Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Udvidelse af patienterstatningsordningen, fredning af udbetalte erstatninger m.v.) § 1

Til nr. 1-4

§ 19, stk. 1, i klage- og erstatningsloven afgrænser lovens dækningsområde.

Efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, ydes erstatning efter reglerne i lovens kapitel 3 til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget

1. på et sygehus eller på vegne af dette,

2. af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhospitale indsats efter sundhedsloven,

3. af autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller på vegne af disse,

4. på universiteternes tandlægeskoler,

5. af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,

6. af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 158,

7. af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger,

8. af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277, stk. 12,

9. på værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet, eller

10. af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

Patienterstatningsordningens dækningsområde er desuden fastsat i bekendtgørelse nr. 1265 af 28. oktober 2016.

Den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 3, blev indsat i loven ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Af bemærkningerne hertil fremgår, at det i forhold til de kommunale sundhedsordninger omfatter forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, hjemmesygeplejerskeordningen, den kommunale omsorgstandpleje samt den kommunale børne- og ungetandpleje.

De privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, som er omfattet af den gældende lovs § 19, stk. 1, nr. 5, blev omfattet af lovens dækningsområde ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Af lovens bemærkninger fremgår, at alle privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner medtages, dvs. sundhedspersoner i henhold til særlig lovgivning eller personer, der handler på disses ansvar. Endvidere fremgår, at det ikke blev fundet hensigtsmæssigt at inddrage personer uden sundhedsfaglig autorisation under loven. Det fremgår, at man i den forbindelse fandt, at en offentligt styret patientforsikringsordning burde forbeholdes autoriserede sundhedspersoner. Det fremgår endvidere af lovens bemærkninger, at gruppen af autoriserede sundhedspersoner omfatter praktiserende læger, herunder speciallæger, praktiserende tandlæger, praktiserende psykologer, kiropraktorer, tandplejere, ergo- og fysioterapeuter, fodterapeuter, samt eventuelle privatpraktiserende sygeplejersker, jordemødre, kliniske diætister, bioanalytikere, radiografer, bandagister, kliniske tandteknikere, tandplejere, optikere, kontaktlinseoptikere og optometrister samt social- og sundhedsassistenter.

Den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 6, blev indsat ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 547 af 24. juni 2005, hvor henvisningen til sundhedslovens § 158 afløste en henvisning til den tidligere gældende lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.

Ifølge sundhedslovens § 158 fastsætter sundheds- og ældreministeren nærmere regler om, hvilke vaccinationer, der er omfattet af loven, herunder bl.a. om hvilke læger der skal kunne foretage vaccinationen efter loven. Af de regler der er udstedt i medfør af bestemmelsen fremgår, at vaccinationerne kan foretages af en læge, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til selvstændigt virke som læge eller af en anden på dennes ansvar.

Den gældende § 19, stk. 1, nr. 7, hvorefter læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger, er omfattet af lovens dækningsområde, blev omfattet ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Af bemærkningerne hertil fremgår, at bestemmelsen tager sigte på læger, der uden at virke som privatpraktiserende læger, medvirker i vagtordninger til varetagelse af lægebetjeningen af befolkningen uden for den sædvanlige dagarbejdstid. Vagtlægerne fungerer selvstændigt og er ikke undergivet en anden læges arbejdsgiveransvar.

De gældende bestemmelser i § 19, stk. 1, nr. 9 og 10, hvorefter skader påført i forbindelse med sundhedsfaglig behandling af værnepligtige i det militære forsvar eller redningsberedskabet, og sundhedsfaglig behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, omfattes af lovens dækningsområde, blev indsat i loven ved lov nr. 654 af 8. juni 2016.

Med den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 9, blev patienterstatningsordningens dækningsområde udvidet til at omfatte skade sket som følge af behandling af værnepligtige udført af autoriserede sundhedspersoner i det militære forsvar og redningsberedskabet. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der hermed forstås autoriserede sundhedspersoner ansat ved det militære forsvar og redningsberedskabet, herunder til at varetage de sundhedsfaglige ydelser til de værnepligtige, som ikke har det gule sundhedskort under deres værnepligtstjeneste. Om skader opstået efter behandlinger foretaget på værnepligtige af sundhedspersoner, der ikke er ansat i det militære forsvar og redningsberedskabet, fremgår det af bemærkningerne til lov nr. 654 af 8. juni 2016, at disse som hidtil skal vurderes efter de hidtil gældende bestemmelser i klage- og erstatningslovens §§ 19 og 29.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 9, ikke omfatter kvinder, der er ansat i det militære forsvar og redningsberedskabet på værnepligtslignende vilkår, idet kvinderne ikke i forbindelse med deres ansættelsesforhold skal aflevere deres sundhedskort. Om kvinderne fremgår det således, at de – i modsætning til (mandlige) værnepligtige – har adgang til behandling af autoriserede sundhedspersoner uden for det militære forsvar og redningsberedskabet. Endelig fremgår det af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 9, at denne af samme grund heller ikke omfatter øvrige kontraktansatte mænd og kvinder i det militære forsvar og redningsberedskabet.

Endelig fremgår det af bemærkningerne til § 19, stk. 1, at denne alene finder anvendelse for skader, der påføres »her i landet«. Der sigtes herved til skader, der påføres på dansk territorium, hvorimod skader, der påføres i udlandet eller på danske skibe, der befinder sig udlandet, ikke er omfattet.

Med den gældende bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 10, blev patienterstatningsordningens dækningsområde ligeledes udvidet til også at omfatte skade sket som følge af behandling udført af autoriserede sundhedspersoner inden for Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Hermed forstås ifølge lovens bemærkninger autoriserede sundhedspersoner ansat ved Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse til at udføre den sundhedsfaglige behandling, som er forudsat i bekendtgørelse nr. 399 af 9. april 2015 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner. Af lovbemærkningerne fremgår det bl.a., at Justitsministeriet ved besvarelse af 19. marts 2015 af SUU (Alm. del) spørgsmål nr. 324 bl.a. anførte, at rent administrative og økonomiske overvejelser ikke alene kunne begrunde den forskelsbehandling, der opstod ved, at patienterstatningsordningens dækningsområde ikke tillige omfattede behandling udført af sundhedspersoner inden for Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

Erstatninger for skader, som opstår i forbindelse med behandlinger, der ikke omfattes af bekendtgørelsen, vil ifølge bemærkningerne til lov nr. 654 af 8. juni 2016 blive reguleret af de hidtil gældende bestemmelser i klage- og erstatningslovens §§ 19 og 29.

Af bemærkningerne fremgår ligeledes, at Justitsministeriets begrundelse i svaret af 19. marts 2015 på SUU (alm. del) spørgsmål nr. 324 burde gælde tilsvarende for behandling af værnepligtige inden for det militære forsvar og redningsberedskabet. Man henviste i den forbindelse til, at de værnepligtige i det militære forsvar og redningsberedskabet afleverer deres sundhedskort under deres værnepligtstjeneste og derfor som udgangspunkt skal anvende de læger, der er tilknyttet henholdsvis det militære forsvar og redningsberedskabet, i stedet for egen praktiserende læge.

Det foreslås med § 1, nr. 1 , at ophæve § 19, stk. 1, nr. 3, 5-7, 9 og 10, idet disse dele af patienterstatningsordningens dækningsområde vil blive omfattet af den foreslåede § 19, stk. 2.

Med lovforslagets § 1, nr. 2 , foreslås at der i lovens § 19, stk. 1, nr. 4, som med lovforslaget bliver nr. 3, efter »tandlægeskoler,« indsættes »eller«, som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1.

Endvidere foreslås med lovforslagets § 1, nr. 3 , at ændre »stk. 12,« til »stk. 12.«, i lovens § 19, stk. 1, nr. 8, som med lovforslaget bliver nr. 4. Dette foreslås som en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1.

§ 19, stk. 2, som foreslås indsat med lovforslagets § 1, nr. 4 , medfører, at alle autoriserede sundhedspersoner og personer der handler på disses ansvar omfattes af erstatningspligten. Det foreslås, at afgrænsningen knyttes til definitionen af en sundhedsperson, således som dette begreb er defineret i sundhedslovens § 6. Med forslaget sikres det, at skader påført af denne persongruppe i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., er omfattet af patienterstatningsordningen, uanset hvor skaden sker.

Det foreslåede § 19, stk. 2, indebærer, at skader som her i landet påføres i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget af autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller på vegne af disse, jf. § 19, stk. 1, nr. 3, af privatpraktiserende autosirede sundhedspersoner, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 158, jf. § 19, stk. 1, nr. 6, af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger, jf. § 19, stk. 1, nr. 7, på værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet, jf. § 19, stk. 1, nr. 9, og af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, jf. § 19, stk. 1, nr. 10, fortsat vil være omfattet af ordningen selvom disse numre foreslås ophævet.

Ud over de ovennævnte områder, som allerede i dag er omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde, vil følgende som noget nyt bl.a. blive inddraget under det foreslåede § 19, stk. 2: læger og andre sundhedspersoner, der udøver sundhedsfaglig virksomhed som ansatte i private firmaer og organisationer; sundhedspersoner, der udøver sundhedsfaglig behandling på institutioner, boformer, plejehjem m.v. inden for det sociale område; sundhedspersoners behandling af ansatte i det militære forsvar eller redningsberedskabet; Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet; optikerkæder; private klinikker, der drives af personer uden sundhedsfaglig autorisation, hvor der udføres behandling af sundhedspersoner; detentionslæger og læger, der foretager blodprøvetagning for politiet; lægegerning og anden sundhedsfaglig behandling foretaget i fritiden; Statens Serum Institut; laboratorier; alarmcentraler, der drives af forsikringsselskaber; Radio Medical; private vaccinationsfirmaer samt private virksomheder, der foretager sundhedsvidenskabelige forsøg.

Den foreslåede udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde omfatter ikke ventetid på ambulancer og ulykkestilfælde i forbindelse med transport af patienter til og fra behandling med private transportfirmaer.

Udfærdigelse af attester og lægeerklæringer til forsikringsselskaber og offentlige myndigheder er heller ikke omfattet af dækningsområdet, da der ikke er tale om lægelig patientbehandling. Derimod er den kliniske undersøgelse af patienten til brug for en erklæring omfattet.

Apoteksområdet er ligeledes ikke omfattet af ordningen. Den virksomhed, som apotekere i almindelighed udfører, hører ikke naturligt ind under patienterstatningsordningen. Fejludlevering af medicin er omfattet af apotekets ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa).

Til nr. 5

Det foreslås i § 19, stk. 2, 1. pkt., der med lovforslaget bliver stk. 3, 1. pkt., efter »forsøg« at indsætte »herunder kliniske forsøg med lægemidler«.

Ifølge gældende ret, jf. § 19, stk. 1, ydes der erstatning efter reglerne i kapitel 3 i loven til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el. lignende, som er foretaget på nærmere angivne behandlingssteder eller af nærmere angivne sundhedspersoner. I § 19, stk. 2, der med lovforslaget bliver stk. 3, er det endvidere fastsat, at personer, der deltager i sundhedsvidenskabelige forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom, sidestilles med patienter.

Efter gældende regler foreligger der kun et forsøg i bestemmelsens forstand, hvis projektet har et forskningsmæssigt sigte, dvs. at der er tale om planlagt virksomhed, som har til formål systematisk at erhverve viden om sygdommes opståen og om forebyggelse, diagnostik og behandling heraf, jf. bemærkninger til § 2, stk. 1, nr. 1, i lovforslaget til lov nr. 593 af 14. juni 2011 (komitéloven).

Komitéloven fastlægger de retlige rammer for komiteernes videnskabsetiske bedømmelse af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter, jf. § 1, stk. 1. I komitélovens § 2, stk. 1, nr. 2, er det fastsat, at sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter omfatter forsøg med lægemidler. Komitéloven vil imidlertid ikke omfatte forsøg med lægemidler, når Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 536/2014 af 16. april 2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/20/EF finder anvendelse, og der ikke i medfør af overgangsbestemmelsen i forordningens artikel 98 længere er mulighed for at indgive en ansøgning om godkendelse af et klinisk forsøg med lægemidler efter gældende regler.

For at undgå usikkerhed om, hvorvidt de foreslåede regler om kliniske forsøg med lægemidler, som blev vedtaget med lov nr. 620 af 8. juni 2016, er omfattet af patienterstatningens dækningsområde, foreslås det præciseret, at forsøg også omfatter kliniske forsøg med lægemidler.

Det bemærkes, at bivirkninger i forbindelse med forsøg med lægemidler fortsat vil være omfattet af kapitel 4 om erstatning for lægemiddelskader i klage- og erstatningsloven.

Den foreslåede ændring af § 19, stk. 2, som med lovforslaget bliver stk. 3, i lovens kapitel 3 har kun betydning for skader ved lægemiddelforsøg, der ikke er omfattet af kapitel 4.

Til nr. 6

I medfør af den gældende § 22, stk. 1, kan der til de af § 19, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer ydes erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden har anden årsag.

Endvidere følger det af § 22, stk. 3, 1. pkt., at til de af § 19, stk. 2, omfattede bloddonorer ydes erstatning for skader, der påføres de pågældende ved ulykkestilfælde i forbindelse med transport til en aftalt eller rekvireret tapning i blodbank eller ved mobil blodbank, medmindre donoren forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Ændringen af § 22, stk. 1 og 3, 1. pkt., hvormed § 19, stk. 2, ændres til § 19, stk. 3, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i § 19.

Til nr. 7

Det følger af § 23, at det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter dette kapitel, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Patienterstatningen eller til de private institutioner, hvortil behandlingen af sager efter dette kapitel er henlagt i medfør af § 19, stk. 5.

Ændringen af § 23, hvormed § 19, stk. 5, ændres til § 19, stk. 6, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i § 19.

Til nr. 8

Erstatning og godtgørelse for skader påført i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. i sundhedsvæsenet fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvarslov, jf. den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1. Erstatning og godtgørelse efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr., jf. den gældende bestemmelse i § 24, stk. 2. Det indebærer, at erstatning og godtgørelse udbetales til patienter eller efterladte til patienter i alle sager, hvor erstatningsudmålingen fører til et beløb på over 10.000 kr. Hvis beløbet er 10.000 kr. eller derunder, udbetales der ikke erstatning og godtgørelse.

Det foreslås i § 24, stk. 2 , at erstatning og godtgørelse ydes, efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er fratrukket erstatningen eller godtgørelsens hovedstol. Den nuværende undergrænse på 10.000 kr. for skader, påført i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. erstattes således af et egetbidrag på 7.300 kr. Egetbidraget fratrækkes i alle sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse udgør 7.300 kr. eller mere.

Eksempel på forløb af en erstatningssag:

Hvis en patient bliver tilkendt en erstatning på 5.000 kr., vil patienten ikke få udbetalt erstatning, da den samlede erstatning udgør mindre end egetbidraget på 7.300 kr.

Hvis patienten bliver tilkendt en erstatning eller godtgørelse på 12.000 kr., vil patienten få udbetalt erstatning på 4.700 kr. (erstatningen på 12.000 kr. fratrukket egetbidraget på 7.300 kr., i alt 4.700 kr.)

Egetbidraget vil blive fratrukket én gang pr. sag, og vil blive fratrukket ved den første udbetaling af erstatning, der samlet overstiger egenbetalingen på 7.300 kr.

Til nr. 9

I medfør af § 24, stk. 2, ydes erstatning m.v. efter bestemmelsens stk. 1, såfremt den overstiger 10.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.

Det følger af § 24, stk. 3, at stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 ikke finder anvendelse på skader, der omfattes af § 22, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 19, stk. 2.

Ændringen af § 24, stk. 3, hvormed § 19, stk. 2, ændres til § 19, stk. 3, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i § 19.

Til nr. 10

Der blev den 8. december 2003 indgået en aftale mellem daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium og Dansk Tandlægeforening hvoraf det fremgår, at sager der vedrører erstatning og godtgørelse til patienter, som påføres skade af privatpraktiserende autoriserede tandlæger, autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen og under de kommunale tandplejeordninger (børne- og ungdomstandplejen samt omsorgstandplejen) eller på vegne af disse samt universiteternes tandlægeskoler, er henlagt til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring. I aftalen fremgår endvidere, at der for så vidt angår skader påført hos en privatpraktiserende tandlæge, er fastsat en undergrænse på 1.000 kr. De privatpraktiserende tandlæger har indgået en kollektiv ordning, hvor de selv dækker for erstatning, godtgørelse, administrationsomkostninger samt renter i de sager, hvor erstatningen udgør mere end 1.000 kr., men mindre end 10.000 kr.

Det foreslås med indsættelsen af § 24, stk. 5 , at indføre, at erstatning og godtgørelse efter § 24, stk. 1, der er tilkendt af andre private institutioner end Patienterstatningen, og som sundhedsministeren har indgået aftale med efter § 19, stk. 6, på tandskadeområdet ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr. For indsatte og værnepligtige, som nævnt i det foreslåede § 29, stk. 1, nr. 9 og 10, ydes erstatning og godtgørelse, såfremt den samlet overstiger 1.000 kr.

Erstatning og godtgørelse på tandskadeområdet vil dermed fortsat ydes, såfremt den samlede erstatning overstiger 10.000 kr. i de sager, hvor der tilkendes erstatning og godtgørelse hos andre private institutioner end Patienterstatningen, hvor sundhedsministeren har indgået aftale efter § 19, stk. 6. Patienterstatningens behandling af tandskadesager vil være omfattet af egetbidrag i det foreslåede § 24, stk. 2, 1. pkt.

Endvidere fastsættes, at der for de værnepligtige og indsatte ydes erstatning og godtgørelse, såfremt erstatningen og godtgørelsen samlet overstiger 1.000 kr. Dette sikrer, at de værnepligtige og indsatte har samme mulighed for at kunne opnå erstatning efter en tandskade, uanset hvor de konkret har modtaget deres behandling.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 , hvoraf fremgår, at egetbidraget i det nye stykke stk. 2 reguleres én gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egetbidraget fastsættes ud fra tidspunktet for skadens forårsagelse.

Med denne bestemmelse tilsigtes samme regulering, som finder anvendelse for visse erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter erstatningsansvarslovens § 15.

Til nr. 11

I medfør af § 29, stk. 1, nr. 2, har patientens bopælsregion og, hvis patienten ikke har bopæl her i landet, opholdsregionen pligt til at yde erstatning efter lovens kapitel 3 for skader i forbindelse med behandling, som et sygehus m.v. i udlandet er ansvarligt for efter § 19, stk. 3.

Ændringen af § 29, stk. 1, nr. 2, hvormed § 19, stk. 3, ændres til § 19, stk. 4, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i § 19.

Til nr. 12

Det følger af § 29, stk. 1, nr. 5, at den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 3, har pligt til at yde erstatning efter reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 3. Af bestemmelsens 2. pkt., fremgår, at 1. pkt. dog ikke finder anvendelse for praktiserende speciallæger, som ikke har speciale i almen medicin.

Med det foreslåede § 19, stk. 2, ydes der erstatning til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget af sundhedspersoner uanset hvor skaden er sket. Dette indebærer bl.a. at speciallægeundersøgelser, der udføres til brug for sagsbehandling hos offentlige myndigheder, forsikringsselskaber m.v., hvor der ikke er tale om en tjenesteydelse til patienten, fremover vil være omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde.

Som følge heraf foreslås det i § 29, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., at den region, hvor den pågældende privatpraktiserende speciallæge har sin praksis, får pligt til at yde erstatning for skader der opstår som følge af disse speciallægeundersøgelser. Dette uanset hvilket speciale den pågældende speciallæge har.

Til nr. 13

Af bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 8, fremgår, at staten har pligt til at yde erstatning for skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 8, som vedrører skader i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens § 277, stk. 12. Herudover har staten i medfør af bestemmelsen pligt til at yde erstatning for skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 9, som vedrører skader i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget på værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet.

Bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 8 , nyaffattes som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 og 4, idet retten for værnepligtige til at få erstatning og godtgørelse for skade påført ved behandling, undersøgelse el.lign. af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet, med lovforslaget ikke længere følger direkte af en særlig bestemmelse i § 19, men vil blive omfattet af det foreslåede § 19, stk. 2.

Bestemmelsen ændres endvidere som følge af, at § 19, stk. 1, nr. 8, bliver til nr. 4.

Af bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 8, fremgår endvidere, at staten har pligt til at yde erstatning for skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 9, som vedrører skader der påføres værnepligtige af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet.

De værnepligtige blev ved lov nr. 654 af 8. juni 2016 omfattet af klage- og erstatningsloven. Værnepligtige blev omfattet, idet værnepligtige i det militære forsvar og redningsberedskabet afleverer deres sundhedskort under deres værnepligtstjeneste og derfor som udgangspunkt skal anvende de læger, der er tilknyttet det militære forsvar og redningsberedskabet, i stedet for egen praktiserende læge.

Ved autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar og redningsberedskabet, forstås autoriserede sundhedspersoner ansat ved det militære forsvar og redningsberedskabet, herunder til at varetage de sundhedsfaglige ydelser til de værnepligtige, som ikke har det gule sundhedskort under deres værnepligtstjeneste. Behandlinger foretaget på værnepligtige af sundhedspersoner, der ikke er ansat i det militære forsvar og redningsberedskabet, blev ikke berørt af loven, men skal som hidtil vurderes efter de gældende bestemmelser i klage- og erstatningslovens §§ 19 og 29.

Lov nr. 654 af 8. juni 2016 omfatter ikke kvinder, der er ansat i det militære forsvar og redningsberedskabet på værnepligtslignende vilkår, idet kvinderne ikke i forbindelse med deres ansættelsesforhold skal aflevere deres sundhedskort. Kvinderne har således – i modsætning til (mandlige) værnepligtige – adgang til behandling af autoriserede sundhedspersoner uden for det militære forsvar og redningsberedskabet, som er omfattet af patienterstatningsordningens dækningsområde.

Retten til erstatning finder alene anvendelse for skader, der påføres »her i landet«, jf. § 19, stk. 1. Der sigtes herved til skader, der påføres på dansk territorium, hvorimod skader, der påføres i udlandet eller på danske skibe, der befinder sig udlandet, ikke er omfattet.

Som følge af, at § 19, stk. 1, nr. 9, vedr. værnepligtiges ret til erstatning med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås ophævet og fremover vil være omfattet af det foreslåede § 19, stk. 2, foreslås det særskilt reguleret i § 29, stk. 1, nr. 9 , at staten bliver erstatningspligtig for skader, der pådrages som følge af sundhedsfaglig behandling på værnepligtige i det militære forsvar eller redningsberedskab.

Som følge af, at patienterstatningens dækningsområde foreslås udvidet til at gælde alle autoriserede sundhedspersoner og personer der handler på disses ansvar, foreslås det, at staten ligeledes pålægges erstatningspligt for så vidt angår kontraktansatte, der påføres skade som følge af sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller redningsberedskabet. De kontraktsansatte har i dag alene mulighed for at søge erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa).

Efter den gældende bestemmelse i § 29, stk. 1, nr. 9, er staten erstatningspligtig for så vidt angår skader påført i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. foretaget af autoriserede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, jf. § 19, stk. 1, nr. 10, forudsat at skaden er pådraget som følge af sundhedsfaglig behandling i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. For tandskader er staten dog alene erstatningspligtig, hvis der er tale om behandling, som den indsatte har ret til.

Bestemmelsen omfatter behandling foretaget i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. Staten er således ikke erstatningspligtig for skader som følge af den indsattes behandling uden for fængslet og arresthuset, hos f.eks. en speciallæge eller den indsattes egen tandlæge. For så vidt angår tandskader er staten kun erstatningsansvarlig for skader, der pådrages ved behandling, som den indsatte har ret til efter reglerne i §§ 15 og 18 i bekendtgørelse nr. 399 af 9. april 2015 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i Kriminalforsorgens institutioner. I de tilfælde, hvor indsatte ved sundhedsfaglig behandling pådrager sig skader, som ikke er omfattet af statens erstatningspligt, er den driftsansvarlige eller regionen erstatningspligtig.

Med lovforslagets § 1, nr. 1, ophæves § 19, stk. 1, nr. 10, som med lovforslagets § 1, nr. 4, vil blive omfattet af det foreslåede § 19, stk. 2, som generelt indfører ret til erstatning efter reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 3 for skader der påføres patienter og efterladte til patienter her i landet i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget af sundhedspersoner, jf. § 6 i sundhedsloven.

I forhold til sundhedsbehandlingen i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse drejer det sig om personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.

I konsekvens af disse ændringer foreslås § 29, stk. 1, nr. 9, nyaffattet i § 29, stk. 1, nr. 10 , således at bestemmelsen ikke længere henviser til § 19, stk. 1, nr. 10.

Forslaget medfører ingen indholdsmæssige ændringer i statens erstatningspligt i forhold til skader, der påføres i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign. af indsatte i Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.

Som konsekvens af den foreslåede udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde, således at skader påført af sundhedspersoner i forbindelse med behandling, undersøgelse el.lign., omfattes af ordningen uanset hvor dette sker, foreslås det med § 29, stk. 1, nr. 11 , at pålægge den driftsansvarlige region eller kommune erstatningspligt for institutioner, boformer, plejehjem m.v., inden for det sociale område, hvor der er ansat autoriserede sundhedspersoner, som ikke er omfattet af ordningen i dag. Hvor der er tale om kommunale institutioner, boformer, plejehjem m.v., er den stedlige kommune erstatningspligtig. Hvis der er tale om regionale eller private institutioner, boformer eller plejehjem m.v., er den stedlige region erstatningspligtig. For så vidt angår private institutioner, boformer, plejehjem m.v., inden for det sociale område, hvor der er ansat autoriserede sundhedspersoner, er erstatningspligten for disse reguleret i den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 12.

Som konsekvens af den foreslåede udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde, foreslås det endvidere med § 29, stk. 1, nr. 12 , at pålægge den region, hvor en virksomhed, organisation m.v., som har ansat autoriserede sundhedspersoner, har sin adresse, erstatningspligt for skader der påføres disse steder. Dette gælder dog ikke for de private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser, der er omfattet af § 29, stk. 1, nr. 7.

Såfremt en virksomhed, organisation m.v. har eksempelvis har flere filialer og dermed flere adresser, vil erstatningspligten påhvile den region, hvor den pågældende filial, som har påført skaden, har adresse.

Dette medfører, at erstatningspligten bl.a. omfatter revalideringsinstitutter, Røde Kors, Falck Healthcare og andre firmaer, der formidler sundhedsydelser, sports- og idrætsforeninger, fodboldklubber, Team Danmark, DBU, private laboratorier, forsikringsselskabers alarmcentraler, private vaccinationsfirmaer og firmaer, der foretager sundhedsvidenskabelige forsøg, optiker- og bandagistfirmaer, og private klinikker, der drives af personer uden særlig autorisation efter sundhedslovgivningen, og som har ansat autoriserede sundhedspersoner, samt private institutioner, boformer, plejehjem m.v., inden for det sociale område, hvor der er ansat autoriserede sundhedspersoner.

Med § 29, stk. 1, nr. 13 , foreslås at pålægge erstatningspligt for den region, hvor en sundhedsperson påfører skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., der ikke er foretaget som led i et ansættelsesforhold eller som led i sundhedspersonens arbejde i en privat klinik.

Den pågældende region pålægges således pligt til at yde erstatning for sundhedspersoners behandling i fritiden. Dette sker som en følge af, at skader påført af sundhedspersoner i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., i medfør af det foreslåede § 19, stk. 2, omfattes af patienterstatningsordningens dækningsområde, uanset hvor det sker. Det er fundet mest hensigtsmæssigt at pålægge erstatningspligten til den region, hvor en sundhedsperson påfører skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., der er foretaget uden at være et led i et ansættelsesforhold eller et led i sundhedspersonens private klinik.

Med den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 14 , pålægges staten erstatningspligt for så vidt angår skader forårsaget af detentionslæger og læger, der foretager blodprøvetagning for politiet, Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, Statens Serum Institut og Radio Medical. Ændringen er en konsekvens af udvidelsen af patienterstatningens dækningsområde.

Til nr. 14

Det følger af § 29, stk. 3, at i det omfang behandlingen af sager efter lovens kapitel 3 henlægges til en privat institution efter § 19, stk. 5, kan sundhedsministeren bestemme, at pligten til at yde erstatning efter dette kapitel påhviler den pågældende institution eller de pågældende privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, som institutionen repræsenterer.

Ændringen af § 29, stk. 3, hvormed § 19, stk. 5, ændres til § 19, stk. 6, er alene en konsekvensændring af, at der indsættes et nyt stykke i § 19.

Til nr. 15

Efter den gældende bestemmelse i § 33, stk. 2, skal de erstatningsansvarlige oplyse Patienterstatningen om, efter hvilke regler i sundhedsloven patienten er undersøgt, behandlet el. lign., eller om undersøgelsen, behandlingen el. lign. er betalt uden om det offentlige sundhedsvæsen.

Det foreslås i § 33, stk. 2, at de erstatningsansvarlige ændres til erstatningspligtige. Der er tale om en konsekvensrettelse for at der benyttes samme terminologi i hele loven.

Til nr. 16

Det fremgår af den gældende § 33, stk. 1, at Patienterstatningen modtager, oplyser og afgør alle erstatningssager efter kapitel 3 i loven. Foreningen kan efter nærmere bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.

Efter den gældende § 33, stk. 2, skal de mulige erstatningsansvarlige oplyse Patienterstatningen om, efter hvilke regler i sundhedsloven patienten er undersøgt, behandlet el.lign., eller om undersøgelsen, behandlingen el.lign., er betalt uden om det offentlige sundhedsvæsen. Der gælder imidlertid ikke nogen frist for, hvornår oplysningerne senest skal indsendes til Patienterstatningen.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 2 , indsættes et nyt 2. og 3. pkt. , som angiver, at Patienterstatningen skal modtage de ønskede oplysninger til brug for sagsbehandlingen inden for en frist på 30 dage efter anmodning herom er modtaget.

Fristen på 30 dage indsættes for at fremme og sikre en hurtigere og smidigere sagsbehandling og for at lette administrationen i forbindelse med indhentelse af materiale, hvilket vil være til gavn for patienterne. Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke forhindre, at der efterfølgende kan indsende yderligere oplysninger til sagen, for at der kan træffes en afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen underrettes inden fristens udløb, om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.

Til nr. 17

Efter den gældende bestemmelse i § 33, stk. 4, skal Patienterstatningens afgørelser meddeles vedkommende region, kommune, forsikringsselskab eller staten, som herefter skal udbetale den fastsatte erstatning og godtgørelse inden 1 måned.

Med forslaget ændres § 33, stk. 4 , således at den fastsatte erstatning og godtgørelse udbetales straks efter klagefristens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis Patienterstatningens afgørelse indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen.

Patienter eller efterladte til patienter får således udbetalt erstatningen og godtgørelsen straks efter klagefristens udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse ikke påklages.

Hvis Patienterstatningens afgørelse påklages af en eller begge parter, har klagen opsættende virkning, jf. det foreslåede § 58 b, stk. 2, 2. pkt. I disse sager får patienten eller efterladte til patienten udbetalt erstatning samt renter – hvis patienten eller efterladte til patienten fortsat er berettigede til den – efter ankenævnets afgørelse.

Det betyder, at udbetaling af erstatning og godtgørelse afventer ankenævnets afgørelse. Først når ankenævnet har truffet afgørelse, vil patienten eller efterladte til patienten modtage den tilkendte erstatning og godtgørelse samt renter. Hvis ankenævnet ikke er enigt med Patienterstatningen i, at patienten eller efterladte til patienten er berettigede til den af Patienterstatningen tilkendte erstatning og godtgørelse, udbetales det beløb, som ankenævnet tilkender.

I det foreslåede § 58, b, stk. 2, ændres klagefristen fra 3 til 1 måned. Opsættende virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på 1 måned vil betyde, at patienter eller efterladte til patienter kan være sikre på, at den erstatning og godtgørelse, der bliver udbetalt, ikke vil kunne kræves tilbagebetalt.

Til nr. 18

Patienterstatningen modtager, oplyser og afgør sager om anerkendelse af erstatningspligt og udmåling af erstatning og godtgørelse for behandlingsskader efter reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 3.

Patienterstatningens afgørelser kan i medfør af klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 1, indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der træffer den endelige administrative afgørelse. Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller ændre Patienterstatningens afgørelser og tillægge en klage opsættende virkning. Efter klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 2, skal klage til ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

I sager om behandlingsskader er den erstatningspligtige efter klage- og erstatningslovens § 33, stk. 4, forpligtet til at udbetale Patienterstatningens tilkendte erstatning og godtgørelse inden for 1 måned.

En patienterstatningssag kan indeholde flere afgørelser.

En erstatningssag forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse om erstatningspligten anerkender, at en patient er påført en erstatningsberettigende skade. I nogle tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller flere af de erstatningsposter, som Patienterstatningen har opgjort. Efterfølgende træffer Patienterstatningen nye afgørelser om de resterende erstatningsposter, efterhånden som posterne kan gøres op.

Eksempel på forløb af en erstatningssag:

Afgørelse 1: Patienterstatningen anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 2: Patienterstatningen tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 3: Patienterstatningen tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3 påklages af én af parterne inden for klagefristen på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser ankenævnet af egen drift, om patienten er påført en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og vurderer, at dette ikke er tilfældet.

I tilfælde, som i eksemplet ovenfor, hvor ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, ændrer ankenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten. Det indebærer, at patienten eller efterladte til patienten ikke er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er udbetalt på baggrund af Patienterstatningens afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til ankenævnet af nogen af parterne. Hvis patienten eller efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og godtgørelse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller efterladte til patienten.

Der er ingen lovregler om tilbagebetaling af patienterstatninger. Den erstatningspligtiges adgang til at kræve tilbagebetaling reguleres derfor efter de almindelige regler om tilbagesøgning.

Ved forslaget indsættes § 33 a , der indfører nye regler om tilbagebetaling i patienterstatningssager.

Det foreslås i § 33 a, stk. 1 , at erstatning og godtgørelse, der er udbetalt efter § 33, stk. 4, ikke kan kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på erstatning og godtgørelse.

Den foreslåede løsning indebærer i forhold til eksemplet ovenfor, at når afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten, skal den erstatningspligtige ikke kunne kræve den erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt. Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning, hvilket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3 ikke udbetales.

Lovforslaget ændrer ikke ankenævnets prøvelsesret. Det foreslås udelukkende at regulere og begrænse den erstatningspligtiges adgang til at kræve udbetalt erstatning og godtgørelse tilbage, når ankenævnet omgør Patienterstatningens afgørelse 1 om anerkendt skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten og som følge heraf ophæver Patienterstatningens efterfølgende afgørelser om erstatningsfastsættelse.

Hvor Patienterstatningen har opgjort en bestemt erstatnings- eller godtgørelsespost over flere afgørelser, således at der for eksempel i en afgørelse er foreløbig fastsat godtgørelse for varigt mén, hvorefter der senere træffes afgørelse om den endelige størrelse af det varige mén og det beløb, godtgørelsen udgør, vil ankenævnet ved en klage over Patienterstatningens afgørelse om det endelige varige mén kunne tage stilling til omfanget af det varige mén i sin helhed. Ankenævnet vil ikke være bundet af Patienterstatningens afgørelse om en foreløbig méngodtgørelse. Til gengæld vil en udbetalt godtgørelse for det foreløbige varige mén ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Har patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende undladt at afgive oplysninger eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende eller urigtige oplysninger medført en anden afgørelse, end Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis oplysningerne havde foreligget, træffer Patienterstatningen eller ankenævnet en ny afgørelse. Med den foreslåede § 33 a, stk. 2, 1. pkt. , kan den erstatningspligtige på baggrund af den nye afgørelse kræve tilbagebetaling af erstatning og godtgørelse, udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den pågældende oplysning har haft en afgørende betydning for afgørelsens udfald.

Den erstatningspligtige kan således søge en tidligere udbetalt erstatning eller godtgørelse tilbagebetalt, hvis tilkendelsen – og dermed udbetalingen – hviler på svig fra patienten eller efterladte til patienten. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en person har søgt om og fået tilkendt forsørgertabserstatning på baggrund af en forfalsket vielsesattest.

I medfør af det foreslåede § 33 a, stk. 3 , gælder de foreslåede § 33 a, stk. 1 og 2, om tilbagebetaling af udbetalt erstatning og godtgørelse ikke for erstatning og godtgørelse, der er tilkendt af andre private institutioner end Patienterstatningen, og som sundhedsministeren har indgået aftale med efter det foreslåede § 19, stk. 6. Her er tale om godtgørelse og erstatning for tandskader, tilkendt i henhold til afgørelser fra Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet, der behandles i et særskilt system.

Til nr. 19

Af den gældende § 37, stk. 1 fremgår, at Patienterstatningen af kommunalbestyrelser, regionsråd, statslige told- og skattemyndigheder og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger og andre sundhedspersoner, Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forsikringsgiver efter § 30, stk. 1, m.v., samt den skadelidte, kan forlange meddelt enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser, politirapporter, obduktionsrapporter m.v., som foreningen skønner af betydning for behandling af sager efter klage- og erstatningslovens kapitel 3.

Der har været en mangeårig praksis for, at Patienterstatningen vederlagsfrit kan anmode om de relevante oplysninger til brug for en verserende sag. For at lette den administrative byrde for Patienterstatningen ved, at de ikke skal rykke for indsendelse af oplysninger, og for at sikre, at denne praksis bliver fulgt, tilføjes i lovens § 37, stk. 1, 1. pkt., at disse oplysninger skal fremsendes til Patienterstatningen vederlagsfrit.

For at lovfæste endnu en mangeårig gældende praksis, anføres i lovens § 37, stk. 1, 1. pkt., at Patienterstatningen til brug for sagens oplysning endvidere kan indhente oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber.

For så vidt angår ulykkesforsikringer gælder det fx oplysninger om, hvilke erstatningsbeløb selskabet har udbetalt vedrørende behandlinger, herunder fysioterapi-, kiropraktor- og tandskadebehandlinger samt eventuelle andre behandlinger. Dog bemærkes, at der på ulykkesforsikringer ikke er hjemmel til at indhente oplysninger om erstatningsudbetaling vedrørende varigt mén samt selskabets interne lægelige vurderinger. For så vidt angår ansvarsforsikringer gælder det fx oplysninger om udbetalt erstatning og godtgørelse. For så vidt angår pensionsordninger gælder det fx oplysninger om, hvorvidt der er udbetalt løbende ydelser eller summen for det faktiske tab på skadesforsikringen eller på summaforsikringen.

Til nr. 20

Bestemmelsen i klage- og erstatningslovens § 37, stk. 1, indeholder ikke en frist for hvornår de relevante parter, som ligger inde med oplysninger, som skønnes af betydningen for behandlingen af de pågældende sager, skal indsende oplysningerne til Patienterstatningen.

Det foreslås, at der i § 37, stk. 1 , indsættes et nyt 2. og 3. pkt. , som angiver, at Patienterstatningen skal modtage de ønskede oplysninger til brug for sagsbehandlingen inden for en frist på 30 dage efter anmodning herom er modtaget.

Fristen på 30 dage indsættes for at fremme og sikre en hurtigere og smidigere sagsbehandling og for at lette administrationen i forbindelse med indhentelse af materiale, hvilket vil være til gavn for patienterne. Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke forhindre, at der efterfølgende kan indsendes yderligere oplysninger til sagen, for at der kan træffes en afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen underrettes inden fristens udløb, om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.

Til nr. 21

Patienter eller efterladte til patienter har i medfør af § 38, stk. 1, mulighed for at søge erstatning og godtgørelse for fysiske skader påført som følge af egenskaberne ved et lægemiddel i medfør af reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 4. Dette gælder ligeledes for personer som deltager i sundhedsvidenskabelige forsøg med lægemidler, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom, samt donorer, hvorfra der udtages væv og andet biologisk materiale, jf. § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt. Til forsøgspersoner og donorer, der er omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning og godtgørelse for psykisk skade, jf. § 38, stk. 2, 3. pkt.

Lægemiddelerstatningsordningen omfatter i dag kun fysiske skader efter brug af lægemidler. Psykiske skader er ikke omfattet. Således har Patienterstatningen afvist at yde erstatning og godtgørelse som følge af, at en patient udviklede depression efter behandling med et lægemiddel mod hudlidelse og udvikling af søvnløshed. Man har også afvist at yde erstatning og godtgørelse som følge af udvikling af tungsind efter forebyggende behandling med et præparat mod malaria.

Det foreslås i § 38, stk. 2, 1. pkt., at psykiske lægemiddelskader – i lighed med fysiske lægemiddelskader – også omfattes af ordningen.

Som konsekvens af, at patienter og efterladte til patienter nu får mulighed for at søge erstatning og godtgørelse ikke alene for fysiske skader men også for psykiske lægemiddelskader, ophæves den gældende bestemmelse i § 38, stk. 2, 3. pkt., om forsøgspersoner og donorers ret til erstatning og godtgørelse for psykiske lægemiddelskader.

Til nr. 22

Erstatning og godtgørelse i lægemiddelskadesager fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar, jf. den gældende bestemmelse i § 46, stk. 1.

Erstatning og godtgørelse efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 3.000 kr., jf. den gældende bestemmelse i § 46, stk. 2. Det indebærer, at erstatning og godtgørelse udbetales til patienter eller efterladte til patienter i alle sager, hvor erstatningsudmålingen fører til et beløb på over 3.000 kr. Hvis beløbet er 3.000 kr. eller derunder, udbetales der ikke erstatning og godtgørelse.

Det foreslås i § 46, stk. 2 , at erstatning og godtgørelse ydes, efter at 7.300 kr. (2017-niveau) er fratrukket erstatningen eller godtgørelsens hovedstol. Den nuværende undergrænse på 3.000 kr. for lægemiddelskader erstattes således af et egetbidrag på 7.300 kr. Egetbidraget fratrækkes i alle sager, hvor den samlede erstatning og godtgørelse udgør 7.300 kr. eller mere.

Eksempel på forløb af en erstatningssag:

Hvis en patient bliver tilkendt en erstatning på 5.000 kr., vil patienten ikke få udbetalt erstatning, da den samlede erstatning udgør mindre end egetbidraget på 7.300 kr.

Hvis patienten bliver tilkendt en erstatning eller godtgørelse på 12.000 kr., vil patienten få udbetalt erstatning på 4.700 kr. (erstatningen på 12.000 kr. fratrukket egetbidraget på 7.300 kr., i alt 4.700 kr.)

Egetbidraget vil blive fratrukket én gang pr. sag, og vil blive fratrukket ved den første udbetaling af erstatning, der samlet overstiger egenbetalingen på 7.300 kr.

Til nr. 23

Det foreslås i § 46, stk. 5 , at der i lægemiddelskadesager fastsættes et egetbidrag på 7.300 kr.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 , hvoraf fremgår, at egetbidraget i det nye stykke stk. 2 reguleres én gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Egetbidraget fastsættes ud fra tidspunktet for skadens forårsagelse.

Med denne bestemmelse tilsigtes samme regulering, som finder anvendelse for visse erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter erstatningsansvarslovens § 15.

Til nr. 24

Af den gældende § 55, stk. 1 fremgår, at sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i lægemiddelskaderne.

Det tilføjes, at sundhedsministeren udover at behandle og træffe afgørelse i sager vedr. lægemiddelskader tillige oplyser disse.

Med tilføjelsen sigtes til, at sundhedsministeren kan indhente de til brug for sagen relevante oplysninger.

Til nr. 25

Efter den gældende bestemmelse i § 55, stk. 2, 1. pkt., kan sundhedsministeren bemyndige Patienterstatningen, jf. kapitel 2, til at behandle og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Kapitel 2 regulerer patientklagesystemets organisation m.v., og kapitel 3 regulerer patienterstatning.

Det foreslås i § 55, stk. 2, 1. pkt., at ændre kapitel 2 til kapitel 3, da den gældende § 55, stk. 2, fejlagtig henviser til kapitel 2. Med dette forslag rettes fejlen i lovens bestemmelse.

Til nr. 26

Den gældende bestemmelsen i § 55, giver i dag ikke sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, mulighed for at lade afhøre vidner i forbindelse med en lægemiddelskade. Dette er muligt i forbindelse med en behandlingsskade, jf. 33, stk. 3.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 , hvoraf fremgår, at sundhedsministeren, eller den der bemyndiges hertil, i sager om lægemiddelskader kan lade vidner afhøre i byretten på det sted, hvor de bor. Der vurderes, at være det samme behov herfor, som i behandlingsskader, og det vil endvidere skabe ensartethed på området for lægemiddel- og behandlingsskader.

Den gældende bestemmelse i § 55 indeholder ingen frist for, hvornår der skal ske udbetaling af erstatning, efter der er truffet afgørelse herom i sager om lægemiddelskader. I sager om behandlingsskader skal den fastsatte erstatning og godtgørelse udbetales inden 1 måned, efter at afgørelsen er meddelt den erstatningspligtige, jf. § 33, stk. 4.

Det foreslås, at der i § 55, indsættes et nyt stk. 5 , hvorefter staten udbetaler de fastsatte ydelser straks efter klagefristens udløb. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen påklages.

Dette er for at der skabes ensartethed på området for lægemiddel- og behandlingsskader.

Patienter eller efterladte til patienter får således udbetalt erstatningen og godtgørelsen straks efter klagefristens udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse ikke påklages.

Hvis Patienterstatningens afgørelse påklages af en eller begge parter, foreslås det i § 58 b, stk. 2, 2. pkt., at klagen tillægges automatisk opsættende virkning. Det betyder, at udbetaling af erstatning og godtgørelse afventer ankenævnets afgørelse. Først når ankenævnet har truffet afgørelse, vil patienten eller efterladte til patienten modtage den tilkendte erstatning og godtgørelse samt renter. Hvis ankenævnet ikke er enigt med Patienterstatningen i, at patienten eller efterladte til patienten er berettigede til den af Patienterstatningen tilkendte erstatning og godtgørelse, udbetales det beløb, som ankenævnet tilkender.

I det foreslåede § 58, b, stk. 2, ændres klagefristen fra 3 til 1 måned. Opsættende virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på 1 måned vil betyde, at patienter eller efterladte til patienter kan være sikre på, at den erstatning, der bliver udbetalt, ikke vil kunne kræves tilbagebetalt.

Til nr. 27

Sundhedsministeren har bemyndiget Patienterstatningen til at behandle og træffe afgørelse i sager om anerkendelse af erstatningspligt og udmåling af erstatning og godtgørelse for lægemiddelskader efter reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 4. Patienterstatningens udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten.

Patienterstatningens afgørelser kan i medfør af klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 1, indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der træffer den endelige administrative afgørelse. Ankenævnet kan stadfæste, ophæve eller ændre Patienterstatningens afgørelser og tillægge en klage opsættende virkning. Efter klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 2, skal klage til ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

En patienterstatningssag kan indeholde flere afgørelser.

En erstatningssag forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse om erstatningspligten anerkender, at en patient er påført en erstatningsberettigende skade. I nogle tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller flere af de erstatningsposter, som patienten har opgjort. Efterfølgende træffer Patienterstatningen nye afgørelser om de resterende erstatningsposter, efterhånden som posterne kan gøres op.

Eksempel på forløb af en erstatningssag:

Afgørelse 1: Patienterstatningen anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 2: Patienterstatningen tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 3: Patienterstatningen tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3 påklages af én af parterne inden for klagefristen på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser ankenævnet af egen drift, om patienten er påført en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og vurderer, at dette ikke er tilfældet.

I tilfælde, som i eksemplet ovenfor, hvor ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, ændrer ankenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten. Det indebærer, at patienten eller efterladte til patienten ikke er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er udbetalt på baggrund af Patienterstatningens afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til ankenævnet af nogen af parterne. Hvis patienten eller efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og godtgørelse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller efterladte til patienten.

Der er ingen lovregler om tilbagebetaling af patienterstatninger. Den erstatningspligtiges adgang til at kræve tilbagebetaling reguleres derfor efter de almindelige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti ).

Ved forslaget indsættes § 55 a , der indfører nye regler om tilbagebetaling i patienterstatningssager.

Det foreslås i § 55 a, stk. 1 , at erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2, ikke kan kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på erstatning og godtgørelse.

Den foreslåede løsning indebærer i forhold til eksemplet ovenfor, at når afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten, skal den erstatningspligtige ikke kunne kræve den erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt. Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning, hvilket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3 ikke udbetales.

Lovforslaget ændrer ikke ankenævnets prøvelsesret. Det foreslås udelukkende at regulere og begrænse den erstatningspligtiges adgang til at kræve udbetalt erstatning og godtgørelse tilbage, når ankenævnet omgør Patienterstatningens afgørelse 1 om anerkendt skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten og som følge heraf ophæver Patienterstatningens efterfølgende afgørelser om erstatningsfastsættelse.

Hvor Patienterstatningen har opgjort en bestemt erstatnings- eller godtgørelsespost over flere afgørelser, således at der f.eks. i en afgørelse er foreløbig fastsat godtgørelse for varigt mén, hvorefter der senere træffes afgørelse om den endelige størrelse af det varige mén og det beløb, godtgørelsen udgør, vil ankenævnet ved en klage over Patienterstatningens afgørelse om det endelige varige mén kunne tage stilling til omfanget af det varige mén i sin helhed. Ankenævnet vil ikke være bundet af Patienterstatningens afgørelse om en foreløbig méngodtgørelse. Til gengæld vil en udbetalt godtgørelse for det foreløbige varige mén ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Har patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende undladt at afgive oplysninger eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende eller urigtige oplysninger medført en anden afgørelse, end Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis oplysningerne havde foreligget, træffer Patienterstatningen eller ankenævnet en ny afgørelse. Med den foreslåede § 33 a, stk. 2, 1. pkt. , kan den erstatningspligtige på baggrund af den nye afgørelse kræve tilbagebetaling af erstatning og godtgørelse, udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den pågældende oplysning har haft en afgørende betydning for afgørelsens udfald.

Den erstatningspligtige kan således søge en tidligere udbetalt erstatning eller godtgørelse tilbagebetalt, hvis tilkendelsen – og dermed udbetalingen – hviler på svig fra patienten eller efterladte til patienten. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en person har søgt om og fået tilkendt forsørgertabserstatning på baggrund af en forfalsket vielsesattest.

Til nr. 28

Det fremgår af den gældende § 58, stk. 1, at sundhedsministeren eller den, som sundhedsministeren bemyndiger til at varetage opgaver efter dette kapitel, af kommuner, regioner, statslige told – og skattemyndigheder og andre vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger og andre sundhedspersoner, Sundhedsstyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forsikringsgiver efter lovens § 30, stk. 1, m.v. , samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma kan forlange meddelt enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser, politirapporter, obduktionsrapporter m.v., som skønnes af betydning for behandling af sager efter kapitel 4 i klage- og erstatningsloven.

Det foreslås, at det i § 58, stk. 1, 1. pkt ., indsættes, at sundhedsministeren eller den, som sundhedsministeren bemyndiger hertil, vederlagsfrit kan anmode om de relevante oplysninger til brug for en verserende sag. Dette for at lovfæste en mangeårig praksis på området og for at lette den administrative byrde i forbindelse med indhentelse af materiale til brug for sagen og sikre, at denne praksis bliver fulgt.

For at lovfæste endnu en mangeårig gældende praksis, anføres i lovens § 58, stk. 1, 1. pkt., at Patienterstatningen til brug for sagens oplysning endvidere kan indhente oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber.

For så vidt angår ulykkesforsikringer gælder det fx oplysninger om, hvilke erstatningsbeløb selskabet har udbetalt vedrørende behandlinger, herunder fysioterapi-, kiropraktor- og tandskadebehandlinger samt eventuelle andre behandlinger. Dog bemærkes, at der på ulykkesforsikringer ikke er hjemmel til at indhente oplysninger om erstatningsudbetaling vedrørende varigt mén samt selskabets interne lægelige vurderinger. For så vidt angår ansvarsforsikringer gælder det fx oplysninger om udbetalt erstatning og godtgørelse. For så vidt angår pensionsordninger gælder det fx oplysninger om, hvorvidt der er udbetalt løbende ydelser eller summen for det faktiske tab på skadesforsikringen eller på summaforsikringen.

Til nr. 29

Den gældende bestemmelsen i § 58, stk. 1, indeholder ikke en frist for hvornår de relevante parter, som ligger inde med oplysninger, som skønnes af betydning for behandlingen af de pågældende sager, skal indsende oplysningerne til Patienterstatningen.

Det foreslås, at der i § 58, stk. 1, indsættes et nyt 2. pkt. , som præciserer, at Patienterstatningen skal modtage de ønskede oplysninger til brug for sagsbehandlingen, inden for en frist på 30 dage efter anmodning herom er modtaget.

Fristen på 30 dage indsættes for at fremme og sikre en hurtigere, smidigere sagsbehandling og for at lette administrationen i forbindelse med indhentelse af materiale, hvilket vil være til gavn for patienter eller efterladte til patienter. Fastsættelsen af en frist på 30 dage vedrører oplysninger, som allerede foreligger, eller hvor det vil være muligt at fremskaffe disse inden for fristen. Fristen vil ikke forhindre, at der efterfølgende kan indsendes yderligere oplysninger til sagen, for at der kan træffes en afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal Patienterstatningen inden fristens udløb, underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.

Til nr. 30

Ifølge klage- og erstatningslovens § 58 a, stk. 2, skal formanden og næstformændene i Ankenævnet for Patienterstatningen være dommere.

Ifølge retsplejelovens § 47 a, stk. 2, der trådte i kraft den 1. januar 2007, må hverv som medlem af et offentligt nævn kun varetages af dommere fra de overordnede retter, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet.

Forslaget til § 58 a, stk. 2 , indebærer, at Ankenævnet for Patienterstatningens formand og mindst 3 næstformænd skal være landsdommere, og de øvrige næstformænd byretsdommere.

Dette skal ses i lyset af, at ankenævnet ofte bliver stillet over for juridisk komplicerede og principielle spørgsmål. Derfor er det væsentligt, at formandskabet kan bestå af både byrets- og landsdommere. Sagerne kan derudover omhandle meget betydelige erstatnings- og godtgørelseskrav. Ankenævnets afgørelser er således både af betydelig interesse for de berørte patienter eller efterladte til patienter samt de erstatningspligtige modparter.

Såfremt der forsat sker en stigning i antallet af nævnsafdelinger, og dermed en forøgelse af antallet af dommere i formandskabet, kræver udpegning af eventuelt yderligere landsdommere tilladelse fra Bibeskæftigelsesnævnet.

Formålet med lovforslaget er således at etablere klar hjemmel til, at Ankenævnet for Patienterstatningens formand og mindst 3 næstformænd skal udpeges blandt landsdommere.

Til nr. 31

Efter den gældende bestemmelse i § 58 b, stk. 1, 2. pkt. kan Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæste, ophæve eller ændre Patienterstatningens afgørelse og tillægge en klage opsættende virkning.

Bestemmelsen om opsættende virkning i § 58 b, stk. 1, 2. pkt., udgår som følge af, at reglerne om automatisk opsættende virkning reguleres i det foreslåede § 58 b, stk. 2, 2. pkt.

Til nr. 32

Efter den gældende bestemmelsen i § 58 b, stk. 2, kan patienter eller efterladte til patienter og den erstatningspligtige, indbringe Patienterstatningens afgørelser for Ankenævnet for Patienterstatningen inden 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Den erstatningspligtige skal udbetale Patienterstatningens fastsatte erstatning og godtgørelse inden 1 måned efter Patienterstatningens afgørelser meddeles den erstatningspligtige, jf. § 33, stk. 4.

Det foreslås at forkorte klagefristen fra 3 måneder til 1 måned, så den svarer til udbetalingsfristen på 1 måned.

Det skal hertil bemærkes, at patienter og efterladte til patienter kan nøjes med at skrive inden 1 måned, at de påklager sagen. De har efterfølgende mulighed for at skrive yderligere og sende relevant dokumentation til ankenævnet.

Til nr. 33

Efter den gældende bestemmelse i § 58 kan de erstatningspligtige og patienter eller efterladte til patienter anmode Ankenævnet for Patienterstatningen om at tillægge en klage opsættende virkning. Efter gældende praksis meddeles opsættende virkning som udgangspunkt kun i tilfælde, hvor der ud fra en umiddelbar vurdering er bestyrket grundlag for at forvente, at ankenævnet vil ændre Patienterstatningens afgørelse.

Det foreslås at indføre automatisk opsættende virkning, når Patienterstatningens afgørelse påklages. Opsættende virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på én måned vil betyde, at patienten eller efterladte til patienten ikke får udbetalt erstatningen straks efter klagefristens udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse påklages. I de sager, hvor Patienterstatningens afgørelse påklages, får patienten udbetalt erstatning samt renter – hvis patienten fortsat er berettiget til den – efter ankenævnets afgørelse.