget.

Over- og underskud i de udenlandske selskaber og faste driftssteder, der indgår i en international sambeskatning, medregnes ved den danske indkomstopgørelse på samme måde, som hvis selskaberne og de faste driftssteder havde været fuldt skattepligtige i Danmark. Der gives ved medregning af positiv indkomst fra udenlandske selskaber eller faste driftssteder fradrag (credit) i den danske skat for de skatter, der er betalt i de lande, hvor de udenlandske selskaber og faste driftssteder er hjemmehørende.

Efter minimumsbeskatningsloven skal indkomst i faste driftssteder og udenlandske datterselskaber medregnes ved opgørelsen af den kvalificerede indkomst i den jurisdiktion, hvor det faste driftssted eller datterselskabet er hjemmehørende.

Med henblik på at fastslå, om den indkomst, der er oppebåret af koncernenhederne i en jurisdiktion, er beskattet med minimumsskattesatsen på 15 pct., indeholder minimumsbeskatningslovens § 25 særlige regler om fordelingen (allokeringen) af skatter mellem koncernenheder i forskellige jurisdiktioner. Fordelingsreglerne har overordnet til formål at sikre, at skatter af indkomst oppebåret af koncernenhederne i en jurisdiktion henføres til de pågældende enheder, også selv om skatterne er betalt af en koncernenhed i en anden jurisdiktion.

Efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 1. pkt., skal eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i en koncernenheds regnskab, og som vedrører et fast driftssteds kvalificerede indkomst eller tab, allokeres til det faste driftssted.

Efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 2. pkt., finder bestemmelsen i § 25, stk. 1, 1. pkt., om allokering af skatter til faste driftssteder tilsvarende anvendelse på dansk skat af udenlandske selskaber m.v., der er omfattet af international sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A. Den skat, som pålægges i Danmark som følge af, at en udenlandsk enhed indgår i en international sambeskatning, skal således i relation til minimumsbeskatningsreglerne fuldt ud medregnes i den jurisdiktion, hvor den udenlandske enhed er hjemmehørende. Det gælder, uanset om den udenlandske enhed er et fast driftssted eller et selskab, der anses for en selvstændig skattepligtig enhed.

Minimumsbeskatningsloven regulerer ikke direkte, hvordan der skal forholdes, hvis der efter minimumsbeskatningsreglerne er et kvalificeret tab i en udenlandsk enhed, der fratrækkes ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten i Danmark, jf. dog bemærkningerne nedenfor om bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 17, stk. 6.

Da der som følge af fradraget i sambeskatningsindkomsten opstår en genbeskatningsforpligtelse i administrationsselskabet, kan den udskudte skatteforpligtelse medregnes ved opgørelsen af de regulerede omfattede skatter i administrationsselskabet i det år, hvor det kvalificerede tab er fratrukket, jf. minimumsbeskatningslovens § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, der indeholder regler om opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, der indgår ved opgørelsen af regnskabsårets regulerede omfattede skatter.

Den udskudte skat kan dog højst medregnes med en skattesats svarende til minimumsskattesatsen på 15 pct., jf. minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 1.

Det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat for et regnskabsår nedsættes, når den udskudte skatteforpligtelse betales eller bortfalder i et senere regnskabsår.

En udskudt skatteforpligtelse skal senest efterbeskattes, hvis den ikke er betalt eller tilbageført inden for de 5 efterfølgende regnskabsår, jf. minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 6. Efterbeskatningen sker som en nedsættelse af de omfattede skatter i det regnskabsår, hvor den udskudte skat blev indregnet i reguleringsbeløbet for udskudt skat. Det indebærer, at der skal ske en omberegning af den effektive skattesats og ekstraskat for det pågældende regnskabsår, idet en ekstraskat, der udløses som følge af omberegningen, skal behandles som en tillægsekstraskat i det regnskabsår, hvor der sker omberegning, jf. minimumsbeskatningslovens § 31. Hvis denne ekstraskat udløses som følge af efterbeskatning af en udskudt skatteforpligtelse, der vedrører genbeskatningssaldoen for et land, skal genbeskatningssaldoen for det pågældende land nedsættes med et beløb svarende til den betalte ekstraskat, jf. selskabsskattelovens § 31 A, stk. 10, 10. pkt.

Hvis genbeskatningssaldoen efterfølgende nedbringes som følge af, at der ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten medregnes positiv indkomst fra den pågældende jurisdiktion, vil virkningen i forhold til minimumsbeskatningsreglerne være, at administrationsselskabets regulerede omfattede skatter nedsættes tilsvarende. Det gælder, selv om den udenlandske indkomst, der er medregnet ved indkomstopgørelsen i Danmark, skal allokeres til den udenlandske enhed.

Hvis den medregning af udenlandsk indkomst, der medfører en nedbringelse af genbeskatningssaldoen, udløser en selskabsskattebetaling i Danmark, synes disse skatter umiddelbart at »vedrøre« indkomsten i enhederne i den pågældende jurisdiktion, således at skatterne i overensstemmelse med ordlyden af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 2. pkt., vil skulle allokeres til de udenlandske enheder, der har oppebåret indkomsten. Der er dog i bemærkningerne til bestemmelsen ikke taget stilling til allokeringen af sådanne skatter, der pålægges i tilfælde, hvor medregningen af den udenlandske indkomst medfører en nedsættelse af genbeskatningssaldoen for den pågældende jurisdiktion og dermed efter selskabsskattelovens genbeskatningsregler (reelt) indebærer en betaling af administrationsselskabets udskudte skat.

Det er derfor efter gældende regler usikkert, om samspillet mellem minimumsbeskatningsreglerne og reglerne om international sambeskatning i en sådan situation vil indebære, at der kan udløses en ekstraskat efter minimumsbeskatningsloven uden hensyntagen til, at medregningen af den pågældende udenlandske indkomst også udløser en skattebetaling efter selskabsskattelovens regler.

For faste driftssteder, hvis skattepligtige indkomst medregnes ved opgørelsen af hovedsædets indkomst, gælder en særregel i minimumsbeskatningslovens § 17, stk. 6. Efter denne regel betragtes et fast driftssteds kvalificerede tab som en udgift for hovedenheden ved beregning af enhedens kvalificerede indkomst eller tab, i det omfang det faste driftssteds tab betragtes som en udgift ved beregning af hovedenhedens indenlandske skattepligtige indkomst og ikke modregnes i en post vedrørende indenlandsk skattepligtig indkomst, der beskattes i henhold til lovgivningen i både hovedenhedens jurisdiktion og det faste driftssteds jurisdiktion. Kvalificeret indkomst, som efterfølgende optjenes af det faste driftssted, betragtes endvidere som kvalificeret indkomst for hovedenheden op til størrelsen af det kvalificerede tab, der tidligere blev betragtet som en udgift for hovedenheden.

Skatter, der medregnes i hovedsædets regnskab, og som vedrører den indkomst i det faste driftssted, der efter minimumsbeskatningslovens § 17, stk. 6, behandles som hovedsædets kvalificerede indkomst, vil ikke skulle allokeres til det faste driftssted efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1. Bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 17, stk. 6, indebærer således, at sådanne omfattede skatter vil skulle behandles som omfattede skatter på hovedsædets kvalificerede indkomst.

Eventuelle omfattede skatter, der hidrører fra den jurisdiktion, hvor det faste driftssted er hjemmehørende, og som er knyttet til den indkomst, der behandles som hovedenhedens indkomst, behandles efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 7, også som hovedenhedens omfattede skatter. Denne medregning af omfattede skatter pålagt i det faste driftssteds jurisdiktion er dog begrænset til et beløb, der ikke overstiger den omhandlede indkomst, multipliceret med den højeste skattesats for almindelig indkomst i den jurisdiktion, hvor hovedenheden er hjemmehørende.

Når der er valgt international sambeskatning, vil bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 17, stk. 6, finde anvendelse, hvis der ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten medregnes indkomst og underskud i faste driftssteder, for hvilke administrationsselskabet er hovedsæde. Anvendelsen af bestemmelsen vil indebære, at fradrag for underskud i de faste driftssteder og efterfølgende medregning af positiv indkomst herfra vil skulle medregnes ved opgørelsen af administrationsselskabets kvalificerede indkomst eller kvalificerede tab.

Det foreslås, at minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

Forslaget herom skal ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorved der foreslås en ny bestemmelse i § 25, stk. 8, der vil skulle regulere, i hvilket omfang skatter, der er medregnet i regnskabet for administrationsselskabet i en international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31 A, og som vedrører den kvalificerede indkomst i en udenlandsk koncernenhed, vil skulle allokeres til den udenlandske koncernenhed.

Det foreslås i minimumsbeskatningslovens § 25 at indsætte stk. 8. Ved 1. pkt. foreslås, at bortset fra tilfælde, hvor den kvalificerede indkomst for et fast driftssted efter § 17, stk. 6, behandles som administrationsselskabets kvalificerede indkomst, allokeres skatter, der er medregnet i regnskabet for administrationsselskabet i en international sambeskatning, jf. selskabsskattelovens § 31 A, og som vedrører den kvalificerede indkomst i en udenlandsk koncernenhed, til den udenlandske koncernenhed. Ved 2. pkt. foreslås, at bortset fra skatter, som vedrører den kvalificerede indkomst i et fast driftssted, finder stk. 6 dog tilsvarende anvendelse.

Efter den foreslåede bestemmelse vil skatter, der pålægges administrationsselskabet i en international sambeskatning, og som vedrører indkomsten i en udenlandsk koncernenhed i sambeskatningen, som udgangspunkt skulle allokeres til den udenlandske koncernenhed. Det svarer til, hvad der følger af den gældende bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. præciserer dog, at det ikke vil gælde i tilfælde, hvor den kvalificerede indkomst for et fast driftssted efter § 17, stk. 6, behandles som administrationsselskabets kvalificerede indkomst.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. vil desuden indebære, at den begrænsning i adgangen til at allokere skatter på passiv indkomst til en koncernenhed i en anden jurisdiktion, der fremgår af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, vil skulle finde tilsvarende anvendelse.

Sådanne skatter vil således kun kunne allokeres til den udenlandske koncernenhed med et beløb, der svarer til den skat, der fremkommer ved at multiplicere procentsatsen for ekstraskatten for den udenlandske enheds jurisdiktion med den del af denne enheds indkomst, der er medregnet i sambeskatningsindkomsten og dermed er blevet beskattet hos administrationsselskabet. Procentsatsen for ekstraskatten for den udenlandske enheds jurisdiktion vil i den forbindelse skulle opgøres uden medregning af den passive indkomst i den udenlandske enhed.

Virkningen heraf vil være, at skatter af passiv indkomst i den udenlandske koncernhed kun vil skulle henføres til den udenlandske enhed med samme procentsats, som enhedens øvrige indkomst er blevet beskattet med i den pågældende jurisdiktion.

Begrænsningen efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, vedrørende allokeringen af skatter på passiv indkomst til en udenlandsk koncernenhed vil dog ikke skulle gælde, når den udenlandske koncernenhed er et fast driftssted. Dette er i overensstemmelse med den almindelige allokeringsregel for faste driftssteder i minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 8, 3. pkt., at uanset 1. og 2. pkt. allokeres skatter, der pålægges administrationsselskabet som følge af medregning af overskud i en udenlandsk koncernenhed, og som medfører en nedsættelse af genbeskatningssaldoen for det pågældende land, til administrationsselskabet.

Den foreslåede bestemmelse vedrører tilfælde, hvor administrationsselskabets genbeskatningssaldo nedsættes, fordi der ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten medregnes positiv indkomst fra koncernenhederne i en jurisdiktion, der modsvarer et tidligere fratrukket underskud fra denne jurisdiktion.

Bestemmelsen vil indebære, at skatter, der pålægges administrationsselskabet som følge af medregningen af den indkomst, der medfører en nedsættelse af genbeskatningssaldoen, ikke skal allokeres til den udenlandske koncernenhed, der har oppebåret den udenlandske indkomst.

De omhandlede skatter vil således skulle medregnes ved opgørelsen af administrationsselskabets regulerede omfattede skatter.

Til nr. 12

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 2, at koncernenhedsejeren allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i en skattemæssigt transparent enheds regnskab, og som vedrører kvalificeret indkomst eller tab allokeret til den pågældende koncernenhedsejer efter minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 4.

Generelt vil skattemæssigt transparente enheder ikke være skattepligtige af indkomst. Dog kan nogle former for omfattede skatter eventuelt blive pålagt på et lokalt niveau på skattemæssigt transparente enheder, selv om enhederne ikke anses for skattemæssigt hjemmehørende i den pågældende jurisdiktion. I andre tilfælde kan de aktiviteter, som den skattemæssigt transparente enhed udfører, medføre kildeskatter, som bæres af den skattemæssigt transparente enhed.

I givet fald allokeres skatterne til koncernenhedsejeren i overensstemmelse med den allokering af den skattemæssigt transparente enheds kvalificerede nettoindkomst eller -tab.

Det bemærkes, at årsagen til, at der opkræves skatter af en skattemæssigt transparent enhed, ofte vil være, at den skattemæssigt transparente enhed har et fast driftssted i jurisdiktionen. I sådanne tilfælde allokeres de omfattede skatter efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1, til det faste driftssted. Det er således kun omfattede skatter, der ikke kan allokeres til et fast driftssted, der allokeres til koncernenhedsejerne efter bestemmelsens stk. 2.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., at til koncernenhedsejeren allokeres ligeledes eventuelle omfattede skatter, der er allokeret til den skattemæssigt transparente enhed som følge af stk. 3, og som vedrører kvalificeret indkomst og tab allokeret til den pågældende koncernenhedsejer.

Omfattede skatter, der betales af et indirekte ejende moderselskab i henhold til regler om CFC-beskatning, på den skattemæssigt transparente enheds kvalificerede indkomst, og som i første omgang er allokeret til den skattemæssigt transparente enhed efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 2, vil dermed skulle videreallokeres til den koncernenhedsejer, hvortil indkomsten allokeres efter minimumsbeskatningslovens § 18, stk. 4. Omfattede CFC-skatter på passiv indkomst, der ikke allokeres til den skattemæssigt transparente enhed efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, vil ikke skulle allokeres til koncernenhedsejeren.

Idet de omfattede CFC-skatter vil skulle allokeres til den koncernenhed, hvortil indkomsten allokeres, sikres det, at CFC-skatterne vil skulle allokeres til den koncernenhedsejer, som moderselskabet indirekte ejer sin ejerandel i den skattemæssigt transparente enhed igennem.

Den foreslåede bestemmelse vil også finde anvendelse på omfattede skatter som følge af såkaldte Blended CFC Tax Regimes, som blandt andet dækker over USA’s regler benævnt »Global Intangible Low-Taxed Income« (GILTI), der efter den særlige fordelingsmekanisme for sådanne omfattede skatter er fordelt til den skattemæssigt transparente enhed.

Til nr. 13

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, at en koncernenhed, der er en hybrid enhed, allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i koncernenhedsejerens regnskab, og som vedrører den hybride enheds kvalificerede indkomst. Ved hybrid enhed forstås en enhed, der i indkomstskattemæssig henseende behandles som en selvstændig person i den jurisdiktion, hvor den er hjemmehørende, men behandles som skattemæssigt transparent i den jurisdiktion, hvor dens ejer er hjemmehørende.

Bestemmelsen indebærer, at skatter, der som følge af den hybride enheds status som skattemæssigt transparent er betalt af koncernenhedsejeren af den hybride enheds indkomst, skal »skubbes ned« til den hybride koncernenhed. Minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, indebærer, at der er en begrænsning på, i hvilket omfang de skatter på en koncernenheds passive indkomst, som er pålagt koncernenhedsejeren som følge af, at koncernenheden anses for skattemæssigt transparent, vil kunne »skubbes ned« til koncernenheden efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4.

Der foreslås en nyaffattelse af minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 4, hvorefter der til en koncernenhed, der er en hybrid enhed eller en omvendt hybrid enhed, allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i koncernenhedsejerens regnskab, og som vedrører den hybride enheds eller den omvendte hybride enheds kvalificerede indkomst, jf. dog stk. 6.

Den foreslåede affattelse af bestemmelsen vil indebære, at der foretages præciseringer af bestemmelsens anvendelsesområde i overensstemmelse med OECD’s administrative retningslinjer fra juni 2024, afsnit 5.5.

Den ændrede affattelse af bestemmelsen indebærer, at der til en koncernenhed, der er en omvendt hybrid enhed, allokeres eventuelle omfattede skatter, som er medregnet i koncernenhedsejerens regnskab, og som vedrører den omvendte hybride enheds kvalificerede indkomst.

Indsættelsen af omvendt hybride enheder vil medføre, at omfattede skatter betalt af en indirekte ejer af den omvendte hybride enheds indkomst dermed vil skulle »skubbes ned« til den omvendte hybride koncernenhed. Minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, om omfattede skatter på passiv indkomst finder også anvendelse i denne situation.

Dernæst indebærer forslaget, at bestemmelsen ikke længere vil indeholde en definition af, hvad der forstås ved en hybrid enhed. Dette skal ses i sammenhæng med, at der i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat en ny definition af, hvad der forstås ved en hybrid enhed, jf. forslaget til minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 53.

Til nr. 14

Minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, indebærer, at der i visse tilfælde gælder en særlig begrænsning i adgangen til at allokere skatter på passiv indkomst til en koncernenhed i en anden jurisdiktion.

Bestemmelsen indebærer, at sådanne skatter kun kan allokeres til den udenlandske koncernenhed med et beløb, der svarer til den skat, der fremkommer ved at multiplicere procentsatsen for ekstraskatten for den udenlandske enheds jurisdiktion med den del af denne enheds indkomst, der er medregnet i indkomsten hos den koncernenhed, der er blevet beskattet af indkomsten i den udenlandske enhed. Procentsatsen for ekstraskatten for den udenlandske enheds jurisdiktion skal i den forbindelse opgøres uden medregning af den passive indkomst i den udenlandske enhed.

Virkningen heraf er, at skatter af passiv indkomst i den udenlandske koncernhed kun henføres til den udenlandske enhed med samme procentsats, som enhedens øvrige indkomst er blevet beskattet med i den pågældende jurisdiktion.

Formålet med bestemmelsen er at undgå utilsigtede incitamenter til at flytte mobil indkomst til en enhed i en lavskattejurisdiktion. Uden bestemmelsens begrænsning i adgangen til at allokere skatter til en udenlandsk enhed ville det således f.eks. være muligt (kunstigt) at forøge den effektive skattesats i et lavskatteland ved at flytte mobil indkomst til lavskattelandet og fuldt ud medregne de skatter, der pålægges koncernenhedsejeren efter CFC-reglerne, ved opgørelsen af den effektive skattesats i lavskattelandet.

Efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, 3. pkt., forstås ved passiv indkomst efter bestemmelsen 1) udbytter eller udbyttelignende beløb, 2) renter eller rentelignende beløb, 3) lejeindtægter, 4) royalties, 5) faste løbende ydelser og 6) nettogevinster fra fast ejendom af en type, der genererer indkomst som beskrevet i nr. 1-5.

Anvendelsen af udtrykket »fast ejendom« i nr. 6 svarer til ordlyden af den bagvedliggende bestemmelse i den danske udgave af minimumsbeskatningsdirektivets artikel 24, stk. 6. I andre udgaver af minimumsbeskatningsdirektivet benyttes der i bestemmelsen imidlertid udtryk, der svarer til det danske ord »aktiver«, og dette er også i overensstemmelse med definitionen af begrebet passiv indkomst i artikel 10.1.1 i OECD’s modelregler.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 6, nr. 6, ændres »fast ejendom« til »aktiver«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at nettogevinster, f.eks. ved overdragelse, af enhver form for aktiver – og ikke blot fast ejendom – vil være omfattet af bestemmelsens begrænsning i adgangen til at allokere passiv indkomst til en udenlandsk enhed.

Til nr. 16-19

Minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 1, er en såkaldt safe harbour-bestemmelse, der fastsætter, at ekstraskatten i en jurisdiktion kan fastsættes til nul, såfremt den kvalificerede nettoindkomst for jurisdiktionen, jf. minimumsbeskatningslovens § 28, stk. 2, ikke overstiger det beløb, hvormed nettoindkomsten kan nedsættes efter den substansbaserede indkomstudelukkelse, jf. minimumsbeskatningslovens § 30. Ekstraskatten i en jurisdiktion udgør ligeledes nul, hvis betingelserne for anvendelse af de minimis-reglen i minimumsbeskatningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt. Endelig udgør ekstraskatten i en jurisdiktion nul, hvis den effektive skattesats for jurisdiktionen, jf. minimumsbeskatningslovens § 28, stk. 1, er lig med eller højere end minimumsskattesatsen (15 pct.).

Minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 1, vil ikke finde anvendelse, før der i medfør af minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, er fastsat forenklede beregningsregler, da anvendelsen af sådanne forenklede beregningsregler er en betingelse for anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen.

Undtagelsesbestemmelsen finder desuden kun anvendelse, når den indberettende koncernenhed har truffet en beslutning herom i overensstemmelse med minimumsbeskatningslovens § 54, stk. 3.

Minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, indeholder en særlig undtagelsesbestemmelse (en såkaldt safe harbour-bestemmelse), der er udformet i overensstemmelse med afsnit 5.1 i de administrative retningslinjer vedrørende OECD's modelregler, der blev offentliggjort i juli 2023.

Det følger af minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 1. pkt., at har en jurisdiktion for et regnskabsår pålagt en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, kan den indberettende koncernenhed beslutte, at ekstraskatten ansættes til nul for de koncernenheder, der er hjemmehørende i den pågældende jurisdiktion, og for statsløse gennemløbsenheder, der er oprettet i jurisdiktionen, og som er pålagt den indenlandske ekstraskat.

Efter minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 3. pkt., kan den indberettende koncernenhed dog ikke træffe en beslutning efter 1. pkt., hvis en gennemløbsenhed, der er det ultimative moderselskab eller er forpligtet til at anvende en regel om indkomstmedregning efter OECD’s modelregler, er hjemmehørende i jurisdiktionen, og den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat ikke er pålagt enheden.

Det foreslås ved nr. 16, at i minimumsbeskatningslovens § 3 4, stk. 1, 1. pkt., ændres »af stk. 3« til »af stk. 4«.

Den foreslåede ændring indebærer ikke en indholdsmæssig ændring, idet den har sammenhæng med, at der ved nr. 19 foreslås indsat et nyt stykke 3 i minimumsbeskatningslovens § 34. Det hidtidige stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Det foreslås ved nr. 17, at der i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 1. pkt., efter »den indenlandske ekstraskat« indsættes », jf. dog stk. 3«.

Den foreslåede ændring indebærer, at der ikke kan træffes en beslutning efter 1. pkt. i de tilfælde, der er omfattet af den bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, der foreslås indsat ved nr. 19, jf. herom umiddelbart nedenfor.

Det foreslås ved nr. 19, at minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 3. pkt., ophæves.

Den foreslåede ændring indebærer ikke en indholdsmæssig ændring, idet den har sammenhæng med, at bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 3. pkt., ved nr. 19 foreslås indsat i den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 3, nr. 1, jf. umiddelbart nedenfor.

Det foreslås ved nr. 19, at der indsættes et nyt stykke som minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, hvorefter den indberettende koncernenhed ikke kan træffe en beslutning efter stk. 2, 1. pkt., i følgende tilfælde:

1. En gennemløbsenhed, der er det ultimative moderselskab eller er forpligtet til at anvende en regel om indkomstmedregning efter OECD's modelregler, er hjemmehørende i jurisdiktionen, og den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat er ikke pålagt enheden.

2. Den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat er ikke pålagt en sekuritiseringsenhed, eller den er pålagt en sekuritiseringsenhed, men opkræves hverken af enheden selv eller af andre koncernenheder hjemmehørende i jurisdiktionen.

3. Koncernenhederne i jurisdiktionen kan ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i jurisdiktionen, jf. § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, eller ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen, jf. § 72, stk. 4, nr. 1, indregne udskudte skatter omfattet af § 51, stk. 2, nr. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse opregner tre tilfælde, hvor den indberettende koncernenhed ikke vil kunne træffe beslutte om at anvende safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 1. pkt.

Det vil for det første skulle gælde i de tilfælde, hvor en gennemløbsenhed, der er det ultimative moderselskab eller er forpligtet til at anvende en regel om indkomstmedregning efter OECD's modelregler, er hjemmehørende i jurisdiktionen, og den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat ikke er pålagt enheden. Dette er ikke udtryk for en indholdsmæssig ændring, idet dette allerede følger af den gældende bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2, 3. pkt., der samtidig foreslås ophævet, jf. ovenfor.

For det andet vil den indberettende koncernenhed efter nr. 2 heller ikke kunne træffe en beslutning efter stk. 2, 1. pkt., hvis den anerkendte kvalificerede indenlandske ekstraskat ikke er pålagt en sekuritiseringsenhed, eller hvis den er pålagt en sekuritiseringsenhed, men ikke opkræves af hverken enheden selv eller andre koncernenheder hjemmehørende i jurisdiktionen.

Forslaget herom har sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved der er foreslået en ændring af definitionen i minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, af en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat.

Lovforslagets § 1, nr. 2, vil indebære, at en kvalificeret indenlandsk ekstraskat vil kunne anses for en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, selv om den indenlandske ekstraskat ikke pålægges sekuritiseringsenheder eller pålægges sådanne enheder, men kun opkræves af andre koncernenheder i jurisdiktionen. Der henvises i den forbindelse i øvrigt til de foreslåede definitioner af begreberne sekuritiseringsarrangement og sekuritiseringsenhed i minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 51 og 52, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 34, stk. 3, nr. 2, vil indebære, at en koncern, der har en sekuritiseringsenhed i en jurisdiktion, der har gennemført en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, der ikke pålægges sekuritiseringsenheder, ikke for den pågældende jurisdiktion vil kunne vælge at anvende safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2.

Det samme vil gælde, hvis den anerkendte kvalificerede indenlandsk ekstraskat pålægges sekuritiseringsenheder, men kun opkræves hos andre koncernenheder i jurisdiktionen, og der faktisk ikke sker en opkrævning af den indenlandske ekstraskat for sekuritiseringsenheden fra hverken sekuritiseringsenheden eller andre koncernenheder i jurisdiktionen.

Hvis sekuritiseringsenheden er oprettet i en jurisdiktion, hvor den indenlandske ekstraskat er pålagt sekuritiseringsenheder, men kun opkræves andre koncernenheder hjemmehørende i jurisdiktionen, vil en koncern, der ikke har andre koncernenheder i den pågældende jurisdiktion end sekuritiseringsenheden, således ikke kunne anvende safe harbour-bestemmelsen.

Endelig vil den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, nr. 3, indebære, at den indberettende koncernenhed ikke vil kunne træffe en beslutning efter stk. 2, 1. pkt., hvis koncernenhederne i jurisdiktionen ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i jurisdiktionen, jf. § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, eller ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen, jf. § 72, stk. 4, nr. 1, kan indregne udskudte skatter omfattet af § 51, stk. 2, nr. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med dels bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved der er foreslået en ændring af definitionen i minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, af en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, dels de foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Det foreslås ved de i lovforslagets § 1, nr. 21, foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, at en række nærmere angivne udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser, der vedrører perioden før overgangen til beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne, ikke skal kunne indregnes ved ansættelsen af den effektive skattesats for en jurisdiktion i et overgangsår og for hvert efterfølgende regnskabsår.

Den foreslåede ændring af definitionen i minimumsbeskatningslovens § 4, nr. 48, af en anerkendt kvalificeret indenlandsk ekstraskat, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, betyder, at en kvalificeret indenlandsk ekstraskat kan anses for anerkendt, selv om den indenlandske ekstraskat indebærer, at udskudte skatter omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, kan indregnes ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat i jurisdiktionen, jf. minimumsbeskatningslovens § 22, stk. 1, nr. 2, og § 23, eller ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen, jf. § 72, stk. 4, nr. 1.

Hvis en jurisdiktion har anvendt den nævnte mulighed for at fravige OECD’s modelregler, vil den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 3, nr. 3, indebære, at de koncerner, der derved får mulighed for at indregne udskudte skatter omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, ikke vil kunne anvende safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 34, stk. 2.

Ved anvendelsen af en regel om indkomstmedregning i den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende, vil der således skulle foretages opgørelser og beregninger efter minimumsbeskatningslovens almindelige regler med henblik på at fastslå, om der efter reglen om indkomstmedregning skal opkræves en ekstraskat vedrørende koncernenhederne i den jurisdiktion, hvis regler om indenlandsk ekstraskat fraviger modelreglerne.

En eventuel ekstraskat, der er betalt efter reglerne om den indenlandske ekstraskat, vil i så fald kunne fradrages efter bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 29, stk. 2, 1. pkt.

Har koncernenhederne i jurisdiktionen faktisk ikke udskudte skatter, der er omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, vil safe harbour-bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens kunne anvendes af den pågældende koncern, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Til nr. 20 og 21

Udskudte skatteforpligtelser og -aktiver, der er opstået før overgangsåret, skal indgå ved opgørelsen af den effektive skattesats i overgangsåret og efterfølgende regnskabsår, når de betales eller indfries. De indregnes som udgangspunkt til minimumsskattesatsen ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter, jf. minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1.

Ved overgangsåret for en jurisdiktion forstås efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, det første regnskabsår, hvor en multinational koncern eller en stor national koncern falder ind under anvendelsesområdet for en kvalificeret regel om indkomstmedregning, en kvalificeret regel om underbeskattet overskud eller en kvalificeret regel om indenlandsk ekstraskat, for så vidt angår den pågældende jurisdiktion. Er den forenklede beregning efter den midlertidige safe harbour-bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 72 valgt for jurisdiktionen, er overgangsåret det første regnskabsår, hvor den forenklede beregning efter § 72 ikke længere anvendes for jurisdiktionen.

Udskudte skatter, der hidrører fra før overgangsåret, har ikke påvirket koncernens effektive beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne. I det omfang sådanne skatteforpligtelser eller -aktiver betales eller indfries efter overgangen til beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne, ville det derfor medføre en kunstig forøgelse eller nedsættelse af den effektive skattesats i betalings- eller indfrielsesåret, hvis der ikke blev taget højde for de udskudte skatter, der opstod før overgangen.

Bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, finder anvendelse, både hvor en koncern overgår til at være omfattet af minimumsbeskatningsreglerne på det tidspunkt, hvor reglerne får virkning – dvs. fra første regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere – og hvor en koncern først på et senere tidspunkt omfattes af reglerne, f.eks. fordi koncernen først fra dette tidspunkt opfylder betingelsen om en årlig omsætning på mindst 750 mio. euro, jf. minimumsbeskatningslovens § 1.

Udgangspunktet er, at alle udskudte skatter hidrørende fra før overgangsåret medregnes fuldt ud. De berørte koncerner behøver således ikke at foretage opgørelser og beregninger med henblik på at fastlægge, hvordan de udskudte skatter, der er medtaget i regnskaberne, ville skulle behandles, hvis de var opstået på et tidspunkt, hvor minimumsbeskatningsreglerne fandt anvendelse.

Som en undtagelse fra bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, følger det af § 51, stk. 2, at udskudte skatteaktiver hidrørende fra poster, der er udelukket fra beregningen af kvalificeret indkomst eller tab, jf. minimumsbeskatningslovens kapitel 5, ikke er omfattet af beregningen efter § 51, stk. 1, når disse udskudte skatteaktiver er opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021.

Minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, indebærer bl.a., at der ikke vil skulle tages hensyn til udskudte skatteaktiver, når de har sammenhæng med tab, som ikke ville være et kvalificeret tab efter minimumsbeskatningsreglerne, og tabet er opstået efter den 30. november 2021, dvs. umiddelbart inden eller efter det tidspunkt, hvor OECD’s modelregler blev aftalt. Efter den 30. november 2021 har det således ikke været muligt at udløse et ikkekvalificeret tab, der skaber et skatteaktiv, der vil kunne udnyttes efter overgangen til beskatning efter regelsættet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 9.1.2 i OECD’s modelregler og den tilsvarende bestemmelse i minimumsbeskatningsdirektivets artikel 48, stk. 3.

OECD har i januar 2025 offentliggjort administrative retningslinjer vedrørende fortolkningen af artikel 9.1 i OECD’s modelregler, navnlig med henblik på at tydeliggøre, hvilke udskudte skatteaktiver opstået i perioden mellem den 30. november 2021 og overgangen til beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne, der ikke kan indregnes ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, indsættes efter »30. november 2021« », jf. dog stk. 7 og 8«. Desuden foreslås det, at det som minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, 2. pkt., indsættes, at følgende udskudte skatter skal anses for omfattet af 1. pkt.:

1. Udskudte skatteaktiver, der er opstået som følge af et arrangement med en offentlig myndighed, der er indgået eller ændret efter den 30. november 2021, og som giver ret til en skattegodtgørelse eller en anden skattefordel.

2. Udskudte skatteaktiver, der er opstået som følge af valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 30. november 2021, og som indebærer, at der bagudrettet sker en ændring af den skattemæssige behandling af en transaktion, der har betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et regnskabsår, for hvilket der allerede er indleveret en selvangivelse, eller for hvilket skattemyndighederne allerede har foretaget en skatteansættelse.

3. Udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser, der skyldes en forskel mellem den skattemæssige værdi og den regnskabsmæssige dagsværdi af en koncernenheds aktiver og passiver, når den skattemæssige værdi er fastlagt i medfør af en selskabsskat, der er gennemført efter den 30. november 2021, og jurisdiktionen ikke tidligere har haft en selskabsskat.

4. Udskudte skatteaktiver, der skyldes et tab, der er konstateret mere end 5 indkomstår forud for den dato, hvorfra en selskabsskat har virkning, når denne selskabsskat er gennemført efter den 30. november 2021, og jurisdiktionen ikke tidligere har haft en selskabsskat.

Det foreslås ved disse bestemmelser at gennemføre de præciseringer, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025.

De foreslåede bestemmelser vil indebære, at de fire kategorier af udskudte skatter, der er opregnet i forslaget til nr. 1-4, som udgangspunkt ikke vil kunne indregnes som udskudte skatter ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter, jf. minimumsbeskatningslovens § 23.

Den foreslåede tilføjelse til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, 1. pkt., hvor der henvises til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, indebærer dog, at der vil kunne ske en indregning af udskudte skatter omfattet af § 51, stk. 2, i det omfang en sådan indregning kan ske efter de foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, jf. herom nærmere nedenfor vedrørende lovforslagets § 1, nr. 23.

Forslaget om, at de 4 kategorier af udskudte skatter, der er opregnet i forslaget til nr. 1-4, skal anses for omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, 1. pkt., vil tydeliggøre, at sådanne udskudte skatteaktiver skal anses for at være opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021. Også andre udskudte skatter end dem, der er omfattet af de 4 kategorier af udskudte skatter, der fremgår af den foreslåede opregning, vil være omfattet af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, 1. pkt., når de pågældende udskudte skatter er opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021. Den foreslåede opregning er således ikke en udtømmende opregning af, hvilke udskudte skatter der omfattes af bestemmelsen i § 51, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1, medfører, at udskudte skatteaktiver ikke kan medregnes, når de er opstået som følge af et arrangement med en offentlig myndighed, der er indgået eller ændret efter den 30. november 2021, og som giver ret til en skattegodtgørelse eller en anden skattefordel.

Et arrangement med en offentlig myndighed vil i overensstemmelse med OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025 skulle anses for at omfatte ikke blot aftaler mellem en koncern og en offentlig myndighed – f.eks. om indrømmelse af skattekreditter ved gennemførelse af investeringer i den pågældende jurisdiktion – men også afgørelser, beslutninger og lignende, som er truffet af de pågældende offentlige myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 2, indebærer, at udskudte skatteaktiver ikke skal kunne medregnes, når de er opstået som følge af et valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 30. november 2021, når der herved med bagudrettet virkning sker en ændring af den skattemæssige behandling af en transaktion, og denne ændring har betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et regnskabsår, for hvilket der allerede er indleveret en selvangivelse, eller for hvilket skattemyndighederne allerede har foretaget en skatteansættelse.

Det foreslås ved den foreslåede bestemmelse at gennemføre præciseringen i OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, hvorefter udskudte skatteaktiver skal anses for at være opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021, når de er opstået som følge af et sådant valg eller en sådan beslutning – eller en ændring heraf – som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 30. november 2021.

Den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 3, indebærer, at udskudte skatteaktiver ligeledes skal anses for opstået som følge af en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021, når de er opstået som følge af, at en jurisdiktion, der ikke tidligere har haft en selskabsskat, har gennemført en sådan skat efter den 30. november 2021.

Bestemmelsen vil indebære, at der ikke kan ske medregning af udskudte skatter, der efter den 30. november 2021, men før koncernenhederne i jurisdiktionen bliver omfattet af minimumsbeskatningsreglerne, opstår som følge af en nyindført selskabsskat, der giver adgang til at foretage afskrivninger og/eller beregne skattepligtige avancer på grundlag af handelsværdien af aktiverne og passiverne på tidspunktet for overgang til skattepligt efter den nyindførte selskabsskat.

Endeligt indebærer den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 4, at udskudte skatteaktiver ikke skal kunne medregnes, når de skyldes et underskud, der er konstateret mere end 5 indkomstår forud for den dato, hvorfra en nyindført selskabsskat har virkning, når denne selskabsskat er gennemført efter den 30. november 2021.

Det foreslås ved den foreslåede bestemmelse at gennemføre præciseringen i OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, hvorefter der skal være mulighed for at indregne udskudte skatteaktiver, der er opstået som følge af, at en nyindført selskabsskat giver mulighed for at fremføre underskud, der er konstateret forud for den dato, hvorfra en sådan selskabsskat har virkning. I overensstemmelse med retningslinjerne vil dette dog kun skulle gælde i det omfang, der er tale om underskud konstateret inden for de seneste 5 indkomstår forud for virkningstidspunktet for den nyindførte selskabsskat.

Til nr. 22

Det følger af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 5, at der fastsættes et nyt overgangsår, hvis koncernenhederne i en jurisdiktion falder ind under anvendelsesområdet for en kvalificeret regel om indkomstmedregning eller en kvalificeret regel om underbeskattet overskud i et regnskabsår, hvor de tidligere har været omfattet af anvendelsesområdet for en kvalificeret regel om indenlandsk ekstraskat.

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 6, hvad der er virkningerne af, at der fastsættes et nyt overgangsår efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 5. Ifølge bestemmelsens nr. 5 indebærer det nye overgangsår bl.a., at minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, finder fornyet anvendelse på transaktioner, der har fundet sted efter den 30. november 2021 og før begyndelsen af det nye overgangsår, idet udskudte skatteaktiver ikke skal anses for at hidrøre fra poster, der er udelukket fra beregningen af kvalificeret indkomst eller tab, jf. lovens kapitel 5, hvis kvalificeret indenlandsk ekstraskat skulle betales som følge af minimumsbeskatningslovens § 22, stk. 5.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 6, nr. 5, ændres »og« til »og som medfører, at der opstår et udskudt skatteaktiv før begyndelsen af det nye overgangsår«.

Den foreslåede ændring indebærer, at stk. 6, nr. 5, omfatter udskudte skatteaktiver, der er opstået som følge af en transaktion efter den 30. november 2021, når blot transaktionen medfører, at der opstår et udskudt skatteaktiv i et regnskabsår, der ligger før det nye overgangsår. Selve transaktionen skal således ikke nødvendigvis gennemføres før det nye overgangsår.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslåede ændringer af bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, hvor det foreslås at gennemføre de præciseringer af bestemmelsens anvendelsesområde, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025.

Ved de foreslåede ændringer af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, foreslås det bl.a. (stk. 2, nr. 2), at udskudte skatteaktiver skal anses for at være opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021, når de er opstået som følge af valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 30. november 2021, og som indebærer, at der bagudrettet sker en ændring af den skattemæssige behandling af en transaktion, der har betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et regnskabsår, for hvilket der allerede er indleveret en selvangivelse, eller for hvilket skattemyndighederne allerede har foretaget en skatteansættelse.

Et udskudt skatteaktiv, der opstår som følge af sådanne valg eller beslutninger (eller ændringer heraf) truffet efter den 30. november 2021, vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 2, også selv om valget eller beslutningen (eller ændringen heraf) først er truffet i eller efter overgangsåret. Afgørende vil derimod være, om valget eller beslutningen medfører, at der med bagudrettet virkning opstår et udskudt skatteaktiv i et regnskabsår, der ligger før overgangsåret.

Den foreslåede bestemmelse tydeliggør, at minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 6, nr. 5, i givet fald vil kunne finde anvendelse på bl.a. et sådant udskudt skatteaktiv.

Til nr. 23

Udskudte skatteforpligtelser og -aktiver, der er opstået før overgangsåret, skal indgå ved opgørelsen af den effektive skattesats i overgangsåret og efterfølgende regnskabsår, når de betales eller indfries. De indregnes som udgangspunkt til minimumsskattesatsen ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter, jf. minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1.

Ved overgangsåret for en jurisdiktion forstås efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, det første regnskabsår, hvor en multinational koncern eller en stor national koncern falder ind under anvendelsesområdet for en kvalificeret regel om indkomstmedregning, en kvalificeret regel om underbeskattet overskud eller en kvalificeret regel om indenlandsk ekstraskat, for så vidt angår den pågældende jurisdiktion. Er den forenklede beregning efter den midlertidige safe harbour-bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 72 valgt for jurisdiktionen, er overgangsåret det første regnskabsår, hvor den forenklede beregning efter § 72 ikke længere anvendes for jurisdiktionen.

Bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, finder anvendelse, både hvor en koncern overgår til at være omfattet af minimumsbeskatningsreglerne på det tidspunkt, hvor reglerne får virkning – dvs. fra første regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere – og hvor en koncern først på et senere tidspunkt omfattes af reglerne, f.eks. fordi koncernen først fra dette tidspunkt opfylder betingelsen om en årlig omsætning på mindst 750 mio. euro, jf. minimumsbeskatningslovens § 1.

Udgangspunktet er, at alle udskudte skatter hidrørende fra før overgangsåret medregnes fuldt ud. Som en undtagelse fra bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, følger det dog af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, at udskudte skatteaktiver hidrørende fra poster, der er udelukket fra beregningen af kvalificeret indkomst eller tab, jf. minimumsbeskatningslovens kapitel 5, ikke er omfattet af beregningen efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 1, når disse udskudte skatteaktiver er opstået i forbindelse med en transaktion, der har fundet sted efter den 30. november 2021.

OECD har i januar 2025 offentliggjort administrative retningslinjer vedrørende fortolkningen af artikel 9.1 i OECD’s modelregler, navnlig med henblik på at tydeliggøre, hvilke udskudte skatteaktiver opstået i perioden mellem den 30. november 2021 og overgangen til beskatning efter minimumsbeskatningsreglerne, der ikke kan indregnes ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter efter bestemmelsen i artikel 9.1.2 i OECD’s modelregler, der er gennemført ved minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2. Disse præciseringer er foreslået gennemført ved de ved lovforslagets § 1, nr. 20 og 21, foreslåede ændringer af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2.

Det foreslås, at der i minimumsbeskatningslovens § 51 indsættes nye bestemmelser som stk. 7 og 8.

Det foreslås i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7, at uanset stk. 2 kan der ved ansættelsen af den effektive skattesats indregnes:

1. Udskudte skatteudgifter i regnskabsår, der begynder i perioden fra og med den 1. januar 2024 til og med den 31. december 2025, og som slutter senest den 30. juni 2027, når de udskudte skatteudgifter vedrører betaling eller indfrielse af et udskudt skatteaktiv omfattet af stk. 2, nr. 1 og 2, dog højst med et samlet beløb svarende til 20 pct. af det oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiv. Der kan ikke ske indregning af de udskudte skatteudgifter, hvis det udskudte skatteaktiv er opstået som følge af et arrangement med en offentlig myndighed, der er indgået eller ændret efter den 18. november 2024, eller som følge af et valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 18. november 2024.

2. Udskudte skatteudgifter i regnskabsår, der begynder i perioden fra og med den 1. januar 2025 til og med den 31. december 2026, og som slutter senest den 30. juni 2028, når de udskudte skatteudgifter vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser omfattet af stk. 2, nr. 3, dog højst med et samlet beløb svarende til 20 pct. af det oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiv. Der kan ikke ske indregning af de udskudte skatteudgifter, hvis det udskudte skatteaktiv er opstået som følge af en selskabsskat, der er gennemført efter den 18. november 2024.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de udskudte skatteudgifter, der er omfattet af den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 2, vil kunne indregnes ved ansættelsen af den effektive skattesats, selv om en sådan indregning som udgangspunkt ikke vil kunne ske i medfør af minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2.

Bestemmelsen i forslagets nr. 1 omfatter for det første udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver, der er omfattet af forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1, dvs. udskudte skatteaktiver, der er opstået som følge af arrangementer med offentlige myndigheder, der er indgået eller ændret efter den 30. november 2021, og som vedrører poster, der er udelukket fra beregningen af kvalificeret indkomst eller tab efter minimumsbeskatningsreglerne.

Bestemmelsen i forslaget til nr. 1 omfatter for det andet udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver, der er omfattet af forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 2, dvs. udskudte skatteaktiver, der opstået som følge af et valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 30. november 2021, og som indebærer, at der bagudrettet sker en ændring af den skattemæssige behandling af en transaktion, der har betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et regnskabsår, for hvilket der allerede er indleveret en selvangivelse, eller for hvilket skattemyndighederne allerede har foretaget en skatteansættelse.

Disse udskudte skatteudgifter vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne indregnes ved opgørelsen af den effektive skattesats i regnskabsår, der begynder i perioden fra og med den 1. januar 2024 til og med den 31. december 2025, og som slutter senest den 30. juni 2027.

De udskudte skatteudgifter vil dog efter forslaget højst kunne indregnes med et samlet beløb svarende til 20 pct. af de oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiver, og der kan under alle omstændigheder ikke ske indregning af de udskudte skatteudgifter, hvis det udskudte skatteaktiv er opstået som følge af et arrangement med en offentlig myndighed, der er indgået eller ændret efter den 18. november 2024, eller som følge af et valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 18. november 2024.

Bestemmelsen i forslaget til nr. 2 omfatter udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver eller skatteforpligtelser, der er omfattet af forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 3. Bestemmelsen vedrører således indfrielse eller betaling af udskudte skatteaktiver og skatteforpligtelser, der skyldes en forskel mellem den skattemæssige værdi og den regnskabsmæssige dagsværdi af en koncernenheds aktiver og passiver, når den skattemæssige værdi er fastlagt i medfør af en sådan selskabsskat, der er gennemført efter den 30. november 2021, og jurisdiktionen ikke tidligere har haft en selskabsskat.

Disse udskudte skatteudgifter vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne indregnes ved opgørelsen af den effektive skattesats i regnskabsår, der begynder i perioden fra og med den 1. januar 2025 til og med den 31. december 2026, og som slutter senest den 30. juni 2028.

De udskudte skatteudgifter vil dog efter forslaget højst kunne indregnes med et samlet beløb svarende til 20 pct. af de oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiver.

Endvidere vil der kun kunne ske indregning af de udskudte skatteudgifter, hvis det udskudte skatteaktiv er opstået som følge af en selskabsskat, der er gennemført senest den 18. november 2024.

En selskabsskat vil skulle anses for gennemført efter den 18. november 2024, hvis den er vedtaget eller besluttet gennemført efter denne dato. Det vil således ikke være afgørende, fra hvilket tidspunkt den nyindførte selskabsskat skal have virkning.

Den foreslåede bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7, gennemfører de nye bestemmelser i pkt. 8.8-8.12 i kommentarerne til artikel 9.1.2 i OECD’s modelregler, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, og som indebærer, at der i de omhandlede tilfælde skal være adgang til i en tidsbegrænset periode (en såkaldt »Grace Period«) at indregne 20 pct. (den såkaldte »Grace Period Limitation«) af de oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiver ved opgørelsen af den effektive skattesats i jurisdiktionen.

Det foreslås som minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 8, at tidspunktet for betaling eller indfrielse af de udskudte skatteudgifter, der kan indregnes efter stk. 7, ikke kan fremrykkes som følge af et valg eller en beslutning, som en koncernenhed har truffet eller ændret efter den 18. november 2024, eller som følge af, at der efter denne dato gennemføres ændringer af lovgivningen, et arrangement med en offentlig myndighed eller de af koncernenheden anvendte regnskabsprincipper.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ikke vil være muligt – for at udnytte den beløbsmæssige begrænsning (den såkaldte »Grace Period Limitation«), der skal gælde efter forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7, fuldt ud inden for den i stk. 7 fastsatte periode (den såkaldte »Grace Period«) – efter den 18. november 2024 at fremskynde det tidspunkt, hvor de udskudte skatteudgifter konstateres, ved at træffe eller ændre et valg eller en beslutning eller ved at ændre regnskabsprincip. Heller ikke ændringer af lovgivningen eller af et arrangement med en offentlig myndighed vil kunne medføre en sådan fremrykning af tidspunktet for konstateringen af de udskudte skatteudgifter.

Det foreslås ved den foreslåede bestemmelse at gennemføre den nye bestemmelse i pkt. 8.11 i kommentarerne til artikel 9.1.2 i OECD’s modelregler, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025.

Det bemærkes, at det følger af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, at de udskudte skatteudgifter, der er omfattet af bestemmelserne i forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, også kun kan medregnes ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter efter bestemmelsen om den midlertidige safe harbour i minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, i det omfang de omhandlede udskudte skatteudgifter afholdes inden for den fastsatte »Grace Period« og ikke overstiger den fastsatte beløbsmæssige begrænsning (»the Grace Period Limitation«). Der henvises herved også til den ved lovforslagets § 1, nr. 28, foreslåede ændring af bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, nr. 2.

Den beløbsmæssige begrænsning skal i overensstemmelse med den nye bestemmelse i pkt. 8.12 i kommentarerne til artikel 9.1.2 i OECD’s modelregler, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, gælde samlet for de udskudte skatteudgifter, der kan indregnes efter de foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, og § 72, stk. 4, nr. 2.

Har den midlertidige safe harbour-bestemmelse således f.eks. fundet anvendelse i en jurisdiktion i regnskabsåret 2024, og er der ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter sket medregning af udskudte skatteudgifter svarende til 20 pct. af et oprindeligt opgjort udskudt skatteaktiv omfattet af forslaget til bestemmelsen i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1, vil der derfor i regnskabsåret 2025 ikke kunne medregnes (yderligere) udskudte skatteudgifter vedrørende det pågældende udskudte skatteaktiv.

Det vil også gælde, hvis den pågældende koncern i regnskabsåret 2025 opgør den effektive skattesats i jurisdiktionen efter de almindelige bestemmelser, dvs. at det er minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, der finder anvendelse.

Til nr. 24

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3, at koncernenheder eller en udpeget lokal enhed, der har hjemsted i Danmark, skal meddele Skatteforvaltningen identiteten på den enhed, som indgiver skemaet med oplysninger om ekstraskat, samt den jurisdiktion, i hvilken denne enhed er hjemmehørende.

Meddelelse efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3, skal indgives, når en koncern efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 2, beslutter, at standardskemaet med oplysninger om ekstraskat indgives af det ultimative moderselskab eller af den udpegede indberettende enhed i den jurisdiktion, hvor den, der indberetter, er hjemmehørende.

Når skemaet med oplysninger om ekstraskat indgives af moderselskabet eller en udpeget indberettende enhed i en anden jurisdiktion, vil oplysningerne om ekstraskat tilgå Skatteforvaltningen via udveksling fra skattemyndigheden i den jurisdiktion, hvor skemaet er indgivet. Det er derfor en forudsætning for at kunne anvende minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 2, at den jurisdiktion, hvor skemaet indgives, har en aftale om administrativt samarbejde med Danmark.

Efter bestemmelserne i den modelaftale, der i OECD-regi er vedtaget for en multinational aftale om udveksling af oplysninger om ekstraskat, den såkaldte »Multilateral Competent Authority Agreement on exchange of GloBE Information« (GIR MCAA), skal den kompetente myndighed udveksle oplysninger om ekstraskat senest 3 måneder efter udløbet af indberetningsfristen for rapporteringsåret. Er rapporteringsåret overgangsåret, er fristen dog 6 måneder. GIR MCAA er afspejlet i direktivforslag om ændring af Direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet, COM(2024) 497, der blev fremsat den 28. oktober 2024.

Efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 4, 1. pkt., skal oplysninger om ekstraskat efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 1, samt meddelelser efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3 indgives til Skatteforvaltningen senest 15 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret. I overgangsåret er fristen dog 18 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret, jf. minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 4, 2. pkt. Tilsvarende frister gælder for indgivelse af oplysninger (og meddelelser) i en anden jurisdiktion.

Skatteforvaltningen opkræver i overensstemmelse med minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 1, 1. pkt., ekstraskatten med en sidste rettidig betalingsdag, der er 16 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret, jf. minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 1, 1. pkt. I overgangsåret er fristen dog ifølge minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 2, 19 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret.

Efter minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 3, er stiftelsesdagen for kravet for ekstraskatten 15 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret eller 18 måneder efter den sidste dag i det rapporteringsår, der efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, er overgangsåret.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3, ændres »og den jurisdiktion, i hvilken denne enhed er hjemmehørende« til » den jurisdiktion, i hvilken denne enhed er hjemmehørende, samt ekstraskatten, der er indberettet vedrørende koncernenheder med hjemsted i Danmark«.

Forslaget vil medføre, at koncernenheder og udpegede lokale enheder hjemmehørende i Danmark fremover i meddelelser efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3, også skal give oplysninger om den ekstraskat, der er indberettet på deres vegne i en anden jurisdiktion, og som tilfalder Danmark efter minimumsbeskatningslovens § 47, stk. 1.

Det vil medføre, at Skatteforvaltningen modtager oplysninger om beløbet, der forventes at skulle betales i ekstraskat i Danmark med henblik på at foretage opkrævningen heraf efter minimumsbeskatningslovens § 69 på samme måde, som hvis oplysningerne i standardskemaet var indgivet direkte til Skatteforvaltningen. Forslaget indebærer derfor også, at koncernenhederne får samme frist for betaling af ekstraskatten, som hvis oplysninger om ekstraskat var indgivet direkte til Skatteforvaltningen.

Skatteforvaltningen kan efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 5, fastsætte regler om indgivelsen af meddelelser efter minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 3, herunder om sådanne meddelelsers indhold. Det er forventningen, at meddelelser med oplysninger om ekstraskatten, der er indberettet i en anden jurisdiktion vedrørende koncernenheder med hjemsted i Danmark, vil skulle indgives via en blanket, som Skatteforvaltningen i medfør af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 5, fastsætter nærmere regler om.

Til nr. 25

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 54, stk. 1, 1. pkt., hvilke beslutninger efter minimumsbeskatningsloven, der gælder i en periode på 5 år fra det år, hvor beslutningen træffes.

Det foreslås, at der i minimumsbeskatningslovens § 54, stk. 1, 1. pkt., efter »nr. 2,« indsættes »§ 23, stk. 4, nr. 7,«.

Forslaget har sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås, at det i minimumsbeskatningslovens § 23, stk. 4, nr. 7, fastsættes, at den indberettende koncernenhed for en periode på 5 år skal kunne vælge, at beløbet for den udskudte skatteudgift, der ville kunne allokeres til faste driftssteder og koncernenheder i en jurisdiktion efter minimumsbeskatningslovens § 25, stk. 1 og 3-5, ikke skal medregnes til det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat.

Til nr. 26

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 55, stk. 1, at en koncernenhed, der er omfattet af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 1, 1. pkt., senest inden udløbet af den ordinære oplysningsfrist efter skattekontrollovens § 12, stk. 1, for det indkomstår, for hvilket skemaet med oplysninger om ekstraskat efter minimumsbeskatningslovens § 53 skal indgives, skal meddele Skatteforvaltningen, at koncernenheden er omfattet af minimumsbeskatningsloven.

Bestemmelsen fastsætter pligt for en koncernenhed, der er omfattet af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 1, 1. pkt., til at lade sig registrere hos Skatteforvaltningen. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Skatteforvaltningen af hensyn til sin mulighed for at gennemføre kontrol efter loven har kendskab til de koncernenheder, der har hjemsted i Danmark.

Det foreslås, at i minimumsbeskatningslovens § 55, stk. 1, ændres »udløbet af den ordinære oplysningsfrist efter skattekontrollovens § 12, stk. 1, for det indkomstår, for hvilket skemaet med oplysninger om ekstraskat efter § 53 skal indgives,« til »6 måneder efter udløbet af rapporteringsåret«.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at koncernenheder, der er omfattet af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 1, 1. pkt., men som ikke er omfattet af skattekontrollovens § 12, stk. 1, ikke vil kunne være i tvivl om, hvorvidt de vil skulle give meddelelse til Skatteforvaltningen efter minimumsbeskatningslovens § 55, stk. 1. Derudover ensrettes begrebsanvendelsen i minimumsbeskatningsloven.

Forslaget vil medføre, at efter minimumsbeskatningslovens § 55, stk. 1, vil en koncernenhed, der er omfattet af minimumsbeskatningslovens § 53, stk. 1, 1. pkt., senest inden 6 måneder efter udløbet af rapporteringsåret skulle indgive meddelelse til Skatteforvaltningen om, at koncernenheden er omfattet af minimumsbeskatningsloven.

Som efter gældende ret vil meddelelsen til Skatteforvaltningen skulle gives med henblik på registrering af koncernenheden. Der kan efter minimumsbeskatningslovens § 55, stk. 2, fastsættes nærmere regler herom af skatteministeren ved en bekendtgørelse, herunder regler om form og indhold.

Til nr. 27

Efter minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 3, er stiftelsesdagen for kravet for ekstraskatten 15 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret eller 18 måneder efter den sidste dag i det rapporteringsår, der efter minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, er overgangsåret.

Skatteforvaltningen opkræver ekstraskatten med en sidste rettidig betalingsdag, der er 16 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret, jf. minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 1, 1. pkt.

Det følger af minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 2, at betalingsfristen i overgangsåret, jf. minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, dog er 19 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret.

Det foreslås at i minimumsbeskatningslovens § 69, stk. 1, 1. pkt., ændres »16 måneder« til »17 måneder«, og i stk. 2, ændres »19 måneder« til »20 måneder«.

De foreslåede bestemmelser vil medføre, at betalingsfristerne udskydes med 1 måned. Den sidste rettidige betalingsdag vil således være 17 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret, idet betalingsfristen i overgangsåret, jf. minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 4, dog vil være 20 måneder efter den sidste dag i rapporteringsåret.

Til nr. 28

Minimumsbeskatningslovens § 72 indeholder en særlig undtagelsesbestemmelse (en såkaldt midlertidig safe harbour-bestemmelse), hvorefter en koncern i overgangsperioden kan nøjes med at foretage forenklede beregninger i forhold til de minimis-reglen, den effektive skattesats, og om den kvalificerede indkomst overstiger den substansbaserede indkomstudelukkelse. Overgangsperioden dækker regnskabsår, der begynder den 31. december 2026 eller før og slutter senest den 30. juni 2028.

Efter minimumsbeskatningslovens § 72 fastsættes ekstraskatten til nul i en jurisdiktion, hvis den multinationale koncern opfylder mindst en af tre betingelser. Den anden af disse betingelser, jf. minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 1, nr. 2, er, at den multinationale koncern for regnskabsåret har en forenklet effektiv skattesats i jurisdiktionen, der er lig med eller større end overgangssatsen (15 pct. for 2023 og 2024, 16 pct. for 2025 og 17 pct. for 2026).

Det fremgår af minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, nr. 2, at den forenklede effektive skattesats opgøres som de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen divideret med resultatet før skat som rapporteret af den multinationale koncern i den kvalificerede land for land-rapport. De forenklede omfattede skatter, som indgår ved opgørelsen af den forenklede effektive skattesats, er efter minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, nr. 1, regnskabsårets skatteudgifter i jurisdiktionen som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskab efter eliminering af skatter, som ikke er omfattede skatter og usikre skattepositioner som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskaber.

Det fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025, at udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser, der efter de ved lovforslagets § 1, nr. 21 og 23, foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, og stk. 7 og 8, ikke kan indregnes ved opgørelsen af det samlede reguleringsbeløb for udskudte skatter, heller ikke skal kunne medregnes til de forenklede omfattede skatter ved afgørelsen af, om betingelsen for anvendelsen af den midlertidige safe harbour-bestemmelse i minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 1, nr. 2, er opfyldt.

Det foreslås i minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, nr. 2, at indsætte et 3. pkt., om, at til de forenklede omfattede skatter medregnes ikke udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser omfattet af § 51, stk. 2, nr. 1-3, medmindre de udskudte skatteudgifter kan medregnes ved ansættelsen af den effektive skattesats efter § 51, stk. 7 og 8.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunktet vil være, at udskudte skatteudgifter, der vedrører betaling eller indfrielse af udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser omfattet af de ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslåede bestemmelser i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 2, nr. 1-3, som udgangspunkt ikke vil kunne medregnes ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen.

I det omfang der er tale om udskudte skatteudgifter, der efter forslaget til minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 23, i en overgangsperiode (den såkaldte »Grace Period«) vil kunne medregnes ved ansættelsen af den effektive skattesats i jurisdiktionen, vil de dog også kunne indregnes ved opgørelsen af de forenklede omfattede skatter efter minimumsbeskatningslovens § 72, stk. 4, nr. 2. Det forudsætter dog, at de udskudte skatteudgifter, der medregnes i overgangsperioden, samlet ikke overstiger den beløbsmæssige begrænsning i minimumsbeskatningslovens § 51, stk. 7, dvs. 20 pct. af de oprindeligt opgjorte udskudte skatteaktiver (den såkaldte »Grace Period Limitation«).

Det foreslås ved den foreslåede bestemmelse at gennemføre de ændringer af punkt 13 og 19 i kommentarerne til kapitel 1 i bilag A til OECD’s modelregler, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra januar 2025.